A. C. Riemenschneider.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

A. C. Riemenschneider.

August Carl Ditlev Riemenschneider.

Riemenschneiders Forlag er i det store og hele kun en fortælling om året 1883. Og for Carit Etlars vedkommende så var bekendtskabet med forlaget medvirkende til at øge Etlars i forvejen skrantende økonomi.
Niels Juel statuen.
Hjørnet af Holbergsgade og Niels Juels Gade i København. Gammelt fotokort efter fotografi fra omkring 1895.
Det var i hjørneejendommen til højre for statuen, i stueetagen med baldakinerne, at A. C. Riemenschneider
flyttede sin boghandel ind i nyindrettede luksuriøse lokaler i 1883. I kælderen under boghandelen indrettede
Riemenschneiders kompagnon Benedict Sally Salomon sit bogtrykkeri. Denne hjørneejendom blev revet ned,
og ØK's nye asiatisk inspirerede bygning blev opført på stedet i 1907. Bygningen til venstre på billedet er den
gamle Studenterforening, som blev revet ned i 1909, og her blev Hafnias nye hovedsæde opført i stedet.
Studenterforeningen flyttede i 1910 til H. C. Andersens Boulevard og boede der til 1970.

A. C. Riemenschneider blev født den 22. januar 1855 i Fredericia, og døde i New York i 1886).
Riemenschneider var en meget ung mand på blot 27 år, da han bad Etlar om at få lov til at udgive romanen "Krybskytten".
Den unge bogforlæggers far var L. W. Riemenschneider (1814-1868), som var boghandler og bogudgiver i Fredericia, som jo også var Etlars fødeby.
Etlar og Riemenschneiders fader var næsten jævnaldrende, og Riemenschneiders fader havde en boghandel i Danmarksgade i Fredericia, som er en parallelgade for enden af Gothersgade, hvor Etlars barndomshjem lå.

I en så lille by som Fredericia i begyndelsen af 1800-tallet, hvor en jævnaldrende drengs far, den gamle Jacob Friedrich Vilhelm Riemenschneider havde købmands og manufakturhandel, så må to næsten jævnaldrende drenge, Etlar og Riemenschneiders fader, have kendt hinanden, eller i det mindste have haft kendskab til hvem de hver især var.
Og da Carit Etlar så i 1880'er bliver kontaktet af den unge bogforlægger i København, så må Etlar have vidst hvem den unge mand var søn af.
Dette fælles bekendtskab tilbage til Fredericia, kan have været en af grundene til at en helt nystartet bogforlægger, som den unge Riemenschneider, havde held med at få Carit Etlar til at udgive bøger hos sig, og dermed en af grundene til at fortællingen "Jeanne Tuyon" udkom for tredje gang, og på Riemenschneiders forlag i København, og med den nye titel: "Krybskytten".

Den unge August Carl Ditlev Riemenschneider (1855-1886) havde allerede allerførst i 1880'erne begyndt sin egen boghandel i København, på Holmens Kanal 36, og her slog han sig sammen med bogtrykker Benedict Sally Salomon, og dannede et nyt bogforlag.
Selve boghandelen blev meget flot og dyrt indrettet, for den unge Riemenschneider havde store visioner og mange planer.
En af disse store planer var gebladet, "Vor Tid", som Benedict Sally Salomon allerede havde påbegyndt udgivelsen af i 1882. Men med Riemenschneider indtræden som kompagnon, så blev planerne helt store, og det var meningen at "Vor Tid" skulle udvikle sig til at blive Danmarks største og fineste ugeblad.
Det var selveste Herman Bang der blev ansat som redaktør på ugebladet. Og tillige blev Peter Nansen tilsluttet bladet som medarbejder.

Adressen "Holmens Kanal" havde engang været en rigtig kanal med vand i, og det er lidt besynderligt at navnet overlevede det fortidige ildelugtende vand der dengang flød i kanalen, og at navnet blev bevaret som et gadenavn.
Da Riemenschneider startede sin butik op på hjørnet af Holbergsgade og Niels Juels Gade, var der allerede blevet bygget flere nye huse i gaden, så stedet var blevet en fornem adresse ved Holmens Kirke, Det kongelige Teater, Nationalbanken og Christiansborg Slot. Og lige netop først i 1880'erne blev statuen af Niels Juel opstillet på pladsen ud for Riemenschneiders boghandel.

Det er interessant, at før Etlars "Krybskytten" blev udgivet, så var det er forlæggeren selv, Riemenschneider, der henvendte sig til Etlar for at spørge om lov. Normalt er det/var det jo forfatterne der "rendte forlagene på dørene", og tiggede og bad om at få deres bøger udgivet.
Måske forventede Riemenschneider at kunne få accept til en udgivelse der havde "nogle år på bagen", lidt billigere end ellers. Eller måske brugte Riemenschneider snarere forbindelserne tilbage Fredericia som en genvej, men under alle omstændigheder, så blev der påbegyndt en ny serie Etlarfortællinger på forlaget.
Etlar var i begyndelsen af 80'erne blevet en kendt forfatter, så det ville være et stort scoop for et nyt forlag at kunne udgive en, omend ikke ny, så dog en delvis ukendt "farverig" Etlar-roman som "Jeanne Tuyon" i ny forklædning".

"Krybskytten" er den ene fortælling i en serie "Folkelivsbilleder", som omfatter 3 Etlar-bøger som Riemenschneider udgav.
De tre Etlar-fortællinger i samlingen er: "Krybskytten", "Livets Konflikter" og "Pilesmeden".
"Folkelivsbilleder":
  1. "Krybskytten" er den første bog i serien: "Folkelivsbilleder I."
    Carit Etlars forord i "Krybskytten" er gengivet her...
    Det Kongelige Bibliotek at lagt et eksemplar af Riemenschneiders "Krybskytten" her på deres webside...
  2. "Livets Konflikter" er den anden bog i serien: "Folkelivsbilleder II."
    Til "Livets Konflikter" har Carit Etlar ikke skrevet noget forord...
    Det Kongelige Bibliotek at lagt et eksemplar af Riemenschneiders "Livets Konflikter" her på deres webside...
  3. "Pilesmeden" er den tredje bog i serien: "Folkelivsbilleder III."
    I forordet til Riemenschneiders udgivelse af "Pilesmeden" skiver Etlar denne korte indledning:
      Stoffet til denne Fortælling er samlet og nedskreven i Aaret 1845 af en af mine nærmeste Paarørende, der dengang foer med en Sydhavsfarer, og strandede paa Kysten af Ny-Holland. C. E.
    Det Kongelige Bibliotek har lagt et eksemplar af Riemenschneiders "Pilesmeden" her på deres websiden...

Nogle af Riemenschneiders bogudgivelser.

"Senilia".
Ligesom selve butikslokalerne i boghandelen skulle være flot og imponerende, således skulle også bogudgivelserne være specielle og eksklusive og topaktuelle.
Ivan Turgenevs "Senilia", oversat af Ida Heilbuth, er et af eksemplerne herpå.

Forsiden af "Senilia".
Forsiden af "Senilia".
En meget stor tak til Forum Antikvariat
for denne lille fine bog.
Et "Digt i Prosa" er undertitlen på "Senilia", skrevet af den russiske forfatter Ivan Turgenjev, en bog som Riemenschneider udgav i 1883.
Denne bogudgivelse var på alle måder højaktuelt da den udkom den 2. oktober, for 4 uger tidligere, den 3. september 1883, var Turgenev død.

Tirsdag den 2. oktober 1883 annoncerede Social-Demokraten under "Bognyt", at Riemenschneiders forlag har udgivet Turgenevs prosa-samling "Senilia".
M'et i titlen i avisnotitsen er en fejl, for "Senilia" var også bogens russiske titel.
Annonce for Senilia...
Social-Demokraten den 2. oktober 1883.


På dette tidspunkt var det ingen satsning at udgive et værk som "Senilia" i prosa i 1883, for Ivan Turgenev (1818-1883) var blevet en berømt forfatter. Måske ikke så berømt i Rusland, men derimod i Frankrig og i resten af Europa.
I Rusland havde Turgenev helt tilbage i 1852 skrevet en nekrolog i "Moskva Tidende" i anledning af forfatteren Nicolai Gogols død. Denne nekrolog kunne den russiske censur ikke lide, og Turgenev blev forvist til sit landsted i 3 år.
Kort efter forvisningen forlod Turgenev Rusland og bosatte sig i henholdsvis Baden-Baden i Tyskland og i Paris. Disse steder stiftede han bekendtskab med datidens store europæiske og franske personligheder og forfattere, og Turgenev flyttede ikke siden tilbage til Rusland.

Allerede før Ivan Turgenev forlod Rusland havde han, i 1843, på operaen i St. Petersborg set og oplevet sangerinden og pianisten og violinisten Pauline Viardot-Garcia. Og trods hun var gift, fik hun og Turgenev et meget nært venskabsforhold. Turgenev skrev tekster til hende, som hun komponerede musik til, f.eks. operetten "Le Dernier Sorcier".
På YouTube ligger nogle musikeksempler, bl.a. dette...

Dette næsten "kærlighedsforhold" imellem Turgenev og en gift frue, forsatte uformindsket og i fuld offentlighed i de efterfølgende 40 år, og varede lige til Turgenev døde. Dette meget tætte bekendtskab gav selvfølgelig anledning til meget sladder, og ikke mindst opmærksomhed. Så også af den grund var Turgenev en meget interessant person for udgivere af bøger og ugeblade.

Ivan Turgenev døde af kræft, i byen Bougival i Frankrig, og kisten blev ført med toget fra Paris og til St. Petersborg, og Turgenev blev begravet på Literatorskie Mostki i St. Petersborg.
Overleveringerne fortæller at Turgenev døde i Pauline Viardot-Garcia's arme. Forfatteren Frede Thomsen skriver i sin bog "Ivan Turgenjew og Pauline Viardot-Garcia" på side 224:
  Den 3. September 1883 fandt Ivan Turgenjew endelig Hvile for sin store Træthed. Om hans Leje stod Vennerne. Pauline Viardot i sin sorte Enkedragt, hun havde kort forinden mistet sin Mand. Foruden hende var der hendes Børn og en Russer.
Turgenev døde således samme år, og kun en måned før, Riemenschneider udgav "Senilia". Herman Bang, der var ansat på Riemenschneiders forlag, skriver en artikel den 30. september 1883 med overskriften "Senilia af Ivan Turgenjew".
Denne Herman Bang artikel er mere et causeri end en egentlig anmeldelse, og hvori Herman Bang bl.a. skriver:
  Senilia er en Bog om Døden. Altid Døden. Den er en Kvinde, som forfølger en Vandringsmand, den forfulgte hører hendes Skridt - bag ham, over den vide Mark, bestandig - saadan, som man hører, naar man om Natten gaar ad øde Gader hvor Ekko forfølger. Gjenlyd af vore egne Trin... Og den forfulgte gaar raskere, og Kvinden er der, og han standser, og Kvinden er der endnu. Og han vender sig, og han ser, at hun, Kvinden, er Døden.
Denne artikel af Herman Bang er genoptrykt i "Vekslende Themaer", bind 3, udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i 2007.
Når Herman Bang skriver at "Senilia er en Bog om Døden", så er det ikke helt rigtigt, for bogen, som slet ikke er noget digt, fortæller små brudstykker om både livet og døden.

At udgivelsen af "Senilia" skete så kort tid efter Turgenevs død, gav det nye forlag en hel del gratis opmærksomhed, men sammenfaldet af begivenhederne har måske været tilfældig. Oversættelsen og det praktiske i forbindelse med udgivelsen må have taget nogen tid, og må være blevet planlagt inden Turgenevs død.

Selv om undertitlen i bogen er "Digt i Prosa", så er "Senilia" ikke en samling digte. "Senilia" er små bitte tekster, prosastykker - små skrevne meget forskellige øjebliksbilleder oplevet og nedfældet af Turgenev, og samlet i denne lille bog.
Herman Bang har kun delvis ret i at bogen mest handler om døden, for det er slet ikke en lille "sort bog", for livet og hverdagen findes også i de små prosastykker.
Et af de skrevne "småbilleder" i "Senilia" handler om noget så nutidigt som journalister, og har titlen "Bladkorrespondenten":
Bladkorrespondenten.
To Venner sidde ved Bordet og drikke The. Pludselig opstaar der Larm paa Gaden — Skældsord, Stønnen og Haanlatter.
"Der er en, der faar Prygl!" melder den ene af Vennerne, som har rejst sig og ser ud ad Vinduet.
"En Forbryder — en Morder maaske?" udbryder den anden. "Men hvem det saa er, bør en saadan egenmægtig Adfærd ikke taales. Kom, lad os gaa ned og hjælpe ham!"
"Det er ingen Morder, der der faar Prygl".
"Ingen Morder? Naa saa en Tyv — det er ganske ligegyldigt. Lad os blot redde ham ud af Pøbelens Hænder!"
"En Tyv er det heller ikke".
"Saa er det vel en Jærnbaneentreprenør eller en Arméleverandør eller en russisk Mæcen eller maaske en Advokat, en Bladredaktør eller en offentlig Velgører? Men det gjør ingenting, kom bare, vi hjælpe ham alligevel!"
"Nej, det er en Bladkorrespondent, der faar Prygl".
"Aa, en Bladkorrespondent? — Hør, ved du hvad — skal vi saa ikke først drikke vor The?"
Turgenev har dateret denne lille ordveksling: "Juli 1878".

"Fuglelim".
Forsiden af Fuglelim.
Titelblade af "Fuglelim".
Den franske forfatters Jean Richepin's (1849–1926) roman "Fuglelim" fra 1881, også kaldet "Fristerinden", eller "En Bretansk legende", udkom allerede i 1882 hos Riemenschneider i en dansk oversættelse. Originaltitlen er "La Glu", og romanen er en farverig fortælling om en kurtisane, der ligesom den giftige edderkop "den sorte enke" spinder sine net og venter på sit bytte.

"La Glu" var blevet en populær roman, og på bagsiden af den danske udgave står der da også: "Oversat fra Fransk efter Originalens 11te Oplag".

I forordet til "Fuglelim" står der bl.a.
  For tyve Aar siden var det Folk som Cherbuliez, der blev læste, beundrede og forstaaede. for en halv Snes Aar siden vænnede Emile Zola os til en mere marvfuld Kost, og den, der idag vilde vende tilbage til en af Cherbuliez' Bøger, vilde finde, at Bladene i disse Romaner smuldrer til Støv mellem hans Fingre. Men heller ikke Zola hører mere til de aktuelle.
Det var det helt aktuelle, nye og moderne, Riemenschneider havde besluttet at satse på.

Titlen, også den danske, er lidt speciel, og titlen brugt i overført betydning, om een der lokker og indfanger. Misteltenens bær er eftertragtede af trækfugle som f.eks. stæren. Fuglelim fremstilles af misteltenens bær, som er meget klæbrige. Denne lim brugtes til at smøre på grene og kviste, som derved tiltrak trækfuglene, som så sad fast i limen med sine klør, og på den måde kunne indfanges.

Brugen af fuglelim er desværre stadig et problem der af og til dukker op. Her er link til en sag i 2003, hvor EU anlagde sag imod Spanien, for at have "set imellem fingre" med brugen af fuglelim.

Jean Richepins roman "La Glu" blev meget populær i Frankrig, et eksemplar af en udgivelse fra 1883 ligger på archive.org...
Foruden mange genudgivelser, så blev fortællingen også til et skuespil "La Glu", et lyrisk drama i 5 akter, som havde premiere på Théâtre de l'Ambigu i Paris den 27. januar 1883.
Charles Gounod, satte musik til sangen "La Glu", som blev til en engang meget populær sang. Et eksempel ligger ligger på YouTube sunget af Émilie Marie Bouchaud.

Så sent som i 2010 er romanen udkommet i en ny-redigeret udgave.
Titelbladet på Et Menneskeliv.
Titelbladet fra "Et Menneskeliv" fra 1883.
"Sandhed, kun Sandhed" står der under titlen.
"Et Menneskeliv".
Guy de Maupassants første store roman "Une vie" var ikke Maupassants debut som forfatter, men det var hans første store roman, og dengang topaktuel, for romanen blev udgivet som føljeton samme år 1883, i Paris.
Det var Julius Schiøtt, den senere direktør for Zoologisk Have, der havde oversat Maupassants "Une vie", og givet den titlen "Et Menneskeliv".

Da Riemenschneider valgte at udgive denne roman, har det jo været en satsning, for Maupassant var endnu ikke særlig kendt, og Riemenschneider har ikke kunnet forudse, at Guy de Maupassant blev en af Frankrigs helt store forfattere.

Denne fortælling handler om en kvinde og hendes skæbne, som mange af datidens romaner og skuespil gjorde sidst i 1800-tallet.
"Et Menneskeliv" er en beretning med store følelser: om en datter fra aristokratiet - og om utroskab der fører til mord - om økonomiske vanskeligheder så slottet må sælges - og med en slutning der ikke ender tragisk, men med et håb for fremtiden.

Guy de Maupassant er nævnt flere gange her på Etlar-websiderne. F.eks. har jeg sammenlignet Guy de Maupassants rejseskildringer fra Algeriet "I Solen", med Carit Etlars rejseskildringer fra samme sted: "Arabere og Kabyler".

Falskmøntneri.

Ugen før jul, den 15. december 1883, blev Riemenschneider og hans kompagnon Salomon arresteret for falskmøntneri. Parret havde købt en af de nye trykkemaskiner i Tyskland, som kunne trykke alt, og Salmon og Riemenschneider var blevet enige om at trykke nogle falske pengesedler.
Det blev siden sagt at de falske pengesedler var bedre udført end Nationalbankens, hvilket skulle være skyld i, at Danmark nogen tid efter fik nye pengesedler.

Riemenschneiders boghandel og hans forlag gik efter arrestationen konkurs. Men allerede efter et års fængsel fik falskmøntnerne af Københavns Politi tilbudt at bytte fængselsstraffen ud med immigration til USA, et tilbud de sagde ja til. I USA blev Riemenschneider elektriker i New York.

Her er et kort forenklet resume af hændelsesforløbet, som der er lidt forskellige variationer af, ligesom stedet hvor parret rent fysisk havde foretaget trykningen af de falske steder varierer lidt.
Her er er kort referat fra de to dagblade Nationaltidende den 16. december, og Social-Demokraten den 18. december 1883, hvor det bl.a. fortælles:
Allersidste Annonce.
Bogforlaget Riemenschneiders
allersidste annonce. Her fra
Social-Demokraten 16. dec. 1883.
Annoncen var endnu i avisen nogle
gange efter arrestationen.


  Planen om de falske pengesedler havde Riemenschneider og Salomon besluttet tilbage i september, hvor bogtrykker Salomon havde bestilt nogle trykkerimaskiner og noget papir fra Tyskland, og da de ankom blev de placeret i kælderen under Riemenschneiders butik, på hjørnet af Niels Juels Gade og Holbergsgade.
  Til pengesedlen behøvedes tre trykplader, en i hver farve, og dem havde Riemenschneider fremstillet i et lejet lokale i Viktoriagade på Vesterbro.
  Natten mellem torsdag den 13. og fredag den 14. december, trykte de sedlerne, som de lørdag morgen forsynede med numre og falske underskrifter, hvorefter de skilte sig af med trykpladerne og trykfarven.
  De første sedler blev brugt samme dag, 8.000 kroner, i en indbetaling til Landmandsbanken. Ekspedienten havde ytret at sedlerne var lidt fugtige, men Riemenschneider forklarede at de var blevet våde undervejs til banken.
  Dernæst blev 5.500 brugt til betaling i et grossererfirma, som dog blev mistænkelige og derfor henvendte sig til Nationalbanken, som konstaterede at sedlerne var falske. Politiet blev straks tilkaldt, men begge de mistænkte personer var nået at komme væk. Herefter drog politiet til Riemenschneider butik, hvor der lå mellem 10.000 og 15.000 kroner i falske sedler. Efter en grundig undersøgelse dukkede der i alt 52.800 kroner op.
  Samme lørdag eftermiddag, klokken 17.50, besluttede overbetjent Niels Jensen at køre med toget mod Roskilde, da han havde en formodning om, at flugten kunne være sket i den retning. På Glostrup station blev overbetjenten opmærksom på to personer der passede med signalementet, stod på toget. Da toget kørte videre mod Roskilde gik overbetjenten ind i Riemenschneiders Kupe, og fortalte hvem han var, og Riemenschneider tilstod frivilligt, og begge blev arresteret.
  På sig havde de ca. 20.000 kroner. I alt tilstod de at have fremstillet 100.000 kroner. Deres plan havde været at blive et par dage i Roskilde og derefter drage til færgelejet i Masnedsund, og over til Falster og videre sydpå mod Holsten.

Nogle få dage før trykningen af de falske pengesedler, havde Riemenschneider udgivet Etlars fortælling "Pilesmeden", så også Etlar kom i økonomisk klemme, og Riemenschneider havde således en stor medskyld i Etlars dårlige økonomi de efterfølgende år.

Riemenschneider var i 1877 blevet gift med Louise Vilhelmine Frederikke Cohn i København. Louise Vilhelmine døde i 1879, kun to år efter brylluppet, kun 23 år gammel. Det fire år før lukningen af forlaget, og avisrygter antydede under falsknerisagen, at Riemenschneider før afsløringen havde haft planer om at gifte sig igen.

Social-Demokraten nævner at strafferammen for falskmøntneri dengang, ifølge straffelovens paragraf 264, var fra to til tolv års straffearbejde.
Konkursannoncen.
Annonce i "Svensk Bokhandels-Tidning".
Lørdag den 12. januar 1884, side 11.
Det lykkedes at indsamle alle de knap 200 styks allerede brugte pengesedler.
Dommen til begge møntfalsknere lød på 6 års forbedringshusarbejde, samt betaling af sagens omkostninger, og ligeledes betaling af sagførersalæret, der var på 30 kroner til hver advokat.
Umiddelbart efter falskneriet blev Riemenschneiders forlag og boghandel erklæret for konkurs. Det blev prokurator Menca Moses Koppel der kom til at stå for afviklingen af konkursboet. Koppel var, ligesom Riemenschneider, også oprindelig fra Fredericia. Koppel var hurtigt ude i forsøget på at få udestående tilgodehavender hjem, bl.a. i annoncer hvori Koppel hjemkaldte udsendte ubetalte varer fra forlaget, eller opfordrede til at disse blev betalt.

I disse år faldt det sig imidlertid så heldigt ud, set fra de grove forbryderes side, at Københavns Politi havde en ”smart” måde at skille sig af med de værste af slagsen på. Så allerede efter et års fængsel forærede man simpelthen Riemenschneider og Salomon hver en enkeltbillet til USA, med besked om ikke at vende hjem igen.

A. C. Riemenschneider fik dog ikke den store glæde af friheden i USA, for han døde allerede to år efter ankomsten til USA, i New York i 1886 som kun 31-årig.

Falskneriet skete lige netop på det tidspunkt af året, hvor anmeldelser og omtaler af de nye bøger skulle fremme julesalget, men reklameringen af Riemenschneiders udgivelser stoppede på grund af de falske hundredkronesedler. Og de fleste interesserede bogkøbere forholdt sig passive og afventende, på grund af usikkerhed om, hvad der var rigtigt eller forkert i denne sag - man ikke ville ikke støtte eventuelle skyldige forbrydere.
De annoncer der ikke var blevet betalt for, blev så selvfølgelig ikke bragt i aviserne, og uden annoncer, og eventuelle anmeldereksemplarer af bøgerne, kom der ingen omtale af de nyeste bogudgivelser fra forlaget i aviserne.
Dette har sat sine spor helt til vore dage, hvor priserne på Riemenschneiders bogudgivelser ligger lidt over gennemsnittet af hvad samtidens bøger ellers koster antikvarisk.

Hvis ikke Riemenschneider havde trykt de falske pengesedler, der foranledigede at forlaget lukkede, så kunne man godt forestille sig, at flere Etlar-titler i serien "Folkelivsbilleder" kunne have været udkommet.

Herman Bang og Peter Nansen og Iver Iversen.

Som nævnt ovenfor, så var både Herman Bang og Peter Nansen ansat på Riemenschneiders forlag, og begge bidrog med mange artikler i Riemenschneiders nye ugeblad "Vor Tid". Ofte så mange, at Bang skrev nogle af artiklerne under pseudonym, for at det ikke skulle virke for påfaldende.
Herman Bang havde allerede gjort sig bemærket med artikler i "De Ferslewske Blade", blandt andet i "Nationaltidende", så Riemenschneiders valg af Herman Bang som redaktør til det nye ugeblad var et godt valg, og som signalerede at forlaget havde en god og ung og moderne skribent tilsluttet forlaget.
Herman Bang.
Herman Bang.
Gammelt fotokort fra ca. 1900.

Bang var en nær ven af familien Ferslew, til hvis blade Bang også var en flittig bidragsyder.
Anna Levin, der var født Ferslew, og Ferslew-datter, fortæller i sin bog "Fra Herman Bangs Journalistaar" på side 114, at sidst på året 1882 blev Bang redaktør på "Vor Tid", hvor ugebladet samtidig overgik til det nystartede partnerskab 'Salomon & Riemenschneider'.
Et par sider længere fremme i samme bog (side 124) fortæller Anna Levin, at hendes fader, Jean Christian Ferslew, havde besluttet at købe Kattinge Værk udenfor Roskilde, og hun fortsætter med at berette:
  Naar Herman Bang i dette Foraar af og til besøgte os, drejede Samtalen sig oftest om den nye franske Litteratur, som han fulgte med den største Opmærksomhed. Jeg husker, at han en Dag, da han vidste, at jeg snart skulle køre i vor egen Vogn den lange kedsommelige Tur ad Roskilde Landevej ned til Kattinge Værk raadede mig til at købe Guy de Maupassant's nyeste Roman "Une vie".
Det er netop den Maupassant-roman, som det nye forlag 'Salomon & Riemenschneider', som Bang var blevet tilknyttet, var ved at udgive, og som er nævnt her lidt højere oppe: "Et Menneskeliv".
Herman Bang (1857-1912).
Og som der ses i annoncen oppe til højre her på websiden, så fik Herman Bang også førsteudgivet sin novelle "Præster" på Riemenschneiders forlag i 1883, kort før forlaget lukkede.

Riemenschneiders ugeblad "Vor Tid", hvor Bang var redaktør, stoppede selvfølgelig også i slutningen af 1883. Ugebladet nåede at udkomme i ca. 90 ugentlige numre.
For Herman Bang betød forlagets lukning, og ugebladets stop, ikke kun et personligt og økonomisk tab, men Bang mistede også sit lovende prestigefyldte job som redaktør, og hvad der var værre var: tilliden og en del af Bangs anseelse forsvandt sammen med Riemenschneiders konkurs.
Dagen før nytåret samme år, den 30 december 1883, straks efter at Herman Bangs job hos Riemenschneider brat og uventet var ophørt, skriver Bang en artikel i den Ferslewske avis Nationaltidende med titlen "En Drøm".
I denne "drøm" drømmer Bang sig tilbage gennem det forløbne år hos Riemenschneider, og i drømmen er den eneste af de mange forfattere som Bang havde haft kontakt til gennem Riemenschneiders forlag, og som Bang mener var den eneste der ragede op i mængden, den russiske forfatter Ivan Turgenev.
Klik og læs Herman Bangs nytårsartikel "En Drøm" som en pdf-fil her...

Herman Bang foretog så en brat drejning i sit liv, på dette tidspunkt formentlig mere tvunget af nød, end af lyst.
Små otte uger efter lukningen af forlaget, knap to måneder inde i det nye år 1884, debuterede Herman Bang som skuespiller ved en privatforestilling på Folketeatret, i hovedrollen som "Konrad Resen" i Edvard Brandes skuespil "En forlovelse".
Og en måned efter denne debut, drog Herman Bang sammen med de øvrige skuespillere rundt på tourné til de danske provinsteatre. Men Bang var ingen succes som skuespiller, og især vandt hans feminine spillestil i hovedrollen ikke begejstring.
Senere på året rejste Bang også med på en turne med skuespillerselskabet til Norge og Sverige, men det var stadig ikke skuespilleren Bang som fik succes, men derimod Bang som oplæser og foredragsholder.
Herman Bang døde under en oplæsningstourné i Ogden i USA.
Allerede på selve dødsdagen, den 29. januar 1912, har avisen "The Ogden Standard" i Ogden i Utah en artikel om Herman Bangs død samme dag, mandag den 29. januar 1912.
Du kan læse denne artikel her...
Peter Nansen (1861-1918).
Også Peter Nansen blev tilknyttet og ansat på Riemenschneiders forlag, hvor han skrev artikler og fik udgivet fortællinger. Og Peter Nansen fungerede tilligemed som oversætter af nogle af de udenlandske tekster.
Riemenschneiders lukning og konkurs i 1883-84, endte med at blive "et plus" for Peter Nansen. Han kom til den nystartede avis "Politiken", som blev grundlagt senere på året 1884. Her blev Nansen en af Politikens meget ansete skribenter.
Nansen fortsatte på Politiken de efterfølgende 12 år, hvorefter ham blev litterær direktør på forlaget Gyldendal, hvor han var indtil 1916. Peter Nansen nåede at få udgivet "Unge mennesker. Studier og skitser" på Riemenschneiders forlag i 1883, inden forlaget lukkede.
"Unge mennesker. Studier og skitser" er en lille novellesamling indeholdende 8 fortællinger.
Det Kongelige Bibliotek har lagt en 2. udgave som pdf-fil på Nettet. Denne 2. udgave blev optrykt i 1884, året efter Riemenschneiders konkurs.
Iver Iversen (1862-1896).
Iver Iversens tilknytning til forlaget Riemenschneider, og ugebladet "Vor Tid", nåede slet ikke af få nogen litterær betydning, hverken for forlaget eller for den unge forfatter.
"Unge Piger" af Iver Iversen, den sidste bog i annoncen lidt oppe her på siden fra Riemenschneiders Forlag, har også en 'skæbnehistorie' tilknyttet.
"Unge Piger" var den lovende 21-årige Iver Iversens debut hos det nye 'Riemenschneiders Forlag'.
Iversen var født i Haderslev den 14. marts 1862, men var kommet til København hvor han blev student.
Uden at der kan bevise en sammenhæng, så medførte Riemenschneiders konkurs, at Iver Iversen delvis opgav sit "skriveri" efter Reimenschneiders forlag stoppede.
Iversen begyndte i stedet at studere medicin, og blev medicinsk kandidat i 1887, og efterfølgende ansat som reservelæge ved Garnisonssygehuset i Rigensgade i København, i et år.

Annonce fra Social-Demokraten.
Premieren på "Nuancer" på Det kongelige Teater.
Her fra Social-Demokraten den 1. september 1887.
Socialdemokrater accepterede dengang ikke noget
kongeligt, så derfor kaldtes Det kongelige Teater
i Social-Demokraten for "Nationalteatret".
Sideløbende skrev han dog et lille skuespil, "Nuancer", som blev opført på Det kongelige Teater i 1887.
Disse to eneste udgivelser af "større ting" fra Iver Iversens hånd er det aldrig lykkedes mig at finde antikvarisk, og jeg vil betegne dem som ret sjældne.
"Unge Piger" er angivet til, ifølge "Dansk Bogfortegnelse for Aarene 1881-1892", at være udkommet på Riemenschneiders forlag i 1884, hvilket må være er en fejl, med mindre man i 1884 udgav et allerede færdigtrykt oplag fra 1883?

Iver Iversens sidste fortælling "Omsvøbene", med undertitlen "Af en Læges Liv ved Vesterhavet", blev kun 5 dage efter Iversens død, trykt i Illustreret Tidende fra den 24. januar 1892, og nogle numre frem.

Enkelte "småting", fortællinger fra Iversens hånd, blev samlet af "Historisk Samfund for Ribe Amt" i samarbejde med "Den Almindelige Danske Lægeforening", og blev udgivet i 1980 med titlen "Vestjyske skildringer".

Salomonsens Leksikon skriver følgende om Iversen:
Iversen, Iver Utzon Iversen, dansk Forfatter, født i Haderslev 14. Marts 1862, død som læge i Nørre Nebel 19. Januar 1892. Han har skrevet en Samling Noveller "Unge Piger" (1883) og et lille Skuespil "Nuancer" (1887), vidnede om et smukt Talent og en Del Paavirkning fra J. P. Jacobsen og Herman Bang.
I 1888 var Iversen flyttet til Nørre Nebel i Sydvestjylland, hvor han slog sig ned som praktiserende læge.
Her døde Iver Iversen af influenza med en tilstødende lungebetændelse i hjemmet i Nørre Nebel den 19. januar 1892, kun 29 år gammel.
Kisten blev kørt til Horsens Kirkegård, hvor han blev begravet den 26. januar 1892.
Han efterlod sig hustruen Elissabeth Iversen (født Stallknecht) (1862-1896), som døde kun 4 år efter sin mand, som 34'årig i 1896.
Parrets eneste søn, Herbert Utzon Iversen (1890-1920) drog til USA i 1918, hvor han to år senere, og ligesom sin fader, døde kun 29 år gammel. Det var den spanske syge der var dødsårsagen til hans død i New York i 1920.
Herbert Iversen tidlige død afbrød en lovende og ikke mindst spændende karriere, for Herbert Iversen nåede allerede i sit korte liv at blive berømt som filosof og forfatter, ikke kun herhjemme men også i udlandet.

Pengesedler.

Jeg har ikke selv et billede af en af Riemenschneiders falske pengesedler. Men på core.ac.uk på Nettet, ligger der en meget interessante artikel fra 2016, en specialeafhandling af Morten Krogh, hvori der fortælles både om Riemenschneider, men også om datidens udvisninger af kriminelle til USA.
I begyndelsen af Morten Kroghs afhandling er der et billede af Riemenschneiders falske sedler.

Bogtrykkunsten var i slutningen af 1800-tallet nået et utroligt højt stade, der ikke siden er overgået. Avancerede teknikker og maskiner gjorde næsten alt muligt.
Trykkerimaskinerne var jo især fra Tyskland og Østrig, og disse maskiner skulle også sælges. Så der blev afholdt messer og udstillinger, og trykkerifabrikanterne udgav regelmæssigt nogle flot bøger, og foldere med imponerende tryk, for at vise, og prale med, hvad deres maskiner kunne. I disse reklamebøger og reklamehæfter, som blev sendt rundt til trykkerier i Europa og også Danmark, var der selvfølgelig også eksempler på trykte pengesedler.

Så derfor er det måske ikke uforståeligt, at et par kreative unge mennesker blev fristet af muligheden for at købe en ny maskine, der kunne alt det fabrikanten reklamerede med og lovede, for derefter at gøre tanke til handling.
Falsk seddel.
Reklame-pengeseddel trykt med en Lithographischen Schnellpresse
fra Louis Faber & Adolf Schleicher i Offenbach am Mein. Tillæg fra
"Die Graphischen Künste" af theodor Goebel.
Udgivet i Stuttgart af Verlag Felix Krais i 1895.
- - - - - - - - - -
Bemærkninger:
  1. For alle personer og begivenheder her på websiden gælder, at beretningerne er forenklet fortalt og beskrevet.
  2. Ivan Turgenevs navn er gennem tiderne stavet forskelligt. Her på websiden er der brugt den nutidige stavemåde: Turgenev, undtagen i titler og citater, hvor den oprindelige stavemåde er bibeholdt.
- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. "Vekslende Themaer". Bind I-IV. Ialt 210 kronikker af Herman Bang. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i 2007.
    I kommission hos C.A. Reitzels Forlag
  2. Peter Nansen: "Portrætter". Udgivet af Henrik Koppels Forlag i 1918.
  3. Frede Thomsen: "Ivan Turgenjew og Pauline Viardot-Garcia". Udgivet af Vilhelm Priors Forlag i 1915.
  4. Harry Jacobsen: "Herman Bang - Resignationens Digter". Udgivet af H. Hagerup i 1957.
  5. Anna Levin: "Fra Herman Bangs Journalistaar". Udgivet af Gyldendal i 1932.
  6. Johannes Vahl: "Dansk Bogfortegnelse for Aarene 1881-1892". Udgivet af Gad i 1893-1894.

© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01