Logo

Dette er et lille internt leksikon med forklaringer og oplysninger tilknyttet websiden.
Hvis du vil vide mere om emnet så brug Google eller Bing.


Oprettet 2015-03-31 18:37:19.
Otto Borschenius.

Forfatter, redaktør, og mellem 1905 og 1924 også censor ved Det kgl. teater. Otto Borchsenius' navn dukker flere gange op i forbindelse med Etlar, og han tilhørte den Etlarske vennekreds.

Biografi.

Billede af Otto Borchsenius.
Billede fra "Hver 8 Dag" den 24. marts 1907.
Otto Frederik Christian William Borchsenius var købmandssøn fra Ringsted. Han studerede nordisk sprog og kultur, men fik aldrig en eksamen. Underviste derefter ved Maribo skole og blev medarbejder ved dagbladet "Fædrelandet". Begyndte at udgive små litteraturhistoriske afhandlinger der blev trykt i tidskriftet "Nær og Fjærn". Nogle af disse blev udgivet i to bind med titlen "Fra Fyrrene".
Sammen med F. Henriksen redigerede han fra 1880-1884 "Ude og hjemme".
"Ude og hjemme" var tæt knyttet til foreningen "Selskabeligheden", som var en forening af datiden moderne radikale kunstnere og forfattere såsom Drachmann, Schandorph, Henrik Pontoppidan, og med brødrene Georg og Edward Brandes i spidsen.
Det kom til et opgør med disse moderne forfattere der søgte mod fransk kultur, hvor Otto Borchsenius forblev tro mod nordisk kultur.
I 1885 blev Borchsenius medlem af avisen "Morgenbladet"s redaktion, og i 1887 blev han hovedredaktør, og da "Morgenbladet" blev til "Dannebrog" blev han bladet litterære leder.
Hans mangeårige indflydelse fik stor betydning for det danske åndsliv og var han var næsten den eneste der beholdte sit nordiske frisind og opponerede imod "brandesianske klikedannelse".
Otto Borchsenius' nordiske holdning og hans sympati for det folkelige var til stadighed "Genstand for de vaskeægte Brandesianeres olympiske Foragt".

Borchsenius bladvirksomhed var betydningsfuld, og han var således så at sige den eneste, som uden at fornægte sin nordiske holdning og sit frisind, der dannede en modvægt mod det brandesianske klikeregimente.
I lange tider var det således at brandesianismen beherskede hele den københavnske dagspresses litterære domme, lige fra de politisk mest reaktionære aviser og til arbejderes egen avis.
Når parolen lød at denne eller hin forfatter skulle ties ihjel eller piskes til døde, så foregik det over hele linjen, og omvendt hvis noget makværk skulle ophøjes som fornem kunst så lystrede alle efter det. Når Brandes egen glimrende journalistik fremlagde alle spørgsmål og problemer i en ligefrem og "brandisk" form, så var al vurdering unødvendig, og "selv en grøn Student kunde, som det træffende er sagt, ligge med en lang Pibe paa en Sofa og uden Møje tilegne sig de aandelige Hovedstrømninger i det svundne Aarhundrede. Og disse ansvarsløse Tilhængere var fanatiske som Muhamedanere. Kaliffens Ord var Visdom, og Allah naaede den, som vovede at ytre endog den svageste Tvivl.

Kilde til den ovenstående biografi er delvis fra: "Folkelæsning" den 27. marts 1904.
Borchsenius stod for mange bogudgivelser, også af egne værker.

- - - - - - - - - -

Man kan næsten tilføje til det ovenstående, at det "brandesianske" dagblad Politiken ikke har ændret holdninger og opførsel siden dengang. Dagbladet tror stadig at vide sandheden om alt og alting, og ofte uden at have rådført sig med kendgerningerne.

Borchsenius var ofte den eneste københavnske kritiker der viste interesse og forståelse for den litteratur der opstod udenfor "Valby Bakke". En anden undtagelse var P. A. Rosenberg, der heller ikke "lagde sig flat ned" for alt "udenlandske", uanset hvor det kom fra, og hvad det bragte med sig.
Og mange af samtidens forfattere, kendte som ukendte, var på den måde i taknemmelighedsgæld til , der uanset venskab eller fjendskab sagde sin ærlige mening. F. eks. bragte Borchsenius i avisen "Dannebrog" indlæg fra den ukendte J. E. Cart, alias Augusta Etlar.

"Fra Fyrrerne. Literære Skitser af Otto Borchsenius".

Disse to bind udkom på Reitzels og Wroblewskys Forlag, i 1878 og 1880. Borchsenius citerer Taine, sidst i sit forord i første bind, og citatet er en sandhed der burde gælde alt historieskrivning:
Naar vi skulde sætte noget Motto over vor samtlige Skitzer, vilde vi dertil vælge Taines Ord i hans "Engelske Litteraturhistorie" (H.S. Vodskovs Overs. IV., s. 432.): "Jeg vilde ønske, at al Historie var en Samling udvalgte Kildesteder, forsynede med en Kommentar. Idet jeg læser denne Historie, kan jeg berigtige Forfatterens Dom; her tænker jeg ikke blot efter ham, men jeg tænker selv, han stiller sig ikke mellem mig, og Begivenhederne, jeg ser én Kjendsgerning og ikke Fortællingen om en Kjendsgjerning; den rhetoriske og personlige Indklædning, hvormed Fortællingen dækker over Sandheden, er forsvunden, her kan jeg berøre Sandheden selv".
Kjøbenhavn, Marts 1878.
Otto Borchsenius.
Dette er en sandhed som også burde gælde for denne CaritEtlar webside. Desværre eksisterer der få originale arkivalier, breve og manuskripter fra Etlar og Augusta Etlars hånd. Så godt som alt er væk, og historien om dem må nødvendigvis sammenstykkes af indirekte stumper. Om "papirer" efter Anna Brosbøll og hendes veninde Helene Berg gælder det samme: originale arkivalier eksisterer ikke længere.
Fra Fyrrene.
"Fra Fyrrene".
Reitzels og Wroblewskys
Forlag, 1878.


Indholdet i 1. bind:
Indledning.
Erik Bøgh.
Social-Demokrater for en Snes Aar siden:
      1.  Forpostfægtninger.
      2.  Anton Rosing.
      3.  Frederik Dreier.
      4.  En rød Hukommelseskunstner.
Peter Faber.
Claudius Rosenhoff.
Poul Rytter og hans Atellaner.
                Supplement (C. Ploug. Monolog af "Kontubernalerne". C. Hostrup: "Et Forspil").
Stillestandsmændene i Fyrrene:
      1.  Digternes Regiment.
      2.  Det tunge Skyts.
                Supplement (To Digte af Emil Aarestrup).
Fred. Chr. Sibbern:
      1.  Politikeren.
      2.  Samfunds-reformatoren.

Indholdet i 2. bind:
Indledning.
Frederik Paludan-Müller.
"En Sjæl efter Døden" og "Adam Homo".
En Æresoprejsning til Fyrrene.
Ideale Demokrater.
      1.  Grundtvig paa Vendepunktet i sit Liv.
      2.  Himmelbjergspræsten.
            Supplement til Himmelbjergspræsten. ("Min egen Gravsang" af St. St. Blicher. -
            Mindedigt over St. St. Blicher).
M. Goldschmidt og Korsaren.


I Harald Holm og Sofus Høgsbros "Dansk Folketidende" den 27. september 1878 blev Otto Borchsenius bog "Fra Fyrrerne" anmeldt.
I slutningen af anmeldelsen påpeges det, at Borchsenius ikke selv har levet i den tid han fortæller om, men har hentet sit stof fra aviser og bøger, og anmeldelsen fortsætter:
  Men ser man hen til det omfangsrige og mangeartede Stof, han har maattet bearbejde, er der dog al Grund til at være ham taknemmelig for den Flid og Omhu, han har anvendt, og de enkelte Stykker vil man kunne læse med Fornøjelse og Udbytte. Som Repræsentanter for Livet i Studenternes Kreds møder vi "den tapre Landsoldats" Forfatter, den vittige Polytekniker Peter Faber, og den mod sine Modstandere hensynsløse Carl Ploug, der under navnet Poul Rytter skrev en Række hvasse Studenterkomedier, som aldrig har kunnet trykkes, men som ikke destomindre har faaet en stor Betydning, idet de dels blev et vigtigt Middel for ham og hans Meningsfæller til at rydde den Grund, hvorpaa de vilde rejse deres Fremtidsbygning, og dels blev Forarbejder for Hostrups Komedier.
  Paa den ene Side af denne nationalliberale Gruppe træffer vi Socialdemokrater som den ædle Nordmand Anton Rosing, den radikale, begavede Student Fr. Drejer og den røde Hukommelseskunstner Dr. Otto, og paa den anden Side "Stillestandsmænd", der harmedes over Ungdommens voldsomme Angreb paa det overleverede og frygtede for, at den politiske Bevægelse skulde "røve" "Foraaret ud af Livet". Bland disse skildres særlig J. L. Heiberg og Søren Kierkegaard, og frem for alle Sibbern, der trods sine Særheder var lige mærkelig som Politiker og som Samfundsreformator.
  Men rundt om dem, der saaledes stilles i Forgrunden, samlersig næsten alle de Mænd, der havde Betydning for Tiden; vi møder Grundtvig og Goldschmidt, Hostrup og Kaalund, Claudius Rosenhoff og Grüne o.s.fr. og ser, hvorledes de stillede sig til Tidens Bevægelser; og trods den løse Forbindelse og det tilfældige, der følger af Fortællingernes Tilblivelsesmaade, fører de os dog ret godt ind i "Fyrrernes" Liv, vel ikke ind til Kjærnen, men dog ind i vigtige Sider og Afskygninger deraf.

Betty Guldbrandsen.

Betty Borchsenius.
Billede fra "Folketeatrets Historie".
Hassings Forlag ca. 1920.

Kaare Borchsenius.
Kaare Borchsenius.
"Hver 8 Dag" 1897-98. Side 39.
Otto Borchsenius var gift to gange. Første gang i 1873 med skuespillerinden Betty Guldbrandsen, (født 18. august 1850, død 7. september 1890).

Betty Guldbrandsen var "den store skuespillerinde" før Anna Larssen (Bjørner). Billedet til højre er fra Betty Guldbrandsens rolle i M. W. Bruns skuespil "Korsikanerinden", som blev opført på Folketeatret i 1873.
Midt i 1880'erne stoppede hun med at spille teater, og som Gyldendals Store Danske fortæller: "så gled hun, kun 34 år gammel, ind i sindsformørkelse".
Hun døde i 1890, kun 40 år gammel.
Herman Bang skriver, i "Værker i Mindeudgave" bind 6, et par år efter, i 1892, følgende fine beskrivelse af hende, som er gengivet her i "Arkiv for dansk litteratur", fra side 247 og frem, og til og med side 262.

Betty Guldbrandsen og Otto Borchsenius blev skilt i 1879, 11 år før Betty Guldbrandsen døde, og Borschnius blev gift 2. gang i 1892 med skuespiller Valdemar Kollings datter Johanne Louise Kolling (født 12. marts 1868, død 23. maj 1921).

Otto Borchsenius døde af en hjerneblødning torsdag den 26. februar 1925 i sin lejlighed i Colbjørnsensgade 25 på anden sal. Han blev 80 år gammel.
Adressen er ejendommen på hjørnet af Colbjørnsensgade og Halmtorvet i København tæt ved Hovebanegården.
Otto Borchsenius blev begravet på Frederiksberg kirkegård af provst Fenger.

Kaare Borchsenius og Valborg Guldbrandsen.
Valborg Guldbrandsen.
Valborg Guldbrandsen (Borchsenius)
Gammelt postkort fra ca. 1910.

Betty Guldbrandsen og Otto Borchsenius fik en søn sammen, Kaare Guldbrand Borchsenius.

Kaare Guldbrand Borchsenius giftede sig med balletdanserinden her til er venstre, Valborg Bodil Emilie Guldbrandsen, født Jørgensen (1872-1949).

Den unge frøken Jørgensen havde tidligere, været gift med skuespiller Johannes Norden Guldbrandsen, men ægteskabet varede ikke ved, og hun giftede sig efterfølgende med Otto Borchsenius søn, skuespilleren Kaare Borchsenius, der senere blev regissør ved Det kongelige Teater.

Valborg (Guldbrandsen) Borchsenius havde været den helt store stjerne i tiden før, og samtidig med Ellen Price, og hun havde været balletmester Hans Bechs foretrukne danser og partner.
Valborg Borchsenius stoppede som balletdanserinde ved sæsonens slutning den 1. juni 1918. Teaterbladet "Masken" skriver den 9. juni 1918 bl.a.:
  Fru Borchsenius' afskedsforestilling var præget af bevæget Stemning - stor Begejstring fulgte hende hele Aftenen igennem, efter at have hilst hende straks, da hun dansede ind paa Scenen ved Tæppets Opgang for "Coppelia". Hun udførte sit Parti med samme Verve og Elegance, samme Lune og Humør som altid.
I parkettet blandt tilskuerne sad det russiske balletdanserpar Mikhail Fokin og Vera Fokina, som i denne periode opholdt sig i Danmark.

Teaterbladet "Masken" slutter med:
  Tilsidst blev Fru Borchsenius tre Gange stormende Fremkaldt. Tæppet faldt for sidste Gang for et lyst og harmonisk Teaterliv, som Fru Borchsenius nu fortsætter bag Tæppet ved at bibringe Balleteleverne de gode Lærdomme hun selv tog i Arv fra den Generation, der var vokset op under Mesterens egne Øjne.
Hun blev, efter at have stoppet med dansen i 1918, lærer på Det kgl. Teaters balletskole.
Siden fik hun en historisk betydning, da hun påtog sig arbejdet med at nedskrive trinene og håndbevægelserne i mange af Bournonvilles balletter, så de blev bevaret for eftertiden, og således at koreografien ikke længere kun hvilede på mundtlige overleveringer.
- - - - - - - - - -

Borschenius, - og et eksempel på hans forsvar for det danske.

Михаи́л Миха́йлович Фо́кин. Mikhail Fokin - underligt nok blev det ikke den franske "oversættelse" af hans navn, Michel Fokine, der "trængte igennem" her ilandet, men den engelske: Mikhail Fokin.

Mikhail Fokin.
Frøken Lillebil Christensen får undervisning
af Mikhail Fokin i hans villa i Helsingør.
Lillebil Christensen er blevet nævnt på
websiden om "Folkescenen".
Fra ""Vore Damer", november 1919.
Det var den russiske revolution, var årsag til at det verdensberømte russiske balletpar Mikhail Fokin og Vera Fokina forlod Rusland i 1918.
Mikhail Fokin havde i 1914 været leder af den Kongelige Svenske Ballet i Stockholm, og ægteparret Fokin kom igen tilbage til Skandinavien, og til Danmark i 1919, hvor de dansede til næsten alles betagelse.
Endnu større blev begejstringen da Fokins flyttede ind i et hus i Helsingør.

Det var ikke spor usædvanligt at en russer kom til Danmark, og omvendt, for vi havde meget tætte forbindelser til Rusland især på grund af kong Christian 9. datter prinsesse Dagmar, der var gift med den russiske kejser Alexander 3.
For eksempel var den danske forfatter og digter Thor Lange blevet embedsmand i Rusland.
Især de tonangivende aviser, med "den brandesianske fløj" i spidsen, "kunne ikke få hænderne ned" over dette russiske Fokin-par, men der var kritiske røster fremme.
Mikhail Fokin var blevet interviewet af Politiken, og havde der svaret på spørgsmålet om han ikke skulle se en af Bournonvilles balletter: "De skal være meget yndefulde. Men de er jo ved at dø, og jeg interesserer mig ikke for det forbigangne".

Otto Borchsenius kommentar til Mikhail Fokins nedladende ytring om Bournonville, blev bragt i tidsskriftet "Teatret" den 11. maj 1918:
  Da den danske Ballet imidlertid ikke ligger for Døden, bør den fremmed Gæst sikkert have at vide, at vor Ballet heldigvis fremdeles er saa livskraftig og udviklingsdygtig, at den - samtidig med at den selvfølgelig værner om Bournonvilles Digtninger - også kan glæde sig over, hvad godt og nyt der maatte findes i de russiske Kunstneres Ydelser.
Fokin forlod Danmark igen i slutningen af 1919. Måske var han blevet skuffet over ikke af være blevet ansat på Det kongelige Teater.
Mikhail Fokin havde ladet sig engagere til at koreografere balletindslagene til "Aphrodite: A Romance of Ancient Egypt" på "The Century Theatre", i New York. Dette kan ikke have været et ønskejob for en så stor kunstner som Fokin, for "The Century Theatre" havde ingen balletdansere ansat, og kunne kun tilbyde amatørdansere.

Elna Lassen
Elna Lassen og John Andersen i "Les Sylphides".
Fotokort fra 1925.
Mikhail Fokin kom til igen til København som gæst på Det kgl. Teater i 1925, og satte sin egen "Les Sylphides" op, med parret her til højre: "Lille" Elna Lassen (født Hansen) og John Andersen.
John Andersen døde året efter på vej til New York, i 1926.

Elna Lassens skæbne blev nævnt nederst på websiden om "Folkescenen". Lille Elnas selvmord fredag den 19. september 1930, der vakte landesorg, beskrives bedst af journalisten Carl Henrik Clemmensen, som i sin bog "Mit København", fortæller fra en aften hvor han var i Wivex restaurant på Vesterbrogade i København:
  Aldrig glemmer jeg en Aften inde hos Wivex kort efter hendes tragiske Død for egen Haand. Orkestret havde spillet forskellige banale og populære Dansemelodier, slog saa pludselig over i "Harlekins Millioner". Et Par Takter deraf - saa forstod Publikum. Og da skete noget mærkeligt. Dansegulvet foran Musiktribunen tømtes som ved et Slag af Harlekins Tryllestav, og Samtalerne rundt om ved Bordene i den straalende oplyste, festlige røde Sal forstummede, man hørte end ikke Klirren af Glas eller Knive og Gafler. Ved et Bord omtrent midt i Salen var der et Selskab af kendte, teater- begejstrede Københavnere, som rejste sig og stod alvorligt stille. Eksemplet smittede. Til sidst stod alle i Kæmperestauranten op, mens Orkesterdirigenten, der maaske oprindelig blot havde tænkt at spille Serenaden som en Vals for sit Publikum, lynsnart opfattede Situationen og med en Skiften af sine Haandbevægelser bød Musikerne at lægge Sordinen paa . . . det blev til en underlig fjern og spøgelsesagtig Musik, en fantastisk Oplevelse midt i Byens brusende Aftenliv, en spontan og ærbødig Hyldest til en stor Kunstnerindes Minde.
Vera Fokina.
Vera Fokina.
Dansk postkort. Ca. 1920.
"Harlekins Millioner" er en ballet af Drigo som Elna Lassen havde haft stor succes i, og hvorfra serenaden var en landeplage helt op i nutiden.

- - - - - - - - - -

Maikael og Vera og sønnen Vitale Fokine endte med at slå sig ned i bydelen Yonkers, en forstad ca. 20 kilometer nord for New Yorks centrum. Sønnen Vitale Fokine blev også balletdanser, og ligeledes også det ene barnebarn Isabelle Fokine.

Mikhail Fokin døde i New York af lungebetændelse, lørdag den 22. August 1942.
Vera Fokina døde af et hjerteslag fire dage før sin 70 års fødselsdag, i sin lejlighed i Jackson Heights i New York, tirsdag den 29. juli 1958.

Efter Mikhail Fokins død ærede mange balletkorps verden rundt ham med balletopførelser af "Les Sylphides". Fokins "Les Sylphides" er med musik af Chopin der er orkestreret af Alexander Glazunov.

August Bournonvilles "La Sylphide" havde oprindelig musik af Jean Schneitzhoeffer, men siden af Herman Severin Løvenskiold.
For at undgå forvekslinger bliver Fokins ballet også kaldt "Chopiniana"

- - - - - - - - - -

Kilder ud over de i teksten nævnte: Almindelige opslagsværker, aviser og gamle ugeblade.

 
Tilføjet af: Henning Jensen.