Arabere og Kabyler.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"Arabere og Kabyler".

Rejseskildring fra Algeriet af Carit Etlar.

Avis annonce.
"Berlingske Politiske og Avertissementstidende".
Den 1. maj 1867.
Selve bogen.
I 1867 fik Carl Brosbøll (Carit Etlar) "Det Anckerske Legat" som den ene af fire kunstnere: en maler, en billedhugger, en komponist og en digter. Legatet var bestemt som hjælp til udenlandsrejse, og var første gang blevet uddelt i 1861.
Legatportionen var fra starten på 86.500 rigsdaler. Hvis man bruger den lidt usikre omregningsmetode at omregne gennem lønninger, så ville det i vore dage svare til et beløb på et stykke over millionen. En ganske anseelig sum.

At søge efter tatere i Jylland netop i disse år, var ikke længere aktuelt, for det var netop i disse år at Meïr Aron Goldschmidt gennemrejste Jylland for at finde taterne.
Goldschmidt havde to år tidligere, i 1865, fået udgivet første del af sin Jyllandsrejse "Dagbog fra en Reise paa Vestkysten af Vendsyssel og Thy".
Og netop dette år hvor Etlar modtog legatet, i 1867, rejste Goldschmidt rundt i Hedeegnen i Jylland, en rejse der resulterede i bogen der udkom samme år: "En Hedereise i Viborg-egnen", og hvori Goldschmidt måtte konstatere: at der så godt som ingen ægte tatere var tilbage i Jylland.

Legatportionen var desuden bestemt for en udenlandsrejse, så Carit Etlars beslutning om at rejse til landet Algeriet, der små tyve år tidligere var blevet indlemmet som en del af Frankrig, var oplagt. Her i udkanten af Europa fandtes det ægte, og som Etlar skriver i første kapitel: "hvor Du idag møder de samme Aasyn, samme Sæder, samme Dragter, som den Dag første Mosebog blev skreven, hvor den moderne Civilisation endnu ikke har udslettet en eneste af Folkeslagenes Eiendommeligheder".

Ankommen til Algeriet konstaterer Etlar da også at han endelig havde fundet noget ægte i Algeriet, og at man:
...ved ethvert Skridt staaer paa et Blad af Fortidens Historie, hvor Du endelig seer Dig selv omgiven af Fortidens endnu levende Minder, mellem disse bibelske Jøder, disse mørke gulbrune Arabere, med filtret Skæg og Øine, der gjennembore som en Kaardespids.
Carit Etlars "Arabere og Kabyler" indeholder følgende kapitler:
Rejseberetningen fra Algeriet, "Arabere og Kabyler", udkom på Chr. Steen og Søns Forlag i 1868.
Og året efter (1869) i en svensk oversættelse: "Araber och Kabyler", udgivet af Associations-Boktryckeriet i Stockholm, og oversat af C. H. Atterling.

Illustrationerne i "Arabere og Kabyler" er signeret "Rosenstand", hvilket vil sige at de er fremstillet af xylograf Johan Frederik Rosenstand (1820-87).
Hvorfra Rosenstand har hentet sine originale motiver vides ikke. Men det er tænkelig at Etlar selv har tegnet nogle rå skitser undervejs, der rentegnet kan have været grundlaget for Rosenstand billeder. Noget lignende var jo sket i forbindelse med udgivelsen af Augusta Etlars "Fredsfyrsten" i 1899, hvortil nogle af Etlars egne skitser var brugt - efter at være blevet "rentegnet".

Et par tilføjelser.

"Mine Kæreste Fortællinger fra fremmede lande" - Bind II.

Dele af "Arabere og Kabyler" blev genudgivet.
I det 2. bind af Udvalgte Fortællinger, i "Mine Kæreste Fortællinger fra fremmede lande", er der medtaget "Mostaganem og Mazagran" og "En Ridetur i Kabylien".
"Mostaganem og Mazagran"
Bortset fra nogle forsimplinger i sproget, så er dette kapitel i "Mine Kæreste Fortællinger fra fremmede lande" i det væsentlige ens med kapitlet i originalen i "Arabere og Kabyler".
"En Ridetur i Kabylien"
Der er ikke et kapitel med denne titel i de originale rejseerindringer.
Begyndelsen af "En Ridetur i Kabylien" svarer tekstmæssigt til kapitlet "Landskabet Dahra" i originalen, men er derefter lidt sammenskrevet med de andre kapitler i originalen, f.eks. kapitlet "Kabylien".
"En Ridetur i Kabylien" slutter med "eventyret" "Liget med de to Legemer" fra kapitlet "Oran" i originalen, samt sagnene "Abn med Faarehovedet" og "Husene sukker", begge fra kapitlet "Sagn blandt Kabylerne".
Pudsigt nok slutter sagnet "Husene Sukker" ikke ens i de to udgaver. I originalen bliver morderen dræbt under sammenstyrtede huse, i genfortællingen af kapitlet i "Mine Kæreste Fortællinger fra fremmede lande" bliver morderen skudt.

Desuden er der i denne novellesamling, "Mine Kæreste Fortællinger fra fremmede lande", medtaget fortællingen "Sidi Mouzza ben Ahmed", som er en selvstændig fortælling inspireret af opholdet i Algeriet,og denne fortælling er der skrevet lidt om herunder, hvor du også kan læse eller downloade fortællingen.

"Sidi Mouzza ben Ahmed".

Spahis
En af Jusufs arabiske
Spahis. Gammelt fransk
postkort ca. 1900.
Fortællingen "Sidi Mouzza ben Ahmed" er en selvstændig fortælling af Carit Etlar. Lidt fiktion vævet lidt sammen med fakta fra rejseskildringen "Arabere og Kabyler".

Fortællingen udkom første gang i samlingen "Skrifter" bind 4, i 1876 som rummer novellesamlingen "Gjennem Brændingen".
I "Gjennem Brændingen" er disse fortællinger: "Bennet Løbelton" - "Sidi Mouzza Ben Ahmed" - "En Hex fra Solbjerg" - "En smuk Historie" - "Gode Venner" - "Martha fra Sigersvold" - "Den Fortabte".

"Sidi Mouzza ben Ahmed" var efterfølgende en af de tre fortællinger i novellesamlingen "Hjærtets Kampe", der udkom på Jydsk Forlags-Forretning i 1893.
De to andre fortællinger i "Hjærtets Kampe" er "Den Fortabte" og "Bennet Løbelton".

"Sidi Mouzza ben Ahmed" er en lidt hård og barsk fortælling om Sidi Mouzza ben Ahmed unge søn Ali Kassi, der er blevet en af general Jusufs officerer, og som derigennem har tillagt sig nogle franske "vaner".
Det er en fortælling der viser at inklusion og assimilation også dengang var et problem.

Trods det at fortællingen er udgivet nogle gange, og dermed ikke sjælden, har jeg alligevel medtaget den her, da den hører sammen med rejseskildringerne "Arabere og kabyler".
Her er fortællingen "Sidi Mouzza ben Ahmed" gengivet efter "Mine kæreste Fortællinger fra fremmede Lande", bind II i serien "Udvalgte Fortællinger", udgivet af Kunstforlaget Danmark i 1912.

Du kan læse eller downloade fortællingen som en pdf-fil her...

"Kabylerna".

Kabylerna.
Der er slet ingen antydning af signatur på illustrationen.

En beretning om "Kabylerna" udkom i den svenske udgave af det danske ugeblad, "Illustrerad Familj-Journal", søndag den 4. januar 1885, og fem numre frem.
Sidste afsnit er i nummeret den 1. februar 1885.
1885 var året Etlar søgte orlov fra sit arbejde på Det Kongelige Bibliotek, og rejste til Korsika.

Emnet i "Kabylerna" er selvfølgelig fra Etlars bog "Arabere og Kabyler", der udkom 18 år tidligere, men ingen afsnit i bogen har præcis denne titel, og her i den svenske udgave er der slet ikke nogen af bogens afsnit der er gengivet slavisk. Der er elementer fra den oprindelige tekst, men omskrevet, og der er tilføjet mere tekst, og der er selvfølgelig også fortalt om den modige general Jusuf.

Hvem der har oversat Etlars danske tekst til svensk fremgår ikke i "Illustrerad Familj-Journal". Men det kunne da tænkes at det var C. H. Atterling, som også havde oversat "Arabere og Kabyler" til svensk.

Nogle af Rosenstands billeder fra den oprindelige bog "Arabere og Kabyler" er brugt i fortællingen, men her i ugebladet er der tilføjet et par enkelte nye illustrationer, f.eks. tegningen her til venstre som er fra begyndelsen af fortællingen.

Artiklen/fortællingen "Kabylerna" vil blive scannet og vedlagt det næste nyhedsbrev i november. Det svenske sprog vil blive bibeholdt, da det er relativt let læseligt. Artiklen/fortællingen vil således ikke blive oversat tilbage til dansk.


Lidt om Algeriets historie.

Meget lidt om Algeriets historie.

Algier.
Algeriet.
I oldtiden hørte Algeriet under Mauretanien og Numidien. Mauretanien var den nordvestlige det af Afrika og Numidien var et kongerige der omfattede det nordøstlige område af det nuværende Algeriet og Tunesien. Numidien var berbernes land.
Et halvt århundrede før Kristi fødsel blev den berbiske konge Juba 1’s hær slået af romerne, og de romerske sejrherrer tog hans søn, der også hed Juba med til Rom, og opdragede ham romersk.
Den unge Juba blev efterfølgende gift med Cleopatra og Marcus Antonius datter Cleopatra Selene, og romerne indsatte nu den unge Juba, nu kaldet Juba den 2., som Algeriet leder.
Men disse to unge herskere var for romerske i forhold til lokalbefolkningen i Algeriet, og måtte forlade landet og rejste til Mauretanien.

Under det romerske overherredømme blomstrede Nordafrika, og også Algeriet, i næsten 500 år. Dette varede indtil Vandalerne trængte ned gennem Europa, og omkring år 450 erobrede en stor del af det østlige Algeriet og Tunis, det oprindelige Berberrige.
Små 100 år efter Vandalerne blev området erobret af det Byzantinske Rige.
I slutningen af 600-årerne var det Kalifatet der erobrede landet, og med "den arabiske Erobring sank Landet tilbage i Barbariet og naaede ikke mere sin gamle Blomstring", og "Beboerne antoge efterhaanden Erobrernes Sprog og Tro".

Efter Maurerne "var jaget ud" af den spanske halvø i årene omkring 1500, blev Algeriet et hjemsted for en mængde sørøvere der opererede i Middelhavet.
Den spanske kong Ferdinand 2. forsøgte at stoppe sørøveriet ved at erobre de algeriske byer Algier og Oran. Men sørøverierne fortsatte, og i slutningen af 1600-tallet havde sørøverne ofte 200 Skibe i søen, og udstrakte deres plyndringer til også at omfatte Atlanterhavets kyster.

"Solkongen", Ludvig 14. af Frankrig, forsøgte så at standse sørøverierne ved at bombe Algeriets kystbyer, i 1682, i 1683 og i 1687.
Men det hjalp intet og sørøverierne fortsatte, og "mange kristne Stater havde maattet tilkjøbe sig Fred for Sørøverierne ved ydmygende Tribut. Danmark-Norge fra 1746".

Delvis på grund af sørøverierne havde Danmark et repræsentantskab i Algeriet, og en vis kontakt med herskerne i landet. I rigsarkivet, i "Departementet for de Udenlandske Anliggender", er der arkivalier og sager om og med "Barbareskerne", hvilket vil sige de nordafrikanske sørøverstater. Algeriet er fra mappe 2 og til og med mappe 23.

Johan Arnold Hieronymus Carstensen (1783-1853) var ansat ved det danske konsulat i Algeriet fra 1810-15.
Her mødte han generalkonsulens datter Anna Magdalene Ulrich, og de blev gift i Algeriet den 16. December 1811, og otte måneder senere blev deres første barn, Georg Theodor Bernhardt født i Algeriet.
Johan Arnold Hieronymus Carstensen blev senere selv generalkonsul i Algeriet (i 1822), og var det indtil 1831, hvor franskmændene var begyndt at erobe Algeriet.
Johan Arnold Hieronymus Carstensen og Anna Magdalene Ulrich fik ialt seks børn, hvoraf de tre blev født i Algeriet: den førnævnte Georg Theodor Bernhardt i 1812, og yderligere Emilie Birgitte Gjertrude i 1814, og William August i 1828.
Sønnen Georg Theodor Bernhardt blev mange år senere Tivolis grundlægger: Georg Carstensen.
David Vilhelm Rudolph Bay
Rudolph Bay (1791-1856) huskes i vore dage mest som komponisten til Ingemanns digt fra 1823: "Fred hviler over Land og By".
Bay var begyndt at studere teologi i 1808, og meldte sig efterfølgende som frivillig til det "udenrigske Departement", datidens Udenrigsministerium, og blev i 1815 udsendt som konsulatssekretær til Algeriet.
I Rudolph Bays erindringsbog der er en brevsamling: "I Algeriet og Italien 1816-21" udgivet i serien "Memoirer og Breve", fortæller Rudolph Bay mange detaljer fra sit ophold i Algeriet i årene mellem 1816-21.
Bays bog ligger frit tilgængelig på Archive.org...

Det første brev der bliver gengivet i brevsamlingen, og i de første linjer i brevet der er sendt fra byen Algier den 30. november 1816, skriver Rudolph Bay:
  Jeg er da endelig ankommen til Røverhullet! Røverhullet, siger jeg endnu en Gang, thi det er ei en reel By med Gader, men et Hul med Gange. Hvis der blot her fandtes en eneste Gade som Peer Madsens Gang i Kjøbenhavn, da vilde det for Tyrkerne være zum Erstaunen schön, men tænk blot, det er store Ting, hvis man kan gaae to ved siden af hinanden her, og i de fleste saakaldte Gader er man nødt til at gaae én for én og endda tage sig i vare og knibe sig tæt op til Muren, ifald man uheldigvis møder et Æsel, hvoraf her findes en stor Mængde.
Bays breve er interessante, fordi de giver et detaljeret indblik i det europæiske konsulatliv der levedes europæisk bag lukkede døre og mure, med visitter og koncerter og "franske Tjenestepiger og Kokkemadamer".

Bay fortsætter i Algeriet med at komponere sange til danske og tyske tekster. "Vift stolt på Kodan Bølge" og den meget charmerende "Der danser en Pige for hver Mands Dør" er komponeret i Algeriet.
En tak til pianisten Erling Jan Sørensen for tilladelse til at linke til "Der danser en Pige".

Om sit officielle arbejde, sine embedspligter, fortæller Bay på side 32, at hans "Embedsforretninger" i det første lille halve år i Algeriet: "havde under hele mit Ophold kun indskrænket sig til 3 à 4 smaae Rapporter".
Rudolph Bay oplevede pesten i Algeriet, der hærgede voldsomt i årene op til og omkring 1820, og fortæller også om den. Så det er en lettet Bay, der den 10. juni 1822, efter næsten 6 år i Algeriet, skriver i et brev hjem til sin ven Jentofte, sendt fra sejlskibet "il Veloce" der befinder sig midt i Middelhavet:
  Jeg er nu Gudskelov alt nogle hundrede Søemile borte fra Pesthullet, med Øiet og Tanken uophørlig vendt mod Europas fredelige Kyst. Jeg tæller hvert Bølgeslag, som fører mig mere og mere mine Længslers Maal imøde.
Rudolph Bays lange breve fra Algeriet var oftest til sin ven, den dansk præst Vilhelm Gotliebh Schønheyder.
Schønheyder var kong Christian den VIIs personlige præst og fulgte ofte kongen på rejser. Ved en folketælling i 1840 i Randers bliver Schønheyder betegnet som "Capelan og Hospitals-Præst".

Efter nogle år i Italien vendte Rudolph Bay tilbage til Algeriet, og var der til op først i 1830'erne.

Digt til Bays død.
Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger
Sørgedigt, torsdag den 22. maj 1856.
Rudolph Bay døde 4. dagen efter pinse, torsdag den 15. maj 1856.
"Ved en blid og rolig Død kaldte Gud til sig den 15de Dennes Professor David Vilhelm Rudolph Bay", står der i dødsannoncen i dagbladet "Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger" den 19. maj 1856.
Begravelsen fandt sted ugen efter, torsdag den 22. maj om formiddagen klokken 10, fra Holmens Kirkes Kapel.

Det er Schønheyder som senere samlede og "ordnede" pakken med Bays brevveksling, som i vore dage befinder sig på Det kongelige Bibliotek. Udenpå pakken med brevene har Schønheyder skrevet:
  De andre Breve, som ere Skrevne paa denne Reise (1823-24) ere alle brændte. – Alle de Breve, som ere skrevne fra den Tid Rud. Bay i Aaret 1824 var kommen tilbage til Algier, ere af mig Brændte. Det sidste af disse var skrevet den 28. Juni 1828".
Som ovenfor nævnt, så komponerede Bay også medens han var i Algeriet. En samling sange har titlen "Erindringer fra Africas Kyst til mit Hjem".
Men ligesom det meste andet Bay komponerede i Algeriet, så har sangene ingen tilknytning til Algeriet - og dog - helt fremme på side 30 afsluttes sangheftet med "3 Algierske Favoritsange".
Det kongelige Bibliotek har lagt Rudolphs Bays sange "Erindringer fra Africas Kyst til mit Hjem" frit tilgængelig på Nettet...

Rudolph Bays andet ophold i Algeriet endte, da franskmændene fra først i 1830'erne begyndte at erobre Algeriet.

Efter den franske erobring i 1830'erne ophørte sørøverierne.
Små tyve år senere, efter den franske februarrevolution i 1848, som var en af de mange "europæiske revolutioner" der fandt sted i midten af 1800-talet, besluttede det ny styre i Frankrig, den 2. republik, at Algeriets status som koloni skulle ophøre, og at Algeriet skulle indlemmes som en del af Frankrig.
Det nordlige Algeriet blev delt i 3 civile lokale administrationsenheder, Algier, Oran, og Constantine, hvor derboende franskmænd skulle vælge lokale regeringer og borgmestre.
Nedenfor disse tre områder i nord, skulle det sydlige territorium, Algeriets del af Sahara, administreres af den franske hær.
Algeriet var således praktisk og administrativt blevet indlemmet i Frankrig, og i 1875 fik Algeriet ydermere 3 repræsentanter i det franske senat og 3 i deputeretkammeret.

Så da Etlar rejste i landet blev denne nordlige del af Algeriet betragtet som en del af Frankrig. Og området blev efter indlemmelsen i 1848, og den efterfølgende store indvandring, i udstrakt grad beboet af franskmænd.

Kort over det nordligste Algeriet.

Kort med rejsens destinationer...
De større destinationer på Carit Etlars rejse.
Antydningen af Kabylien er kun ca., da der ikke eksisterede noget præcist område der var kabyliernes. Udsnit fra
"Granzows Geografiske Lexikon", bindet "Atlas", under Europa-Middelhavet. Udgivet af Det nordiske Forlag i 1898.


De enkelte kapitler i rejsebeskrivelsen:

1. Nemours.

Etlar er rejst gennem Europa og til Spanien. Herfra er han sejlet med dampfærgen fra Malaga, hvor der var en direkte rute til den lille havneby Nemours i det vestlige Algeriet.
Carit Etlar skriver:
  Den første By på Algeriens Kyst er Nemours, hvortil Indsejlingen betegnes med to store Klippeblokke, der et godt Stykke fra Land hæve sig lodrette op af Havet, Firkantede, glattede, ligesom tilhuggede med Kunst. Henved tredive smaa Huse, en lille Kirke i gotisk Stil, et Torv, en Toldbygning og fremfor Alt et stort Kaffehuus, - det er Nemours, en By, der kun er nogle og tyve Aar gammel, bygget paa Ruiner.
I 1846 fik byen navnet Nemours, en hyldest til Louis d'Orléans, hertugen af Nemours i Frankrig.

Ærkebiskoppen.
Ærkebiskop Charles Martial Lavigerie.
Med dampfærgen på sejlturen over Middelhavet var en Ærkebiskop med ombord, Etlar giver en herlig beskrivelse af ham:
  Monseigneur var en smilende Mand med dobbelt Hage, røde Kinder, livlige Øjne, der fortalte mere om Jorden end om Himlen; hans lange Lokker faldt ned over Skuldrene, men Krøllerne gik ud, da Taagen kom. Rubens har malet ham for lidt over 200 Aar siden, han hænger oppe i Moltkes Galleri, bekjendt under det Navn "Munken".
Denne ærkebiskop, Etlars rejefælle på sejlturen over middelhavet, var ærkebiskop Charles Martial Lavigerie (1867-1892) som samme år, fra marts 1867, havde overtaget det kirkelige hverv i Algeriet efter Louis Antoine Augustin Pavy, der var død året før, den 16. november 1866.
Ærkebiskoppen havde, foruden ansigtet, også hele sin figur der citeret efter Etlar: "fortalte mere om Jorden end om Himlen".
Og Etlar havde også bemærket "Lokkerne der gik ud da Taagen kom", hvilket afslørede ærkebiskoppens forfængelighed: han fik "permanentet" sit hår!
Der findes et berømt billede af Charles Martial Lavigerie, malet af Léon Bonnat, visende en velnæret ærkebiskop der koket stikker sin ene flotte sko med formentlig et sølvspænde frem under kjolen.
Dette billede er gengivet mange gange og i forskellige sammenhænge. Her til højre er maleriet på et gammelt fransk postkort fra omkring 1900.

Vel ankommen til havnen i Nemours fortæller Etlar:
  Havnen er kun lille, usikker og given til Pris fra Nordenvindens Vælde; altid høie Søer, altid Brændinger, gjennem hvilke to nøgne Arabere bære den Reisende på deres Skuldre.
Nogen egentlig anløbskaj havde havnen således ikke endnu, så dampskibets passagerer blev båret i land!

Efter at have fortalt nogle indtryk fra Nemours, så slutter Etlar første kapitel med en sentens, som Augusta Etlar langt senere citerede og brugte nogle gange.
Sidste gang Augusta Etlar brugte sentensen var allersidst i sine egne erindringer fra 1924 "I Samliv med Carit Etlar", kort før "Efterskriftet" i bind II side 150:
  Hvor er den Daad og Bedrift her i Verden, som taaler at tages ud af Rammen, eller som ikke beroer paa, at den sees og bedømmes fra det rette Synspunkt.
Da franskmændene måtte forlade Algeriet i 1962, blev Nemours omdøbt til Ghazaouet (også: Djemaa el Ghazaouet). Her er en lille YouTube-video fra nutidens Nemours. I videoen, fra 0.43, ser man de to klippeblokke Etlar omtaler i kapitlet.

2. Mostaganem og Mazagran.

Det andet kapitel, rejsen fra Nemours og videre mod Mostaganem og Mazagran, begynder Etlar således:
Det er en gammel Valplads, vi her ride hen over.
Søjlen ved Mazagran.
Mindesøjlen
ved Mazagran.
Fra gl. postkort.
Det er rejsen videre fra Nemours Carit Etlar fortæller om. Hvorvidt turen videre foregår på kamel eller hesteryg fortæller Carit Etlar ikke.
Valpladsen som Etlar nævner, var området udenfor Nemours,hvor den overmodige oberst Montagnac og 450 af oberstens soldater, næsten blev totalt nedkæmpet den 21. september 1845. Dette var sket kun et par og tyve år før Etlars besøg.
Mostaganem.
Mostaganem omkring år 1900. Gammelt Fransk-Algerisk postkort fra ca. 1900.
På billedet ser man den gamle mauriske mur omkring den indre bykerne, som
Etlar nævner i sin rejseberetning. Det er Middelhavet i baggrunden.
"Granzows Geografiske Lexikon" skriver i første halvdel af det 2. bind om Mostaganem:
  Stad i fransk Koloni Algérie, Pr. Oran. 10 Mil (72 km.) øst-nord-øst for Oran med en usikker Rhed ved Middelhavet. 13,400 Indbyggere. Mølledrift, Pottemagerier, Garverier, Handel med Korn, Uld, Skind, Figner og Rosiner.
Etlar når frem til Mostaganem der også ligger ved kysten. Mostaganem stammer oprindelig helt tilbage fra Maurernes tid i 1600-tallet, og byen var omgivet af gamle mure fra dengang.
Etlar besøger også den lille naboby Mazagran, der kun ligger et par kilometer syd for Mostaganem. Mazagran ligger på en lille høj, og byens huse er også omgivet af mure med en lille grav foran.
"Granzows Geografiske Lexikon" fortæller kort om Mazagran:
  Flække i Algérien, Provinsen Oran, ½ Mil (4 Kilometer) syd-syd-vest for Mostaganem og nær Middelhavet. Æressøjle til Minde om den lille franske Garnisons tapre Forsvar i 1840 mod Araberne.
Mazagran er ligeledes kendt for et slag der varede 4 dage.
Mostaganems kommandant general Guehénue havde givet kaptajn Lelièvre kommandoen over Mazagran. Som soldater havde Lelièvre "123 Mand afrikanske Jægere eller Zephyrer, som de selv kalde sig".
Etlar skriver:
  Hvem har ikke hørt Zephyrerne omtale, disse Frankrigs fortabte Børn, der søge tilflugt mod sig selv under Fanerne, efterat have tabt Alt i Verden, undtagen Hjertet? Galninger, der atter og atter gjøre Brud paa Militairlovene og derfor blive forsatte til de tre Strafferegimenter i Oran, Algier og Constantine.
Disse "Zephyrer" var begyndelsen på de efterfølgende fremmedlegionærer.
Nordisk Conversationslexikon, fra Forlagsbureauet i Kjøbenhavn 1890, fortæller i bind 6 på side 1105:
Zephyrs [sefihr], det populære navn paa et fransk Fodfolksregiment, som hører til den Del af Hæren, der stadig har Garnison i Algérien og ligesom Zonaverne bærer en efter den orientalske Dragt lempet Uniform. Det rekruteres fra den øvrige franske Armé ved Afgivelse af saadanne Individer, som under Tjenesten i denne vise sig særlig uimodtagelige for den militære Orden og Krigstugt.
Slaget ved Mazagran fandt sted den 3., 4., 5., og 6. februar 1840. Ifølge Etlar så forsvarede disse 123 mand Mazagran mod 12.000 arabere. Efter de fire dage med hård kamp, opgav araberne og forsvandt.
Der blev uddelt en medalje til de tapre Zephyrere og der blev rejst den over ti meter høj søjle ved Mazagran til minde om slaget.

3. Oran.

Oran.
Le Boulevard Seguin i Oran. Fransk postkort fra ca. 1900.
Oran var to ting på Carit Etlars tid. Det var navnet på det ene af de 3 franske depardementer som det nordlige Algeriet var delt i, og så var det navnet på selve byen Oran, som var depardementets hovedstad.
Om selve byen Oran beretter "Granzows Geografiske Lexikon":
  Søstad i franske Koloni Algérie. Hovedstad i Departement og Arrondissement Oran. 48 Mil (335 km.) vest-syd-vest for Algier og 135 Mil (1.010 km.) sydvest for Marseille, ved en Bugt fra Middelhavet. 74,500 Indbyggere (1891) Staden har gjennemgaaende et europæisk Præg. Fæstning, fortrinlig Havn, Koloniens betydeligste Handelsby.
Araberkvinde med Barn.
Billede fra dette kapitel i
"Arabere og Kabyler" på side 37
Etlar ankom til Oran med dampfærgen fra Mostaganem. Som det kan ses på kortet her lidt højere oppe, så var der færgeruter mellem de store byer i Nord-Algeriet. Etlar skriver at det var lidt før Solopgang da de sejlede ind i bugten Mers el Kabir udfor Oran:
  Stedse høiere reise Bjergene sig nede mod Oran, mere vilde og mægtige strække de deres skaldede Hoveder iveiret, blegede, furede, som en gammel Kæmpe, i Strid med Storm og Regn og Sø. Nedenfor dem larmer Havet med Braad og Brændinger, tørner imod Revene, men glider tilbage igjen og slikker Klippens Fod, altsaa er det Klippen, de er bleven Seirherre.
  Fra en dyb Bugt strække to Steenarme sig ud i Søen, som for at modtage dem, der trænge til Læ, og Hvile efter
Stormen.
Efter landgangen i Oran fortælle Etlar om menneskene han ser omkring sig. Om de tatoverede kvinder, og om måden tatoveringen bliver gjort på.
Om kvindernes brug af henna til at farve sig med, og hvordan det bliver gjort.
Om ringene kvinderne bar: de fattiges ringe var af messing, de riges af sølv eller guld.
Og beklædningen:
  En Anden havde til Dragt et sammensnøret Bælte omkring Livet, det naaede ned til Knæene. Over de mørkebrune Skuldre bar hun et gammelt Tørklæde, bundet korsvis, det skjulte endeel af Ryggen og hjalp ogsaa til at bære Barnet, men fortil var Alt blottet ned til Bæltet.
Det er også nød og elendighed Etlar ser og beskriver. En kone med fire børn kom gående med de to på ryggen. og satte pludselig det ene barn ned på gaden, og gik videre med de tre andre, som om intet var hændt, og:
  Noget efter kom en høi bredskuldret Araber forbi. Han standsede og saae paa Barnet. Det var en Dreng, derved fik den Lille forøget Værd, Pigerne bekymre de sig ikke om. Da han havde betænkt sig, tog han Barnet i Bæltet, det havde om Livet, og som næsten udgjorde hele dets Dragt; han kjærtegnede det og bar det bort med sig, som en Pige bærer en Høne hjem fra Torvet. Barnets Arme og Been sprællede i Luften.
Haremsdamer.
Et gammelt Adolph Tuck postkort fra sidst i 1800-tallet: "Life in Algeria".
Teksten på bagsiden: "Evening on the Terrace. After the heat of the day, the
ladies long for the coolness af the terrace at sundown. They remain there, or on
the roof of the House as in the picture, until quite late in the night, conversing
or else singing to accompaniment of the mandoline".
Oran forsvares af to gamle militære fort med mure omkring. Det ene hedder Chateau neuf, hvor også byens guvernør bor.
Etlars beskrivelse af Oran:
  Husene indenfor Muren ere smaa, deres Vinduer smalle, tilgitrede og forsynede med Laager af Glas. Det flade Tag omgives af et Rækværk, saaledes at det danner en Slags Altan. I Maurernes Tid tjente denne til Opholdssted for Haremmets Damer. Her tilbragte de deres Tid efter solnedgang, naar den friske Luftning strømmede ind fra Havet, herfra saae de ud over Byen, sang eller spillede paa deres tostrængede Guitar.
Etlar fortæller om arabernes forbud mod øl og vin, og at araberne sjældent ryger tobak. Om livet på markedspladsen, om bønnen, og om domstolen.
Fra markedspladsen fører en masse så stier ind i landet, en af de første landsbyer ligger en halv times gang fra Oran, "Negerbyen" kaldes den:
  Landsbyen har også et Kaffehuus: en aaben Bod, udenfor hvilken der er udspændt et stort Tæppe, som man kryber ind under, medens Solen brænder. Værten her er tillige Barbeer og rager et Araberhoved for to Sous; hans Kaffe er den sædvanlige Mauriske: et fintmalet Grums, men den dufter, og man vænner sig dertil; den bringes Gjæsterne i smaa rødmalede Overkopper, uden Sukker.
Udenfor kaffehuset oplevede Etlar tre spillemænd fremsige/synge en "sang", hvis handling Etlar fortæller i "Liget med de to Legemer".
Etlar slutter kapitlet med en tur i "Negerbyens" kirkegård:
  Det sørgeligste og fattigste Gjemmested for Døden, som man kan tænke sig. En udjevnet Banke, hvorpaa der ikke findes et eneste Træ eller en Busk, Grav ved Grav, der see ud som Muldvarpeskud, en utilhuggen Kalksteen for hver Ende, det er Alt.
Kirkegården er uden indhegning, og nætterne efter begravelser hyler hyænerne der kan lugte de ikke særlig dybt begravede lig: "Hvis Døden er Glemsel, da staaer det skrevet paa denne Kirkegaard".

4. Fra Oran til Dahra.

Hovedgaden i Misserghin.
"Rue Principiale" i Misserghin. Postkort fra omkring 1900.
Carit Etlar skriver:
  Fortsætter man Veien imod Syd, gaaer den i Begyndelsen igjennem smaa Skove, over Bakker, Sletter og Dale, Vandløb og Badesteder. Det er endnu bestandig Landskabet Tell, hvis afvexlende og frugtbare Jordbund hundredfold giver den Udsæd tilbage, man betroer den, og som udentvivl har er stor og lykkelig Fremtid ivente, idet Sletten Aar for Aar befolkes mere, ikke blot af indvandrede Colonister, men ogsaa af de Indfødte; - selv nogle Nomadestammer have forladt deres Ørken og fæstet Bo her.
Carit Etlar fortsætter rejsen og kommer forbi Misserghin, hvor i fortiden "Sultaninder tidligere havde deres Sommerophold", men som nu var blevet overtaget af den franske hær og brugt som fort.
I ly af fortet var der oprettet et børnehjem, som "bror Clement" (Clément Rodier 1829-1904) var leder af. "Bror Clement" var senere, oppe i 1890'ene, manden bag de appelsinlunde som området blev berømt for, og det er ham der har "opfundet", og lagt navn til, vore herlige klementiner.

På rejsen videre bliver der længere og længere mellem landsbyerne, "Træer og Buske forsvinde, Klipperne, Bakkerne, Sandet bliver tilbage".
Hist og her dukker der nogle firkantede bygninger op, omkranset med mure med smalle skydehuller. Det var "Ørkenens Gjæstgiversteder", hvor der for en billig penge kunne søges ly for natten.
Næste morgen går rejsen videre:
  Saa finder Opbruddet Sted. Hestene sadles, Araberne udstøde disse hule Strubetoner, hvormed de forrette enhver Gjerning, Kamelerne stikke Hovedet iveiret og svare paa deres Viis, Værten staaer i Døren og nikker til de bortdragende. En Skjorte, et Par Beenklæder og en gammel Soldaterhue, det er hans hele Dragt. Portene aabnes, ud strømmer Alt, Gederne kalde paa deres Kid, Faarene bræge, en Hane flyver op paa Ringmuren, basker med Vingerne og galer ad dem alle. Udenfor skinner solen, nei, den brænder allerede. Dugdraaberne glime i Græsstraaene, Skarer af Agerhøns og en stor sort Sky af Stære trække ned over Engene.

5. Landskabet Dahra.

Negerkvinde.
"Præstinden". Fra "Arabere og Kabyler" side 103.
"Granzows Geografiske Lexikon" fortæller:
Dahra, Afrika, en Bjergegn i den nordøstlige del af Provinsen Oran, fransk Koloni Algeríen, mellem Floden Schelif og Middelhavet, beboet af krigeriske Kabylere.
Dahragrotten, en Hule i Dahra mellem Mostaganem og Tenez, hvor Oberst Pélissier lod henved 500 flygtende Kabyler kvæle ved Røg.
Den første lille by Etlar møder på sin videre færd fra Oran er Tenez som var en ny fransk by, grundlagt i 1841 på et sted hvor der var gamle berbiske ruiner.

Om oberst Pélissier og han frygtelige begivenheder indleder Carit Etlar kapitlet med at fortælle detaljeret om.

Efter Tenez drager Etlar så videre med dampskibet til den gamle by Cæsarea, med de gamle romerske ruiner.
  Det var henimod aften, da Dampskibet ankrede op udenfor Byen. En fransk Trompeter blæste en Melodi af Aubers: "Fra Diavolo", liggende oppe paa Brystningen af den gamle romerske Vold, som omgav Ruinen
Auberts opera "Fra Diavolo", som Etlar nævner herover, var allerede blevet opført første gang på Det Kongelige Teater i København i 1831, og var blevet en stor succes. Så Etlar har formentlig overværet en eller flere opførelser og således kendt de iørefaldende melodier.
Operaens enkle sange var meget populære, og der var arrangementer til næsten alle musikinstrumenter.
Her er arien "Pour toujours, disait-elle" på en Midi-fil.

Sejlturen videre mod Algier by fortsætter, og man kommer til halvøen Sidi Feruch. Det var her den franske flåde gik i land med 35.000 soldater den 14. juni 1830, da Frankrig havde besluttet at stoppe sørøverierne og erobre landet.
Carit Etlar fortæller at halvøen Sidi Feruch er opkaldt efter en tyrkisk Helgen, der ligger begravet der.
Lidt inde i landet:
  Omtrent en halv Miil fra havet, paa Stanelis udbredte Slette, ligger ovenfor Sidi Feruch et stort Trappistkloster, byget paa Ruinerne af et romersk Fort. Man vil kunne gjøre sig en temmelig tydelig Forestilling om denne Bygning ved at tænke paa en af vore gamle Herregaarde, omringet af fordige Græsgange, Viinhaver, Træskoler og et Agerland.
I dette område af Algeriet boede der trappistmunke, og det blev der ved med indtil for tyve år siden, til maj 1996.
Her blev 7 af de sidste 9 franske munke kidnappet og halshugget af en islamisk gruppe. Det lykkedes de to at flygte og de forlod Algeriet.
I 2010 blev tragedien omsat til filmen "Of Gods and Men".

Da Etlar sidst i dette kapitel nærmer sig byen Algier kommer han forbi to hellige kilder ved Aïun Beni Menab, i nærheden af Bab el Qued. Her til disse hellige kilder valfarter de syge hver onsdag morgen og ofrer f.eks. en høne.
Der blev fortalt Etlar at det var en:
. . . aldeles ufeilbarlig Maade at skaffe sig sin tabte Sundhed tilbage, eller Vinding i Lotteriet, Held i en forestående Reise. Det hjælper især mod Ufrugtbarhed.
Ved stedet var en præstinde, der vejledte og hjalp mod en ringe betaling. Og så skriver Etlar over tegningen med præstinden, som er vist her ovenfor venstre:
  Det er en Negerinde, en temmelig fed Skjønhed paa henved halvtredsindstyve Aar, hun ser omtrent saaledes ud.
Under dette citat er så billedet af negerkvinden.
Dette udsagn, med billedet umiddelbart under, er interessant, for det antyder næsten at det Etlar selv der har tegnet nogle skitser på rejsen. Alle illustrationerne i "Arabere og Kabyler" er udført af Rosenstand, og som tidligere skrevet måtte Rosenstand have et forlæg for at kunne levere disse billeder?
Så måske er det rentegnede tegninger af Etlar selv, der er grundlaget for bogens illustrationer?

6. Algier.

  Længe før det gryer ad Dag begynder Dagens Færd i Byen. Araberen forlader sit Kjælderhul, sin Stald eller sin Krog i Buegangen, Negeren ligger og venter paa Gadehjørnet, gnavende paa en Agurk eller et halvmodent Granatæble, belyst af Gaslygterne, som endnu ikke er slukkede.
Etlars herover skrevne stemningsbillede af byen begynder kapitlet. Videre beskriver han byens store hvide ensartede huse, hvoraf mange er bygget efter de store jordskælv i 1637 og 1716, og Etlar drager sammenligning med en gammel soldat, der rygter sit blomsterbed:
  Først bortlugede han alle de Planter, som ikke vilde voxe ranke og lige, tilsidst beholdt han kun Hyazinter tilbage. "De Karle er der Holdning i", sagde han.
  Da Hyazinterne voxede til og den ene blev større end den anden, tog han en Sax og klippede alle deres Blade lige høie, derefter tilspidsede han Toppene. "Jeg skal sige Dem, jeg holder af Symmetri i Tingene", yttrede han.
Her i byen Algier myldrede der alle typer og alle slags mennesker op denne morgen og formiddag:
  Af og til komme nogle smaa Skikkelser tilsyne, indhyllede i flagrende hvidt Bomuldstøi eller tyndt Musselin, som tillader at skimte den spraglede Silkeklædning indenfor, af og til klinger en frisk og barnlig Latter ud fra Slørets Folder, medens de standse og hviske til hverandre. Det er Haremmets Damer fra Mauerbyen oppe paa Bjerget. Duftende af Moskus eller Rosenolie bevæge de sig sky og forsigtigt imellem denne fremmede Mængde, som smaa Fugle, der første Gang ere fløine ud fra moders Rede.
Araberkvinde.
Etlar forsætter med at fortælle om dagen, og om aftenen, og om natten, og om den arabiske kvinde han ser læne sig ud over Tagets rækværk på et hus:
  I den rige Arabers Huus er Kvinden en Luksus, i den fattiges et Trældyr mere. Derfor sidder dette Forsagelsens Barn, taus og sammensunken oppe paa Altanen, derfor gaa alle disse blege kvinder omkring med et alvorligt eller sørgmodigt Udtryk i deres store Øine, visne Blomster i Haaret, visne Blomster i Hjertet.
  Det er at være død, før man har ophørt at leve.
Billedet her til venstre er fra dette sted i rejseberetningerne, på side 118.
Det er en af de 9 illustrationer Rosenstand har bidraget med til bogen. Disse ni billeder er udelukkende af algeriere.

Videre fortæller Etlar at det kan være farligt at bevæge sig for langt sydpå i Algeriet. Som eksempel beretter han om en irsk rigmand, der for at glæde sin datters behov for nye oplevelser, helst nye og rystende oplevelser hun ikke kunne finde flere af i Europa, var rejst langt sydpå i Algeriet og for en tid slået sig ned der. Det første efterår gik det godt og irlænderen forsikrede: "at Araberne hørte til de meest ridderlige og dannede Mennesker, han havde truffet".
Efterfølgende blev ireren og hans datter overfaldet, og datteren blev røvet: "Han kaldte paa hende, Echo svarede ham, han søgte og søgte, men fandt hende aldrig siden".

I den sidste del af dette kapitel fortælles om legenden Jusuf:
  I Mustapha Superieur beboes et Landsted af Marskalk Guilleminots Niece, Enke efter den berømte General Jusuf, hvis sælsomme Bedrifter og personlige Egenskaber i en Aarrække gjorde ham til Dagens Helt, ikke blot i Algérien, men i hele Frankrig, ikke blot paa Valpladsen, men i Salonerne. Hans Historie er i høi Grad romantisk, og synes mere at tilhøre Eventyret end Virkeligheden. Det vigtigste af den er bekjendt, enkelte Smaatræk, som Ingen har omtalt, og som er meddeelte denne Bogs Forfatter af Jusufs fortrolige Ven*), skulle vi fremstille i det følgende.
Ved stjernen i det citerede ovenfor er indsat en fodnote:
*)  Det er Oberst Rouget de St. Hermine, den hæderlige fransk-norske-danske Generalkonsul, der menes; en i høi Grad udmærket Personlighed, begeistret for Alt hvad der angaaer Danmark, forekommende og elskværdig mod Enhver, som bringer ham en Hilsen derfra.
Generalkonsul Rouget de St. Hermine, "Jusufs fortrolige Ven", var svensk greve, og blev dræbt i 1885. Han blev nogle år efter gen-begravet på den "Katolska Kyrkogården" i Stockholm.
Den svenske skuespiller og forfatter Adolf Hellander fortæller i sin bog "Af En gammal skådespelare", Bonniers forlag Stockholm 1899:
  Den vackre, älskvärde, ståtlige, men sedan så olycklige Rouget de St Hermine, som efter ett lättsinnigt lif i Paris reste till Afrika, gick där in i Främlingslegionen, uppförde sig som en hjälte och stupade i en vild strid mot kabylerna.
"Granzows Geografiske Lexikon" fortæller om byen Mustapha: "Stad i fransk Koloni Algérie, Provinsen Alger, i virkeligheden kun en stor Forstad til Alger. 13,600 Indbyggere".
General Jusuf.
Spahis
En af general Jusufs arabiske spahis.
Gammelt postkort fra ca. 1900.
Carit Etlar har formentlig hørt eller læst om Jusuf hjemme i Danmark, for Jusuf berømmelse var også kendt her i landet. Da Jusuf døde i 1866, året før Etlar rejste til Algeriet, blev det til denne lille nekrolog i "Berlingske Politiske og Avertissementstidende" den 5. april 1866:
  Den franske General Jussuff, Chefen for 10de Militairdivision, er nylig død i Cannes. Hans Liv var en fuldstændig Roman. Han vidste, hverken hvor eller af hvem han var født, men kun at han som Barn blev stjaalet af algierske Sørøvere fra et Skib udfor Elba. Disse solgte ham til Beyen af Tunis, som lod ham overdrage i sit Harem; men da han blev voxen, indlod han sig der i et Elskovseventyr, sloges med sine Bevogtere paa Liv og Død og undvigede.
  I 1830 gik han i fransk Tjeneste ved Beleiringshæren for Algier, organiserede der en Trop arabiske Spahis og udførte i Spidsen for dem de meest glimrende Bedrifter under Bugeaud, Cavaignac og Lamoriciere. Det var ham, der i 1832 ved et corp de main satte de Franske i besiddelse af Caoba Hen ved Bona, om hvilken Bedrift Marschal Soalt som Krigsminister erklærede Deputeretkammeret, at hverken Oldtidens eller Nutidens Krige kunde opvise nogen større Heltedaad. Marschalen udnævnte ham til oberst, og han blev snart General.
  Han var allerede tidligere gaaet over til Christendommen og giftede sig med en fransk Dame. Han var ret et Monster for en Anfører for let Cavalleri.
Etlar fortsætter de næste 16 sider frem med at fortælle den spændende historie om general Jusuf og slutter kapitlet med:
  Nu gaaer Reisen videre, ind i Atlasbjergene, ind til Kabylerne, derfor farvel Algier, med dine solhede Dage og stjerneklare Nætter, med det Hav, der logrer for dine Fødder og den Himmel, der kjærtegner dit Hoved.
Billedet øverst i dette kapitel af byen Algier set fra havet er fra toppen af et gammelt landkort, et Afrikakort uden kilde eller oprindelse. Fra tiden ca. 1880.

En anden meget berømt og farverig fransk general, Edmond Jules René Jouhaud (1905-1995), fik op imod nutiden, i 1980, udgivet en bog om Jusuf hos R. Laffont i Paris: "Yousouf, esclave, mamelouk et général de l'Armée d'Afrique".

Et billede af general Jusuf findes på British Museum's webside...

7. Kabylien.

Begyndelsen af kapitlet:
  To brede Landeveie fører ind i Landet. Den ene gaaer mod Syd, gjennem grønne Chelifdale, og begynder med et lille Stykke Jernbane til Blida, derfra fortsættes den over Metidjas umaadelige Sletter ned til Medias Palmelunde. I den klare Horizont vise sig en Række bølgende Høie, der i Sollyset ligne Skyer og om Aftenen gløde i Purpurskær. Det er Atlasbjergene. Den anden af disse Veie gaaer mod Øst, ind mellem Kabylernes Bjerge og Skove, over frugtbare Dale og udtørrede Flodleier, som i Regntiden svulme op til brede rivende Strømme.
  Det er ad den sidste Vei vi drage.
Etlar er på hesteryg på turen fra Algier by og østpå ind i Kabylien: "Hesten puster og stønner opad de steile Bakker", og Etlar beskriver hvad han ser:
  Beduinen boer i Telt, Araberen i en Hytte af Straa og Palmeblade, i et Træskur eller under udspændte Kamelhaarstæpper, alle Kabylernes Vaaninger ere derimod opførte af Muursteen, som de selv stryge, dækkede af Tegl, de selv brænde. Deres Landsbyer bestaa af tyve til tredive Huse, kastede uden Orden eller Plan mellem hverandre, ingen Gader, kun en Mængde dybe Huulveie bugte sig af fra Foden af Bjerget, saa smalle, at en Hest eller Ko netop kan gaa igjennem dem. Kameler benyttes ikke.
Fort Napoleon.
"Fort Napoleon" på toppen af bjerget, med en imponerede og skræmmende "triumfbue"
før indgangsporten. Udsnit af gammelt tryk uden tidsangivelse og ophav. Ca. 1880-1890.
Etlars første korte stop er i Tizi Uzu (i vore dage Tizi-Ouzou), og derfra går turen videre ind i Kabylien og op mod "Fort Napoleon":
  Som en Ørn, der vogter paa sine Unger, ligger Fort Napoleon oppe på Klippetinden og speider ned i Dalene omkring sig. De hvide Ringmure danne et stort Parallelogram, der dækkes af 17 Bastioner. Landsbyerne rundtomkring og Markerne og Dalen tilhøre Beni Ratens gamle Stammer. Fortet selv er bygget paa Grunden af to nedrevne Kabylbyer. En eneste lang Gade gaaer midt igjennem Byen og lukkes for hver Ende med høie, massive Porte af graahvidt Marmor, der glimrer i Sollyset og hentes op fra de rige Brud nedenfor Fortet.

8. Kabylernes Eiendommeligheder.

Kabylerinde.
Kabylerinde med alle sine smykker.
Fransk/Algerisk postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
I dette korte kapitel på kun knap 6 sider, fortæller Etlar om forskellen, og de indbyrdes forhold, mellem kabylerne og araberne, kontra franskmændene.

Her er kapitlets første linjer:
  Kabylerne nedstamme fra Nordafrikas ældstbekjendte Indvaanere, fra Berberne; dermed er omtrent sagt Alt hvad man ved om deres Oprindelse. Deres Historie er Gisningen, de besidde ingen Minder fra Fortiden, ingen Litteratur, ikke engang et selvstændigt Skriftsprog. I enhver Stamme seer man Mænd, hvis forskjellige Former, Udtryk og Hudfarve tyde hen paa de fremmede Folkeslag, som i Tidernes Løb have hjemsøgt Landet; man møder lyse, fregnede Ansigter med blaa Øine, gult eller rødligt Haar og Skæg, fremstaaende Kindbeen, alle Nordboens Kjendemærker.
Hele kapitlet kan du læse eller downloade her som en pdf-fil...

9. Sagn blandt Kabylerne.

I dette sidste kapitel fortæller Carit Etlar nogle af de sagn han har fået fortalt af "Marabuten fra det arabiske Bureau, oppe på Fort Napoleon".
Disse sagn er: "Abn med Faarehovedet", "Hvad Børnene synge", "Husene sukke", "Hundens Hørs", "Den visne Haand".

"Hvad Børnene synge" er et lille digt:
Lyse Maane, som skinner ned i den allermindste Gade,
Bring Hilsen fra os til vore Veninder;
Siig: Komme de ei for at see til os;
Saa komme vi for at besøge dem.
Iaften har vi det Allesammen godt,
Imorgen ere vi maaskee syge.
Dette budskab findes på mange sprog, i mere eller mindre omskreven form, og bliver meget enkelt sagt således på dansk:
Du skal ikke udsætte til i morgen hvad du kan udføre i dag!

- - - - - - - - - - HERMED ER REJSEBOGEN SLUT - - - - - - - - - -

Afsluttende Kommentar.

Rejseberetningerne fra Algeriet "Arabere og Kabyler" slutter brat! Det virker som om Carit Etlar har glemt en afslutning?
Afsnit 8, "Kabylernes Eiendommeligheder", er i realiteten det sidste kapitel. Det sidste kapitel "Sagn fra Kabylien" er blot en tilføjelse, og har ingen afslutning.
Hvordan Etlar rejser tilbage til Danmark fra Kabylien, og hvorledes, fortæller bogen således ikke. Var pengene sluppet op? Eller var tiden blevet knap?
Tiden har sikkert været problemet, Etlar havde jo "kun" orlov fra sit arbejde på Det kongelige Bibliotek. Men selv da ville en eller anden form for afslutning have "pyntet", og "rundet det hele lidt bedre af".


Andre rejser til Algeriet.

Pierre Jean Édouard Desor (1811-1882).

Araberfamilie.
Dette billede ledsager 1. del af den danske oversættelse af rejsebrevene, og
har titlen "Araberfamilie". Billedet er et xylografi udført af H. P. Hansen i 1870.
"Aus Sahara und Atlas - vier Briefe an J. Liebig" sendt af Édouard Desor, blev udgivet på Kreidels forlag i Wiesbaden i 1865.
Édouard Desor's rejseberetninger til Algeriet, i form af fire breve til J. Liebig, blev efterfølgende trykt i forskellige europæiske landes geografiske tidsskrifter.
F.eks. året efter, i 1866, var der en stor artikel om disse rejsebreve fra Algeriet i det anerkendte franske tidsskrift "Le Globe", bind 5 nummer 1: "Lettres de E Desor à L. Liebig sur le Sahara"".
Det er årene umiddelbart før Carit Etlar rejser til Algeriet.

I 1867, Etlars rejseår, blev der afholdt verdensudstilling i Paris på opfordring af Napoleon den III (det var også ham som indlemmede Algeriet som en del af Frankrig).
Verdensudstillingen varede fra den 1. april til den 3. november 1867, så der er intet i vejen for at Etlar har kunnet været rejst over Paris, på sin vej til Malaga i Spanien, hvorfra han sejlede til Algeriet.
Men det er der desværre ingen efterretninger om, men det er tænkeligt at Etlar har gjort ophold i Paris for at få nødvendige tilladelser samt evt. tilsagn om beskyttelse af den franske hær.

Danmark deltog i denne verdensudstilling i 1867, hvor Valdemar Schmidt den senere berømte ægyptolog, udstillede danske oldsager.
I forbindelse med Verdensudstillingen i Paris mødte Valdemar Schmidt forfatteren til "De fire Rejsebreve fra Algeriet", og Édouard Desor blev inviteret til København i 1869, hvor Valdemar Schmidt var arrangør af den "Internationale arkæologiske Kongres", der blev afholdt i København fra den 27. til de 30. september i 1869.
Ved denne kongres var Édouard Desor udnævnt til vicepræsident.
Året forinden, i 1868, var Valdemar Schmidt blevet udnævnt til professor, og havde desuden modtaget Ridderkorset.
Valdemar Schmidt blev senere tilknyttet Glyptoteket, og han er manden bag den ægyptiske samling som stadig kan ses der.

Dele af disse rejsebreve fra Desor til Liebig blev oversat til dansk og trykt i tidsskriftet "Fra alle Lande", udgivet af Zink i 1870. Som oversætter står angivet pseudonymet VS, - som er Valdemar Schmidt.
Afsnit 1. Fra side 134 og til side 148.
Afsnit 2. Fra side 179 og til side 203.
Afsnit 3. Fra side 367 og til side 379.
Begyndelsen af første afsnit:
  Den 19. Oktober 1863 landede vi i Algier, for i Forening at foretage forskjelige Exkursioner til Atlasbjergene. Men, jo nærmere vi kom Ørkenen, desto inderligere bleve vore Ønsker om også at gjæste den.
Atlasbjergene er også en del af "kulisserne" i Etlars rejseberetninger fra Algeriet, og nævnt flere gange deri.


Otto Schneider og Algeriet.

Efter tegning af Julius Exner...
Xylografi af H. P. Hansen efter tegning af Julius Exner.
Tidsskriftet "Fra alle Lande", bind 1, 1871,
indsat imellem side 456 og 457.
Det var oplagt, at tidsskriftet "Fra alle Lande" fulgte op med flere artikler fra Algeriet, og de blev blev trykt i årgang 1871, under titlen "Nationalkarakteristikker og Folkelivsbilleder fra Algier", og er oprindelig skrevet af O. Schneider, og her oversat af D.W.
Første artikel er i årgang 1871, 1. del fra side 449.
Og den anden artikel er i samme årgang, men i 2. del, fra side 22.

Begge to artikler ledsages af xylografier udført af H. P. Hansen.
Billedet til den første artikel var en tegning af Julius Exner, og det er den der er medtaget her til højre.
Til den anden artikel er tegningen af Bernhard Olsen.

Disse artikler i "Fra alle Lande" er efter en rejsebog skrevet af Otto Schneider, som i 1869 havde fået udgivet sin rejseberetning "Der climatische Curort Algier" i Dresden.
Schneider havde foretaget nogle rejser til Algeriet i begyndelsen af 1860’erne og havde i 1865, privat fået trykt og udgivet lidt fra sine optegnelser fra Algeriet.

På opfordring, og efter en grundig og udvidet bearbejdelse af denne privatudgivelse af rejsedagbøgerne, blev det efterfølgende til en bog, der foruden selve beretningen, tillige også er en bog der skulle betragtes som en "rejsevejleder" til Algeriet.
Otto Schneiders bog "Der climatische Curort Algier" blev udgivet af Schönfeld's Buchhandlung i Dresden i 1869, og har undertitlen: "Schilderungen nach dreijähriger Beobachtung in Stadt und Provinz zugleich ein Rathgeber für Reise und Aufenthalt".

Bogen ligger flere steder på Nettet. På Unversität Würtsburgs webside er bogen delt i 3 pdf-filer:
Fra side 1 til 100, fra side 100 til 199, og fra side 200 og til 295.

Schneider er ret grundig i sin bog om Algeriet og fortæller detaljeret om forberedelserne og turen til Marseille i Frankrig. Den direkte rute var togrejse til Marseille, for derfra at sejle til Algeriet, hvilket Schneider også gjorde.
Fra Marseille var der to direkte sejlruter til Algeriet, en til selve byen Algier og en rute til den lidt østligere by Philippeville, som var havnebyen udfor den østligste provinshovedstad: Constantine.
Etlars rute til og fra Algeriet.
At Etlar ikke rejste samme vej som Schneider, men sejlede fra Malaga i Spanien og til Nemour i Algeriet, betyder at Etlar rejste vejen "derned" gennem Europa og til Spanien. Dette er grunden til, at Etlar i de allerførste linjer i "Arabere og Kabyler", indleder lidt kryptisk således:
  De gamle Danske begynde altid deres Tog fra Nord til Syd. Lad os gaa den modsatte Vei: fra Palmen til Granen, fra Ørkenen til Isen.
Var Etlar rejst den direkte vej, sejlet fra Marseille til Philippeville eller byen Algier, og derfra foretaget sin rejse igennem Algeriet og videre til Nemour, så skulle han enten den samme tur tilbage igen, og sejle samme sørejse tilbage til Marseille, - eller også skulle han have sluttet sin tur med hjemrejse gennem Europa.
Med andre ord, Etlar valgte bevidst at tage rejsen "bagfra", hvis man kan udtrykke det sådan: han rejste den lange vej gennem Europa, Frankrig og Spanien derned, og den direkte og hurtige vej hjem: over Marseille.

Og Etlar kan således på "nedturen" have været i Paris og set Verdensudstillingen i 1867. Tiden og mulighederne passer?

"I Solen" af Guy de Maupassant.

Carit Etlar og Guy de Maupassant har flere lighedspunkter, og Maupassant er også nævnt nogle gange på Carit Etlar-websiderne. Begge skrev mange fortællinger, og begge skrev også rejseberetninger.

I juli og august 1881 foretog Guy de Maupassant en tomåneders rejse til Algeriet for avisen "Le Gaulois", en rejse som resulterer i nogle fortællinger og rejsebeskrivelser i avisen.
Og nogle år efter var Maupassant igen i Algeriet.

Guy de Maupassants novellesamling "Au soleil" er en samling rejseberetninger fra Algeriet som udkom i 1884.
Denne fortællesamling minder en del om Etlas "Arabere og Kabyler". Begge forfattere har besøgt næsten de samme steder i Algeriet, og begge bruger den samme fortællemåde: regulære rejseberetninger blandet med fiktion.

Titelbladet.
Titelbladet på den danske oversættelse.
Guy de Maupassant samlede fortællinger udkom på dansk i 28 bind mellem 1903-12, på A. Christiansens Forlag. Alle 28 bind var/er mesterligt oversat og genfortalt af Loulou Lassen.

Novellesamlingen "Au soleil" kom i Loulou Lassen oversættelse til at hedde "I solen", og udkom i 1909 som det 16. bind i serien. Illustrationerne i den danske udgave er de samme som i den franske udgave, og de er tegnet af André Suréda.

I den franske originaludgave har kapitlerne titlerne:
solen
havet
Algier
Oran Province
Bou Amama
Province of Algiers
den Zar'ez
Kabylien-Candle
Constantine
vandene
Bretagne
Le Creusot
I danske oversættelse, der har været tro mod den franske, hedder kapitlerne:
I Solen
Havet
Algier
Provinsen Oran
Bou Amama
Provinsen Algiers
Zar'ez
Kabylien-Bougie
Constantine
En Baderejse
I Bretagne
Le Creusot
De tre sidste fortællinger i novellesamlingen "I Solen" er ikke beretninger fra Algeriet.

Biskra.

Hvis Carit Etlar havde fortsat sin rejse, og afsluttet hele turen tværs over Algeriet, fra vest til øst, så var han endt i Constantine, byen som var hovedstad i de østligste region.

I de sidste årtier af det attende århundrede blev der bygget jernbaner i Algeriet, trods modstand fra de indfødte beboere, og landet blev nemmere tilgængelig for rejsende.
Godt et par hundrede kilometer syd for Constantine ligger byen Biskra på kanten af Sahara. Byen har mange dadelplantager omkring sig, og et meget mildt klima der ikke kommer under 10-15 grader om vinteren. Da her også er mineralrige kilder, og da det med jernbane blev nemt at rejse hertil fra Constantine, udviklede Biskra sig til et kursted for rige og skrantende Europæere. Men også andre velhavere rejste hertil for at blive inspirerede.
I Biskra blev der bygget store og flotte hoteller som tilbød stor luksus, og byen havde et stort kasino, samt et rigtigt hospital, som blev drevet af franske missionærer, "Hospital Lavigerie" der var opkaldt efter "Ærkebiskoppen" som var Etlars rejsefælle i det 1. kapitel.
Ærkebiskop Lavigerie var også hædret med en stor statue i byen.

Etlar fortæller i "Arabere og Kabyler" på side 119, at Algeriet allerede var blevet valfartsted for "Europas vagabonderende Publikum" da han gennemrejste landet i 1867, og at:
  Man vælger nu til vinterophold Oran eller Blidah med dets milde og sunde Luft, ligesom man tidligere valgte Neapel eller Florents. Lægerne sende deres syge til Chelifdalen, det er en Recept, som ikke koster Hovedbrud at skrive, det er desuden saa langt borte, at man ikke hører den Lidendes Dødssuk.
Ørkenbyen Biskra fulgte med som det oplagte kursted. "Granzows Geografiske Lexikon", skriver bl.a. om Biskra: "Oase i den franske Koloni Algérie, provinsen Konstantine, 31 Mil (233 km.) fra Konstantine".
Hotel Sahara.
Lidt af gårdhaven i Hotel Sahara i Biskra. Fransk-Algerisk postkort ca. 1900.
Hotel Sahara reklamerede med moderne bekvemmeligheder og elektrisk lys.
Granzows Lexikon fortæller videre om Biskra:
  Klimaet er om Sommeren meget Varmt, om Vinteren meget mildt og hidlokker et aarligt voxende Antal Vinterkurgjæster fra Paris.
Nogle få af de kendte der rejste til Biskra:
Andre Gide hentede inspiration i Biskra sidst i 1800-tallet, og brugte byen som "baggrund" i novellen "The Immoralist", som udkom første gang i 1902. "Den umoralske" udkom på dansk i 1939. Bogen handler om en historiker Michel, der på en tur til Algeriet stikker af fra sin syge hustru, for derefter at strejfe omkring med en araberdreng med navnet Moktir.
"Den umoralske" er stadig en omdiskuteret bog.

Maleren Henri Matisse har også været i Biskra.
Matisse' maleri "Street at Biskra" fra 1906 hænger på Statens Museum for Kunst i København.

Den ungarske komponist Bela Bartok var på rejse til Biskra i 1913 for at søge den oprindelige folkemusik. Notater fra denne rejse blev senere brugt i kompositioner.

Også den danske komponist P. E. Lange-Müller rejste til Biskra.

Peter Erasmus Lange-Müller (1850-1926) var barn efter en velhavende højesteretssagfører, og Lange-Müller var således økonomisk uafhængig. I 1892 giftede Lange-Müller sig med Ruth Block som var plejebarn efter den danske diplomat, konsul og godsejer Jens Frederik Horsens Block.
Denne godsejer fik ikke selv børn, men derimod plejebørn, hvoraf Ruth Block var en af dem.

Sophienberg Slot.
Sophienberg Slot. Et genoptryk fra begyndelsen af årene 1900
af Johan Jacob Bruuns "Prospect af Sophienberg Slot".
Det originale billede er Udgivet af G. L. Lahde ca. 1800.
Slottet er siden forandret og tårne og den øverste etage er væk.
Da konsul Block døde i 1892, drev konsulens enke godserne Sophienberg og Kokkedal Slot videre indtil 1897, hvorefter Lange-Müller og plejedatteren, Lange-Müllers hustru Ruth, overtog Sophienberg Slot.
Sammen fik Lange-Müller og Ruth Block fik tre døtre: Irmelin og Merete og Vibeke.

Lange-Müller havde fra ung problemer med øjnene. Disse øjensmerter gav ham tillige en voldsom hovedpine, og for at prøve at kurere dette, opsøgte han livet igennem Europas forskellige kursteder.
Omkring 1910 rejste hele familien Lange-Müller på kurophold til Biskra i Algeriet.
Biskra i Algeriet var jo efter indlemmelsen i Frankrig også en del af Europa.

Lange-Müllers hustru Ruth døde i 1921, og de tre døtre arvede Sophienberg til deling.
I 1923 giftede Irmelin sig, og afstod nogle år efter helt sin del af arven i Sophienberg Slot.
Den yngste datter Vibeke besluttede sig for at blive missionær, og rejste derefter ofte til Indien. Sophienberg blev så overladt til Merete.

Peter Erasmus Lange-Müller døde i København den 26. februar 1926, hvortil han var flyttet, og der blev passet af missionær Vibeke.

Merete Lange-Müller rejste en gang imellem tilbage til Biskra for at genopleve barndommens eventyr. På en af disse rejser genså hun, og traf hun kvægavleren og plantageejeren Bahim ben Hannine.
Merete Lange-Müller og Bahim ben Hannine blev viede i Sidi Okba Moskeen i Biskra den 20. marts 1930.
Brev til Biskra.Brev til Sophienberg.
Et par breve til Merete Lange-Müller.
Brevet til venstre er uden afsender. Sendt til Merete Lange-Müller den 18. december 1922. Hun bor på Hotel Sahara i Biskra.
Brevet til højre er til Merete Lange-Müller fra hendes forlovede Bahim ben Hannine, afsendt fra Biskra den 25. juni 1926.
Bahim ben Hannine og Merete Lange-Müller brugte Sophienberg Slot periodevis, og flyttede fra 2. verdenskrigs begyndelse fast ind på Slottet, da krigen umuliggjorde rejser til og fra Algeriet.
De fik sammen to børn: Sherif og Salah.

Merete Lange-Müllers mand Bahim ben Hannine dør den 8. november 1942 på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, og bliver begravet i haven ved Sophienberg Slot den 13. november.
I sin bog "Sophienberg i 250 år" skriver Bo Bramsen at Bahim ben Hannine var født i 1896. Men i kirkebogen, under døde i Hørsholm 1942, står der at Bahim ben Hannine var født den 4. april 1876 i Biskra, i Constantine provinsen.
Merete Lange-Müller dør i 1965 og bliver begravet i haven ved siden af sin mand.

Det bliver sønnen Salah der overtager Sophienberg. Han havde planer om at restaurere slottet, men projektet mislykkedes desværre. Han havde forsøgt sig med at skaffe penge ved at sælge jord fra til villabebyggelse, men hans moster, missionær Vibeke, var stadig arveberettiget, og skulle således have sin andel af alt salg.
Missionær Vibekes andel af arven gik til Indisk hjælpearbejde.
Der er fotos af Vibeke Lange-Müller flere steder på Nettet i forbindelse med hendes indsats i Indien, for eksempel her...

I 1986 gav Salah ben Hannine op og solgte Sophienberg. Salah ben Hannine døde kort tid efter salget.
Siden er Slottet blevet totalt gennemrestaureret og der har været flere ejere, og det har også været sat til salg af flere omgange siden.

Her i dette forår, april 2016, har forlaget Lindhardt og Ringhof genudgivet to gamle børnebøger, "Ali" og "Hævneren" som
E-bøger, hvori handlingerne foregår i Algeriet.
Tilegnelse.
Merete Lange-Müller har tilegnet
børnebogen "Ali" til sine to sønner.
"Ali" blev oprindelig udgivet på Hagerups Forlag i 1945, og foruden en flot tegning på omslaget, så rummer bogen også mange fine illustrationer, som er signeret M.
Den anden bog, "Hævneren", udkom første gang på Hagerups Forlag i 1949. På den er der også en flot tegning på omslaget og ligeledes mange illustrationer i bogen, også signeret M.
Forfatteren M. Lange-Müller og tegneren M, - er begge Merete Lange-Müller.
De flotte illustrationer skyldtes at hun som ung havde studeret på kunstakademiet.

Jeg har ikke kendskab til nogen komposition af P. E. Lange-Müller som er inspireret af opholdet i Biskra.

Det kongelige Bibliotek har nogle fotos af Lange-Müller og hans familie. Her er forældre og døtre samlet på Sophienberg.

Krydserkorvetten "Valkyrien".

Korvetten "Valkyrien".
Krydserkorvetten "Valkyrien". Udsnit af tegning fra bogen "De danskes Vej",
tegnet af prinsesse Marie af Orléans. prinsesse Marie var en fortrinlig tegnerske.
I 1899-1900 foretog krydserkorvetten "Valkyrien" et togt til Østen.
Algeriet, Kreta, Ceylon, Saigon, Siam, Kina og Japan var nogle af togtets destinationer. Som chef på korvetten, og som leder af rejsen, var prinsesse Marie af Orléans mand: Prins Valdemar.
Prinsesse Marie og Prins Valdemar var Etlar-parrets genboer på Vældegaardsvej i Gentofte.

Det var ikke en videnskabelig rejse, men snarere en reklame og handelsrejse for Danmark, så med på turen var interessepersoner fra forskellige erhverv, f.eks. H. N. Andersen fra ØK, og fabrikant J. L. Guildal fra "Crome og Goldschmidt", o.s.v.
Forfatteren Alexander Svedstrup var også med, og efter turen blev Svedstrups store og flotte bog om togtet, "De danskes Vej", udgivet i 1902.
Det 5. kapitel har titlen "Algier", og her fortæller Svedstrup om ankomsten til byen Algier, og om indtrykkene derfra, og lidt om Algeriets historie.
Svedstrup fortæller også om sine oplevelser i byen Algier:
  Gaaer man ind i den arabiske Del af Algier, er det som man pludselig var rykket Aarhundreder tilbage i Tiden. Der var ingen Gader, men kun ganske smalle, stejle Gange i Virvar og Slyngninger mellem hvide Husmure uden Vinduer. Der er ingen Vinduer, fordi det var sikrere saaledes i gamle Dage, og fordi Maureren ikke vil have sin kønne unge Koner liggende og kokettere i en Vindueskarm. De maa helst holde sig til den aabne Gaard, men skal de endelig paa Gaden, er de saa tilhyllede, at ingen kan se anden Antydning af kvindelig Skønhed end et Par Øjne og knapt det.

Sahara Ekspeditionen 1922-23.

I Geografisk Tidsskrift, Bind 26 fra 1921 - 1922, som ligger på Det kongelige Biblioteks websted, er der skrevet lidt om Ole Olufsens Sahara ekspedition i 1922-23.
Ole Olufsen havde også en halv snes år tidligere været i Afrika 2 gange.

Ekspeditionen 1922-23 tog ganske vist sit udgangspunkt i Tunis, hvortil man sejlede fra Marseille i Frankrig, men fra Tunis drog man videre ind i Algeriet. Ekspeditionen fandt sted i Algerisk-Sahara, og på kamelryg.
Et lille citat fra Tidsskriftet:
Fra Sahara Ekspeditionen...
  Rundt om i Sahara, ganske vist med store Afstande, findes franske Militærposter, og igennem den franske Regering og det franske Krigsministerium, under hvilket de sydlige Territorier i Sahara sorterer, er der stillet Ekspeditionen enhver Støtte i Udsigt, bl. a. ogsaa Tilladelse til Brug af den traadløse Telegraf, Eskorte etc., naar saadant maatte blive fornødent.
Efter Sahara-Ekspeditionen skrev Ole Olufsen en bog om ekspeditionen: "Hos ørkenens Sønner", der udkom i 1924. Bogen er tilegnet den franske ambassadør i Madrid, der tidligere havde været ambassadør i Danmark: Vicomte de Fontenay. Han havde været behjælpelig med de nødvendige tilladelser.
Området Ole Olufsens ekspedition udforskede, var hovedsagelig området syd for Kabylien.
Ole Olufsen fortæller i forordet i bogen lidt om de resultater ekspeditionen havde opnået:
  Kortlæggelse af flere Ruter i Hoggar, Mouidir og Ahnet, Højdemaalinger, Meteorologiske Observationer, geomorfologiske og geologiske Undersøgelser, Indsamling af et stort mineralogisk Materiale, henunder Sandprøver og Vandprøver, samt Redskaber fra Saharas Stenaldertid. Desuden etnografiske Undersøgelser hos Tuaregerne og Haratinerne i Hoggar, antropogeografiske Undersøgelser, Samlinger af etnografiske Genstande fra Tuareglejrene, deriblandt to Skindtelte med Udstyr, hvoraf det ene er skænket til Trocadero-Museet i Paris, og de øvrige Sager til Nationalmuseet i København, botaniske Samlinger og Studier, et meget betydeligt fotografisk Materiale og en Film, særlig fra Tuaregerne i Hoggar.
Sahara-Ekspeditionen rejste hjem samme vej som de var ankommet, over Marseille og Paris, hvorfra de kører mod København den 28. maj 1923.

Der blev også filmet under ekspeditionen, som Ole Olufsen nævner ovenfor i citatet, og det blev der en stumfilm på 34 minutter ud af: "L' Expédition de M. Olufsen á travers le Sahara", på dansk med titlen: "Professor Olufsens Ekspedition til Sahara 1922-23". Ca. 15 minutter af Ole Olufsens film ligger på YouTube...

Der blev efterfølgende arrangeret en udstilling i Industribygningen ved Rådhuspladsen i København.
Sideløbende med den videnskabelige ekspedition var der indkøbt prøver og varer fremstillet i de afrikanske kolonier. Disse produkter var indkøbt for at vise danske forretningsfolk, hvad der fremstilledes og hvad der produceredes i Algeriet.

Udstillingen varede fra den 25. oktober til den 18. november 1923. Illustratoren Sven Brasch havde tegnet udstillingens plakat,
hvor fotoet af Tuaregen på kamelen var grundlaget. En plakat som siden er genoptrykt flere gange, og som stadig kan købes., På udstillingen kunne også købes den lille brune mappe med 5 postkort med fotos fra ekspeditionen, som kan ses herunder. Det er Ole Olufsen der ses stående foran teltet på fotos nummer 2.
Mappen og de fem postkort.


- - - - - - - - - -
Lidt kommentarer:
  1. Her på websiden er selve landet forsøgt konsekvent stavet: Algeriet. Og byen: Algier. Undtagen i citater, hvor her er forsøgt at beholde citatets oprindelige stavemåde.
  2. På denne webside om Carit Etlars rejse til Algeriet er her benyttet oplysninger fra "Granzows Geografiske Lexikon". Selv om dette verdensleksikon først udkom i 1898, så ligger de brugte oplysninger deri om Algeriet stadig tæt på de år hvor Etlar besøgte landet.
    "Granzows Geografisk Lexikon" fortæller: at i 1838 havde Algeriet 30,400 indbyggere, hvoraf de 12,000 var europæere. I 1886 havde Algeriet 70,800 indbyggere hvoraf de 58,000 var europæere. Befolkningstilvæksten skyldtes således næsten udelukkende tilflyttede franskmænd.
    Her i år 2016 anslås det at Algeriet har lidt over 40 millioner indbyggere!
  3. De historiske årstal og datoer om Algeriet i det her skrevne skal tages med et vist forbehold, da de er forskellige i de tilgængelige gamle opslagsværker.
  4. Oversætteren af "Araber och Kabyler" til svensk var Carl Henrik Atterling (1835-1885).
    C. H. Atterling var forfatter og oversætter. Han ejede selv en meget lille trykpresse, hvormed han trykte bøger i meget små oplag.
    I årene mellem 1866 og 1885 var han desuden medredaktør i Dagens Nyheters avisredaktion.
  5. Moltkes Galleri, som Etlar nævner i det første afsnit "1. Nemours" her på websiden, lå i Dronningens Tværgade 2 i København. A.W. Moltke var godsejeren fra Bregentved slot ved Næstved.
    Moltke ejede og brugte det ene palæ på Amalienborg som vinterbolig, men da han overlod palæet til kongefamilien, så manglede han en anden vinterbolig og købte så ejendommen Dronningens Tværgade 2, som ligger ud for Odd Fellow Palæet i Bredgade.
    Her i den nye sommerbolig i Moltkes Palæ indrettede Moltke et galleri på øverste etage til mange af sine malerier, et Galleri der på et tidspunkt blev åbnet for offentligheden.
  6. I 1. afsnit "1. Nemours" bliver den franske kunstmaler Léon Bonnat nævnt. Foruden danske elever havde den norske maler Edvard Munk også været en af Bonnats elever.
  7. En sammenblanding af fransk og arabisk, og/eller egelsk og dansk giver forskellige stavemåder på Jusuf, den fransk-agierske general som Carit Etlar fortæller om i det 6. kapitel: "Algier". Her på websiden bliver den forenklede stavemåde Jusuf brugt, med mindre det er i citat. Generalen havde også forskellige tilnavne som ikke er brugt her, men som måske dukker op i de linkede steder.
  8. I det 6. afsnit "Algier", bliver Rouget de St. Hermine nævnt. Han er også nævnt som dansk konsul i "Danmarks Handelsflaade" ved A. Schneider, udgivet af Philipsens Forlag i 1871. I det 4. kapitel på side 84: "Fortegnelse over de Kongelige Danske Generalkonsuler og Konsuler, samt de under dem ansatte Vicekonsuler; tilligemed en alfabetisk Fortegnelse over de Byer, hvor danske Konsulatembedsmænd ere ansatte".
  9. Politikeren der bliver nævnt i det 8. afsnit "Kabylernes Eiendommeligheder", Peter Martin Orla Lehmann (1810-1870), var en datidens store politikere. En politiker med mange store meninger og mange store ord. Men også en meget omstridt personlighed.
    Han var medansvarlig for grundloven og ligeledes medansvarlig for krigene 1848 og 1864.

Kilder. Foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte samt egne notater:
  1. Frederik Carl Granzow og Holger Lassen: "Granzows Geografiske Lexikon" Udgivet af Det nordiske Forlag, 1898. Kort + 3 bind.
  2. "Tidernes Morgen" med undertitlen: "På sporet af kulturens kilder i det gamle Mellemøsten." udgivet af Ny Carlsberg Glyptotek, 2008. Fra afsnittet begyndende side 163: "Valdemar Schmidt og Carl Jacobsen", skrevet af Mogens Jørgensen.
  3. Statsbiblioteket: "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende".
    Året 1866 og året 1867.
  4. Otto Schneider: "Der climatische Curort Algier". Udgivet af Schönfeld's Buchhandlung i Dresden i 1869.
  5. "Fra alle Lande". Månedsblad, udgivet af L. Zink, Wøldikes Forlag. Årgang 1870 bind 1+2, og årgang 1871 bind 1+2.
  6. Ole Olufsen: "Hos ørkenens Sønner" med undertitlen: "Olufsens Sahara-Ekspedition 1922-1923". Hagerups Forlag i 1924.
  7. Alexander Svedstrup: "De danskes Vej", med undertitlen: "Indtryk og billeder fra Krydserkorvetten Valkyriens Togt til Østasien 1899-1900". Gyldendal – Hegel og Søn, 1902.
  8. Rudolph Bay: "I Algier og Italien - 1816-21. Det 33. bind af "Memoirer og Breve" udgivet af Clausen og Rist, Gyldendal - Nordisk Forlag, 1920.
  9. Valdemar Schmidt: "Af et langt Livs Historie". Frimodts Forlag 1925.
  10. C. F. Wandel: "Danmark og Barbareskerne". I Kommission hos Jacob Lund. 1919.
  11. Bo Bramsen "Sophienberg". Udgivet af Gymnasieskolernes Lærerforening i 1994.
  12. N. P. Jensen Den Fransk-Tyske Krig 1870-1871. Det nordiske Forlag, 1896.


Gamle bøger.

© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01