"Gode Venner".
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"Gode Venner".

Fortælling fra Venedig.

Carit Etlars fortælling "Gode Venner" blev trykt i "Folkekalender for Danmark" i 1875, som blev udgivet af Lohses Bog og Musikhandel. Det er fra side 29 og fremefter. Til fortællingen i "Folkekalenderen har Knud Gamborg tegnet 5 tegninger, som også er medtaget i pdf-filen som du kan hente herunder.
Titlen.
Fra indholdsfortegnelsen i "Folkekalender for Danmark".

Du kan læse eller downloade fortællingen "Gode Venner" her...

I novellesamlingen "Gode Venner", som udkom 20 år senere på "Jydsk Forlagsforretning" (i 1894), er den samme fortælling "Gode Venner", den sidste af de fire fortællinger der er i samlingen.
De tre første fortællinger i denne novellesamling er: "Jens, som leer", "Abraham, Isak og Jakob" samt "Mesters Ring".
"Gode Venner" er i samlingen medtaget uændret fra "Folkekalenderen".

Augusta Etlar fortæller i 2. udgaven af "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv" på side 244, at i 1877 udkom det fjerde oplag af "Gøngehøvdingen" på Steens Forlag. Af glæde herover solgte og fraskrev Etlar sig for 100 kroner arket alle rettighederne til alle fremtidige oplag af "Gøngehøvdingen" til forlaget. Augusta Etlar fortæller videre:
 "Dette er den glædeligste Begivenhed i mit Liv", udbrød han, "og naar en saa enestaaende Hæder vises mig, saa maa jeg også vise min Taknemmelighed mod Forlaget - nu kan jeg jo komme til Venedig, mit Ønskes Maal".
 Og han rejste til Venedig for "Gøngehøvdingen"s fjerde Oplag, skrev "Gode Venner" dernede og lagde Planen til "Salomon Baadsmand" en aften ude paa Lidoen, vuggende i en Gondol.
Gondoliere.
"VENEZIA - Gondola". Lille aflangt italiensk postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
Har Augusta Etlar haft en erindringsforskydning da hun skriver dette ovenfor?
I 1876 udsendte Steens forlag 3. udgaven af "Gøngehøvdingen", og den første efterfølgende udgave er en 5. udgave som udkom i 1890 på Pio's Forlag. Tilsyneladende har Steen ikke udgivet den planlagte 4. udgave, så overskuddet parret rejser til Venedig for, må være fra 3. udgaven? (Eller er der noget jeg har overset?)

Når et trykark i oktavformat foldes 3 gange giver det otte blade, altså 16 sider. 1876 udgaven er på 527 sider, hvilket er ca. 33 ark. Det giver ca. 3.300 kroner. En landsbyskolelærer tjente i 1880'erne knap 450 kroner om året (med fri bolig), så den endegyldige betaling for "Gøngehøvdingen" svarer rundt regnet til hvad en landsbylærer var 7½ år om at tjene.
Så Etlar havde dengang egentlig god grund til at være tilfreds med salget af "Gøngehøvdingen" til den pris, en novelle som han siden flere gange udtalte at han ikke selv satte særligt højt.

Augusta Etlar har endnu en erindringsforskydning i det ovennævnte, for Etlar har ikke skrevet fortællingen "Gode Venner" i Venedig "ude paa Lidoen, vuggende i en Gondol", eller for den sags skyld: heller ikke efter hjemkomsten. Fortællingen blev trykt i "Folkekalenderen" i 1875, og det er to år før de rejste til Italien - og Venedig!
Så det kan slet ikke være i Venedig at Etlar har fået inspirationen til fortællingen, så en nærliggende tanke er, at Etlar har hentet stoffet til historien i de gamle bøger på sin arbejdsplads: Det kongelige Bibliotek.

Også denne fortælling "Gode Venner" handler om deres tilbagevendende emne: en ung kvinde og en gammel mand. Den gamle 60-årige Gradenigo og den unge 20-årige Bianca.

Det var i sommeren 1877 at de første gang rejste til Italien sammen. Etlar var da ca. 61 år gammel. Den unge Augusta, hans senere hustru, var da ca. 24 år gammel.
Det var også på denne tur at de første gang mødtes med Victor Blüthgen.
Etlar parret var nogle gange i Venedig efter 1877, men ingen af deres ophold i Venedig resulterede i den samme omtale i Augusta Etlars erindringer, som deres ophold på Korsika.
Augusta Etlar fortæller i sine egne erindringer "I Samliv med Carit Etlar", fra side 101 og nogle sider frem, at Italiensrejsen var startet i Fredericia hvor parret var mødtes. Etlar var kommet med toget fra København, og Augusta fra Frederikshavn.
Palazzo Gradenigo.
Palazzo Gradenigo. Gammelt tysk postkort,
efter maleri af Franz Richard Unterberger,
som er berømt for sine billeder fra Venedig.
Klik og se det rigtige maleri.
I Augustas unge år blev hun flyttet lidt rundt af, og med, sin moder for netop at undgå den gamle mand: Etlar. Derfor kom Augusta fra Frederikshavn.

Efter at Etlar havde vist Augusta rundt i Fredericia, så fortæller Augusta Etlar videre: "Nogle Dage senere var vi i Salzburg, hørte Mozartmelodiens skønne evighedstoner ved Midnat fra Domkirketaarnet sendt ned over den sovende Ærkebispestad".
Fra Salzburg rejste de så over Sct. Gotthard og videre mod Venedig. Augusta fortæller at Sct. Gotthard tunnellen endnu ikke var anlagt, hvilket var grunden til at de skulle over bjergene.
Den første jernbanetunnel gennem bjergene blev først anlagt mellem 1874 og 1882, og var således under opførelse da Etlarparret rejste til Italien.
Etlar-parret vendte hjem igen til Danmark samme efterår, 1877.

Etlar har, som så ofte i sine fortællinger, ladet sig inspirere af virkeligheden og datiden personer, og "blandet lidt rundt" på navne og steder. Stederne og personerne i fortællingen er delvis historisk korrekte, dog har Etlar ændret på datidens fornavne således at fortællingens personer er anonyme. Men slægterne Gradenigo og Dolfino og Colonna har eksisteret.
Paladset som fortællingens hovedperson ejede, Palazzo Gradenigo, eksisterer stadig. For nogle år siden besluttede Venedigs bystyre at sælge nogle få af byens paladser, og Palazzo Gradenigo var et af dem. For en mindre formue blev det efterfølgende istandsat og fungerer nu som hotel.
Det er også korrekt, som Etlar skriver i fortællingen, at maleren Tintoretto har malet en "Gradenigo og Dolfino". Det er et af de klassiske billeder som mange kunsttrykkerier sælger i forskellige varianter.

Etlars opfundne Bianca var datter af en fyrstelig slægt, Colonna, "hvis Stammefader havde bragt Frelserens blodbestænkede Søile fra Palæstina til Rom".
En berømt kvindelig Colonna fra perioden hvori handlingen udspiller sig, omkring 1500-tallet, var forfatterinden Vittoria Colonna. Til denne Colonna-slægt er også tilknyttet et Palazzo Colonna, som ligger i Rom.
Det kongelige Bibliotek har flere bøger med og om hende fra den første halvdel af 1800-tallet, så selve efternavnet kan Etlar, der var ansat på Det Kongelige Bibliotek, nemt have kunnet lade sig inspirere af der.
Vittoria Colonna.
Vittoria Colonna. Xylografi efter
maleri af Bartolomeo Cancellieri.
Her fra "Geschichte der Italienischen
Litteratur",Bibliographisches Institut,
Leipzig und Wien 1899. Side 332.
Vittoria Colonna var ven med Michelangelo, og blev tegnet og malet af ham, og Vittoria Colonna og Michelangelo skrev sonetter til hinanden.
Der var også en aldersforskel mellem de to, men dog kun på 15 år.
Her er den 18. Michelangelo-sonet til Vittoria Colonna i John Addington Symonds oversættelse fra 1904, (på side 20):

Beauty and the artist.
A heart of flaming sulphur, flesh of tow,
  Bones of dry wood, a soul without a guide
  To curb the fiery will, the ruffling pride
  Of fierce desires that from the passions flow;
A sightless mind that weak and lame doth go
  Mid snares and pitfalls scattered far and wide;--
  What wonder if the first chance brand applied
  To fuel massed like this should make it glow?
Add beauteous art, which, brought with us from heaven,
  Will conquer nature;--so divine a power
  Belongs to him who strives with every nerve.
If I was made for art, from childhood given
  A prey for burning beauty to devour,
  I blame the mistress I was born to serve.

Augusta Etlar har også oversat Quidas lille fortælling om den unge Michelangelo: "Drengen fra Urbino".

Under pseudonymet J. E. Cart udgav Augusta Etlar fortællingen "Savonarola og Gadesangersken" i 1894, hvor handlingen også foregår i Italien, men i Firenze. Brudstykker til denne fortælling var egentlig samlet af Carit Etlar selv, bl.a. under deres italiensophold, her i 1877.

Fortællingen "Karneval i Venedig" fra 1895 er formentlig fortalt af både Augusta og Carit Etlar, men er skrevet Af Augusta Etlar.

Udsigten fra Dogepaladset.
Udsigten fra Dogepaladset over mod San Giorgio Maggiore.
Gammelt italiensk postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.

Aforismer.

Dem har Etlar nogle stykker af i denne fortælling.

To gondolierer taler sammen om det umage par, og den ene tvivler på om der kommer børn ud af det. Den anden forklarer selvsikkert hvordan nogle kunstnere han kender, er flere om at male et maleri:
"Den Ene tegner Landskabet, Du! Den Anden Figurerne i det".

Da Gradenigos fætter, Dolfino bliver spurgt om det er rigtigt at Gradenigo skal giftes med den purunge Bianca så er svaret: "Ja. - Livet formæler sig med Døden".

Et par gondolierer snakker sammen udenfor paladset, og på baggrund af den rigdom der udspiller sig, priser den ene hvilket liv et så velhavende par kunne føre, men:
"Jeg vil dog hellere være Mand end Kone derinde".

Der er også udsagn som disse, om forholdet mellem mand og kvinde, som næsten kunne kaldes ordsprog:
  • Kjærlighed gjør ikke blind, tvertimod, den skærper Synet.
  • Besiddelsen sløver, Hindringen ægger.
  • Hos den Unge søger Lidenskaben Luft, hos den Ældre et Skjul.
Et par, som Etlar og Augusta, der havde samme aldersforskel som "Gradenigo og Bianca", må selvfølgelig have talt om dette aldersproblem indbyrdes. Men når man f.eks. læser aforismer som de ovenstående, så synes jeg også at man kan fornemme at de måske tillige har moret sig lidt over det.
Augusta Etlar har også skrevet om "problemet stor aldersforskel" i f.eks. fortællingen "Den ellevte Time", og Carit Etlar i f.eks. fortællingen "En gammel Mands Kiærlighed".

Venedig i musik, kunst, og litteratur.

Turner.
William Turner "Canal della Giudecca" 1833.
Fra Jarno Jessens "Hemmets konstgalleri" "A.B. För spridning av litterära verk", Stockholm 1922.
Jarno Jessen skriver bl.a. i den ledsagende tekst til billedet: "I Venedig berusades han av det
strålande ljuset, den vida rymden, den arkitektoniska prakten, och samtidigt överväldigades han
av historiska minnen. Han måler icke petigt noga varje detalj, utan det, som höjer sig utöver
Venedigs tegelstenar och marmor - det hemmelighetsfulla, döden, det förgångnas minne".

I sidste halvdel af 1800 tallet, i takt med at det blev nemmere og hurtigere at rejse, drog mange kunstnere, digtere og forfattere til Italien.
Det maleriske i ruinerne og forfaldet i Italien har tiltrukket alle, lige fra Shakespeares tid og til nutiden.

Thomas Mann havde været i Venedig i 1911 og året efter udkom hans novelle "Døden i Venedig", som i vore dage er tæt knyttet til Mahler, på grund af Luchino Viscontis film "Death in Venice" fra 1971.
Gustav Mahler havde ikke selv meget med byen at gøre udover nogle få besøg. Og dog fik efternavnet Mahler stor tilknytning til Venedig, i kraft af Mahlers hustru, Alma Maria Schindler, som han var blevet gift med i 1902.
 Mahler døde den 18. maj 1911, og godt 10 år efter, i 1922, købte hustruen Alma Mahler et hus i Venedig, som blev døbt "Casa Mahler”. Her kom datidens største kunstnere og her boede hun indtil 1935, hvor det politiske klima gjorde det umuligt for jøder at forblive i Italien.
Under navnet Alma Mahler-Werfel blev Mahlers enke en af samtidens helt store kulturpersonligheder. Hun døde i sit hus på Manhattan i New York den 11. december 1964. Hun blev 85 år gammel.
Alma Mahler komponerede også, og har skrevet nogle charmerende sange i samme senromantiske stil som Mahler selv.

Johann Strauss den yngre. En nu ukendt libretto  fra 1860 af Eugène Cormon til en opera "Le Chateau Trompette", blev omarbejdet til "Eine Nacht in Venedig" af F. Zell and Richard Genée, og fik som operette med musik af Johann Strauss den yngre, premiere i Berlin i begyndelsen af oktober 1883.
Denne operette har siden været meget populær, ikke mindst "Gondolsangen", som er mange store sangeres ekstranummer.

Efter Richard Wagner havde afsluttet sin sidste opera Parsifal, og efter premieren var overstået den 26 juli 1882, drog han med familien til Venedig for at rekreere, og i Venedig døde Wagner den 13. februar 1883.

H. C. Andersen besøgte byen nogle gange. Første gang H. C. Andersen var i Italien var som ung 19-årig, hvor han var der i foråret 1834. Det var året efter at Turner malede sit billede her ovenover. Foruden Andersens ophold i Rom, var han også en lille uge i Venedig, den 3. uge i april 1834.
Det er ikke de store begejstrede indtryk Andersen får af Venedig, f.eks. skriver han i dagbogen den 19. april 1834:
  Vi seilede ind i en død Gade, store Bygninger, aabne Døre, med Trappen ned i Vandet, det havde noget ængsteligt det hele, noget unheimligt. Jeg følte mig saa ilde derved; Venedig er en død Svane der flyder paa Vandet.
Efter at Andersen var kommet hjem fra sin Italienstur brugte han sine indtryk fra Italien til romanen "Improvisatoren", der handler om et fattigbarn, Antonio, der vokser op i Roms fattigkvarter, og som i romanen skal gennemleve tre triste kærlighedsaffærer, før han flygter til Venedig og der finder den smukke borgmesterdatter Maria, som han gifter sig med, og hele fortællingen ender i fryd og gammen og velstand.
Da romanen er meget selvbiografisk, så kunne man forestille sig at Andersen skrev romanens lykkelige slutning, som en forhåbning om den fremtid Andersen selv drømte om.
Sidste gang Andersen var i Venedig var i 1872. Det var 3 år før hans død.

Også malerne rejste til Venedig. Wilhelm Marstrand både tegnede og malede venetianske billeder, hovedsagelig skitser.
Og på ARoS i Aarhus er Ditleb Bluncks "En gondoliere", som er malet i 1832, og Skovgaards "Parti fra Venedig", som er malet i 1854.
Tegning af Drachmann.
Vignet fra Drachmanns "Venezias Nat", side 36.
Nederst til venstre har Drachmann skrevet:
" Venezia 11. Feb. 96 - Holger Dr".

Også Holger Drachmann både tegnede og malede og digtede da han var i Venedig i foråret 1876.
Det var året efter Etlars fortælling.
Drachmann havde søgt, og fået det Ancherske legat til sin Italiensrejse.

I Venedig skrev Drachmann fortællingen "To skud", hvor handlingen slet ikke foregår i Venedig men i Vestjylland.
Drachmann skrev også sine venetianske digte i Venedig, samt samlede stof til en novelle som han aldrig fik færdiggjort, hvorfra begyndelsen blev udgivet efter hans død på Nordisk Forlag i 1909, med en efterskrift af Vilh. Andersen.
Dette roman-fragment blev udgivet med titlen "Venezias Nat", og Nikolaj Hansen tegnede illustrationerne til fortællingen.
Holger Drachmann døde den 14. januar 1908. En lille selvbiografi han havde påbegyndt i Venedig blev trykt i tidsskriftet "Tilskueren" (fra side 121 og frem) samme år. Heri fortæller Drachmann, at i Venedig:
  ...skrev jeg "To Skud" og mange Digte. Jeg levede under lykkelige Omstændigheder, kun af og til afbrudt af Erindringer, og hengav mig til et arbejdsomt Liv, afbrudt af glade Fester sammen med sydtyske Malere og Videnskabsmænd. En Forelskelse i en Venezianerinde var kun af en forbigaaende Natur.
I "Sange ved Havet - Venezia", digtsamlingen som Drachmann skrev i Venedig, har Drachmann ladet det syvende venetianske digt være: "Adelina drømmer". Måske var hun forelskelsen "af en forbigaaende Natur", som Drachmann her har eviggjort? Drachmann lader i digtet Adelina berette at "Der har været En ved min Dør inat", og "hun" slutter i sidste vers:
Der har været En i min Drøm inat.
Jeg syntes, jeg havde ham Stævne sat,
Syntes, han bøjed sig over min Pude
Og hvisked: Det blæser saa koldt derude!
Han frøs, den Stakkel, han bad saa ømt.
Madonna! hvor har jeg dog selsomt Drømt.
Venezias Nat.
Olaf Hansen skrev en libretto over Drachmanns ufuldendte novelle, som blev sat i
musik af Axel Gade. Operaen "Venezias Nat" blev opført på Det kgl. Teater i 1918.
Billede fra tidsskriftet "Teatret", 1910. Scenebillede fra 2. akt. Fra venstre:
Holger Bruusgaard som Rigo; Tenna Frederiksen (Kraft) som Maria; Albert Høeberg som Adelsvärd.

Sophus Clausen og Venedig.

Venedig.
Gammelt italiensk postkort.
Fra begyndelsen af 1900-tallet.
I Sophus Clausens digtsamling "Djævlerier" fra 1904, er der nogle Venedig-digte, f.eks digtet "Venedig".
Sophus Clausen fortæller i digtet om ankomsten til byen:
Man kommer til Venedig ad en Jærnbanebro
- en By i Lagunen, som aldrig gaar til Ro.
Sophus Clausen var sammen med to venner:
I Følge med to Landsmænd jeg kom der som Gæst.
Den ene var en Købmand, den anden var en Præst.
Et par gondolierer prajede dem, og den ene ven steg ned i den første gondol:
Man hører i Venedig for hvert et Skridt, man gaar,
en Gondolieres Tilraab: La gondola, signor?

Vor Købmand steg i Baaden og skyndte sig at bé'
om at blive roet hen, hvor de smukke Piger lé.
Selv var Sophus Clausen ikke så modig:
Der stod vi andre flove og vidste ikke Raad,
indtil Pastoren vinked ad den følgende Baad.

Vi sejled til den ø, hvor de døde har Plads,
og til en anden ø, hvor der pustedes Glas.
Sophus Clausen har tydeligvis valgt den forkerte gondol, og man kommer uvilkårligt til at tænke på det gamle ordsprog om at "sidde i kirken og tænke på kroen".

Hele digtet kan læses på Kalliope.org

Venedig og de døde.

Disse to ord følges ofte ad i beskrivelser og fortællinger fra Venedig. I den Sorte Lagune, mellem Venedig og Lidoen, ligger øen Poveglia som med rette er "dødens ø".
Begravelse i Venedig.
"Venediganerens sidste Fart".
I "Forstævnen stod en Prælat i Skarlagens Ordensdragt med et ti Fod højt Kors løftet i Vejret; midtskibs
i Barken var Baaren henstillet, bedækket med et folderigt, med allehaande prydelser og Guirlander
smykket Tæppe". - Billedet og citatet er fra Rumohrs rejseskildring, som nævnes nederst her på siden.

Personerne i Etlars fortælling ""Gode Venner" slipper muligvis for en sådan venetiansk ligfærd til "De dødes Ø".

I mange tyske hjem hænger et tryk efter maleriet "Die Toteninsel", som Arnold Böcklin malede flere versioner af i 1880'erne, bl.a inspireret af begravelsesøen San Michele.
Böcklin havde atelier i Firenze mellem 1876 og 1885, hvor også "Cimitero Inglese" var en inspiration.
Selv her i landet blev billedet "De dødes Ø" trykt i datidens ugeblade, og blev indrammet og hængt op på vægge i danske hjem.
Og "De dødes Ø" bliver stadig brugt i undervisningen. Og på Studienet ligger en færdig besvarelse som "uvidende" studerende blot kan kopiere, og dermed ufortjent opnå en god karakter.

Theodor Kjerstrup Rumohr.

Jernbanebroen.
Jernbanebroen ind til fastlandet fra Venedig. Gammelt italiensk fotokort fra ca. 1920.
Før broen måtte man sejle til Venedig. Den ca. tre en halv kilometer lange bro er fra
1846, så Etlar-parret er formentlig også kommet til Venedig med toget fra Milano.

Næsten samtidig med Etlar var en anden forfatter, Theodor Kjerstrup Rumohr, i Venedig, og han fik, under sit sædvanlige pseudonym P.P., efterfølgende trykt en rejseskildring i ugebladet "Familievennen" i 1879.
Rumohr var dengang en meget populær forfatter.
Rejseskildringen
På nogle måder kan han sammenlignes med Etlar. En offentlig ansat tjenestemand, som med stort held skrev romaner og rejseskildringer og fortællinger; til stor glæde for den brede befolkning, men lidet værdsat af "den litterære elite".

Her er et lille citat fra Rumohrs lille rejseskildring "En venetiansk Vejviser", hvor han fortæller om ankomsten til byen:
  Det var en lys og varm Forårsdag for nogle Aar siden, da jeg nærmede mig Venedig, nemlig ad Jærnbanen, der paa en opkastet, to Mile lang Dæmning som fører fra Fastlandet ud til Lagunens Stad. Alt som vi dampede fremad over de af mægtige Piller støttede Buer, fra Sandbanke til Sandbanke, mellem de der nede brusende Vande, dukkede forude Paladsernes Tinder, Marcuskirkens gyldne Kupler og de mange Taarnspir op af de øde Banker og stille Vande, indtil den hele mægtige Stad laa udbredt for Blikket.
  Fra Banegaarden ved havnen steg jeg med mit beskedne Rejsegods ned i den første Gondol, der var uden Kaleske. Bacajuolen (Rorkarlen) drev med kun en Aare det lille Fartøi ud gjennem den næsten umærkelige Bølgegang og styrede rask hen mellem en Sværm af Baade, der ventede paa de Rejsende, og nu gik Farten op ad den brede Kanal.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

- - - - - - - - - -
Kilder:
Foruden de almindelig, egne notater, og de i teksten nævnte:
Gerhardt Lynges "Operafører", Jungs Forlag, København 1919.
Tidsskriftet "Teatret", 18. årgang, 1910. Redigeret af Victor Lemkow.
Jarno Jessens "Hemmets konstgalleri" "A.B. För spridning av litterära verk", Stockholm 1922.
Tidsskriftet "Tilskueren". Redigeret af Philipsen og Krohn. Nordisk Forlag 1908.
Hans Edvard Nørregaard-Nielsen "Dengang i Italien". Gyldendals Forlag, 2005.
Holger Drachmann "Sange ved Havet - Venezia". Gyldendalske Boghandels Forlag, 1877,



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01