Victor Blüthgen.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Viktor August Eduard Blüthgen og Clara Blüthgen.

Victor Blüthgen.

Forsiden   Bagsiden.
Tysk 25 Pfennig nødpengeseddel fra Zörbig, 1921. Bagsiden er med portræt
af Victor Blüthgen, som blev født i Zörbig, som ligger lidt nord for Leipzig.
Victor Blüthgen blev født den 4. januar 1844 in Zörbig,
Han var forfatter, essayist og historiefortæller, og er mest kendt for sine digte, og eventyr for børn og unge. Han grundlagde et ungdomsblad "Die deutsche Jugend". Blüthgen skrev også under pseudonymet "A. E. Viktor".
Blüthgen skrev en operalibretto "Der schwarze Kaschka" på fire akter, bygget over en af hans egne fortællinger. Librettoen her på archive.org har øverst til højre en egenhændig dedikation af Victor Blüthgen.
Operaen blev sat i musik af Gerog Jano (1868-1920), og "Der schwarze Kaschka" blev uropført i Breslau den 12. maj 1895.

Gerog Jano komponerede musik til endnu en tekst af Victor Blüthgen, "Der Richter von Zalamea", også en opera i fire akter. "Der Richter von Zalamea" er en lidt fri gendigtning af en tekst af Pedro Calderón de la Barca, og operaen blev uropført i 1899, også på operaen i nuværende Breslau.
Breslau ligger i vore dage i Polen og hedder Wrocław.

I 1881 giftede Victor Blüthgen sig med enken Luise Heinburg, men Luise døde allerede den 12. januar 1885, efter kun 4 års ægteskab. Efter fire år som enkemand giftede Blüthgen sig igen, denne gang med den unge kunstner Clara Eysell-Kilburger.
Bad Freienwalde.
Bad Freienwalde (Oder). Gammelt tysk postkort fra ca. 1900.
Blüthgens boede om sommeren i en villa, "Blüthgenvilla", som lå på
Weinbergstrasse 16, i Bad Freienwalde ved Oder. Villaen blev ødelagt
under 2. verdenskrig og blev ikke genopbygget.
Om vinteren var parrets bopæl en lejlighed i Achenbachstraße 2, i Berlin.
Victor Blüthgen dør den 2. april 1920, og bliver begravet på kirkegården i Bad Freienwalde.

Forfatteren Victor Blüthgen.

I "Die Gartenlaube" skrev Blüthgen i 1877 romanen "Aus gährender Zeit" "Die Gartenlaube" var et illustreret familieblad som begyndte at udkomme i 1853. Med forskellige næsten enslydende navne eksisterede ugebladet til op imod nutiden, indtil midten af 1980'erne.
For sin roman i "Gartenlaube" vandt Blüthgen en pris, som han brugte til en rejse gennem Schweiz, Norditalien og Ungarn. På denne rejse mødte han tilfældigvis Carit Etlar, der var på rejse sammen med sin unge hustru, Augusta.

Det kgl. Bibliotek scannede mange af Carit Etlars bøger i 2014, og lagde dem frit tilgængelige på Nettet. Noget af det sidste der blev scannet i 2014 var: "En skinsyg Fader, Carit Etlar paa Rejse".
Dette er hverken en bog eller et skuespil, men et "indbundet" avisudklip! Det er et udklip fra avisen "Dannebrog" den 6. maj 1898.
Udklippet er en gengivelse af en artikel, skrevet nogle måneder tidligere i "Illustrirte Frauen-Zeitung" af Victor Blüthgen, en artikel som avisen "Danmark" havde fundet frem til.

Avisartiklen ligger på Det kgl. Biblioteks webside som en pdf-fil, og bør læses i sin helhed.

Incognito.
Illustrirte Frauen-Zeitung den 15. april 1898.
I artiklen fortæller Blüthgen om en oplevelse han havde engang i 1877, da han sammen med en ven var på vej til Italien over Gotthard. Efter et ophold undervejs, havde Blüthgen og vennen bestilt en vogn, og havde reserveret de to første pladser umiddelbart bag kusken. Da de skulle stige ind i vognen, sad der "en ældre Herre og ved hans Side en ung Pige paa en Snes Aar".
Blüthgen og vennen gjorde den ældre herre opmærksom på, at disse to pladser i vognen var optaget, og at parret måtte sætte sig på et par andre bagved. Men den gamle "knurrede" og flyttede sig ikke:
  Han rørte sig ikke af Stedet, saa' barsk lige ud i Luften. Et karakteristisk Hoved, det røde glatte Ansigt med det korte, strittende Overskæg og de tykke buskede Bryn syntes at tilhøre en Landmand. Paa det graa, bølgende Haar sad en Rejsehue, om Halsen havde han et tykt Shawl.
Blüthgen bad igen ærgerlig den "ældre herre" flytte sig.
  Den unge Pige sendte mig et Sky Blik fra sine store, blide lysebrune Øjne. Hun var kjøn; et smalt Ansigt, lidt bleg; det rige, mørkblonde Haar var glat skilt fortil og samlet paa Nakken i en Knude. Hun sagde et Par Ord paa et af de nordiske Sprog til sin Nabo, som brummede noget til Svar i en ærgerlig Tone og endelig med synlig Uvilje, rejste sig og klatrede ned, hvorpaa Frøkenen fulgte efter.
Undervejs snakkede Blüthgen og vennen om den gnavne gamle herre, der sad på bagsædet bag dem. Efter et ophold på gæstgiveriet gik det nedad af Gotthard igen i vild fart.
Blüthgen vendte sig om og saa den gamles rasende mine og den "unge Piges synlige Angest". Blüthgen blev hævngerrig sagde i kådhed til kusken: "Kør så hurtigt, De kan, uden at vi brækker Halsen".

Om eftermiddagen var man nået hotellet i Biasca, og da man steg ud af vognen, så sås det at hestens ene forben var blodig. Den gamle sagde: "Den Kusk er et taabelig Menneske", og den gamle og Blüthgen kom til at se hinanden i øjnene, og smilte begge. Og isen var så brudt.
Da de senere mødtes til spisningen smilte de igen til hinanden og udvekslede kort. Blüthgen fik Etlars visitkort:
"Carl Brosbøll. Kgl. Bibliotekar. Kjøbenhavn".
Og så præsenterede han den unge dame: "Min Datter Augusta", der "let rødmende bøjede sit blonde Hoved". Man spiste så sammen, afsluttende med "Jordbær med Fløde".
Da Blüthgen og vennen senere skulle sove, sagde vennen:
  Jeg synes svært godt om Frøken Augusta. Jeg har stor Lyst til en Gang at besøge dem i Kjøbenhavn. De rejser over Lago Maggiore! Skal vi ikke tage med og lade Como være Como?"
Næste morgen blev det foreslået at følges videre, og på en spadseretur forsøgte Blüthgen at fjerne "den gamle Herre" fra "det unge Par", men forgæves.
Etlar afviste forslaget om at følges videre, med et: "Paa Gjensyn i Milano eller Venedig!"

Blüthgen og vennen kom til Milano, og senere til Venedig, hvor de utroligt nok tilfældigt igen mødte...
  ...Far Brosbøll og Frøken Augusta udenfor en Kafé". "Min Ven trak mig over til dem. Frøkenens blege Ansigt fik Kulør og den gamle smilte eddikesurt". Man faldt i snak men den gamle blev urolig og rejste sig og ønskede Blüthgen og vennen fortsat lykkelig rejse.
  Blüthgen "rystede paa Hovedet og sagde til min Ven: Han er Skinsyg paa sin Datter!
Mange år senere, i 1896 læste Blüthgen en avisartikel om Carit Etlars 80 års fødselsdag, hvorved han blev klar over at han var identisk med den tidligere rejsefælle, skinsyge "Far Brosbøll fra Gotthard-Turen".
Blüthgen sendte Etlar en fødselsdagshilsen med nogle bøger og et billede og "min Ven er forlængst lykkelig Ægtemand og Fader- og hvordan har Frøken Augusta det, deres nydelige Datter?"
Etlar svarede Blüthgen:
  ...min daværende Plejedatter har allerede længe været min Hustru, hun lever for min Virksomhed. Desværre forstaar De ikke Dansk, ellers havde jeg sendt Dem mine "Erindringer", som min Hustru har udgivet dette Foraar.

"Lidt om min Ven Digteren Blüthgen."

Dette er begyndelsen til det første af to kapitler, hvori Augusta Etlar fortæller om Blüthgen, i det andet bind af Augusta Etlars erindringsbog: "I Samliv med Carit Etlar".

Efter ovennævnte brevveksling Etlar - Blüthgen imellem, og efter Etlars død i år 1900, indledte Augusta Etlar et venskab med forfatteren og digteren Victor Blüthgen.
Blüthgens mellemnavn skrives forskelligt, Eberhard, Eduard, - og Augusta Etlar brugte sit eget kælenavn, og kaldte ham: Victor Edelmann Blüthgen.
Augusta Etlar fortæller i sine erindringer om sine besøg hos Bluthgens i Tyskland:
Victor Blüthgen.
Victor Blüthgen.
Gammelt tysk postkort.


  I alle disse Aar havde jeg et Refugium et trygt, sjælsfornemt og hjertevarmt Vennehus at ty til. Det blev for mig et aandeligt Tilhold, hvor ingen "Skygge" nogensinde kunde naa ind, hvor den danske Folkedigters Efterladte modtoges med forstaaende Godhed - og jeg selv fandt trofast Venskab.

I andet bind af erindringsbogen, på side 16, fortæller Augusta Etlar også:

  Blüthgens besøgte mig ogsaa senere flere Gange i Gentofte i den lille nye Sidevilla i Haven, som den Gang endnu var min, og vi fartede alle tre om i det skønne Nordsjælland.

I 1914, da Victor Blüthgen fyldte 70 år, blev der i Tyskland oprettet en komite der opfordrede Tysklands kendte forfattere, og Augusta Etlar, til skrive et bidrag til en mindebog til og om Blüthgen.
Mindebogen med titlen "Victor Blüthgen - Ein Gedenkbuch su seinem 70. Geburtstag" udkom på Walthers Verlag i Leipzig i 1914. Ialt der der hilsener og kommentarer og digte fra ialt 138 personligheder, inclusive Augusta Etlar.
Indleningen til Augusta Etlars afsnit...
De første sætninger på side 119 af Augusta Etlars hyldelst i mindebogen.
Augusta Etlar afslutter sit bidrag til mindebogen med disse efterfølgende ord, her citeret fra hendes egne erindringer "I samliv med Carit Etlar" bind 2:
  Vi naar Solnedgangen op gennem Terrasserne til Ruinen ovenfor Haven. Flod og Himmel svømmer hinanden imøde i glødende rødt, Engene damer i Maaneskin, - og til allersidst sidder vi i den røde Salon, Victor ved Flygelet, Mozarts, Haydns yndefulde Melodier, Brudstykker af hans Folkeopera "Den sorte Kaska", pibler frem i skumringen, - Natten er inde.
  Hil Eder, Ihr liebe Leute, hil Dig, Victor Gotteskind!
    Eders danske VenindeAugusta Carit Etlar.
Hele Augusta Etlars originale bidrag til mindebogen, "Hædersbogen", er scannet og lagt her som en pdf-fil...

"Ny Æventyr", samt andet af Blüthgen.

Titelbladet
Titelbladet.
Blüthgen skriver i forordet til "Ny Æventyr":
  Siden Hans Christian Andersens Tid veed man, at der ogsaa kan gives Æventyr for voksne Folk; nu lader man maaske endog uden synderlig Modsigelse den Paastand gjælde, at et godt Æventyr paa een Gang maa tækkes Barnet og den Voksne.
  Et Æventyr er hverken mere eller mindre end et Kunstværk, og hvad der paatrykker det Æventyrstemplet, er en vis naiv-poetisk Maade at se og forme Virkeligheden paa. Med de mythologiske Fortidslevninger, som vi kalde Folkeæventyr, forholder det sig fra første Færd paa samme Maade, og det er en skjæbnesvanger Fejltagelse, at et broget Fantasispil, der væver mere eller mindre smagfuldt udtænkte Umuligheder ind i hinanden, kan gjøre Krav paa literært Værd.
  Hermed er Staven maaske brudt over enkelte af nedenfølgende Æventyr, blandt hvilke der findes et og andet Ungdomsarbejde. For de allerfleste af dem ligger en dybere Realitet til Grund: en Stemning, der søgte Udtryk, et Stykke Natur, der tiltalte i aandelig eller i det mindste i fysiognomisk Henseende og ligesom af sig selv forvandlede sig til noget menneskeligt, en Idee, der vandt Æventyrskikkelse. I sidste Henseende har allerede Andersen gjort det heldige Greb, idet han satte Æventyret i Stedet for Fabelens forældede Form.
  Disse Fantasibilleder have alt for en ringere Del været trykte i det fortrinlige Tidsskrift "Deutsche Jugend" og der fundet mange Venner. Gid de nu alle, med deres Spøg, Alvor og dybere Indhold, maa bane sig Vej hos Kritiken og Publikum!
Leipzig, Oktober 1878.
Helt ukendt i Danmark var Victor Blüthgen ikke. F.eks. bragte Illustreret Familie-Journal en af hans noveller søndag den 3. oktober 1886. "Potpourri" hedder den lille fortælling, der har undertitlen "En mærkelig Historie".
Oversætteren er Al. S., som kan være forfatteren Alexander Schumacker.

"Et Juleeventyr"
Illustreret Familie-Journal havde i perioder også et "ekstra tillæg" til ugebladet. Et sådant tillæg fulgte med Familie-Journalen juleaften, onsdag den 24. december 1884. Deri er en ganske lille fortælling med titlen "Et Juleeventyr", om et julebarn, et "Christkind", fortalt af Victor Blüthgen. 
Du kan læse eller downloade Blüthgens "Et Juleeventyr" her...

Et Juleeventyr.
Begyndelsen af Blüthgens eventyr.
Familie-Journal 24. december 1884.
I dele af Tyskland var/er et julebarn ikke "kun" den nyfødte Kristus, men også julemandens medhjælper, når der skulle deles glæder og julegaver ud. I flere store tyske byer er der stadig julemarkeder med betegnelsen Christkindmarkt.
Engang var Peter Cornelius' Weihnachtslieder Op. 8 populære.
Sang nummer 6 hedder "Christkind", og i de sidste linjer i Cornelius sang fortælles der:

Den Christbaum zündet's überall,
Weckt Orgelklang und Glockenschall.

Christkindlein kommt zu arm und reich,
Die Guten sind ihm alle gleich.

Danket ihm denn und grüßt es fein,
Auch euch beglückte Christkindlein!

Også avisføljetoner af Blüthgen har være bragt i danske dagblade, f.eks. denne herunder, som formentlig er fra samme periode. Desværre er der mange eksempler på, at sådanne føljetoner ved senere indbinding ikke fik noteret kildeangivelse, så derfor vides det heller ikke hvor denne lille fortælling oprindelig har været trykt.
Novelle.
Begyndelsen af en lille fortælling på 41 sider. Fra slutningen af 1800-tallet.

"Trøst".

Digt af Victor Blüthgen bragt i "Familie-Journalen", søndag den 24. marts 1895. Der er ikke angivet navn på oversætteren.

Digtet "Trøst".
Trøst.
Efter Victor Blüthgen.

Hvis Du har set et Ansigt blegt,
Et Øje fuldt af Taarer,
Husk saa: det tomme Trøstens Ord
Kun dybere kan saare.
Hvad end din Tunge fandt til Bod
For det forpinte Hjærte,
Din Trøst er Vind, er vissent Løv,
Et Kval for dybfødt Smerte.

I dyben Tykning skjuler snart
Hvert saaret Dyr sin Vunde;
Det skjuler sig, til den er lægt,
Hvis ej gaar det til Grunde.
For Kvalens Lys er Tornestik
Og Lyden Smertens Pile;
Thi Sorgen har en hellig Ret
Til Mørke og til Hvile.

Mens Smertens Kval gjør Kinden bleg,
Du læger intet Hjærte,
En Sorg som viger for det Ord,
Har aldrig været Smerte.
Det bedste Ord er haardt og koldt
Selv talt med Tanker blide,
Thi Smerten har en Hellig Ret:
At tie og at lide.

Er En, Du elsker, smertefuld,
Tryk tavs den til dit Hjærte,
Men spild ej Ord paa Hjærtesorg,
Del tavs den første Smerte.
Hyl ind som Fløjl saa stille blødt
Det pinte Hjærtes Vunder,
Selv maa det finde Lægedom,
Hvis ikke: bukke under.


Andre digte.

Wer hat das erste Lied erdacht.
Wer hat das erste Lied erdacht,
das in die Lüfte scholl?
Der Frühling fand's in lauer Nacht,
das Herz von Wonne voll.
Er sang es früh im Fliederbaum
und schlug den Takt dazu:
O Maienzeit, o Liebestraum,
was ist so süß wie du!

Da kamen Mück' und Käferlein,
Waldvöglein sonder Zahl,
sie übten sich die Weise ein,
wohl an die tausend Mal;
sie trugen's durch den Himmelsraum
und durch die Waldesruh':
O Maienglück, o Liebestraum,
was ist so süß wie du!

Mir sang's am Bach die Nachtigall,
da ward mir wonnig weh'!
Nun folgt das Lied mir überall
durch Luft und Blütenschnee.
Ich pflück' den Zweig vom Fliederbaum
und sing' es immerzu:
O Maienzeit, o Liebestraum,
was ist so süß wie du,
was ist so süss wie du!
Blüthgen har skrevet mange digte, og en del er sat i musik, f.eks. dette smukke digt her til højre: "Wer hat das erste Lied erdacht", som formentlig er fra omkring 1880: Digtet er sat i musik af flere, f.eks. også af Ferruccio Busoni. Det er den første sang fra "2 Gesänge aus für Mezzosopran oder Tenor, Texte von Blüthgen und Baumbach, op. 31".
Der er lidt tvivl om sangens udgivelsesår. C. Schmidl og M. V. Vincentini, har (vistnok) udgivet den i Triest i 1884, og Breitkopf und Härtel i Wiesbaden i 1919.

Busonis sang ligger på YouTube, og kan høres der i den originale udgave, sunget af Katarina Nikolic med Andrea Bambace ved flyglet.

Et i Tyskland meget kendt lille børnedigt.

Digtet om de fem høns.


En begyndende fortegnelse af nogle af Blüthgens digte som er sat i musik, findes på Petrucci Music Library.

I danske sammenhænge er den første komponist på denne liste den mest interessante: Carl Reinecke.
Reinecke havde som ung begyndt sin musikalske kariere som pianist i Danmark og Sverige, og var i en periode udnævnt som hofpianist hos kong Christian den VIII, og Reinecke giftede sig med danske Betty Hansen.
Reinecke brevvekslede med H. C. Andersen, og skrev også musik til nogle af H. C. Andersens fortællinger og digte, f.eks. "Die wilden Schwäne", som er indspillet på CD.
H. C. Andersens hyldes-digt til Carl Reinecke står på den første webside på carl-reinecke.de.

"Gendarm Möbius". - Stumfilm efter fortælling af Victor Blüthgen.

Filmbillede.
Den tyske "kgl. Hofschauspieler Herr Georg Molenar" i rollen som "Gendarm Möbius".

Den danske sceneinstruktør og forfatter Stellan Rye (1880-1918) havde haft en karriere i hæren, men havde taget sin afsked i 1906, og var blevet instruktør på Det Ny Teater - og var der også blevet Herman Bangs "protegé".

Allerede i 1906 opstod der rygter i aviserne om Herman Bang og Stellan Ryes måske lidt for "tætte forhold" i København. Da disse rygter blev for nærgående, så valgte Herman Bang klogeligt at rejse til Berlin, og blev "dernede" i et par år.
Men det var ikke kun Bang og Rye man havde et "godt øje" til, for i 1906-07 rullede den store "Sædelighedsskandale" i København.
Stellan Rye blev et par år efter officielt anklaget for at være homoseksuel, efter nogle affærer med de unge soldater på Bådsmandsstrædes Kasserne i København. Efter en retssag, hvor Rye blev dømt skyldig, blev Rye i november 1911 idømt tre måneders ubetinget fængsel.
Efter fængselsstraffen rejste Stellan Rye også til Berlin.

Stellan Rye begyndte i Tyskland i 1931 med at skrive manuskripter og instruere stumfilm. Det blev til i alt omkring 15 stumfilm, hvoraf de 4 havde premiere samme år, i 1913, og de restrende året efter, i 1914.

I 1913, før han meldte sig som soldat på tysk side i første verdenskrig, skrev han manuskriptet til en stumfilm bygget over en af Victor Blüthgens fortællinger: "Gendarm Möbius". Filmen blev optaget sensommeren 1913 i Bioscop-Atelieet i Neubabelsberg.
Rollen som gendarm Möbius datter Stina, i filmen, blev spillet af den tyske skuespillerinde Lucie Höflich, og det var hendes filmdebut. "Gendarm Möbius" havde premiere i begyndelsen af januar 1914.

"Gendarm Möbius" er en trist fortælling om Möbius datter, der får et barn udenfor ægteskab, og derfor må forlade landsbyen. Barnet er imidlertid dødfødt og datteren vender hjem igen. Men her opdager hun, at ham der var far til hendes barn, allerede har fundet sig en anden og skal giftes, og hun sætter ild til brudeparrets hus. Datteren, Stina, bliver fanget af sin egen far, Möbius, og af skam over sin datter begår Gendarm Möbius selvmord.

Sceneinstruktør og forfatter Stellan Rye modtog jernkorset for sin tapperhed i begyndelsen af krigen 1914, men blev så efterfølgende såret og taget til fange af franskmændene, og han døde efter tilfangetagelsen allerede sidst i samme år, 1914, kun 38 år gammel.

Fragmenter af filmen "Gendarm Möbius" overlevede "krigene", og oppe i nutiden er det næsten lykkedes at samle filmen komplet, med stumper fra Sverige og Japan. Resultatet varer omkring 12 minutter.
Blandt filmentusiaster er Stellan Rye stadig berømt for en af hans andre film, "Der Student von Prag", som han lavede sammen med Paul Wegener.

Hans Joachim Blüthgen.

Hans Joachim (1884-1914) var sønnen fra Victor Blüthgens første ægteskab med Luise Heinburg.
Side 3 i digtsamlingen.   Digtet af Clara Blüthgen.
Tilegnelsen, samt side 55 fra digtsamlingen "Hinter der Front", udgivet af Verlag der Dürr'schen Buchhandlung
i 1916. De første 25 digte er af Victor Blüthgen. Digt nummer 3, "Trutzlied" har Oskar Fleischer komponeret en
melodi til, som er tilføjet sidst i digtsamlingen. - Digtsamlingens sidste 30 digte er af Clara Blüthgen.
Digtsamlingen "Hinter der Front" var Victor og Clara Blüthgen fælles om at skrive. En halvdel af samlingen til hver.
Denne digtsamling af Blüthgens fra første verdenskrig, er meget tysk-national; man var kun halvt henne i krigen, og nogle tyskere troede på, og håbede stadig på, en tysk sejr måske var mulig.

Clara Blüthgen begynder sin halvdel af samlingen med digtet "Vermißt".
Dette digt af Clara Blüthgen er et digt til minde om stedsønnen, Victor Blüthgens søn, flyverløjtnant Hans Joachim Blüthgen, som blev meldt savnet den 3. september 1914. En senere efterretning underrettede om sønnens død.
En påbegyndt liste over faldne fra flyvertropperne under krigen 1914-18, nævner hans navn...

Militærflyver løjtnant John Foltmann skriver i det 9. bind af P. A. Rosenbergs "Verdens Krigen i Tekst og Billeder" på side 272:
  På Vestfløjen anstrængte Tyskerne sig i ganske særlig Grad for at faa bombarderet Frankrigs Hjerte, Paris, og Grunden hertil var vel nok Forsøg på at indgyde den franske Befolkning Skræk for den tyske Militærmagt, samt tillige at udøve en demoraliserende Virkning paa Franskmændene.
  Tyske Flyvere angriber første Gang Paris den 30. August 1914, og i hele Perioden fra August 1914 til Aarets Udgang angribes i alt 6 Gange, og der nedkastes tilsammen 45 Bomber.
De første af disse bombninger ved fronten, og langt inde i selve Frankrig, var også en del af "forberedelserne" til, og begyndelsen af, det meget store slag i september 1914, der blev indledt 2 dage efter Hans Blüthgen blev meldt savnet: "Slaget ved Marne".
Dette store tyske nederlag ved Marne gjorde den tyske Kejser Wilhelm II generaloberst Helmuth von Moltke ansvarlig for, og afskedigede Moltke som hærfører.
Helmuth von Moltke, og hans hustru grevinde Gräfin Eliza von Moltke-Huitfeldt, var iblandt Blüthgens spiritistiske bekendtskabskreds.

Digtet "Vermißt" blev også medtaget i "Deutsche Kriegslieder", udgivet af Carl Busse i 1915. Og et genudgivelse af disse tyske "Deutsche Kriegslieder" udkom på Books on Demand i november 2015.



Clara Blüthgen.

Clara Eysell-Kilburger, gift Blüthgen.

Clara Blüthgen.
Fra Fritz Abshoff's "Bildende
Geister", bind 1, udgivet af
Oestergaard Verlags-Anstalt i
Berlin i 1905
Clara Kilburger blev født den 25. maj 1856 i Halberstadt, der ligger lidt nord for Harzen. Allerede 19 år gammel blev hun i 1875 gift med en dr A. Eysell.

Den unge Clara Eysell-Kilburger fik en kunstnerisk uddannelse, og studerede portrætmaleri på Königliche Kunstschule i Berlin-Schöneberg. Sideløbende skrev hun i forskellige tidsskrifter og magasiner.
Hun var en periode redaktør og bidragsyder til Illustrirte Frauen-Zeitung" og "Modenwelt" i Berlin.
Kunstbiblioteket "Staatliche Museen zu Berlin" har lagt et par tegninger på Nettet fra "Illustrirte Frauen-Zeitung", tegnet af den unge Clara Eysell-Kilburger:
Clara havde arvet lidt svagheder fra familien og i perioder havde hun måttet opgive maleriet. Efter mødet og ægteskabet med Victor Blüthgen, så helligede Clara sig helt forfatterskabet.

Der Spiegels Gutenberg-projekt har lagt et par af Clara Blüthgens bøger online: Clara Blüthgen døde i Berlin den 24. januar 1934, i en alder af 77 år. Urnen med Clara Blüthgen blev begravet ved siden af sin ægtemand Victor Blüthgen, men uden gravsten og tekst.

Der kan læses lidt om Clara og Victor Blüthgens interesse for spiritisme her...

En begyndende liste over Clara Blüthgen udgivelser på Deutschen Nationalbibliothek...

I skrivende stund, juni 2017, er der et selvportræt sat på auktion hos dannenberg.de, af den unge Clara Eysell-Kilburger.

Clara Blüthgen var en kendt personlighed, så derfor blev hun også ofte omtalt i de tyske ugeblade, ikke mindst i kvindebladene. I "Sonntags-Zeitung fürs Deutsche Haus" blev der trykt 12 af hendes digte, og ydermere var hun blevet opfordret til at skrive lidt om sig selv.
Dette udklip er igen et af de mange jeg har, hvorpå der ikke er skrevet kildehenvisning, så et gæt er, at det er fra årene 1910 eller 1911. Forhåbentlig kan det senere præciseres. Denne lille mini-selvbiografi har jeg scannet og lagt her...

"Dronning Dagmar" af Clara Blüthgen.

Om den danske Dronning Dagmar vides der så at sige næsten intet, så hvad der har fået Clara Blüthgen til at skrive netop dette digt, er et interessant spørgsmål. Kun få gamle danske folkeviser har fortalt om dronningen.

Nye Digte.
Neue Gedichte.
C. Eysell-Kilburger. Frau Victor Blüthgen.
Clara Blüthgens digt "Dronning Dagmar" var første gang medtaget i digtsamlingen "Neue Gedichte", der udkom på Schwetschke und Sohns forlag i Berlin, i 1907. Digtet står på siderne 112+113+114, og Clara Blüthgen har givet digtet en fodnote, hvori der står:
  Beruht auf einer Legende. Königen Dagmar war die erste Gattin Waldemars des Siegreichen, starb 1212 in Ribe und gilt noch heute als Vorbild der Frömmigkeit und Milde. Die Szene stellt ergreifendes Gemälde dar, das in Schloss Frederiksborg hängt.
Det er en interessant lille bemærkning, for Augusta Etlar fortæller lidt højere oppe her på websiden, i afsnittet "Lidt om min Ven Digteren Blüthgen", at Blüthgen-parret flere gange besøgte Augusta Etlar i Gentofte, og de "fartede alle tre om i det skønne Nordsjælland."

Billedet, som Clara Blüthgen havde set, og ladet sig inspirere af, var/er malet af svenske maler Georg von Rosen i 1899, og forestiller det øjeblik hvor Valdemar Sejr når frem til Dronning Dagmars dødsleje. Et stort maleri på ca. 3 x 4 meter. Maleriet hænger ikke længere fremme, men er opmagasineret.
Tak til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot for oplysninger om maleriet.

Digtsamlingen "Neue Gedichte" er opdelt i forskellige emner, og et af afsnittene har overskriften: "Menschen" (fra side 86 og lidt frem). "Menschen" er digte til en række navngivne personer. Men ingen af disse digte har titlen "Augusta", hvad man måske kunne forvente?

Dansk fortid var i slutningen af 1800-tallet, og ind i 1900-tallet, meget kendt og værdsat i Tyskland og Østrig, og var medvirkende til at der var opstået en stor interesse for den tidlige danske historie.
I. P. Jacobsens "Gurresange" om Valdemar og Tove var blevet oversat til tysk af Reiner Maria Rilke, som var meget dansksindet, og i Rilkes oversættelse blev "Gurrelieder" sat i musik af Arnold Schoenberg. Om Rilke er der nævnt meget lidt her under "forfattere"...
På YouTube er "Valdemars" sang fra Schoenbergs "Gurre-Lieder": "Du wunderliche Tove".
Selv om "Gurrelieder" først blev uropført i 1913, så havde værket været 10 år undervejs, og således også Reiner Maria Rilkes oversættelse. Så måske har I. P. Jacobsens "Gurresange" også været en medvirkende inspiration for Clara Blüthgen til at skrive om "den anden" danske Valdemar?

I. P. Jacobsens Valdemar i "Gurresange" er om Valdemar Atterdag (1320–1375) - og hans Tove.
Clara Blüthgens Valdemar i digtet herunder, er om Valdemar sejr (1170-1241) - og hans første hustru: Dronning Dagmar.

Dronning Dagmar var født i Bøhmen, og blev ved dåben døbt Margaretha. Hun kom først til at få sit dronningenavn, Dagmar, da hun ægtede Valdemar Sejr. Dagmar betyder "dagens mø".
Dagmar var kun dronning i 7 år, før hun døde i barselsseng i år 1212. Hun blev kun omkring 27 år gammel, og blev begravet i St. Bendts Kirke i Ringsted.

Dagmar von Dänemark.
König Waldemar: im Dänenland
Ist keine Königin mehr.
Deine Königin starb im Herzeleid,
Im Herzeleid um dich,
Als du am Halse der Dirne gehangen,
König Waldemar!
Am Leichenschreine der König stand:
Auf goldenen Kissen ihr Haupt,
Auf goldener Decke ihr starrer Leid.
Mit starren Auge
Sah nieder zu ihr König Waldemar
Und seine Lippen schwiegen.
Im Herzen aber gellte der Schrei:
Kehre wieder, Königin Dagmar!
Vorm Wege zum Richter höre mich an,
Du sollst nicht tot sein, ich will bereun,
Lilien türmen zu Füszen sich dir,
Ihre Düfte sollen Boten sein:
Kehre wieder, Königin Dagmar!
Warum hörst du nicht?
Der dich getötet, schreit nach dir:
Lebe!
Doch die Königin schläft
Im Mantel von Goldhaar, regt sich nicht,
Aller Liliendüfte berauschender Odem.
Weckt nicht da Leben
Im Körper, dem lilienblassen.
Da tritt König Waldemar dicht heran
An den Leichenschrein,
Und strafft die Knie,
Und reckt die Arme, zornig ein König:
Kehre wieder, Königen Dagmar,
Aus dem Totenlande,
Dein König befiehlt's!

Siehe, da hebt sich das Haupt, schon vom Tode gezeichnet.
Und es reckt sich und biegt sich im Nacken,
Und hebt sich zu halber Höhe
Über den goldenen Kissen,
Und senkt sich dann wieder,
Und hebt sich noch einmal.
Und als es zum dritten Male
Sehnsüchtig sich aufreckt
Den Gatten entgegen,
Das gespenstische Totenhaupt,
Liegt König Waldemar am Boden,
Liegt am Boden wie hingemäht
Und schlägt mit der Stirne die Fliesen.
Clara Blüthgen.

Digtet herover er medtaget fra Carl Salm's "Das Kabarettbuch" fra 1923. Bogen er en visesamling indeholdende et par hundrede digte. Clara Blüthgens digt er på side 49 og 50.
Da digtet også er i en bog med kabaret-sange, må det betyde, at der har været en tilhørende melodi, som jeg desværre ikke har fundet.
Udgiveren Carl Salm skriver i indledningen bl.a.:
  Mein Kabaretbuch soll der in allen Farben schillernden bunten Brettlmuse eine Heimstatt sein. Es vereinigt beiträge der grössten Namen der Dichtkunst mit vielen Schöpfungen von Kabarettisten, die meist vorgetragen werden ohne gedruckt zu sein, die aber Tausenden von Menschen ans Ohr klingen und Wieder in der Laune des Abends verrauschen.
I september 1855 blev kongegravene i Ringsted åbnet og undersøgt under ledelse af Frederik den VII, og kongen foranledigede efterfølgende nogle nye gravsten.

Til stor skuffelse for Frederik den VII, så var Dronning Dagmars grav tom, hvorimod Valdemar Sejrs anden hustru, Dronning Bengerd, stadig lå i sin kiste.
Dronning Bengerds skelet var nogenlunde intakt, og som noget helt fantastisk, så lå Bengerds lange hårfletning stadig velbevaret i kisten.
I 1901 blev nogle af gravene genåbnede, men der kom ikke meget nyt frem om Dronning Dagmar.

Fr. C. C. Hansen har i "Festskrift udgivet af Københavns Universitet" i 1922, skrevet om"Identifikation og Rekonstruktion af historiske Personers Udseende paa Grundlag af Skelettet."
Her bliver en lang række af fortidens kendte kranier omtalt, og deres udsende beskrevet ud fra en rekonstruktion, herimellem er også Bengerds skelet.
Om Bengerd fortælles der på side 83, at hun var 168-170 centimeter høj. Hendes kranium var meget smukt, lidt længere i forhold til bredden, end forventet, og hun havde meget smukke tandrækker. Hovedet havde hun båret frit og rank. Hendes hårfarve havde været mørk, måske kastaniebrunt.
Allerede ved undersøgelsen i 1855 havde daværende professor Ibsen hævdet, at dette kranium vidnede om, og bekræftede, Dronning Bengerds Ry for Skønhed.

I folkevisen "Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg", når kongen lige akkurat at nå tilbage til Dagmars dødsleje, og dronningen når at fremsige nogle bønner til ham. Den anden af disse bønner er, at kongen ikke må gifte sig med Bengerd efter sin død:
Den anden Bøn, jeg Eder beder,
Dem er Eder selv til Somme:
I lover ikke Bengerd efter mig!
Hun er saa besk en Blomme
Valdemar Sejr holdt ikke sit løfte og giftede sig alligevel med den portugisiske prinsesse med navnet "Berengária".
Dronning Bengerd døde også ung, i 1221, knap 25 år gammel.
Valdemar Sejr selv døde i 1241, og han blev begravet midt imellem sine to hustruer i Ringsted Kirke, Dagmar der ligger mod syd og Bengerd der ligger mod nord.

Bengerds vidunderlige, snart 1000 år gamle, hårfletning er udstillet i en montre i kirken, og kan ses af alle der besøger Sct Bendts Kirke i Ringsted.
Fletning
Dronning Bengerds fletning.
Tegning fra Worsaaes og Frederik VII's
"Kongegravene i Ringsted Kirke"
.
Udgivet af Gyldendal i 1858.
Villa Blüthgen.
"Villa Blüthgen" i Friedenwalde.- Tegning af M. Heuer.
Fra "Victor Blüthgen Ein Gedenkbuch". Fra billede indsat mellem siderne 106 og 107.
- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. P. A. Rosenberg: "Verdens Krigen i Tekst og Billeder". Bind 1-13. Udgivet af Kunstforlaget Danmark i 1919.
  2. "Victor Blüthgen Ein Gedenkbuch". Udgivet af Walter's Verlag i Leipzig i 1914.
  3. Clara Eysell-Kilburger (Blüthgen )"Neue Gedichte". Udgivet af C. A. Schwetschke und Sohn i Berlin i 1907.
  4. Carl Salm: "Das Kabarettbuch". Udgivet af Hoursch Bechstedt i Køln i 1923
  5. Fr. C. C. Hansen: "Identifikation og Rekonstruktion af historiske Personers Udseende paa Grundlag af Skelettet." Fra "Festskrift udgivet af Københavns Universitet i Anledning af Universitetets Aarsfest", udgivet af Universitetsbiblioteket (Schultz) i 1921,
  6. Axel Olrik:"Danske Folkeviser i Udvalg". Den 6. udgave. "Første Samling" udgivet af Gyldendal i 1927.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 05/03/2018 14:57:13