Fam.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Fam.

Fortælling af Carit Etlar.

Begyndesen af fortællingen.
Begyndelsen af fortællingen i ”Flinchs Almanak eller Huskalender” for 1885.
"Fam" er en godt fortalt lille fortælling om menneskeskæbner, som er fastlåst i situationer og roller som skæbnen har tildelt dem. Når fortællingen er færdiglæst, så digter man i tankerne uvilkårlig selv lidt videre, for hvad blev der af disse mennesker efterfølgende, hvis man forestillede sig at de havde været fra den virkelige verden?

"Fam" er her medtaget fra ”Flinchs Almanak eller Huskalender” for 1885, som udkom på Jacob Erslevs Forlag. Kalendere er fra året før de omhandler, så fortællingen og kalenderen er trykt og udgivet i 1884.
Året efter, i 1885, udgav Gyldendal novellesamlingen "I stormveir", og deri blev "Fam" en af fortællingerne.
Der er meget lille forskel på almanakkens udgave og Gyldendals efterfølgende udgave.

Også i denne fortælling forekommer lidt genbrug. Indledningen herover, finder man f.eks. også delvis i fortællingen "Fanø Folk", hvor man møder disse ord:
  Veed De, hvad Fam er?
  Nei.
  Molbechs Dialektlexikon forklarer det som en Damp eller Disethed, der aflagrer bestemte Lag i Luften, og som er i Stand til at gjengive de forunderligste Landskaber, vexlende og bølgende i Form og Indhold: Skove reise sig over Jordstrækninger, der ellers kun bære Lyng og det golde Sand til Skue, dukke frem under Himmelranden og forsvinde igjen, Skoven bliver til en smilende Indsø, der som en blaa Dug bredes over frodige Enge.
Augusta Etlar medtog også fortællingen "Fam" i Gyldendals 4-binds udgave af Carit Etlars "Fortællinger og noveller" der udkom i årene 1905-1906.

Du kan læse eller downloade Etlars lille fortælling "Fam" her...

Augusta Etlar sammensatte efter Etlars død et lille stemningsbillede med titlen "Alheden", til brug i "Illustreret Familie-Almanak Danmark" fra 1902. Deri genfinder man også meget af Carit Etlars beskrivelse af heden, som var brugt her i fortællingen "fam".
Læs mere om "Alheden" her nederst på siden...

Nogle få kommentarer.

Molbechs Dialect-Lexikon.
Molbechs Dialect-Lexikon bliver nævnt i begyndelsen af fortællingen.
Klik og se notitsen...
Molbechs Dialect-Lexikon side 105.
Teksten i Molbechs leksikon:
Fam eller Fams, en. (I.) Damp, Disighed i Luften; en tynd disig Taage, der, som Røg, driver hen over Marken; eller der om Sommeren sees ved varmt Veir i en bølgende Bevægelse over Heder og flade Egne. (Thye. Salling. Holstebro. "Dampe, der opstige af Moser og Kær om Sommer=Aftener." Mors. Schade.)
Skaber Mølle.
Skaber Mølle bliver nævnt i begyndelsen af fortællingen, og det en fiktiv mølleejer af Skaber Mølle, Jens Karstens, Etlar har gjort til en af hovedpersonerne i fortællingen.
At Etlar lader fortællingens mandlige hovedperson være en Skaber Mølle-ejer, er for at understrege at det er en person med penge, ære og magt, altså virkelig en mand der er værd at gifte sig med, og tillige en person som kan tillade sig at snakke en herremand imod.
Skaber Mølle var en vandmølle der lå ved landsbyen Rind i Sønder Rind sogn, lidt sydøst for Viborg.
Rindsholm Mølle
Skaber Mølle / Rindsholm Mølle.  Den tidligere gamle vandmølle udviklede
sig efter ombygningen til at blive egnens centrum for en storindustri.
Gammelt postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
I 1864 var Langå-Viborg jernbanen blevet åbnet, og ved Rindsholm, tæt ved Møllen, blev der bygget en jernbanestation, hvilket medførte fremgang, og egnen begyndte at blomstre.
Den gamle vandmølle blev revet ned i sidst i 1890'erne, og en ny langt større blev bygget. De mange nye arbejdspladser, og med Rindsholm kro tæt ved, gjorde stedet og byen til hele egnens midtpunkt og samlingssted langt op i 1900-tallet.

Lokalhistorisk Arkiv for Viborg Kommune har lagt et foto fra 1896, af den gamle Skaber Mølle før ombygningen.
Viborg-folkeblad har lagt en lang række billeder på Arkiv.dk, af den dengang "nye" Rindsholm Mølle, der i vore dage er blevet til, og omtales som: "den gamle mølle".
DSB kvittering.
Stump af DSB-kvittering fra Rindsholm Mølle, for at sende 5 tons rugmel med jernbanen den 8. november 1929.
Skaber Mølle, eller som den nyere hed: Rindsholm Mølle, fungerede til langt ind i 1900-tallet.
Handicappede og åndssvage.
Man bliver skidt tilpas af at læse om hvorledes man i fortiden, ja helt ind i nutiden, behandlede åndssvage og handicappede personer.
Indtil midten af 1850'erne var en handicappet et privat problem. Havde man ikke selv råd til "en anbringelse" udenfor hjemmet, så var den handicappede ens eget ansvar, også strafmæssigt hvis der f.eks. "skete noget" med f.eks. et handicappet barn. En enlig kvinde, som havde et handicappet barn født udenfor ægteskab, var i fortiden chanceløs.

Et par gange tidligere er "De Kellerske Anstalter" blevet nævnt her på websiderne. F.eks. i den korte omtale af digteren Kaalund. Efter Kaalunds død flyttede Kaalunds enke Kathinka Kaalund, sammen med adoptivdatteren Kathrine Vilhelmine Johnston, ind i en tjenestebolig tilhørende "Den Kellerske Anstalt i Brejning" ved Vejle Fjord.

I midten af 1850'erne blev "Helbredelsesanstalten for idiotiske Børn" bygget på Rahbeks Allé på Frederiksberg, en anstalt som ganske enkelt hed og blev kaldt "Idiotanstalten", eller i nyere tider: "Åndssvageanstalten på Rahbeks Allé".
Stedet lukkede først oppe i min tid, i 1970. Fra midten af 1960'erne førte min daglige gang, frem og tilbage mellem Vesterbro og mit hjem i Valby, mig ad Rahbæks Allé, og dermed lige forbi Åndssvageanstalten. Hvad jeg dengang undrede mig mest over, det var stilheden. Hvordan kunne så mange børn, et halvthundrede stykker, dog lave så lidt støj?

Interesserer man sig for slægtsforskning, så dukker der egentlig ikke særlig mange handicappede og åndssvage op i annalerne. Landbefolkningen havde visse steder en meget pragmatisk holdning til "problemet", idet jordemoderen i visse tilfælde "hjalp lidt til", således at barnet blev dødfødt, hvis det under fødslen viste sig at et barn var slemt handicappet.
Et eksempel på dette er her fra Dansk Folkemindesamling, fra Herfølge sogn, hvor en Marie Poulsens i 1935 overdrog nedskrevne meddelelser til folkemindesamlingen.
Iblandt disse optegnelser er en lille beretning fra "Rentier P. Pedersen Hustru" som var født omkring 1855, og som havde en faster der havde været medhjælper ved barnefødsler.
P. Pedersens hustru fortæller:
  Min Faster gik sammen med en anden Kone Jordemoderen til Haande. Barnet der blev født var en skrækkelig Vanskabning. Jordemoderen der var en ældre Kone sagde intet men lagde Barnet hen paa en Seng med en meget svær Pude over. Da Moderen var gjort i stand mente Konerne at det nu var Barnets Tur men Jordemoderen svarede det haster ikke.
  Efter at have ordnet en del krævede hun Mad og Kaffe ind og svarede stadig paa Konernes Talen om Barnet "det haster ikke". Efter megen Spisen og Snakken sagde Jordemoderen endelig: "lad os nu se til Barnet", men da var den lille død, hvad selvfølgelig ogsaa var Meningen.
På Middelfart Museums webside "Psykiatrihistorie" fortælles der kort og enkelt historien om fortidens handicappede og sindssyge, fra dårekisterne og til op i nutiden.
St. St. Blicher.
I fortællingen skriver Etlar at den unge piges hus lå ved "Kjøreveien ned mod Almind og Lysgaard."
Det er en lidt skjult henvisning til Steen Steensen Blicher, for både Blicher og Blichers far havde været præster ved Lysgaard Kirke. Med disse få ord har Etlar fastsat både tiden og stemningen i fortællingen, og samtidig skabt associationer til Blicher.
I Lysgaard skrev Blicher nogle af sine fortællinger.
Den engelske syge.
"Den store Danske" fortæller: "Hos børn med engelsk syge forbliver knoglerne bløde og bøjelige". Man kan med en vis rimelighed stille spørgsmålet om hvorvidt Etlars diagnose i fortællingen, "engelsk syge", er den rigtige, og den tilstrækkelige, til at kunne passe på fortællingens handikappede naturbarn, der, som tøjret til en pæl, næsten udelukkende levede i lyset - og i solen?
Lybskskilling.
Mønter præget i Lübeck. På grund af lybske mønters højere lødighed, i forhold til danske mønter, så blev disse som betalingsmiddel anset for at være sikker og fast valuta.
Halskobbel.
Kæderne eller remmene der forbinder hestens seletøj med forenden af stangen
Bayard.
Den fine dame omtaler sin mand som en "Bayard". I denne forbindelse er det en ironisk hån, en latterliggørelse af ægtemanden. En "Bayard" var øgenavnet på en "ridder uden frygt og dadel".
Talemåder - aforismer.
I en sådan fortælling som denne er der selvfølgelig også nogle af Etlars specielle udtryk.
  1. Udtrykket "Høns fløi ned til de fløi op igjen" er en tidsangivelse: et kort øjeblik, nogle få minutter, noget der ikke varer så længe.
  2. Udtrykket "Ræven bliver Ræv, selv om han trækker i en anden Pels", har jeg som barn i Sydsjælland hørt brugt i en lidt omskrevet form: "Ræv er stadig Ræv, uanset hvilken Farve man giver den".
  3. Etlar bruger også den gamle talemåde om hugormen, at "Ormen han gjør ingen Fortræd, naar Duggen skal til at falde".
    Denne gamle talemåde er til dels rigtig. Hugormen er et vekselvarmt dyr, hvis temperatur følger omgivelserne. Når duggen falder, hænger det ofte sammen med et temperaturfald, og derfor falder også hugormens kropstemperatur og ormen bliver langsom og forsvarsløs, og søger derfor i hi - i skjul.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - - - -

Augusta Etlars "Alheden" fra "Landskabsbilleder".


Billede.
Overskriften til afsnittet med de små beskrivelser.
I "Illustreret Familie-Almanak Danmark" fra 1902 er der ved hver måned et meget lille digt, skrevet af forskellige danske digtere, som f.eks. Vilhelm Bergsøe, Drachmann, Stuckenberg o.s.v.
I årene 1900, 1901 og 1902 var det Gustav Hetsch der var redaktør af denne seriøse årskalender "udgiven af Den Danske Presse". Årene før var det den legendariske Franz v. Jessen.

Foruden digtene har flere forfattere også skrevet små "stemningsbilleder" om/fra steder i Danmark. Carit Etlar er en af bidragsyderne med en sådan lille beskrivelse, et stemningsbillede fra "Alheden".
Kalenderen omhandler året 1902, og redaktionelt er stoffet til kalenderen indsamlet året før, i 1901, som er året efter Etlars død.

Ens tanke er således: Er det Etlar selv der har skrevet denne lille miniature om "Alheden"?
Et delvist ja til dette spørgsmål er ikke forkert, for stemningsbilledet i "Alheden" er en sammensætning som Augusta Etlar har foretaget med tidligere Etlar-sentenser, med andre ord: genbrug!
Sætninger fra fortællingen "Fam" herover, udgør således store dele af Augusta Etlars "Alheden".
At hun underskriver sig Carit Etlar er heller ikke forkert, for det havde Augusta taget navneforandring til at hedde.
Hvis hun havde hun brugt sit eget fornavn Augusta foran Carit Etlar: Augusta Carit Etlar, som hun har gjort i andre udgivelser umiddelbart efter Etlars død, ville forfattere som f.eks. Drachmann, Jørgensen, Stuckenberg, o.s.v. måske have undslået sig for at medvirke til disse små "stemningsbilleder" i kalenderen.

Denne lille stump prosa om "hildringer" på "Alheden" er ganske charmerende skrevet. Den overordnede kalenderoverskrift "Landskabsbilleder", er i Augusta Etlars "Alheden" taget bogstaveligt, idet der i "Alheden" er brugt mange farvenavne, og næsten alle farver er repræsenteret direkte og indirekte. Denne brug af farvenavne, gør også denne lille lyriske beretning om "Alheden" næsten til et sprogligt maleri.

Klik her og læs den lille beskrivelse af "Alheden" en diset sommerdag.
- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
Bemærkninger:
"Idiotanstalten på Frederiksberg", eksisterede under forskellige navne helt frem til 1970, og ulykkeligvis fortsatte omgangen med "beboerne" kritisabelt helt ind i nutiden.
Det jeg nu skriver er sandt, men da nogle af de involverede stadig lever, så kan jeg ikke sætte navne og præcise steder på.
Bondeforældre på en stor gård lidt syd for Ballerup, fik i midten af 1900-tallet en stærkt handicappet lille datter. Det havde været en svær fødsel, som måtte foregå på hospital, og det viste sig, at den lille nyfødte var helt forvredet fra midt på kroppen og ned, så hun blev lagt over ved siden af et par andre døde.
Her blev hun opdaget dagen efter, idet hun stadig bevægede sig, og hun blev så hentet hjem til gården.
Den lille var en stor belastning for sig selv og for familien, og forældrene afskrev hende, og fik arrangeret, at hun blev sendt ind på "Idiotanstalten", som nyere tider havde givet et mildere og venligt klingende navn hvori "Idiot" ikke indgik.
Her voksede hun, lad mig kalde hende Grethe, op, i fællesskab med alle de andre tosser.
Op imod Idiotanstaltens lukning i 1970, kom en kvindelig journalist fra Berlinske på besøg, for at skrive en artikel om stedet. Journalisten opdagede tilfældigvis, og til sin forbavselse, at en af "beboerne", den nu unge kvinde Grethe, ikke var dum, men helt normal begavet, og blot fysisk voldsomt handicappet. Det skrev journalisten om, hvilket skabte stor furore. Grethe selv havde ikke kunnet protestere, for da hun altid havde levet med og blandt de åndsvage, så hun havde troet at det var normalen.
Det lykkedes at få Grethe "løsladt", og hun blev sluppet ud, og blev flyttede til et af Københavns daværende Amtsplejehjem, det i Lyngby, hvor hun fik sin egen bolig, og levede et helt normalt liv, dog altid sengeliggende med sit store handicap.
Grethe søgte lidt retfærdighed, og skrev om sig selv, og selv Danmarks Radio dukkede op og interviewede hende.
"Idiotanstalten", selve bygningen som rummede dette sorgens tempel, er i vore dage hjemsted for liberale erhverv.

- - - - - - - - - -
Kilder: foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Christian Molbech: "Dansk Dialect-lexicon". Udgivet af Gyldendalske Boghandlings Forlag i 1841.
  2. Gustav Hetsch, redaktør. "Illustreret Familie-Almanak Danmark" fra 1902. "Aarskalender udgiven af Den Danske Presse".
  3. Dansk Folkemindesamling. Folkeliv 441-519. 1906-1946. Bjæverskov Herred. Herfølge sogn nr. 506. Optegnet 1935 af Marie Poulsen boende i Lidemark.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01