Logo

Dette er et lille internt leksikon med forklaringer og oplysninger tilknyttet websiden.
Hvis du vil vide mere om emnet så brug Google eller Bing.


Oprettet 2016-02-28 18:37:19.
Frederik Carl Christian, den senere Frederik den VII

I forbindelse med Augusta Etlars kapitel "Frederik den Syvende i Fredericia", som er det tredje kapitel i Augusta Etlars "Minder", kan der læses lidt mere om kongens ophold som kronprins i Fredericia.

Frederik den VII.

Frederik den Syvende.
Kong Frederik den Syvende.
Originalt foto fra omkring 1860.
Kongl. Hofphotograph Georg Emil Hansen,
Norgesgade 22, København
I 1806 blev Frederik den VII.s far, prins Christian Frederik (den senere kong Christian VIII) som tyveårig gift med prinsesse Charlotte Frederikke af Meklenborg-Schwerin.
Hun fødte deres første barn, en søn, året efter ægteskabet, den 8. april 1807, som fik navnet Christian Frederik, men den lille prins døde kort efter fødslen.
Året efter igen blev endnu en prins født på Amalienborg den 6. oktober 1808, i det palæ der i vore dage rummer Amalienborgmuseet.
Den lille nyfødte prins fik navnet Frederik Carl Christian.

Den lilles far, den senere Christian 8., bortviste sin ægtemage, fra hoffet på grund af utroskab i 1809. Den lille prins Frederik var da kun et år gammel.
Den lille Frederik er blevet kaldt “kongehusets første skilsmissebarn”.
  Allerede i en Alder af 1 Aar begyndte Livets Skyggeside at vise sig for Prindsen, idet hans Forældre i Aaret 1809 bleve separerede, hvilken Separation senere afløstes af en fuldstændig Skilsmisse og Prindsessens Fjernelse fra sin Søn, der ingensinde senere fik sin deilige Moder at see, men kun ved Porttrætter kjendte hendes Person.
En fodnote på side 5. i Giessings "Kong Frederik den Syvendes Ungdoms og Regjeringshistorie" fra 1865, antyder at man allerede dengang mente at forvisningen af Jean Baptiste Dupuy ikke var andet end en politisk beslutning:
  Ifølge et kongeligt Rescript af 6te November 1809 blev Lieuntnant af Livjægercorpset Dupuy landsforviist og, under militair Escorte, tog han foreløbig til Lübeck og erholdt 500 Rdl. i Reisepenge. Han havde meddeelt Prinsessen Undervisning i Musik og Prindsessen aflukkede da sin Cabinetsdør for at have Roe for andre Prindsesser, som ofte kom ind til hende. Paa dette vage Indicium synes man at have støttet hendes Forviisning.
Moderen blev forvist til Horsens.

Frederik den Syvendes to første ægteskaber.

Det første ægteskab med prinsesse Vilhelmine Marie af Danmark fandt sted den 1. november 1828.
"Nordisk Conversationslexikon" fra 1885, udgivet af Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, skriver meget kort om Vilhelmine:
Vilhelmine Marie, Frederik den VI.s Datter, født 18. Januar 1808 paa Kiels Slot, blev 1. November 1828 gift med Frederik Carl Christian, (den senere Frederik den VII), men skilt fra ham i September 1837, og allerede 19. Maj 1838 anden Gang gift med sin Fætter, Hertug Carl af Glücksborg, efter hvem hun 24. October blev Enke. I Anledning af hendes første Giftermaal oprettedes Vilhelmine-Stiftelsen, der aarlig giver Udstyrshjælp til 3 Embedsmænds-Døtre ved deres Giftermaal, og til 4 Haandværkssvende ved deres Nedsættelse som Mestre. Den ejer en Formue af 160,000 Kroner.
Prinsesse Vilhelmine.
Prinsesse Vilhelmine Marie.
Billede af ukendt oprindelse fra udklip.
Måske oprindelig en tegning af Eckersberg?
Parret passede ikke sammen. Prinsessen var en godhjertet og blid og from kvinde, så "Hun formaaede derfor ikke at vinde Indflydelse over den lunefulde og vægelsindede Prins, som kun var udrustet med en tarvelig Dannelse. Han saarede ved en stødende Adfærd hyppig hendes kvindelige Følelse og tilsidesatte i Selvforglemmelse den Agtelse, han skyldte hende som sin Hustru".

Giessing skriver i sin biografi over kongen, "Kong Frederik den Syvendes Ungdoms og Regjeringshistorie", i en fodnote på side 70:
  Hvor usikre Rygterne om Aarsagen til Skilsmissen ere, sees heraf: at da Prindsen og Prindsessen mange Aar efter traf sammen, yttrede Hiin til Denne: „Jeg kan i Grunden ikke begribe hvorfor vi To egentligen bleve skilte ad".
  Men kunde Ægtemanden ikke begribe eller vide det, kunde Andre udenfor staaende det vel endnu mindre. Den fraskilte Prinsesse giftede sig allerede 19. Maj 1838 igen med en Fætter, sin mors Søstersøn, Hertug Carl af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og flyttede fra København.
Dette, Prins Frederiks første ægteskabs forlis med sin kusine, Frederik den VI.s datter, og "balladen" op til skilsmissen, var medvirkende til kongens, Frederik den VI.s beslutning om at sende prins Frederik til Fredericia.
Det var nærmest en forvisning, og "forvisningen" var ledsaget af et dokument, som reelt betød at prinsen havde forbud mod at forlade Fredericia under sit ophold.

Vilhelmine Marie fik ingen børn, hverken i sit første eller andet ægteskab.

- - - - - - - - - -

Frederik VII.s andet ægteskab var med prinsesse Caroline af Mecklenborg-Strelitz.
Caroline von Mecklenburg-Strelitz var datter af storhertug og hertuginde Georg og Marie von Mecklenburg-Strelitz, født den 10 jan. 1821 i Neustrelitz, Mecklenburg-Vorpommern i Tyskland.

Hun blev efter forlovelsen i 1840, gift med Frederik VII den 10. juni 1841, hjemme hos sine forældre i Neustrelitz, Mecklenburg-Vorpommern i Tyskland.
Parret blev skilt igen i 1846, og Caroline rejste tilbage til Mirow i det sydlige Mecklenburg-Vorpommern.< br>
Caroline døde 1 jun. 1876 også i Neustrelitz, hvor hun blev begravet i krypten i Johanniterkirche i Mirow.

Frederik den Syvendes tredje ægteskab.

Grevinde Danner.
Grevinde Danner på Jægerspris.
Gammelt postkort fra først i 1900-tallet.
Det tredje ægteskab, "vielsen til venstre hånd" til fru Christine Louise, Grevinde Danner, fandt sted den 7. august 1850. "Nordisk Conversationslexikon" fra 1885, udgivet af Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, skriver meget kort om grevinde Danner:
  Danner, Louise Christine, Lensgrevinde, Kong Frederik VII.s tredje Ægtefælle, født 21. April 1815 i Kjøbenhavn i en borgerlig Familie Rasmussen, blev 7. August 1850 i Frederiksborg Slotskirke af Biskop Münster viet til Kongen (til venstre Haand), hvorhos der samme Dag tillagdes hende navn, Titel, Rang og Vaaben som Lehnsgrevinde Danner (Patent af 1. Januar 1855). Ved sin Død 6. Marts 1874 efterlod hun sig en Formue af 6½ Millioner Kroner, samt Slottet Jægerspris, og oprettede heraf "Frederik VII.s Stiftelse" paa Jægerspris til Opdragelse af fattige Pigebørn. 1879 havde hun grundlagt en anden "Frederik VII.s Stiftelse" i Kjøbenhavn med Fribolig for 52 fattige Kvinder.
Samtiden var meget forsigtig med at skrive om Grevinde Danner, men efter århundredeskiftet, i 1906, skriver "Allers Illustrerede Konversationsleksikon" lidt mere uddybende følgende:
Louise Christine Danner, Grevinde, morganastiske Gemalinde, født 1815, død 1874; hun bar Moderens Navn Rasmussen. Var først ansat som Figurantinde ved det kongelige Teater; efter at være afskediget 1842 etablerede hun sig som Modehandlerinde. Allerede i Slutningen af Trediverne havde Prins Frederik gjort hendes Bekendtskab, og da han i 1848 havde besteget Tronen, tænkte han paa at ville ægte hende, men det lykkedes den Gang Ministeriet at afholde ham derfra.
 I 1850 overraskede Kongen sin Regering og Folket ved 7. August at ophøje hende til Lensgrevinde Danner og samme Dag at lade sig vie til hende af Biskop Mynster. Dette Ægteskab blev almindeligt misbilliget, tilmed da det viste sig, at Grevinde Danner i Stedet for at holde sig tilbagetrukket tværtimod yndede at stille sig frem, som om hun kunde være Landets Dronning.
 Ved flere Lejligheder, navnlig i 1854 paa en Rejse i Hertugdømmerne, hvor hun ledsagede Kongen, fik baade hun og hendes kongelige Ægtefælle tydelige Beviser paa, hvorledes i alt Fald den største Del af Befolkningen følte sig forarget; hun arbejdede derefter ivrigt paa at blive anerkendt, som Kongens Gemalinde, og Kongen lod gennem Gesantskaberne i de forskellig Landes Regeringer officielt underrette om sit Ægteskab, uden at det dog gjorde nogen Virkning.
 Grevinden vedblev imidlertid at arbejde imod sit Maal, støttet af sin intime Ungdomsven Berling, der var bleven udnævnt til Kammerherre og Kabinetssekretær. Ministeriet Hall, der indsaa, at disse Forhold forringede de udenlandske Magters Sympati for Danmark, forlangte, at Berling skulde fjernes, og at Grevinden ikke officielt maatte optræde som Kongens Gemalinde, og traadte tilbage, da Kongen nægtede at indvilge; der dannedes da et Venstreministerium (Rotwitt), og da det nu saaledes tydeligt havde vist sig, at Grevinden vilde udstrække sin Indflydelse ogsaa til Politiken, foretoges der temmelig hidsige Folkedemonstrationer i Hovedstaden, endog foran Slottet. Det nys dannede Ministerium maatte atter vige for Hall, og Grevinde Danner blev nu noget mere forsigtig i sine Handlinger.
 Da Kongen var død 1863, paakaldte hun Kristian IX's Beskyttelse, men hun glemtes helt i den bevægede Tid og førte derefter en meget stille Tilværelse. Hun døde paa en Udenlandsrejse i Nizza.
 Grevinde Danner havde med kvindelig Lethed lært at "føre sig" i sin ophøjede Stilling, og hun kunde mangen Gang bringe, den, med hvem hun konverserede, til at glemme hendes Fortid. Hun havde erhvervet sig stor Sprogfærdighed og lagde meget an paa et vindende Væsen.
 I økonomisk Henseende var hun meget paaholdende, men sin store Formue, omtrent 7 Millioner Kroner, anvendte hun paa en smuk Maade, idet hun i sit Testamente oprettede Frederik VII's Stiftelse i København, og grundlagde den store Stiftelse paa Jægerspris, hvor Pigebørn skal undervises og uddannes til Tjenestepiger.
Begge stiftelser, "Kong Frederik d. VIIs Stiftelse" i Jægerspris og "Danner Stiftelsen" i København, eksisterer stadig.
Skodsborg Slot.
Skodsborg Slot. Gammelt Postkort fra begyndelsen af 1920'erne.
Skodsborg Slot blev efter Grevinde Danners tid en del af "Skodsborg Badesanatorium".
I vore dage er bygningen en del af "Kurhotel Skodsborg".

Frederik VII købte to år efter brylluppet med Grevinde Danner Skodsborg Slot, og boede efter indretningen skiftevis her, og på Christiansborg Slot i København. I haven til Skodsborg Slot havde kongen et stort telt med et dannebrogsflag på toppen, hvor kongen ofte opholdt sig i godt vejr.
Fra dampfærgens anlægsbro nedenfor slottet blev her tit modtaget kongelige og andre internationale gæster. Det var også fra denne anløbsbro at kongen drog på sin sidste rejse med dampskibet "Slesvig".

Frederik den VII.s død

Glücksburg Slot.
Glücksburg Slot. Fra gammelt postkort fra omkring 1895.
Frederik den Syvende var konge i perioden op til 1864, og var på denne måde både direkte og indirekte "medskyldig i 1864".
Den 11. september 1863 rejste kongen fra Skodsborg med dampskibet "Slesvig" og ankom næste dag til Glücksburg Slot.
Disse måneder er månederne lige før krigen begyndte i 1864, så kongens besøg i det sønderjyske havde en stor national og politisk, måske mest indenrigspolitisk betydning.

Men allerede den 15. oktober kom kongen tilbage til København, for at holde statsråd dagen efter, den 16. oktober.
Der var problemer med hvor kongen skulle opholde sig vinteren over, for Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor Frederik den VII. og grevinde Danner var flyttet ind, var endnu ikke genopbygget efter branden i 1859, branden som "onde tunger" gav grevinde Danner skylden for. Og Christiansborg Slot blev ikke betragtet som sikkert i tilfælde af optøjer, demonstrationer eller "Oprørssymptomer", så man havde forventet at kongen var rejst videre til Odense Slot og havde taget ophold der.

Men kongen tog tilbage til Glücksburg, og derfra besøgte han det nye arkæologiske fund i Nyedam Mose, der blandt andet afslørede et langskib fra vikingetiden.
Under dette besøg i mosen mente nogle at klimaet havde haft en uheldig indflydelse på kongens helbredstilstand. Samtidig "led" kongen af "en tiltagende Korpulence gjorde ham en gaaende og staaende Stilling besværlig". Begge årsager som kan have medvirket til svækkelse.

Den 7. december 1863 rejste kongen til Mysunde i Sydslesvig, hvor han inspicerede skanserne. Mandag den 9. december var kongen tilbage i Glücksburg.
Den 10. december havde kongen det skidt og havde feber, og hans livlæge, etatsråd Lund i København, blev tilkaldt, hvorfra han den 11. rejste fra København mod Glücksburg.

Den 12. december lød bulletinen på "at Kongen ved Forkjølelfse havde faaet et let Tilfælde af Ansigtsrosen — en Sygdom, der blev anseet for meget farlig netop for Kongen, ifølge hans Legemsbeskaffenhed".
Kongens planlagte tilbagerejse til København måtte dermed udsættes.

Søndag den 15. december lød bulletinen klokken 14 således: "Kl. 2 Eftermiddag var den saakaldte „store Reaction" eller sidste Kamp mellem Livet og Døden begyndt, og Kl. 2, 35 Minutter (Slottets Uhr viste 2, 47 Minutter) døde Patienten. Kong Frederik den 7des Død var stille og smertefrie, og lignede Barnets Henslumren".

Der udkom mange digte og sange i forbindelse med kongens død.

H.C. Andersen fortæller i sine erindringer, "Mit Livs Eventyr", fra side 184 og frem, at han havde været på besøg på herregården Glorup i næsten hele juni, og Andersen fortsætter med:
  I Slutningen af August var jeg igjen tilbage i mine smaa Stuer i Kjøbenhavn. Man gav dengang i Casino min Eventyr-Komedie »Hyldemoer«, i hvilken den unge, talentfulde Skuespiller, Carl Price, udførte den barnesindede Elskers Rolle naturligt og smukt. Stykket blev modtaget med stort Bifald og er fra den Tid af blevet et af de Smaastykker, som stadigt bliver seet med Velvillie, langt større end ved dets første Opførelse; dengang var det, som jeg tidligere har meldt, kun Poeterne, som Heiberg, Boye og Thiele, der følte sig tiltalte, ikke Kritikkerne; hvilket Omslag nu!
  Jeg skrev i dette Efteraar for det kongelige Theater Lystspillet: »Han er ikke født« og for Casino-Theatret: »Paa Langebro«. Jeg havde ved at gjennemblade Kotzebues dramatiske Værker fundet et Drama, som jeg ikke kjendte, og som var skrevet efter den bekjendte, smukke Fortælling hos Musæus: »Stille Liebe«. Jeg tog dette Stykke, lod Fortællingen selv, saaledes som Musæus giver den, opgaae i min Tanke og fordanskede Handlingen. Bremerbro blev Kjøbenhavns Langebro; den hele Digtning blev ganske hjemlig, de indlagte Sange tiltalte, og jeg havde Fornøielse deraf.
  Alt var Glæde og Solskin, men nu kom Bygerne, nu kom mørke Dage, den tunge, bittre Tid. Uveiret drog op, ikke over mig alene, men over Land og Rige. Nu kom Danmarks Prøvelsestid.
  Kong Frederik den Syvende opholdt sig i Slesvig paa Slottet Glücksburg. Der gik foruroligende Rygter om hans Helbredstilstand. Det var Søndagen den femtende November; jeg var hos Kultusministeren, Biskop Monrad, der var synlig forstemt. Veiiet var raat og graat, den vaade Luft trykkede mig; jeg syntes, at jeg gik i et Sørgehuus; jeg tænkte paa Kongen, følte en Angst, og da jeg faa Timer efter kom til Venner i det Huus, hvor Ministeren Fenger boede, mødte jeg Telegraphdirecteuren, som selv bragte Telegrammet. Jeg ventede i, bange Anelse paa Trappen til han kom tilbage, og spurgte da, om jeg turde vide hvad der var meldt. Han svarede kun: »Vi maae være beredte paa det Værste« Jeg gik ind til Ministeren; han sagde mig: »Kongen er død«. Jeg brast i Graad. Da jeg kom ud paa Gaden, stode Folk i Grupper, de kjendte allerede det Sorgens Bud. Jeg var betaget, maatte søge til Venner og gik til Edvard Collins Familie. Her kom Folk, som havde været i Theatret; men idet Forestillingen skulde begynde, havde der fra Parterret lydt en Stemme: at da Kongen laae for Døden, var det ikke passende at spille Komedie; man opfordrede Publikum til at gaae.
Snart rullede Tæppet op, og Skuespiller Phister traadte frem og sagde, at det var saa naturligt, at Folk under disse Omstændigheder ikke havde Lyst til at see Komedie, og at Skuespillerne heller ikke vare i Stemning til at spille. Forestillingen blev derfor opgivet. I Casino-Theatret blev et Par Akter spillede; da kom Sørgebudskabet om Kongens Død; der lød et Suk gjennem Huset, og Folk gik strax stille derfra.
  Næste Formiddag, Luften var graa og tung som hele Stemningen, gik jeg hen til Christiansborg Slot. Pladsen var opfyldt af Mennesker. Conseilspræsidenten Hall traadte frem paa Slottets Altan og forkyndte: Kong Frederik den Syvende er død! Leve Kong Christian den Niende. Hurraraabene løde, Kongen viiste sig, og da Jubelen vedblev, kom han atter og atter frem.
Fra det lykkeligste Familielivs Ro og Glæde løftedes han nu til at prøve tunge Dage, som Gud vilde skulde komme over os Alle.
  Jeg følte mig syg, aandeligt og legemligt betaget; om Aftenen skrev jeg:

Et Sørgebudskab gjennem Landet lød:
"Kong Frederik den Syvende er død!"
Lyd, Sørgesang, ud over Thyras Vold!
Et Kongehjerte brast i Danmarks Skjold,
Et Hjerte, sendt af Gud til Folk og Land,
Meer dansk end Kongen var der ingen Mand!

Fra Hedenold og til vor Fremgang nu
Har Ingen elsket Danmark meer end Du!
Du er for Verden Kongemagtens Tolk,
I Kjærlighed velsignet af et Folk.
Tak for Dit Hjertelag, Alt, hvad Du gav!
Taknemlighed nu græder ved Din Grav.

Kongen var jo død i nærheden af Thyras Vold, Dannevirke, som var landets stolte værn og helt sikre fæstningsværk mod syd. Flere af digtene i anledning af kongens død nævner eller antyder også Dannevirke, som Andersen herover. Det er derfor meget forståeligt, at det chokerede og lammede hele befolkningen da det helt utænkelige skete, at Dannevirke faldt og måtte opgives i krigen 1864, og det kun et par måneder efter kongens død.
Kisten på vej ind i havnen.
Tegning af Vilhelm Kyhn: "Frederik den VII.s Ligfærd gennem Københavns Havn" ind til Tøjhuset, fulgt af
flag på halvt, og mange fakler. Tegning fra "De gode gamle Dage, side 42, Berlinskes Forlag 1941".

Kongen døde den 15. november 1863, på Glücksburg Slot og blev begravet i Roskilde Domkirke.
Frederik den Syvende blev 55 år, 1 måned, 8 dage, 13 timer og 35 minuter gammel.
Han var konge i 15 år, 9 måneder, 25 dage, 13 timer, og 35 minutter.
Som kongens egen Moder blev han kun lidt over 55 år gammel.

Kisten med kongens lig ankom til København med dampskibet "Slesvig".
Ligesom med "Caledonia" så måtte "Slesvig" ikke lægge til kajs, fordi man var bange for brandfaren. Så en "barkasse", en stor jolle, hentede kisten, og sejlede kisten ind til kajen bag Tøjhuset.
  Kongens Kiste var dækket af Kranse som hovedsagelig var skænket af Indbyggerne i Flensborg, og Kisten blev sejlet ind til Landingspladsen bag Tøjhuset under "Klokkeringning Koralmusik". Her blev Kisten modtaget af den nye Konge, Christian den Niende. Fra Tøjhuset blev Kisten ført til Amalienborg, til et indrettet Sørgegemak. Her holdt Biskop Friederich Münter en kort Tale. Herfra blev Kisten flyttet til "Thorvaldsens Gemak", det Værelse på det gamle Christiansborg Slot hvor Thorvaldsens Alexanderfrise befandt sig.
  Her blev Kisten sat på en Forhøjning med tre Trin omgivet af seks Girandoler med Sølvarmstager og fem Lys i hver Stage. Paa Væggene, der ligesom Gemakkets Loft og Gulv var overtrukket med sort Klæde, var anbragt Lamper med matte Glaskupler. Mellem disse var ophængt Kranse fra forskellige slesvigske Sogne, ialt tyve. Paa hver Krans var en Indskrift med Sognets Navn. Blandt disse Kranse bør maaske særlig fremhæves den simpleste af dem alle. Den var et rørende Bevis om den Hengivenhed for den afdøde Konge, som gjennemstrømmede selv Befolkningens laveste Klasser. Kransen var af Mos og bunden af Lemmerne paa Sørup Fattighus. I stedet for de brede Silkebaand, der smykkede alle de Andre, var denne sammenføjet af Smaarester af Lærredsbaand.
  Paa Sørgegemakkets ene Væg var den pragtfulde Guirlande, der var bunden af flensborgske Damer, anbragt. Kisten selv var smykket med en Mængde Kranse, som var henlagte paa den allerede i Glucksborg.
Kistens tur til Roskilde Domkirke bestemtes til at skulle finde sted den 18. december.
Klokken 16 denne dag blev kisten kørt rundt i det gamle København fulgt af en stor menneskemængde, og derefter ud af åbningen i Volden, der var ved at blive sløjfet, og hvor Den gamle Vesterport havde stået, og videre ud ad Vesterbrogade, til Frederiksberg Alle. Herfra fortsatte kørslen videre den kommende nat, eskorteret af kavaleriet, til Roskilde Domkirke hvorfra bisættelsen skulle ske.
H. P. Holst havde skrevet teksten til en "Kantate ved Fredrik VII's Bisættelse", som I. P. E. Hartmann havde skrevet musikken til.

"Illustreret Tidende" om kongens død i 1863.

I Carit Etlars bog "Krigsbilleder", som blev udgivet efter krigen i 1864, hedder indleningen "Frederik den Syvendes Død".
Denne indledning kan du læse eller downaloade her...

Frederik den VIIs interesser.

Fra filmen.
"Sørensen og Rasmussen".
Bodil Ipsen og Valdemar Møller som
grevinde Danner og Frederik VII i filmen.
Gammelt postkort fra 1940.
Et af kongens dengang lidt "skøre interesse" var hans arkæologiske, hvor han, med hjælp fra militæret, udgravede nogle af landets bronzealderhøje, for at studere dem nærmere.

Disse kongelige arkæologiske studier resulterede i en bog som kongen fik udgivet af Berlingske Bogtrykkeri af L. N. Kalckar i 1857.
Bogen genudkom i et nyt oplag i 1862, og blev også oversat til flere sprog, f.eks. tysk og italiensk, sant et par engelske udgaver.
Denne lille bog ligger til fri download på Det kongelige Biblioteks webside.

Kongen var bleve inspireret til bogen da det "Nordiske Oldskrist-Selskab" havde afholdt årsmøde på slottet "hvor det Spørgsmaal atter blev bragt paa Bane, hvorledes det havde været muligt for vore Forfædre i Steenalderen, uden de nu brugelige mechaniske Midler, at behandle de store Steenmasser".

En anke over disse "Frederik den Syvende udgravninger" har siden været, at kongen ikke fyldte hullerne i gravhøjene til efter udgravningerne, hvilket har resulteret i mange skamfede gravhøje.

Så sent som i 1939 skrev Palle Rosenkrantz hørespillet "Sørensen" til radioen, der handler om Frederik 7. og grevinde Danner, og om kongens arkæologiske interesse.
Året efter blev hørespillet til filmen "Sørensen og Rasmussen".
Det er et ganske underholdende skuespil om Frederik den Syvende under et besøg hos en bonde på landet, og hvor kongen øjner en høj udenfor, som han absolut må udgrave. Højen viser sig senere at være møddingen.

Vi opførte engang i fortiden skuespilet som modelteater, men desværre gik vor filmatiserede version af opførelsen tabt. Til opførelsen blev der indspillet lidt musik bygget på kompositioner af Frederik den VII, som ligger på Rigsarkivet.
Jeg har (vistnok) stadig min dramatiserede modelteaterversion af teksten. :-)

I. P. E. Hartmann, som havde komponeret den ovenfor nævnte kantate til begravelsen, havde kendet den afdøde kong Frederik den VII personligt, de havde været legekammerater som små.
Denne musikalske indflydelse havde også "smittet af på" kongen, der også komponerede I "Hver 8 Dags Musik og Sang", 1. årgang, side 177, Hver 8 Dags Forlag, 1899, er der medtaget en march af Frederik den VII.

Begyndelsen af noden...

Klik her og se eller download marchen...

- - - - - - - - - -
Kilder udover de sædvanlige og de i teksten nævne:
H. P. Giessing "Kong Frederik den Syvendes Ungdoms og Regjeringshistorie". Udgivet af Høsts Forlag i 1865.
"Før og Nu". Anden årgang 1916. Redigeret af F. Zachariae. Jespersens Forlag, København.
H. C. Andesern "Mit Livs Eventyr". Fortsættelsen (1855-1867). Udgivet af Jonas Colling, Gyldendal 1908, efter Fr. Bagges udgave 1877.


Tilføjet af: Henning Jensen.