Carit Etlar og St. St. Blicher.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Carit Etlar og St. St. Blicher.

Hedens digtere

Steen Steensen Blicher bliver betegnet som hedens digter, men han var langt fra den eneste der var fascineret af, og skrev om heden og den indbyggere.
Efter Blicher kom Carit Etlar og efter ham, Jeppe Aakjær og Mylius-Erichsen. Senere var det H. P. Hansen, og op mod nutiden mange andre.
Alle samlede folkesagn og gamle beretninger, noget der egentlig begyndte med Svend Grundtvig, som i 1854 udsendte det første hæfte af "Gamle danske Minder i Folkemunde".
Etlars indsamling af resulterede i "Eventyr og folkesagn fra Jylland", som blev udgivet af Steen og Søn i 1847, samt "Sagn og eventyr" som udkom første gang som det 19. bind af "Skrifter", udgivet af Steen i 1865.

Blicher malet af Dalsgaard.
"Blicher på heden med de tre tatere".
Oprindelig maleri af Chr. Dalsgaard: 1866. Frederiksborg.
Her tryk fra "Store Nordiske Konversation-Leksikon" 1916.
Blicher døde i 1848 og da var Etlar 32 år gammel.
Der er næppe tvivl om at Etlar har vandret et stykke vej sammen med Blicher på en tur i Jylland. Men måden hvorpå dette afsnit er skrevet af Augusta Etlar i "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv", bærer præg af at være en gammel mands difuse erindring og genfortælling af en ungdomsoplevelse.
Og Blichers direkte opfordring til Etlar om taterne i dette erindringsbillede: "De kjender dem. Naar vi To er døde, er der Ingen, som kan skrive om dem, for saa er Skøieren forsvunden, og der er Ingen, som kjender ham mere", forekommer mig som en af Augusta Etlars egne tilføjelser.
Man var De's dengang, men næppe mellem venner og nære bekendte, så hvis Blicher har tiltalt den meget unge Brosbøll med et "De", har der ikke været det store bekendtskab dem imellem. Og hvis Blicher har vandret sammen med den unge Carl Brosbøll på en kort strækning, har han næppe heller kunnet forudse at den unge mand ville ende som stor forfatter.
Etlars første bog om jyske sagn udkom som nævnt ovenfor i 1847, det var året før Blichers død, og længe efter at traveturen må have fundet sted.

Blicher skrev meget, og mange forskellige steder, men blandt det jeg har kendskab til af det Blicher har skrevet, har jeg ikke fundet noget hvori Blicher nævner Carit Etlar.

I Aarhus Stiftstidende onsdag den 9. september 1896 er der en lille artikel med overskriften "Carit Etlar fortæller". Denne lille artikel citerer fra tidsskriftet "Hunden", et tidsskrift som tidligere er blevet nævnt i forbindelse med websiden om "Etlars hunde".

Etlar var fyldt 80 en måned før, og da Etlar tidligere var omtalt i tidsskriftet "Hunden", så var redaktøren af "Hunden" på besøg i Gentofte hos fødselaren, og fik samtidig lejlighed til at bede Etlar om at skrive lidt til bladet om en anden hundeven: St. St. Blicher.
Aarhus Stiftstidende citerer fra "Hunden" under overskriftet "Carit Etlar fortæller":

Mere end en Menneskealder er gaaet, siden han og jeg vandrede over Heden. Den Gang var han endnu ikke den Blicher for os Alle, som han er i Dag. Heden derimod var der, den er der ikke i Dag, denne mægtige Naturørk, under hvis Tue Urhønen og Hjeilen boede i uforstyrret Ro, og hvor man milevidt ikke skimtede en Kirke, et Hus eller et Tegn paa Menneskenes Virken. Storheden, Freden og Ødet herskede, hvor nu Jernbanerne gaa, hvor Lyngen kues, hades, betvinges, for snart atter at stikke Hovedet op mellem de nye og fremmede Gjæster, nikke og sige: "Her har jeg været Herre".
"Her er jeg Herre" udbrød Blicher og skjød Huen tilbage. "Derhjemme er jeg et svagt og skrøbeligt Siv, der sveier for enhver Stemning, herude er jeg min Stemnings Herre. Giv mig blot Heden, min Bøsse og min Hund, saa kan de Andre for mig beholde Resten".
Det sagde Blicher, naar det daglige Liv slap sit Tag i ham, og han vandrede mod sine Luftsyn derude. Da kom de frem for Lyset, hans Sjæls rige Børn, og hans Stemning fik Udtryk i Smil og Velsignelse til alt omkring ham. I saadanne Øieblikke var det godt at være sammen med Blicher.
Vi skiltes, som vi mødtes. Jeg glemmer aldrig, da jeg sidste Gang saa ham oppe paa Lyngbakken. Solen gik ned, Mosen dampede, Kirkeklokken lød, en enlig Lærke steg i den gjennemsigtige Luft.
"Skriv nogle Linier til hans Mindesten," sagde Barfod til mig, da Blicher var død.

"Vil I benytte det, jeg skriver?" spurgte jeg.
"Ja vist, skriv blot".

Han led og savned, bad sit Folk om Brød.
Og det gav ham en Sten – da han var død.

Jeg tror ikke, de brugte den Gravskrift.
Carit Etlar.

Det er værd at bemærke, at i avisartiklen herover fortæller Etlar, at Barfod beder Etlar om at skrive nogle linjer til Blichers mindesten.
I 2. og 3. udgaven af "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv" skriver Augusta Etlar om den samme episode, om teksten til Blichers mindesten, og her citeres Etlar for at sige: "Ja Ploug bad mig jo skrive noget til deres Mindesten".
Da "Minder" er udkommet samtidig med at avisartiklen er trykt, så er det en lidt underlig fejlhuskning om hvorvidt det er Carl Plough eller Frederik Barfod der har bedt om teksten til stenen over Blicher.

"Om St. St. Blicher".

Det er titlen på et kapitel i Augusta Etlars "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv".
Dette kapitel er udeladt i 2. udgaven af "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv", Erichsens Forlag 1907, men medtaget i de to andre udgaver, 1. og 3. udgaven.

I denne korte beretning fortæller Etlar ikke kun om Blicher, Men også om den tredje rejsefælle på denne vandretur, digteren og forfatteren Frederik Sneedorff Birch.
Det har været tre umage rejsende, Blicher med sine lyse og mørke sider, og den ofte lystige og tørstige Sneedorff-Birch, og den nøgterne og alvorlige Etlar. Desværre fortæller Etlar meget lidt om sine rejsefæller i denne korte fortælling, og Etlar fulgte heller ikke med til Blichers endemål, Ringkøbing. Etlars beretning slutter da de tre forlader Galten og drager videre.

Voldum præstegaard.
Voldum præstegård hvor Etlar og Sneedorff-Birch og Blicher overnattede.
Fra "Gamle Præstegaarde" af H. Zangenberg.
Udgivet af Azchehoug i 1932. Tegning af Hakon Spliid.

Etlar mødes med de to ved Spørring Mølle, hvor Sneedorff-Birk bor. På vejen fra Spørring møder de præsten fra Voldum, der inviterer dem til at overnatte hjemme hos sig. "Trekløveret" tager imod tilbuddet og vandrer til nordpå til Voldum for at overnatte på præstegården.
Det var Anton Frederik Christian Lauritsen (1806-1860), som var præst i Voldum sogn fra 1832 og til 1860.

Næste dag beslutter Blicher så, da de går derfra, at de skal drage forbi taterkvinden Kesten River i Galten, hvilket de også gør, og Etlar slutter beretningen om besøget hos taterkvinden med: "Vi begav os atter paa Vandring ad Nykøbing til".
Etlar fortæller ikke videre om turen, så han drager ikke selv med videre på vandreturen.

Men der er et eller andet der ikke stemmer helt i beretningen. De skal oprindelig til Ringkøbing, der vel ligger omkring 120 kilometer vestpå fra Spørring Mølle. Men de begynder turen med at vandre i en forkert retning, ca. 7 kilometer nordpå til Voldum.
Fra Voldum drager de så igen 7 kilometer vestpå til Galten.
Da de drager fra Galten fortæller Etlar at de drager mod Nykøbing. Men Nykøbing ligger 100 kilometer oppe mod nordvest, og også i den helt forkerte retning? Hvis de skal til Ringkøbing, så skal de jo næsten samme strækning, men snarere lidt sydvestpå?

Samlet har de tre vandret ca. 14 kilometer. Hvilket ikke er langt på to dage!
Det er lidt besynderligt at Etlar, der vidste hvem og hvad Blicher var, ikke har benyttet lejligheden til at følge Blicher lidt længere på turen.

I beretningen fortælles det, at der i den Edvard Colinske håndskriftssamling findes et brev fra Sneedorff-Birch. Dette står også i førsteudgaven af "Minder" fra 1896.
Det er lidt besynderligt at dette brev er nævnt, for det var først i 1905 at sønnen Jonas Collin forærede Det Kgl. Biblioteks sin faders brevsamling.

Du kan læse og eller downloade Augusta Etlars lille beretning "Om St. St. Blicher" her...

Novellen "Blichers Hat".

Den lille anekdote om Blicher og hans hat, som indgår som en lille del af novellen ovenfor "Om St. ST. Blicher", udkom i stærkt udvidet form som fortællingen "Blichers Hat" i nogle senere novellesamlinger, f.eks. i "Udvalgte Fortællinger" fra 1903, tre år efter Etlars død".

I "Blichers Hat" udspiller scenen i fortællingen sig i forfatteren Peter Ludvig Møllers stue i Store Kongens Gade i København, hvor P. L. Møller har inviteret til selskab. Selskabet er Sneedorff-Birch, Poul Chievitz, St. Sr. Blicher, Meïr Aron Goldschmidt og Arbo maler. Den sidste er den norske maler Peter Nicolai Arbo. Etlar selv er ikke nævnt som en af gæsterne.

Denne fortælling er ikke i jeg form, og selskabet hos P. L. Møller har formentlig aldrig fundet sted, men er ren fiktion skrevet af Augusta Etlar over anekdoten om Etlars hat, fra rejseberetningen øverst: "Om St. St. Blicher".

Blichers novelle "Kjeltringliv".

"Kjeltringliv" er Blichers novelle om mødet med taterne på heden. Det er i denne fortælling at Blicher står udenfor tateren Axelsens hus på Ørre Hede, og beretter om tater-dansen som Blicher iagttager ind gennem vinduet.

Du kan læse eller downloade "Kjeltringliv" her...

Blichers gravsten.

Blichers gravsten.
Blichers grav i Splendrup.
Xylografi af H.P. Hansen fra P. Hansens "Illustreret Dansk Litteraturhistorie".
Philipsens Forlag 1886. Bind 2.

St. St. Blicher døde den 26. marts 1848, knap 66 år gammel.
Det blev ikke Carit Etlar der kom til at skrive nogle mindeord til nogen af Blichers mindestene. På Blichers gravsten på Splendrup kirkegård blev der skrevet en lille omskrivning af det sidste vers i Blichers "Mit første Digt".
Dette sidste og 25. vers i "Mit første Digt" lyder originalt således:

Mit Navn skal i de fjerne Dage mindes,
Og Fremtids Børn mit Kvad forlyste vil,
Naar ingen veed hvor Skjaldens Gravhøj findes,
Og ingen af hans Slægt er mere til.

Den lille omskrivning på Gravstenen ser således ud:

Mit Navn skal i de fjerne Dage mindes,
Og Fremtids Börn mit Kvad forlyste vil,
Naar Ingen veed at her din Gravhøj findes,
Og ingen af din Slægt er mere til.

Blichers hustru, Ernestine Blicher døde ca. 27 år efter Blicher, den 2. april 1875.
Hun ønskede efter sigende ikke at blive begravet ved siden af Blicher, men ville i jorden ved siden af sin første mand Peder Daniel Blicher, (St. St. Blichers farbroder).
Men hun blev alligevel begravet ved siden af Steen Steensen Blicher i Spentrup.

I anledning af 100 året for Blichers fødsel handlede næsten hele nummeret af "Illustreret Tidende", den 8. oktober 1882, om Blicher. Det kongelige Bibliotek har lagt "Illustreret Tidende" på internettet her... Vælg årgang 24 og derefter hæfte nr. 1202 og læs meget mere om Blicher.

I Illustreret Tidende antydes det at Blichers gravsted er lidt misligholdt. Morsø Folkeblad har denne lille notits mandag den 12. august 1901:

St. Blichers Grav paa Splendrup Kirkegaard er i Fl. "Randers Amtsavis" nu bleven smukt i Stand sat. Der er opsat et Smagfuldt Jærngitter om Blichers og Hustrus Grave, og der vil blive foretaget de fornødne Plantninger, sandsynligvis af Lyng og Vedbend. De nødvendige Midler til denne Istandsættelse er indkomne ved en Indsamling hovedsagelig fra Randers, Aarhus og viborg Amter.

Journalisten og forfatteren Tage Heft besøgte i 1940 daværende præst hr. Christensen på præstegården i Splendrup, og i sin bog "Ansigter fra Heden" fortæller han fra besøget:

Den Splendrup-Præst aabner gæstfrit Døren til Præstegaarden over for Kirken. Den store Gang med de indbyggede, mørke Skabe er fredet og ser ganske ud, som naar Blicher med let Hjerte forlod den for at strejfe ud med Klukflaske og tørt Brød i Tasken, eller naar han med mindre let Hjerte vendte tilbage og ængsteligt lyttede efter, hvordan Ernestine mon var i Humør. Bag Entreen ligger "Salen", en vældig Stue med tre Fag Vinduer til hver Siden og Døre ind til Fruens Værelse og til det Rum, hvori den haardt prøvede Præstemands Svigersøn skød sig. De hvidlakerede Døre er endnu smykket med de Messingbeslag, som Fru Neste var saa øm over, at hun kun tog paa dem med et Lommetørklæde.
Blichers Studereværelse, hvor han skrev saa mange flere Noveller og Digte end Prædikener, anvendes af den nuværende Præstefamilie til Soveværelse. Udenfor Vinduet ligger den smukke Have med den ældgamle Ahorns-Alle og en mystisk Voldgrav, som Blicher - af helt uforklarlige Grunde - har ladet grave. Ogsaa ude paa Marken findes Mindelser om mærkelige Udslag af hans Foretagsomhed, bl. a. et Hul, som skulde bruges til Badeanstalt for Skolebørnene. Naar det gjalt Børn, har han altsaa næret en Opfattelse, der staar i Modstrid med det Syn, han anlagde paa sin egen Hygiejne: "Man skal aldrig komme Vand i sit Ansigt", sagde han engang til en af sine Slægtninge, "jeg gaar altid med en ulden Klud i min Lomme; den gnider jeg mig med; det tager Huden ingen Skade af".


Gamle bøger.


© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01