Logo

Dette er et lille internt leksikon med forklaringer og oplysninger tilknyttet websiden.
Hvis du vil vide mere om emnet så brug Google eller Bing.


Oprettet 2015-04-05 18:09:19.
"Trilby".

Billede.
Skuespillet "Trilby", som skulle sekundere "Gøngehøvdingen" på Folketeatret i efteråret 1898, er Gøngehøvdingens diametrale modsætning. Trilby var til datidens unge moderne modebevidste publikum, og "Gøngehøvdingen" var til den brede jævne befolkning. To værdige "modstandere" og to sikre kassesucceser direktør Abrahams havde valgt at opføre i efterårssæsonen 1898.

"Trilby" er navnet på en fransk roman af George du Maurier fra 1894. 1895 blev romanen dramatiseret af Paul M. Potter og skuespillet blev opført i England og Amerika, og opnåede en stor succes.
Også allerede i 1895 udkom romanen på dansk, oversat af C. L. With, på Det Schubotheske Forlag.
Efterfølgende blev Potters dramatisering af "Trilby" oversat til dansk af Charles Kjerulf, og skuespillet havde premiere på Folketeatret i 1898.

Fortællingen er på alle måder "en fransk roman", kulørt, underholdende og dramatisk, og ikke mindst, efter datidens opfattelse, vovet.
En fortælling om en ung ordinær uskyldig pige, som er model for unge kunstnere, der lader sig forlede af en skummel jøde, som hypnotiserer hende til at være, til at blive, en anden. Dette kan kun ende galt, og det gør det også.
Ens tanke falder straks på ligheden med Alexandre Dumas "Kameliadamen".

Når talen er om en kvindelig model, så tænkes der straks på det pikante: en nøgenmodel!
Men ingen af datiden skuespillerinder optrådte in natura, og desværre heller ikke den bedårende Anna Larssen, der spillede rollen som Trilby O'Ferrall ved premieren. :-)
I vore dage vil skuespillet ikke kunne opføres på grund af det jødiske islet, som nutiden ikke vil finde "politisk korrekt".

Billede.
Anna Larssen i "Trilby". Fotokort.
Romanen "Trilby" indledes med denne lille prolog:

En liden Elskovsang jeg veed,
Hvor Sorg og Glæde gaar op og ned.

Handlingen udspiller sig i Paris i midten af 1800-tallet. Tre unge engelske kunstnere 'Taffy' Wynne, Sandy McAlister og 'Little Billee' Bagot, er rejst til Paris for at fortsætte deres studier.
I Paris træffer de irske Trilby O'Ferrall, der ernærer sig ved at sidde model for kunstnere. De bliver alle tre forelsket i den unge model Trilby, 'Little Billee' vil giftes med hende, men bliver afvist af Trilby, fordi hun synes at hun ikke er fin nok til ham.
En af naboerne er en jødisk musiker og hypnotisør, Svengali, og med hypnose fjerner han Thiby's hovedpine, og tilbyder hende desuden, at han gennem hypnose kan gøre hende til en stor sangerinde, selv om hun er tonedøv.
Trilby bliver så overtalt til alligevel at gifte sig med 'Little Billee'. Men lige før vielsen dukker 'Little Billee's mor op, og hende hypnotiserer jøden Svengali til at forhindre ægteskabet. Da Svengali så blive ene med Trilby, hypnotiserer han hende til at skrive et afskedbrev til 'Little Billee'.

Fem år senere drager de engelske kunstnervenner igen til Paris, og her går de en aften i "Circus des Bashibazouks". Her optræder en berømt sangerinde 'Madame Svengali'.
De tre venner bliver helt oprevet ved synet af sangerinden, for det er Trilby. Da de unge venner opdager at Trilby er helt hypnotiseret, angriber den ene ven Svengali, hvorefter Svengali får et hjerteanfald og dør. I samme øjeblik han dør, mister Trilby evnen til at synge, og falder helt sammen.
Trilby bliver fulgt hjem til deres gamle atelier for at komme sig. Hun kan intet huske om tiden som berømt sangerinde sammen med Svengali, og 'Little Billee' beslutter sig for at fri til hende igen.

Ved juletid er man igen samlet, også 'Little Billee's moder Mrs. Bargot er ankommet. En stor pakke til Trilby bliver bragt, og da hun åbner den, ser hun til sin forskrækkelse, at det er et legemsstort fotografi af Svengali, bestilt af Svengali som gave til hende. I samme øjeblik hun ser hans øjne på fotografiet stirre på sig, føler hun sig hypnotiseret, og som om hun igen var 'Madame Svengali' synger hun en kort sang, og falder derefter sammen, og dør:
Billede.
Nationaltidende.
Premieren den 1. september 1898.


I et Par Minutter stode alle tavse og betragtede hende, saa gik Døren op, Lægen traadte ind, gik hen til Lejet og greb fat om hendes Haandled. Han bøjede sig ned, vendte hendes Øjenlaag og betragtede Øjenæblet. Saa rejste han sig atter, drejede sig om, og med en Stemme, der bævede af Sindsbevægelse, sagde han:
"Nu ere Madame Svengalis Sorger og Lidelser forbi!"
"Ak, min Gud, Er hun død?" udraabte Mrs. Bargot.
"Ja, Frue. Hun har allerede været død i flere Minutter, maaske endogsaa længere!"

Lidt af epilogen:

Lidt varme og lidt Lys min Skat -
Hjertes Behov - og saa god Nat.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

Anna Larssen Bjørner.

Portræt af Anna Larssen Bjørner.
Dette portræt af Anna Larssen er i stor størrelse og var vældig populært
og blev solgt indrammet. Jeg har flere gange gennem livet set det
hænge i ældre menneskers hjem, og har også af og til set eksemplarer
sat til salg på loppemarkeder. Ca. 27x35 cm., uden ramme.
1875 Født på Frederiksberg.
1882 Debut som skuespillerinde i Trondheim.
1885 1895 ved Dagmarteatret i København.
1894 1898 gift med skuespiller Otto Larssen.
1895 Føder en dreng der får navnet Finn.
1895 1909 ved Folketeatret i København.
1909 Sidste optræden 30 juni i Slagelse.
1910 Prædikant ved Pinsebevægelsens menighed.
1912 Gift med løjtnant, prædikant Sigurd Bjørner.
1919 Begynder menigheden 'Evangelieforsamlingen'.
1935 Udgiver sine erindringer.
1953 Sigurd Bjørner dør 18. februar i Gentofte.
1955 Anna Larssen dør 6. marts på sanatoriet
         i Skodsborg hvor hun var blevet indlagt.

Anna Larssen medvirkede ikke i noget Etlar-skuespil.

Hun blev født på Frederiksberg den 12. september 1875, og døbt i Aarhus frikirke i 1876.
Den unge Anna Halberg startede sit voksne liv med at blive forlovet med Gustav Wied.
Men efterfølgende bliver hun gift første gang den 28. august 1894 med skuespiller Otto Larssen. I kirkebogen for Hvidovre sogn er vielsen indført. Anna er 24 år, og det er vennen og forfatteren Peter Nansen der fører Anna Larssen op ad kirkegulvet i Hvidovre kirke.
Bryllupsdagen er en tirsdag, og det er Augustinsdag, og denne dag kan næppe have været en tilfældighed! Augustin er en af de vigtigste personer i kristendommens historie. :-)

Året efter, i 1895, føder Anna Larssen et drengebarn som får navnet Finn. Blandt fadderne ved dåben er svigerinden, skuespillerinden Oda Nielsen, samt forfatterne Peter Nansen og Helge Rode.
Charles Kjerulf skrev i 1917 en meget fin lille biografi, over Anna Larssens liv, indtil hendes brud med teatret, med titlen "Anna Larssen". Heri er et foto af Anna Larssen med sønnen "lille Finn".

"Lille Finn" bliver efter 1904 bortadopteret til forfatteren Gustav Esmanns enke, Fanny Esmann, og "lille Finn "får ændret sit efternavn til Esmann.
Fanny Esmann er blevet enke fordi hendes afdøde mand, forfatteren Gustav Esmann, er blevet skudt af en elskerinde på et hotelværelse på Centralhotellet på Rådhuspladsen i København, den 4. september 1904.
Takket være en detaljeret e-mail fra Hr. Leif O. A. kan der fortælles at Anna Larssens søn Finn får et godt liv som gårdmand i Nordsjælland.

Anna Larssens sidste rolle på teatret var som 'Marguerite Gautier' i Alexandre Dumas "Kameliadamen". På en turné landet rundt med forestillingen, optrådte hun sidste gang den 30. juni 1909 i Slagelse.
Den 30. juni er Lucina-dag. Lucina var en romersk kvinde, der denne dag lod sig omvende efter hendes mands død. Og Lucina er gudinden der "fører de små ind i Lyset".
Anna Larssen var blevet dybt religiøs og brød helt og totalt med teatret. Det var på højden af hendes teatermæssige karriere, og hun var kun 34 år gammel.

Anna Larssen var ikke ene om at forlade teatret for evigt. Veninden, skuespillerkollegaen, veninden Anna Lewini (født Rasmussen, gift Lomholt) gjorde det også, og samtidig. På turneen der sluttede i Slagelse, og som de begge var med i, spillede de deres sidste teaterroller, og der stoppede de begge to, og viede resten af deres liv til Gud.
Anna Lewini rejste til Østen som missionær. Først til Indien, og derfra til Columbo på Ceylon. Her afholdt hun vækkelsesmøder og frelste de fortabte. Hendes aktive liv for religionen sluttede på Ceylon, det nuværende Sri Lanka. Hun døde i Aarhus den 7. december 1951.

Daniel Jacobson.
Professor Daniel Jacobson.
Del af fotokort af ukendt oprindelse
Det var et problem for Anna Larssen blot at stoppe på teatret.
I sine erindringer "Teater og Tempel" fortæller hun, at hun var kontraktlig forbundet med Teatret i to år efter den sidste forestilling, med "Kameliadamen" i Slagelse. Blandt andet var en turne til Finland, med samme forestilling, i vente.
Teatret forlangte 20.000 kroner for hendes kontraktbrud, og det var mange penge dengang. Hun tilbød advokaten at sælge alle sine ejendele, flygel, malerier og hus og hjem.
En uge senere kom advokaten tilbage for at høre om hun havde skaffet de 20.000 kroner, og med sig havde han teatrets forligsforslag. Anna Larssen fortæller videre at det gik ud på, at hvis hun lod sig...
"indlægge til "Observation" på Professor Daniel Jacobsons Nerveklinik i Frederiksberg Alle. Hvis jeg var i mine fulde fem, skulle jeg betale de 20.000, hvis ikke, skulle jeg slippe."
Professor Daniel Jacobson havde i 1896 oprettet en nerveklinik, som lå på Kochsvej 21 på Frederiksberg. Her påtog han sig at kurere 'lidelserne' hos datidens bedre stillede excentrikere. Meget gerne kvinder, men mænd var dog også velkomne.
En af de berømteste af professorens patienter var den norske maler Edvard Munch, som var blevet indlagt den 3. oktober 1908, året før Anna Larssen.
Munch var indlagt 8 måneder. Denne indlæggelse af Munch, blev, for et par år siden, en del omtalt i forbindelse kunstudstillingen med nogle af Munch's værker på Ordrupgård. Det var i efteråret 2009.
På Munch museets webside er der også om Munch og Daniel Jacobson.

Anna Larssen.
Anna Larssen i Arthur Schnitzlers "Elskovsleg".
Folketeatret 1897. Gammelt postkort ca. 1900.
Anna Larssen fortæller, at hun var indlagt to måneder på klinikken, og da hun skulle rejse, afgav professor Jacobson denne erklæring, som jo næsten er en salomonisk dom til teatret, at:
"Anna Larssen var i en aandelig Krise, saa Teatret kunne ikke gøre Regning paa hende - foreløbig."
Anna Larssen fortæller i sine erindringer, at hun aldrig siden blev afkrævet de 20.000 kroner.

I tidsskriftet "Masken" den 2. marts 1913, skrev forfatteren Harald Raage en lille artikel, der næsten er en nekrolog over Anna Larssens farvel til teatret. Her et lille citat:
"Midt i sit Livs tidlige Middag nedlagde Scenens milde Dronning sit kongelige Scepter. Endnu i sin fulde og stolte udvikling, voksende for hver opgave, spredende Skønhed i sine Spor slap hun Ærgerrigheds Blomst og skred stille ud i Dagliglivets Graa Lys."
I en kronik (desværre også uden dato men op mod nutiden, måske i 70'erne) skrevet af Svend Kragh-Jacobsen, der var anmelder på Berlinske Tidende, fortæller han om Anna Larssen:
"Interessen for teatret bevarede hun. Kom af og til på Teatermuseet for "at dvæle ved min grav", som hun spøgefuldt sagde til Robert Neiiendam"
Og lidt videre:
"Kun een gang gik hun i teatret - til mindeforestillingen for Johannes Poulsen 20. oktober 1938. Kun få bemærkede den lille mørkklædte dame, der listede ind til "Det gamle spil om Enhver" da lyset slukkedes. Endnu en gang sås det, at gammel kærlighed ikke ruster."
Anna Larssen nåede ikke at medvirke som filmskuespiller i nogen stumfilm, selv om det var planen. Gunnar Sandfeld fortæller i "Den stumme Scene", Nyt Nordisk Forlag 1966, at man havde håbet at få Anna Larssen til at medvirke i nogle af Sven Langes filmdramaer.
Anna Larssen havde spillet i "Elskovsleg" på Folketeatret, og Sven Lange havde skrevet et filmmanuskript over samme titel. Men desværre stoppede Anna Larssen forinden. Hun forbliver en legende.

"Elskovsleg" blev filmatiseret i 1910, men med Clara Wieth (Pontoppidan) i den kvindelige hovedrolle.
Denne rolle var Clara Wieths filmdebut.

Bataljen mellem Fritz Petersen og Thora Meincke, Anna Larsens søster, kom således ikke til at involvere Anna Larssen selv, for hun var stoppet på teatret et par år før.

En gammel 78'er.

Dr. theol. Michael Neiiendam skriver et eller andet sted, at så "ejer Fru B. Poesiens Naadegave, der sænker sig over hendes Personlighed, navnlig naar hun med sin spinkle, rene Stemme til eget Akkompagnement synger sine religiøse Sange saaledes, at Tilhørerne mærker, at hvert Ord er Sandhed for hende. I hendes Sang er der baade Oplevelse og Fred."

Jeg har en gammel 78' lakplade, som er indspillet i 1937, hvor Anna Larssen Bjørner synger. Bagsiden er "Da Golgata, den gamle Høj". Forsiden er F. A. Blackmer's "Engang leved jeg for Verden". Det er en tekst der passer perfekt til Anna Larssen Bjørner selv. Jeg ved ikke hvem der har skrevet den danske oversættelse, formentlig Anna Larssen selv:
Etiketten på en gammel 78'er.

Engang leved jeg for Verden,
Men nu lever jeg for Gud.
Aldrig, aldrig har jeg angret,
At jeg adlød Jesu Bud.

Engang leved jeg for Verden,
Fandt dens Lyst og Glæde tom.
Kendte ikke bedre Dage,
Før min Frelser hvisked: kom.

Underfulde, dybe Fred,
Som nu fylder Sjæl og Sind.
Aldrig kendte jeg den før,
Indtil jeg min Jesus lukked ind.


Der er stadig ophavsret på indholdet af 78'er, så derfor er her intet musikeksempel.

Jeg har kun denne ene plade med Anna Larssen.
Men hun har indsunget en mere, en prøveplade for grammofon-pladeselskabet 'Odeon' (Jeg kender ikke årstallet).
På denne anden plade, prøvepladen, er A-siden også "Engang leved jeg for Verden", og ret spændende, synes jeg, er B-siden som er: "Julen har bragt velsignet Bud".
Jeg har kun kendskab til disse to 78-plader indsunget af Anna Larssen Bjørner.
- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

Thora Halberg Schmidt (Meincke).

Thora Halberg var Anna Larssens søster, og var også skuespillerinde.

Thora Antoinette Ida Frederikke Halberg blev født den 23. maj 1877 i Odense. Hun var således Anna Larssens lillesøster
Forælderen var skuespiller Johan Lauritz Halberg (1834-1888), og moderen Georgine Hellevig.

Thora Halberg giftede sig første gang med skuespilleren Albrecht Elvinus Schmidt. Deres bryllup fandt sted i Kolding den 22 november 1896. Ved brylluppet var de begge ansat ved det "Helsengrenske Teaterselskab", og forloverne ved brylluppet var også to af selskabet skuespillere, Holger Hofmann og Alfred Cohn.
Men ægteparret blev skilt igen, og Thora Schmidt (Meincke) giftede sig anden gang i 1909, med lægen Kasper Meincke (1874-1946).

I 1899 boede skuespillerinden Thora Schmidt en kort periode på Jebjerg Gæstgivergård, formentlig i forbindelse med en teatertourné. Jeppe Aakjær kom meget i Jebjærg hos mejeriejer Esper Andersen, hvor Aakjær havde et fristed til at skrive, og det var her han bl.a. skrev ”Ole sad på en knold og sang”. Jebjerg ligger 5 kilometer vest for Jenle, hvor Aakjær havde sit hjem.
Her i Jebjerg traf Aakjær den unge skuespillerinde Thora Schmidt og skrev digtet "Skuespillerinden paa Heden" om og til hende.
Mindelunden i Roskilde.     To af stelerne.
Til venstre: Gustav Wieds "Mindelund" i Roskilde. Til højre de to steler med henholdsvis Fritz Petersen og Thora Meinckes navne.
Egne fotos november 2015.

I modsætning til søsteren ovenfor, Anna Larssen, så medvirkede Thora Halberg i nogle stumfilm. En af disse er "Ved Fængslets Port". Denne film eksisterer stadig, og kan tilligemed ses på Nettet.
August Blom havde instrueret og de medvirkende skuespillere er: Augusta Blad, Valdemar Psilander, Richard Christensen, H.C. Nielsen, Holger Hofman, Clara Wieth, Thora Meincke, Gudrun Bruun Stephensen, Frederik Jacobsen, Elna From og Julie Henriksen.
Den komplette film, der varer 41 minutter, kan ses på pc'en via bibliotekernes filmtjeneste: "Filmstriben". Skriv titlen i søgefeltet.
Det er gratis, men det kræver et login, og det får man ved henvendelse på sit lokale bibliotek.

Thora Meincke dør i hjemmet i Laksegade 6 i København anden juledag, lørdag den 26. december 1926, og bliver begravet fra Holmens Kapel onsdag den 30. december, og begravelsen sker på Holmens Kirkegård.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

Gustav Wieds lille "Mindelund" ligger ved siden af hans hus "Kastellet" i Roskilde. Der er i alt 28 steler, hvorpå der står 29 navne på personer som betød noget for Gustav Wied, og som døde undervejs i Wieds liv.
På de to første steler ved indgangen står der på den venstre: "DØD RE NAH RØF", og på den højre stele står der "GILEKKYL NEGNI SIRP". Det er ikke runeindskrifter men satirikeren Wieds kommentar til disse navgivne 35 afdøde personer. Indskrifterne på de første to steler skal læses fra højre mod venstre.

Frits Petersen havde en stor andel i Gustav Wieds skuespil "Første Violin", som opnåede stor succes på Casino, hvor skuespillet blev opført en hel del gange. F.eks. i 1907 omkring 30 gange.
Thora Meincke, på stelen ved siden af, havde debuteret den 7. marts 1900 i Gustav Wieds skuespil "Første Violin", ved opførelserne på Folketeatret. Gustav Wied kendte jo også Thora Meincke gennem sit eget bekendtskab og sin kortvarige forlovelse med søsteren øverst her på websiden: Anna Larssen.

De i livet to "fjenders" steler, Meinckes og Petersens, står ved siden af hinanden, hvilket jeg synes er er lidt ondt af Wied. En anden pudsighed er, at Gustav Wieds ungdomsforlovede Anna Larssen ikke er at finde på en af stelerne.

Gustav Johannes Wied begik selvmord og døde i sit hjem "Kastellet", af, som der står i kirkebogen for Roskilde Domsogn, "Forgiftning, acut Hjertelammelse", den 24. oktober 1914. Wied blev begravet fire dage efter, den 28. oktober 1914.

- - - - - - - - - -
Kilder udover hvad der er nævnt i teksten: arkiver, gamle leksikaer, samtidens aviser og ugeblade, og egne notater:
Gustav Wied Selskabets skrifter: "Gustav Wied og Kastellets Mindelund". Ny samling nr. 7. 1995.
Gunnar Sandfeld: "Den stumme Scene". Nyt Nordisk Forlag 1966.
Michael Neiiendam: "Frikirker og Sekter", Gad. 1927.
Charles Kjerulf: "Anna Larssen". Nyt Nordisk Forlag. 1917.
Anna Larssen Bjørner: "Teater og Tempel". Hirschsprungs Forlag. 1935.
Tilføjet af: Henning Jensen.