Carit Etlars pseudonym.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Carit Etlars pseudonymer.

Lidt forsøg på fakta.

Etlars første pseudonym var hans eget fornavn: Carl, som han brugte da "De to Studenter" udkom i 1838. Da romanen "Smuglerens søn" udkom året efter, i 1839, var det under pseudonymet Carit Etlar, og det pseudonym brugte han resten af livet. Så 1838-39 må være året hvor han konstruerede sit pseudonym.

Augusta Etlar fortæller.

I andenudgaven af af "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv" fra 1907 skriver Augusta Etlar i kapitlet "En Daab paa Alheden" (dette kapitel eksisterer ikke i førsteudgaven) om hvordan Carit Etlar fik sit navn under et besøg hos taterne på Dejbjerg Hede:
En dyb Fred hvilede denne Aften over Mosen. Inde fra Stien kom et ungt Menneske til Syne under Banken. Det var en høj og opløben Skikkelse med langt, lyst Haar. Kasketten sad i Nakken og blottede en ualmindelig bred Pande, brune Kinder, blaa, udtryksfulde Øjne og et muntert Smil om de skægløse Læber. Han udstødte et Skrig, der lød, som naar Musvaagen kalder. Skøjerne lyttede, sprang op og saa sig om. Nogle af dem gik mod den kommende. "Carl Emtaris!" (Carl Fortælleren eller Carl som fortæller) raabte de. Skriget gentoges af de dansende og lød som Velkomsthilsen omtrent saaledes: "Carl Etar, Carl Etaris!"— Benævnelsen lød forskellig ifølge hvert Individs Udtale — medens de trængte sig sammen om den Nyankomne. Den fremmedes Besøg vakte almindelig Bevægelse i Lejren. Enhver kendte Gæsten fra
hans tidligere Udflugter til Heden og Vesterhavet, der fra Barndommen Øvede stor Tiltrækning over ham, og som han jævnlig søgte tilbage til, da Livet i Hovedstaden blev trangere om ham. Derude, hvor Himmel og Hav gaar i eet, saa han Menneskets Ringhed over for Naturens Almagt, hørte Nødraabene i Brændingen, lærte Fiskernes trohjertede, patriarkalske Gæstfrihed at kende, deres varme Følelse bag deres barske Tavshed og Alvor.
Skøjerne hilste ham som deres Ven, Carl Emtaris, og lovede sig nye Glæder ved Festen. Dette Navn havde den fremmede erhvervet sig blandt sine brune Venner, naar han om Aftenen, ved deres Ild, eller ved deres forbudne Fiskefangst i Skjernaa, fortalte dem de Sagn og Eventyr, som han selv havde hørt af Faderens Karl, Søren Tyvkjær, hjemme i Fredericia og senere i passende Form forebragte de opmærksomt lyttende, for Poesi saa let tilgængelige Tatere. Til Gengæld indviede de ham i deres Kunster, Sæder og Skikke; men især lyttede han begærlig til dette dødsdømte Folkeslags Klagesange og mørke Fortællinger om Uret og Forfølgelser.
"Det er Carl Emtaris!" jublede Taterne.
"Ja, det er mig," svarede den unge Mand og kastede sig ned paa Diget.
Augusta Etlar slutter afsnittet med:
Nogle Aar senere, da han levede indenfor Hovedstads Mure, og Studiets og Alvorens Dage var kommen, droges hans Tanker tilbage til det frie Liv paa Heden og ved Havet, og det Navn, som hans vilde Venner skænkede ham, blev ham kært. I disse trange Kunstneraar døde hans Ungdomsveninde Tertia Fabricius, som ikke alene med Interesse og Kærlighed havde fulgt den unge Kunstners første Værker og hans haarde Kamp for Tilværelsen, men som tillige havde støttet ham med Raad og Daad og tilskyndet ham til at tage Studentereksamen. Hans Sorg over dette Tab var dyb og langvarig. Da Forfatterens næste Værk udkom, bar del Signaturen Carit Etlar. Dette Navn havde han dannet ved en sindrig Sammenslyngning af Navnene Carl og Tertia, men at det fik den bekendte smukke Ordlyd og ikke en af de mange andre, som nævnte Bogstaver gav Anledning til, skyldes efter Digterens Forklaring alene Tatersproget.
Augusta Etlar har sat en fodnote ind ved Tertia Fabricius' navn hvori der står, at: "Ifølge Digterens Ønske maatte dette Navn ikke offentliggøres før efter hans Død, og denne Oplysning fremkommer derfor først i denne anden Udgave af Carit Etlars Minder"..

Du kan læse eller downloade hele kapitlet "En Daab paa Alheden" fra Augusta Etlars "Minder" her, uden at skulle logge ind først.

Anna Brosbøll fortæller.

Dette med at Tertia Fabricius' navn skulle være hemmeligholdt, som Augusta Etlar skriver i en fodnote ovenfor, passer ikke helt med hvad Etlars Datter Anna Brosbøl fortæller herunder. Ikke alene fortæller Anna Brosbøll at hun selv har fået det at vide af sin fader, men også at Etlars kone opbevarede et smykke der havde tilhørt Tertia Fabricius.

Udklip af leksikon...
Fra "Kortfattet Lexikon" side 569.
Tertia var et ret brugt ord dengang,
også i ordsammenstillinger.
Det overstående kapitel skrevet af Augusta Etlar er skrevet umiddelbart før Anna Brosbølls erindringsbog om forældrene udkom 2 år efter, i 1909.
På mange måder er Anna Brosbølls biografi et forsvarsskrift for sin moder, Etlars første hustru Hansine, som Augusta Etlar flere gange indirekte giver årsagen til Etlars skilsmisse og efterfølgende problemer.

Carit Etlars datter fortæller i sin erindringsbog "Træk af Carl Brosbølls og hans Hustrus Hansine Thorbjørnsens Liv og Hjem", Pios forlag 1909, at da den unge Carl Brosbøll blev forlovet med sin kommende første hustru Hansine, var hun sytten år gammel.
Da Hansine er født den 19. januar 1829, så blev parret forlovet i 1846, hvilket er to år efter Tertia Fabricius' død.
Anna Brosbøll fortæller også i sin erindringsbog om sine forældre:
Endnu er der een, hvis Navn knytter sig til Fortællingen om Carl Brosbølls Ungdomstid. Det er Tertia Fabricius, hans første Forlovede.
Om hende vides kun lidt. Hun var en Del ældre end han, ham overlegen i Dannelse, og siges at have haft stor Indflydelse paa ham. Hun døde, inden Aldersforskel eller anden Ulighed kunde adskille dem. Maaske bidrog hendes tidlige Død sit til at bevare hendes Minde med en egen Glans.
Carl Brosbøll har sørget for, at hendes Navn ikke skulde blive glemt. Han har selv fortalt mig, at han dannede sit Forfatternavn af hendes og sit eget Navn, i hvilke to Navne (Carl-Tertia) alle Bogstaver til Carit Etlar findes.
Han opkaldte sit Barn ogsaa med. hendes Navn og lod det døbe 21. April til Minde om, at han den Dag havde set Tertia igen efter en længere Adskillelse, fremkaldt ved Sygdom.
Mange Aar efter hendes Død, da han en Dag gik med sit Barn ved Haanden, standsede han uden for et Hus og sagde stille: "Her døde Tertia". En meget lang Koralkæde af blege, slebne Perler og et Jernkors, sammensat af smaa, sorte Roser, var Minder om hende, som hans Hustru gemte, og som han undertiden forlangte at se.

Tertia Henriette Christine Fabricius.

Tertia Fabricius var det tredje barn i sin søskendeflok. Forældrene, Niels Foss Fabricius (1781-1818), gift med Christiane Margaret Kiölner (1782-1863), havde fire børn:
Marie Amalie, Otto Theobald, Tertia Henriette Christine, samt Nicoline Christiane Marie.

Kirkebog.
Kirkebogsindførelsen fra Tertias fødsel og dåb i Trinitatis Sogns kirkebog 29. december 1812.



Der vil komme nogle rettelser og tilføjelser til dette afsnit om Tertia Fabricius.
Henning Jensen. Den 4. november 2015.



Tertia Henriette Christine Fabricius bliver født tirsdag den 1. december 1812 i Trinitatis Sogn i København, og hun bliver døbt i Trinitatis Kirke tirsdag den 29. december samme år.
Faderen Niels Foss Fabricius er på kirkebogsindførelsen ved Tertias dåb angivet som værende fuldmægtig ved toldkontoret i Adelgade No. 271.
Adressen nummer 271 var helt for enden af Adelgade ude ved Nyboder. Nyboder var flådens huse.
Vestervoldgade.
Vestervoldgade set ned mod havneløbet, som løber på tværs efter det sidste
store hus. På højre side af vejen, som ikke ses på billedet, lå på Tertias tid den
gamle vold, som blev fjernet i årtierne efter koleraepedemien i 1850'erne
Ved folketællingen i 1801 bor familien ikke på dette husnummer i Adelgade. Desværre er der ingen folketællinger mellem 1801 og 1834, så derfra kan der ingen yderligere oplysninger hentes.

"Thertia", (hendes navn er fejlagtigt skrevet med h i begravelsesindførelsen i kirkebogen), dør fredag den 18. oktober 1844.
Hun bliver i begravelsesindførelsen angivet som "Jomfrue", hvilket vil sige ene og ugift, hun er ca. 32 år gammel og er boende på "Westervold nummer 210" da hun døde.
Hun bliver begravet fra Vor Frue Kirke ugen efter, fredag den 25. Oktober.
Selve begravelsen finder sted på Assistens Kirkegården på Nørrebro, hvor Etlar første hustru Hansine også bliver begravet mange år senere. Også Etlars datter bliver begravet på Assistens Kirkegården, igen mange årsenere.

Nummer 210 på Vester Voldgade er helt nede mod havnen. De gamle volde omkring København eksisterede stadig medens Tertias levede.
Først efter koleraepidemien i 1853 begyndte man at sløjfe voldene omkring København, og bygge udover på brokvartererne. Vestervold fik dog lov til at blive liggende til midt i 1880'erne, hvor man ryddede og planerede hele området for at gøre klar til "Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn" i 1888. Udstillingsbygningen blev efterfølgende revet ned og på stedet blev Københavns Rådhus bygget.
I "København før og nu", bind 2 fra 1949, er gengivet et billede fra 1899, hvorfra jeg vover herover at vise et udklip af Vestervoldgade, hvorpå der for enden af Voldgaden endnu ses nogle af de oprindelige små gamle huse. Det er på denne strækning, og muligvis i et af de lave huse, at Tertia Fabricius boede da hun døde.
Umiddelbart før det første store hus tilvenstre på billedet løber Ny Kongens gade ud til venstre, og vejen fortsætter over Prinsens Bro, og over forbi Det kongelige Bibliotek, hvor Etlar små ti år efter Tertias død blev ansat som tjenestemand.

Når Etlar efter ansættelsen spadserede hjemme fra sit hus på Frederiksberg Alle, og ind til sit arbejde på biblioteket, så var denne vej en af de nærmeste han kunne gå, næst efter turen ad Vestergade, for at komme til sit arbejde. Så han har sikkert ofte, når han har "drejet forbi" her på hjønet af Ny Kongensgade, "skævet" over til "de små huse" og sendt Tertia en tanke.

Flora i "Smuglerens Søn".

Tegning fra romanen.
Flora og Jan med Bramer i baggrunden.
Her fra "Hus og Hjems "udgivelse i 1915.
Tegning af Poul Steffensen dateret 1900.
Det er ofte skrevet, og gengivet mange steder, at personen "Flora" i Carit Etlars roman "Smugleres Søn" fra 1839, er bygget over Tertia Fabricius og hendes skæbne.

Her er et par citater fra novellen, hvor parret sidder sammen i stuen. Jeg har her valgt samme udgave som illustrationen her til højre er fra:
Saaledes sad de en Aften inde paa Generalindens Dagligstue. Bramer havde taget Plads i en Krog, og skønt han tilsyneladende ikke lod til at have Øje for de tvende elskende, undgik dog intet Ord, ikke den ubetydeligste handling hans Opmærksomhed. Det var i saadanne Øjeblikke, at han, ved Synet af det elskede Barns Lykke, selv overgav sig til Glæde, der for en Stund tilbagetrængte den Sorg, som arbejdede i hans Hjerte. Flora havde denne Dag befundet sig ilde og laa endnu meget mat og afkræftet paa Sofaen, lænende sit Hoved op til Jans Skulder.
Og lidt længere fremme:
"Vær blot ikke bedrøvet, min egen Jan!" ytrede hun med et ubeskriveligt Smil, da hun mærkede at han Græd, "det bliver nok godt igen med mig, jeg kan jo ikke dø nu, det er umuligt.
Og om det endogsaa var besluttet anderledes, end jeg ønskede", sagde hun lidt efter og trykkede hans Haand til sine læber, "vil ikke din Kærlighed til mig endnu leve efter min Død? Vil Erindringen om, at du engang elskede mig, vel nogens Sinde forsvinde af dit Bryst?"
"Nej. Nej!" mumlede Jan. - "Du, mit Haab min eneste jordiske Lykke, du maa ikke forlade mig, mit Liv er knyttet til dit".
"Jeg vil også kun nødig", - hviskede hun med en blød, neppe hørlig Stemme og slyngede sine Arme om hans Hals, "men mit Bryst, - de siger, mit Hjerte er for stort - Jan, min bedste Lykke, min søde, min e-ne-ste Jan!"
Hans Aande standsede, Blodet isnede i alle hans Pulse over de matte, bristende Øjne, som mødte ham. Flora sukkede, det var et svagt, neppe mærkeligt Suk, hendes Læber bevægede sig ikke, Hjertet stod stille.
Men . . . .
Romanen er fra 1839, og hvis "Flora" er Tertia, så er det lidt tidligt at Etlar har været i stand til at forudse, og skrive om, den rigtige Tertias død og de elskendes følelsesladede afsked, da den rigtige Tertia først dør ca. 5 år efter novellen udkom.
Et eller andet stemmer ikke!

Kommentarer.

Figur.
Dukketeaterfigur.
Forestillende ung kvinde
fra ca. 1830'erne.
Rigtig "forlovede", som Anna Brosbøll fortæller ovenfor, har Etlar og Tertia næppe været, i så fald har det for en 22-årig ung mands vedkommende været en lidt usædvanlig tidlig forlovelse.
Og som datter efter en almindelig embedsmand, har Tertia ikke været Etlar overlegen i dannelse. Man kunne snarere hævde at de var jævnbyrdige.
Aldersforskellen mellem "de to" var heller ikke så stor som Anna Brosbøll antyder, nemlig kun godt 3½ år. Og da Etlar i mange år løj sig 5 år yngre end han egentlig var, så passede "de to" også meget godt sammen på dette tidspunkt.
Økonomisk kan Tertia heller ikke have støttet Etlar, for der har næppe været meget at arve efter en embedsmand, og de var jo fire søskende der skulle dele. Så ud fra hvor Tertia boede, er der intet der tyder på overvældende velstand og eller økonomisk overskud efter faderens tidlige død i 1818.

Tertia Fabricius er/var hendes forældres tredje barn. At give sit eller sine børn navn efter nummereringen i familien, var ikke en sjælden foreteelse i fortiden.
Helt op mod nutiden er denne skik med at tilføje tallet i selve døbe-navnet været brugt.
Min far er en ud af 13 børn. Hans forældre, mine bedsteforældre, gav nogle af deres børn sådanne mellemnavne med tal der fortalte eller antydede hvilket nummer de var i "rækken". F.eks. hed en af mine onkler Jacob Martinus, han var det tiende barn. En anden hed Frederik Dusinius, og han var det 12. barn.

Tertio betyder "tredje gang" på latin. I "Kortfattet Lexikon over fremmede, i det danske Skrift- og Omgangs-Sprog forekommende Ord, Kunstudtryk og Talemaader" af fra 1837, som der er vist et udklip af øverst, står der bl.a.:
Tertia, den tredie Skoleklasse; Tertian-Feber, Trediedagsfeber; Tertia-Vexel, tredie Veksel; Tertia vice, for tredie Gang.
I meget gamle kirkebøger var det de latinske betegnelser på ugedagene der blev indskrevet ved kirkelige handlinger i kirkebøgerne: Feria prima var søndag, feria secunda var mandag, feria tertia var tirsdag o.s.v.
Feria tertia er/var således den tredje dag i ugen, der dengang begyndte om søndagen.


Gamle bøger.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01