Folkescenen.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"Folkescenen".

"Volksbühne".

Volksbühne
"Volksbühne" på Bülowplatz i Berlin. Gammelt tysk postkort fra omkring 1920.
Bülowplatz blev efter attentatet på Horst Wessel i 1930, og hans ophøjelse til martyr, omdøbt
 til Horst-Wessel-Platz. Efter Tysklands fald i 1945 og DDR's oprettelse blev pladsen omdøbt til
Rosa Luxemburg Platz, som stedet stadig hedder. Teatret blev meget ødelagt under WW2, og
er blevet genopbygget i en noget "forenklet" stil.

Tanken om en dansk pendant til den tyske "Volksbühne" har Augusta Etlar givet fået under hendes besøg hos hr. og fru Blüthgen, hendes tyske venner, som hun ofte besøgte efter Etlars død i år 1900.
Victor Blüthgen var engageret i den tyske "Skolescenens børneteater", samt i "Skolescenen" skabt af Paul Matzdorf, en organisationer der voksede hastigt i hele Tyskland omkring 1900, og som blev til organisationen "Jugend und Volksbühne", som havde hovedkontor i Berlin.

Sideløbende hermed, i 1890, blev "Freie Volksbühne" startet, en forening med en abonnementsordning, og med den ordning at der var samme pris for billetter i hele salen uanset hvor man sad, og hvor alle billetter enten blev uddelt ved lodtrækning, eller uddelt tilfældigt.
Jacob Texière.
Jacob Texière læser H. C. Andersen.
Gammelt fotokort fra ca. 1915.
Den allerførste forestilling foreningen stod for fandt sted den 19.oktober 1890. Det var Henrik Ibsens skuespil "Samfundets Støtter". Efter Ibsen fulgte skuespil af Gerhart Hauptmann, August Strindberg, Friedrich Hebbel og William Shakespeare o.s.v.

Behovet for egne teaterscener voksede i forlængelse af at foreningen "Freie Volksbühne" blev en stor succes i hele Tyskland. Og i løbet af nogle årtier havde enhver større tysk by med respekt for sig selv en "Volksbühne", både som en forening, men også som et fysisk teater.

"Volksbühne Berlin" er den berømteste af disse teatre. "Volksbühne Berlin" blev bygget på det daværende Bülowplatz i Berlin, og var tegnet af teaterarkitekten Oskar Kaufmann (1873-1956).
Åbningsforestillingen fandt sted den 30. december 1914, og premiereforestillingen var Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil "Når den ny Vin blomstrer".
Emil Lessing var en af teaterdirektørerne i den første periode, men allerede i september 1915 trådte Max Reinhardt til som direktør, og han forblev på posten resten af krigen ud.
Efter Max Reinhardt blev Friedrich Kayßler direktør på "Volksbühne Berlin".

Da Max Reinhardt bliver chef, går han i gang med alle klassikerne og lægger som det første ud med Schillers "Røverne".
Senere følger skuespil af Goethe, Shakespeare, August Strindberg, Maxim Gorki, og Peter Nansen, men også tyske stykker af Gerhart Hauptmann, Gustav Raeder o.s.v.

Og de store skuespillere strømmer til teatret: Trude Hesterberg, Ernst Lubitsch, Emil Jannings, o.a.
Trude Hesterberg var både populær og kontroversiel. Hun var også en meget populær sangerinde, og blev senere en af den tidlige tyske films store stjerner.

Lidt før juleaften, den 16. December 1916, gæstede den danske skuespiller Jacob Texiere "Volksbühne Berlin", hvor han fortalt om, og læste op af nogle af H. C. Andersens eventyr. Andersen var blevet Jacob Texières "speciale". Hans interesse for, og ikke mindst hans lighed med Andersen gjorde ham populær i rollen, så han turnerede rundt i Europa med Andersen, og holdt foredrag og læste op af eventyrerne.
Trods 1. verdenskrig blev det dansk-tyske kultursamarbejde ikke helt afbrudt.

Augusta Etlar.

I 1908 fik Augusta Etlar selv en teaterbevilling, og hvor der de efterfølgende år turneredes med Etlars "Folkeskuespil", hjulpet af bl.a. teaterdirektørerne Axel Jacobsen, Aage Garde og Eyvind Kornbeck. Det var med skuespillene "Fangen paa Kalø", "Smuglerens Søn", "Trælleæt" og "Peder Wessel og Salomon Baadsmand".

Ideen om en dansk "Folkescene", efter tysk forbillede, blev næsten en besættelse hos Augusta Etlar. Det skulle efter tysk forbillede være en forening som ejede egne teatre, hvorpå der opførtes "Folkeskuespil" for folket.
"Kunsten skal tilhøre folket og ikke være et privilegium for en del af befolkningen, en samfundsklasse" var den tyske "Volksbühne"s motto, og det tog Augusta Etlar til sig.
At "Volksbühne", "Folkescenen", optog Augusta Etlar meget, er yderst forståeligt. På en scene for folket, ejet af folket, og som opfører de skuespil folket vil have, passer en folkelig komedie som "Gøngehøvdingen" og Etlars andre "Folkeskuespil" fint ind - efter Augusta Etlars opfattelse.

En del år senere, på S. L. Møllers Forlag i Odense i 1925, fik Augusta Etlar udgivet et lille hæfte på 33 sider: "Folkescenen af Augusta Carit Etlar".
I dette indlæg, som er et forslag til oprettelse af en dansk "Folkescene", beskriver Augusta Etlar hvorledes den tyske "Volksbühne" er startet og har udviklet sig.
Dette lille hæfte sendte hun rundt til alle interesserede (og ikke interesserede). Teksten i dette lille hefte er desuden medtaget sidst i Augusta Etlars egne erindringer, "I Samliv med Carit Etlar", som udkom samme år som hæftet, i 1925.

Hæftets forord lyder:

Forord.
  Dette Forslag til Grundlæggelse af "den danske Folkescene" fremsatte jeg første Gang i "Nationaltidende" 1920-1921. Jeg sendte derefter den trykte Plan til Landets Teaterinteresserede, samt til vore mest kendte Teaterledere, i det Haab at slaa til Lyd for denne store Sag.
  Idag skænker jeg med Tak Forfatterens Ret til denne Plan til vor Stat eller Kommune, den Mæcen, det Konsortium eller den Mand, som magter at gennemføre den.
Augusta Carit Etlar.

Du kan læse eller downloade Augusta Etlars lille indlæg om "Folkescenen" her....

Portræt.
Max Reinhardt.
Født 9. september 1873 i Østrig.
Død 30. oktober 1943 i USA.
Fra tidsskriftet "Teatret" juli 1912.
Det er især den tyske "Volksbühne", samt "Schauspielhaus Berlin", Augusta Etlar skriver om i sit indlæg om "Folkescenen". Og så fortæller hun om Max Reinhardt samt om sin betagelse af tre forskellige forestillinger hun har overværet i Berlin: "Julius Cæsar", "Götz v. Berlichingen" og "Kong Lear".
Det er de store forfattere Augusta Etlar "har fat i", i sin skrivelse: Ibsen, Tolstoj, Shakespeare, Goethe, Schiller.
Det første der undrer een ved gennemlæsningen af det lille hæfte er, at der er står ikke et eneste ord om "Gøngehøvdingen", eller andre af de Etlarske "Folkeskuespil", som Augusta Etlar i nogle år forinden havde turneret rundt med.
Det eneste skuespil hun nævner i forbindelse med de andre store klassiske skuespil er Carit Etlars "Hastings", som aldrig nogensinde var blevet opført.

Generelt er Augusta Etlars indlæg "store ord", der handler om "Folket", "Folkesjælen", og om hvad der er godt for folket og for folkeopdragelsen.
Den meget "snak" om hvad der er godt for Folket er dog lidt forunderlig fra en kvinde som Augusta Etlar, der ikke tidligere har udvist særlig mange socialistiske tendenser, snarere tværtimod.
Men dengang, især set fra tysk side, gav det lidt fornuft at tale om hvad der var godt for folket.
I 1918-19 havde "Novemberrevolutionen" fundet sted, som var medvirkende til det tyske kejserriges fald, hvorefter socialdemokraterne overtog ledelsen i Tyskland.
I umiddelbar forlængelse af Novemberrevolutionen skete "Spartakistoprøret" i januar 1919, hvor kommunisterne forsøgte at tage magten i Tyskland, men opstanden blev slået ned, og Tyskland forblev nogle år socialdemokratisk.
Under Spartakistoprøret blev to af de fremtrædende kommunister i oprøret dræbt: Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.
I det gamle Østtyskland var der et museum til deres ære i nærheden af Brandenburger Tor. Og som skrevet under billedet øverst, så kom den kommunistiske martyr Rosa Luxemburg til at navngive pladsen hvor "Volksbühne" lå/ligger, da det halve Tyskland efter 2 verdenskrig blev kommunistisk.

Svend Methling.

Skuespiller og filmskuespiller og teaterdirektør Svend Methling blev født den 1. oktober 1891, og døde den 4. juni 1977.
Han forlod Det kongelige Teater i 1922 og foretog en teaterrejse til Berlin og Wien.
I 1923 oprettede han "Dansk Skolescene" og i 1924 "Folkescenen".
Fra 1926 var han også direktør på Det ny Teater, som var det ene sted hvor "Folkescenen" lejede sig ind.
Folkescenen.
Annonce fra tidsskriftet "Teatret" i august 1927.

Augusta Etlar var ikke den eneste der havde været i Tyskland og fået ideen til en "Folkescene". Skuespilleren og instruktøren Svend Methling havde også. Han startede helt efter tysk forbillede sin egen "Folkescene" i 1924.
Jeg har ikke fundet at han og Augusta Etlar skulle have samarbejdet om hans "Folkescene", så han har oprettet sin "Folkescene" på eget initiativ.

Portræt.
Svend Methling. Fra forsiden af
"Teatret" i januar 1928.
I "Teatret" i januar 1928 fortæller Svend Methling:

Det var som ung Skuespillerelev, at jeg første Gang overværede en Forestilling på Volksbühne i Berlin. Jeg skal aldrig glemme den Aftens Indtryk. Straks jeg kom ind i Teatret, blev jeg paa en underlig intuitiv Maade klar over, at jeg her stod overfor en Idé idenfor Teatrets egen Verden, der rakte videre end det Teater, jeg var vant til her oppe i Danmark

Svend Methling slutter sin artikel:

Det er Folkescenens Opgave at drage omsorg for at en af Folkets største Helligdomme ikke anvendes som Kastebold for pekuniære Interesser.
Det er Folkescenens Maal at overgive de for Folket skabte nationale Skatte til Folket selv.
Kan dette gøres - er dette muligt herhjemme?

Det var et seriøst foretagende, og det var "seriøse" skuespil man opførte på Methlings "Folkescene". Holbergs "Erasmus Montanus" og "De Usynlige", Sheridans "Bagtalelsens Skole", Molieres "Den indbildte syge", Oehlenschlägers "Hagbard og Signe", Heinrich Von Kleist "Den skårede Krukke" o.s.v.
"Folkescenen" havde et stort repertoire der foruden de allerede nævnte også omfattede forfattere som Selma Lagerlöf, Ibsen, Bjørnson, Kleist, Schiller, Sheridan, Yeats, Gorkij o.s.v.

Methlings "Folkescenen" havde ikke sit eget teater, men måtte leje sig ind på andre teatre. Man var startet på Casinos lille scene, og var, som annoncen ovenfor fortæller, forsat på "Det ny Teater". Der var også nogle få forestillinger på Dagmarteatret.

Plakat Aladdin.
Orla Muffs plakat til
Svend Methlings "Aladdin".
Selv om Augusta Etlar og Svend Methlings udgangspunkt var det samme, den tyske Volksbühne-idé, så praktiserede de det forskelligt. Medens Methling spillede klassikerne, helt efter tysk forbillede, så havde Augusta Etlar tidligere turneret rundt i landet med sin udgave af "Folkescenen", der bestod af hendes egne Etlar-skuespil.

Et af de klassiske skuespil Svend Methlings "Folkescene" opførte var "Aladdin" i Oehlenschlægers komplette oprindelige version, og det var Casinos lille scene der lagde teater til.
Ambitionerne fejlede intet. Det er "en stor og tung sag", så skuespillet blev fordelt på to aftener. De var 11 skuespillere i 14-15 roller, Svend Methling spillede selv Aladdin og Inge Møller var Gulnare.
Kai holm havde rollerne som både købmanden og bødlen, og han fortæller i sine erindringer "Så smid dog de vestjydske træsko" fra 1971:
Der var trange forhold på og omkring Casinos lille scene. Til "Aladdin" måtte vi stå op og klæde om i en snæver gang, hvor der var så lavt, at man måtte bøje hovedet. Skuespillere, elever og statister i et roderi.
Fra 1926 havde Svend Methling også været direktør på Det ny Teater, som var det ene sted hvor "Folkescenen" lejede sig ind. Da han nu var direktør for alle tre teatre så "smeltede" de sammen, så i slutningen af 1920'erne ophørte den daværende "Skolescene" samt "folkescenen" med at eksistere.

Nogle af os kan måske huske Svend Methling fra film, og især fra radio hvor han var meget brugt. Selv husker jeg at have hørt ham læse brudstykker fra Drachmanns "Der var engang".
På DR's Bonanza ligger den lille sort-hvide film om Nyborg i 1944, hvori Methling synger og fortæller.

Plakaten til "Folkescenens" "Aladdin" blev tegnet af Orla Muff, som også malede kulisser til nogle af "Folkescenens" opførelser. Den unge Orla Muff nåede at være en af Carl Lunds teatermalere, men var ved siden af også en af datidens helt fantastiske art-deco-kunstnere.
Orla Muff var meget produktiv og malede også malerier, samt uanede mængder af postkort, men på disse områder var kvaliteten meget svingende, ja nærmest meget dårlig.
De fleste mennesker der har levet i den tid hvor man endnu udvekslede julekort har givet, uden at vide det, enten sendt eller modtaget et Muff-kort. Her er link til et par julekort og en nodeforside af Muff...

Max Reinhardt og Skandinavien.

Adam Poulsen.
Skuespiller og teaterdirektør Adam Poulsen.
Gammelt fotokort.
Friluftsteatret i Dyrehaven.
Adam Poulsen var en af dansk teaters store personligheder. Han var skuespiller på flere af de københavnske teatre. Han nåede at oprette Friluftsteatret i 1910, at være direktør for Dagmarteatret, direktør på Svenska Teatern i Helsingfors, og direktør på Det kongelige teater. Adam Poulsen blev født onsdag den 19. november 1879, og døde den 30. juni 1969.

Adam Poulsen havde været hos Max Reinhardt i Berlin i 1905 for at studere. Dette år satte Reinhardt "En Skærsommernatsdrøm" op på Deutsches Theater i Berlin, hvor Max Reinhardt var direktør både før og efter krigsårene på "Volksbühne Berlin".
 Skov.
Max Reinhardts scenografi til "En Skærsommernatsdrøm", 1905.
Fra "Reinhardt und seine Bühne". Epsler & Co, Berlin 1920.

Reinhard lod hele skuespillet foregå på en drejescene hvorpå der var bygget en skov. Det var dengang vovet. Så Reinhards dengang moderne syn på iscenesættelser, har naturligvis gjort stort indtryk på en ung Adam Poulsen.
Han har grebet ideen, og arbejdet videre på den.
Handlingen i stykket foregår i en skov, så hvorfor bygge en skov på scenen? Hvorfor ikke i stedet flytte scenen ud i en skov? Adam Poulsen iscenesatte selv de to første forestillinger på 'Friluftsteatret' i Dyrehaven i 1910. Det var Oehlenschlægers "Hagbarth og Signe" samt Shakespeares "En Skærsommernatsdrøm".
Clara Pontoppidan, der oprindelig var balletdanserinde, debuterede som skuespiller i "En Skærsommernatsdrøm", i rollen som Puk.

Adam Poulsens friluftsteater opfyldte også nogle af "Volksbühne"s krav: ens billige unummererede billetter over hele "salen". Og forholdene på sidepladserne var også ens: lige kolde, og i regn: lige våde.

Fotokort.
Fotokort fra førsteopførelsen af "En Skærsommernatsdrøm" på "Friluftsteatret" i Ulvedalene i Dyrehaven.
Kortet er dateret den 16. juli 1910.

Lillebil Christensen.
Lillebil Christensen.
Den unge Lillebil Christensen i "Die Schäferinnen".
Fra "Reinhardt und seine Bühne" af
Stern und Herald, Eysler und Co. Berlin 1920.
Lillebil Christensen er ganske vist født i Oslo den 6. august 1899 (hun er født Sofie Parelius Monrad-Krohn), hendes mor var den norske skuespiller Gyda Marthe Kristine Christensen, men Lillebil Christensen blev uddannet balletdanser på Det kongelige Teater i København af bl.a. Emilie Walbum.
Hun fik derfor megen omtale i aviserne her i Danmark, for hun var jo "næsten en af vore egne".

I begyndelsen af krigen (1914) turnerede Max Reinhardt og han gæstede da Nationaltheatret i Oslo.
Chefen på Nationaltheatret var Lillebil Christensens stedfar Halfdan Christensen, og en dag var den 15 årige Lillebil var gået ind på teatret i Oslo, for at vente på stedfaderen. Her dukkede Reinhardts dramaturg forfatteren Felix Hollaender op, og trak Lillebil med op på stedfaderens kontor. I sine erindringer "Det begyndte med dansen" (Gyldendal Norsk Forlag 1961) fortæller hun, at ved stedfaderens bord:
satt en forholdsvis liten mann med tilbakestrøket, mørkt hår, et markert ansikt med stor nese og gjennemtrengende øyne. Det var Max Reinhardt - Jeg kjente ham igjen fra bilder i aviserne og i programmet.
Den unge Lillebil Krohn blev engageret af Reinhardt, og rejste til Berlin. Det var Reinhardt der foreslog at hun skulle kalde sig Christensen, for han syntes det lød mere nordisk end navnet Krohn.

Begge Reinhards kapelmestre Einar Nelson og Gunnar Arlberg var svenske, hvilket sprogligt var en hjælp for Lillebil i Berlin.
Dedikation.
Dedikation af Lillebil Ibsen i mit
eksemplar af hendes erindringer.
Den første ballet Lillebil skulle danse i var "Die Schäferinnen" fra 1916. Det var det ene af tre små danse-skuespil som Hugo von Hofmannsthal havde skrevet til Max Reinhardt, og hvortil der var arrangeret musik af Nelson, efter musik af Rameau.
Det blev de efterfølgende år til mange optrædender rundt om i Verden.

I 1919 giftede Lillebil Christensen sig med Tancred Ibsen som ikke kun var et barnebarn af Henrik Ibsen men også barnebarn af Bjørnstjerne Bjørnson.

Lillebil Ibsen var aktiv scenekunstner til langt op i livet. Hun nåede at blive 90 år gammel og døde den 22. august 1989.

I begyndelsen af 2001 udkom der en serie norske frimærker med norske skuespillere, og hvoraf 7 kroners mærket er med et tegnet portræt af Lillebil Ibsen.

1920.
Fra "Spøgelsesonaten".
Paul Hartmann er Studenten, Helene Thimig er frøkenen
i Strindbergs "Spøgelsessonaten". Fra Max Reinhardts
gæstespil på Casino i 1920
Fra tidsskriftet "Teatret" november 1920.
I sæsonen 1920-21 rejste Max Reinhardt igen på turné i Skandinavien. Det blev Casino der skulle lægge teater til i København, hvorefter man ville drage videre til Göteborg. Repertoiret var imponerende:
Strindbergs to skuespil "Dødedansen" og "Spøgelsessonaten" og desuden var der to skuespil af Goethe, et af Schiller, Tolstoi, Shakespeare, Snitzler og Stramm.
De tyske skuespillere Poul Wegener, Albert Bassermann og Gertrud Eysoldt skulle være med til at lokke publikum til. Max Reinhardt medbragte selv kulisser.

På billedet til højre fra gæstespillet på Casino i 1920 ses som "Frøkenen" skuespillerinden Helene Thimig.
Hun var født i Wien den 5. Juni 1889 og blev i 1935 gift med Max Reinhardt, og var hans hustru til hans død i 1943 i USA.
Efter Max Reinhardts død rejste Helene Thimig tilbage til Wien, hvor hun fortsatte som skuespiller næsten til sin død i Wien den 7. november 1974.

1921.
Her instruerede Max Reinhardt Jacques Offenbach operette "Orfeus i Underverdenen" på Casino.
Kritikken var blandet, mange mente at det var tysk og tungt, hvor det i stedet burde have være fransk og let. Tidsskriftet "Teatret" skriver i marts 1921 bl. a.:
Men hvad enten man nu mener, at Reinhardt førte os til Hellas eller Hades, saa flyttede han os i hvert Fald et langt Stykke bort fra den lunkent tempererede Zone, hvori Operetten daglig trives og sætter sine blege Blomster.
Einar Linden var Orfeus, Astrid Neumann var Eurydike, Aage Redal var Mars, Poul Guldager var Mercur og Carl Hillebrandt var Pluto. Dekorationerne var meget forenklede - og ikke malet af Carl Lund.

1930. Om Elna Hansen, gift Lassen.
I 1930 iscenesatte Max Reinhardt Johann Strauss operette "Flagermusen" på Det Kongelige Teater, og forestillingen havde premiere den 6 april, og blev den helt store succes. Poul Reumert havde rollen som Eisenstein, og Bodil Ipsen var Prins Orlofsky, Birgit Engell var Rosalinde, Carl Madsen var fængselsdirektøren, Rasmus Christiansen var fangevogteren.

Max Reinhardt havde indlagt et lille danse-intermezzo i operetten til den bedårende balletdanserinde, dansk ballets store fremtidshåb Elna Hansen, der var blevet gift og havde fået navnet: Elna Lassen.
Et halvt år senere skabte Ella Lassen landesorg. Natten til den 19. september lagde hun sig på sin seng i sin lejlighed i Christian IX's Gade - og skød sig selv i hjertet med en revolver.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -


© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01