M. W Brun "Gjøngehøvdingen".
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Etlars Gøngehøvding | Augusta Etlars Gøngehøvding | M. W. Bruns Gøngehøvding | Virkelighedens Gøngehøvding

"Gjøngehøvdingen".

Skuespil af Michael Wallem Brun.


Dagen før premieren...
Avisannonce dagen før premieren.
Berlinske Tidende den 21. februar 1865.
Der er næppe noget skuespil her i landet, der findes i så mange forskellige versioner og bearbejdelser som "Gøngehøvdingen". Og bearbejdelserne er blevet ved helt op i nutiden.
Hvorfor Etlar ikke selv skrev et skuespil over historien, vides ikke, og vil fortsat undre, men Etlar har selv siden i sit liv udtrykt, at han ikke regnede "Gøngehøvdingen" som noget særligt højt blandt sine værker.

Michael Wallem Bruns "Gjøngehøvdingen" havde premiere den 22. februar 1865 på Folketeatret.
Det var det helt rigtige tidspunkt for en nationalt folkekomedie som denne; det er kun nogle få måneder efter nederlaget i 1864 og tabet af Sønderjylland. Og Brun får da også mere end antydet, at de virkelig onde i handlingen egentlig ikke er svenskerne, men de tyske lejetropper, repræsenteret af figuren "Captain Seyfel".

Forsiden af Gøngehøvdingen.
Forsiden af Bruns "Gjøngehøvding" fra 1865.
Berlinske Tidende skriver i deres anmeldelse den den 23 februar, det er dagen efter premieren:

  Gjøngehøvdingen", Folkeskuespil i 5 Akter med Sange og Chor, opførtes her igaar Aftes for første Gang. Ideen og endeel af Stoffet er laant fra Carit Etlars de Fleste velbekjendte Fortælling, og uagtet netop de laante Episoder klarlig vise, hvor stor Forskjel der er paa Effekten i det Dramatiske og det Episke, ere de unægtelig de bedste Partier af Stykket. De tjene nemlig til at berige det med nogle romantisk-eventyrlige Billeder, som, fremhævede ved smukke Dekorationer, mere end den tilarbeidede Dialog hensætte Beskueren i den Tid, der skildres. Saaledes er en Kamp i Skoven mellem Gjøngerne og de tydske Lejetropper samt en Leir omkring et Baal under vinterlige Træer to Illustrationer, der ikke undlade at gjøre sin Virkning. Virkelig dramatisk Værd kan man maaskee tillægge den Scene, hvor Dronningen tilstaaer Tateren "det Høieste, et Menneske kan begjære", nemlig at gjøre ham ærlig; men iøvrigt er det hele Forsøg paa i dramatisk Form at give et Billede af Kongens, Adelens og Folkets indbyrdes Forhold i det mærkværdig aar 1659.

Men kritik er der også, bl.a:

  Tateren Ib, der ikke uheldigt er laant ud af Bogen, og som i Stykkets Begyndelse, saalænge det givne Stof slaaer til, danner en ret eindommelig Figur, mister ogsaa i sin Udvikling sin halv bitre, halv lystige Humor, og nærmer sig med sine Vittigheder og Manerer mere og mere til det traditionelle Billede af disse med et tørt Lune forsynede Sømænd, der i sin Tid vare de dramatiske Forfatteres Yndling. Kulsoen, der allerede som hun er skildret i Romanens naive Fortællingsmaade kun ved en Anstrengelse af læserens Phantasi holdes indenfor Mulighedens grænser, kan, naar hun skal træde legemliggjort frem for Tilskueren, ikke blive Andet end en høist usandsynlig Skikkelse. Og Bedrifter som den, hvori Gjøngerne frelses ud af Hulen ere aldeles udramatiske.

Berlinske slutter anmeldelsen med at fortælle, at stykket syntes "at behage Publikum, hvori Hr. Stigaards Spil som Gjøngehøvdingen og Hr. Knobelauchs Fremstilling af Tateren ikke havde ringe Deel".

Augusta Etlar om Gøngehøvdingen.

Augusta Etlar fortæller i andet bind af sin erindringsbog "I Samliv med Carit Etlar" om Bruns "Gjøngehøvding":

  Stykket vandt stor Yndest hos Publikum, men blev regelmæssig nedsablet af Pressen ved hver Genoptagelse som et altfor naivt Produkt. Erik Bøgh anker saaledes over at Dialogen jævnlig staaer over i Lejebibliotekets Pathos, der strejfer det Parodiske, - Brosbølls egen Dom, - og at sidste Akt som saa ofte i Knaldstykker er den svageste. Kulsoens mislykkede Anvendelse tyder paa, at Bearbejderen selv har følt Trangen til en yderligere Spænding, som han ikke har været istand til at opdrive. En stor Fejl finder Bøgh endvidere er, at Stykket er udstafferet med Sangnumre, der snart er uden poetisk Værd, og snart er ilde anbragt, og river Tilskueren af Stemningen. - Forfatteren (Etlar) modtog aldrig det ringeste honorar for Stykkets mange Opførelser. Da det var gaaet 25 Gange, gjorde Brun et Gilde, hvortil Carit Etlar var indbudt. Der skulde da overrækkes ham et Sølvbæger, men Brosbøll udeblev. Han var og forblev misfornøjet med, at selve Romanens tidshistoriske Colorit og Hovedfigurer saa lidt kom til deres Ret i Bearbejdelsen, og at han alligevel, som han udtrykte det, skulde have stokkeprygl i pressen for sin gode Bog, mens andre høstede den hele Fortjeneste.
Betegnende var at Brosbøll ofte, naar han gik forbi en "Gøngehøvding" Plakat, løftede Stokken derimod og sagde: "Slyngelstreg!".

Greda Krum som Palle.
Gammelt postkort fra ca. 1903.
Har Erik Bøgh og Augusta Etlar ret i deres kritik af Bruns skuespil?
Det synes jeg ikke, for da det er teater, må der selvfølgelig nogle steder yderligere overdrives lidt, ændres lidt - skuespillet er jo et meget stærkt koncentrat af romanen.
Bruns skuespil er faktisk ret fermt "skruet sammen":

  • Det er en kærlighedshistorie mellem Svend Gjønge og og en adelig Julie Parsberg, en konflikt mellem to mennesker med forskellig baggrund der ikke kan få hinanden.
    Denne konflikt fylder en stor del af skuespillet, men det er problemer publikum kender og kan forholde sig til, græde eller glædes over.
  • Men i Bruns skuespil er det især fremhævelsen af almindelige mennesker som Svend og Ib, og deres trods imod, ja næsten foragt for, de "højere" i samfundet. (Dette falder selvfølgelig ikke i Augusta Etlars smag).
  • Og så hadet til tyskerne, som jo fortsatte til langt ind i 1900-tallet.
  • Dertil kommer så figuren "Kulsoen", der er, sagt med den gamle talemåde, "slangen der næres ved ens barm".
  • Hvad der også er en genial ide, er Bruns brug af talemåder og ordsprog i skuespillet. Dem er der et utal af, så publikum kendte store dele af teksten i forvejen.
  • Men især det at give figuren "Palle" en fremtrædende rolle, næsten en hovedrolle, igennem hele skuespillet er genialt. En stor dansk dreng, med dårlige forældre, der alligevel evner at kæmpe sig op, og præstere noget godt, det er noget der rører alle. Det er Palle og hans heltemod publikum taler om, på vejen hjem efter at have seet Bruns "Gjøngehøvding".

Du kan dowloade M. W. Bruns skuespil "Gjøngehøvdingen" herfra, hvis du har logget ind først.

I januar-nyhedsbrevet er der vist et scenebillede fra Aarhus Teater, fra en opførelse af Bruns "Gøngehøvding" i 1903. Fra samme forestilling er det, her til højre, Gerda Krum i rollen som Palle.
Gerda Krum var i disse år en vældig populær skuespillerinde både i Aarhus og efterfølgende i København. Meget stor succes opnåede hun i 1906-07 i operetten "Den glade Enke", som "Hanna Glawari" - sammen med Holger Reenberg som "Grev Danilo".
Gerda Krums ægtemand, skuespilleren Ludvig Nathansen, blev jaloux over det tætte sammenspil parret havde i denne Franz Lehár operette, så han skød og sårede Gerda Krum, og skød og dræbte efterfølgende sig selv.

Her er et link til AarhusWiki med mere om Gerda Krum.


© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01