Logo

Dette er et lille internt leksikon med forklaringer og oplysninger tilknyttet websiden.
Hvis du vil vide mere om emnet så brug Google eller Bing.


Oprettet 2015-11-13 00:37:19.
Ludvig Mylius-Erichsen.

Billede.
Mylius-Erichsen.
Eget fotokort fra ca. 1900.
Mylius Erichsen var en af Etlars efterfølgere når det galt om at samle jyske sagn og eventyr ind. Hvor Etlar havde den romantiske tilgang til hedens fortællinger, så var Mylius-Erichsen videnskabsmanden der der nøgteren så og beskrev, og ligesom Etlar brugte det indsamlede til sine egne nøgterne og beskrivende fortællinger.

- - - - - - - - - -

"Allers illustrerede Konversationsleksikon" fra 1909 skriver om Mylius Erichsen i bind 4:
Ludvig Mylius-Erichsen, dansk Forfatter og Polarforsker, født 15. Januar 1872 i Viborg. Blev Student 1895, slog sig derefter paa journalistisk Virksomhed, og udgav et Par Tidsskrifter, som dog ikke havde nogen lang Levetid. I 1898 udkom hans Skuespil "Tatere". i 1900 Fortællingerne "vestjyder". Har interesseret sig meget for Vestjylland og virket for Havneanlæg der; har ogsaa givet en Del Studier fra den jyske Hede. Foretog 1902-04 en Grønland-Ekspedition og begav sig atter 1906 paa en arktisk Ekspedition.
- - - - - - - - - -

"Allers illustrerede Konversationsleksikon" har ikke fået med, og rettet til, at ekspeditionen først drog afsted i begyndelsen af 1907, samt at Mylius-Erichsen ikke kom tilbage fra Grønlandsekspeditionen, men døde i isen i november 1907 ved Lambertsland sammen med Høeg-Hagen og Jørgen Brønlund.

"Den jydske Hede før og nu".

Førsteudgaven af dette flotte værk udkom i 1903. Mit eksemplar er "kun" genudgivelsen fra Hernovs Forlag 1993, men med et glimrende forord af Palle Lauring. Det er et stort og digert værk på 520 sider, med tegninger af Valdemar Neiiendam, hvori Mylius-Eriksen beskriver og fortæller om hele Jylland, og også om de emner som optog både Blicher og Carit Etlar: heden og taterne.

Men underligt nok, så nævner Mylius-Eriksen kun Carit Etlar på een eneste side, og det er på side 439 hvor han citerer lidt fra "Abraham Musen og hans Sønner", og hvor Mylius-Erichsen efter citatet har skrevet hvad der er hans opfattelse af Blicher og Etlars kendskab til taterne:
Blicher havde Ret: der er levnet os altfor knap en Litteratur om det mærkelige Vandrefolks Liv og Lidelse paa jydsk Grund. I henved fire hundrede Aar har Slægten turet om her i Landet i bestandig Kamp med den bosiddende Befolkning og Avtoriteterne, ofte Lovløs i sin Færd men ogsaa ofte lovløst og barbarisk behandlet, og selv hos Blicher og Etlar er der kun sparsomt sat Taterne Minde. Begge har de vel kendt en Del Individer af Slægten, om Blicher vides det i hvert Fald bestemt, at han har besøgt Tatere i Viborg Tugthus; begge har de set paa det jagede Folk med forstaaende Medfølelse, men medens Blicher i sine to-tre Noveller om Tatere nærmest gav romantisk Uvirkelighed og forflygtigede Tegningen i fjerntgaaende Refleksioner, saa der kun blev meget faa brugelige Træk tilbage til en sanddru Taterkarakteristik, lod Etlar de sikkert meget faa Tatere, han i tidligere Aar kan være kommen i Berøring med, tjene som Model atter og atter med altid de samme Farver og i en ret monoton landskabelig Indfatning. Man maa søge til Goldschmidts værdifulde Bog "En Hederejse i Viborg-Egnen" for at finde Tateren skildret som han virkelig var.
I en fodnote nederst på samme side, nævner Mylius-Erichsen at Carit Etlar havde sendt ham et eksemplar af "Mine kæreste danske Fortællinger", og deri skrevet til Mylius-Erichsen: "I nærværende Bog vil de finde min bedste Fortælling om Taterfolket (Abraham Musen og hans Sønner), den vil maaske interessere Dem". Men ifølge citatet ovenfor, var Mylius-Erichsen ikke imponeret, snarere tværtimod. Mylius-Erichsen var "videnskabsmanden" der ville have fakta "på bordet", og ikke romantiserede fortællinger med "atter og atter med altid de samme Farver og i en ret monoton landskabelig Indfatning".

Mylius-Erichsens henvisning til "En Hedereise i Viborg-Egnen" fra midt i 1860'erne, som stedet hvor man kan læse om den "ægte" tater, er lidt "letkøbt".
Selve Meïr Aron Goldschmidts "Hedereise" er skrevet helt i Mylius-Erichsens ånd: en nøgtern og regulær rejseskildring gennem noget af Jylland. F.eks. skriver Goldschmidt, at da han havde fået anvist Vroue sogn, som en "Tater- eller Natmands- eller Kjeltringegn", men Goldschmidt skriver: "- men Tatere, erfarede jeg snart, var her ikke".
Goldschmidt var også blevet fortalt at der skulle være en Taterkonge, og skriver i sin "Hedereise":
Dette er dog urigtigt. Der skal etsteds endnu findes en Slags Taterkonge (jeg fandt ham senere); men han, om hvem der kan være tale her på Egnen, er ikkun en Slags Vicekonge. Han er Glarmester og bor i Resen.
Og lidt længere fremme:
Det kan ikke nægtes, at skjøndt Vrou kan fralægge sig at være en Tateregn har det dog undertiden Besøg af omvandrende Tatere; men det vækker Opsigt, hvilket kan sees af, at for ikke længe siden en af Præstegaardens Piger kom løbende ind til Fruen og raabte: Se, Frue, der gaae sex Han-Kjeltringer!
I Almindelighed gjøre de ikke anden Fortræd end at raspe lidt, naar de ere i Trang, navnlig Fødevarer.
Disse ovenstående små citater fra Goldschmidts bog er selvfølgelig kun uddrag, og lidt mere kan læses om tatere i hans "Hedereise", men ikke meget.

Mylius-Erichsens "Den jydske Hede før og nu" 2. udgaven (kan lånes på biblioteket), indeholder følgende kapitler:

Forord.
Den jydske Hede. Indledningsdigt.
Tilfods gennem Lyngens Land.
Den jydske Hedes Historie.
Steen Blicher og Heden.
Hedeboliv før og nu.
Dalgas og Hedesagen.
Hedesagens Venner.
Statsplantagerne.
De tyske Kolonister paa Heden.
Straffefanger som Hededyrkere.
Rakkerliv og Kæltringelatin.
Jylland du er Hovedlandet. Slutningsdigt.
Stikordsregister.

Skuespillet "Tatere".

"Tatere" er Mylius-Erichsens første og eneste skuespil. Skuespillet havde premiere på Folketeatret mandagen efter palmesøndag, den 4. april 1898. Herman Bang havde iscenesat og taterparret blev spillet af Johannes Nielsen og Anna Larssen.

Anna Larssen.
Anna Larssen (Senere gift Bjørner).
Hun havde også hovedrollen i "Trilby".
Fotokort ca. 1905.
Skuespillet er/var en trist fortælling, ikke mindst i påskedagene hvor det blev opført. Social-Demokraten skrev den 5. april 1898 om forestillingen bl.a.:
Den unge danske Forfatter Mylius-Erichsen, anslog i første Akt af "Tatere" en helt anden Toneart. Man ser Skænkestuen i en jysk Hedekro, hvor der efterhaanden samles en højst broget Skare af Landevejens farende Folk, fægtende Haandværkssvende, Vagabonder og Markedsgøglere, hvis forskelligartede Sprog og Væsen er givet med kraftige Farver.
Der er udmærket Liv over dette Interiør, virkningsfulde Optrin, som var særdeles godt arrangerede, og veltrufne Figurer, som Dels blev morsomt spillede: Særlig Hr. Hofmanns fedtede Vagabond, Hr. Albrecht Schmidts Udraaber for et Vokskabinet og Hr. Berggreens rødblissede Hedebonde.
Men dette er kun en Indledning til det Drama, Hr. Mylius-Erichsen har villet skrive. Han har villet slaa et Slag for de stakkels Tatere, som i Følge Ministeriets Forordning skal drives ud af Landet. Ind i Kroen kommer der en Taterfamilie, Mand, Kone og to Børn; de fryser og er sultne, og det tilstedeværende Rakkerpak er enigt om at haane og hundse dem, skønt de er skikkelige Folk, der ernærer sig redeligt ved Skærsliberhaandteringen, og hvis eneste Forbrydelse er deres Hjemløshed. De faar Lov at sove i Rejsestalden om Natten, og her foregaar andet Akt.
Mand og Kone fremstilles her som drevne til den yderste Fortvivlelse, og da de ved Morgengry venter Rettens Folk, som vil jage dem ud af Sognet for at transportere dem videre til Grænsen, beslutter de at dø sammen. Staldkarlen har overladt dem sit Kammer at sove i, og da Politiassistenten kommer, findes Mand og Kone Hængt, Børnene kvalt i Sengen. Samtidig kommer Kroværtens dødsyge Kone - som ogsaa har vist sig i Slutningen af første Akt - humpende frem paa sine Krykker og raaber Hævn over den Uret, der er begaaet, hvorpaa ogsaa hun styrter død om.
Denne Rædsels-Ophobning vakte i Aftes nogen Forargelse og Hyssen hos Publikum. At Taterfamilien hænger sig, er i og for sig ikke usandsynligt, sligt ses jo ikke sjældent i Virkeligheden, men Forfatteren har ikke formaaet at omgive dette stærke Optrin med den fornødne Uhygge-Stemning. Der bruges Ord nok for at motivere det, snarest altfor mange Ord, men det forberedes alligevel ikke paa en saadan Maade, at det griber Tilskuerne. Dertil hører stor Kunst. Og den den ulykkespaaende Krokone er en altfor melodramatisk Figur.
Fra skuespillet "Tatere".
Alli Riegels og Olaf Fønss i Tatere.
Ti år efter premieren blev der på Folketeatret spillet en mindeforestilling hvorfra overskuddet skulle tilfalde en oprettet "Monument-Komité", der samlede ind til opførelsen af en statue, eller et monument for Mylius Erichsen og hans to rejsefæller der var omkommet i isen. Skuespillet, mindeforestillingen, blev kun opført en eneste gang.

Taterparret blev spillet af Alli Riegels og Olaf Fønss. De øvrige medvirkende var Cajus Bruun, Henrik Malberg, Albrect Schmidt, Brechling, desuden Ringheim og frk. Anthonsen og fru Rosenbaum. Olaf Fønss fortæller i sin bog "Fra Dagmarteatrets Glansperiode" Chr. Erichsens Forlag 1949, hvorfra billedet her til højre også er:
Selve Stykket Tatere, Mylius-Erichsens eneste dramatiske Arbejde, føltes gennem al sin mørke og dystre Trøstesløshed dog som et rigt og varmt Hjerte, der bankede for alle Livets hjemløse og fredløse Eksistenser, men det var, efter min Mening, ikke noget fremragende scenisk Produkt, dertil var det for løst i Kompositionen, og lidt for melodramisk. De Ord f. Eks. Forfatteren lagde i min Figur, Tateren og hans Kvinde, i Munden, fandt jeg ikke brugt af Landstrygere, men snarere af akademisk dannede Kredse, men jeg arbejdede trods det stærkt og varmt for min Rolle, fordi jeg som sagt, følte, at Stykket var skrevet ud af et varmt Hjerte og en ærlig Vilje, og af en Medfølelse for de smaa i Samfundet.

"Monument-Komitéen" udskrev i vinteren 1911 en konkurrence mellem nogle udvalgte kunstnere, bl.a. Kai Nielsen, Carl Bonnesen, Elna Borck, Niels Hansen Jacobsen.
Billedhuggeren Kai Nielsen blev valgt af "Monument-Komitéen" til at skabe monumentet for de omkomne ekspeditionsdeltagere, et monument som blev opstillet i 1912 på Langelinie i København.
Monumentet på Langelinie.
 Monumentet på et gammel postkort. Kort efter opstillingen og færdiggørelsen
af granitstenen. Det er kunstneren selv, Kai Nielsen, der står ved Monumentet.

Stenen blev ikke hentet på Grønland, men hentet ude midt i Øresund og stillet op på Langelinie, hvor kunstneren stod og arbejdede under et halvtag i det fri.
På bagsiden af Stenen blev der indhugget notater fra Jørgen Brønlunds dagbog. På en af de små sten, ved siden af den store, står der i vore dage teksten: "Reist 1912, Kai Nielsen. 1882-1924". Dette sidste må således være tilføjet længe efter indvielsen.
Indvielsen af monumentet fandt sted den 5. december 1912, hvor kaptajnen fra grønlandsekspeditionen Georg Carl Amdrup holdt en lille tale, hvor han bl.a. sagde:
Der staar Gny af gammel Heltekraft i den Tragedie, som udspilledes deroppe langt mod Nord i hin mørke Novembernat 1907. Takket være disse tre Mænds heroiske Færd blev deres Arbejde bevaret, og derved blev Slutstenen sat paa det mægtige Værk, Danmarksekspeditionen har rejst, saaledes at denne Ekspedition altid vil staa som en af de smukkeste dansk arktisk Forskning har at opvise.
Monumentet ligger stadig på Langelinie.

Julesang.

Julesne og Skøjteløb.

Det var dog ikke videnskabeligt alt det Mylius-Erichsen skrev. Her er det teksten til en lille julesang som Olfert Jespersen satte musik til, og som blev bragt i ugebladet "Hver 8 Dag", juledag den 25. december 1899.

Klik og se eller downloade "Julesne og Skøjteis".

Guldmedaljen fra Geografisk Selskab.

Guldmedalje.
Notits i ugebladet "Hver 8 Dag" den 15. november 1908.
- - - - - - - - - -
Kilder:
Foruden de nævnte i teksten: almindelige opslagsbøger, leksikaer, gamle aviser og ugeblade og egne notater.

Tilføjet af: Henning Jensen.