Michael Wallem Brun.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Michael Wallem Brun.

Skuespillet "Gøngehøvdingens" forfatter.


Michael Wallem Brun
M. V. Brun, skuespillet "Gøngehøvdingens" forfatter, står meget diffus for de fleste, eller rettere: han er glemt i vore dage.
Hans signatur i fortiden var altid M. V. Brun, hvilken han også selv brugte. I nutiden er der i forkortelsen begyndt at blive brugt W'et: M. W. Brun.
Her på websiden bliver der, når navnet bliver brugt forkortet, brugt den gamle forkortelse, eller i stedet blot: Michael Brun.

Brun fik ingen betydning i dansk litteratur, og hans skuespil er glemte, men han spiller en rolle i fortællingen om "Gøngehøvdingen", og skal derfor medtages.
Bruns "Gøngehøvding" er bygget på, stjålet fra sagde Augusta Etlar, Carit Etlars roman af samme navn, som udkom i 1853.

Michael Wallem Brun blev født i Bergen den 29. marts 1819, og dør den 13. maj 1891 i København.
Michael Bruns far var præst, og Bruns bedstefar var den berømte biskop og digter Johan Nordal Brun.
Denne bedstefar har skrevet salmen "Jesus lever Graven brast", som ikke kun synges i Norge, men også her i landet, og som også står i "Den danske Salmebog". Det er nummer 233.

En af Bruns ældre brødre ejede en brig, og allerede som dreng tog Michael Brun ud at sejle med ham på verdenshavene. Da han var omkring de 20 år blev han styrmand, og som sådan sejlede han yderligere i fire år, hvorefter han helt opgav søen.
Han rejste herefter til København i 1843 for at uddanne sig, enten blive skuespiller eller forfatter. Han opgav skuespillet, han kunne ikke lære at tale dansk godt nok til at kunne stå på en scene, og levede så lidt af journalistik og som forfatter. Han skrev et par skuespil til Det kgl. Teater som ikke var nogen succes.

Michael Brun blev gift med Adelaide Rosaline Rantzau, som før ægteskabet havde været skuespillerinde og sangerinde på Det kgl. Teater i København. De bliver gift i Frederiksberg kirke den 11. juli 1851. (Adelaide var født den 14. december 1825 i København, og dør den 13. maj 1891, også i København).
Vielsen i kirkebogen.
Vielsen i Frederiksberg kirkebog den 11 juli 1851. Efter vielsen forlader Adelaide
Det kgl. Teater, og tager med sin ægtemand til Odense og fortsætter sin kariere der.

Samme år, 1851, var den norske komponist og violinist Ole Bull på turné i Danmark. Ham kendte Brun fra Bergen, så Michael Brun ledsagede ham som sekretær på turnéen i Danmark.
På turen gæstedes også Odense, og dette foranledigede at Brun i 1851 blev engageret af Odense Borgerrepræsentation som leder af Odense teater. Samtidig med sit virke på Odense teater, blev han indraget i den sønderjyske sag og gav med støtte fra det Slesvigske Ministerium jævnligt forestillinger i Flensborg, til støtte for "sagen".

Alhambra.
Brun til Alhambra.
Notits i Berlinske Tidende den 15. juni 1864.
I 1861-63 var Michael Brun direktør på Casino, og derefter et par sæsoner direktør for "Alhambra".

Om Bruns to sæsoner ved Casino skriver Robert Neiiendam ikke meget i sin bog om teatret.
Neiiendam roser Brun for at have hentet skuespilleren Michael Wiehe tilbage fra Christiania Teatret, hvor han i mange år havde været ansat, og til Casino, samt for at have indført Henrik Ibsens skuespil i København.
Om Brun personlig skriver Neiiendam:

at han ikke evnede at opfylde den Pligt, som J. L. Heiberg ansaa for at være Teaterdirektørens vigtigste, nemlig at holde Personalet i godt Lune. Brun var tværtimod en ret uomgængelig Mand, der let kom i Strid med sine Omgivelser.

I 1869 rejste Brun op til Christiania, hvor han blev "Artistisk Directør" for Nationalteatret i Oslo.
"Christiania Teatret", den norske nationalscene, var oprettet af Ole Bull i Bergen og siden flyttet til Christiania, fortæller Edvard Brandes i "Fremmed Skuespilkunst", efter et besøg på teatret omkring 1880.
Norge kæmpede i mange år en kamp for at blive "sig selv". I Bergen havde Ole Bull ladet hardangerbønderne danse halling på scenen i bestræbelserne på at nationalisere - at skabe en egen norsk identitet.
Modstanden mod Bruns ledelse var stor i de norske dagblade. Man ønskede en mere national, en mere norsksindet ledelse, og ditto repertoire på teatret.
Tharald Blanc fortæller i "Christiania Theaters Historie" at kritikken mod Brun brød for alvor ud i lys lue:

da han begik den Taktløshed den 28. Januar 1870 at præstere et af sine egne dramatiske Produkter, nemlig det af ham efter Carit Etlars Roman af samme Navn bearbeidede Folkeskuespil Gjøngehøvdingen. Stykket, der i sin Tid havde været opført paa Kjøbenhavns Folketheater under Bruns Ledelse af dette, var et paa Massen af Publikum beregnet Effektstykke med en hel Del (dansk) patriotisk Bombast, men uden nogetsomhelst æsthetisk Værd.

Rygterne inden forestillingen om at stykket skulle udpibes fik hurtigt alle billetterne solgt, og da tæppet var gået ned efter forestillingen:

lød der fra alle Kanter i Theatret — om end mødt af en energisk Klappen — en saa stærk og vedholdende Piben, som man i de sidste Snes Aar neppe havde hørt noget Sidestykke til, ledsaget af gjentagne Raab: Ned med Direktør Brun! Ud med Direktionen! — Op med Bjørnson!

Edvard Brandes nævner (desværre) ikke Bruns fiasko på teatret i sin rejseskildring.
I 1872 vendte Brun tilbage til København.

I København fik Brun posten som "Intendant", det vil sige midlertidig leder ved Folketeatret, hvor direktør kammerråd Hans Julius Lange var blevet syg. Efter Langes død overtog Brun selv direktørposten, og var direktør mellem 1873-76.

Ttielbladet.
Ridderen af Randers Bro. 1881.
Michael Bruns næststørste succes.
Michael Brun havde på sin vis haft heldet med sig i livet. Viggo Lindstrøm fortæller om ham, at Brun engang havde mødt den daværende kronprins, den senere kong Frederik den VII, på en skibsrejse Flensborg - København, hvor de begge var passagerer.
På rejsen fik skibets kaptajn problemer med at navigerer skibet, så Brun måtte træde hjælpende til, og få skibet på ret kurs. Det resulterede efterfølgende i en vis bevågenhed fra kongens side.
Allerede i sine helt unge år havde Brun som skibsdreng truffet den russiske kejser Nikolaj den I. Siden mødte Brun også Christian den VII tilfældigt på Kajen ved Københavns Toldbod, og senere igen blev Brun tilsagt til Christian den VIII og takket fordi Bruns bedstefar, den ovenfor nævnte biskop Johan Nordal Brun, havde været en af den daværende kronprins' varmeste støtter medens kronprinsen havde været statsholder i Norge.
Som Lindstrøm bemærker: Brun sværmede for Konger og hans dramatiske Produktion bar Præg deraf.

Brun havde sit sind og sin væremåde imod sig. En af Bruns ansatte skuespillere, den senere teaterdirektør Vilhelm Petersen, forbigår næsten helt Bruns tid på Folketeatret i sin erindringsbog "Foran og bag Kulisserne", men fortæller dog ganske kort om Brun: "at det ikke vil være muligt at sige et eneste godt Ord om ham".

Brun lagde sig også ud med aviserne og anmelderne. F. eks. fik en dårlig anmeldelse i "Dagens Nyheder", af en af Bruns egne dramatiseringer "Svantevits Datter", Brun til at inddrage fribilletterne til denne avis, hvorefter flere af de københavnske dagbladene nægtede at lade Brun komme til orde. Det resulterede i Bruns berømte "forsvarstale" til "Folketeatrets ærede Publicum".
Bruns "rethaveri" medførte efterfølgende at flere forlod Folketeatret, hvoraf det største tab var den første direktørs hustru, kammerråd Langes enke, skuespillerinden Julie Lumbye-Lange, dirigenten og komponisten Lumbyes datter.
Hun var på det tidspunkt Københavnernes store diva og populæreste skuespillerinde. Men ikke nok med at hun var en af de store skuespillerinder, hun var også enke efter Folketeatrets skaber og dets første direktør, og havde dermed arvet rettighederne til at opføre skuespil på teatret. Og det var gennem hende at Brun havde erhvervet kontrakten på tre år til at opføre forestillinger på Folketeatret. Så da kontrakten skulle fornys i 1873, blev Brun vraget som direktør til fordel for Robert Watt.

Michael Brun kastede sig dernæst ud i nye stridigheder, han ville oprette et nyt teater der kunne være en konkurrent til Det kongelige Teater. Fra 1876 og til 1883, i hele 7 år, kæmpede Brun for denne sag. Grunden hvor teatret skulle ligge havde han sikret sig, og bygherrerne havde han fundet, men selve teaterbevillingen måtte han bruge alle midler for at få.
Datidens store "sladderskribent" Carl Mussmann fortæller i "Firsernes glade København" lidt om hvordan det lykkedes Brun at erhverve rettighederne til et nyt teater.
Der havde været valg i 1879, og den politiske stemning i disse år satte rygter i gang om, at kongen, Christian den IX, ville trække sig tilbage og overlade kronen til kronprinsen. Krigsminister Bahnson havde fortalt Mussmann, at efter et statsråd kom kongen, som ikke var uden humoristisk sans, ud og sagde alvorligt:

Og så min Herrer, vil jeg meddele Dem, at jeg maa abdicere. Der opstod en forlegen Pause, som Kongen aabenbart nød, hvorefter Majestæten fortsatte:
Hver Gang jeg vil spadsere mig en lille Tur i Fredensborg Slotspark, styrter der en Mand ud fra en Busk eller et Træ, omfavner mine Knæ og overrækker mig et Bønskrift, idet han udbryder: Høje Konge, giv mig et Teaterprivilegium!
Enten maa Justitsministeriet give ham privilegiet, eller også maa jeg gaa af!

Det har sikkert også fremmet teaterbevillingen, og kongens velvilje, at Brun døbte teatret Dagmar, efter den ene af kongens tre døtre, som netop var blevet gift med den russiske kejser Aleksander III.
Den russiske kroningsseremoni fandt sted den 27. maj 1883 i Moskva, og her blev Dagmar russisk kejserinde.
To en halv måned før, den 7. marts, var tæppet gået op på Dagmarteatrets scene til premiereforestillingen, som var Franz von Suppés operette "Let Kavaleri".
På baggrund og Bruns "hang til det royale", må denne premiereforestilling undre. Stykket handler hverken om royale eller noget militært, men om intriger hos en ungarsk baron og hans elskerinde, hvis kvindeliger balletkorps bliver benævnt "Let Kavaleri".
På baggrund af situationen og omstændighederne kunne man måske mene at det var lidt taktløst. :-)

Allerede godt et år efter premieren måtte en skuffet Brun forlade Dagmarteatret. Som man siger i vore dage: det løb ikke rundt! Efter at tæppet var gået ned for den sidste teateropførelse i Bruns direktørtid, fik han overrakt Dannebrogsordenens Ridderkors, og med denne afslutning trak han sig helt ud af det praktiske teaterliv.

Da Brun gik, smækkede han døren efter sig med en stor anlagt auktion. Auktionen foregik fra selve scenen på Dagmarteatret tirsdag den 3. juni 1884, og omfattede alt.
Møbler, rekvisitter, garderobe, dragter, antikke møbler, fuldstændige dekorationer, bagtæpper, kulisser, kandelabre, 2 symaskiner og jernpengeskabet. Alt hvad der ikke var sømmet fast blev solgt!

Det blev Theodor Andersen der overtog Dagmarteatret. Premiereforestillingen blev "Frøken Nitouche" med Oda Nielsen i titelrollen - en succes som blev opført over 100 gange.

Et enkelt af Bruns digte overlevede et godt stykke ind i 1900-tallet, nemlig "Gennem vort Rosentag", som blev medtaget som sang nr. 85 i 1. bind af "Danmarks Melodibog". Den er sat i musik af Henrik Rung, og er oprindelig en af sangene fra skuespillet "Marie Antoinette" fra 1868.
En af H.C. Lumbyes kompositioner har navnet "Corsikaner-Galop", og skal være spillet på Folketeatret den 6. marts 1868. Måske i forbindelse med en opførelse af Bruns folkeskuespil "Corsikanerinden".

Johanne Brun.
Michael Bruns svigerdatter.
Operasangerinden Johanne Bruun
som Kundry i Wagners "Ragnarok".
Michael Brun skrev også anmeldelser i dagbladene.
F.eks. er her et link til Nationalbiblioteket i Oslo. På bibliotekets Ibsen-webside er der en anmeldelse fra "Folkets Avis" den 24. december 1879, af Ibsens "Et Dukkehjem" fra urpremieren på det kgl. Teater i København.

Brun efterlod sig to sønner, Frederik Karl Kristian Brun født 1852, og Johan Nordahl Brun født 1857. Begge var anerkendte operasangere ved Det kgl. Teater.
Den førstes hustru, Frederik Karl Kristian Bruns hustru, var den i hele Europa berømte operasangerinde Johanne Brun (født Prieme), som især er husket som en stor Wagner-sangerinde. Johanne Brun nåede at indsynge arier på gamle 78'ere, som Hegermann-Lindencrone optog. Der har tidligere været nogle musikeksempler fra dette arkiv frit på Nettet, men de er desværre i skrivende stund tilsyneladende atter forsvundet. (September 2014).
Selv har jeg desværre aldrig fundet en 78'er med Johanne Brun. (Hendes navn er ofte skrevet med dobbelt u).

Annonce.
Annonce for forestillingen.
E. A. Jordans "Illustreret Søndags-Journal" Nr. 51 - 2. årgang - 1880.
Søndagen (i anden sidste nummer dette år), var den 18. december.

"Gjøngehøvdingen".

Michael Bruns skuespil "Gjøngehøvdingen" kan du se og læse lidt mere om her...


En begyndende oversigt over Michael Bruns forfatterskab.


Forfatterskab. Sted/Forlag. År.
"Titel ?"
Fik opført en farce.
Teatret i Bergen. Hvornår? Før 1843.
"Folkebladet".
Et forsøg med et tidsskrift/ugeblad, hvilket imidlertid mislykkedes.
Tidsskrift. 1843-44.
"Thalia".
Et forsøg med et tidsskrift/ugeblad hvilket imidlertid mislykkedes.
Tidsskrift. 1843-44.
"De skandinaviske Brødre".
Privatopførelse i København efter opfordring af Johan Ludvig Heiberg. Forestillingen blev udpebet.
Sommerforestilling. 1844.
"De tre Landsmænd".
Udgivet København 1844.
Novelle. 1844.
"Straffen".
Udgivet under pseudonymet Julius Carlo i København.
Novelle. 1845.
"Den qvindelige Ungdoms Ven og lærerinde".
Udgivet København 1846.
? ?
"Gustav III".
Drama i 5 akter. Oprindelig udgivet i Norge 1846 hos forlaget Bing og Søn.
Det kgl. Teater. 1849
"Sanct Olafs Dag".
Drama efter B. W. Michael. Udgivet i Norge på Bing og søns forlag 1848.
Opført hvornår ? ?
"Gjøngehøvdingen".
Folkeskuespil med Sange og Chor i 5 Acter (3. akt i 2 Adelinger). Musikken komponeret/arrangeret af Emilio Wilhelm Ramsøe
Folketeatret den 22. februar 1865.
"Svantevits Datter".
Folkeskuespil med sange og kor i 5 Acter. Efter Motiver af "Hjortens Flugt". Udgivet i København 1866. Musikken af Emilio Wilhelm Ramsøe. Op 17.
Folketeatret 17. januar 1866.
"Rolf Blaaskæg".
Bearbejdelse af Meilhac og Halevys tekst til Offenbachs operette i 4 Acter: "Barbe-bleue".
Opført Folketeatret. Hvornår ? 1867.
"Maria Antoinette".
Skuespil i 5 Acter. Udgivet af Gandrups forlag i 1868.
Det kgl. Teater 14. januar 1868.
"Caroline Mathilde".
skuespil i 5 Acter med Sange og Chor. Udgivet af Gandrups forlag i 1868.".
Casino 21. marts 1868.
"Lærken".
Sangspil i 1 Act. Efter Eduard Jacobsens "Singvöglchen". Udgivet i København 1868.
Casino 1884.
"Den lille Sangfugl".
Sangspil i 1 Act. Musik efter franske komponister. (Kan det være samme stykke som ovennævnte?)
Dagmarteatret 1887.
"Ridderen af Randers Bro".
Folkekomedie med sange og kor i fem Akter. Efter B. S. Ingemanns Roman: "Prins Otto af Danmark". Udgivet Gyldendal 1881.
Folketeatret hvornår? 1874 ?
"Til Folketheatrets ærede Publicum". Debatindlæg. 1874.
"Svar til Hr. Theaterdirekteur M. V. Brun."
Svar på ovenstående debatindlæg fra dagbladet "Dagens Nyheder".
Debatindlæg. 1874.
"De tre Musketerer".
Historisk drama i 11 akter efter Alexandet Dumas roman. Genudgivet 1952 i en forkortet udgave, som en af dukketeaterforestillingene i "Familie Journalens Modelteater".
Opført hvornår ? ?
"Et Ægteskab under Richelieu".
Historisk drama.
Opført hvornår ? ?
"Corsikanerinden".
Folkeskuespil med sange. Efter Prosper Merimee. Musikken af Emilio Wilhelm Ramsøe.
Opført hvornår ? Ca. 1875.
"Prospectus".
"Angaaende Opførelse af et nyt Theater i Kjøbenhavn".
Debatindlæg. ?
"Fra dreng til mand".
Udgivet på O.B. Wroblewskys forlag, København.
Erindringer. 1885.
"Fra min ungdom og manddom".
Udgivet på O.B. Wroblewskys forlag, København.
Erindringer. 1885.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 05/03/2018 14:57:13