Korsika.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Korsika.

Carit Etlar og Augusta Etlar og Korsika.

Korsika.
Korsika på gammelt udklip,
uden kildeangivelse.
Et af de sidste kapitler i Augusta Etlars "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv", har titlen "Fra Korsika". Det er nogle få erindringsglimt fra parrets ophold på Korsika fra december 1885 og til sommeren 1888.
Kapitlet "Fra Korsika" er medtaget i alle tre udgaver af "Minder" og er i det store og hele ens.

Den første halvdel af 1880'erne havde svækket Etlars helbred. Især Etlars nyresten og blærebetændelse plagede ham. Også i disse år blev Etlar skilt fra sin første hustru Hansine Thorbjørnsen, så Etlar måtte sælge huset og flytte fra Frederiksberg Alle.
Etlars læge anbefalede ham at tage på et langt rekreationsophold i Syden.
Augusta Etlar skriver i "Minder":
  Carit Etlar følte sig i dobbelt Forstand ene denne sidste Vinter. Hans Plejedatter, der i Aarenes Løb var vokset fast til hans Virksomhed og Hjerte og hele Tilværelse, havde forladt sin Onkel, Overhofmarskal Løvenskjolds Hus i København for nogle Aar at opholde sig i Sverige og dyrke Malerstudiet. Hun blev hidkaldt som Sygeplejerske. Hendes Hjerte gav hende Kraft og hendes Familie Opmuntring og Mod til at overtage det ansvarsfulde Hverv at ledsage den syge og faderlige Lærer og ven paa hans lange, maaske sidste Rejse.
Det er om sig selv Augusta skriver dette citeret ovenfor, fra "Minder".
Hun var ved afrejsen med toget fra København og til Korsør ca. 30 år gammel, og Carit Etlar var knap 70 år gammel. (Han fyldte 70 år under opholdet på Korsika).
Turen sydpå mod Korsika var ikke direkte, der var ophold ved flere kursteder undervejs.

Nordisk Conversations Lexikon fra 1871 skriver bla. a. om Korsika: "Klimaet er mildt og sundt, hvor det ikke paavirkes af skadelige Uddunstninger fra Moradserne".
Og lidt videre fremme i artiklen: "Corsikanere ere et ædrueligt gjæstfrit, tappert og energisk Folk, men tillige heftige og hevngjerrige, og Hadet forplantes sædvanlig igjennem mange Slægtled; Sproget er Italiensk".

Frimærke.
Korsikansk
frimærke fra 1946.
Udgivet i 2 farver.
Korsika blev i 1800-tallet betragtet som det "sidste vilde sted i Europa". En ø med mange skove, dybe kløfter, og bjerge hvis højeste tinder noget af året er dækket med sne.
Øens historie og tilhørsforhold var i fortiden meget omskiftelig. I 1700-tallet havde patrioten Pascal Paolis frihedskamp været årsag til at Italien afstod Korsika til Franskrig i 1768. Men også mod dette satte Paoli sig til modværge, og opstanden forsatte århundredet ud.
Urolighederne gav England "blod på tanden" og de forsøgte i 1794 at erobre Korsika, men måtte opgive øen to år senere.
Siden da, 1796, har Korsika været fransk. Efter Frankrigs overtagelse blev der gjort en stor indsats for at fange og knuse de korsikanske "banditter", eller rettere lederne og resterne af det tidligere korsikanske oprør.

Motivet, ansigtet, som er her på frimærket til venstre, blev oprindelig brugt af frihedsbevægelsen under general Paoli, hvor motivet også var på det korsikanske frihedsflag i en periode i 1790'erne.
Motivet overlevede den franske indflydelse og ses stadig på flag og som nationalsymbolet på mange souvenirers.

Klik her og se et større kort over Korsika med nogle få af de steder Etlar-parret har været på Korsika, og/eller beskriver i deres fortællinger.

Ajaccio.

Notits i Berlinske...
Notits i om den planlagte rejse.
Berlingskes Politiske og Avertissementstidende 21. juli 1874.

Hansens konkurs.
Konkursen ramte hele landet, så alle landets
aviser skrev om skandalen. Her lidt af artiklen
i Jyllands-Posten den 10. november 1885.
Allerede inden afrejsen, havde Etlar-parret ladet det sive ud til dagspressen, at de havde planlagt en rejse til Korsika, for at "gjøre sig bekjendt med dette eiendommelige Folks Skikke og Sædvaner, og derefter lægge disse til Grund for en Skildring".

Efter at have rejst rundt i Europa små to år, hvorefter de endte i Italien.
Medens de opholdt sig i Pallanza, lidt nord fra Milano, fik Etlar en kedelig besked. Hans bankierfirma der forvaltede hans penge var gået konkurs.
Ejeren, vekselerer Ludvig Hansen, der havde overtaget firmaet efter sin afdøde broder H. P. Hansen nogle år tidligere, havde selv meldt sig til politiet hvor han havde tilstået at have gjort sig "skyldig i Angreb paa de ham betroede Deposita", hvorefter politiet havde fængslet vekseleren.
Ludvig Hansen var en "fin" mand, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, og havde en lang række tillidshverv, så det kom som et chok for hele den økonomiske verden. Det var ikke kun private og firmaer og forretningsindehavere, der blev ramt og mistede deres penge, men også mange banker og sparekasser i hele Danmark mistede penge.

Der er bevaret nogle breve mellem Carit Etlar og Etlars bogforlægger Jacob Hegel på Gyldendal, som er trykt i 2. bind af L. C. Nielsens "Frederik V. Hegel, hans Forgænger og hans Slægt", udgivet af Bagges Bogtrykkeri i 1909.
Etlar skriver til Hegel i begyndelsen af november 1885 fra deres bopæl "Hotel Pallanza" i Pallanza i Italien bl. a.:
Pallanza 1885.
Kjære Hr. Justitsraad Hegel!
  Dennegang er det i en meget sørgelig Anledning, jeg skriver til Dem. Etatsraadinde Suhr, som ligger her i Vinter, fortæller, at Vexellerer H. P. Hansen er fallit og arresteret. Jeg har 4018 Kr. 84 Øre tilgode hos ham, har maattet arbejde i 5 Aar, strengere end nogen troer, for at skaffe denne Sum tilveje, en del skulde min Hustru have, Resten vilde jeg rejse op for at gjenvinde mit Helbred, og nu ejer jeg ikke det, jeg kan komme herfra Byen med, endsige til Corsika, hvorfor jeg opgav min Post ved Bibliotheket.
Hustruen der bliver nævnt, og som skulle have "en del", er ikke Augusta, men derimod Hansine, Etlar første hustru, som han netop er blevet skilt fra.
Dette brev og et efterfølgende dateret den 19. November 1885, også sendt fra Pallanza, handler om at Etlar vil tilbyde bogforlægger Hegel på Gyldendal en række manuskripter til udgivelse, mod at få tilsendt et hårdt tiltrængt beløb på forskud.

Om sin "Post ved Biblioteket", der også nævnes, så drejer det sig om at på grund af sygdom havde Etlar haft et års orlov fra sit arbejde på Det Kongelige Bibliotek. Denne orlovsperiode var udløbet, og han havde søgt om en forlængelse af orloven, men havde fået afslag. Det betød at Etlar opgav sit arbejde på biblioteket, og dermed stoppede også hans løn.

Carit Etlar fik tilsendt det beløb i forskud fra Gyldendal som han bad om.

Med disse dårlige, og den enkelte gode nyhed rejste Etlar-parret fra Italien og mod Frankrig hvor de endte i Nice. Derfra sejlede de med færgen over det Liguriske Hav til Ajaccio på Korsika.
Augusta Etlar fortæller i Minder:
  Først i December gik vi ombord i Nizza og naaede Korsikas Hovedstad en taaget Morgen efter en stormfuld overfart, medens Makiduft slog os i Møde, denne ejendommelige krydrede Duft, som Napoleon sagde han kunde vejre en Sømil uden for sin Fødeøs rødmende Klippestykker. Embedsmanden Brosbøll var ikke mere. Digteren Carit Etlar, for første Gang i sit Liv fri for alle tyngende Baand, gik i Land paa den vilde Bjergø, der i henved 2½ Aar skulde blive ham et hjemligt, romantisk og venligt Opholdssted.

Ajaccio.
Ajaccio set fra havet. Havnen ligger til højre rundt om pynten.
Gammelt tryk fra sidst i 1800-tallet. Udklip fra blad uden kildeangivelse.
Men da Etlar ikke længere havde noget dansk hjem, og da hans pensionsforhold endnu ikke var afklaret, og han heller ikke havde mange penge, kombineret med de historiske omgivelser og det helbredende klima, har det alt sammen været en medvirkende årsag til at han blev på Korsika i to ethalvt år.

Hovedgaden
Hovedgaden Cours Grandval i Aljaccio som
løber øst-vest fra havnen og til det danske
pensionat. Gammelt fransk postkort ca. 1900.
Ankomsten til Aljaccio havde været skuffende, og blandt de nyankomne var det med en "nedslaaende Stemning hvormed de fremmede modfaldne betragtede de smudsige Huse ved Havnen".
Etlar-parret vandrede fra havnen og op ad Cours Grandval og op til det Danske Pensionat, som var deres første mål.

Ota og Vico.

Etlar og Augusta blev dog kun på pensionatet julen og nytåret over, og rejste derefter til den lille bjerglandsby Ota, som ligger i distriktet af samme navn, lidt nord for Ajaccio.
Augusta Etlar fortæller i "Minder":
  Først her begyndte det egentlige Korsikanerliv at oplades, ejendommeligt og berusende. Værtinden var en Kusine til den berømte Bandit Serafino fra Ota, Helten i Etlars Værk af samme Navn.
Her trivedes Etlar, ifølge Augusta. I egnen omkring Ota fandt Etlar inspiration. Augusta Etlar bemærker: "Etlars nye ven, en gammel Abbeds, Overtalelse, bevægede ham til rolig at oversomre oppe i Bjergene, især da hans Pung efter omtalte Tab ikke var rigelig Forsynet."
Da Etlar hen mod vinteren blev tilrådet at søge ned mod kysten igen, overvejede Etlar at blive i bjergene, og ikke kun af idealistiske grunde, men også fordi "pengene stadig var små".

Men de flyttede ind til Ajaccio, og efter vinteren blev de tilbudt en "en salon", et par værelser og et køkken ved Vico Kloster, en dagsrejse fra Ota. Dertil drog de nu afsted med postvognen og et læs forsyninger til den første tid. Den sidste del af turen foregik i regnvejr, og fremme ved målet blev de vist vej til deres kommende logi. Fremme ved klosteret gik de op...
  ...ad en mørk Trappe gennem Majasblade og Høvlspaaner og stod omsider i "Salonen". Den viste sig at være et langt smalt Rum med sodede Vægge, et Gulv, der neppe havde kendet Sæbe eller Vand, en gabende, sort Kamin, et Bord og nogle Stole.
  Vi saa fortvivlet paa hinanden, fik dækket et Bord midt paa Gulvet, begreb kun, at vi næste Morgen maatte rejse tilbage til Civilisationen.
  Næste Morgen, da Skodderne aabnedes, lød imidlertid et enstemmigt Beundringsraab. Fire forskellige, farverige Bjerglandskaber laa udstrakt for vore blændede Blik ved Husets fire Facader, Klipper og Dale, den karakteristiske Landsby Vico paa Bjergskraaningen, Klosteret i dets Kastanieskov, alt laa smilende i det varme Sollys.
Her indrettede parret sig et hjem. Etlar, der havde håndværkssnilde fra sine selvbyggede huse på Frederiksberg Alle, satte deres beskedne korsikanske hjem, deres kommende digterværksted, i stand, og der blev pyntet op med blomster og billeder.


Vico.
Her i landsbyen Vico blev Carit Etlar og Augusta Etlar korsikanske fortællinger skrevet.
Vico Klostret, hvor parret boede i sidebygningen, er huset med det høje tårn næst yderst
til venstre på billedet. Gammelt postkort fra ca 1900.
I Vico blev "Serafino fra Ota" og "Tre Pistolskud" (udgivet 1887), og "Vendetta" (udgivet 1888), skrevet. Desuden også fortællingerne "Korsikanere", "Nytaarsskud paa Korsika" og "Et korsikansk bryllup", som er medtaget i samlingen "Mine kæreste Fortællinger fra fremmede Lande" fra 1898.

Manuskriptet til fortællingen "Vendetta" må Etlar havde sendt hjem til Hegel på Gyldendal, for fra Vico er der også bevaret et par breve fra Etlar til Hegel, og i det ene brev rykker Etlar for et svar, en bedømmelse af den tilsendte fortælling, og fortæller desuden om nogle indtryk fra stedet hvor de bor:
Vico, au couvent, 18 Juni 1886.
Kjære Hr. Justitsraad Hegel!
  For en Tid siden tillod jeg mig at skrive til Dem og ymtede noget om min sidste Bog. Jeg lægges meget efter at vide, hvorledes De er tilfreds med den. Er den slet ikke bleven bedømt, eller forbyder Deres fintfølende Natur at sende mig en af disse Bedømmelser?
  Jeg længes ogsaa meget efter at vide, hvorledes De selv har det, om de slette Tider i Danmark ogsaa har lagt sin tyngende Haand paa. Dem; men det troer jeg vist at turde sige nei til, De forudseer, De overveier og beregner, ved Hjælp af disse Evner staaer man selv fast, naar det Løse ramler sammen.
  Hvad mig angaaer, saa har jeg det godt, og takker Gud (og saa Dem) fordi jeg har kunnet tilbringe denne Vinter i et mildt og sundt Klima. Her er Fred og Ro omkring mig, en vild og ophøjet Natur, et hjerteligt, troskyldigt Folkefærd, men rigtignok uden Begreb om Civilisation, en Primitivitet, som jeg ikke vil beskrive, fordi den vil forekomme Dem, de milde og fine Sæders Mand, utrolig.
  Lidt skal De dog høre. Jeg sover for aaben Dør, formedelst der er ingen Laas; vil De have Blæk, maa De forskrive det fra Ajaccio, — Kjød? det kommer i næste Uge fra Marseille og saa er det uspiseligt, men De kan faa Bønner og prægtige Salathoveder, ogsaa selvbagt Brød, De kan faa udmærkede Stiletter og dobbeltløbede Bøsser til Brug for Vendettaen.
Mairen boer sexten Mile herfra, men der behøves ingen Maire, hver Mand er selv Politi, her er aldrig Spektakel eller Drukkenskab at mærke, og en Fremmed er en Helligdom, som beskyttes af Alle.
  Møder De en Rytter, der kommer ned fra Bjergene med Familie, sidder hans Kvinde overskrævs paa Hesten, ligesom han selv, Barnet bag hende, men Manden har altid en langløbet Bøsse hængende ned over Ryggen.
  Solen brænder, Solsorten fløiter, Vandet risler og risler i tusinde smaa Bække ned fra Klipperne, alt aander den dybeste Fred, Stilhed som i en Kirke. Jeg boer oppe ved et Kloster. Sex gamle Munke huses derinde, de Øvrige jog Regeringen bort, og der kommer ingen flere. En af de tidligere Munke, som døde for nogle Aar siden, skal nu gjøres til Helgen, fordi han sultede sig ihjel, og fordi der efter hans Død strømmede Parfume ud af Liget. Det er utroligt, ikkesandt? men til Bekræftelse lader jeg medfølge de trykte Spørgsmaal, som Erkebispen i Paris har ladet sende omkring til Alle, som kjendte den døde Duftende, og faaet besvaret det bekræftende.
  Skriv mig snart et Par Ord til og hils Deres Hr. Søn.
Jeg er Deres hengivne og ærbødige Carl Brosbøll.
Medens de opholdt sig i Vico fik Etlar den oplivende nyhed, at en offentlige ydelse han havde søgt nogle år tidligere, og var blevet ham tilkendt, nu var blevet godkendt af regeringen og ville blive udbetalt.
Augusta Etlar fortæller i sine egne erindringer "I Samliv med Carit Etlar", at da de efter vinteren igen var taget op til deres sommerresidens i Vico, så var posten kommet medens de sad ved et "table-d'hôte" på Vicos Postgaardshotel:
  Posten blev uddelt. Brosbøll fik en stor Konvolut med rødt Segl - brød det febrilsk, læste og rakte mig det i Tavshed. Det var fra Kultusministeriet. Ikke alene sanktioneredes han forlængst af Rigsdagens bevilgede Forfatterunderstøttelses Forhøjelse fra 1000 til 2000 Kr., men de forløbne to Aars Forhøjelse, altsaa 2000 Kr. medfulgte i Postanvisning. Sagen forholdt sig saaledes, at Kultusminister Scavenius havde nægtet sin Sanktion, indtil hans Modpart tilstod en af hans Parti en anden Gunst! -
  Da vi kom ind til os selv, hulkede vi som to Unger Bryst ved Bryst, for Pengene var det jo, det kneb med.
I det sidste gengivne brev fra Etlar til Hegel, trykt i ovennævnte biografi over "Frederik V. Hegel, skriver Etlar i indledningen af Brevet:
Vico, au couveat (Corsica) 4 Juli 1887.
Kjære Hr. Justitsraad Hegel!
  Der er indtruffet en uformodet Hændelse for mig, som jeg anseer for meget behagelig. Til Hr. Pio, hvem jeg ikke kjender videre til, men som nu har kjøbt Steens Boglade, har jeg solgt den fremtidige Forlagsret til de fleste af mine ældre, hos Steen udkomne Bøger, for den Sum 6000 Kroner.
Etlar havde solgt rettighederne til størstedelen af hans tidligere udgive bøger!
Der var nu begyndt at komme lidt "penge i kassen"!

I sommeren 1888 rejste Augusta og Carit Etlar tilbage til Danmark. Augusta fortæller: "Disse to Aars Ophold i det milde Klima blev heldbringende for Carit Etlar. Da han i 1888 forlod Øen, var hans Helbred synlig bedret, skønt Stensmerterne ikke forlod ham".

Hjemturen var over Venedig hvor Augusta Etlar samlede stof til fortællingen "Savonarola".
Videre på hjemturen blev parret gift i Innsbruck i Østrig, og hjemme igen i Danmark tog de ophold hos Augustas moder, Jægermesterinde Schultz i Nordjylland. Etlar var efter skilsmissen med Hansine, hans første hustru, stadig hjemløs.

I Augusta Etlars egne erindringer er der også et kapitel om Korsika: "Vort Liv paa Korsika".
Hun skriver i sine egne erindringer om denne periode i sit liv der rummede Korsika: "Dette Afsnit, denne Oplevelse vilde alene være tilstrækkelig til at være et helt Livs Indhold".
Dette kapitel i Augusta Etlars egne erindringer kan næsten sammenlignes med Augusta Etlars meget personlige oplevelse af kaneturen til Falsterbo. En ung kvindes utrolige begejstring og glæde over alt det hun oplever.
Uanset hvor mærkeligt deres samliv dengang har forekommet omverdenen, og som selv i vore dage stadig forekommer mærkelig, så har de gensidigt givet hinanden meget, og delt mange oplevelser. Som ung kvinde dengang har Augusta været utrolig heldig, og privilegeret, for intet af alt dette havde været muligt med en anden, end netop Carit Etlar. På en eller anden måde har de fungeret ligeværdigt i mange sammenhænge.


Augusta og Carit Etlars korsikanske fortællinger.

"Korsikanere" af J. E. Cart fra Illustreret Familie-Journal.

I "Forfatterens kæreste Fortællinger fra fremmede Lande" hedder den første novelle "Korsikanere", og som der er skrevet andetsteds, er denne fortælling i novellesamlingen skrevet af Augusta Etlar.
Borgruinen.
La Citadelle, lokalt kaldet "Ørneborgen" på toppen af klipperne. På højsletten
nederst til højre udspiller noget af handlingen sig. Postkort fra ca. 1900

I Illustreret Familie-Journal søndag den 2. september 1894, får Augusta Etlar udgivet en lille fortælling, under det pseudonym hun brugte i sit ægteskab medens Carit Etlar levede: J. E. Cart.
Denne lille fortælling hedder også "Korsikanere".

Denne lille korsikanerfortælling i Illustreret Familie-Journal, er egentlig ganske godt skrevet og bygget op, og blev fortællingen strammet lidt ind, kunne det få en til at tænke på noveller af f.eks. Guy de Maupassant, fortællinger med en lidt uventet slutning.
"Korsikanere" er en lille barsk krimihistorie der handler om at finde den skyldige, der på forhånd er dømt, og så få dommen eksekveret.

Handlingen foregår i Aïtonadalen, for foden af bjerget der på toppen har resterne af en gammel borg, der lokalt bliver kaldt "Ørneborgen".
Adrian er blevet skudt, og nu forventes det, og kræves det, at broderen Francisco skal hævne mordet.
Mod at få den dræbtes enke, Angelica, som brud, lover Francisco at hævne sin broder.

I begyndelsen af fortællingen taler Pater Veronico fransk til en ung englænderinde. Fransk var det officielle sprog. Men senere i fortællingen er det italienske udtryk Augusta Etlar bruger i fortællingen.
Trods det franske tilhørsforhold er det egentlige korsikanske sprog en italiensk dialekt.

Længere nede, her på denne webside, er der skrevet lidt om novellesamlingen: "Forfatterens kæreste Fortællinger fra fremmede Lande". I denne samling er der "tre korsikanske noveller", og denne her fortælling "Korsikanere", er den ene af de tre i samlingen, men under en helt anden titel: "Et korsikansk Bryllup".

Du kan læse og eller downloade Augusta Etlars "Korsikanere" fra Illustreret Familie-Journal her.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

"Vendetta".

Fortællingen "Vendetta" er oversat til flere sprog, og var en af Etlars meget populære fortællinger i udlandet.
"Vendetta" blev først trykt som føljeton i Familie-Journalen, og blev efterfølgende udgivet af den Gyldendalske boghandel i 1888.

Napoleons fødehjem.   Stempel
Napoleons fødested i Ajaccio blev ikke mange år efter Etlars besøg indrettet som museum.
Gamle postkort som dette købt på selve museet, fik et stempel bagpå. Kort fra ca. 1900.

Handlingen i "Vendetta" begynder med at en rig englænderinde Thomasine Campell henvender sig til prinsesse Bonaparte, der var gift med en fætter til Napoleon den Tredie. Den rige englænderinde henvender sig fordi hun vil leje en en lejlighed til noget familie der vil besøge Ajaccio.
Prinsesse Bonaparte bor i det store hus i Ajacco som havde været Napoleon den Førstes fødested.
Napoleon den Tredje er flyttet til London, men princesse Marianna lever af at fremvise Napoleon den stores lejlighed i Ajaccio, og forklare turisterne alle dens mærkværdigheder, og fremvise alle Napoleons møbler og andet indbo.
I fortællingen bliver lejemålet sat i stand, og gjort klar til de ventede gæster:
  Søndag Morgen ventedes Nizzaskibet, som skulle bring de Reisende, men det blev Storm om natten og i Daggryet sænkede Siroccoen sin lysegraa Taage som et Forhæng ned over Bugten, saa Tæt og uigjennemsigtig, at Klipperne ikke kunde Skjelnes ovre paa den modsatte Side.
  Vognen, som Prinsessen sendte ned efter sin Fremmede, ventede allerede i flere Timer. Det var i Marts Maaned, bitterligt koldt, og dertil kom endnu af og til Behageligheden af et energisk Regnskyl, der brød frem, vildt og brusende, som alle løsslubne Lidenskaber paa Korsika.
Dette brudstykke herover, fra begyndelsen af novellen, er næsten en selvbiografisk beskrivelse af Etlars og Augustas egen ankomst til øen.

Vendetta
Et "klip" af titelbladet på den spanske udgave af "Vendetta". Biblioteca de La Renaixensa, bind 1. Barcelona 1903.
Novellen er oversat til flere sprog, men underligt nok har jeg ikke fundet hverken en fransk eller italiensk udgave.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

"Forfatterens kæreste Fortællinger fra fremmede Lande".

Denne lille samling noveller udkom første gang på Det Nordiske Forlag i 1898. Et par af fortællingerne har allerede være omtalt. Det er beretningen om Petöfi, samt fortællingen "Et Sandskorn".

De tre første fortællinger i samlingen er "Korsikanere", "Nytaarsskud paa Korsika" og "Et korsikansk bryllup".
Som citeret ovenfor fra "Minder", så tillægges Carit Etlar disse noveller, men som citeret øverst på oversigten over Augusta Etlar egne værker så er disse tre korsikanske noveller formentlig ikke skrevet Etlar selv, men af Augusta Etlar.

Forordet i Carit Etlars "Udvalgte Fortællinger", med undertitlen "Forfatterens kæreste Fortællinger fra fremmede Lande", er dateret 1869, og er således genbrug, og er skrevet længe før Etlar og Augusta Etlar var på Korsika, og før "de tre korsikanske" noveller blev skrevet.

I forordet til novellesamlingen står der:
  Rejse! rejse og aldrig blive træt, lige meget enten Vejen gaar mod Granen eller Palmen, "i en Silkevagon eller i en Bondekærre, paa Byggen af en Hest eller i den gyngende Baad, — det er et righoldigt Alfabet at stave sig igennem paa alle Steder, blot bort fra det ensformige til det vekslende, fra det gamle til det nye, af Sted for at ryste Støvet af Vingerne, fylde Øjet med nye Billeder, Sjælen med friske Indtryk; — det er at føle sin Tilværelse, det er at leve. Og jeg kommer ikke som en fremmed, der beder om Lov til at gaa ind i Andenmands Have. Alt, hvad jeg ser, er mit; Bjergene i deres majestætiske Ro, Skovene i deres rige og vekslende Farvespil, Havet og den sejlende Sky tilhører mig. — For hvem skinner vel Solen, hvem ejer Blomstens Duft, hvis er den syngende Fugl? Det er mit, det er dit altsammen, naar du blot har Øje til at se, Øre til at høre, Hjerte til at rumme alle disse Herligheder. Naturen tilhører Forskeren, Kunstneren, Digteren, enhver; den forlanger kun at opfattes med Kærlighed, og at vi forstaar det Sprog, den taler. Nu rejser vi, min Ven, jeg ved ikke hvorhen, vi rejser, det er Hovedsagen!
1869. Carl Brosbøll.
De tre korsikanske noveller i denne udgave, "Korsikanere", "Nytaarsskud paa Korsika" og "Et korsikansk bryllup", tillægges ovenfor Carit Etlar, men som citeret øverst i oversigten over Augusta Etlar egne værker så er disse tre korsikanske noveller ikke skrevet Etlar selv, men af Augusta Etlar.

"Korsikanere".
Denne fortælling "Korsikanere" i "Forfatterens kæreste Fortællinger fra fremmede Lande", er en helt anden fortælling end den korsikaner-fortælling der bliver omtalt højere oppe. og som oprindelig havde titlen "korsikanere".
Fortællingen tager sit udgangspunkt i nærhede af Vico, og på en borg omgivet af nåleskove oppe på klipperne, og en lille kirke ved afgrundens rand. En enlig kvindeskikkelse, komtesse Ornano, der kommer ind på kirkegården, hvor hun træffer Leoni, en søn af en bonde i vico.

"Nytaarsskud paa Korsika".
Handlingen foregår i Ajaccio, hvor der bliver afholdt valg. Et mord på slottets greve, de Leca, sætter gang i fortællingen:
  Grevinde Pozza sled en Lok af sit prægtige Haar og holdt den i Vejret, medens hendes Stemme sank ned i det dybeste Struberegister; ikke et Aandedræt hørtes i hoven, medens hun hviskede mellem de hvide Tænder bag de tilbagestrammede, blege læber: "Hævnen er min!"
"Et korsikansk bryllup".
Denne fortælling er den samme fortælling som J. E. Cart fik udgivet fire år tidligere i Illustreret Familie-Journal søndag den 2. september 1894 og de to efterfølgende numre, med titlen: "Korsikanere".
J. E. Cart er Augusta Etlars pseudonym fra tiden i ægteskabet med Etlar, og indtil Etlars død.
Korsikansk brudepar fra Ajaccio.
Korsikansk brudepar fra Ajaccio omkring år 1900.
Gammelt postkort sendt fra Ajacci og til Marseille i 1910.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

"En korsikansk Skovfyrstes Død".

Augusta Etlar havde haft et travlt år, 1898, og havde fået udgivet flere af sine egne fortællinger, de fleste under Carit Etlars navn. Således også "Bjørneæt", som salgsmæssig var blevet en succes, og som skulle udkomme i et 2. oplag i det nye år 1899.
Og under sit eget pseudonym J. E. Cart havde hun fået udgivet juleeventyret "Troens Blomst".

Begyndelsen i avisen Danneborg...
Dannebrog den 25. december 1898.
Året 1898 er to år før Carit Etlar døde, og på dette tidspunkt af hans liv, 82 år gammel, er han formentlig selv holdt op med at skrive nogetsomhelst. Men alligevel er der en fortælling af Carit Etlar i dagbladet Dannebrogs julenummer den 25. december 1898, med titlen "En korsikansk Skovfyrstes Død".
Det er en fortælling der handler om nogle af de korsikanske banditter, heriblandt "Serafino fra Ota" som bliver nævnt herunder.

Der er næppe tvivl om, at fortællingen om "Skovfyrstens Død" bygger på notater fra parrets rejse til Korsika sidst i 1880'erne (rejsen som hele denne webside handler om). Men selve fortællemåden i historien bærer tydelige præg af at være skrevet af en kvinde, Augusta Etlar selv.
Blot et enkelt eksempel på dette fra fortællingen er, at der i en bibemærkning bliver fortalt en ligegyldighed om de sanitære forhold på øen. Noget sådant ville en kvinde have bemærket og videregivet, men en mand, som Etlar, der var optaget af det store drama i tilværelsen, mord og hævntørst - "vendetta", har næppe lagt mærke til, eller gået så meget op i de eventuelle elendige forhold omkring sig, og endnu mindre følt trang til at berette om dem.

Det kunne tænkes, uden at kunne bevise det, at Augusta Etlar i dette, for sig selv meget aktive år, har følt, at et eller andet helt nyt af Carit Etlar måtte udkomme, om ikke andet så for at bevise at han var i fuld vigør, og stadig skrivende.
Det kunne være derfor at denne lille fortælling blev sammenstykket af notater fra parrets rejse til Korsika, og viderebragt af avisen Dannebrog som en julefortælling.

Du kan læse og/eller downloade den lille (jule)fortælling om "Skovfyrstens Død" her...

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

"Serafino fra Ota".

Fra Familie-Journalen.
Begyndelsen af novellen i Familie-Journalen
den 8. august 1886.
Fortællingen udkom først som føljeton i Familie-Journalen. Efterfølgende i novellesamlingen "Serafino fra Ota og andre fortællinger", der udkom første gang i 1887 på det Gyldendalske Forlag.
Her er ganske lidt fra begyndelsen af fortællingen, fra versionen i "Udvalgte Fortællinger" fra 1903:
  Cours Napoleon er i Ajaccio Navnet paa en Gade, hvor Færdselen er livligst, Lediggængerne talrigtst, og Knivstik hyppigst.
Og lidt længere fremme, hvor der er ved at opstå stridigheder:
  Da viste der sig en Mand, som skilte Kredsen og spurgte, hvad her gik for sig. Det var en høi, velvoxen Skikkelse, klædt i en falmet Manchestertrøie, rødt Skærf om Livet og en bredskygget Hat, som næsten skjulte hans blaasorte Haar og milde freidige Ansigt.
  "Der har vi Serafino", hviskede en Skrædermester, idet han stak Hovedet ud af sin Bod. "Nu bliver der nok Fred mellem dem. Det er han Karl for". Men der blev ikke Fred.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

"Tre Pistolskud".

Denne fortælling udkom første gang i samlingen "Hofbal paa Troldborg og andre fortællinger" fra 1892.
Fortællingen begynder således:
  Nede fra Ajaccios Havn strækker sig den lange Gade, Cours Grandval, gjennem Byen ud til Exercerpladsen og napoleonsgrotten.
  To Rækker Plataner indhegne Gaden, bag disse komme Vexelvis Byens fornemste Værksteder, Caserner, Hoteller og Palaier tilsyne, deriblandt Ærkebispens, som Byraadet har nægtet at fuldføre, fordi den geistlige Herre næer et for stærkt napoleonistisk Sindelag. Længere oppe ligger en engelsk Kirke, bekostet af Niss Thomasine Campel, pa den udtrykkelige Betingelse, at ingen Corsikaner under Gudstjenesten maa komme deri.
Dette er ikke kun indledningen til en roman, det er også en almindelig rejseskildring fra Ajaccio på Etlars tid. Gaden med de to rækker træer, Cours Grandval, er der et billede af lidt oppe her på websiden.
Selve handligen i fortællingen begynder også med et slagsmål på gaden, som i fortællingen ovenfor, "Serafino fra Ota".

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

"Fredsfyrsten".

Klostret i Vico.
Mange år efter hjemkomsten, i 1899, udkom novellen "Fredsfyrsten".
Handlingen i denne fortælling udspiller sig i området omkring Ajaccio på Korsika, og må således være resultatet af indsamlede notater fra Etlar-parrets ophold på øen.
"Fredsfyrsten" er tilegnet "Hans Majestæt Kong Georg af Grækenland".
Illustrationerne, vignetterne er "delvis efter Forf.s Skitser", og tegningen her til højre er fra side 15 i bogen, og forestiller tydeligvis klostret i Vico hvor Etlar og Augusta havde boet en det af tiden under deres ophold på øen.

Gamle bøger.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 29/06/2018 15:11:04