En gammel Mands Kiærlighed.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"En gammel Mands Kiærlighed".

Fortælling af C. E.

Bondekone.
"Bondekone". Del af Julius Exners
maleri "Bedstefars Kæledægge".
Gammelt postkort uden årstal.
C. E. er et pseudonym Carit Etlar brugte omkring 1870'erne.

Denne lille fortælling er fra "Folkekalender for Danmark", Loses Forlag 1870, og handler om en gammel mands kærlighed til en ung kvinde.

Fortællingen er ikke en typisk Etlar-fortælling.
I 1870 er Augusta begyndt "at mødes med" Etlar i Lysthuset på Frederiksberg Alle, så umiddelbart kunne man tro at den unge Augusta havde haft "en finger med i spillet" i en fortælling som denne, men en sådan "mistanke" er der selvfølgelig intet belæg for.
Det er først 6 år senere at hun får udgivet noget under sit eget pseudonym: August Lazogas.

Fortællingen er et godt eksempel på Etlars fortællemåde: at skabe en usikker forventning om, hvad der måske kommer til at ske, eller ikke ske!
Ender det her godt eller skidt?

Handlingen udspiller sig på en unavngivet bondegård i Nordsjælland, og ikke langt fra kysten og jernbanen til Helsingør.

Samme år, 1870, som denne lille fortælling bliver trykt i "Folkekalender for Danmark", så udkommer Carit Etlars rejseskildringer "Gjennem Ungarn og Siebenbürgen" på Steen og Søns Forlag.
Tidligere er det ene kapitel derfra, "Debreczin - Petöfi", omtalt her på websiden.

Det næstsidste kapitel i disse rejseskildringer, har titlen "Marossletten - Siebenbürgen".
Carit Etlar slutter dette kapitel i byen Hermanstad, der i vore dage hedder Heřmanovice, og drager derfra med dagvognen videre mod den rumænske grænse.

Slutningen af dette kapitel er i selskab med en gammel mand og hans datter, der også rejser med dagvognen:
 Med Dagvognen fra Alvincz til Hermanstad reiste en saadan Familie, en gammel Herre og hans Datter. Manden var blind, Datteren ledede ham. Den unge Dame var ualmindelig smuk, hendes Ansigt havde alle den sydlandske Skjønheds plastiske Former, dertil store, kulsorte Øine, omgivne af en lyseblaa Emaille og tilslørede med lange Øienhaar. Disse gjennetrængende, tankerige Øine maatte kunne bringe alle Hjertens Blomster til at springe ud og dufte hos Den, mod hvem hun vilde benytte deres Magt. Over hendes voxblege Ansigt var udbredt noget Kydskt, en ubeskrivelig Mildhed og Ro, bag hvilken dog en glødende Strøm af Lidenskaber syntes at dølge sig. Man modtog af hende indtrykket af at befinde sig lige overfor noget Stort og ualmindeligt, en Verden, hvis Skjønhed lod sig ane, men ikke gjennemskue, og det Klangfulde i hendes Røst, hvad enten den var underdanig eller befalende, indsmigrende eller fordringsfuld, det Friske i hendes Smil, det Bløde i enhver af hendes Bevægelser, bekræftede kun dette Indtryk. Horace Vernet har i sit bekjendte Billede "La Smalah" malet en orientalsk Skjøhed, hvis Ydre ligner denne unge Bojarindes.
 Hvergang de stege ud af Vognen, og dette skete i Mühlback og paa alle de andre Holdepladser, gik de Arm i Arm frem og tilbage igjennem Gaden, medens Hestene bleve ombyttede. Saa smilede den gamle adelsmand og bøiede sit Hoved ned mod hende. Hun talede, hun skildrede ham alt hvad der viste sig: den lille Kirke, Husene, de unge Officerer, for hvem Dagvognens Komme til den eensformige, kjedelige Garnisonsby var en Begivenhed, de maatte være tilfredse med. Han lyttede, hun var jo hans Øines Lys, alene gjennem hendes Ord kom ethvert Indtryk til ham.
 Naar Vognen kjørte videre, sad de alene i det mellemste Rum, de havde betalt for alle Pladser derinde, Hun var da indhyllet i en kostbar Fløiels Kaabe foret med hvidt Pelsværk, saae ud af Vinduet, som en Fange igjennem sit Gitter, og skildrede hvad hun saae, Landskabet, Bjergene og Folkene. Han blev siddende med hendes Haand i sin og nikkede til det hun sagde. Af og til bøiede han sig ned og kyssede denne hvide Haand. - Han havde havt mange Aar til at udtrykke sin Tak, men var endnu ikke bleven færdig dermed.
 En af de Tilstedeværende i Vognen fortalte, at Damen var den gamle Mands eneste Datter. Smuk og umaadelig rig, havde hun havt flere glimrende Tilbud, men afslaaet dem alle, for udeelt at kunne ofre sig for sin Fader. Hun vidste hvad hun vilde og havde allerede valgt sit Lod i Livet: Opofrelsen og Selvfornægtelsen. - En Mand vilde vanskeligt kunne hæve sig til denne Høide. Der gives maaskee dem, som have Ondt ved at fatte den.
Da Victor Blüthgen mødte Carit Etlar og Augusta første gang, var det også i en dagvogn på en rejse et sted i Europa, og Blüthgen havde da fået det indtryk, at Etlar-parret var en ældre far der rejste med sin datter.

Du kan læse eller downloade "En gammel Mands Kiærlighed" her...



Gamle bøger.




© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 05/03/2018 14:57:13