Småteatre og Provinsteatre.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Privatteatrene og provinsteatrene.

Etlar-forestillinger på privatteatrene.
Om teatrene | Køge Teater | Nørrebros Theater | Sønderbros Teater | Østerbros Teater

Etlar forestillinger.

Forsiden af Carit Etlar og Scenen...
Forsiden af "Carit Etlar og scenen".
Carit Etlar havde teaterinteressen fælles med H. C. Andersen, og de skrev også begge for teatret, og begge med mere eller mindre held.
Flere af Carit Etlars større fortællingen og noveller, er egentlig også skrevet og "bygget op" i "skuespil-stil", med mange monologer og selvstændige episoder. Ligesom akter i et skuespil, og flettet sammen med en "rød tråd", der kan være mere eller mindre sandsynlig.

Privatteatrene og provinsteatrene har for længst fået skrevet deres historie i Gunnar Sandfelds tre teaterbøger: "Thalia i provinsen", "Teaterkunst på små scener" og "Komedianter og skuespillere".
Det er ikke tanken at gentage Sandfelds gode bøger her, men udelukkende at fokusere lidt på nogle Etlar-opførelser, og teateropførelser der kan have tilknytning til Etlar, samt nogle teatre hvor der blev spillet Etlar.

Det ville være en stor opgave at opremse alle de Etlar-teaterforestillinger der har været opført rundt om i landet, så her vil der kun kunne findes omtale af nogle få tilfældige skuespil opført på privatteatrene og provinsteatrene.
Som en begyndelse er her nævnt:
  1. ”Tordenskjold i Dynekilen” på Køge Theater i 1884.
  2. "Tordenskjold i Dynekilen" på Nørrebros Theater i 1893-94.
  3. "Tordenskjold i Dynekilen" på Østerbros Theater i 1902.
  4. "Reklameprinsessen". Revy på Nørrebros Theater i 1903.
Om Carit Etlars skuespil er der i 2016 udkommet en interessant lille bog på 80 sider, "Carit Etlar og scenen", som er et fortrinligt udgangspunkt i Carit Etlars dramatik.
I bogen er der en omtale af Carit Etlars store skuespil, og der er også et kapitel med titlen "Carit Etlars skuespil i provinsen og hos de rejsende teaterselskaber".
"Carit Etlar og scenen" er skrevet af Sven-Erik Olsen og udgivet på Grafisk Werk i Præstø.

Privatteatrene og Provinsteatrene

Indtil nutiden, indtil 1990, blandede lovgivningen sig i teateropførelser:
  1. 1750. Det Kongelige Teater får eneret til i København at opføre "Skuespil, udi det Danske, Tydske og Franske Sprog", med andre ord: hele det klassiske repertoire. Denne eneret blev truet efter Kasino-teatret i 1848 og Folketeatret i 1857.
  2. 1849. Herefter skulle tilladelse til teateropførelser søges hos Justitsministeriet.
  3. 1889. Dette år blev en egentlig teaterlov vedtaget, men Det kongelige Teater havde stadig en vis fortrinsret til klassiske skuespil.
  4. 1961. Herefter skulle tilladelsen ikke længere søges hos Justitsministeriet men hos Kulturministeriet.
  5. 1970. Der indført et teatertilladelsessystem, hvorefter der efter ansøgning, og efterfølgende tilladelse fra politiet, måtte opføres skuespil
  6. 1990. Her bortfaldt systemet med tilladelse helt.
Det var således slet ikke nok at bygge et teater, eller eje et stort lokale hvori der kunne spilles teater; for foruden de fysiske rammer, så skulle der også medvirke en person, en teaterdirektør der havde en teaterbevilling og som dermed havde ret til at opføre skuespil. Så teateropførelser var et samspil mellem to personer i toppen, foruden det praktiske personale, samt selve skuespillerne - og det hele endte ofte i et rodet sammenspil af tilfældigheder.
Scenen.
Et scenebillede fra M. V. Bruns succes "Ridderen af Randers Bro", opført af Jørgen Jensens
Teaterselskab, formentlig fra et eller andet sted i Jylland.
Samme Teaterselskab havde også "Gøngehøvdingen" i Etlars "egen" version på repertoiret.
Scenebilledet ovenfor viser at kampscener kunne have trange kår på de små "provinsteatre".
Postkortet er fremstillet hos M. Petersen i Hadsund, og er postsendt den 23. november 1911.
Michael Wallem Bruns største succes havde været hans dramatisering af "Gøngehøvdingen", som blev brugt på alle teatrene, også de små omrejsende.
Læs lidt mere om M. W. Brun og hans skuespil "Gøngehøvdingen" og "Ridderen af Randers Bro" her...

Maria Spiers og hendes mand var blandt de små omrejsende teaterdirektører hvis teaterselskab altid havde "Gøngehøvdingen" parat, og "med i kufferten".
Det Spier'ske Teaterselskab spillede bl.a. "Gøngehøvdingen" i Bruns version, da de f.eks. opførte skuespillet på Store Heddinge Teater i midten af 1880'erne, og Maria Spiers fortæller om Bruns "Gøngehøvding" i Jylland, på side 31 i sine "Teaterminder":
    I vor næste By, Varde, laa vi Julen over. Der indstuderede vi "Gøngehøvdingen", som havde Premiere 28de December. Dette udmærkede Folkeskuespil, dramatiseret af M. V. Brun efter Carit Etlars historiske Roman, gjorde dengang, ligesom senere, hvor og naar det end er taget op, stormende Lykke. "Gøngehøvdingen" har for mange rejsende Selskaber været den Redningsplanke, der frelste fra Skibbrud.
Det var Bruns version der gjorde skuespillet populært, og det var den version der blev opført, lige indtil Augusta og Carit Etlar fik nedlagt forbud imod Bruns version, og forlangte, og fik rettens ord for, at deres egen version af skuespillet fremover skulle bruges.
Læs lidt mere om Augusta og Carit Etlars skuespil "Gøngehøvdingen" her...

Dekorationer og Kulisserne.

Maria Spiers fortæller i sine erindringer "Teaterminder" på side 92 og 93 lidt om nogle af de praktiske problemer og udfordringer, som disse omrejsende skuespillerselskaber kunne møde når de rejste rundt i landet:
  De fleste Steder maatte man bruge egne Dekorationer - ialtfald i de smaa Byer; thi selv om der flere Steder fandtes et "Teater", som hørte til det Hotel eller Gæstgiveri, hvor vi spillede, var der sjældent mere end én Dekoration, og det kunde endda ske, at denne ene - som Tilfældet var i sin Tid i Ærøskøbing - var malet paa Papir og ikke særlig paalidelig at have med at gøre.
  Naar man kunde ligge saa længe i disse smaa Byer, skyldtes det først og fremmest det store Antal Tilskuere, man altid fik ind fra Landet, men med Henblik paa disse Landboere var der mange Hensyn at tage. Forestillinger, der var særlig baseret paa Landet, begyndte Kl. 6, for at Tilskuerne kunde komme hjem i ordentlig Tid, og saa skulde det helst være, "medens der var Maane".
Det var kun til de færreste Byer der var Jernbane, og Landboerne havde derfor mange Gange 2 á 3 Mil at køre for at faa en Teateraften.
Det var et godt Publikum at have i Teatret, og de var trofaste. Billetpriserne var kun smaa, 1ste Plads kostede 3 Mark, og 6 Billetter at benytte efter Behag - de saakaldte Abonnementsbilletter - "solgtes for 15 Mark. 2den Plads paa Gulvet og Billetter til Balkonen, hvor en saadan fandtes - kostede 24 Skilling, men blev ikke solgt i Abonnement.
  Lokalerne, man spillede i, var jo tit langt fra saa gode, som de burde være. I Sakskøbing f. Eks. var der en stor firkantet Skorsten midt paa Tilskuerpladsen, i Hobro spillede vi paa et Kornloft, og i Stubbekøbing kom man, naar man skulde forsvinde gennem en Forsænkning i Scenegulvet, ned paa Disken i en Slagterbutik. Adskillige Steder spilledes der paa Raadhuset, - det var kun de færreste Byer, der havde en rigtig god Teatersal.
Som kulisser medbragte selskaberne kun det nødvendigste, resten var hvad der kunne skrabes sammen på stedet. Et skuespil som Carit Etlars "Tordenskjold i Dynekilen" var en gave til de omrejsende teaterselskaber, og var derfor populært blandt de små selskaber, for hele skuespillet foregik i en og samme dekoration, der tillige ikke krævede mere end hvad der kunne skrabes sammen de forskellige steder man kom frem.
I indledningen af "I Dynekilen" fra 1862 skriver Carit Etlar allerførst i skuespillet om scenografien:
  Theatret forestiller uforandret under hele Stykket en gammeldags Sal, i gothisk Træstiil, med Døre paa venstre og høire Side. En Aabning i Baggrunden er behængt med et Tæppe, hvorigennem sees Rækværket af en Trappe, ned til Søen. Det er Aften. Salen er smykket med Blomster og Granløv. Lys i Armstager paa Bordene.

Skuespillerne.

Det var kun hovedrolleindehaverne der var engageret til at rejse med rundt med de små teaterselskaber. Statister engagerede man lokalt hvor man kom frem. De små scener havde dog den fordel, at der kun var plads til en begrænset mængde statister.
Lokale statister gav godt nok provinsopførelser et lokalt præg med en lokal dialekt, men de sikrede et vist publikum, da slægtninge og venner jo måtte se de håbefulde lokale unge optræde i deres første skuespil.

Men statister afstedkom også en del uventede "uheld" og forviklinger.
Gunner Sandfeldt citerer, på side 63 i bogen "Thalia i Provinsen", Axel Frische for at have fortalt, at da Fritsche selv som ung var soldat i Randers, så havde han meldt sig som statist ved teatret hvor der skulle opføres "Ridderen af Randers Bro".
Han var blevet antaget og havde fået rollen som vagt for grev Gert i skuespillet.
Frische havde lyttet seriøst efter indstuderingen: "Husk nu, De er Livvagt, og kun over Deres Lig går vejen til Grev Gert". Men Frische havde ikke lyttet ordentlig efter slutningen af indstuderingen der lød: "...efter et Par Sværdslag triller De død om".
Under opførelsen af skuespillet kæmpede unge Frische bravt, da Niels Ebbesen og hans svende ankom, og Frische slog dem tilbage, og havde fuldstændig glemt at han selv skulle dø!
"Niels Ebbesen" og hans folk holdt forundret en lille rådslagning, og besluttede at gå til angreb igen, med ordene: "Dø Dø! For Satan Mand!". Men det virkede kun yderligere ansporende, og den unge Frische slog sværdet ud af hånden på Niels Ebbesen, hvorefter det faldt ned i orkestergraven. "Ebbesen" blev sur og vendte sig om og vandrede ud af scenen med bemærkningen: "at han var ikke engageret til at optræde på en idiotanstalt!"

Suffløren.

En meget vigtig person var suffløren - han var manden der skulle holde sammen på skuespillet, han var dirigenten for det hele under opførelserne.
En sufflør i en sufflørkasse er vel i vore dage næsten forsvundet fra scenen, og erstatter af en høresnegl, men helt op i vore dage, sad der person nede i den sorte kasse, der var placeret foran midt på scenen, og dirigerede skuespillerne, og hviskede de replikker de havde glemt. Var der ingen sufflørkasse på de små provinsteatre, så gemte suffløren sig bag en af kulisserne eller i sætstykkerne.
Suffløren.
Suffløren omkranset af sine toddy-glas,
som han af og til skulle bestikkes med,
for at yde hjælp under forestillingen.
Tegning af Carsten Ravn.
Fra Peter Engells erindringsbog:
"Skuespillere uden Maske" side 64.
En af datidens omrejsende skuespillere, Peter Engell (1848-1894), har skrevet nogle små humoristiske erindringsbøger om 1800-tallets rejsende aktører. Billedet her til venstre er fra det 8. afsnit i hans bog "Skuespillere uden Maske", hvor titlen er "Sufflører".
Kapitlet indledes således:
  Er der nogen Klasse af Medborgere eller Medborgerinder, som maa døje Skældsord, Forhaanelser og gnavne Bebrejdelser, saa er det Skuespillernes underjordiske Velgjørere. Kan en Aktør paa tredie eller fjerde Prøve endnu ikke et Ord af sin Rolle, saa hedder det øjeblikkelig naar Direktøren nede fra Tilhørerpladsen spørger om Grunden til dette ikke saa usædvanlige Fænomen: "Aa, jeg er kun en Smule distrait i Dag, og saa siger det Asen dernede ikke et Kvæk".
Peter Engells lille kapitel om sufflører er scannet og lagt her...


Masker.

- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Gunnar Sandfeld: "Thalia i provinsen". Udgivet af Universitetsforlaget i Aarhus i 1962.
  2. Gunnar Sandfeld: "Teaterkunst på små scener". Udgivet af Nyt Nordisk Forlag i 1969.
  3. Gunnar Sandfeld: "Komedianter og skuespillere". Udgivet af Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck i 1971.
  4. Maria Spiers: "Teaterminder". Udgivet af Hasselbalchs Forlag i 1923.
  5. Peter Engell: "Skuespillere uden Maske". Udgivet af Jacob H. Mansas forlag i 1892.




© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 27/02/2020 10:24:53