Logo

Dette er et lille internt leksikon med forklaringer og oplysninger tilknyttet websiden.
Hvis du vil vide mere om emnet så brug Google eller Bing.


Oprettet 2017-03-11 10:35:29.
Zakarias Nielsen.

Portræt.
Zakarias Nielsen. Fra Vilhelm Østergaards
"Danske Digtere i det 19de Aarhundrede".
Zakarias Nielsen og frue var venner med Augusta og Carit Etlar, og Zakarias Nielsen er også nævnt flere gange her på Etlar-websiderne.

I Zakarias Nielsens egen Erindringsbog "Minder" har han skrevet lidt om sit bekendtskab med Etlar.
Disse sider i Zakarias Nielsens erindringsbog, der omhandler Etlar, er scannet og vedlagt her som en pdf-fil...

Forfatteren og digteren H. V. Kaalund var også en af Zakarias Nielsen nære venner, og efter Kaalunds død i 1885 skrev Zakarias Nielsen en lille erindringsbog med titlen "H. V. Kaalund".
Der er fortalt ganske lidt om Kaalund her nederst på siden...
Kaalund var også en af deltagerne i Augusta Etlars kapitel "Jerichaus Paaskeaften", i erindringsbogen om Etlar: "MINDER".

En lille fortælling af Zakarias Nielsen, "Et Natursyn", fulgte med december 2016 nyhedsbrevet.

"Store Nordiske Konversations Leksikon", bind 16 fra 1921, fortæller på side 426 følgende om Zakarias Nielsen:
Jens Peter Zakarias Nielsen, dansk Forfatter (f. 1844), dimitteredes 19 Aar gammel fra Jonstrup Seminarium og virkede derefter som Skolelærer i sjællandske Landsbyer. Som ung paavirkedes han af det grundtvigske Livssyn; senere fandt han i Kaalund og Chr. Richardt udmærkede Vejledere til den Digtergerning, der efterhaanden skulde blive hans Livs Hovedopgave.
  I 1871 debuterede han med "Sange og Smaadigte", men først i 1875 kom hans første Fortælling "Haardt prøvet". Hans egentlige Gennembrud som Forfatter skete med Fortællingen "Nye Tider" (1881). Vi finder allerede her det friske Lune, det sunde, afklarede Syn paa Tingene, den ædruelige Virkelighedsopfattelse og den formelle Evne, der stadig uddybes, alt som Produktionen skrider frem. I 1882 fulgte det populære Digt "Et Møde". Af de senere Bøger maa særlig fremhæves Fortællingerne: "Maagen", "Den store Magt", "Kilderne".
  Paa Folketeatret i København. er opført "Nye Tider" (1885), "Selvstyre" (1888) og paa Dagmarteatret "Ellen Vaage" (1896).
  Sine Erindringer har Zakarias Nielsen meddelt i "Minder" 1 og 2. I 1904 - 06 udkom "Samlede Skrifter" og i 1910 - 11 "Samlede Romaner og udvalgte Fortællinger". I sit 70. Aar genoptog han sin digteriske Produktion med den kønne Bog "Den evige Higen", og Aaret efter fulgte "Provsten i Højelse". Endelig har han gennem mange Aar redigeret eller staaet som Medudgiver af "Søndagsbladet".
  Ved sin samlede litterære Virksomhed har Zakarias Nielsen vundet et anset Navn som vor mest fremragende folkelige Digter, altid besjælet af en lys Tro paa Livets evige Udviklingskraft.
Efter 16 års lærer og organistgerning i Herstedvester Sogn, tog Zakarias Nielsen sin afsked i 1884 på grund af svigtende helbred.
Ttlen på Søndagsbladet.
Titlen fra et tilfældigt nummer af "Søndagsbladet" omkring år 1900.
I 1892 blev Zakarias Nielsen medudgiver og medredaktør af ugebladet "Søndagsbladet", og fra 1895 udgiver af "Børnenes Bogsamling" og "Folkets Bogsamling", samt redaktør af "Wisbechs Almanak".
Zakarias Nielsens "Samlede Skrifter" udkom på Gyldendal- Nordisk Forlag i 6 bind i 1904-1905.

Mere om Zakarias Nielsens liv og død, som tidligere er omtalt her på Etlar-websiderne, vil langsomt blive flyttet hertil.

Hans Vilhelm Kaalund.

H. V. Kaalund var elev på kunstakademiet samtidig med Carit Etlar, men Kaalund nåede heller ikke længere ind i kunstens verden, end Etlar gjorde.
Som kunstmaler malede Kaalund kun to billeder, hvoraf det ene "En Savoyarddreng der står i profil mod en solnedgang" var udstillet på Charlottenborg i 1839.

I 1868 havde Zakarias Nielsen fået lærer og organistembedet ved Herstedvester Sogn, hvor har virkede de efterfølgende 16 år. Her kom han således i tæt kontakt med Kaalund der var overlærer ved Vridsløselille Statsfængsel, som lå i samme sogn. De blev kollegaer og næsten naboer.

Kaalund.
H. V. Kaalund. - Fra P. Hansens
"Illustreret Dansk Litteraturhistorie".
Philipsens Forlag 1886. Bind 2, side 590.
Zakarias Nielsen og digteren Kaalund blev nære venner, så da Kaalund døde allerede som 66-årig i 1885, berørte det Zakarias Nielsen meget, og han skrev en lille mindebog om Kaalund: "Hans Vilhelm Kaalund", med undertitlen: "Bidrag til en Karakteristik af Digterens Person og Gjerning".
Denne lille bog på 75 sider udkom året efter Kaalunds død. Zakarias Nielsen indleder sit lille mindeskrift med ordene:
  Da Bladene Tirsdag Morgen den 28. April f. A. bragte den Nyhed ud i vort Land, at H. V. Kaalund var bleven kaldt bort fra dette Liv, blev mange Hjærter bedrøvede. Som et Exempel paa, hvor dybt denne Nyhed ramte, kan anføres, at en jævn Kvinde af Folkets Midte, der ikke stod i noget andet Forhold til ham end det, hvori Tusender stod til ham gjennem hans Digtning, stille slog Hænderne sammen og udbrød med Øjnene fulde af Taarer: "Nej, er Kaalund Død!".
  Faa Digtere har været elsket som han. Vore børn har jublet og grædt over hans Vers, og vi ældre - ja vi har vel gjort det samme.
Denne lille bog er mere en personlig beskrivelse og opfattelse af Kaalund og hans digtning, end den er en egentlig biografi. Men Zakarias Nilsen medtager flere af Kaalunds personlige småtræk.

Zakarias Nielsen fortæller også lidt i sin lille bog om Kaalund som lærer på straffeanstalten. Det samme, som andre steder er blevet fortalt om Kaalund som fængselslærer: at han var en højt agtet, human og fremskridtssøgende ansat, som søgte at forbedre og menneskeliggøre de indsattes ophold.
Citat fra bogens side 23, hvor Zakarias Nielsen citerer Kaalund for for følgende:
  Cellefængslet paa Vridsløselille Mark er, siger han videre, ikke blot en Straffeanstalt, men i Ordets sande Betydning er Forbedringshuus, d.v.s.: et Slags moralsk Hospital . . . "saavel under Opholdet i Cellen, hvor Fangen beskjæftiges paa nyttig Maade (ved Vævning, Spoling, Proppeskjæring, Snedker-, Drejearbejde o.s.v.), som under den fælles Gudstjeneste i Fængselskirken, ligeledes under den fælles Skoleundervisning".
Vridsløselille Statsfængsel.
Vridsløselille Statsfængsel. Gammelt postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
Komponisten og dirigenten Axel Grandjean (1847-1932) fortæller i sine erindringer "Spredte Minder gennem 70 Aar", på side 102 og 103, om et besøg hos Kaalund i Vridsløselille:
  Da Digteren Hans Kaalund var en Fætter til min Svigermoder, tog vi en Sommerdag ned for at besøge ham paa Vridsløse, hvor han jo var Lærer for Fangerne.
  Ved første Øiekast gjorde han mere Indtryk af at være en afskediget Militair end en Kunstner. Han var meget mager, hans milde Øine lyste med en forunderlig sygelig Glans medens en vis Barnlighed blandede sig hos ham med Ironi. Han var temmelig forfængelig og holdt meget af at høre sig selv talet saa at han, naar han havde taget Plads, helst ligeoverfor et Speil for paa samme Tid at se sig selv, kunde blive ved at snakke i det Uendelige.
  Ved Bordet læssede han alt muligt paa sin Tallerken, men glemte at spise, og han fortalte selv, da han godt vidste, at det var hans Skødesynd, at engang en lille Dreng, der var i Besøg med sine Forældre, pludselig til Alles Morskab afbrød ham midt i en lang Diskussion med de Ord: ”Men saa ti dog og spis!”
Han var interessant at høre tale, og han kunde blive saa begeistret og varm, naar Noget laa ham paa Sinde, at man uvilkaarlig fængsledes derved. Naar han kom ind paa at tale om Fangerne, som han omfattede med stor Kærlighed, om deres Sjælsrørelser og hele Tilstand, aabenbarede han en sjælden Forstaaelse og Sympathi for disse stakkels Mennesker.
  Han fortalte saaledes følgende kuriøse Tilfælde. En Dag, da han besøgte en Fange, meddelte denne ham, at han i sin Ensomhed havde ”sat sin Sorrig paa Vers” og viste ham følgende snurrige Linier:
Her sidder jeg indmuret
paa dette Sorgens, Sted!
Mig Skæbnen haver furet
og handlet ilde med!
Meningen skulde jo være, at hans Ansigt var blevet furet!
  Kaalunds Helbred var kun skrøbeligt, og da hans Svaghed ofte nødte ham til at bruge Morphin, blev han efterhaanden hengiven hertil. Han døde i København nogle Aar efter, at han havde taget sin Afsked, og efterlod sig et smukt Minde.
Kaalunds begravelse.
Avisen Dagens Nyheder den 5. maj 1885.
Efter sin afsked fra fængslet, flyttede Kaalund ind til Valby i 1881. Zakarias Nielsen fortæller i sin lille erindringsbog om Kaalund på side 69:
  I den første Tid befandt han sig vel her inde, spadserede i Søndermarken, gjæstede Zoologisk Have, sov godt om Natten.
Men trods det positive ved Valby, flyttede Kaalund og frue videre, og ind på Frederiksberg.

Da Kaalund døde den 27. april 1885, boede han og hustruen Kathinka Kaalund, på Lykkesholms Alle nummer 4, på 1. sal. Det er på Frederiksberg, og kun et kvarters gang fra Carit Etlars bopæl på Frederiksberg Alle.

Kaalund blev begravet den 4. maj. I kirkebogen (hovedministerialbogen), er dødsårsagen beskrevet som "cancer ventri", som må udlægges som mavekræft.

Kaalunds hustru Kathinka Kaalund var kun 48 år gammel da Kaalund døde.
Kaalund og hans hustru havde ingen børn sammen, men de havde adopteret en pige der var født i London den 21. april 1859. Denne adoptivdatter, Kathrine Vilhelmine Johnston, fyldte 24 år seks dage før Kaalund døde.
Efter Kaalunds død flyttede adoptivdatteren og hendes adoptivmor, Kaalunds enke Kathinka, til Jylland, hvor den unge frøken Johnston havde fået job som lærerinde ved "Den Kellerske Anstalt" i Brejning, som ligger mellem Vejle og Fredericia. Her flyttede de to kvinder ind i en af institutionens mange tilhørende boliger.

Kaalunds Enke, Kathinka Julie Kaalund født Jensen, dør den 9. maj 1901 i Brejning, Gauerslund sogn, 65 år gammel. Kisten med den døde bliver fragtet til Frederiksberg, hvor Kathinka Julie Kaalund bliver begravet ved siden af sin mand, på den nye kirkegård på Frederiksberg, den nuværende Solbjerg Parkkirkegård, den 16. maj 1901. Dødsårsagen bliver i kirkebogen betegnet som apoplexia cerebri, altså et slagtilfælde.

Hvad der blev af adoptivdatteren Kathrine Vilhelmine Johnston, ved jeg endnu ikke. Ved du noget, så send gerne en mail.

"H. V. Kaalunds samlede Digtninge" udgivet af Otto Borchsenius, på Gyldendal - Nordisk Forlag i 1914, ligger frit på Det kongelige Biblioteks webside.

Kaalund og Lundbyes "Fabler for Børn."

Disse små børnedigte skrevet af Kaalund og med tegninger af vennen J.T Lundbye, udkom første gang i 1845 på Philipsens Forlag. Siden dengang er der udkommet mage oplag. Den seneste udgave jeg har set er fra 1990, men det behøver ikke at være den sidst udkomne?
Digt af Kaalund.
Kaalunds digt "Spurveungen", med tegning af J. T Lundbye.
Fra "Fabler for Børn", med undertitlen "Et halvhundrede Billeder".
Alle børnebogens tegninger er udført af J. T. Lundbye. Denne scannede
side 31 er fra Gyldendal-Nordisk Forlags 10. udgave, udgivet i 1919.
Hvilke børn kender Kaalunds små børnedigte i vore dage, formentlig få? Min generation, generationen "de store årgange" fra begyndelsen af 2. verdenskrig, er sikkert de sidste der har stiftet nærmere bekendtskab med "Kaalunds Fabler for Børn", hvoraf der var nogle stykker i efterkrigstidens skole-læsebøger.

Tilføjet af: Henning Jensen.
- - - - - - - - - -
Bemærkninger.
  1. Den Kellerske Anstalt, som er nævnt i forbindelse med Kaalunds adoptivdatter, er, set med nutidige øjne, en skamplet på det danske samfund. Blot det at gennemse rubrikken "døde kvinder" i kirkebogen for Brejning sogn, de første år ind i 1900 tallet, kan gøre en trist til mode.
- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Vilhelm Østergaard: "Danske Digtere i det 19de Aarhundrede". Gyldendal - Nordisk Forlag 1907.
  2. Axel Grandjean: "Spredte Minder gennem 70 Aar". Hagerups Forlag 1919.
  3. Zakarias Nielsen: "Hans Vilhelm Kaalund". "Bidrag til en Karakteristik af Digterens Person og Gjerning"- Schous Forlag - 1885.
  4. Zakarias Nielsen: "Minder". 1 og 2. Andet oplag. Gyldendal - Nordisk Forlag, 1914.
  5. Nicolaj Bøgh: "Erindringer af og om Jens Adolf Jerichau". Schous Forlag 1884.