Logo

Dette er et lille internt leksikon med forklaringer og oplysninger tilknyttet websiden CaritEtlar.dk.
Hvis du vil vide mere om emnet så brug Google eller Bing.


Oprettet 2015-04-07 17:13:47.
Valdemar - Dansk prins.

Billede.
Prins Valdemar og Prinsesse Marie bliver nævnt flere gange i "fortællingen" om Carit Etlar, i kraft af deres nære naboskab i Gentofte.

Nedenstående lille beretning om den folkelige Prins Valdemar er skrevet af journalisten Frederik Opffer, og er skrevet i anledning af Prins Valdemars 70 års fødselsdag. Artiklen er fra ugebladet "Hus og Hjem" den 18. oktober 1928. Billedet er fra samme artikel.


Prins Valdemar fylder 70 Aar.

Den 27. Oktober fylder Prins Valdemar 70 Aar. Naar en saa populær højtstaaende Personlighed runder "Støvets Aar", vil det give Ekko i vide Kredse. Gennem sine Familieforbindelser er Prins Valdemar saa nær beslægtet med Europas nuværende og forhenværende regerende Fyrstehuse, at han med en vis Ret kaldes "Europas Onkel". Men ogsaa her i Landet kan Prinsen glæde sig over en udstrakt Popularitet, og den stammer allerede fra Drengeaarene, da han, uagtet han allerede i sit 5. Aar blev Ridder af Elefanten, lavede alle de Spilopper, han kunde overkomme. Eksempelvis spurgte den lille Prins en Dag sin Fader, hvad en "Lussing" var for noget. Kong Christians Opmærksomhed vaktes ved dette Spørgsmaal, der krævede en nærmere Forklaring. Den lille Prins oplyste da, at han af og til ringede paa en Portklokke i Amaliegade, men flygtede, naar der kom nogen for at lukke op. En Dag lykkedes det dog Portneren at gribe ham paa fersk Gerning, og saa stillede den fornærmede Dørvogter Spilopmageren en Lussing i Udsigt, hvis han oftere ringede i Utide. Efter at have faaet en faderlig Irettesættelse blev den lille Prins sendt hen for at gøre Portneren en Undskyldning, og denne blev saa rørt, at han gav den angerfulde lille Synder Lov til at ringe paa hans Portklokke lige saa ofte, han lystede.
Prinsens lykkelige Barndom fik sin officielle Afslutning i December 1874, da han blev konfirmeret, og i det paafølgende Foraar blev han optaget som frivillig Lærling i den danske Marine, hvor han har gennemgaaet alle Grader lige op til Admiralsværdigheden. Hans Avancement foregik dog ikke i Spring, og da han i sine unge Dage blev spurgt om Aarsagen til, at han avancerede saa langsomt, svarede han: "Jeg maa formodentlig mangle Protektion!"
Blandt Mandskabet i Flaaden var Prinsen meget populær paa Grund af sin jævne Optræden. Naar Folkene skulde have Ærter, stillede han ved Kabyssen og fik sig et Par Portioner af Mandskabets tarvelige, men velsmagende Kost. Engang paa Fregatten "Jylland", da hans Bakker skulde møde med blanke Sko ved Baksmønstringen, lærte han Gasterne, at Skoene blev blanke, naar man gned dem bag paa Bukserne. Efter den Tid mødte Prins Valdemars Gaster altid med blanke Sko. Fremgangsmaaden forplantede sig til de andre Bakker og blev kaldt for "Prins Valdemars Skobørste".
Da Prinsen engang som vagthavende Officer paa en dansk Orlogsmand krydsede i Middelhavet, passeredes et tyrkisk Krigsskib. Skibene hilste hinanden paa sædvanlig orlogsmæssig Maade, og det tyrkiske Marineorkester istemte "Kong Christian". Musikdirigenten paa den danske Krydser var ved at gaa ud af sit gode Skind - han kunde ikke finde Noderne til den tyrkiske Nationalsang og meldte dette i den højeste Bestyrtelse til Prins Valdemar. "Aah Skidt! Saa giv dem "Vil du nu bare la' Hønen gaa!" udbrød Prinsen tørt.
Den fik de, og der kom ikke Krig imellem Danmark og Tyrkiet af den Grund.
Det er ikke saa mærkeligt, at en Officer med det Lune var populær mellem sine Kammerater og sit Mandskab, og hertil skal føjes, at Prins Valdemar havde Ord for at være en af den danske Marines dygtigste Officerer.
Prins Valdemar har set sig om i alle Verdensdele undtagen i Australien. Særlig vil man mindes ham som Chef for Krydseren "Valkyrien", med hvilken han i 1899-1900 paa en meget repræsentativ Maade viste Dannebrog i Østasiatiske Farvande. Nu lever Prinsen ret tilbagetrukket paa Bernstorff Slot (og i det gule Palæ). Hans Hustru, den af Folket højt elskede Prinsesse Marie, døde i 1909, og Børnene er fløjet fra Reden, men Bernstorff er fremdeles det faste Punkt i Familien, og Prins Valdemar er fremdeles "Europas Onkel", elsket, agtet og afholdt af alle Forgreningerne i Christian IXs store Slægt.
I 1889 blev Kongeværdigheden i Bulgarien tilbudt Prins Valdemar, men han foretrak at være Prins af Danmark.
Faa kender Danmark som Prins Valdemar. Allerede i sit 16. Aar besøgte han Island og Færøerne ved Islands Tusindaarsfest, paa Flaadens Skibe har han anløbet Dansk-Vestindien, Grønland og alle vore hjemlige Farvande. Han er Sømand fra Top til Taa. Dronning Louise blev mildt bevæget, da hun modtog sin Søn efter hans første Togt som frivillig Lærling - Prinsen havde givet sine Hænder en god Omgang Tjære. Med Kammeraterne stod han Last og Brast i Storm og Stille.
Ved Siden heraf maatte Prins Valdemar flere Gange repræsentere Kongen ved fremmede Hoffer, ja en enkelt Gang fungere som Regent under Kongens og Kronprinsens Fraværelse.
Som Dreng lærte Prinsen at slaa paa Tromme af Gardens Tambourmajor. Naar han paa Fregatten "Jylland"s Batteridæk akkompagnerede Skibsorkestret med sine flotte Trommehvirvler, mens Gutterne dansede, var han rigtig i sit Es. Men man kan vel ogsaa uden Overdrivelse sige, at han er Danmarks populæreste Prins, og i denne Egenskab vil han indtræde i "Støvets Aar" med Hyldest fra høje og lave. - Frederik Opffer.

- - - - - - - - - -

Kommentarer:

Prins Valdemar døde i København den 14. januar 1939.
Prins Valdemars hustru, Prinsesse Marie, døde allerede den 4. december 1909.

Krypten med prinseparrets kister.
Prinsesse Marie og Prins Valdemars kister for enden
af krypten under Roskilde Domkirke. Eget foto 2012.
Prinseparrets interesse for Østen, og dermed også kontakten til Østasiatisk Kompagni, det engang hæderkronede gamle danske firma ØK, gjorde, at det var ØK der skænkede den hvide marmorkiste Prinsesse Marie ligger begravet i, i Roskilde Domkirke.


"Lad Hønen gaa!" er en gammel skillingsvise med tekst af Julius Strandberg og melodi af William Rantzau.
Her er lidt af de første to vers:

Høkerens Datter hun elskede mig,
Derfor til hende så tit gik min Vej.
Ind over Gaarden jeg listede mig,
Hanen den galte, og Hønsene skreg.
Høkeren sa´e" "La´ Hønen gå,
Vil du nu blot la´ Hønen gå !"

Ofte jeg kom der, thi hun var mig huld.
Og der var Skønhed, ja og der var Guld.
Høkeren anede slet ingen Ting,
Troede, jeg løb efter Høns der omkring.
Altid han sa´e" La´ Hønen gå,
Vil du nu bare la´ Hønen gå.

o.s.v.


Tilføjet af: Henning Jensen.