"Liniedandserens Børn".
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"Liniedandserens Børn".

Fortælling af den unge Carl Brosbøll.

Dette er en fortælling af "Carl", den unge Carl Brosbøll, fra før han gav sig selv pseudonymet Carit Etlar.
Selvom det er en tidlig fortælling, den unge "Carl" var kun 22 år, så er det en typisk Etlar-fortælling. Lidt ujævn og springende, men med en række interessante elementer fra samtiden.

I fortællingen indgår flere af Etlars samtidige omgivelser: København, Dyrehaven, og heden, samt Etlars senere ofte brugte kontraster: rig kontra fattig.
Etlar er jo ung og nytilflyttet København, så selvfølgelig er det de nye indtryk og oplevelser som inspirerer ham, samt det kendte han kommer fra: heden.

Du kan læse og/eller downloade "Liniedandserens Børn" her...

Fortællingens personer.
Linedanserens børn i fortællingen hedder Flora, Ludvig og Vigo. Det er alle tre navne som Etlar siden "genbruger".
Som efternavn til denne fiktive familie, kalder den unge Etlar hovedpersonen i fortællingen, faderen og linedanseren, for Moritz Kyhn.
Til denne fiktive Moritz Kyhn bruger Etlar et konkret forbillede, Frantz Joseph Kyhn, som op til fortællingens tilblivelse havde været en aktiv artist i Københavns forstæder.

Omkring 1800 begyndte artisterne fra Dyrehavsbakken at "slå sig ned" for vinteren langs indfaldsvejene til København, når bakkesæsonen var forbi.
Vesterbros Teater.
Det oprindelige "Vesterbros Teater" lå overfor "Skydebanen" på Vesterbrogade i København.
Det er omkring de nuværende husnumre 58-60 på Vesterbrogade. (Skydebanen eksisterer stadig).
Fra Carl Muusmann "Det glade København, bind 1, side 19. Forlaget Danmark 1939."

Vesterbrogade, den gamle Roskilde landevej, havde i 1797 ligesom fået sig et løft i og med Frihedsstøtten blev indviet, så det blev et mere attraktivt sted at komme, og desuden var Vesterbrogade den første del af strækningen til Frederiksberg Have.
I 1802 opførte James Price sit første teater på Vesterbro, som egentlig kun var et træskur, hvori Price og hans kone, (Hanne, født Tott), udførte "Ekvilibristkunster paa Line", og hvor deres tre små døtre dansede til publikums fornøjelse.
Året efter sluttede cirkusfamilien Casorti til fru Price, og begyndte tillige at opføre pantomimer.
James Price selv døde i 1805.
Enken, fru Hanne Price, "forsvandt" herefter et par år, men vendte så tilbage til Vesterbro omkring 1810, og her engagerede enken den tyske kunstberider Frantz Joseph Kyhn, som hun giftede sig med samme år, og sammen fortsatte de "teatervirksomheden" en hel del år sammen fremover.
Kyhn "forsvinder" før 1837, hvorefter det igen er Pricerne der giver forestillinger på Vesterbro.
Så man kan forestille sig at Kyhn enten er død, eller har forladt landet, siden den unge Brosbøll så frimodigt "bruger" hans navn.

"København" i fortællingen.
Adelgade.
Adelgade set i retning af Nyboder omkring 1900.
Fra "Gamle københavnske Billeder side 166.
Hassings forlag Uden årstal.
Adelgade og Borgergade kvarteret blev totalrenoveret
i årene omkring 1940."
I fortællingen lader den unge Brosbøll "Liniedandseren" og hans familie bo i Adelgade, en gade der løber i bydelen "Ny København", mellem Gothersgade og ud til Nyboder.

"Ny København" var Christian den IV's opfindelse, det var hans udvidelse af København ud mod Øresund.
Københavns oprindelige vold havde indtil da fulgt Gothersgade, således at Rosenborg Slot lå udenfor byen. Så groft forenklet, blev denne del af København, "Ny-København", herunder Nyboder, anlagt i det dengang øde område ud for Rosenborg Slots park og have.
Et interessant maleri af Karel van Mander III fra 1638 viser Christian IV sammen med hans byplanlægger på arealet hvor "Ny-København" blev anlagt. Se maleriet her på www.Historiefaget.dk.
Efter svenskekrigene i 1600-tallet, og efter voldanlæggets videreførelse ud til Kastellet, blev området udbygget i den sidste halvdel af 1600'tallet.

Nogle af disse gader i "Ny København" var i de mellemliggende 200 år, op til 1838 hvor Etlar skrev fortællingen, endt som det værste slum, og så godt som alle beboerne levede i større eller mindre armod.
Så da Etlar lader hovedpersonerne bo i Adelgade, så er det for at understrege handlingens hovedpersoners lave sociale status.

"Dyrehaven" i fortællingen.
Da Etlar skriver fortællingen var København stadig en lukket by med volde omkring, og hvis eneste fristed i byen var Kongens Have,

H. C. Andersens fortælling "Kun en Spillemand" udkom 1837, året før Etlar fik trykt "Liniedandserens Børn" i "Kjøbenhavns Morgenblad".
I Andersens "Kun en Spillemand" flytter hovedpersonen Christian på et tidspunkt til København, og indlogerer sig på en "femte Sal i en lille Qvist ud til Gaarden hos den Enke".
Cristian havde to adspredelser at vælge imellem i "byen": at spadsere ud til Kastellet, eller at sidde i Kongens Have sammen "med Ammer og Børn og se paa det uskyldige Springvand".
Når Andersen nævner Freunds "Springvandet" i sin fortælling, så var det fordi springvandet var en nyhed, og et nyt samlingspunkt som var sat op og indviet samme år som Andersen skrev fortællingen.
Andersen var da moderne og "med på noderne"!

Udtrykket om mishaget over "de ammende" i Kongens Have bruger Vilhelm Bergsøe senere i "Fra Piazza del Popolo", hvor disse "mødre" er en "Satire paa Kjøbenhavnernes tivolisk uddannede Smag, og ere Havens eneste Besøgende".

Så skulle datidens borgere "forlyste sig", så foregik det udenfor byen: man tog om sommeren på Bakken.
Fra Dyrehavsbakken.
Dyrehavsbakken i begyndelsen af 1800-tallet.
Tegning af Hans Nicolai Hansen. "Vore Bedsteforældres Tid - Tiden indtil 1848",
spalte 55 og 56. Det nordiske Forlag, år 1900.

Som gøgler i 1800'tallet var forlystelsesstedet "Bakken", i Dyrehaven nord for København, et af stederne hvor gøglere og artister tjente til dagen og vejen om sommeren. Så naturligvis optrådte Etlars "Liniedandserfamilie" også der.
Som Etlar nævner i fortællingen", så kunne man komme til Dyrehavsbakken med "Droscher og Kaffemøller". En "Kaffemølle" var øgenavnet på en flerpersoners hestevogn, og Marstrand har malet et herligt billede af en sådan "Kaffemølle" der haster til Charlottenlund.

Hollandsk vogn
En "Holstensk vogn" med øgenavnet en "Kaffemølle" på Wilhelm Marstrands skitse
til "En Kilderejse". Fra Karl Madsens biografi: "Wilhelm Marstrand", side 19.
Udgivet af Kunstforeningen i 1905.

Wilhelm Marstrands skitse fra 1830 viser en sådan "Holstensk Vogn" med øgenavnet en "Kaffemølle". Vognen rummer glade københavnere der er på vej til Kirsten Piils Kilde, og dermed Dyrehavsbakken.
Caledonia.
Caledonia på det færdige maleri.

Skitsen blev efterfølgende til maleriet "En Kildereise" med undertitlen "Holstensk Vogn med mange Skovgæster". Maleriet blev sidst blev solgt på en Bruun-Rasmussen auktion i november 2008.
Hvis du klikker på "Større billeder" under billedet på Bruun-Rasmussens webside, så har Marstand, på den lille smule af Øresund man skimter foran den hvide hests hoved på det færdige billede, ladet ane konturen af " Caledonia", som på Øresund også haster med passagerer mod "Bellevue", og dermed Dyrehavsbakken.

I Etlars fortælling optræder Kyhn som linedanser på Bakken, og dette med at binde den ene ende af linen højt oppe var populært. Kyhn bruger toppen af et egetræ i fortællingen.
Den hollandskfødte linedanser Christian Roat havde besøgt Odense den 20. april 1821, og her gik han på line op til Odense domkirkes tårn, Sankt Knuds Kirke, ved hjælp af en skrå line fra torvet.
Seks år senere, i juni 1827; gentog Roat successen fra Odense med at gå på line op til toppen af et tårn, denne gang op til tårnet på Rosenborg Slot i Kongens Have, i København.
Notits.
"Kjøbenhavns Kongelig alene Priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" den 5. juni 1827.

Det var en rigtig stor københavnerbegivenhed og fra officiel side havde man fået lov til at spærre området af, og annoncens tekst lyder:
Da Equilibristen Christian Roat er bleven allernaadigst tilladt at afbenytte Exerceer Pladsen ved Rosenborg, for der at vise sine equilibristiske Kunster, nemlig den 6te Juni, så bliver Rosenborg Hauge den Dag ikke oplukket før Forestillingen er forbi, hvilket hermed efter høiere Befaling bekjendtgjøres.
Imorgen (Onsdag) Eftermiddag er Volden imellem Nørreport og Rosenborg Mølle spærret fra Kl. 4 af indtil Hr. Roats Forestilling paa Exerceerpladsen er tilende.
Den var vel - rigtig forstaaet - Agtelsens Fordring -; men - tilstødt Uheld - udsatte Opfoldelsen.
Bemærk den sidste linje: "tilstødt Uheld - udsatte Opfoldelsen". Der havde været problemer, og "forestillingen måtte udsættes".

Den 12. juni 1827 foretog Roat sin vandring op til tårnet, men på vej ned igen fra tårnet - knækkede linen - og Roat styrtede ned og slog sig ihjel.
Den 16. juni 1827.
Kjøbenhavns Kongelig alene Priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" den 16. juni 1827.
I nekrologen står:
Kort, men hæderligt var Dit Ophold her o, Roar! og Du maatte saa tidligt segne paa Dødens grumme Bud. En stor en herlig Kunstner var Du, og naar paa farlige Linie Du opsteg med faste sikre Skridt, med en Anstand, der ligemeget forraadte Din Uforsagthed, som Færdighed, og naar fra høie Tinde Du nedsvævede i Din prægtige Dragt, og den dalende Soel kastede sine sidste Straaler paa Din smukke Skabning, hvilket herligt, ophøiet Syn var det ikke da! Ak! sidste Gang anede Ingen, det blev Din sidste Vandring heri Livet; sønderlemmet og bevidstløs faldt Du paa Jorden, og faa Timer derefter slumrede Du roligt hen. Nys var Du karsk og munter, nu est Du bleg og gusten, og den stille, venlige Grav gjemmer de mødige Lemmer, mens den udødelige Sjæl opsvang sig til Algodheds Gud. Vær trøstig, stakkels Kone! græder ikke mere, kjere smaae Børn! Alfader tager sig jo af Enken og de Faderløse, nu har han det jo saa godt. Hisset skulle I atter favnes.

Ved Kunstneren Roats Grav.
Beundringsværdig var Din Kunstnerfærd,
Og blidt og pralfrit var Dit Væsens Stempel;
Saalunde Du fremstilled for Enhver
Af Dine Ligemænd et skjøndt Exempel.
Dog Skjæbnen vilde, at i Manddoms-Aar
Som Offer for Din Kunst Du maatte bløde.
Med Sorgens Smærte lagdes Du paa Baar'
Af Hustru, Børn, som for Dit Fald maa bøde.
F. S.
Uheldet var en markant begivenhed i datidens København, og skete kun ca. 10 år før Etlar fik trykt sin fortælling, så det var noget man stadigvæk snakkede om, - og for den unge Etlar: en oplagt "hændelse" at lade sig inspirere af til en fortælling.

"Den jyske hede" i fortællingen.
Fortællingen slutter på den jyske hede, hvor liv og død dengang var to sider af den samme sag. Og taterne tager det som det naturligste af verden, hvad det jo også egentlig er.

Når Etlar i fortællingens sidste kapitel fortæller om et taterpar på vandring med et spædbarn i streng frostvejr, så kunne det lyde lidt søgt af Etlar. Men Dorphs fortæller i sit forord til 2. udgaven af sin rotvelske ordbog, at taterkvinder fødte deres børn hvor som helst - når naturen krævede det. Og at selv fødende taterkvinder var jaget vildt af bønderne, fordi et barns fødested, fødesognet, også var forsørgelsesstedet. Så en gravid taterkvinde, der var i et sogn og lod sig døbe, og efterfølgende også sit barn, var således en dobbelt forsørgelsesudgift for sognet.

Det med fødestedsindførelserne i kirkebøgerne betød at straffede tatere (også mandlige), der var blevet døbt, efter udstået tugthusstraf blev sendt tilbage til fødesognet, forsørgelsessognet, og at sognet blev pålagt den økonomiske byrde med indlogering og forsørgelse.
Når Blichers tater i "Kjeltringsliv", men også fortællingens tater i virkeligheden, efter endt tugthusstraf får stillet et nybygget hus til sin rådighed, var det ikke fordi sognet var "god" ved ham, men fordi man havde pligt til at give ham husly. Og i stedet for at lade ham flytte ind i en af sognets landsbyer, bygger man et selvstændigt hus langt ude på heden, for så var de fleste i sognet fri for at omgås ham, og hans slags.

Ikke kun fordi tatere var en plage, men også på grund af denne forsørgelsespligt, jagede bønderne taterne og ikke mindst fødende taterkvinder, og taterkvinder med helt små børn ud af deres sognet, når de kunne komme afsted med det.
Så et taterpar med et spædbarn i en kold forstvinter, som taterparret i fortællingen, kunne i virkeligheden godt forekomme.
Parret ville formentlig været blevet afvist hvis de havde bedt en bonde om husly.

Indtil 1763 var faderen til et uægte barn helt fri for forpligtelser, bortset fra et eventuelt aftalt engangsbeløb for "forseelsen".
Efter 1763 skal faderen erlægge halvdelen af et barns omkostninger i forbindelse med barnets opvækst.

Med fattigloven af 1803 bliver børn og mødre forsørgelsesberettigede i fødekommunen.
"Smarte sogne" begyndte så at praktiserede at flytte, "eksportere", gravide enlige til nabosognene, for at slippe for udgifterne.
Så for at forhindre dette blev i 1844 lovbestemmelsen om 10-månedsreglen, for børn født uden for ægteskab, indført. Fremover blev det moderens opholdssogn 10 måneder før fødslen som var forsørgelsespligtig overfor barnet og moderen. Og præsterne fik pligt til at notere 10 måneders opholdsstedet i kirkebogen, ved børn født udenfor ægteskab.
Dyrker man slægtsforskning møder man ofte i kirkebøgerne, under dåbs-indførelserne, et notat der fortæller hvor en ugift moder opholdt sig på 10 månedersdagen før fødslen, og det er det sted der er forsørgelsessognet.

Mange tatere havde et ukendt fødested, så for et sogn galt det om at få dem hurtigst muligt videre væk, og ud over sognegrænsen, uden at få dem registreret - døbt.
Som Dorph skriver: "De var jaget vildt".

- - - - - - - - - -
"Kilder:
Foruden de i teksten nævnte, og de sædvanlige, og egne notater:
"København - Før og Nu", bind V. Redigeret af Svend Aakjær, Mogens Lebech og Otto Norn. Hassings forlag, 1950.
Carl Mussmann: "Det glade København", bind 1+2+3. Forlaget Danmark 1939.
Didier Gautier: "Fra apostolsk notar via cirkus". Forlaget Desidderius, Privattryk, 2012.


Gamle bøger.


© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01