A Stork's Nest.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"Readings from the Dane" og "A Stork's Nest".

To oversatte novellesamlinger.

Disse to fortællesamlinger, "Readings from the Dane" og "A Stork's Nest", udkom i henholdsvis 1885 og 1886, og de har begge John Fulford Vicary's navn på forsiden. Men Vicary har ikke skrevet fortællingerne, men blot samlet dem, og fået dem oversat til engelsk, og udgivet.
Disse to bøger er interessante i Etlar-sammenhænge, fordi Vicary har medtaget nogle af Etlars fortællinger.

Foruden disse to oversatte novellesamlinger, så skrev John Fulford Vicary selv nogle bøger, men Vicary havde ingen litterær fortid før sin forfatterkariere. Før sin første bog havde han kun af og til skrevet nogle bidrag og kommentarer i de lokale aviser, samt afholdt nogle foredrag om hans store interesse for især skandinavisk litteratur og historie.
Vicary's forfatterkarriere varede kun godt tre år, en kariere der begyndte med hans første bog "A Danish Parsonage" i 1884. Han var på det tidspunkt 52 år gammel.
Vicary's sidste bog "Olav the King, and Olav, King and Martyr" udkom små 3 år senere, sidst på året 1886.
Vicary var en velhavende uld-fabrikant, der ejede flere fabrikker i Devon-området i det sydvestlige England.
John Fulford Vicary døde i 1887, kort efter hans sidste bog var udkommmet, kun 55 år gammel.

Forsiden af bogen.
Forsiden af bogen.

"Readings from the Dane" fra 1885

Bogen udkom i 1885 på Swan Sonnenschein & Co.'s forlag på Paternoster Square i London, og kostede 1 shilling.
Bogen havde underdertitlen "Short Stories translated from contemporary Danish writers".

Hvem der har tegnet illustrationen på forsiden her til højre, er ikke nævnt, og det er heller ikke i bogen nævnt hvem oversætteren var.
Vicary selv havde rejst en del i Danmark og Norge, og havde også lært sig lidt af sprogene, men om han kunne sprog nok til selv at kunne oversætte, er et spørgsmål.
John Fulford Vicary skriver i sit forord til bogen:
Preface.
  The present book is an attempt to indicate to the English reader how much there is that is good and sound in Danish literature. In so wide a field, it has only been possible to pick a flower here and there, for the compass of so small a book. It is submitted however, that enough has been gathered to suggest how honest hearted and well-principled much of the Danish literature is. It is also an additional charm to find that the quick fancies of the Danes draw pictures of human nature with so rare a pathos.
  Permission has been given to publish these sketches in translation, so far as the present living authors could be communicated with, and that permission has been rendered with characteristic Danish kindliness.
  The illustration on the cover has been adopted on account of the estimation in which the stork is held in Denmark.
I denne fortællesamling "Readings from the Dane" er der to Etlar-fortællinger, "Claus Hund", og "The Fall Of The Leaf".

Og interessant nok, så har Vicary også medtaget en August Lazogas fortælling, "Else Bilde's Lover", som er en forenklet version af Augusta Etlars fortælling "Strenge Vilkaar"...
August Lazogas var Augusta Etlars pseudonym før ægteskabet med Carit Etlar.
Vicary lader forbavsende nok Augusta Etlars "Else Bilde's Lover" slutte med et oversat vers af Christian Winther:

Swift sail we down the stream of time,
One day, one night, and then a day:
Then wake me up, from life to death,
To find our life is dreamt away.
Life is a picture, and a dream,
And dark to us doth often seem.

Da "Readings from the Dane" udkom fik den ikke den helt store opmærksomhed, så anmeldelser var det lidt sparsomt med.
Klip fra bogen.
Klip fra bogen.

"Readings from the Dane" indeholder følgende fortællinger:

"The Councillor's Goloshes". Hother Tolderlund.
"Pietro Da Moresco". C. Hostrup.
"An Icelandic Saga". Erik Bögh.
"Evening". Emil Aarestrup.
"The Hidden Treasure". Hother Tolderlund.
"Spring". H. P Holst.
"Who Was The Right One?". Carl Andersen.
"Verses". H. C. Andersen and Ludwig Bödtcher.
"It Was The Cats Fault". Hother Tolderlund.
"Verses". Christian Winther.
"Jörgen Bryske". H. F. Ewald.
"A Cock For Once Outwits Mikkel". Asbjörnsen.
"The Aspen Tree". Hother Tolderlund.
"Verses". Oehlenschläger and H. P. Holst.
"The Robbers Den." Steen Steensen Blicher.
"A Bright Dream". Johanne Schjørring.
"Verses". H. P. Holst and J. C. Gerson.
"A Cup Of Coffee". Hother Tolderlund.
"Buderupsholm". H. F. Ewald.
"The Cellar Under The Post Office". Laura Kieler.
"Claus Hund". Carit Etlar
"Blommme". Hother Tolderlund.
"Romance In Sjælland". S. Schandorph.
"The Frog´s Bone". B. S. Ingemann.
"Verses". C. J. Böye.
"The Fall Of The Leaf". Carit Etlar.
"The Mad Freaks Of Christen Blok". B. S. Ingemann.
"Else Bildes Lover". August Lazogas.
"Verse". C. Winther.

"A Stork's Nest" fra 1886.

Forsiden af bogen.
Forsiden af en godt slidt og brugt "A Stork's Nest".
Denne lille fortællesamling har også John Fulford Vicary's navn på titelbladet, men heller ikke i denne bog har Vicary har skrevet nogen af fortællingerne, men har blot samlet dem og fået dem udgivet.

På titelbladet er skrevet den latinske sentens "probitas verus honos", og da denne sentens også er brugt i flere af Vicarys andre bøger, så kunne det formodes at være Vicary's valgsprog.
"Probitas verus honos", kan f.eks. betyde "Retskaffenhed - menneskelighed - godhed", eller måske mere korrekt: "ærlighed, redelighed og hæderlighed".
Bogen udkom samtidig i London og New York på Frederich Warne og Co.s forlag i 1886. Bogen er på 316 sider.

John Fulford Vicary skriver i forordet til bogen:
Preface.
  The present series of sketches and stories are selected to indicate much that is fresh to the English reader.
  The historical sketches of Professor Ewald will interest, as rendering a truer picture of past times in Denmark, than history, as taught, teaches.
  The stories written by Herr Brösboll, under the pseudonym of Carit Etlar, closely describe Danish life of days long since gone by; and as librarian of the 'Kongelige Bibliothek', or Royal Library in Copenhagen, he has had facilities of acquiring an unusual accuracy in details.
  The bright wit of Herr Erik Bögh is becoming known in England; and if there be some sharp satire present in his writings, there is more humour.
  Permission has been obtained from the Danish authors above mentioned to publish their respective sketches in translation, and this kindness is gratefully acknowledged.
  The illustration of a stork's nest on a Danish Bonde's house has been adopted for the cover of this book, as to a Dane it suggests home and domesticity.
  The Norwegian stories by Ivar Ring are clear, well-drawn pictures of peasant life in the south of Norway. It is from stories like these that we learn how much there is beneath the surface in the life and thoughts of a people.
John Fulford Vicary, Bouchiers Hill, 1886.
I forord herover, er Etlars navn stavet forkert, hvilket selvfølgelig må have ærgret Etlar-parret.
Ikke mindst fordi, at i modsætning til den første bog herover "Readings from the Dane", så var alle engelske aviser nu blevet gjort opmærksomme på udgivelsen af "A Stork's Nest", så der var mange anmeldelser.
Og i hver eneste af alle de engelske avisers omtale af bogen, så gentager man fejlen og kalder Etlar for Brösboll. At læse navnet gør ikke den store skade, men udtalen af navnet er væsentlig forskellig.
Udklip fra avisen.
Et par linjer fra en ganske tilfældig avis, her fra den skotske avis
"Glasgow Herald" lørdag den 3. juli 1886, på side 10.
"A Stork's Nest" indeholder følgende fortællinger:

"The Priest's Lamb". Carit Etlar.
"Repaid". Carit Etlar.
"The Three Crosses". From A Danish Daily Paper.
"Grandmother's Scissors". Hother Tolderlund.
"The Treasure of Kjærsholm". H. F. Ewald.
"The Mighty Hunter". K. Gloersen.
"Olufsborg". H. F. Ewald.
"The Wind As Post Office". Hother Tolderlund.
"The White Stone". Carit Etlar.
"The Battle Of Waterloo". A. L. Kielland.
"Aunt Bodil". Carit Etlar.
"A Story Of A Story". Erik Bögh.
"Furugaard". Ivar Ring.
"Young Jens Jensen." Erik Bögh.
"What A Woman Never Forgets". Carit Etlar.
"A Masquerade". Carit Etlar.
"A Patient". Erik Bögh.
"The Snowball". Ivar Ring.
"Who Can One Depend On". Carit Etlar.
"Whitsuntide At Tibirke". Carit Etlar
"Ragnhild". Intet navn!.

I denne anden fortællesamling "A Stork's Nest" er der således hele 8 fortællinger af Carit Etlar: "The Priest's Lamb", "Repaid", "The White Stone", "Aunt Bodil", "What A Woman Never Forgets", "A Masquerade", "Who Can One Depend On" og "Whitsuntide At Tibirke".
Avisnotits fra Chicago.
En sådan bog med danske fortællinger nåede selvfølgelig også USA.
Her er det en notits fra Chicago Tribune den 29. maj 1886, på side 13.
Her er, som et eksempel, scannet og vedlagt den ene af Etlars fortællinger, "The White Stone", som Vicary har medtaget i "A Storck's Nest".
Læs og/eller download her...

Den danske udgave af den samme fortælling, "En Hvid Steen", er den 4. fortælling i samlingen "Smaafolk", udgivet af Gyldendals Forlag i 1879.
Denne danske version kan læses eller downloades her...

John Fulford Vicary.

Old Ogwell Mill.
"The Old Mill at Ogwell" var i en periode en af Vicary's mange vandmøller.
Gammelt engelsk postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
Ved en folketælling i 1851 noteredes det, at John Fulford Vicary's (1832-1887) forældre var Moses Vicary på 74 år, som var pensioneret garver og skindhandler, og Moses hustru Rebecca Dorcas Vicary på 76 år.
Den unge Vicary var den yngste af to drenge, og han var ved tællingen 18 år gammel og sagfører-elev.
Vicary blev uddannet sagfører, og overtog efterfølgende faderens omfattende uldvarefabrikation. Og John Fulford Vicary nåede at eje flere fabrikker og vandmøller forskellige steder i Devon, i det sydvestlige England. Devon er arealmæssigt ca. en trediedel større end Danmark.

Uldproduktion var fra middelalderen og frem en storindustri i England, ikke kun fabrikation af uldtøj til hjemmebrug, men også som eksportvare.
Det engelske uldeventyr begyndte ad et par omgange, presset frem ad lovgivningens vej. Et tvunget skub fremad var Charles II's indførelse af "burying in Woollen" bestemmelserne i 1677 og 1678. Det var bestemmelser som betød, at ved alle begravelser skulle afdøde være iført ligklæder af uldtøj. Derved sparedes importen af linned, og samtidig fremmede disse bestemmelserne den hjemlige fåreavl og uldtøjsproduktion.
Alle bønder, herremænd og munke, begyndte fåreavl i stor stil, og det fortælles, at mange af storbønderne og herremændene ikke talte deres formuer i penge, men i antalllet af får.

Forarbejdningen af råmaterialet uld krævede fabrikker, og her blev Vicary-familien en af de store fabriksejere og uldvareproducenter. For at kunne producere meget uldvare, så krævedes der meget arbejdskraft, meget vand, samt meget maskinskraft, og det sidste leverede en række af vandmøller. Vandmøller er praktiske i forbindelse med industri, for i modsætning til vindmøller så flyder vandet hele tiden, hvorimod vinden ikke blæser hele tiden.

Postkortet herover viser en enkelt af Vicary's vandmøller, Ogwell vandmølle som lå ved Newton Abbot, en snes kilometer syd for Exeter.
Allerede i 1811 havde Englands største kunstner, William Turner, besøgt "Ogwell Mill" og tegnet en meget hastig skitse, som Tate-Britain-museet har lagt på Nettet.

Salg af fabrikker.
Birmingham Daily Post lørdag den 1. juli 1882, på side 8.
Uldproduktionen omkring "Ogwell møllen" ved Newton Abbot førte en masse andre industrier med sig. Fouden de mange arbejdere der var involveret først i processen, i selve fårene og deres klipning, så skulle det færdige resultat forvandles af væverer og skræddere og syersker o.s.v., så en stor del af egnene var ydermere direkte eller indirekte beskæftiget indenfor uld og tøjfabrikationen.
Uldfabrikationen i egnen omkring Newton Abbot fortsatte til 2. verdenskrig, og resterne af Vicary's firma blev først nedlagt i begyndelsen af 1970'erne

Newton Abbot var slet ikke det eneste sted at Fulford Vicary ejede møller og/eller industrianlæg, f.eks. også i Chagford, og i sin egen hjemby North Tawton.
De nutidige rester af mølle og fabriksanlæggene ved North Tawton er vist og beskrevet på denne webside, samt på en YouTube-video.

Ligesom indenfor andre erhverv og industrier, så skete der en rivende udvikling indenfor uld, som medførte både køb og salg af virksomheder.
Annoncen her til venste er angående salg af Vicarys fabrikker "Higher and Lower Factories" med tilhørende jord, som lå ved Chagford.
Det er Vicarys sagfører i Devons hovedstad Exeter, der har anoncen i avisen. Ved en folketælling i 1881 opgives det at Vicary har ialt 503 personer ansat.

Landkort.
Devon i det sydvestlige England.
Klik og se et større kort over Devon
med nogle af de nævnte lokaliteter.
Det er ofte svært at spore fortidige forretningsforbindelser, endsige bevise dem, men med John Fulford Vicary's rejser rundt i Skandinavien, vil det være meget underligt, hvis ikke uld har været medvirkende årsag til det nærmere bekendskab Vicary fik med nogle af de skandinaviske lande.
Især Norge og Island har siden vikingetiden været kendt for får og uld. Foruden strikkevarer, så var forarbejdet uld til vadmel et almindelig brugt stof i 17 og 1800-tallet.
Hvis man interesserer sig lidt for sin slægts fortid, så er det ikke så tit at antallet af skjorter er medtaget i dødsboopgørelser, hvorimod en god frakke af vadmel ofte er nævnt og værdisat.

Uld var en meget stor handelsvare. Det kongelige Bibliotek har lagt Brun Juuls "Naturhistorisk, oekonomisk og technologisk Handels og Varelexikon" fra 1812 på Nettet. Heri fortælles der at uld kvalitetsmæssigt var delt op efter oprindelsesland: spansk, portugisisk, engelsk, italensk, arabisk, dansk eller italiensk. Den spanske uld var den fineste hvide og blødeste uld. Den portugisiske den næstfineste. Islandsk og norsk uld lå i den nedre ende, og blev betegnet som stridere og grovere.
Om den engelske uld står der på side 276:
  Den ægte oprindelige engelske Uld er mere strid og langhaaret end den spanske men Faareavlen, som i den senere Tid er saa meget forbedret i England ved Indførelsen af ægte spanske Faar har også forbedret den engelske Uld og bragt den meget nær den spanske.
Engelsk uld var i 1800-tallet blevet en kvalitetsvare, og ikke mindst den kortere transportvej gjorde engelsk uld atraktivt i Nordeuropa.
Uldstof i højteknologisk raffineret kvalitet er stadig i vore dage en luksusvare. Også blandt strikkeentusiaster er Devon-uldgarn eksklusivt, og lidt dyrt.
Får på Dartmoor-heden.
Får drives sammen på Dartmoor-heden. Gammelt postkort fra Devonshire fra lidt inde i 1900-tallet.
I den engelske folketælling fra 1881 fremgår det, at John Fulford Vicary er 48 år og er "Woollen manufacturer", Vicary's hustru Maria Folgham Vicary er 44 år gammel, og at parret på det tidspunkt har fire døtre og en søn sammen.
Det interessante er så, at Vicary-parret har en dansk guvernante, Marie Nielsen på 22 år, som er fra Varde, samt en norsk tjenestepige Martha Vehle som er 44 år gammel, og som er fra Evanger, en lille by et halvt hundrede kilometer nordøst for Bergen i Norge.
Den norske pige Martha, er i nutiden dukket op i slægtforskningsmæssige sammenhænge, da hun ligger begravet i Devon:
  In North Tawton, Devon graveyard a headstone is for Martha Jacobs-Datter Vaehle who died March 8 1896 aged 59. The inscription says she was a loyal servant and friend.
Lokalavisen i Devon Western Times nævner lørdag den 14. marts 1896 på side 2, om dødsfaldet:
  The death has occurred at North Tawton of a Norwegian who come to that town 23 years ago as a servant to the late Mr. John Fulford Vicary and his wife at Bounchiers Hill.
Den danske kvindes skæbne efter Vicarys død er det desværre ikke lykkedes mig at finde. Et ganske almindeligt navn som Marie Nielsen er også i England svært at følge.

At have et par skandinaver i sin nærhed var værdifuldt når Vicary af og til beskæftigede sig med sin store interesse: nordisk literatur og historie.
F.eks holdt Vicary et foredrag i "Literary Institute" i Hatherleigh, en lille by 5-6 kilometer vest for Vicarys eget hjem i North Tawton, og den lokale avis Western Times skriver fredag den 28. november 1879 på side 8 om foredraget bl.a.:
 The lecturer lightly touched on diffrent branches of his subject, instructing and amusing his appreciative audience with translations from severel Dansih writers. The appropriate Danish airs given at intervals by Mrs Vicary and a young lady friend from Denmark greatly increasted the interest and enjoyment of the meeting.
"Literary Institute" Hatherleigh var et ret aktivt kulturcentrum, hvor der afholdtes foredrag og koncerter, og hvor der desuden fandtes en stor bogsamling .

"Burton Hall".
I begyndelsen af 1870'erne fik John Fulford Vicary den idé, at han ville have sig et nyt hus bygget efter norsk byggeskik. Dette hus fik han fremstillet af specialbehandlet brandhæmmende tømmer i Norge, hvorfra det i småstykker blev sejlet fra Bergen og til England, for derefter at blive samlet og opstillet på en granitsokkel efter norsk forbillede, på Bouchiers Hill i North Tawton.

Ønsket om et norsk træhus i England vakte selvfølgelig stor også opmærksomhed i Norge. F.eks. har avisen Morgenbladet i Oslo, tirsdag den 6. maj 1873, en stor omtale af "begivenheden", en artikel der indledes med:
  Rimeligvis har intet Beboelseshus tildraget sig saa stor Interesse blandt Publicum som det Træhus, som Fulford Vicary, Esq., paa Bonchier's Hill House", North Tawton, Devonshire, har indført fra Norge og opreist paa sin Eiendom. Dette Hus, som viser en Nyhed i Bygningskonstruktionen, er opført for halv Pris mod, hvad et almindeligt Hus af Tegl og Sten koster, og synes at løse det Problem: "hvorledes et Hus kan bygges hurtigt og billigt med den Fordel for Eieren, at det kan tages i Brug straks det er færdigt".
Burton Hall.
Vicary's norske hus "Burton Hall", North Tawton 52, Devonshire.
Gammelt engelsk fotokort fra lidt inde i 1900-tallet.
"Burton Hall" var placeret strategisk godt i North Tawton, da huset lå vis a vis jernbanestationen, så når man ankom med toget, så fangedes blikket straks af huset oppe på Bouchiers Hill.
"Burton Hall" var efter datidens forhold et meget moderne hus, f.eks. var husets indbyggede luft og varmekanaler noget helt nyt.
Vicary fortæller selv lidt om huset til The Bury and Norwich Post, den 11. februar 1873 på side 8:
  The rooms in my house on the dining-room floor are 13 ft. high, and have each a Norwegian stove, which cost in Norway from 12 to 22 dollars, but the 12-dollar stove we like best; these stoves burn wood or coal, and warm the room quickly. The room is ventilated by short pipes 11 inches in length and 3 inches in diameter, placed in the floor at the corners of the rooms, with little brass contrivances to close them at pleasure, The pipes communicate with the air outside the house, and when the fire is lighted in the store there is, of course, a streng stream of fresh air when the ventilators are open. The same pipes are inserted in the brick chimneys of the stoves a few inches from the ceiling, and the result is there is no draught, the air in the room is constantly being changed, and neither myself nor any of my family have to complain of the oppressiveness so frequently alluded to as the effect of stoves.
"Burton Hall" eksisterer stadig, og fungerer og bliver brugt som en slags "Bed and Breakfast".

Byen North Tawton's nutidige webside kan du se her...

Vicary's interesse for skandinavisk historie.
Udover uld, så havde John Fulford Vicary en meget stor historisk interesse for specielt Skandinaviens fortid. En historisk interesse som formentlig skyldtes de lokale overleveringer og legender om vikingernes voldsomme hærgen i den del af England hvori Vicary selv boede: Devon.
De endnu synlige ruiner efter vikingernes overfald på klostret Tavistock Abbey i Devon i året 997 har også facineret en ung Vicary. Selv i vore dage, 2018, eksisterer der stadig rester af Tavistock klostrets ruiner.
Abbess of Coldingham.
"Abbedissen på Coldingham Kloster skærer
næsen og overlæben af for at "prevent Rape
by the Danes".

At vikingerne tilfældigvis kun var kommet forbi umiddelbart før det første årtusindeskifte i 997 for at plyndre Tavistock klostret, er alt for forenklet fortalt. Allerede inde i 700-tallet, 250 år før Tavistock. var Vikingerne kommet til England, og havde hærget og plyndret de af Englands og Skotlands kyster der vendte mod kontinentet.

I 793 blev klostret ved Lindisfarne, overfaldet og plyndret og ødelagt.
Fra engelsk side er der mange der betragter Lindesfarnes ødelæggelse som begyndelsen af den "engelske vikingetid".

Omkring år 870 havde det været Skotland der blev angrebet, hvor vikingerne blandt andet overfaldt klostret ved Coldingham. Her befalede abbeddissen "Ebba" sine nonner at skære næsen og overlæben af, for ikke at friste vikingerne til voldtægter, og selv skar hun også sin egen næse og læbe af.
Men det afskrækkede ikke vikingerne, de spærrede klostret af, og de plyndrede og brændte det hele ned - inklusive alle nonnerne.
Billedet her til højre er fra "New and Complete History of England" udgivet i 1773.
Klik på billedet og læs lidt om det.

Hvis man sammenligner med vore nutidige øjne så er ca. 200 år rigtig mange år.
Så mange år er der imellem vikingernes overfald på Lindisfarne og så op til tiden omkring Tavistock-overfaldet. Og i de mange år havde vikingerne bosat sig flere steder i det engelske, og blandet sig i og med den lokale befolkning, samt involveret sig i de lokale indre forhold.
Så overfaldet og plyndringen af Tavistock har muligvis ikke, efter 200 års vikingebesættelse, kun været en almindelig trang til at plyndre, men der kan også have været lokalpolitiske samt religiøse stridigheder og problemer indblandet. Vikingerne var først begyndt at bliver kristne op imod årtusindskiftet, så det har selvfølgelig slet ikke været betragtet som noget positivt, at der var et meget stort og stærkt og velhavende kristent kloster midt i et vikingedomineret område. Så en eller anden uoverensstemmelse kan have været en medvirkende årsag til overfaldet.

Det var den store jordbesidder i det gamle Devon, jarl Odgar af Devon, som i år 961 efter kristi fødsel havde grundlagt et benediktimerkloster ved floden Tamar, som danner grænsen mellem Devon og Cornwall. Tavistock-klostret var et kæmpestort kompleks med mange bygninger og delvis omkranset med mure.

Omkring disse år, op imod slutningen af det første årtusinde, var kong Harald Blaatand i Danmark blevet uvenner med sin søn Svend Tveskæg. Harald Blaatand tabte tvistlighederne og måtte flygte til Jomsborg, som (måske) lå ved Stralsund i det nuværende Nordtyskland.
Den nye dansk-norske konge Svend Tveskæg indledte så en erobringskrig, i form af en en lang række vikingetogter til England, hvor også det sydlige England igen blev hårdt hærget af disse danske vikinger.
I år 997 var de danske vikingeskibe ankommet til Plymouth i Devon. Herfra var de sejlet videre op ad floden Tamor, helt op til byen Lydford.
Ved floden Tamor, mellem Lydford og Plymouth, lå benedktinerklostret Tavistock Abbey. Her var vikingerne gået i land, og efter at have erobret klostret, raserede og plyndrede de Tavistock klostret, for derefter at brænde det hele ned til grunden. Derefter bar de det plyndrede tilbage til vikingeskibene, og sejlede bort.

De engelske historiske kilder, "The Anglo-Saxon Chronicle" som er nedfældet i samtiden, er der ved år 997 bl.a. skrevet:
A.D. 997. This year went the army about Devonshire into Severnmouth, and equally plundered the people of Cornwall, North-Wales, and Devon. Then went they up at Watchet, and there much evil wrought in burning and manslaughter. Afterwards they coasted back about Penwithstert on the south side, and, turning into the mouth of the Tamer, went up till they came to Liddyford, burning and slaying everything that they met. Moreover, Ordulf's minster at Tavistock they burned to the ground, and brought to their ships incalculable plunder.
I den samme historiske kilde, "The Anglo-Saxon Chronicle", er vikingerne under år 999 nævnt med navn: "The Danes".

Det var ikke kun klostre der led under disse plyndringstogter, men også mange byer og steder blev hærget af de danske vikinger. De efterfølgende 10 år fortsatte Svend Tveskæg på denne måde sine erobringstogter i England, og kun 17 år efter Tavistock, i år 1013, var hele England erobret - og hans!
Det umuligt at spå om hvad det ville have endt med, for Svend Tveskæg selv døde året efter, den 3. februar år 1014, i Gainsborough i England, efter at have været engelsk konge i kun 40 dage!

I Lydford, byen lidt nord for Tavistock, eksisterer der stadig en runesten.
Tavistock Abbey.
Det delvist genopbyggede Tavistock Abbey i 1829.
Her, godt 800 år efter ødelæggelsen, anes stadig ruinrester i midten på billedet.
Udrevet side fra gammel engelsk bog, uden kildeangivelse.
Selv om noget af Tavistock-klostret gennem århundreder blev delvist genopbygget, så forblev de resterende ruiner et synligt minde om danskernes hærgen. Og tildragelsen havde sat dybe spor i befolkningen, som havde svært med at glemme. Noget af det genopbyggede huser i vore dage Bedford Hotel

John Fulford Vicari dør i 1855.
Dødsannonce.
Dødsannonce i avisen The Bristol Mercury and Daily Post,
mandag den 1. august 1887, side 3.
John Fulford Vicary døde den 16. juli 1887, han blev kun 55 år gammel.
Begravelsen fandt sted på kirkegården St. Peter i North Tawton.
Fredag den 22. juli 1887 fortæller "Exeter and Plymouth Gazette" lidt om begravelsen på side 5 i avisen. Blandt andet at store dele af byen deltog i begravelsen og butikker var lukkede. Klokken 14.15 forlod begravelseskortegen "Burton Hall".
Kisten var af poleret eg og med flotte messingudsmykninger på hjørnerne, og på kisten var der inskriptionen: "John Fulford Vicary died July 16th aged 55".
Seksten ansatte fra Vicarys fabrikker bar kisten, der var fulgt af den sørgende familie samt en stor mængde arbejdere og byens borgere.
I kirken stod præsten E. R. Theed for højtideligheden, og organisten spilledes dødsmarchen fra Händels oratorim Saul. På selve kirkegården var det præsten Mr. F. Banbury der talte ved kistenedsættelsen.

Gravstedet eksisterer ikke længere.

Vicary's hustru, Maria Folgham Vicary, døde den 4. februar 1909, 72 år gammel. Hun boede da på Durleigh Road i byen Bridgewater i Somerset, som er Devons nordøstlige nabodistrikt.
Hun blev begravel på Wembdon Road Cemetery, som ligger omkring 100 kilometer nordøst for Vicary-parrets tidligere fælles hjem "Burton Hall" i North Tawton.

Resultatet efter boopgørelsen efter enken Maria Folgham Vicary's død, nævner avisen Western Daily Press tirsdag den 9. marts 1909, på side 5, i en kort notits, at boet efter Maria Folgham Vicary's død var blevet opgjort til 11.246 pund, og 8 shilling og 5 pence.
Værdien af denne formue i nutiden er selvfølgelig forskellig alt efter hvad man sammenligner med. Men hvis man sammenligner med arbejdsværdien, så svarer det efterladte i vore dage til ca. fire millioner og ethundrede og tooghalvfems tusinde nutidige engelske pund. Det er i skrivende stund, "juli 2018", knap 35 milioner danske kroner.

Mr. og Mrs. Vicary efterlod sig et par sønner og tre døttre.
Efter John Fulford Vicary's død i 1855 havde sønnerne overtaget og drevet uld-industrierne videre, og alene omkring Newton Abbot, havde firmaet i 1920'erne omkring 400 ansatte.

Lidt om John Fulford Vicary's øvrige forfatterskab.

"A Danish Parsonage".
"A Danish Parsonage" var Vicary's allerførste bog, og den udkom i 1884, og var inspireret af Izaak Walton's berømte lystfiskerbog "The Compleat Angler" fra 1653.
Fortællingen "A Danish Parsonage" er en fiktiv rejseberetning, hvor hovedpersonen er en engelsk lystfisker med navnet John Hardy, som rejser rundt i Danmark. Alle kapitlerne indledes med et citat fra "The Compleat Angler".
Annoncen.
Annonce i The Pall Mall Gazette i London, mandag den 25. august 1884, på side 16.
"A Danish Parsonage" ligger også på Project Gutenberg, hvorfra den kan læses eller downloades...

Den danske oversættelse af bogen fik titlen: "I en dansk Præstegaard"
"A Danish Parsonage" blev ret hurtigt efter udgivelsen i England oversat til dansk, hvor bogen fik titlen "I en dansk Præstegaard - af en Angler", og udkom på Hagerups Forlag i København i 1885.
I den danske oversættelse indledes hvert kapitel også med et citat fra den engelske lystfiskerbog "The Angler", og oversætteren skriver lidt undskyldende på titelbladet: "Udtrykket Angler er efter Forfatterens Ønske bibeholdt".
Det var Olga Ahlefeldt der havde oversat, og hendes forord i bogen er således:
Titelbladet.
Titelbladet på den danske oversættelse.
  Forfatteren til "I en dansk Præstegaard" har, som man vil se af de bag i Bogen Anførte Bladanmeldelser, vundet almindelig Bifald i England, saaledes at Originalen "A danish Parsonage", der udkom i Foraaret, allerede er udgivet i 2det Oplag. Af Interesse for Fiskeriet har han aarlig besøgt Danmark og har paa disse Rejser studeret vor Folkekarakter, Sæder og Skikke. De saaledes indvundne Erfaringer har han villet gjøre sine Landsmænd bekjendte med i denne lille Bog, hvori hans Forkjærlighed for den danske Nation overalt skinner igjennem.
  Fortællingens Hovedpersoner vinder i Interesse for læseren, naar man ved, at de alle er virkelige Personligheder, som Forfatteren har lært at kjende paa sine Rejser; ligeledes har han af "Pastor Lindal" selv hørt de anførte danske Folkesagn fortælle, og da disse langtfra er saa godt kjendte mellem os danske, som man kunde ønske, har jeg ikke troet at burde udelade dem i min Oversættelse.
  Fri for alle moderne Paavirkninger af "realistisk" Litteratur er det mit Haab, at denne lille Bog ogsaa herhjemme maa finde en vid læsekreds.
Oversætteren.
Olga Ahlefeldts formentlig uforvarende skrevne sætning i forordet: "Fri for alle moderne Paavirkninger af "realistisk" Litteratur", kom til at indgå i de efterfølgende års generelle litterære diskussioner, og citeret som enten en advarsel, eller som en ros, afhængig af den/de pågældendes eget standpunkt.

Efter Olga Ahlefeldts forord i bogen, har John Fulford Vicary på den efterfølgende side selv skrevet en introduktion til den danske oversættelse:
  Naar Vikingen, tenax propositi, drog ud paa Tog, kom han enten tilbage som Sejrherre eller blev paa Valpladsen. Vel er hans Efterkommeres Sæder og Skikke i Aarhundredernes Løb blevne mildnede, men deres faste Vilje og ihærdige Udholdenhed har de bibeholdt. Hvad de anser for deres Pligt i Livet, kæmpe de for, selv om de maa gaa til Grunde derved. Ogsaa i andre Lande findes der Mennesker, der søger at opfylde deres Pligter, men intet Steds er dog denne Følelse saa fremherskende som hos Vikingens Efterkommere.
Udtrykket "tenax propositi" i det ovenstående, kunne i denne sammenhæng betyde noget i retning af: "stædigt, ihærdigt, målrettet".
Færøsk Kirketidende.
Otte år efter oversættelsen havde boghandler Jacobsen
i Thorshavn stadig ikke udsolgt, og har ment at en
nedsættelse af bogen med 1/3, samt udeladelse af
forfatterens navn, ville få solgt de sidste eksemplarer.
Annonce i Færøsk Kirketidende den 1. september 1893.

"An American in Norway".
Avis notits.
Annonce i London Daily News onsdag den 20. januar 1886, på side 7.
Året efter, sidst i 1885, udkom "An American in Norway" i London på forlaget W. H. Allen & Co. Også denne bog er en fiktiv rejseroman, og også denne bog har Vicary's motto "Probitas verus honos" på titelbladet.
John Fulford Vicary henviser i forordet til rejseromanen om Danmark (der er nævnt ovenfor):
Preface.
  The design the Author had in view in writing A Danish Parsonage was to produce a book that should be fresh, well-principled, and accurate. A Danish translation, published in Copenhagen, has won good opinions from the correctness of its delineation of Jutland character, scenery, and legends.
  The present book is on the same model, and is intentionally written to have much in common with A Danish Parsonage. The Author hopes it may be as well received.
"An American in Norway" er en fiktiv rejseskildring om en fiktiv Mr. Hans Tyssen fra New York der besøger forskellige steder i Norge. Også i denne bog begynder hvert kapitel med et digt, eller rettere brudstykker af digte, af kendte skandinaviske forfattere.
Det 2. kapitel begynder med lidt af et digt af Bjørnstjerne Bjørnson:
Hil dig, norske By,
Bergen aldrig ny;
Gammeldags og evig som din Holbergs Lune.
Bergen var byen hvorfra Vicary fik sejlet sit norske hus til Devon.

Bogen "An American in Norway" ligger også på Archive.org, hvor den kan læses eller downloades...

"Saga Time".
"Saga Time" udkom i 1887. Det er de nordiske sagaer, at John Fulford Vicary i bogen fortæller om. og han skriver i forordet:
  The oldest saga men and historians are indistinct. Their commentators have opinions of their own, and strong imaginations. The author has therefore thought it best that the sagas should speak for themselves, and that each compiler and commentator should do likewise, ipsissimis verbis.
  Reference is made to incidents in some of the historic sagas that have been more fully noted in an earlier book of the author's, entitled, "Olav, the King, and Olav, King and Martyr.” These subjects are therefore only lightly touched, but it is necessary to do so to assist by possible authenticity where so much is doubtful.
  The author specially recognizes the kind interest and assistance that his many Scandinavian friends have afforded him. Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab have, through their secretary, stated their wish to assist in any way. They have given permission to reproduce from their year-book the illustrations in the chapters on the Völsungasaga. The manner in which this assent was accorded could not have been expressed with greater kindliness.
  Herr Lorenz Frölich, the artist of the friezes at Fredriksborg Palace, has not only given his permission to reproduce a portion of the frieze representing the burning of North Tawton Abbey, but sent his original sketch of the subject. These friezes are painted to represent tapestry, and are worth a journey to Frederiksborg to admire.
Udtrykket "ipsissimis verbis", i det herover citerede, kunne udlægges som: "bogstavelig talt", eller: "sagt med få ord".
Annonce.
Fra tidsskriftet The Athenæum Journal den 11. juni 1887.
Frederiksborg Slot i Hillerød brændte i 1859, og da en genopbygning var påbegyndt, skænkede brygger Jacobsen en sum penge, under forudsætning af at slottet ville blive brugt til nationalhistorisk museum, et museum som oprettedes i 1878.
En kæmpe istandsættelse foregik. Blandt de mange medvirkende kunstnere der deltog på "Slottet", var også Lorenz Frølich, der mellem 1883 og 1886 bl.a. malede en stor vægfrise "De Danskes Vikingetog", hvor et felterne i frisen forestillede ødelæggelsen af Tavistock klostret i Devon.

Som John Fulford Vicary selv fortæller herover i forordet, så var Lorenz Frølich så imødekommende, at Frølich sendte den originale skitse til England, over til Vicary, som så brugte tegningen som en af illustrationerne i "Saga Time".
På nettet, fra en særudstilling "Danmarks første konger" på Frederiksborg Slot der varede mellem 8. februar og til den 7. april 2013, ligger udstillingens brochure , hvori der på side 36 kan ses en detalje af Frølichs færdige arbejde: "STRANDHUG - Tavistock Klosters Plyndring og Brand".
Strandhug.
"Strandhug - Tavistock Klosters Plyndring og Brand".
Lorenz Frølichs skitse til frisen på Frederiksborg Slot. Fra Vicary's bog "Saga Time" på side 71.
Avisen Glasgow Herald i Skotland har i sin anmeldelse af bogen den 24. maj 1887, på side 10, en lille humoristisk bemærkning til Frølichs skitse herover:
  The book is excellently illustrated. The "Burniug of Tavistock Abbey" is a charming specimen of broad, grim, Norse humour, the huge Viking who carries a captive in one hand and his big spear in the other while he kicks a barrel of the monastery wine before him, is irresistibly comic, even though the dark smoke clouds are rolling behind.
"Saga Time" ligger på Archive.org, hvor den kan læses og/eller downloades...

Forsiden af bogen
Forsiden af bogen
"Olav the King, and Olav, King and Martyr".
"Olav the King, and Olav, King and Martyr" blev udgivet i 1886 af W. H. Allen & Co. på Pall Mall Street i City of Westminster, i London.
John Fulford Vicary skriver i forordet:
Preface.
  It will be observed that the present book clashes with our English records. The book however, is only a reflex of the Time to which it refers. The sources from which it is derived are the verses of the skjálds, and the old historians af the north. They steak as to the facts they record, and not the author of the present book.
  It is admitted that where shifting colours in the picture of these old times occur, that these are pointed out, but unaccompanied by any statements of fact.
  Repetition of genealogy may be observed, but it is necessary to assist the reader.
  Apparent disconnection in the narration may be noted. This arises from concurrent history being acted on different stages in Europe.
  The illustration on the cover is from the Bayeux tapestry. I represent a warship of the Northmen. The date attributed to it is that of William the Conqueror, but it is probably older. William's ancestors attempted to establish the language of the Northmen in Norway, and especially so at Bayeux.
  The sails of the Northmen´s ships were made of different coloured woolen cloths sewn together. The heads of the sails and their borders were tapestry or embroidered cloth.
Bogens kapitler indledes med et digt, eller et citat, f.eks. fra sagaerne. Indledningen til det første kapitel er formentlig skrevet af Vicary selv:
History is the tale of change,
Delaying never;
Link upon link, life after life,
Repeating ever.
Vicary skriver at vikingeskibet på den røde forside af bogen er inspireret af "The Bayeux tapestry". Dette fantastiske tæppe fortæller om Vilhelm Erobrerens togt til England, hvor han vandt slaget ved Hastings i 1066. "Tæppet" har sit eget museum i Bayeux Frankrig.

Danmark har også fået sin kopi af "Bayeux-tæppet".

Overskrifterne på kapilerne i bogen "Olav the King, and Olav, King and Martyr" giver et indtryk af indholdet:
Chapter I.
The political situation in Norway before the birth of king Olav Tryggvesön.
Chapter II.
The early history of Olav Tryggvesön.
Chapter III.
Olav Tryggvesön's reign, and his efforts to introduce Christianity.
Chapter IV.
Continuation of king Olav's reign, and his death at Svoldr in the year 1000.
Chapter V.
From the year 1000 to Olav Haraldsön's (Sr. Olav) landing in Norway in the year 1016.
Chapter VI.
Olav Haraldsön's Acquisition og the whole Norway.
Chapter VII.
King Olav Haraldsön's reign, and the measures he adopted to enforce Christian faith and worship.
Chapter VIII.
King Olav Haraldsön's reign continued. Quarrels with king Olav of Sweden.
Chapter IX.
King Olav Haraldsön's reign closes. Hostility against him. The battle of Stiklestad and dead.
  Proclaimed saint and martyr. Faith of his Slayers.
Annonce for bogen.
Avisen The Morning Post i London, torsdag den 13. januar 1887, på side 8.
- - - - - - - - - -
Bemærkninger.
  1. John Fulford Vicary fik ikke skrevet eller udgivet flere bøger end de på websiden her nævnte.
  2. Devon hed i gamle dage også Devonshire. Jeg har her brugt den nutidige stavemåde: Devon. Undtagelsen er hvis den gamle stavemåde er brugt i et citat.
    Devon er selvfølgelig kendt for mange ting, men især huskes "The Devonshire Regiment" der kæmpede i mange af Englands krige, men som blev nedlagt i 2006.
    På kunsten område er det Gainsborough's berømte portræt af "The Duchess af Devonshire", hvis hatte og fjer satte sig spor i moden 100 år frem.
  3. Dartmoor. Fra Devon er det umiddelbart Dartmoor man husker. Det er i den egn og dens landskaber at Arthur Conan Doyle har lagt en del af handlingen i sin roman "Baskervilles Hund".
    Fortællingen udkom først som føljeton i "The Strand Magazine" i 1901, og derefter som bog i 1902.
    I forordet i førsteudgaven skriver Conan Doyle:
    My dear Robinson.
     It was to your account of a West Country legend that this tale owes its inception. For this and for your help in the
     details all thanks.
    Yours most truly, A. Conan Doyle.
    "My dear Robinson" var Doyles gode ven Bertram Fletcher Robinson, som var ham der havde fortalt Doyle den gamle legende fra Devon om "Dartmoor hunden", en legende som Doyle skrev sin fortælling over.
  4. "Vikingerne". Minder om de danske vikingers hærgen sidder stadig i folkesjælen i Devon. "The Med Theatre", som har hjemsted i Moretonhampstead som ligger i Dartmoor-området, opførte i år 2013 et skuespil "In the Shadow of the Vikings". Skuespillets første scene er selvfølgelig Tavistock, og skuespillets personer er de historiske: Ordgar jarl af Devon, Svend Tveskægs søster Gunhild og hendes mand Pallig Tokesen, o.s.v.
    Ifølge de historiske overleveringer var Svend Tveskægs søster Gunhild, og hendes mand Pallig Tokesen, draget med vikingerne til England. Her blev de begge dræbt under "St. Brice's Day"-massakren den 13. november 1002.
- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige, samt diverse engelske og norske aviser, foruden det i teksten nævnte, og egne notater:
  1. South Molton Museum: "Local History News". September 2016.
  2. Brun Juul "Naturhistorisk, oekonomisk og technologisk Handels og Varelexikon". Bind 3. Udgivet af Soldins Forlag i 1812.
  3. Mike Bone & Peter Stanier: "A Guide To The Industrial Archaeology Of Devon". Udgivet af Association for Industrial Archaeology i 1998. (ISBN 0 9528930 1 0)
  4. Det engelske Mills Archive.
  5. Ole Klint-Jensen: "The Vikings In England". Udgivet af Gyldendal - Nordisk Forlag i 1948.
  6. "Kelly's Directory Of Devon". Udgivet af Kelly's Directories Limited i 1902.
  7. F. C. Granzow: "Geografisk Lexikon". Bind 1 til 3, + Atlas. Udgivet af Det Nordiske Forlag i 1898.

Gamle bøger.

© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01