Logo

Dette er et lille internt leksikon med forklaringer og oplysninger tilknyttet websiden.
Hvis du vil vide mere om emnet så brug Google eller Bing.


Oprettet 2017-02-31 08:47:18.
Jens Adolf Jerichau og Elisabeth Jerichau-Baumann.

Det ene kapitel i Augusta Etlars erindringsbog om sin mand: "MINDER", har titlen "Jerichaus Paaskeaften".
Som ung var Jerichau en af eleverne på kunstakademiet, ligesom Etlar selv.

Jens Adolf Jerichau.

"Store Nordiske Konversations Leksikon" fra 1918, bind 12, side 247 og 248, fortæller følgende om Jens Adolf Jerichau:
En ung Jerichau malet af hans hustru.
Jens Adolf Jerichau malet af hans hustru
Elisabeth Jerichau-Baumann i 1846.
Public Domain. Statens Museum for Kunst.
  Jens Adolf Jerichau, dansk Billedhugger (1816—83), vilde oprindelig have været Maler og gik som saadan paa Kunstakademiet i København, men bestemte sig senere, paa Grund af et forgæves Forsøg paa at vinde Akademiets mindre Guldmedaille i Maleri, for Billedhuggerkunsten og blev Elev af Freund.
  1837 udstillede Jerichau sit første originale Arbejde: "Balder", og i de følgende Aar: "Tro, Haab og Kærlighed", "Amor" og nogle mindre Arbejder; men Akademiet opgav ikke sin afvisende Holdning, og Jerichau var Fortvivlelsen nær. Da skaffede Prins Christian (VIII) ham Plads paa Fregatten "Rota", der skulle hente Thorvaldsen hjem fra Rom, og gav ham desforuden en mindre Understøttelse, Resten skød Frøken Caspara Preetzmann til af sine beskedne Midler, og 1838 rejste Jerichau til Rom i Thorvaldsens Atelier, en kort Tid under Mesterens direkte Vejledning, udfoldede Jerichau sine Evner med rivende Hast, og endnu en Gang bejlede han med nogle statuer til Akademiets Gunst, men stadig forgæves. Dog blev Kongen, Christian VIII, ham fremdeles naadig og bestilte den store Frise: "Alexanders on Roxanes Bryllup", der 1842 blev udført til Dronningens Kabinet paa Christiansborg.
  Gennem denne Bestilling fik J. Midler til at forlænge sit Ophold i Rom, og i den nærmest følgende Tid skabte han et af sine Hovedværker: "Herkules og Hebe", et ejendommeligt og monumentalt Værk, inspireret af den belvederiske Torso. 1847 udstilledes Gruppen i København og hædredes med Udstillingsmedaillen, Kongen lod et Eksemplar udføre i Marmor til Udsmykning af Trappen paa Christiansborg. Allerede Aaret efter udstilledes "Panterjægeren", et andet af Jerichaus Hovedværker, levende og dramatisk i sin Opbygning, enkelt og fast i Form og Holdning.
  1840 giftede Jerichau sig med Elisabeth, født Baumann. Skønt hans Fremtidsudsigter nu tegnede sig lysere for ham, og skønt han lige var blevet gift, laa J. alligevel faa Maaneder efter under for den haabløseste Melankoli og mente kun at have Selvmordet tilbage.
  Da formaaede hans Ven, Landskabsmaleren Læssøe, ham til at rejse hjem, og 1846 vendte J. tilbage til Danmark og bosatte sig i Assens. I Sommerens Løb kom J. atter til Kræfter, rejste tilbage til Rom og fuldførte sin "Fredens Engel" til Frederik den VII's Moders Grav i Rom.
Kort efter blev han Medlem af det danske Akademi paa "Adam og Eva efter Syndefaldet", en gribende og pragtfuld plastisk Gruppe. Samme Aar skabte han den Kolossale Kristus-Figur, som nu findes paa Glyptoteket i København.
  1849 kom Jerichau hjem igen til Danmark og blev Professor ved Akademiets Modelskole. Nu oprandt tunge Aar for Jerichau, hans Kunst blev overset paa udstillingerne, de store Opgaver gik ham forbi, og Høyen var hans principielle Modstander. Jerichau trak sig sky og melankolsk ind i sig selv og levede fjernt fra Tidens Kustnerliv og sit eget Hjems internationale Selskabelighed.
  En Trøst var i denne Periode hans elskelige Ven og Medarbejder Harald Conradsen, der hjalp ham med Udførelsen af hans større Arbejder og trøstede op opmuntrede ham paa enhver Maade. Sammen udførte den kolossale David-Statue uden for Frue Kirke og H. C. Ørsted-Monumentet med de pragtfulde "Norner" på Fodstykket.
  I Konkurrencen om Fredericia-Monumentet deltog Jerichau forgæves med Statuen "Tor", en genial Skitse, der nu findes paa Glyptoteket.
  Af andre Arbejder fra de Aar kan nævnes: "En Slavinde i Lænker". "Flora", "De badende Piger", "Penelope", "Drengen med Hunden" og Reliefferne: "Leda og Svanen", "Odysseus og Nausikaa" og "Amor", der lærer Hyrden at spille paa Fløjte.
  Ogsaa indenfor Portrætskulpturen ydede Jerichau fortrinlig Kunst, saaledes Portrætbusterne af Oberst Læssøe, af Tscherning og af H. C. Andersen.
  I sine sidste Aar faldt Jerichau ganske sammen under Vægten af sine Sorger, han mistede først Sønnen Harald og kort efter Hustruen, og han bosatte sig ude i Jægerspris og tilbragte Tiden med at grave i sin Jord og male Dyrebilleder. Undertiden modellerede han i ler, hastige Skitser, straalende af Liv og Fantasi, men han udstillede ikke mere og fulgte ikke med mere i Tidens Kunstnerliv.
  I sin Kunst, gennemglødet af Lidenskab og opfyldt af den antikke Skønhedstilbedelse, blev han en fremmed for sin Tid, og dog ejer han de Dyder, der har givet dansk Skulptur sit Præg: Sundhed, Mandighed og monumental Kraft.
- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

Lille Pige med en død Fugl.
"Lille Pige med en Død Fugl".
Fotokort fra begyndelsen af 1900-tallet.
En stor del af det Jerichau skabte er/var en fortsættelse af Thorvaldsen, Og det var Jerichaus store svaghed. Men når Jerichau "gik i detaljen", så synes jeg han på mange måder han overgik selveste mesteren: Thorvaldsen.
F.eks den lille statue her til højre billedet af skulpturen "Lille Pige med en Død Fugl", som Jerichau udførte omkring 1871, og som findes på Glyptoteket i København.
En lignende meget yndefuld skulptur er "Pigen med Duerne", som befinder sig på Fuglsang Kunstmuseum.
Evas skabelse.
"Evas Skabelse". "Gammelt postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
Skulpturer i den antikke stil, som denne herover med "Evas Skabelse", og andre lignende skulpturer såsom "Efter Syndefaldet", var der allerede skabt mange af, så med den slags kunstværker var Jerichaus skulpturer blot gentagelser.
Det der blev fremhævet som værende det geniale i f.eks. "Syndefaldet", var ikke så meget de to unge der står og ser skamfulde ud, men æblet som Jerichau symbolsk havde lagt ved Evas fødder.
Men set i det store hele så er og var det for små og beskedne detaljer til, at kunne udgøre noget nyt og fremadrettet i kunsten.

J.A. Jerichau boede sine sidste år på Kignæsgaarden i Neder Draaby ved Jægerspris. Han efterlod sig slet ingen spor på egnen, men en vej i nærheden er siden opkaldt efter ham. Kirkebogen fra Dråby sogn fortæller desværre ikke meget, udover at dødsdagen er den 24. juli 1883, og at Jens Adolf Jerichau, professor og Billedhugger blev 67 år gammel og at han bliver begravet i København. Begravelsesdatoen er ikke opgivet i kirkebogen.

Frederiksborg Amtsavis skriver i sin nekrolog den 27. juli 1883:
Adolf Jerichau er som meddelt død i sit 68de Aar paa sin Landejendom i Horns Herred i Nærheden af Jægerspris. Den danske Kunst har lidt et stort Tab, thi Jerichau var Danmarks største nulevende Billedhugger. Hans stor Talent stillede ham jævnbyrdig med de Bedste i sin Tid; i vore Dage stod han som et ædelt Minde, som Alle blottede Hovedet for i Erkjendelse af, at ingen af hans Efterfølgere endnu var naaet op ved hans Side.
  Adolf Jerichau var født i Assens den 17de April 1816. I sit 15de Aar lykkedes det ham allerede at komme til Hovedstaden og begynde Studierne paa kunstakademiet. I Rom udførte han fra 1838 til 1849 en hel Del af de Arbejder, der har skaffet ham hans store Navn, saa som Frisen ”Alexanders Bryllup med Morane”, ”Herkules og Hebe”, ”Panterjægeren”, ”Adam og Eva” o.s.v.
  I 1849 blev Jerichau valgt til Professor ved Kunstakademiet, og fra nu af opholdt han sig i Danmark, af og til foretagende mindre Rejser, navnlig til Rom, hvor han lige til den sidste Tid havde Atelier, hvor hans Arbejder huggedes i Marmor. Han Virksomhed i Danmark var ikke præget af den samme Energi og Produktivitet som den, han udøvede i Rom. Den ældre Bissen blev ved flere Lejligheder foretrukken og beskjæftiget meget, navnlig af bekjendte Mænd, der tilhørte det nationalliberale Parti.
  Jerichaus Sindsstemning, der undertiden var meget nedtrykt, hindrede ham også i lange Tider fra at arbejde. Der er dog i disse Aar fremkommet mange skjønne Værker, ”En Slavinde i Lænker”, ”En sovende Høstpige”, ”Døden og Opstandelsens Engel”, hans store Frise ”Kampen mellem Hektor og Ajax”, og hans mange yndefulde fremstillinger af unge kvinder, som ”En lille Pige med Kattekillinger”, ”En Pige der fodrer Duer”, ”En Pige med en død Fugl” o.s.v.
  Jerichau blev i 1845 gift med den polske Malerinde Elisabeth Baumann, der antog Navnet Jerichau-Baumann. Deres Ægteskab var som bekjendt ikke al Tid lige lykkeligt. Den rolige, om end dygtige og energiske, Fru Jerichau dannede en næsten alt for stor Modsætning til den stille, tilbageholdende, undertiden lidt syge Jerichau, der mest f Alt i Verden elskede Ro og Harmoni.
  I de sidste Par Aar begyndte der hos den gamle Mester ligesom at vaagne en stærkere Trang til Virken, han huggede selv en Del af sine Arbejder i Marmor og var Beskjæftiget med Planer til Udførelsen af Skitser, der vare fremkomne i tidligere Dage.
  Som lærer ved Kunstakademiet har Jerichau aldrig spillet nogen meget fremtrædende Rolle. Hans Natur passede kun lidet til denne halvt administrative Virksomhed, og det var vist næppe hans lykkeligste Dage, da Omstændighederne en Tid lang kaldte ham til Direktør for selve denne indviklede og forældet Anstalt.
  Saa vidt vi vide, har Jerichau ikke efterladt sig nogen egentlig Elev mellem de danske Billedhuggere.
Ifølge begravelsesprotokollen på Stadsarkivet i København, bliver Jerichau begravet den 2. August fra Frue Kirke.
Det er i protokollen nævnt at Jerichau er død af "Underlivsbetændelse".

Dagbladet Folkets Avis skriver den 3. august, dagen efter begravelsen:
Jordefærd. Igaar Middags jordedes fra Frue Kirke Professor Jens Adolf Jerichau. Paa Hs. Maj. Kongens Vegne var den fungerende Kabinetssekretair, Etatsraad Rosenstand, mødt. Desuden saaes fhv. Kultusminister Fischer og fhv. Kultusminister Hansen, Kjøbenhavns Overpræcident, Professorerne Goos og Steenstrup, og Kaptain Dr. Brygger C. Jacobsen.
  Næsten alle Kunstakademiets Medlemmer og mange Kunstnere havde indfundet sig for at bevise den Afdøde den sidste Ære. Som Delegeret for Assens, hvor den Afdøde var født og optaget som Æresborger, var mødt Konsul Bruun, der medbragte en smuk Palmekrands. Kunstmuseet i Aalborg havde ligeledes sendt en smuk Krands. Efterat Psalmen "Jeg er en fattig Fange" var afsungen, talte Stiftsprovst Rothe, der i varme Ord mindede om den Afdødes store Betydning for Kunsten og om hans Berømmelse saavel blandt vore egne som blandt Udlandets kunstnere. Dernæst blev Psalmen "Gaa nu hen og grav min Grav" afsungen, hvorpaa Kisten af den Afdødes Sønner og andre Slægtninge bares ud af Kirken, meden der spilledes Sørgemarchen for Thorvaldsen. Liget førtes til Fasankirkegaarden.
  Fra Kunstakademiet og Universitetet vaiede der i Dagens Anledning Flag paa halv Stang.
Fasankirkegården, kirkegården på Frederiksberg, hvor hans hustru, som der er fortalt lidt om herunder, var blevet begravet to år tidligere, har siden skiftet navn, og hedder i vore dage Solbjerg Parkkirkegård. Gravstedet eksister I skrivende stund stadig, men kirkegården er besluttet nedlagt.

Jerichaus statue af H. C. Ørsted.
Jerichaus statue af H. C. Ørsted, med de tre norner Urd, Verdande og Skuld, som repræsenterer fortid, nutid og fremtid, siddende omkring soklen. Fra parken som er opkaldt efter H. C. Ørsted: Ørstedsparken.
H. C. Ørsted-statuen.
Eget foto en gråvejrsdag i begyndelsen af marts 2017.
Disse tre yndige kvinder ved soklen har jeg altid fundet værende det bedste ved statuen. Som helhed har statuen undgået hærværk, men Småting disse tre norner havde i hænderne er dog brækket af og stjålet.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

Anna Marie Elisabeth Jerichau-Baumann. (1819-1881)

Jerichaus hustru Elisabet Jerichau-Baumann har med nogle af sine nationale billeder bidraget til fortællingen og stemningen i og omkring de slesvigske krige.

Elisabeth Jerichau-Baumann.
Elisabeth Jerichau-Baumann.
Billede fra Illustreret Tidende den 24. maj 1868.
I begyndelsen af den ledsagende artikel til billedet her til venstre fra Illustreret Tidende, er her et citat skrevet af Jerichau-Baumann selv:
  "Jolibord!" saaledes hedder mit Barndomshjem, paa Grund af den smukke Skrænt ved Weiselfloden. Weiselfloden strømmer brusende forbi min Faders gamle Huus, som er omgivet af den yndigste Have. - De mægtige Strøm, som jeg ligesom i Drømme fra lille Barn af hørte Bruse, Du som nynnede ved min Vugge, Du, som glædede mit Øie med Skjønhed, din Vælde, Du som rødmede ved polske Heltes Blod, som afspeilede det brændende Pragas Flammer, Du, som saae den Landflygtige græde ved dine Bredder! - Du skummer og bruser saa vredt og bryder Citadellets Volde, der omslutte mit kjære Barndomshjem!
Området hvor Elisabeth-Baumann er født, fortæller hun hedder: "Jolibord". Der er egentlig to sammenskrevne franske ord: joli bord, som i denne forbindelse betyder "den smukke flodbred", - ved Weichselfloden.
Området hedder i vore dage Żoliborz, og er en bydel i Warszawa. I 1800-tallet var det et lille område ca. to kilometer nord for Warszawa.

Langt Tilbage i tiden havde kong Stanisław Poniatowski i 1700 tallet været meget optaget af at gøre Warszawa til et kunst og kulturcentrum, hvilket gav byen tilnavnet "Det østlige Paris". Fransk stil og mode satte et vist præg på Warszawa, og fransk indflydelse havde således også givet navn til Elisabeth-Baumanns hjemegn "Jolibord", ved bredden af Weichselfloden.

Man læser alle steder at Elisabeth Jerichau-Baumann er født i Polen, men det er kun delvis sandt.
Polen var egentlig ophørt med at eksistere i 1795, og var blevet delt imellem Prøjsen og Østrig og Rusland. Området "Jolibord" ved Warszawa var i det russiske område, og blev, og bliver, populært kaldt Kongrespolen, efter Wienerkongressen.
Så Warszawa og Kongrespolen, var egentlig russisk, da Elisabeth Jerichau-Baumann blev født i 1819.

Urolighederne i russisk-polen fik forældrene til at sende datteren til Danzig, som dengang lå i den prøjsiske del af Polen, da Elisabeth var en halv snes år gammel.

I 1830 forsøgte polske nationalister at gøre oprør mod russerne, begyndende med et mislykket mordforsøg på den russiske øverstbefalende. Men oprøret, "Novemberopstanden", lykkedes ikke. Den russiske Kejser, Nicolai den første, satte hurtigt hele den russiske hær ind, og godt et halvt år efter opstandens begyndelse havde russerne genindtaget Warszawa, og oprøret var knust.
Straks efter oprøret var nedkæmpet forstærkede den russiske kejser Alexander den første militærforlægningerne i russisk-polen, "Kongrespolen", for at forhindre at lignende "optøjer" gentog sig. Og i og ved Warszawa påbegyndtes opførelsen af fæstningsanlægget "Citadellet".

De sidste linjer allerøverst oppe i citatet fra Illustreret Tidende skriver Elisabeth Jerichau-Baumann: "Du skummer og bruser saa vredt og bryder Citadellets Volde, der omslutte mit kjære Barndomshjem!"
Hendes barndomshjem var med opførelsen af Citadellet blevet indesluttet bag fæstningsværkets mure, og var overtaget af russerne.
Fæstningsværket var et meget stort anlæg og dets mure strakte sig helt ned til Weichselfloden, der "skummer og bruser saa vredt".

Da Żoliborz endnu under anden verdenskrig lå et par kilometer udenfor Warszawa, og da de tyske besættelsestropper selv brugte Citadellet, både som administration og militærforlægning, og fængsel, så blev fæstningen ikke beskadiget da Tyskerne besluttede at udrydde Warszawa, og Citadellet eksisterer stadig. Fæstningsværket er i vore dage underlagt det polske militær, og en del er blevet museum...

Et par poske småpiger.
Et par russisk-polske småpiger
fra 1800-tallet. Gammelt tysk
postkort, men ikke tegnet af
Jerichau-Baumann.
Denne polske Novemberopstand i 1830 inspirerede den danske forfatter Carsten Hauch til at skrive romanen ”En polsk Familie” som udkom i 1839.
Til et digt, der indgår i romanens handling, komponerede Niels W. Gade en melodi til, og sangen blev meget populær, ikke mindst langt senere, under anden verdenskrig, hvor den blev sunget af Axel Schiøts. Schiøts udgave ligger ikke på Youtube, men selve Gades melodi gør:
Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et Heltebryst,
Der i Døden knuses mod en vild, barbarisk Kyst?
Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund,
Som en saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?

Weichselfloden snoer sig langsomt under Krakaus Muur,
Stærke Skarer drog at bryde Ørnens Fangebuur,
Sværd og Lee paa Sletten blinked' mellem Røg og Damp,
Ingen Stridsmand kom tilbage fra den vilde Kamp.

Derfor høre vi bestandig Suk fra Flodens Skiød,
Derfor risler den veemodig, som en Drøm om Død,
Derfor sørge Mark og Enge med den hvide Piil,
Derfor tabte Polens Døttre deres muntre Smiil.

Og ved Pigens Vugge sidde de med Graad paa Kind,
Under Suk og Veemodssange slumrer Glutten ind.
Men naar Drengen vaagner, synge de om Kampens Ørn,
Under Sang om svunden Storhed vaagne Polens Børn.
Polen blev først igen en selvstændig stat efter første verdenskrig (den 11. november 1918), efter i 123 år at have været delt mellem Rusland, Prøjsen og Østrig.

"Store Nordiske Konversations Leksikon" fra 1918, bind 12, side 245 og 246, fortæller følgende om Anna Marie Elisabeth Jerichau født Baumann:
Anna Marie Elisabeth Jerichau, født Baumann, rhinsk Malerinde (1819-81), var født i Polen og studerede Malerkunst i Düsseldorf, vakte hurtigt Opmærksomhed, solgte "En polsk Bondefamilie paa den afbrændte Hyttes Tomt" til en en engelsk Mæcen og fik derved Midler til at fortsætte sine Studier i Rom. Hernede traf hun den danske Billedhugger Jens Adolf Jerichau, med hvem hun blev gift 1846.
  Samme Aar rejste Ægteparret hjem og bosatte sig i Assens. I de følgende Aar malte Elisabeth Jerichau flere af sine betydeligste Arbejder, Portrættet af sin Ægtefælle (National-Galleriet i København), "Danmark" (Glyptoteket) og "Husandagt".
  Høyen, der paa den Tid gav Tonen an, forstod ikke Elisabeth Jerichaus sydlandske Temperament og Internationale Malemaade og modarbejdede hende kraftigt i Tale og Skrift, men denne Modstand forringede ikke hendes Produktionsevne, og hun modtog talrige Bestillinger saavel fra Danmark som fra Udlandet.
Samtidig med denne brogede og intensive Produktion fik hun Tid til at passe sin Mand og sine Børn og til at foretage lange og eventyrlige Rejser til Frankrig og Italien, ja selv til den fjerne Orient naaede hun og besaa Sultanens Harem, hvilket Indtryk hun har skildret i "Haremskvinde" og i sin Rejseskildring: "Brogede Rejsebilleder".
  Paa Nationalgalleriet findes hendes ypperligste Arbejde: "En saaret dansk Kriger", stærkt i sin Følelse og malt med stor Dygtighed. Ogsaa flere af Elisabeth Jerichaus Portrætter udmærker sig ved Alvor og malerisk Holdning! Trods den kølige Modtagelse, hun fik her i Danmark, bevarede hun altid en levende Kærlighed til sin Mands Fædreland og følte det som sit eget, endskønt de store Lande bedre forstod hendes Kunst og Naturel og anderledes hyldede hende.
Der er nævnt lidt mere om dette delte Polen i forbindelse med kapitlet "Hvorledes Salomon Baadsmand og Gjøngehøvdingen blev til".
- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

Jerichau-parret mødte hinanden i rom og de forlovede sig anden juledag 1845, og små to måneder efter, den 19. februar 1846, blev de gift i den protestantiske kirke på Kapitolium i Rom.
Ved folketællingen i 1880, året før Elisabet Jerichau-Baumann dør, havde Jerichau-parret bopæl i forhuset i Heibergsgade nummer 9, i København. Her bebor parret hele 1 og 2. sal i ejendommen, ialt 10 værelser.
Der er yderligere to personer registeret på adressen. Den ene fører tilsyn med huset, og den anden med arkiverne.
Folketællingsmanden har yderligere noteret: "Husfaderen Prof. Jerichau med Frue - midlertidig fraværende. Se Tillægsliste B."

Tillægsliste B er her scannet og medtaget, for det givet et indtryk af familien og situation så sent i livet. En sådan folketællingsliste omfatter kun de beboere der er tilmeldt adressen, og således slet ikke hele familien Jerichau.
Folketælling 1880.
Folketællingsliste 1880. København. Heibergsgade, opslag nummer 10.
Jeg vil tilføje et par kommentarer.
På selve folketællingslisten, der findes på højre side af opslag nummer 6, er tællingen foretaget den 3. februar 1880. Der står at det er statens ejendom, og på underskriften af tællingen kan man se og læse Adolfs Jerichaus egen underskrift. Så han har personlig været mødt op denne dag for at kunne skrive under.
Herunder er, lidt forenklet, personerne på listen:
  1. Jens Adolf Jerichau selv, 63 år, opgiver at han opholder sig i Jægerspris, det er på "Kignæsgaarden" i Neder Draaby ved Jægerspris, bondegården som der er nævt øverst her på siden.
  2. Fru Elisabeth Jerichau, 58 år, opholder sig i Rom.
  3. Agnete Læssøe (Jerichau) på 26 år, en af Jerichau-parrets børn, opholder sig sammen med moderen i Rom
  4. Harald Læssøe, et barnebarn på 1 år, Agnetes søn, er med morfaderen i Jægerspris.
  5. Elisabeth Læssøe, et barnebarn på 5 år, en søster til ovennævnte, opholder sig i København. (Ikke angivet hvor?)
  6. Louise Johanne Jerichau på 24 år, en anden af Jerichau-parrets døttre opholder sig i Schweitz. Hun er sindssyg.
  7. Thorvald Jerichau, en af Jerichau-parrets sønner på 31 år, opholder sig i Dresden.
  8. Holger Jerichau på 19 år, også en af Jerichau-parret sønner opholder sig også i Dresden.
  9. Marie Jerichau på 30 år, endnu en af Jerichau-parrets døttre, er også med faderen i Jægerspris. Hun er også sindssyg.
  10. Og til sidst er det husbestyrerinden Christine Nielsen, som er taget med til Jægerspris.
Nederst på tællingslisten står der:
Børn. 6 levende. 4 døde. Dette er måske interessant, for flere steder er der angivet forskellige antal børn, og da Jerichau selv har skrevet under på listen, så må han jo selv havde vist hvor mange børn de havde fået tilsammen.

To år før folketællingen herover, var sønnen der ofte havde fulgt moderen på hendes rejser, maleren Nikolaj Harald Adolf Jerichau, død i Rom den 6. marts 1878, hvor han blev han begravet ved siden af sin hustru på Cimitero acattolico di Roma.
Sønnens dødsfaldet berørte Elisabeth Jerichau-Bauman meget, og fik hende til at skrive en lille bog om sønnen: "Til Erindring om Harald Jerichau". Denne lille bog ligger frit på archive.org...
Piazza del Popolo.
Piazza del Popolo i Rom, hvor kunstnerægteparret Jerichau havde atelier.
Gammelt postkort fra sidst i 1800-tallet.
Den norske kunsthistoriker og forfatter Lorentz Dietrichson (1834-1917) var personlig ven med Elisabeth Jerichau-Baumann. Lorentz Dietrichson fortæller i sine erindringer "Svundne Tider", i bind II: "Fra Uppsala til Rom", om de sidste gange han traf Elisabeth Jerichau-Baumann i Rom: (Fra side 277)
  Elleve Aar senere mødte vi atter Fru Jerichau paa en Reise - dennegang i Rom. Men da var hun meget forandret. Et af de haardeste Slag, der kan træffe et Moderhjerte havde rammet hende; hun havde mistet sin ældste, rigt begavede Søn, den geniale unge Maler og sin Moders Yndling, Harald Jerichau. Og dette Tab var paa flere Maader blevet mangedobbelt bittert. Thi denne Sorg kom ikke alene: den unge Kunstners hele lille blomstrende Familie var meiet bort af Døden, og ogsaa andre bitre Familiesorger havde lagt sig tyngende og trykkende paa det kraftige, livsglade Sind. Men hun arbeidede med samme Ihærdighed og samme ungdommelige Kraft som altid, og Ingen skulde mørke, at hun var saaret til Døden.
  Hun havde sit Atelier i sin Mands gamle Studio ved Piazza del Popolo. Her forsamlede hun gjerne sine Venner til smaa, fordringsfrie Festligheder. Jeg vil altid mindes en liden Frokost, til hvilken hun havde indbudt nogle skandinaviske og tyske Venner. Da vi kom, stod hun i fuldt Arbeide med Modellen foran sig. "Er Klokken allerede tolv?" raabte hun os imøde -- kastede Pensel og Palet og afskedigede Modellen. "Nu har jeg arbeidet siden den tidlige Morgen -- derfor maa De undskylde mig et Øieblik, mens jeg skifter Kjole". Ti Minutter efter traadte hun ind, et Teppe droges tilside, og i en indre Afdeling af Atelieret stod det festligste Bord dækket med Blomster og Frugter og Vin i blinkende Krystal, og selv var hun den livligste, aandfuldeste Vertinde, og Ingen kunde merke det ringeste Spor af Træthed eller Anstrengelse hos hende: Øieblikkets Glæde optog hende aldeles. Trods den dybe Sorg, som boede i hendes Indre, fordrede Livsglæden sin Ret; i Karnevalstiden arrangerede hun en Blomstervogn med kostumerede skandinaviske Damer, der hørte til de smukkeste paa den hele Corso, og, om jeg erindrer ret, tog en af Præmierne.
  Moccoliaftenens Morgen havde jeg truffet hende, mere nedslaaet og sørgmodig end sødvanlig: om Aftenen under Kostumeballet paa Teatro Costanzi neiede en Tyrkinde for mig med et alvorligt "Salem aleikum" -- det var Elisabeth Jerichau, fuldt optaget af Øieblikkets Karnevalstummel. Hun havde om Eftermiddagen gjennem den her i Facsimile gjengivne Billet anmodet mig om at møde hende for at kjøre til Ballet men var -- udeblevet. Jeg var kostumeret som reisende Englænder, og vi spadserede en Timestid sammen under en livlig Samtale i den bølgende Vrimmel. Og i den Time vexlede hendes Stemninger vist ti Gange mellem Munterhed og Melankoli.
Dietrichson fortæller her ovenfor at "den unge Kunstners hele lille blomstrende Familie var meiet bort af Døden".
Det var sønnens Harald Jerichaus hustru Maria Kutzner, som Dietrichson omtaler. Harald var blevet gift i Konstantinopel i marts 1875 med Maria Kutzner, og hun døde halvandet år efter brylluppet i barselsseng, i november 1876 i Napoli. Den unge svigerdatter, og efterfølgende sønnen Harald, blev begravet i Rom, på kirkegården der hørte til protestantiske kirke på Kapitolium, hvor Elisabeth Herichau Baumann selv var viet til Jerichau

Det kommende forår 1881, fortæller Lorentz Dietrichson videre, besluttede Skandinaverne i Rom, med Peder Severin Krøyer i spidsen, at holde et afskedsgilde for Elisabeth Jerichau-Baumann, før hun rejste tilbage til Danmark:
  Den lille Fest blev holdt i "Falcone" med Makkaroni og Vin som materielle Hovedbestanddele, men med Sang og Klang, Mandolinspil og Kvartetter som aandrigt Indhold. Krøyer havde anmodet mig om at sige nogle Afskedsord -- og de Ord blev paa en Maade ominøse.
  Jeg erindrer nemlig, at jeg bl.a. udtalte, at jeg ikke netop vilde ønske hende noget langt Liv; thi et langt Liv var ingen Lykke, hvis Ens aandelige eller legemlige Kraft var brudt; men desto mere vilde jeg derimod ønske hende, at hun, enten Livet blev langt eller kort, maatte beholde denne sjeldne Kraft, denne uforkrænkelige Livsfylde til sin sidste Stund.
  Ønsket blev opfyldt hurtigere end vi anede. Ikke drømte Nogen af os i hin glade Time om, at det var sidste Gang vi sad sammen, sidste Gang hun forlod Rom, endmindre, at Enden var saa nær. Dagen efter reiste hun, stærk og frisk -- deltog med usvækket Kraft og Interesse i Kunstnermødet i Gøteborg, hvor hun var Gjenstand for stor Hyldest, og saa - - neppe en Maaned efter modtog jeg i Sorrento Underretningen om hendes Død. Men hun havde havt et rigt Liv, rigt paa Sorger, rigt paa Glæde, rigt ved sit eget fyldige Indhold - - det var, ligesom man ikke kunde forstaa, at hun var borte - - borte for altid, borte fra Misundelse og Bagtalelse, borte fra Kjærlighed og Beundring, den forunderlig store, sælsomt sammensatte Kvinde, et Naturens Mesterverk, som Menneskene gjorde alt for at forkludre, uden at det dog lykkedes dem.
Elisabeth Jerichau-Baumann døde mandag den 11. juli 1881.
Allerede i aftenudgaven den 11. juli, samme dag som Elisabeth Jerichau-Baumann døde, bringer dagbladet Nationaltidende en stor nekrolog, som slutter med:
  Saa kom Døden og lagde sin kolde Haand paa hendes Hjerte, og hun gik bort, medens hun endnu var stor i sin Kunst, inden hun havde overlevet sig selv og sin Tid.
  Hendes Studio paa Piazza del Popolo i Rom - der, Ripettaen munder ud paa den verdensberømte Plads - staar nu tomt, der er stille og øde i disse paa orientalsk Vis smykkede Rum, hvor Roms første Adel og mægtige Kardinaler kom for at hilse paa den store Kunstnerinde, og længe vil det desværre vare, før denne Bolig atter beboes af en Kunstner, der har bragt Danmarks navn saa vide over Land som Elisabeth Jerichau-Baumann.
Folkets Avis skriver en nekrolog den 12. juli 1881.
Dødsfald. Igaar Morges afgik den ansete Kunstnerinde Fru Anna Maria Elisabeth Jerichau, født Baumann, ved Døden af Lungebetændelse. Den Afdøde var født den 21de November 1819 i Warschau af tydske Forældre; hun kom senere til danzig, og uddannede sig derpaa i Berlin og endelig i Düsseldorf i Malerkunsten, for hvilken hun tidlig lagde megen Begavelse for dagen. De af hendes Arbeider, som først vakte almindelig Opmærksomhed, fremstillede Scener af det polske Folkeliv.
  Hun reiste nu, i 1845 til Rom, hvor hun gjorde Bekjendtskab med den danske Billedhugger, Professor Jerichau, hvis Hustru hun blev. Hun bosatte sig derefter i Aaret 1849 tilligemed sin Mand i Kjøbenhavn, og rettede strax sin Opmærksomhed paa, i sit nye Fædreland at finde Emner, der vare hendes Kunst værdige. Man har derfor fra de første Aar af Kunstnerindens Ophold her i Landet en Række Malerier, der vedrøre danske Forhold, blandt hvilke den allegoriske Figur "Danmark" og "Danske Bønderbørn" høre til de mest bekjendte. Hendes livlige Temperament kunde imidlertid ikke slaa sig til Ro herhjemme, og hun foretog mange Rejser, fra hvilke hun altid hjembragte et rigt Udbytte. I de senere Aar nøiedes hun ikke med at foretage de traditionelle Reiser til Italien og Vesteuropas Hovedstæder; hun besøgte, snart ledsaget af en af sine Døtre, snart af sin begavede, altfor tidlig afdøde Søn, Harald, Ægypten, Grækenland, Konstantinopel og Syrien, og medbragte ogsaa fra disse Reiser interessante Skildringer, saa meget mere, som hendes Kjøn tillod hende at gjøre Studier af østerlandske Forhold, som vare hendes mandlige Kolleger nægtede.
  Hendes Barns, Maleren Harald Jerichaus, tidlige død ramte hende haard, og Moderhjertet satte ham et smukt Æreminde i den Livsskildring, hun udgav og det saa tidligt afsluttede Kunstnerliv. Det var ikke den sidste Gang, at Fru Jerichau ombyttede Penselen med Pennen; Hun havde begyndt at udgive en Række Reiseskildringer fra Orienten, ledsagede af Afbildninger, som skyldtes enten Kunstnermoderen selv eller hendes afdøde Søn; disse lette og kviktskrevne Reisebilleder bar i høi Grad Vidne om Kunstnerindens livlige Aand.
Ifølge begravelsesprotokollen blev professor Jerichaus Hustru, Anna Marie Elisabeth begravet lørdag den 16. juli klokken 12, fra Holmens Kirke. Kisten bliver ført til Frederiksberg, til Fasankirkegaarden.
Hun blev 61 år gammel. Dødsårsagen var pneumonia crouposa, hvilket kan udlægges som akut lungebetændelse.

Illustreret Tidende den 24. juli 1881 slutter sin store nekrolog med:
  I Alt var hun genial, i sin Kunst som i skrift, i sin Sang og i sin Dands som i Tale, i sine smaa Besynderligheder som i sin Kjærlighed til Husbond og Børn, Venner og Hjemland. Men maaske netop i sin Kjærlighed. Om den taler Alt, hvad hun har virket i det Store og i det Stille; den var det, der bar hende frisk og ung gjennem det urolige Liv med dets sorger og dets Glæder.
Her i nutiden har Birgit Poulier har skrevet en historisk roman over Elisabeth Jerichau-Baumanns liv, som har titlen: "Lisinka", som var Elisabeths kæle og kaldenavn. Den er udkommet på forlaget Munksgaard-Rosinante i 1996, og kan lånes gennem biblioteket.

Kunstværker.

Elisabeth Jerichau-Baumann var meget produktiv, og først her oppe i nutiden er der ved at blive forsøgt at samle et overblik over hendes værker.
Hendes kunst er nogle steder betegnet som "svingende i kvalitet", hvilket jeg ikke er helt enig i. Fra alle kunstnere kan man finde skitser og påbegyndte arbejder frem, og hævde at dette eller hint ikke er ligeså godt, som andet måske er.
Blot det at leve sammen med en person, der som ægtemanden Adolf Jerichau var i stærkt "svingende humør og stemning", føde 10 børn, hvoraf fire døde undervejs, og hvor to af de resterende var sindssyge, have hus og hjem to-tre steder i verden, og så alligevel kunne formå at skabe kunstværker - samt skrive - det er/var en imponerende præstation.

Brødrene Grimm.
1000 Mark pengesddel.
Tausend Deutsche Mark fra 1991.
Den sidste tyske pengeseddel, der blev udgivet før Euroen blev indført i Tyskland i 2002, var en 1000-mark seddel i 1991. På forsiden af denne seddel er en gengivelse af Elisabeth Jerichau-Baumanns maleri af brødrene Grimm.

Maleriet af brødrene Grimm malede Elisabeth Jerichau-Baumann i 1855. Det er Wilhelm til venstre og Jakob Grimm til højre.

Maleriet befinder sig i vore dage på "Staatliche Museen zu Berlin - Preußischer Kulturbesitz" i Berlin.
museets webside om maleriet er der en fin beretning om maleriet historie.

I Tidsskrift.dk ligger denne fine artikel om "Brødrene Grimm og deres danske bekendtskaber".
Georg Ebers "Ægypten".
Da Georg Ebers pragtværk "Aegypten i Bild und Wort" udkommer i to bind i Stuttgart og Leipzig, udgivet af Eduard Hallberger i 1879-1880, var en af værkets mange illustrationer af Elisabeth Jerichau-Baumann.
Topfhändlerin
"Topfhändlerin" af Elisabeth Jerichau-Baumann.
Illustration fra Georg Ebers "Aegypten i Bild und Wort", bind 2, i kapitlet "Bis Theben". side 245.
Xylografiet er efter hendes maleri: "En Ægyptisk Pottesælgerske nær Gizah" fra 1876. Dette maleri
er i privateje i den fornemme "The Shafik Gabr Collection", og ses som billede nummer to i linket.
Georg Ebers flotte værk "Ægypten" udkom også på Dansk, men i en lidt mere beskeden udgave i kun 1 bind.
I den originale tyske 2-binds udgave, er der ca. 820 illustrationer. I den danske udgave er der "kun" ca. 260 illustrationer, og desværre er Elisabeth Jerichau-Baumanns illustration ikke medtaget i den danske oversættelse.

Otto Borchsenius skriver en stor artikel i Illustreret Tidende den 28. oktober 1877 om Georg Ebers, og om Ægypten - og om Ebers forfatterskab.
Anledningen til denne artikel har været at Otto Borchsenius påbegyndte oversættelse af Georg Ebers roman "Uarda", som foregår i det gamle Ægypten. Otto Borchsenius oversættelse af "Uarda" udkom på dansk på Andreas Schous Forlag, i København i 1880. "Uarda" genudkom i en forkortet udgave i 1913
Tidsskrift og ugebladsillustrationer.
Der eksisterer slet ingen oversigt over hvad Elisabeth Jerichau-Baumann har tegnet af illustrationer. Herunder er det et xylografi fra 1879 efter en tegning af Elisabeth Jerichau-Baumann.
Stålstik af Elisabeth Jerichau-Baumann.
Størrelse 23 x 34 cm. Billedet har en titel: "Das ist er!"
Xylografiet er en helsides illustration fra ugebladet "Illustrierte Welt". Selve tegningen har Elisabeth Jerichau-Baumann givet årstallet 1879, men jeg vil mene at tegningen først er medtaget i tidsskriftet et par år senere, i begyndelsen af 1880'erne.
Jeg har selv gjort nogle notater om, at der findes flere af Elisabeth Jerichau-Baumanns illustrationer i dette tidsskrift. Måske endda også en illustration mere i samme årgang som denne?
Men jeg har endnu ikke haft mulighed for, eller nået at søge.
Mig bekendt er indtil dato (marts 2017) kun een årgang scannet ind, og det er årgangen 1864. Det kongelige Bibliotek har desværre ikke "Illustrierte Welt" fra 1880'erne.
En såret dansk soldat.
En såret dansk Soldat.
Madame Jerichau: "A Wounded Danish Soldier And His Betrothed".
Fra "The Illustrated London News" den 18. marts 1870.
Xylografi efter Elisabeth Jerichau-Baumanns Maleri "En såret dansk kriger, 1865".
Selve maleriet befinder sig på "Statens Museum for Kunst".

Tilføjet af: Henning Jensen.

- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Lorentz Dietrichson: "Svundne Tider", I-IV. Cappelens Forlag i Kristiania. 1896-1899.
  2. Elisabeth Jerichau-Baumann: "Til Erindring om Harald Jerichau". Schous Forlag. 1879.
  3. Max Bendixen: "Verdensdamen Elisabeth Jerichau-Baumann". Udgivet af Forlaget Saxo i 2011.
  4. Georg Ebers: "Aegypten i Bild und Wort". I 2 bind. udgivet af Eduard Hallberger i Stuttgart og Leipzig i 1879-1880.
  5. Georg Ebers: "Ægypten". Oversat af M. Galschiøt. Udgivet af P. G. Philipsens Forlag i 1882.
  6. Anne Christiansen: "Skønhed og Skrøbelighed". Udgivet af Fyns Kunstmuseum i 2003.
  7. Nicolai Bøgh: "Elisabeth Jerichau-Baumann". Udgivet af Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, 1886.