Smuglerens Søn.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"Smuglerens Søn".

Novelle af Carit Etlar.

Titelbladet på 1. udgaven.
"Titelbladet på 1. udgaven fra 1839.
Fortællingen udkom første gang i 1839, den unge Carl Brosbøll var da 23 år gammel. Den originale fortælling fra 1839, hvori skrev Sibbern forordet, ligger på Det kgl. Biblioteks webside til fri download.
Man kan med en vis ret hævde at denne fortælling var både begyndelsen og slutningen på Etlar parrets, Carit og Augusta Etlars forfatterperiode.

"Smuglerens søn - en fortælling af Carit Etlar", Pios forlag 1839 - Heller ikke i denne novelle er teksten ens i de forskellige udgaver. Noget er bibeholdt uændret, og andre dele af fortællingen, er ændret i de senere udgaver. Simplificeret er vel det rette udtryk.
Fortællingen er den samme men der er flere steder brugt andre ord i de efterfølgende udgaver.

Som eksempel er her nederst på denne webside en sammenligning af et brudstykke fra begyndelsen af kapitlet "Juleaftenen", mellem originaludgaven fra 1839, og fra udgivelserne fra 1890'erne og frem.

Hele fortællingen i Chr. Erichsens udgaven fra 1915 udgaven, ligger på Archive.org.

"H. C. Andersen".

Augusta Etlar fortæller i "Carit Etlars Minder fortalte af han selv", at da Etlar havde skrevet fortællingen om "Smuglerens Søn" færdig, sendte han historien til H. C. Andersen, for at få høre Andersens mening og få hans dom. I brevet skriver den unge Carl Brosbøll bl.a.
  Min Herre! Jeg er et simpelt, ubekjendt Menneske, der i en Alder af 21 Aar har prøvet mere end de fleste andre af hvad Skjæbnen giver, naar den vender sin sorteste Side til. Jeg står saa temmelig ene i Livet, uden at have andet at stole paa end et sundt Legeme, et godt Mod og et tillidsfuldt haab for Fremtiden
Den unge Etlar slutter brevet med at fortælle hvad meningen med brevet var:
  Jeg ønsker derfor gerne en Kompetent Dommers Mening, førend jeg lader vedlagte komme ud blandt Publikum, og anser Dem i enhver Henseende for en saadan. Skulde min bøn forekomme Dem ubeskeden, så vil Overbringeren medtage det hele igen; jeg vilde nemlig nødig selv modtage et Afslag og lod derfor en med Skriftet ubekendt bringe Dem det. -
  I ethvert Tilfælde forbliver jeg
Deres ærbødige Carit Etlar.
Kjøbenhavn den 26. Juli 1838.
Jeg har tidligere hævdet at underskriften burde være Carl Brosbøll, men i H. C. Andersen Centret er brevet gengivet med underskriften Carit Etlar, og brevet ligger i Det kongelige Biblioteks håndskriftafdelings brevbase: NKS 1299 2°., g I, s. 204 nr. 2.

H. C. Andersen gør nogle notater i sin "Almanak":

● Onsdag den 8. august 1838:   Brev fra Forfatteren til De to Studenter hvormed en ny Novelle Smuglerens Søn.
● Tirsdag den 14. august 1838:  Læst ud Smuglerens Søn.
● Onsdag den 15. august 1838: Besøg af Forfatteren til Smuglerens Søn.

Augusta Etlar fortsætter med at fortælle i "Minder": "H. C. Andersen syntes baade om Brevet og Bogen. Han kom selv op til Brosbøll i hans Kvistværelse, og hans venlige Udtalelser gav Brosbøll nyt Mod".
Det må være en "erindringsforskydning" når Augusta Etlar fortæller at H.C. Andersen selv mødte op og roste bogen, for ifølge Andersens notat ovenfor, var det den unge Brosbøll der mødte op hos H. C. Andersen.
I 1838 flytter Andersen fra Nyhavn og til Hotel du Nord som lå hvor det nuværende "Magasin du Nord" i vore dage ligger, på Kongens Nytorv i København. Andersens præcise flyttedato kender jeg ikke, så derfor kan det ikke fortælles på hvilken af adresserne Etlar møder op i 1838.
Hvad der blev talt om på dette møde vides ikke, men et gæt er, at den unge Etlar har bedt Andersen skrive en udtalelse. Andersens kommentarer kommer så 3 dage efter pr. brev, et brev som er trykt i "Gads danske Magasin" bind 20, hvori Andersen svarer tilbage:
Kjøbenhavn den 18. August 1838.
Høistærede!
  Efter Deres Ønske har jeg gjennemlæst Novellen: Smuglerens Søn. En stræng Kritik vil vist kunne udhæve en heel Deel der burde være anderledes, men at gjøre dette er ikke her min Sag, jeg vil kun holde mig til det Gode og af dette er der meget i den sidste Halvdeel. Taterlivet, Skildringerne fra Jyllands Vestkyst, havet noget friskt og levende. De viser os at have Hjerte og Øie for Naturen, og tager jeg nu Hensyn til Deres Alder, Deres Udvikling, da lader denne Novelle mig vente noget meget godt af Dem. Ingen af mine Arbeider, da jeg var saa gammel, som De, taale at sammenlignes med Smuglerens Søn.
  Lad Naturen og Livet omkring Dem faae Lov at indvirke mere paa Dem end Eugen Sue og Victor Hugo, saa vil De vist komme til at indtage en hæderlig Plads mellem vore gode Novellister. Tak for Deres venlige Tillid til mig, men sæt ingen stor Tro til min Mening, hverken for eller imod, jeg staaer selv mellem de yngre Forfattere.
  I Alt hvad jeg paa nogen Maade kan være Dem til Tjeneste, skal jeg med Fornøielse vise Beredvillighed. God Lykke med Smuglerens Søn!
Deres hengivne
H. C. Andersen
Augusta Etlar fortæller videre i "Minder", at Etlar også havde mødt professor Sibbern på Kongens Nytorv, og havde henvendt sig til ham med kasketten i hånden. Etlar spurgte om han måtte besvare en opgave som universitetet havde stillet, og som svar bad Sibbern den unge Brosbøll komme op på hans kontor dagen efter.
Dagen efter mødte Etlar op hos Sibbern, der "boede på hjørnet af Krystalgade og Nørregade".
Augusta Etlars opgivne adresse er kun tilnærmelsesvis rigtig, for Sibbern havde fribolig i Valkendorfs Kollegiun i Skt. Peders Stræde, nogle hundrede meter derfra.

Etlar havde taget manuskriptet til "Smuglerens Søn" med, samt indledningsdigtet til fortællingen, og Sibbern lovede at se det igennem. Et par dage efter går Etlar så op til Sibbern, og der fik han udleveret et stykke papir hvorpå Sibbern havde skrevet teksten til forordet.
Valkendorf Kollegium
Valkendorfs Kollegium i Skt. Peders Stræde i det indre København,
før nedrivningen og nyopførelsen i 1865. Ukendt kunstner.
"Gamle Københavnske Billeder", Hassings Forlag, uden årstal.
I Sibberns forord, til førsteudgaven fra 1839 til "Smuglerens Søn", står der:
Fortale
  At jeg er kommen til at skrive en Fortale til nærværende Fortælling, har ingen anden Grund havt, end den, at jeg, som tilfældigviis havde gjort Bekjendtskab med Forfatteren og havde læst nogle af de første da allerede reentrykte Ark af Fortællingen, tilbød mig til at ledsage den med et Par Ord ved dens Udtrædelse i verden. Jeg vilde blot bidrage til at hendrage Opmærksomheden paa den og til at skaffe Læsere, forvisset om, at den blandt sine Læsere altid vilde finde Yndere. Til Anbefaling for den vil jeg iøvrigt, paa det jeg ikke, ved at vække særdeles Forventninger, skal skade baade Læserne og Forfatteren, kun anføre et Eneste. Den unge Forfatter, som, skjønt han er gaaet en anden Vei, end de Studerendes med megen Iver og Sjælsenergie har tilegnet sig en Deel Sprog- og Sagkundskaber, ja endog har arbeidet sig ind i abstracte philosophiske Værkers Studium, har tillige følt en levende Drivt til at begive sig ind i saadanne Livsforhold og Menneskekredse som den Dannede ellers mindre Let kommer ind i, og som man dog maa begive sig ind i, for at kunne give livfulde og kraftige Folkeskildringer. Derfor, naar nærværende Fortælling ei vil kunne Andet, end minde om Steen Stenersen Blichers udødelige Jyllands-Noveller, saa tro man ei, at vor Forfatter har efterlignet disse, eller har hentet Stof eller Vink og Ansporelse fra dem. Han har funden alt Dette nærmere; det er komme til ham fra selve Livet, altsaa fra selve den friske Kilde, hvorfra hiin Jyllands-Digter friskt har øst. Hvad han af Individualiteter, Situationer, Handlinger og Træk her fører frem for os, har han for en stor Deel seet og oplevet, og til mangen af sine Personer tør han kunne nævne den Original, som derved har foresvævet ham. Man vil også let bemærke saadan Livsfriskhed i nærværende Fortælling.
  Iøvrigt er den ei det første af denne Art som han har givet i Trykken, men af hvad jeg har læst af hans tidligere arbeider vil jeg kun nævne en lille Fortælling, som under den Titel: "Slaven" har staaet i Bladet Portefeuillen. det Øvrige staaer langt tilbage herfor, men har da lært mig, hvor meget vor Forfatter i en Tid af kun Noget over et Aar er skredet frem, hvilket jeg anfører, fordi jeg mindes, hvorledes skjønsomme Bedømmere, af de Malerier, man af unge Malere seer opstillede i Kunstforeningen, især pleie at agte paa, hvorvidt de hos nogen af dem kan spore sande Fremskridt fra Aar til Aar. Jeg har det Haab, at ogsaa det næste Bilede ud af Jyllands Romantik, som vor Forfatter vil meddele, skal komme til at overgaae det nærværende.
  Jeg ønsker nu, at disse Par ord af mig maae bidrage til, at min unge Vens Arbeider blive bekjendte i en ikke alt for lille Kreds, og vil endnu kun bemærke, at jeg ikke har læst Noget af denne hans Fortælling, førend det var trykt, saa at jeg ikke i alleringeste Heenseende har hjulpet Forfatteren med den. Men glædet mig ved den har jeg, og glæde mig vil det, om disse mine Ord maae være ham til nogen Nytte.
Kjøbenhavn den 10'de Mai 1839.
Sibbern.
Annonce.
Forlagets annonce ved udgivelsen af romanen i 1839.
"Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede
Adresse-Contoirs Efterretninger". Den 10. juni 1839.
Augusta Etlar afslutter sine beretninger om "Smuglerens Søn" i "Minder" med at skrive:
  Denne Fortale af Sibbern paatrykte saa at sige Carit Etlar det officielle, æsthetiske Stempel, hvormed han under sit Pseudonyms Bannermærke aabnede den store Forfattervirksomhed, der skulde strække sig over tresindstyve Aar.
  "Smuglerens Søn" opnaaede Premie fra "Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme" og blev derefter solgt til Forlagsboghandler Steen for Fem Rigsdaler Arket.
  Saaledes begyndte Carit Etlars for ham lykkebringende Bekjendtskab til Sibbern. Det vedvarede varmt og trofast til Professorens Død i 1872. De sidste Aar af hans Liv tilbragte Sibbern som Lejer i Etlars Ejendom i Frederiksberg Alle. Mangen en lærerig og Interessant Samtale udspandt sig mellem de to Mænd, naar de efter endt Arbejde spadserede i havens Gange.
Der kan læses lidt mere om Sibbern her...

Augusta Etlar og "Smugleren" og "Smuglerens Søn".

Året efter Etlars død udgav Augusta Etlar sin første roman under sit nyerhvervede navn: Augusta Carit Etlar. Titlen var "Smugleren", med undertitlen "Romantisk Folkefortælling fra forrige Aarhundrede".
Umiddelbart forventer man at denne roman har tilknytning til Etlars "Smuglerens Søn", enten en begyndelse eller en fortsættelse af denne, men Augustas "Smugleren"s handling udspiller sig ved en gren af det irske Hav, ved fjorden Solway Firth, i det nordvestlige England, på grænsen mellen England og Skotland!
Hvad der måske er mest forunderligt ved denne roman er, at Augusta Etlar i forordet hævder at den er skrevet under deres ophold på Korsika sidst i 1880'erne, og over et udkast af Etlar selv!

Augusta Etlars "Smuglerens Søn", er et skuespil, en folkekomedie Augusta Etlar har skrevet over nogle af Etlars fortællinger. Skuespillet er aldrig blevet udgivet som bog.
Sufflørbogen ligger på Det Kongelige Bibliotek under "Casino 720 4", under navnet Carit Etlar. Hendes fornavn Augusta er udeladt!

Notits.
Notits i Jyllands-Posten.
Onsdag den 29. marts 1911.
Teatrene var som altid i krise, men ikke specielt Kasino i disse år. En fremadstræbende ung mand med navnet Fritz Petersen var dukket op i småroller midt i 1890'er. Han arbejdede sig langsomt op til at blive direktør for teatret i 1905.
Fritz Petersen.
Fritz Petersen.
Gammelt postkort fra omkring 1910.
Og ikke kun direktør for Kasino, men han var også nået at blive direktør for Dagmarteatret.
Direktørrollen var en stor succes, ikke mindst for Kasino, der i de fem år han var direktør, opnåede store succeser, bl.a. med Herman Bang som instruktør.
Og operetten "Den glade Enke" var en enorm succes, ikke mindst da man havde fået hentet selveste komponisten Franz Lehár op fra Wien, for at dirigere nogle af opførelserne.

Men sidst i efteråret 1910 sluttede Fritz Petersens succes brat. Den 9. november begynder aviserne at skrive om, at en række skuespillerinder har henvendt sig til Dansk Skuespillerforbund, og har klaget over direktør Fritz Petersen.
Klagerne gik i sin enkelthed ud på, at dirktøren skulle have "forlangt af Damerne paa Kasino, at de for at faa Roller skulle være villige at hengive sig til ham...".
Det blev en opsigtsvækkende og ikke mindst rystende nyhed som straks bredte sig i hele landet.

Officielt var anklagen mod Fritz Petersen den, at han havde overtrådt straffelovens paragraf § 185: "Den som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offentlig Forargelse straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller Forbedringshusarbejde".

Sagen gik helt til tops, men justitsminister Bülow forholdt sig afventende, og ville først høre politiets udlægning.
Sidst i november tilbød så pludselig Fritz Petersen at trække sig som direktør for Dagmarteatret, men fortsætte sæsonen ud på Kasino. Men det var ikke nok for de "måske forurettede" skuespillerinder. De fastholdt deres krav om hans afgang, så den 25. november, 3 uger efter anklagerne mod ham var startet, opgav Fritz Petersen helt og trak sig tilbage fra begge teatrene.
Som en meget svækket mand, døde han af lungebetændelse fire måneder senere, den 28. marts 1911, kun 34 år gammel.

Augusta Etlar fortæller i andet bind af sine egne erindringer "I Samliv med Carit Etlar":
Da jeg havde endt dramatiseringen af "Smuglerens Søn", engagerede jeg Komponisten Juel-Frederiksen til at skrive Musik dertil, og i mit Hjem saavelsom i hans fulgte jeg hans smukke Melodiers og Mellemakts-Musiks Tilblivelse. Dernæst engagerede jeg Emanuel Larsen til i mit Hjem med mig at gennemgaa min Dramatisering, inden hans Iscenesættelse heraf. Dirktør Wedel, som i en Aarrække bestyrede min Bevilling, overtog nu Stykket og lod det pragtfuldt udstyre med Carl Lunds herlige Vestkystdekorationer. Disse vore Dygtige Teaterembedsmænd samledes ofte til Drøftelse ved selskabelige Sammenkomster i mit Hjem, det hele Arbejde var lutter Fryd, jeg følte mig mere og mere min Livsgerning voksen, og stod nu rodfast midt deri.
Dette begyndende samarbejde om "Smuglerens Søn" fandt sted i 1910, og før ovennævnte direktør Fritz Petersen på Kasino døde.
Augusta Etlar fortæller videre:
Den geniale Direktør Fritz Petersens død blev ved denne Tid et stort og føleligt Tab for mig. Han havde med sin Frue og Kasinos dygtige Kostumier, Frk. Carstensen, overværet "Fangen på Kalø"s Opførelse paa Roskilde Teater og antog Stykket uforandret. Jeg havde oplæst "Peder Wessel Tordenskjold" og "Salomon Baadsmand" for ham i mit Hjem, også dette Helaftensskuespil ønskede han at opføre.
Augusta Etlar fortsætter med at fortælle, at det formentlig var "lille Palle" fra "Gøngehøvdingen", som havde været en medvirkende årsag til "den uretfærdige Forfølgelse, som Direktør Fritz Petersen kort efter blev udsat for, der fjernede ham fra Casino, og foraarsagede den snigende Feber, der dræbte denne højtstræbende og ærgerrige Mand".
Skuespillerinden Thora Schmidt (Meincke) havde spillet "lille Palle" på Augusta Etlars første Gøngehøvdingtourne i Jylland i 1907. Thora Schmidt havde fortalt Augusta Etlar at hun havde levet sig helt ind i rollen som "Palle", og at hun også gene ville spille rollen igen på Kasino i 1909.
Augusta Etlar lovede at tale med direktøren om det. Men Fritz Petersen havde allerede givet rollen til skuespillerinden fru Edith Buemann, "for hun havde to små Børn at forsørge". Thora Schmidt havde efterfølgende vredt sagt til Augusta Etlar: "Det skal han bittert komme til af fortryde".

Gerda Christoffersen.
Gerda Christophersen i operetten
"Den skønne Helene" på Kasino.
Gammelt postkort fra 1912.
Augusta Etlar var meget forarget på direktørens vegne over Thora Schmidts anklager "om, hvorledes hun var blevet overfaldet i hans Kontor, hvorfra hun skrigende havde reddet sig over Scenen og Orkestret ned i det mørke Teater".

Thora Schmidt, var født Halberg, og var skuespillerinden Anna Larssen (Bjørner)s søster. Thora Schmidt var først gift med skuespilleren Albrecht Schmidt, og efter skilsmissen med ham, blev hun gift med lægen Kasper Meincke.
Thora Schmidt havde været en af de skuespillerinder der havde anklaget Fritz Petersen for "uterligt Forhold", og som havde været skyld i hans afgang.

Skæbnens veje er uransagelige. I 1899 havde Jeppe Aakjær set en ung 22 årig feteret skuespillerinde Thora Schmidt i Jylland, og skrevet et smukt digt om og til hende: "Skuespillerinden paa Heden".
Otte måneder efter Fritz Petersens død, dør Thora Schmidt (Meincke) selv, den 26. december 1911, også kun 34 år gammel.

Efter Frits Petersens afgang som direktør på Kasino trådte Paul Fjeldgaard til som direktør i en kort periode, hvorefter frk. Gerda Christoffersen, sammen med skuespillerinden Mai Hennings fra Aarhus teater, sensationelt overtog direktørposten, og var direktører for Kasino mellem 1912 og 14.

De unge kvindelige skuespiller-direktører planlagde at premieren efter overtagelsen af direktørposten på teatret skulle være Offenbachs "Den skønne Helene", og Gerda Christophersen rejste derfor til Berlin for at se hvorledes Max Reinhardt havde iscenesat samme forestilling, og indtrykkene derfra blev brugt i Kasinos opsætning af operetten, med en stor bro, bygget over tilskuerpladserne.
Gerda Christophersen fortæller i sin erindringsbog "Jeg gav aldrig op": "Det var et stort Øjeblik for mig, da jeg som Spartas Dronning skred frem ad den blomstersmykkede Bro".
Første opførelsen af "Den skønne Helene" fandt sted lørdag den 24. august 1912, og operetten var en sikker start på deres direktørperiode.

Forberedelserne til opførelsen af "Smuglerens Søn" påbegyndte nogenlunde samtidig, som premieren på "Den skønne Helene", og efter 4 måneders arbejde med "Smuglerens Søn", følte Augusta Etlar sig "tryg og hendes Nærværelse overflødig. Dette var drømmens Virkeliggørelse. - At staa med begge Fødder midt i den saa længselsfulde attraaede, store Gerning - Dette var at magte den".

Det var blevet besluttet at premieren skulle finde sted på Horsens Teater først, for "Den skønne Helene" var kommet i vejen for en Kasino-premiere, så først senere skulle "Smuglerens Søn" have københavnsk premiere på Kasino.
Horsens Teater ligger bag Jørgensen Hotel, og teatret var netop blevet ombygget, så alt var nyt, og hotellet kunne rumme de tilrejsende teaterfolk.

Horsens Teater.
Jørgensens Hotel i Horsens i begyndelsen af 1900-tallet. Gammelt postkort.
"Smuglerens Søn" havde premiere nytårsdag, onsdag den 1. januar 1913, på Horsens Teater klokken 20.00.
Horsen Folkeblad havde allerede et par dage forinden, den 30. december 1912, bragt en lille foromtale i avisen, og skriver bl.a.:
Instruktionen og iscenesættelsen, der spiller en stor Rolle, er foretaget af en saa dygtig Mand som Hr. Emmanuel Larsen, der i Parentes bemærket også sætter Stykket op paa Kasino, hvor det først faar Premiere medio Januar. Dernæst Udstyret, der i alle de Carit Etlarske Skuespil spiller en væsentlig Rolle. Også her synes alt at være i Orden
Den 2. Januar skriver Horsens Folkeblad så i denne positive anmeldelse af "Smuglerens Søn" blandt andet:
Den der har foretaget denne Dramatisering har ikke manglet Sans for Aanden i Carit Etlars Digtning. Som alle Dramatiseringer er ogsaa denne noget springende i Handlingen, og drejer sig om Fisker og Smuglersønnens Kærlighed til den fine Dame, han har frelst fra havet, om de paa Bunden skikkelige og brave Smugleres Triumf over en skurkagtig Herredsskriver. Men Hovedsagen er, at det lykkedes at skabe en Række farvemættede Billeder med Duft fra Fortidnes Jylland. Billeder fra Havet og Heden og den gamle Herregaard, fra Vestkysten og Taternes Liv. Billeder hvori findes en Del af de stærkeste skikkelser, som udsprang af Carit Etlars Fantasi, født af den vilde Hede og stolte Hav. Der er er Optrin og Udbrud af en Voldsomhed, som let lokker Smilet frem hos et mere blaseret Nutidspublikum, men tillige at en robust Djærvhed og Ærlighed, der altid vil finde Genlyd hos Ungdommen og alle umiddelbare tiskuere. Der var Scener, hvor den rette Folkekomedie Spænding var oppe. I en gammel Taterhøvdings Dødsudbrud samles som i en Sum hele Natmandsfolkets Saga. Og de skiftende Billeder, Digtene og Sangene der er strøet ud, rummer ikke saa lidt af Hedens og Havets Poesi.
Annonce.
Horsens Folkeblad.
Den 30. december 1912.
I anmeldelsen bliver også Emil Juel-Frederiksens musik rost, " den illustrerer godt, der er smaa indsmigrende Folkevise Melodier, og i Musikken hører man de vilde Fugles Skrig".
Instruktøren og alle skuespillerne bliver rost, og alt "vakte Spænding og Begejstring, der kulminerede, da Flaget til Slut hejstes over lutter Fryd og Gammen".
Et lille "teknisk uheld" på scenen skete undervejs, da da "Herregården Høgholdts veranda" styrtede sammen da et par af skuespillerne trådte derud, men "det toges med saadan Sindsro, at det næsten forløb umærkeligt".

Efter premieren i Horsens så fortæller Augusta Etlar at:
saa begyndte Direktør Wedel en fire Maaneders aftentlig Sejrstourne med Smuglerens Søn" gennem hele Danmark. Sidst i April modtog jeg fra Skive hans Jubeltelegram: "Rekorden slaaet, - Indtægt 1200 Kr.", - hine Tiders højeste, og han erklærede senere, at "Smuglerens Søn" som Kassestykke havde overgaaet selve "Gøngehøvdingen".
Om Augusta Etlar fortæller Gerda Christophersen intet i sin erindringsbog. Og om "Smuglerens Søn" skriver hun kun disse få ord: "Saa gav vi nogle Eftermiddagsforestillinger: Smuglerens Søn 15 Gange".
Dette er imidlertid ikke helt rigtigt, for da "Smuglerens Søn" havde premiere på Kasino i København var det aftenforestillinger.

Da de unge teaterdirektører Gerda Christoffersen og Mai Hennings skulle forny kontrakten for Kasino i 1914, turde de ikke fortsætte, bl.a. på grund af den truende krigssituation, og Holger Rasmussen overtog direktørposten.

"Smuglerens Søn" i København.

Den 21. januar 1913 havde Kasino den københavnske premiere på Augusta Etlar skuespil "Smuglerens Søn".
Overordnet set var de københavnske avisers kritik blandet. Man roser generelt Carl Lunds dekorationer og Emil Juel-Frederiksens musik, og er antydningsvis kritisk over for skuespillet.

Ekstra Bladet bringer en satirisk og lidt ondskabsfuld notits i avisen den 21. januar, det er umiddelbart før premieren samme dags aften, og skriver bl.a.:
  Det er da romantik, saa det kan forslå noget.
Et Stykke om en Forfatters Ungdomskærlighed, skrevet af hans Enke, der var hans Alderdoms Støtte og Trøst. Ovenikøbet af en Enke, der testamentarisk har faaet sin Mands Talent overdraget.
  "Smuglerens Søn" er et Drama i 7 Afdelinger, skrevet over Fortællingen af samme Navn samt med Motiv fra et Par andre af Etlars Fortællinger. Hovedpersonerne i Stykket er en ung Konsuldatter og hendes Tilbeder. I den unge Pige har Etlar skildret en Dame ved Navn Tertia Fabricius, som desværre døde af Brystsyge, inden han fik friet til hende. I Stykket dør hun ikke.
  For Resten har Navnet Tertia efter Digterenkens Mening faaet literær Betydning, idet Carl Brosbøll af sit og hendes Fornavn sammensatte Digternavnet Carit Etlar. Denne giver ganske vist selv en anden Forklaring i sine Erindringer, hvori han pastaar, at Carit Etlar paa taternes Sprog betyder Carl Fortælleren.
  Men naar det morer Forfatterinden, lad os saa bare trække den ugne Tertia frem af den Grav, hvori hun altfor tidlig blev lagt.
  Hendes Tilbeder er en ung Fisker, der mistænkes for at være Smugler, men som ikke er det. Han spilles af en pæn ung Skuespiller ved Navn Egeskov, medens Tertia Fabricius' Genfærd spilles af Frk. Olga Larsen.
Endvidere spilles en gammel Taterhøvding af Emmanuel Larsen og en gammel Smugler af Alfred Møller.
Tegning fra anmeldelse.
Tegning fra Politikens anmeldelse i 1913.
Øverst fru Lamberth som Generalinden.
Nederst frøken Olga Larsen som Flora
og Marius Egeskov som Jan.
Dagbladet "Politiken" er venlig i sin anmeldelse dagen efter, den 22. januar, og skriver bl.a.
  Det var Succes! Efter sidste Afdeling: En Brænding af Bifald, der buldrede om Kap med Vesterhavet, som Carl Lund lod rulle i Baggrunden efter en stormfuld Nat.
  Men der var ogsaa alt: Kærlighed og Udaad, Intriger og lange Pistoler, Storm og Solskin, Stranding og Frelse og sluttelig Naade og et blank Dannebrogskors.
"Aftenbladets" anmeldelse dagen efter premieren, den 22. januar 1913, er næsten summen af alle anmeldelserne.
"Smuglerens Søn" paa Kasino.
  Et Stykke hvori alle ædle og uædle Følelser brydes paa Baggrund af smukke Dekorationer, selve det rullende Vesterhav ikke at forglemme. Kærlighed og Storm. Konflikt og straalende Morgenrøde. Gamle vejrbidte Søulke og unge forelskede Fiskere. Naada! og Skurken faar sin Straf, og de elskende faar hinanden, og Havet ruller og Tilskuernes Hænder bliver ømme af at knalde at det stærke Bifald ud over Hovederne paa De Optrædende.
  Til Sangene i Stykket har Hr. Emil Juel-Frederiksen skrevet nogle brillante Melodier, ligeledes sporede man hans let fornemmende Haand; der var flere Gange hvor man næsten syntes Musikken var nærved at være det bedste af det hele.
  Bifaldets Larm var omtrent som Vesterhavets under en Orkan. Barometret staar vist under en Orkan paa en Maaned stærk Storm i Amaliegade.
Dagbladet "København" skriver i sin anmeldelse den 22 januar bl.a.
  Udrustet med allehaande Forudviden skred man i aftes til at overvære opførelsen af det af en anonym, men dog ikke ukendt Forfatterinde efter tre af Carit Etlars Bøger udarbejdede Folkeskuespil "Smuglerens Søn". Den kvindelige Hovedperson, Flora, vidst man, var formet over Mindet om Tertia, der var, efter Fru Carit Etlars Udsagn, Carit Etlars Ungdomselskede, men som døde ung.
  Og man saa Flora. Det vil sige - saa og saa... et lille, blegt Pigebarn sad og sagde noget ubestemmeligt Noget i en Lænestol og forlovede sig med en Fiskersøn paa lige saa ubestemmelig Vis. Det hele var slet Ingenting. Overhovedet viste "Smuglerens Søn" sig at være et barokt dramatisk Produkt. Det var forbavsende saa lidt der blev sagt i Løbet af de tre Timer, det tog.
Her i forbindelse med opførelsen af "Smuglerens Søn" tegner der sig således et billede af, hvem der har igangsat "historien" om, at Flora i romanen er formet over Etlars ungdomskæreste Tertia, nemlig Augusta Etlar selv.

Et par dage efter premieren har Jyllands-Postens anmelder været i København og set forestillingen og skriver i sin anmeldelse den 24. januar 1913 bl.a.:
  Da tæppet i Aftes meget sent faldt efter sidste Afdeling af Folkeskuespillet "Smuglerens Søn", kom Publikum i Oprør paa Grund af længe tilbageholdt Begejstring. Og der indtraadte først Ro, da Frk. Gerda Christoffersen, hvem man indtil da havde tiltroet komisk Sans, førte Fru Cait Etlar ind paa Scenen for at takke. Saaledes fik man at vide, hvem der var Mester for det i dansk Theaterhistorie ret enestaaende Sammensurium, der kaldes "Smuglerens Søn", og som foruden at være en Dramatisering af Fortællingen med denne Titel indeholder Stof fra flere andre af Carit Etlars Værker. Onde Tunger paastaar, at Ingen har skadet Cait Etlars Anseelse saa meget som netop hans Enke. I Aftes fik de Ret. Navnlig de, der fra deres tidligste Ungdom endnu har Mindelser om Spænding og enkelte Glimt af Poesi siddende i Kroppen, følte sig en Illusion fattigere. Var det virkelig Carit Etlar? Talte han et saa flovt Sprog? Var hans Figurer saa theateragtige? Var hans Begejstring for Tatere og Smuglere og overbeviste Forbrydere saa naiv? Af Grunde, der kunde tale til Gunst for de forskjellige Lovovertrædelser, Tyveri og Smugleri, fandtes ikke Spor. Der blev smuglet og stjaalet ustandseligt, Gjerningsmændene var lige hæderlige og beundringsværdige for det. Og om det saa var Toldembedsmanden, der en Stormnat har plyndret en Skibbrudden og derpaa slynget ham ud i Bølgen igen for at dø, saa fik han Tilgivelse uden Tøven. At Moralen faldt Publikum for Brystet, mærkede man ikke noget til. Forbrydervenligheden hos Forfatteren forekom dem øjensynlig baade indtagende og klog.
  Nu skal det villigt indrømmes, at "Smuglerens Søn" ikke fandt nogen egentlig Støtte udenfor den unge Mand, der spillede Hovedrollen. Han hed Marius Egeskov, og efter det fortræffelige, halvt dannede Jydske, han med vilje talte, kan der ingen Tvivl være om, hvor hans Vugge har staaet. Her synes virkelig at være Tømmer, hvoraf der kan dannes en udmærket Folkekomedie-Helt. Rask og godt saae han ud, naturligt sagde han de uhyrlige Fraser, med blind Tro kastede han sig ud i de usandsynlige Situationer. I andre Herreroller anstrængte sig med mere eller mindre Held Holger Rasmussen, der spillede en tragisk Rolle saaledes, at hvert gribende Ord i den vakte Jubel, Emanuel Larsen, der var en gammel theatralsk Tater, Arnold Christensen, som ikke følte sig synderlig tynget af Mordet, for hvilket han jo ogsaa let faar Tilgivelse, og Svend Borch, der var en af de flinkeste. Men omkring dem flokkedes en haabløs Skare af Dilettanter, hvis Fysiognomier var Tilskuerne ligesaa ukjendte som deres Navne.
  Et Par Dekorationer, et Hedelandskab og et Strandparti mellem Klitter, var af udmærket Virkning. Der var sat meget ind paa at faa nogle Masseoptrin til at virke som farverige Billeder. Men hvad nytter det, naar der i selve Stykket, som ubeskedent benævnes Folkeskuespil og ikke Folkekomedie, ikke rummes en eneste Antydning af Poesi.

Vesterhavet.
"Et Strandparti mellem Klitter". Scenebillede med Carl Lunds dekoration.
Fra teaterbladet "Masken" den 3. februar 1913.
Teaterbladet "Masken" skriver den 2. februar 1913 bl.a.:
Netop den jydske Kolorit, som præger hele Stykket, giver det Værd - maaske blot ikke i et københavnsk operettevant Publikums Øren
"Smuglerens Søn" var smukt sat op, og man glædede sig over et par gode Carl Lundske Dekorationer, særlig et Vesterhavs-Billede med illuderende, skumsprøjtende Bølgekamme og et Hede-Landskab. I dette sidste hvirvledes nogle raske Danse med Czardas-Præg over Scenen, men den gamle Taterhøvdings langtrukne Svada virkede trættende tilsidst - under den stigende Mangel paa Forstaaelse - endog pinligt. Hr. Emanuel Larsens dygtige Spil ufortalt burde vistnok hele dette Optrin kappes bort.
Reklamen herunder er fra teaterbladet "Masken" den 9. februar, hvor "Smuglerens Søn" var blevet "forvist" til eftermiddagsforestillingerne. Den nye aftenforestilling havde haft premiere dagen før, den 8. februar, og det var Funck-Brentanos romantiske lystspil oversat af P. A. Rosenberg: "Hertugen af Sachsen".

Reklame for forestillingen


Sammenligning af samme brudstykke fra to udgaver af "Smuglerens Søn".

Herunder er den korte beretning om selve forliset fra det andet kapitel i romanen "Smuglerens Søn" .
Den venstre kolonne er fra originaludgaven fra 1839. Lidt makaber og uhyggelig - man er næsten selv med ombord!
Til højre er det fra udgaven i 1890 der kom i flere oplag, og som næsten ens bliver genudgivet i folkeudgaven fra 1915. I disse senere udgaver er er det makabre blevet fjernet og teksten er nu "kun" en iagttagers beskrivelse af forliset.

Herunder er et lille kort uddrag fra fra det samme sted i begyndelsen af det andet kapitel fra "Smuglerens søn".


Juleaftenen.
Kort uddrag fra dette 2. kapitel:
Udgaven 1839. Ialt ca. 1130 ord.


  Det fremmed Skib havde allerede nærmet sig Landet saameget, at Besætningen ombord mærkede til Grunden. og af og til hørte de frygtelige Drøn af Brændingen naar Søen brødes inde paa Skjærerne: de anede forsildigt den Fare som deres Uvidenhed havde styrtet dem i. Alt blev i en Fart belaaet og opgivet, i Mersseilene tages Reb, og der indtraadte nu en taus, forventningsfuld Stilhed paa Dækket, i hvilket ingen anden Lyd hørtes end Vinden som peb igjennem Tagelgen, og Søen som tørnede mod Forstavnen. Matroserne vidste at alt hvad det stod i menneskelig Magt for at holde dem borte fra Kysten, var udført efter den sidste Maneuvre, det gjaldt nu Liv og Død. Saaledes gik en Tid - da lød pludselig en Stemme saa høi og gjennemtrængende, at den synes selv at overdøve Elementernes Kamp, det var Overstyrmanden ved Rattet, og de faa Ord: "Hun lystrer ikke længer", trængte sig til Sjælen af Alle. Skræk og Rædsel stod malet i de djærve Sømænds hærdede Ansigter, Skibets Undergang var vis, det løb ind i Brændingen. Der blev giver Ordre til at kappe. Master og Rundholter fløi i Søen. Varpankeret faldt og borede sig ned i Sandqvagerne, men det kunde ikke holde, i samme Øieblik kastede en Braadsø Skroget op over det første Rev, en anden Bølge hævede det igjen og satte det med et Stød, der bragte Tømmeret til at knage i alle Sammenføjninger, ind paa Grundene og Vandet skyllede nu langs hen med Dækket. Hver Tanke om Orden og Disciplin var forsvundet blandt Mandskabet. Storbaaden blev givet ud og strax besat. Matroserne styrtede sig hovedkulds ned i den fra Rælingerne af; den kunde ikke rumme Flere. Endnu En sprang ned - han blev kastet i Søen af de Andre, men var heldig nok idet samme at faae Hold i Fangelinen, medens Baaden med en ilsom Fart blev revet bort af Strømmen. - "Red mig! red mig!" hylte den Ulykkelige til sine Kammerater, med den hjælpeløse Fortvivlelsens Stemme, og søgte at hæve sig op af Vandet. - "Slip, Du Aadsel!" skreg en gammel skjæget Matros og slog efter ham med Aaren, "ellers gaae vi til helvede Allesammen". - Men den Anden agtede ikke derpaa, han blev ved at arbeide sig op. Hans Hænder omklamrede allerede Baadens Kant, da han med Eet udstødte et græsseligt, hvinende Skrig. - En Kammerat havde med sin Kniv overskåret alle Sener paa hans Haand, - en lang, mørk Blodstribe blandede sig med Vandet. Matrosen, som nylig havde bedet ham at slippe Baaden, hævede idetsamme sin Aare, og lod et saa knusende Slag falde paa den Ulykkeliges Hoved, at han straks slap; et hul, langtrukkens Suk lød - og en Mængde Bobler dreiede sig i skummende Kredse over det Sted hvor han sank.
  Jan havde imidlertid kæmpet sig frem igjennem Brændingen og løb tæt forbi Skibets Baad. - "Hold ind vester mod Revet", - tilraabte han Mandskabet med en fuldtonende Stemme idet han som en Piil skjar dem forbi og styrede ud mod Vraget, som Lanternen i Natten betegnede ham.
  Kaptainen og to Andre vare endnu ombord; da han kom nærmere saae han dem hændervridende at løbe frem og tilbage paa de vaade Planker, men deres frygtelige Fortvivlelsesskrig forvandledes snart til et ligesaa lydeligt Udbrud af Glæde, da hans Baad løb ind under Siden af Skibet. Det næsten udslukkede Haab, den sidste Følelse som forlader det menneskelige Hjerte, vaagnede atter hos dem ved den Udsigt til Redning der viste sig. Han kastede Fangelinen op til Captainen og Baaden blev i en Hast gjort fast. - "Hurtig herned"! raabte han, "der er ingen Tid at miste. Vraget kan synke hvert Øieblik og saa er vi alle forlorne". - Et ungt Fruentimmer blev nu hjulpet ned, næsten halvdød af Kulde, hendes vaade Klæder hang stivfrosne omkring hende. Dernæst steg Captainen ned, og den sidste af de Tilbageblevne stod allerede paa det underste Trin af Faldrebstrappen, da en Braadsøe dreiede Baaden med et pludseligt Ryk tilsiden, og Manden sank i Havet. Ved dette Syn udstødte Fruentimmeret et rædselsfuldt, gjennemtrængende Skrig, og hun vilde være styrtet overbord, dersom Jan ikke havde grebet hende i Klæderne og afværget det. - "Min Fader! o, min Fader!" udbrød hun med et yndigt Organ og i en Tone, hvoraf den inderligste Sjæleangst talede, at Sømanden studsende vendte sig om mod hende, men det dybe Mørke der laae udbredt over Aftenen, forhindrede ham i at see hendes Ansigt. - "Vær rolig!" sagde han bevæget, "han kan frelses endnu. sid blot ned i Baaden, og Du," vedblev han, vendende sig mod Captainen, "tag Fangelinen, men gjør den for guds Skyld ikke løs medens jeg søger, at hjælpe ham dernede". - Alt dette skete i et Øieblik, i det næste kaldte Jan ad sin Hund, og styrtede sig med den ud i det fraadende Dyb.
  Stormen hylede, Bølgerne pidskede voldsomme mod Skibets Sider og slyngede det frem og tilbage paa Sandrevlen, Stykker af Tømmer og Planker drev rundtomkring og tørnede fler Gange mod Baaden, i hvilken den blege Pige græd og jamrede sig for sin Fader. - Det var et grueligt Moment. - Det varede ikke længe førend Captainen saae et mørkt, laadent Legeme at hæve sig over Vandlinien og han hørte den modige Sømand raabe: "Kap Hundens Line, hurtigt! hurtigt!". - Det skete, Dyret udstødte et skingrende Hyl. Et Glædeskrig fra Jan forkyndte det gode Resultat af hans Forsøg, og lidt efter nærmede han og Hunden sig Baaden, de havde reddet den Fremmede, og lagde ham ned i Bunden af det lille Fartøi. Da Jan var kommet op af Vandet, sad han et Øieblik stille, og hans Blik hvilede takkende med den mørke Himmel, hvorfra Maanen i det samme blinkede frem og lod et guulblegt Skjær falde lige paa hans Ansigt. Hans tro Staldbroder rystede Vandet af sine lange Haar og lagde med en glad Tuden begge Forpoterne op paa sin Herres Skuldre. Sømanden klappede den kjærligt, og da han vendte sig om paa Toften saae han ved Hjælp af Maanens Skin, den ubekjendte Pige at bøie sig ned over Faderen og kysse ham. Rørt greb han Aaren, fanelinen blev gjort løs og Baaden foer med en voldsom Fart igjennem Bølgerne. Da de vare komne noget bort lød et huult, gjennemtrængende Knald fra den Kant hvor Vraget laae. Captainen udstødte et Suk, han vendte sig derimod, men han saae kuns det skummende Vandspeil, Skibet laa der ikke længere. - "Nu sank det!" yttrede Jan i en rolig Tone, medens han mat og afkræftet trak paa Aaren, "imorgen vil det knuste Tømmer ligge splittet ad omkring paa Kysten". - Lidt efter skød baaden lykkelig igjennem den sidste Sandrevle op i Dønningen. Jan sprang ud; Faren var overstaaet; de vare Frelste. Til den anden Baad saaes Intet, men næste Dag laae elleve lemlæstede, knuste og blodige Liig drevne op paa Strandbredden.

En Juleaften.
Samme korte uddrag fra dette 2. kapitel:
Udgaven 1890. Ialt ca. 807 ord.


  Det fremmede Skib havde allerede nærmet sig Landet saa meget, at Besætningen ombord mærkede til Grunden, og af og til hørte de frygtelige Drøn af Brændingen, naar Søen brødes ind paa Revet. Alt blev i en Fart beslaaet og opgivet, i Merssejlene toges Reb og der indtraadte nu en tavs, forventningsfuld Stilhed paa Dækket, i hvilken ingen anden Lyd hørtes end Vinden, som peb igjennem Takkelagen, og Søen, som tørnede mod Forstavnen. Matroserne vidste, at alt hvad der stod i menneskelig Magt for at holde dem borte fra Kysten, var udført efter den sidste Manøvre, det gjaldt nu Liv eller Død.
  Saaledes gik en Tid, da 1ød pludselig en Stemme, saa høj og gjennemtrængende, at den syntes selv at overdøve Elementernes Kamp det var Overstyrmanden ved Rattet, og de faa Ord: "Hun lystrer ikke længer," trængte sig til Sjælen af Alle. Skræk og Rædsel stod malet i de djærve Sømænds hærdede Ansigter. Skibets Undergang var vis. Der blev givet Ordre til at kappe. Master og Rundholter fløj i Søen, Varpankeret sank og borede sig ned i Sandkvagerne, men det kunde ikke holde. I samme øjeblik kastede en Grundsø Skroget op mod det første Rev, en anden Bølge hævede det igjen og satte det med et Stød, der bragte Tømmeret til at knage i alle Sammenføjninger, ind paa Grunden, og Vandet skyllede nu langs hen ad Dækket. Hver Tanke om Orden og Lydighed var forsvunden blandt Mandskabet. Storbaaden blev sat ud. Mandskabet styrtede sig hovedkulds ned i den fra Rælingerne; den kunde ikke rumme flere. Endnu En sprang ned, han blev kastet i Søen af de Andre. En Mængde Bobler drejede sig i skummende Kredse over det Sted, hvor han sank.
  Jan havde imidlertid kæmpet sig frem til Skibet, hvor Kaptajnen og to Andre vare blevne tilbage. Idet han nærmede sig, saa han dem hændervridende løbe frem og tilbage paa de vaade Flanker, men deres Fortvivlelsesskrig forvandledes til et ligesaa lydeligt Udbrud af Glæde, da hans Baad løb ind under Siden af Skroget. Det slukkede Haab, den sidste Følelse, som forlader det menneskelige Hjerte, vaagnede atter hos dem ved den Udsigt til Redning, der viste sig. Han kastede Fangelinen op til Kaptajnen, og Baaden blev i en Hast gjort fast. "Hurtig herned" raabte han, "der er ingen Tid at spilde. Vraget kan synke hvert øjeblik, saa ere vi Alle fortabte."
  En ung Dame blev hjulpen over Rælingen, næsten halvdød af Kulde. Hendes vaade Klæder hang stivfrosne omkring hende. Dernæst steg Kaptajnen ned, og den Sidste af de Tilbageblevne stod allerede paa det nederste Trin af Falderebstrappen, da en Sø drejede Baaden med et pludseligt Ryk tilside, og Manden sank i Havet. Ved dette Syn udstødte den unge Dame et gjennemtrængende Skrig og vilde være styrtet overbord, hvis ikke Jan havde grebet hende i Klæderne og afværget det.
  "Min Fader! o, min Fader!" udbrød hun i en Tone, hvoraf en saa inderlig Sjæleangst talte, at Sømanden studsende vendte sig om imod hende, men det dybe Mørke, der laa udbredt over alt, hindrede ham i at se hendes Ansigt.
  "Vær rolig" sagde han bevæget, "han kan frelses endnu, sid blot ned i Baaden, og De", vedblev han, vendende sig mod Kaptajnen, "tag Fangelinen, men gjør den for Guds Skyld ikke løs, mens jeg søger at hjælpe ham dernede."
  Alt dette skete i et øjeblik; i det næste kaldte Jan paa sin Hund og styrtede sig med den ud i det fraadende Dyb.
  Stormen hylede, Bølgerne piskede voldsomt mod Skibets Sider, og slyngede det frem og tilbage paa Sandrevlen, Stykker af Tømmer og Flanker drev rundt omkring og tørnede flere Gange mod Baaden, i hvilken den blege Pige græd og jamrede sig for sin Fader.
  Det varede ikke længe, før Kaptajnen saa et mørkt, laadent Legeme hæve sig over Vandlinien, og han hørte den modige Sømand raabe:
  "Kap Hundens Line! hurtig, hurtig".
  Det skete, Dyret udstødte et Hyl, et Glædesskrig fra Jan forkyndte hans Held.
Lidt efter nærmede han og Hunden sig Baaden, de havde reddet den Fremmede og lagde ham ned i Bunden af det lille Fartøj.
  Da Jan kom op af Vandet, sad han et øjeblik stille, og hans Blik hvilede takkende mod den mørke Himmel, hvorfra Maanen i det samme blinkede frem og lod et gulblegt Skær falde paa hans Ansigt. Hans tro Staldbroder rystede Vandet af sine lange Haar og lagde med en glad Tuden begge Forpoterne op paa sin Herres Skuldre. Sømanden klappede den kjærligt, og da han vendte sig om paa Toften, saa han ved Hjælp af Maanens Skin, den ubekjendte Pige bøje sig ned over Faderen og kysse ham. Han greb Aaren, Fangelinen blev gjort løs, og Baaden foer igjennem Bølgerne. Da de vare komne noget bort, lød et hult, gjennemtrængende Brag fra Vraget. Kaptajnen udstødte et Suk, han vendte sig om derimod, men saa kun det skummende Vandspejl, Skibet laa der ikke længer.

- - - - - - - - - - -
Kilder.
Udover hvad der er henvist til i teksten: datidens ugeblade, aviser, teaterbladene "Masken" og "Teatret".
Statsbiblioteket i Aarhus, med en tak for lån af noder til sangene fra "Smuglerens Søn".
Diverse udgaver af "Smuglerens Søn".
Augusta Etlar: "I Samliv med Carit Etlar". Pio og Branner, 1925.
Augusta Etlar: "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv". Alle tre udgaver.
Robert Neiiendam: "Casino". Korcks Forlag, 1948.
Gerda Christophersen: "Jeg gav aldrig op". Navers Forlag, 1945.
Gerda Christophersen: "Memoirer". Levin og Munksgaards Forlag, 1919.

Bemærkning: Teatret i Amaliegade er igennem tiderne blevet stavet både med C og K. For ikke at gøre forvirringen total bruges der K i det herover skrevne, undtagen hvis det er fra et citat hvor der er brugt C.


Gamle bøger.


© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 05/03/2018 14:57:13