Billede.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Tilbage igen

"Carit Etlars litterære Salon".

Fredagssammenkomsterne i Gentofte.

Titelblad.
Fra Augusta Etlars erindringer "I Samliv med Carit Etlar". Bind 1, mellem side 208 og 209.

I anledning af Carit Etlars 100-årsdag, bragte Illustreret Tidende den 10. August 1916 på side 555, en helsides artikel skrevet af Axel Thornø, hvori Thornøe også fortælle lidt om "fredagskommensammenkomsterne" i Gentofte.
Denne artikel har Det Kongelige Bibliotek lagt på Nettet som en del af "Illustreret Tidende", og det var også fra denne artikel at Augusta Etlar citerede i sine erindringer.

I det første bind i sine erindringer, "I Samliv med Carit Etlar" på side 211 og 212, citerer Augusta Etlar navnene på personerne fra Thornøes artikel, navne som Thornøe nævner deltog i "Etlars litterære Salon" i Gentofte:
 Blandt dem, der deltog i den literære Diskussion eller gav den Kreds, der samledes i Brosbølls Villa, den ejendommelige Karakter, skal her nævnes: Fruerne A. M. Mantzius, Agnete Nørgaard, Astrid Ehrencrone-Müller og Fru Christophersen, hvilken sidste som oftest var ledsaget af sine to Døtre: Gerda og Kamma, henholdsvis Skuespillerinden og Violinistinden, fremdeles Professorinderne Borchsenius, Smith og Axeline Lund, endelig Hofjægermesterinde Fanny Wolff Sneedorff, en Søster til Hustruen.
 Til Villaens Gæster paa den mandlige Side hørte Professor Otto Borchsenius, P. A. Rosenberg, Professor Østergaard og Henrik Smith, de kgl. Skuespillere Olaf Poulsen, Dr. Mantzius og V. Rolling og Operasanger Christophersen, Justitsraad Elvius, Civilingeniør, Kaptajn A. Nørgaard, Pastor emeritus Haase, Redaktør Angelo Haase, Forfatteren Rudolf Schmidt, Zakarias Nielsen og Matthison-Hansen, Direktør Stephan Nyeland og Folketingsmændene Jagd, Jens Busk og N. Neergaard. Fruens Broder, Kaptajn J. F. Schultz fra Helsingør, Brosbølls Yndling, og hans Hustru, den tidligere Skuespillerinde, Frøken Schacht, samt hendes Søster, Fru Henriette Mathiesen, hvis Ægtefælle var Overassistent ved Statsbanerne, bidrog ved deres Deltagelse i Selskabet til at gøre dette endnu livligere.
De to på billedet unavngivne unge frøkener der sidder på trappen, er muligvis Gerda Christophersens døttre.
Personen allerbagerst, bag Augusta og fru Henrik Schmidt, er formentlig den tjener Etlar-parret havde ansat som hjælper i Carit Etlars sidste leveår.

At alle ovennævnte ikke var helt faste gæster fremgår af det forfatteren Zakaris Nielsen skriver om i andet bind af "Minder" på side 93, om hans han egen og frues deltagelse i sammenkomsterne:
Efter at Brosbøll og hans Hustru, Forfatterinden Augusta Carit Etlar, var flyttet ud i deres ny smukke Hjem "Carit Etlars Hus", en hvidgraa Villa i italiensk Stil paa Bakken ved Bernstoffs Stotsparrk, lige overfor Vækdegaard, kom min Hustru og jeg en Gang imellem i dette Hjem, hvor vi stundom traf sammen med Slægtninger og Venner af Huset.
Jens Peter Zakarias Nielsens første hustru Egerta Johanne var død i 1887. To år efter købte Zakarias Nielsen sammen med sin nye hustru Henrikke Nielsigne en villa "Sweet Home", på det der dengang hed Jernbanevej 4 i Ordrup. Det var/er kun godt en times gang fra "Carit Etlars Hus" på Vældegaardsvej.
Zakarias Nielsen døde af en blodprop i sit hjem den 10. november 1922, og bisættelsen fandt sted fra Ordrup Kirke den 16. november 1922, og begravelsen skete på Søllerød kirkegaard. Zakarias Nielsen blev 78 år gammel.

Augusta Etlar fortæller i sine erindringer at hendes ungdomsveninde havde skrevet dette "minde om" disse fredagesammenkomster:
Carit Etlar.
 Fredag Aften! Den Aften har en særlig Klang. I mange Aar var min Mand og jeg stadige Gæster hos Carit Etlar derude i Gentofte, hvor hans gæstfrie Hjem stod aabent for gode Venner hver Fredag.
 Der var en egen, sælsom Poesi over den Dag, den Middag, den Aften, saa ulig Hverdagslivets ensformige Prosa. Altid blev man modtaget med aabne Arme af ham og hans Hustru, altid med et godt Ord og et venligt Haandtryk. Man følte Hjærtevarmen og Glæden slaa sig i Møde. Og der var altid Gæster; Vennerne, og saa som oftest en og anden, stundom flere, der havde fundet Vej til den gamle Folkedigters Arne.
 Fredagen var en Fest i de Dage i det hyggelige Hus, der laa bag Højen! Næsten før man fik Laagen i Sigte, saa man Carit Etlar selv. Han stod og svingede med sin graa Filthat. Et hjærteligere Velkommen kunde næppe tænkes. Lidt efter lidt samledes Skaren om ham inde i den smukke og velholdte Have. De fleste kendte jo Spisetiderne og derfor var man præcis, og saa - efter en hyggelig Passiar om Dagens mest brændende Emne, gik vi til Bords.
 Skønt Carit Etlar var en beskeden Mand, var der dog over hans Hjem en egen Stil, saa ulig de fleste Digteres. Det var næsten en Patriciers. Man mærkede det ved Bordet. Paa Serviset, Maden, Betjeningen — han havde Tjener, der vartede op - paa Stemningen, der aldrig tillod Banaliteter og saa paa Digteren selv, der værdig og rolig præsiderede deroppe ved Bordenden. Han bad Velkommen, og Gæsterne begyndte at tage for sig af Retterne, som hans elskværdige Hustru altid forstod at gøre udsøgte. Og alt som den gode Mad og Vinen gjorde sin Virkning, løstes Tungebaandene og Gæsterne gav Taler til bedste. Jeg tør i denne Sammenhæng nævne en af Husets ældste Venner, Dr. phil. Alexander Thorsøe. Den kendte og skattede Historiker og Forfatter undlod aldrig at bringe Værten sin Hyldest i en velformet Tale, der - saa mange Gange jeg har hørt det - dog hver Gang bragte Nyt og altid var meget fornøjelig. Gæsterne talte, og Værten svarede. Han havde et Nik og et Ord til hver iblandt os, til Tider alvorligt, nu og da Skæmt og vekslende i Prosa og Digt. Jeg mindes engang, at han saaledes udtalte i en eller anden Anledning: ”0g ingen glemme maa ved fyldte Krus, at Gæsten Herre er i Værtens Hus”. De Ord var betegnende for ham, thi Mage til Gæstfrihed skal søges, og altid følte man sig hjemme. Jeg tror, at netop det, at Carit Etlar havde flakket saa meget og saa viden om som ung, bevirkede, at han holdt saa uendelig meget af sit Hjem, som hans Hustru da ogsaa forstod at gøre ham - og hans Venner - hyggeligt. Der var Festivitas i alle Stuer og Kroge. En egen Poesi, Roserne i Vaserne og Lyngen, som han elskede over alt, var maaske medvirkende, maaske var det det, at man følte sig hjemme, der gjorde det. Jeg ved kun, at der var en Duft over alt, som ingen andre Steder, en Hygge, en Stemning.
 Efter Bordet samledes vi i Haven, hvis Aarstiden og Vejret tillod det, og altid var han det selvfølgelige Midtpunkt. Han var jo allerede da ved at ældes, og dog var hans Ord vægtigere end mangfoldige andres. Man maatte høre ham, naar han talte, maatte lytte. Han yndede at tage en af os lidt til Side, særlig senere hen paa Aftenen, og saa fortalte han et Træk fra sin Ungdom, enten om sin fattige Periode, da han sad paa sit Tagkammer og maatte holde Sne og Blæst ude ved at tætte Revnerne i Taget, og netop dengang skrev om Herremænd og Adel i Guld og Silke. Ja, Kontrasterne holdt han af. Eller han talte om Korsika. Var det Vinter, og Brændeknuderne holdt den buldrende lid vedlige i Kaminen, kunde han sidde der ved Arnen og holde hele Selskabet i Aande med sine Fortsellinger om eget Liv eller om sine Værkers Tilblivelse.
 Han holdt af Børn. Jeg har set ham en Aften sidde der ved Ka¬minen og holde mine Børns Fantasi fangen ved Fortællingen om Svend Gønge og hans Folk. Ja han elskede Børn, som han elskede alt, hvad der var godt og uberørt. Derfor elskede han Heden og Taterne. Eller maaske var det netop hans Liv paa de store Heder i Jylland, der gav hans Livssyn dets Storhed og Vidde. Han holdt af Blomsterne og af Dyrene. Hans store Hunde Marco og Jan, to prægtige Dyr, er landskendte, og aldrig undlod han efter Middag egenhændig at fodre de mægtige Dyr. Det var et festligt Syn. Holdt han af nogen, var det tilgavns. Derfor var han en god Ven for sine Venner. Ogsaa det havde vel Livet lært ham, og det kom jo os alle tilgode. Af den store Skare kendte Mænd, man i Tidens Løb traf derude, skal jeg blot nævne Dr. Thorsøe, Justitsraad Elvius og hans Hustru samt Professor Borchsenius. Men mange, mange flere har fyldt Digterens Hjem om Fredagen, og alle var de glade og fornøjede.
 Ogsaa Kongehuset stod han nær, han fik mange Beviser paa den særlige Gunst, han - Folkedigteren - stod i hos de Kongelige. Saa bekendt han var, holdt han nok af Paaskønnelse, men han hadede, at man kaldte ham ”en meget produktiv Forfatter”. Det var netop det, han bebrejdede de yngre Digtere: ”Det er kun Ord - for lidt Hjerte og Handling”, sagde han og rystede paa Hovedet, men han øvede iøvrigt kun liden Kritik overfor dem.
 Jeg mindes, at vi en Fredag Aften kom for silde til Toget og noget slukørede - det regnede - traskede op til hans Hus igen fra Stationen, for at søge Læ. Aldrig saa snart saa han og hans Hustru os, før de fik os trukket ind og med et muntert Smil og en stille Latter atter fik os bænket ved et godt Glas Vin.
 ”Nu skal vi have det hyggeligt”, sagde han, ”for det varer noget før næste Tog gaar, men pas nu paa, at ikke ogsaa det gaar fra Jer, for saa maa I sove her inat”.
 Han havde et aabent Blik for Satire, og den uheldige gik ikke fri, men altid var hans Ord lempede og saarede aldrig.
Naar Solen gik ned, yndede han at se dens Nedgang fra Brødrehøjens Top, der hvor nu Flagstangen staar, og han ønskede at finde sit sidste Hvilested netop der. Nu hviler hans Støv ved Foden af den smukke Kæmpehøj.
 Vi, der havde den Lykke at kende ham, vil altid med en egen Glæde mindes de hyggelige og glade Timer, vi tilbragte i den gamle Digters smukke Hjem. Og skulde jeg Ønske noget til Gavn for Carit Etlars Minde, da var det, at han, der som Blicher var Hedens Digter, fik rejst en Bautasten paa den jyske Hede.
 Han var Folkets Digter. Og Folket skylder ham det.
Agnete Norgaard.


- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og egne notater:
Zakarias Nielsen: Minder. 1 og 2. Gyldendal - Nordisk Forlag, 1911.
Augusta Etlar: "I samliv med Carit Etlar". Bind 1 og 2. Branners Forlag, 1924.


© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 27/02/2020 10:24:53