Augusta Etlar og spiritismen.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsbrev | Leksikon | Om websiden | Hjælp | E-mail

Augusta Etlar og spiritismen.

Spiritisme.

Allerede her hvor dette skrevne er samlet til denne "fortælling", må jeg indrømme at her er mangler. Jeg har yderligere en hel del notater, samt "anonyme" avisudklip fra tyske og svenske aviser uden kildeangivelse, hvor ophavet endnu ikke er sporet, og som giver flere interessante vinkler til det herunder fortalte. Forhåbentlig får jeg på et senere tidspunkt lejlighed til at foretage en væsentlig opdatering.:-)
Dette herunder er forenklet fortalt, og desuden er meget udeladt, ligesom mange personer og personligheder ikke er nævnt. Kristendommen og okkultismen, og teosofien og spiritismen, og Rudolf Steiners antroposofi, var omkring 1900 flettet ind i hinanden.

Nederst her på siden bliver der trukket nogle paralleller op til nutiden. At Augusta Etlar kastede sig over spiritismen var således slet ikke noget specielt enestående eller sært, men noget som mange dengang gjorde, og som mange er forsat med at gøre op i 1900-tallet. Og selv i vore dage trives spiritismen ganske udmærket, ja, har næsten opnået en genkomst, en fornyelse.

For mennesker har spøgelser og ånder altid eksisteret. Det har altid for mennesket været helt uforståeligt, og næsten ubærligt, at et liv kan opstå, for derefter helt at forsvinde ud i et intet - med et knips!
Der må ligge noget mere bag - og også noget mere imellem liv og død!

Selv om Allan Kardec af mange bliver betragtet som spiritistens fader, så er det første medie allerede beskrevet i Det gamle Testamente, i 1. Samuels bog kapitel 28, hvor en spåkvinde (mediet) på Sauls befaling må fremmane Samuels ånd. Saul var kommet i knibe i kampen mod filistrene og måtte have afdøde Samuels råd (fra vers 5 og frem).
På grund af denne beskrevne hændelse i Biblen, har mange spiritister altid siden følt, og troet på, at have kristendommen "på sin side".
Allan Kardec er ikke glemt, og der eksister endda også en Kardec Radio i USA, som på Internettet transmitterer spiritistiske udsendelser.

Efterhånden som verden blev mere og mere oplyst, så steg behovet for, også fysisk, at kunne bevise guder og ånders eksistens.
Da man ikke kunne skaffe sådanne beviser, så blev mellemleddet, de spiritistiske medier, indført. Det var smart, for nu skulle man ikke længere bevise ånders eksistens, men kunne derimod anke mediernes manglende evne til at se og høre ånderne.
Svage sjæle kunne således fortsætte med at tro på ånder, uden at stille spørgsmål angående ånders eksistens, og alle har vi vel oplevet et eller andet mærkeligt, så måske er der, var der, "noget" bag ved det hele.

Sidst i 1800-tallet og ind i 1900-tallet var det et emne der optog mange. Ikke kun svage sjæle, men også store berømte personligheder tog emnet alvorligt. Forfattere skrev og digtede, og malere og fotografer forevigede det usynlige. Det vil kræve meget plads at nævne alle de kendte personer der har beskæftiget sig med det okulte, så mange af dem der nævnes her på websiden, er kun dem der direkte og indirekte hører til i årene omkring og efter 1900, og op i nutiden, og som vedkommer fortællingen om Augusta Etlar og spiritismen.
Nederst her på websiden er der dog omtalt nogle få danske medier fra oppe i 1900-tallet.

Tegningen her til venstre er fra "En Spiritist Aften" af F. Faustinus, som er en lille beretning hvori forfatteren fortæller om en oplevelse fra begyndelsen af 1890'erne, hos et besøg hos spiritistmediet Valesca Töpfer.
Valesca Töpfer var fra spiritistgenerationen før Augusta Etlars tid, men debatten omkring Töpfer og spiritisme i al almindelighed, var emner der optog også danskere sidst i 1800-tallet, og ind i det nye århundrede.

Mange af de spiritistiske medier levede "et usikkert liv" med afsløringer og anklager for bedrageri. F.eks. skriver avisen Thorner Presse den 21. maj 1892, lidt nede i spalte tre, på side 2, at "Die in Spiritistenkreisen als Medium in hohem Amsehen stehende Frau Valesca Töpfer" havde været for retten, og at dommeren ikke havde fulgt anklagerens forslag om 6 måneders fængsel, men havde hævet straffens længde, og idømt Valesca Töpfer to års fængsel.
Thorn var en tysk by i det gamle Preussen, og hedder i vore dage Toruń, og ligger midt i det nuværende Polen.

Det kongelige Bibliotek har lagt Faustinus' lille fortælling "En Spiritist Aften" frit til download på Nettet. Denne lille beretning er et særtryk fra "Maanedsmagasinet København", udgivet af Fr. Hegel i 1909.
I Illustreret Tidende, den 30. november 1919, på side 624 og 625, er der en stor artikel om spiritisme, hvori der fortælles lidt om Faustinus, og hvori også Valesca Töpfer bliver nævnt.

Kunstneren til tegningen herover er arkitekt og dekorationsmaler Louis Adelhart Hjarne (1880-1948). Hjarne er især kendt som leverandør af dekorationer til datidens stumfilm og revyer. Hjarne var i Tyskland flere gange i begyndelsen af 1900-tallet.
Fra "Politiets Registerblade" på Københavns Stadsarkiv fremgår det, at første gang Hjarne er registreret som rejst til Tyskland var i juli 1901, det år hvor nogle af de her på siden fortalte hændelser finder sted.

Valesca Töpfer bliver også nævnt i Carl Wilmanns "Moderne mirakler", udgivet af L. Wulffs Boghandel i 1887, hvor spiritisme bliver omtalt i første kapitel. Det kongelige Bibliotek har også lagt et eksemplar af "Moderne mirakler" på Nettet...

Etlars genfærd, og besøget hos 'fru X'.

En sørgende kvinde.
Gammelt fransk postkort.
Fra begyndelsen af 1900-tallet.
Rappelle - toi quand sous la froide Terre.
Mon coeur brisé pour toujours dormira.
Rappelle - toi quand la fleur solitaire.
Sur mon tombeau doucement s'ouvrira.

I det andet bind af Augusta Etlars egne erindringsbøger "I Samliv med Carit Etlar", hvori hun fortæller om sit liv efter Carit Etlars død, begynder Augusta Etlar meget forståeligt:
  Der kom mange tomme Aar. - Det første tilbragte jeg i vort øde Hjem. Rastløs og rodløs vandrede jeg om, overalt fulgt af Hundene og deres spørgende Øjne. Det hele Indhold havde være ham fra min første Ungdom. Hvor var nu det straalende Fata Morgana, Virkelysten?
Lidt længere fremme, fortæller Augusta Etlar om sin uafklarede økonomiske situation efter Etlars død, hvor hun nævner at "den anden Part" jo også var arveberettiget. "Den anden part" var Carit Etlars datter Anna Brosbøll.

Så situationen var trykkende og hun frygtede at hun måtte flytte fra huset i Gentofte. På side 9 fortsætter Augusta Etlar med:
  Det var en usædvanlig lang og kold Vinter 1900. En Dag kom Pigen og jeg som sædvanlig efter vor Spadseretur med Dyrene ned gennem Kastanjealléen i Haven. Der hændte da noget uforklarligt. Vi saa begge samtidig med et Udbrud Brosbølls karakteristiske Profil og Nakke aftegnet nøjagtig med alle Enkeltheder i Frostblomsterne paa Sovekammervinduet paa det samme Sted, hvor han plejede al nikke mig imøde. Selve Hovedet stod i klar Is, ligesom indaandet i den hvide Rimrude, mens Omgivelserne var blomstrede og hvidfrosne. Dette Billede blev uforandret staaende flere Uger, eftersom Sovekammeret var ubeboet og ikke opvarmet. En Dag var det forsvundet, og jeg fortrød at jeg ikke havde ladet Billedet indridse i Ruden.
  Hverken Brosbøll eller jeg havde nogensinde beskæftiget os med Teosofi eller Spiritisme, kendte denne sidste neppe nok af Navn. Men dette Billede spandt ligesom Traade ind i den usynlige Verden og bragte mig stor Trøst. Midt i al Opløsningen udenom, og indeni mig voksede den faste Tro frem, at Brosbøll stadig var med mig og nok skulde hjælpe videre.
Økonomisk trængt, udlejede Augusta Etlar så huset i Gentofte sommeren over, og rejste til Nykøbing Mors med hundene.

På Mors læste Augusta Etlar en dag en notits i en af Københavneraviserne om en embedsmand, der opfordrede enhver "som havde Sorg efter Tabet af sin Nærmeste, trygt at henvende sig til 'fru X', her fulgte nøjagtig Adresse i Berlin. Ved hende som Medium havde han selv genset sin nylig afdøde Hustru".
Denne embedsmand var Georg Larsen, som var ansat ved DSB. Georg Larsen havde i Berlin mødt sin afdøde hustru. (Der er fortalt ganske lidt mere om Larsen nederst her på siden under "Bemærkninger").

Augusta Etlar fortæller videre i sin erindringsbog:
  I den Sindstilstand hvori jeg nu havde levet i halvandet Aar, lyste denne Meddelelse med uimodstaaelig Dragen. jeg maatte, koste hvad det vilde, nu selv undersøge dette mærkelige Budskabs Paalidelighed fra den usynlig Verden, og jeg skal nu saa nøgternt som muligt berette, hvad jeg oplevede, hvilket i sin tid Andres Indiskredition blev meget fejagtigt omtalt og udlagt i den danske og svenske Presse.
Augusta Etlar pakkede herefter sin kuffert og rejste til Berlin, og hun var allerede i den tyske hovedstad dagen efter, og tog straks til forstaden Moabit, hvor den omtalte spiritist boede.
Thorvaldsens Kristus
Thorvaldsens "Kristus" i Domkirken,
Vor Frue Kirke i København.
Kristendommens succes kan delvis skyldes
at man har sat nogle "mellemled", medier,
ind imellem guden "Gud" og os jordiske, i
form af Kristus og præsterne.
Derfor behøver vi slet ikke at forholde os
til Guds rigtighed, han er blot et begreb.
  Hun var ikke Hjemme, men hendes Mand bad mig vente, da hun snart kom. Der var intet i den rene, sirlige Stue, som røbede Aandemaneri, eller noget fantastisk Udstyr til Brug herfor. Thorvaldsens Kristus og et inspiratorisk malet Kristushoved virkede tillidsgydende.
  Lidt efter traadte 'fru X' ind med en Kurv fuld af Urter og en lille Pige ved Haanden. Hun havde glat tilbagestrøget Haar, et smukt, friskt Ansigt og synes at være i 30 Aarsalderen. Hun gik mig i Møde og sagde: "Jeg ved hvad De vil mig, Deres Mand er død, og han staar der lige bag Dem og har lagt sin Haand paa Deres Skulder".
Augusta Etlar fortæller at hun selvfølgelig blev rystet, for 'fru X' kendte ikke Augusta Etlar, eller Augustas afdøde mand Carit Etlar.
Fru X' fortsatte med at sige:
  "Han bærer en sort og hvid meleret Dagt, Mage til den De har på".
Jeg bar virkeig den samme Kjole, som to Aat tidligere var syet af et og samme Stof som Brosbølls Dragt, et Stof hvorpaa Hundehaarene ikke kunde ses.
  "Kan De sige mig, hvad jeg har taget med paa denne Rejse af min Mands Sager?"
  "Min Stok, min Ur", svarede hun, som om hun havde Besvær med at udtale Dansk. Jeg havde virkelig medtaget Brosbølls Stok, vor "Rejsegenius". og hans Folkegaveur, hvilke Sager laa hjemme paa Hotellet.
  "Alt dette læser hun vist i min Tanke", tækte jeg, skønt jeg slet ikke havde tænkt paa den omtalte Dragt.
Tilsidst tilføjede hun: "Nu gør han en munter Gebærde, han ler og snor sin Mustache opefter og skraber ud med det højre Ben, som om han vil gøre Dansetrin".
Augusta Etlar blev "stærkt grebet", for det sidste 'fru X' fortalte, havde være en privat spøg Etlarparret imellem.
Augusta Etlar overgav sig, og var herefter overbevist om at mediet fru X stod i kontakt med sin afdøde Carit Etlar, og i stedet for at rejse hjem til hundene, blev Augusta Etlar i Berlin de efterfølgende 5 uger. Hver eneste dag klokken 16 i disse fem uger, mødte Augusta Etlar op hos 'fru X' og følte at disse samvær var "Højtidsstunder". Sammen tog de ofte på ture, og ofte fik Augusta Etlar små gaver der gav mindelser om Carit Etlar.

En dag foreslog 'fru X', at at Augusta Etlar skulle købe to billetter til teatret, for der opførtes en opera som Carit Etlar kunne lide, fortalte 'fru X'. Det viste sig at være sandt, for det var Flotows komiske opera "Martha" der blev opført.
Flotow var en af datidens "fikse" komponister, der uhæmmet indlagde og brugte andres kendte musik i sine egne værker. "Marthas" mest kendte sang "Letzte Rose", er slet ikke komponeret af Flotow, men er en engelsk/irsk folkesang.
Operaen havde været opført på Det kongelige Teater i København siden midten af 1800-tallet, og desuden var "Letzte Rose" blevet en populær koncertsang, og da Augusta Etlar også havde forsøgt sig med sangkunsten, så har hun utvivlsomt selv haft denne sang på "sit repertoire".

Augusta Etlar fortæller videre, at en vinternat efter Etlars død, havde hun haft en mærkelig drøm. Hun drømte at hun stod i Bernstoffsparken i Gentofte, og oplevede at alle himlens stjerner samledes til "et strålende Kors" på himlen, og dette kors "dalede ned gennem træernes kroner" og satte sig oprejst på Augusta Etlars hoved.
En af dagene i Berlin så Augusta Etlar nogle små glasstjerner i i butiksvindue, og hun købte en masse af disse. Hjemme på hotellet, en af formiddagene før et møde med 'fru X', malede hun "stjernerne" på bagsiden med selvlysende fosforfarve, og limede dem op, så de dannede et kors. Dette kors var 'fru X' meget interesseret i, og Augusta Etlar lærte hende hvordan man brugte den selvlysende fosfor-farve.

Augusta Etlar spurgte selvfølgelig også ind til fremtiden. Hvad skulle der ske, og hvad skulle hun selv foretage sig i fremtiden?
Svaret fra 'fru X' var klar og tydelig: "Din Grav".
Dette svar foruroligede Augusta Etlar, for nok havde graven fået et gitter, et støbejernshegn omkring sig, og der var iværksat en indsamling til en statue, men der var endnu ikke penge nok til at betale for statuen, hvilket først blev indsamlet senere efter Augusta Etlars hjemkomst fra Berlin, bl.a. ved hjælp af en oplæsningstourné.

Victor og Clara Blüthgen.

I Berlin besøgte Augusta Etlar Victor og Clara Blüthgen. Victor Blüthgen var tre år tidligere, i 1898, blevet gift for 2. gang, og nu med forfatterinden Clara Eysell-Kilburger.
Augusta Etlar havde kun mødt Victor Blüthgen een gang tidligere, 25 år tidligere, og det var 1877.
Læs lidt mere om dette første møde, samt om forfatterparret Blüthgen her...

Fru Clara Blüthgen var meget optaget af spiritismen, og skrev og malede og spillede klaver spiritistisk, og forsøgte sig også som spiritistisk medie. Da August Etlars besøg var "efter en invitation", så kunne det tænkes, men ikke bevises, at det er 'fru X' der har været et mellemled i denne invitation.

Besøget hos Blüthgens var indledningen til mange års efterfølgende venskab med forfatterparret Victor og Clara Blüthgen.
Forfatterparret boede om sommeren i en villa i Bad Freienwalde ved floden Oder, ca. 30 kilometer nordøst for Berlin, et sted som i vore dage er tæt ved grænsen til Polen.
Under besøget betroede Augusta Etlar sig til Blüthgens, og fortalte om hvorfor hun var kommet til Berlin og havde opsøgt 'fru X'. Victor Blüthgen var netop ved at skrive en stor roman på 402 sider, "Die Spiritisten", som udkom det efterfølgende år i Leipzig, på Hermann Seemann forlag (1902).
Victor Blüthgen selv var dog stadig lidt skeptisk angående spiritisme, men hans unge hustru Clara Blüthgen var derimod blevet overbevist spiritist, og følte sig selv "forfulgt" af en ånd, som hun påstod hed Otto Dalberger. Clara Blüthgen hævdede at denne fiktive Otto Dalberger var medforfatter til hendes kommende digtsamling "Klänge aus einem Jenseits, Ein Mysterium", som udkom på samme forlag i Leipzig som ægtemandens "Die Spiritisten", ligeledes i 1902.

Hotelbestyreren.
Hotelbestyreren på Hotel Wiesbadener Hof.
Annonce fra "Adressbuch für Berlin und seine Vororte".
Berlin 1901. Side 793.
Det blev aftalt at Blüthgen-parret skulle mødes med Augusta Etlar på hendes Hotel Wiesbadener Hof, der lå på Kirchstrasse 16, i forstaden Moabit, tæt ved Spree i Berlin, og derfra sammen besøge og deltage i en af 'fru X's "Trance-Seancer". Prisen for at deltage i sådanne seancer, lå i Berlin på mellem 2 og 3 Mark, så der var også et økonomisk element i disse seancer.

Augusta Etlar fortsætter i sine erindringer, bind II på side 17:
  I hin Tid 1901 var 'fru X' et meget besøgt Medum, omgivet af en Sværm af lindt troende, lige fra Hoffets kronede Kejserhoveder til fremmede Landes Spiritistkredse. Det var den første Selskabsseance jeg skulle overvære. Blüthgens lo over den Andagt, hvormed jeg forberedte mig til Mødet. Jeg spiste ikke for at kunne hellige mig helt til Aftenens Oplevelser.
  Da vi senere traadte ind i 'fru X's Stue, var et talrigt Selskab samlet, det svirrede med Excellencetitler, selve Hofchefen, Grev og Grevinde von Moltke var til Stede.
Før seancen blev 'fru X' undersøgt i et lille sidekabinet for ikke at have skjult noget, og kom derefter ind i lokalet hvor alle var samlet, iklædt "i en lang, hvid Kjole, snøret sammen om Halsen og uden Ærmer". Forsamlingen, som sad med hinanden i hænderne, begyndte at synge salmer, og 'fru X' gik så rundt og gav enhver hånden med en hilsen fra de pågældendes forskellige afdøde.
Augusta Etlar fortæller at hendes sidemand:
"... syntes elektrisk grebet af den Hilsen, hun bragte ham, han spurgte ivrig og ophidset, hun fortalte at Aaanden nu hed Georg og var død af et Hul i Hovedet, men han skulle ikke sørge derover, da Aanden nu var lykkelig, og meget andet. Manden hulkede."
Augusta Etlar slutter omtalen af seancen med: "Blomster dalede ned i Kredsen".
På vej tilbage til Augusta Etlars hotel, udtrykte Victor Blüthgen lakonisk, at han ikke syntes at have oplevet noget overbevisende nyt ved seancen.

Augusta Etlars beretning herover citeret fra hendes erindringer, er skrevet små femogtyve år efter oplevelsen fandt sted, og Augusta Etlar har forenklet og "pyntet en del" på det skete - og udeladt en del. Augusta Etlar var i Berlin i omkring halvanden måned, og hun deltog i en del flere end den ene ovenfor omtalte seance.
En person fra den danske spiritistkreds, en "Grosshandlaran P., som icke önskar att hans namn nämnes" fortæller til Svenska Dagbladet den 1. december 1901, om en seance i Berlin som Augusta Etlar deltog i hos et medie, at fru Carit Etlar:
  ...vid en séance i Berlin fått se sin aflidne man, den kände författaren, som dessutom åtföljdes af sina välbekanta stora hundar, som dock ännu lefva och frodas i bästa välmåga ute vid Gentofte.
Så i Berlin havde Augusta Etlar ikke blot set og truffet sin afdøde mand, men hun havde også mødt hundene som ikke var døde endnu! Den anonyme "grosserer P.", som er fortælleren af det sidst citerede, bliver også nævnt lidt længere nede her på websiden.

'Fru X' i Berlin.

Helmuth von Moltke.
Gammelt tysk postkort.
Fra begyndelsen af 1900-tallet.
Dette medie, 'fru X', som Augusta Etlar helst gerne langt senere vil foregive er mediet fru Abend, er imidlertid ikke fru Abend. Alt det Augusta Etlar herover fortæller om mediet 'fru X', passer kun på eet bestemt medie, nemlig blomstermediet Anna Rothe.
Augusta Etlar skriver selv herover: "I hin Tid 1901 var 'fru X' et meget besøgt Medum, omgivet af en Sværm af lindt troende, lige fra Hoffets kronede Kejserhoveder til fremmede landes Spiritistkredse", og Augusta Etlar skriver også at efter seancen "dalede Blomster ned i Kredsen". Alt dette passer kun på blomstermediet Anna Rothe.

Augusta Etlar fortæller også ovenfor, at da hun og Blüthgens deltog seancen hos 'fru X', havde det svirret "med Excellencetitler, selve Hofchefen, Grev og Grevinde Moltke var til Stede!"
Helmuth von Moltke og hans frue Eliza hørte til den faste kreds omkring mediet Anna Rothe.

Helmuth Johannes Ludwig von Moltke var ikke "hvem som helst", han tilhørte staben omkring den tyske kejser Wilhelm II.
Helmuth von Moltke blev fra 1906 til 1914 leder af den tyske generalstab, og demed hovedansvarlig for det tragiske store tyske nederlag i slaget ved Marne i september 1914. Straks efter nederlaget blev Helmuth von Moltke skiftet ud, og erstattet af general Erich von Falkenhayn.
Helmuth von Moltke døde i Berlin af et slagtilfælde to år senere, i 1916.

Corinna Treitel skriver i en næsten ny bog, på side 176, i kapitlet "Policing the Occult" fra hendes bog "A Science for the Soul" udgivet af "JHU Press" i 2004:
  Helmuth von Moltke, a general in the German army, and his wife Eliza, well-known spiritualists who eventually became followers of Steiner, were devotees of Anna Rothe. Eliza von Moltke, in fact, expended a great deal of Energy trying to convince Albert Moll, one of the city's leading psychiatrist, to give his scientific legitimation to Rothes abilities.
Albert Moll, som bliver nævnt herover, og som Eliza von Moltke stædigt søgte at overbevise om spiritismens ægthed, var videnskabsmand, psykiater, og en stor kritiker af spiritisme. Spiritister gjorde i årene omkring 1900 store anstrengelser for at få videnskaben inddraget i spiritismen, og få dem til at erkende at spiritisme også var en eksakt videnskab. Albert Moll skrev efter forsøget på at involvere ham i spiritismen, en bog "Hypnotismus, Tierischer Magnetismus, Spiritismus" som udkom i Halle i 1904.

Langt senere, tyve år senere, i 1924, skrev Albert Moll endnu en bog "Der Spiritismus".
Et medie, Maria Vollhardt, følte sig krænket af denne bog, og Moll blev anklaget af spiritister, for i bogen at have brugt nedsættende udtryk som "triks, manipulationer, og farce". I retten tabte Maria Vollhardt sagen.

Som August Etlar nævner så var det højt rangerende personligheder og embedsmænd kom til Anna Rothes seancer, fordi hun foruden at være mellemled mellem "almindelige afdøde" og deres efterladte, også var mellemled, medie, for berømte afdøde personer, heriblandt Luther, Frederick den III, Kong Ludwig, og den reformerte kirkes grundlægger Ulrich Zwingli, o.s.v.
Det betød at f.eks. en generaloberst som Helmuth von Moltke, gennem Anna Rothe kunne få forbindelse til kloge afdøde, og bede disse afdøde om råd og vejledning, der kunne bruges i embedsførelsen, og i Helmuth von Moltkes tilfælde: råd og vejledning i krigsførelsen.
På åndefotoet lidt længere nede, i afsnittet om "Anna Rothe", er Anna Rothe omgivet af nogle af sine berømte ånder som hun var medie for.

Von Moltkes hustru Eliza Moltke var svensker og født lidt nord for Malmø i 1859. Som 18-årig havde Eliza været på ophold på kurhotellet "Marienlyst" ved Helsingør. Og der traf hun Helmuth von Moltke, der tilfældigvis var i Danmark "i tjenstligt ærinde", og som i den forbindelse boede på "Marienlyst".
Der er en lille biografi over Gräfin Eliza von Moltke-Huitfeldt her på kulturimpuls.org.
Omkring 1900 blev Eliza Moltke også veninde med Rudolf Steiners 2. hustru, Marie von Sivers, så Augusta Etlar var i fornemt selskab, da hun sammen med Blüthgens-parret deltog i Anna Rothes seance.

Eliza von Moltkes oversættelse af en Karadja bog.
"Spiritistische Phaenomene und Spiritistische Offenbarungen", en lille bog med koksgråt omslag på 48 sider af Mary karadja, oversat fra svensk af general Helmuth von Moltkes hustru Eliza von Moltke.
Om bogen forfatter Mary Karadja, er der fortalt om lidt længere nede.
Teksten under Mary Karadjas spiritistiske automat-tegning, som er udført den 3. december 1899, lyder:
  "Darstellung des Uebergangs zum Geistesleben, d. h. Zustand der Seele unmittelbar nach der Befreiung vom Körper, bevor sie noch zum Bewusstsein erwacht ist.
  Der neugeborene Geist erscheint umgeben von einer Hülle von Fluiden und hat noch nicht die Fäden zerrissen, die ihn umspinnen und ihn an die Erde binden."
Eliza von Moltke-Huitfeldt, generaloberst Helmuth von Moltkes enke, fik udgivet nogle af sin afdøde mands "Erinnerungen, Briefe, Dokumente, 1877-1916" på "Der Kommende Tag A.-G. Verlag" i Stuttgart i 1922.
Men spiritismen nævnes ikke deri, heller ikke nogle af de mange spiritister som parret havde haft forbindelse til, og dermed heller ikke Augusta Etlar.

Anna Rothe.

Anna Rothe.
Gammelt åndefoto af mediet Anna Rothe
fra 1901. Ånderne i baggrunden er de
berømtheder som Anna Rothe også var
medie for.
Augusta Etlar fortæller lidt højere oppe at: "Blomster dalede ned i kredsen", og at også grevinde Eliza von Moltke-Huitfeldt og hendes mand generaloberst Helmuth von Moltke var til stede, der hvor Augusta Etlar sammen med Blüthgen-parret deltog i en seance. Ligeledes fortæller Augusta Etlar at hun var i operaen med fru X.
Alt dette passer på det berlinske "blomstermedie" fru Anna Rothe. Så Anna Rothe er den omtalte fru X i Augusta Etlars erindringer.

Helmuth von Moltke hustru, Gräfin Eliza von Moltke-Huitfeldt "optrådte" også som spiritistiske medie, og var veninde med Anna Rothe, og også med prinsesse Mary Karadja. Med i kredsen af disse "stærke" spiritistiske kvindelige medier var også den lidt sky og beskedne skomagerfrue, mediet fru Abend, som også var en af dem Augusta Etlar mødte i Berlin.

Det "sächsische Blumenmedium" Anna Rothes berømmelse skyldtes hendes evne til at materialisere ting fra åndeverdenen, f.eks. æbler og appelsiner og især blomster, men af og til også personlige ting, som hun hævdede kom fra de afdøde, og som Anna Rothe overrakte de efterladte. Også Augusta Etlar fik ting af Anna Rothe som gav mindelser om sin afdøde mand.

Under seancerne var Anna Rothe mellemled mellem deltagerne og deres nylig afdøde kære. Men opstod der spørgsmål eller problemer under en seance, så havde Anna Rothe yderligere sin egen usynlige fiktive hjælpeånd, som hun kaldte "Friedchen", og som så "trådte vejledende til".

Blomster og frugter og guldstøv, handsker, og små religiøse statuetter samt sten, dukkede op under seancerne, og tilsyneladende ud af den fri luft. Tågede ånder kunne af og til anes i værelsets dunkle kroge og i sidekabinettet, og sceancerne endte med, at fru Anna Rothe faldt i dyb trance. Når hun vågnede op igen blev der bedt en bøn, og seancen blev erklæret slut.

I erindringsbogen fortæller August Etlar om afslutningen på sin spiritistiske oplevelsesrejse til Berlin, hvorfra hun rejste hjem, og:
  ...nogle Dage senere først i September stod jeg paa Bryggen i København og modtog alle Dyrene som min trofaste Pige bragte velholdne i Land. Samme Aften var vi igen i vort gamle Hjem i Gentofte, som Sommergæsterne nu havde forladt. Hjemme - hjemme - hjemme.
Dyrene, det er hundene som tjenestepigen havde passet hjemme hos sine forældre på Mors, medens Augusta Etlar var i Berlin. Sommergæsterne er dem der havde haft lejet Augusta Etlars hus i Gentofte, sommeren over.
Dette udsagn om hundene rejser i øvrigt et spørgsmål angåene hundenes antal. Augusta Etlar rejste til Mors med fire hunde; i flere af de avisomtaler, der følger med de kommende måneders begivenheder, bliver det nævnt at Augusta Etlar har tre hunde?
Har stuepigens forældre på Mors beholdt den ene, eller er en hund død?

Augusta Etlar forsætter, lidt længere fremme i "erindringerne" på side 19, med, at hun hjemkommen vil følge 'fru X' gode råd: "Din Grav", og udtrykker:
  Her fik jeg så endelig min nye Gerning i den gamle store Stil. - Saa meget var vist: Brosbølls Buste skulle rejses her på Gravstedet.

Prinsesse Mary Karadja.

Hjemkommen fra Berlin kastede Augusta Etlar sig ud i sit eget spiritistiske "eventyr".
Professorinde Carit Etlar var i Berlin i omkring halvanden måned, og hvor hun deltog i flere seancer i byen. Professorinde var jo titlen hun havde arvet efter Carit Etlar, og den brugte hun konstant.
Her kan jeg kan ikke dy mig for en lille bibemærkning, som jeg slet ikke har været inde på endnu her på websiden, for da Carit Etlar blev tildelt professortitlen i fødselsdagsgave da han fyldte 80, så afviste han den først, og nægtede at modtage titlen. Men efter nogle dage så lod Etlar sig "overtale" og skiftede holdning, og tog alligevel modstræbende imod professortitlen, men selv brugte han den ikke. Augusta Etlar var derimod meget glad for titlen, og efter Carit Etlars død kaldte hun sig, og forlangte at blive kaldt: professorinde.

Prinsesse Mary Karadja.
Prinsesse Mary Karadja.
Fra "Idun" den 20. november 1896.
I kredsen omkring Anna Rothe havde August Etlar truffet endnu et medie, den beskedne fru Abend.
Fru Abend skulle til Stockholm og deltage i seancer sammen med, og hos, prinsesse Mary Karadja.
I Berlin havde Augusta Etlar tilbudt mediet fru Abend og hendes mand, husly hos sig selv privat hjemme i villaen i Gentofte i København, under Abend-parrets kommende tourné. Og Augusta Etlar havde desuden tilbudt at introducere fru Abend for venner og bekendte der kunne deltage i seancer, når fru Abend kom til Danmark efter besøget hos prinsesse Karadja i Stockholm.
Prinsesse Karadja havde personlig deltaget i den seance hvor DSB-manden Georg Olsen havde mødt sin afdøde hustru, og som Augusta Etlar havde læst om i en af aviserne på Mors, og som oprindelig havde været årsagen til at Augusta Etlar var rejst til Berlin

Der var selvfølgelig tætte forbindelser imellem Europas top-spiritister, så fru Abend var formentlig blevet anbefalet til prinsesse Karadja i Sverige gennem generaloberst Moltkes hustru, Gräfin Eliza von Moltke-Huitfeldt, som også selv optrådte som medie, og som jo var svensker.
Grevinde Eliza von Moltke og Prinsesse Karadja kendte selvfølgelig hinanden, og allerede i år 1900 havde Eliza von Moltke oversat noget af Mary Karadjas skrevne til tysk, som blev udgivet med titlen "Spiritistische Phaenomene und Spiritistische Offenbarungen". Det lille skrift på 46 sider, som udkom på Max Spohr's Verlag, både i Leipzig og Stockholm, er den lille bog med Mary Karadjas åndetegning, der er vist de første par sider af lidt oppe her på siden.

Det svenske ugeblad "Idun", som har undertitlen "Praktisk Veckotidning för Kvinnan och Hemmet", har en stor omtale af Mary Karadja, fra umiddelbart før hun blev stor tilhænger af spiritismen.
Göteborgs Universitetsbibliotek har lagt hele årgangen 1896 på Nettet, heriblandt dette med Mary Karadja.

Mary Karadjas far var "brændevinskongen", den i Sverige berømte Lars Olsson Smith. "Brændevinsparret" havde to døtre:
Lucie som var født i 1865, og
Mary (Marie Louise) som var født i 1868
Lucie blev gift med Axel Bengt Henrik Lagerbielke, og hun blev forfatter og skrev teosofiske og spiritistiske bøger og fortællinger, både under sit eget navn, men også under pseudonymer. Lucie døde i 1931.

Mary Karadja postkort.
Et af Mary Karadjas mange automattegninger
udgivet i Gouvy i Belgien i 1930'erne (?).
Teksten på bagsiden forklarer, at det er et
ægtepar af Adams race, i et åbnet 8-tal,
tyrens tegn, på den endelige opstandelse
til en usynlig Sol, omkranset af 6-takkede
stjerner, der symboliserer den hellige ånd.
Mary giftede sig som 19-årig i 1887, med den 23 år ældre fanariotiske prins Jean Karadja Pasha, som var født i havnebyen Nafplion i Grækenland i 1845, og som var blevet skilt fra et tidligere ægteskab.
Området Faner var et græsk område ved Konstantinopel (i det nuværende Tyrkiet), hvor der var bosat flere velhavende og adelige græske slægter.
Efter Konstantinopels fald i 1453, var det formelt sultanen der havde overherredømmet, men patriarken over Faner blev dog accepteret af osmannerne som en selvstændig leder af det 'fanske område'.

Efter den græske frihedskrig i 1820'erne flyttede mange af fanerne "hjem" til Grækenland. Men nogle blev tilbage, og nogle af disse tilbageværende havde gode forbindelser til tyrkiets hovedstad Istanbul, og de derværende herskere.
Blandt disse "fanske grækere" var nogle fra Karadja-slægten, og derfor kunne en halv græsk/fansk/tyrkisk prins, som Mary Karadjas mand Jean Karadja Pasha, blive osmanisk diplomat i Stockholm.

Efter at have boet i Stockholm og England, bosatte Karadja-parret sig på deres slot ved Bovigny i Belgien.

Mary Karadjas ægtemand Jean Karadja Pasha døde i Haag i Belgien i 1894, efter kun 7 års ægteskab med Mary. Jean Karadja blev begravet i sit eget lille ortodokse familiekapel, ved familiens eget slot i Bovigny i Belgien.

En (næsten ukendt) datter af Jean Karadja Pasha, født udenfor ægteskabet, hævdes at være Nannie Wallenberg, som ved bortadoptionen havde fået navnet Jeanne Nyström.

Mary Karadja var nu enke - med en stor arv og et slot - og med en prinsessetitel. Hun var kun 26 år gammel, og havde nået at få to børn: prins Constantin Karadja (1889–1950), og prinsesse Despina Karadja (1892–1983),

Sønnen Constantin Karadja gik, som sin far, også i diplomatiets tjeneste, blandt andet var han Rumæniens generalkonsul i Berlin fra 1933 og til slutningen af 1941.
Den Rumænske Ambassade i Hague, har på deres hjemmeside lagt en pdf-fil der fortæller om Constantin Karadjas indsats for jøder under 2. verdenskrig, hvor han var medvirkende til at redde mange.
Constantin Karadja blev hædret i det Israelske Holocaust Center Yad Vashem i Jerusalem i 2005.

Datteren Despina forbliver ugift og fik ingen børn, I World Catalog er hun nævnt som forfatter til nogle få bøger.

Efter ægtemandens død, så sørgede Mary Karadja.
Hun fortæller følgende i forordet til sit store digt "Mot ljuset" som udkom i 1899, her citeret fra den danske oversættelse fra 1944:
Mod Lyset.
Den danske 1. udgave fra 1944.
  Da jeg sidste Foraar opholdt mig i London, modtog jeg ad spiritistisk Vej en Række Meddelelser fra min afdøde Mand. disse Meddelelser var af privat Natur og af en saadan Art, at Meddelerens Identitet for mit Vedkommende var hævet over al Tvivl. Hvad der mest frapperede mig var hans nøjagtige Kendskab til flere Tildragelser, som var hændte efter hans Død; han gav mig bl.a. Raad angaaende nogle Dokumenter, som var komne i min Besiddelse langt senere. Endelig bad han mig om straks at forlade London og i Gravkapellet ved Bovigny Slot at afvente en Meddelelse fra Aandeverdenen.
  Jeg adlød og rejste.
  Sankt Hans Nat fik jeg Tilsigelse at hente Pen og Papir. Min Haand tegnede automatisk en Sol og skrev: "Mod Lyset" uden nogen som helst Medvirken af min personlige Vilje. Derefter fulgte "In memoria æterna erit justus". - Jeg har aldrig læst Latin og ved ikke, om Sætningen er et Citat.
  Hvad siden fulgte blev ikke skrevet automatisk, men ved Inspiration.
Mary Karadja fortæller at hele digtet blev skrevet med spiritistisk automatskrift og uden ophold, og hun "mærkede Aandehviskeren så tydeligt, at det næsten var som om hun havde skrevet efter Diktat".

Ideen om at åndeverdenen havde været medforfatter, var Mary Karadja langt fra ene om at bruge.
Ovenfor er forfatterparret Blüthgens nævnt. Fru Clara Blüthgen mente at hun var hjemsøgt af en ånd som hun kaldte "Otto Dalberger". Og denne fiktive "Otto Dalberger", erklærede Clara Blüthgen, havde været medforfatter til digtsamlingen "Klänge aus einem Jenseits, Ein Mysterium", som blev udgivet i 1902.

Mary Karadjas store digt "Mot ljuset" udkom i 1899, og i de efterfølgende år, i mange lande. Her er et par eksempler:
  1. Digtsamlingen "Mot ljuset" fra 1899, blev oversat til engelsk i 1910, og fik titlen "Lightwards".
  2. Den danske oversættelse udkom 45 år senere, i 1944, og fik titlen "Mod Lyset". Anledningen til denne oversættelse på dette tidspunkt, var formentlig at Mary Karadja netop var død (1943).
  3. Digtsamlingen udkom i en ny udgave i 1996, udgivet af forlaget Himmerland-Hus, denne gang med titlen: "Lykkens kæledægge begik selvmord".
    Samme forlag udgav samtidig bogen oversat til engelsk med titlen "Pet of the fortune committed suicide".
I årene 1902-04 var Mary Karadja medudgiver af det svenske spiritistiske tidsskrift "XX:e seklet".

"Neue metaphysische Rundschau" var et af flere spiritistiske tidsskrifter, der under forskellig navne udkom mellem 1886 og 1917 i Berlin. Nogle af dem er allerede lagt på Nettet, men desværre ikke det jeg herunder mangler:
Tre Medier mødes.
På side 193 i "Neue Metaphysische Rundschau" bind 4, april-Maj 1901, er denne lille notits som fortæller at der i næste nummer af tidsskriftet er en artikel om disse tre spiritistiske medier, som stod i nær kontakt, og jævnlig mødtes.
Desværre er det endnu ikke lykkedes mig at finde artiklen i det kommende nummer.
Mrs. d'Espérance, som er nævnt i notitsen, var et berømt engelsk medie, som jeg helt har udeladt omtalen af her på websiden, da hun ikke har direkte tilknytning til Augusta Etlar. Hun turnerede også meget rundt i Europa og afholdt seancer. Mrs. d'Espérances allersidste seance fandt sted på Østerbro i København den 1. maj 1919.
Mrs. d'Espérance døde syv uger senere, den 20. juli 1919.

Spiritist-ægteparret Abend fra Berlin.

Som tidligere nævnt, så havde Augusta Etlar også truffet spiritist-parret Abend i Berlin, som efterfølgende skulle på turne i Norden, begyndende Sverige hos prinsesse Karadja. I Berlin inviterede Augusta Etlar Abend-parret til Danmark, til at bo hos sig i villaen i Gentofte under det danske ophold, når besøget og seancerne hos prinsesse Karadja i Stockholm var afsluttede.

Augusta Etlar fortæller i sine erindringer "I Samliv med Carit Etlar" bind 2, fra side 21, om fru Abend og Abends mands ankomst til Augusta Etlars hus i Gentofte:
  Hun og hendes Mand kom altså en Eftermiddag. Jeg husker, at især vor store Frugthave og Espaliertræer gjorde et mægtigt Indtryk paa dem, de syntes, de igen gik i "Alte Fritzes" "Sans Souci" Park ved Potsdam, og ansaa mig vist for en helt Krøsus! Mange var de aabenbaringer, som Fruen blev inspireret af mellem Havens Træer.
Augusta Etlar fortæller i erindringerne, at hun ikke selv deltog i de spiritistiske seancer i København, og at hjemme hos hende selv fandt der ingen seancer sted. Men det sidste er ikke rigtigt, for hun fortsætter selv på side 21 med at fortælle, at hun selv og fru Abend ofte sad
  ...ved "Bordet", dette trebenede Mellemled mellem Himlens og Jordens Aander, men her røbede det meget Ukendskab og mange Uoverensstemmelser med virkelige Forhold. Kun mine Nærmeste deltog i disse Bordsamtaler, der som Bekendt fremkommer ved, at Deltagerne lægger Hænderne med udspilede Fingre faldt paa Bordpladen, saaledes at Fingerspidserne berører hinanden, for at frembringe en magnetisk Strøm, der efter sigende overføres til Brug for den usynlige Verden. Enkelte af de Tilstedeværende blev fuldstændig overbeviste, andre det modsatte.
Augusta Etlar havde påtaget sig at arrangere seancer hos flere af hendes bekendte, blandt andet hos hofjægermesterinde Christmas, som var født baronesse Tusky Susanne Charlotte Dirckinck-Holmfeld. Denne baronesse var forfatteren Walter Christmas moder. (Dagbladet "Kalmar" i byen Kalmar i Sydøstsverige lørdag den 30. november.)

Ved en af disse seancer var tillige en læge tilstede for at kontrollere om der var humbug indblandet. De fleste af disse seancer mislykkedes, og fru Abend undskyldte sig med, at det var fordi flere af de tilstedeværende ikke var rigtig troede på fænomenet. Augusta Etlar selv udtrykte også tvivl.
Om mediet fru Abend giver dagbladet Politiken denne beskrivelse: (Politiken 7. december 1901)
  Fru Abend var en jævn, borgerlig, 40aarig Kone, gift med en Skomager der ledsagede hende. Hendes Teint var gennemsigtig blegt, Ansigtet lidt koparret, hendes Dannelse begrænset. Af Væsen var hun godlidende, af Optræden forlegen og kejtet. Hun forklarede paa Tysk - hun talte ikke andet Sprog - at hendes "Kontrolaand", som altid ledsagede hende, var hendes egen Søster, fremdeles at hun ikke ævrede at optræde mere end to Gange om Ugen, da Trancen (den Besvimelsestilstand, hvori et Medium fremkalder Aanderne), kostede hende saa megen Kraft.
Noget skete imellem Augusta Etlar og Abend-parret, og et uvenskab opstod. Allerede da parret blev indlogeret i Augusta Etlars villa, kunne Abend-parret ikke undgå at bemærke Augusta Etlars store hunde:
  Digterinden havde tre menneskestore Hunde i Huset, og deres Forbavselse var ikke ringe, da de nu saa, at Værtinden behandlede Hundene som Mennesker, talte med dem, raadspurgte dem om sine digteriske Frembringelser og lod dem tage Plads ved Bordet, madede dem med sin egen Ske og Gaffel, sagde Velbekomme til dem og gav dem Bordkys. (Politiken 7. december 1901.)
Fru Abend, der var et kristent menneske, påpegede overfor Augusta Etlar: at Gud havde skabt mennesket i sit billede, og at mennesket ikke maatte sidestille sig med dyrene.
Til den bemærkning svarede fru Etlar tilbage "at Hundene var hende kærere end alt, hvad der fandtes i Himlen og paa Jorden". (Politiken 7. december 1901.)

Dermed var misstemningen allerede skabt i begyndelsen af bekendtskabet, og værre blev det. En anonym grosserer P., fra en af de københavnske spiritistkredse, fortæller til Svenska Dagbladet den 1. december 1901, at:
  En afton blef fru Abend och Carit Etlars änka oeniga; anledningen säges vara den, att fru Abend icke ville lära fru Etlar att framkalla andar, och fru Carit Etlar, som nog icke nu har mer at skriva om, önskade någon sysselsättning. Dessutom hade fru Abend ved en borddans förutsagt, at det nästa dag skulle komma 20.000 kronor till fru Carit Etlar - men de 20.000 uteblev och fru Carit Etlar blef häröver ytterst förtörnad. Att det ett par dagar efteråt anlände en mindre penningsumma förmildrade henne alldeles icke.
Selv om grossereren, i det herover citerede, ønsker at være anonym så har han eksisteret og har været en person i toppen af de fire-fem spiritistkredse der var opstået i København omkring år 1900. Jeg har dog endnu ikke kunnet identificere ham.
Dagbladet Politiken nævner også grossereren i sin artikel den 7. december 1901, som har overskriften "Aander", hvor Politiken fortæller at avisen har været inviteret til at overvære en seance hos grosserer P., hvor mediet, som var grossererens kone, påtog sig at fremkalde en nærmere bestemt afdød, af hvem Politiken "af personlige Grunde ønskede en Samtale".
Politiken nævner at "desværre mislykkedes Seancen. Mediet, en Grosserers unge Frue, blev ved Trance-Tilstandens Indtræden overrasket af et Ildebefindende".

Abend-parret havde flere gange under deres ophold hos Augusta Etlar, foretaget ture til København for at møde andre spiritist-troende, heriblandt bl.a. Walter Christmas, ingeniør Severin Lauritsen, samt overassistent ved DSB Georg Larsen.

Men en dag skete der noget, som der siden kom mange forskellige forklaringer på, og udlægninger af.
Denne korte beretning herunder om begivenhederne i Abend-affæren, er delvis fra Svenska Dagbladet den 28. november 1901 og frem, men mange af de andre svenske dagblade fortalte den samme historie, med nogle variationer, og har bidraget til udredningen.

I København havde en tilrejsende svensk kvinde (formentlig prinsesse Karadja), hos hvem Abend-parret havde afholdt en seance i Stockholm, inviteret Abend-parret "i byen" i København. Og medens parret var i København - så gennemsøgte fru Etlar nysgerrig Abend-parrets kuffert hjemme i Gentofte!
Augusta Etlar hævdede efterfølgende at det var hendes stuepige, der under rengøringen i gæsteværelset, var kommet til at vælte kufferten omkuld, så indholdet faldt ud på gulvet, og da hun ville samle indholdet op igen, havde hun bemærket flere mærkelige ting imellem. Heriblandt var en lille gummikop, som indeholdt et fint pulver, som, når det fine pulver blev blæst ud, dannede forskellige skyformationer. I kufferten var også nogle meget tynde tørklæder.
Avisudklip.
Fra den svenske avis "Kalmar".
Den 30 november 1901.
Augusta Etlar mente at vide hvad det var disse ting blev brugt til, for under seancerne, havde fru Abend et lille forhæng hængende i døren mellem hende og tilskuerne. Under en seance kunne det ske at en tåge viste sig, som fru Abend fortalte var en afdød ånd, således at en sørgende mand eller kvinde, der allerede var i en halvhypnotisk tilstand, fornemmede at det var vedkommendes afdøde der viste sig. Når disse ånder viste sig havde de tynde slør omkring hovedet.
Augusta Etlar følte sig nu overbevist om, at ånderne blot var fru Abends mand, som med et tørklæde om hovedet, og med et lille tryk på gummibolden spredte lidt af pulveret i luften omkring sig, så der dannedes en sky, på en sådan måde at skikkelsen i halvmørket mindede om en ånd.
Et af tørklæderne, der var fundet i kufferten, tog, stjal, Augusta Etlar som bevis. Dette tørklæde klippede hun i 7 stykker, som hver af 7 tilkaldte vidner til kuffert-undersøgelsen, fik et stykke af hver.

Augusta Etlar var nu helt sikker på at fru Abend var en bedragerske, og da Augusta Etlar betroede sig til skuespiller Karl Mantzius moder, Anna Margrethe Petrea, som foruden at være født Jørgensen, tillige kunne titulere sig kammerherreinde og hofjægermesterinde, så blev den gamle fru Mantzius så "upphetsat, att hon måste intaga Sängen".

Ægteparret Abend kom sent "hjem" fra besøget i København, så først næste morgen blev de foreholdt "beviserne".
Fru Abend græd og forklarede at sløret var en personlig gave fra ånderne, og at det var meningen at det skulle med hjem til Berlin. Hr. Abend blev vred og truede med at tilkalde politiet. Augusta Etlar var meget fortørnet og enden blev, at Abend-parret fik besked på at forlade Augusta Etlars hus.
Abend-parret forlod Augusta Etlars hus i Gentofte, og kørte med toget tilbage til København, og søgte tilflugt hos forfatteren Walter Christmas der boede på hjørnet af Store Kongensgade og Palægade, på 3. sal, meget tæt ved Kongens Nytorv i København. Hos Christmas blev der taget venligt imod skomagerparret.
Peder Most reklame.
Reklame i Nationaltidende den
18. november 1901. Læs lidt
om Christmas i bemærkninger.
Efter Abend-parret var forsvundet fra Gentofte kontaktede Augusta Etlar igen ingeniør Severin Lauritzen, samt overassistent ved DSB Georg Larsen, og sammen drog de så ind til Walter Christmas i København, medbringende "beviserne". Walter Christmas forlangte da, at fru Abend skulle åbne sin kuffert i alles påsyn, men det afviste og nægtede hr. Abend som igen truede med politiet, og Christmas var så nød til at bede Abend-parret om at gå.

Denne opståede affære med Abend-parret var meget uheldig for Walter Christmas.
I årene op til 1900 havde Walter Christmas været stor fortaler for, og arbejdet meget på, at sælge 'De Vestindiske Øer' til USA, et projekt som igen mislykkedes, og som Christmas selv havde mistet mange penge på.
Walter Christmas havde i forbindelse med salget af "Øerne" rejst meget, og i Amerika havde han overværet William Gillettes skuespil "Sherlock Holmes", der havde haft premiere på Garrick Theatret på 67 West 35th Street i New York, den 6. november 1899.
Fuldstændig ublu, så stjal Christmas ideen og Gillettes skuespil, og skrev hjemkommen til Danmark skuespillet "Sherlock Holmes" - med sig selv som værende forfatteren.
Premieren på Sherlock Holmes.
Folkets Avis den 26. december 1901.
Premiere på skuespillet "Sherlock Holmes".
Netop her i dagene, før og under og efter Abend-parrets besøg i Danmark, arbejdedes der ihærdigt på at forberede premieren på "Sherlock Holmes", der skulle finde sted på Folketeatret den 26. december 1901. Så enhver form for skandale i forbindelse med spiritisme, i lige netop disse dage, ville Walter Christmas for enhver pris undgå. Så uanset det rigtige, eller forkerte, i Augusta Etlars anklager mod Abend-parret, så ville, og kunne, Christmas ikke gøre andet end at smide Abend-parret ud hurtigst muligt.

Rent tilfældigt, på vej væk, efter at være blevet smidt ud fra Walter Christmas bolig i Bredgade, så mødte Abend-parret en af deltagerne fra en af de tidligere seancer, enkefrue Falsen, som havde det fine navn Bertha Sophie Louise de Falsen Zytphen-Adeler, og som var moder til baronesse Zytphen-Adeler på Dragsholm Slot. Enkefrue Falsen boede periodevis på Hotel Phoenix, der også ligger i Bredgade, ikke mange husnumre væk fra Christmas, og fru Falsen inviterede skomagerparret med over på hotellet og indlogerede dem der.
Abend-parret afholdt de efterfølgende dage nogle seancer med stor succes for hotellets gæster, og fru Abend modtog, foruden betaling, også mange gaver.
Men Augusta Etlar lod sig ikke formilde så nemt, eller gav op så hurtigt, hun opsøgte og overbeviste fru Falsen om, at Abend-parret var svindlere, og det endte med at parret endnu en gang blev smidt ud, og fik besked på at forlade hotellet, hvorefter parret opgav tournéen i Norden og rejste hjem til Tyskland.
Forsvar for Abend.
Svenske Dagens Nyheter tirsdag den 3. december 1901.


Der blev selvfølgelig telegraferet til prinsesse Mary Karadja i Sverige om episoden, og hun blev bogstavelig talt rasende, og begyndte at forsvare Abend-parret, først mod påstanden om at de skulle være blevet smidt ud af Hotel Phoenix:
  Hvad angår påstående att fru Brosbøll skulle ha övertygat fru Falsen att hon "Blivit grundligt dragen vid näsan af det spiritistiske paret" och att "hon uppfordrades att flyta från hotellet inom 24 timmar", vill jag blott nämna, att jag innehar ett bref från M'me de Falsen (en nobel och älsklig gammal dam), hvari hon säger: "Abends hafva nu afrest. Jag följde de stackars människorna till tåget, In i det sista följdes de af mänskornas ondska". (Svenska Dagblatet 29. november 1901.)
Prinsesse Karadja refererer også forløbet af en af seancerne i København, for dermed at understrege at seancerne har været ægte, og at mediet, fru Abend forinden seancen "blef undersögt af två läkere, dr. Oscar Hansen och dr. Siemsen". Herefter, fortsætter Karadja med at fortælle, materialiserede syv ånder sig, hvorefter en af ånderne trak forhænget til side, og klappede mediet, fru Abend to gang kraftigt på kinden, så kraftigt slagene kunne høres helt ud i værelset.
Prinsesse Karadja forklarer videre, at hun har en kopi af et brev, som fru "Brosböll-Etlar" har sendt til hr. ingeniør Larsen "hvari denna aktningsvärda dam - förskrämd öfver den vändning saken tagit - själv förklarar sig villig att tro på mediets oskuld". ("Aften blatet" Stockholm, den 29. november 1901. (Hr. Larsen er Georg Larsen)

Augusta Etlar havde fået "kolde fødder", og var begyndt at prøve at trække sig ud af affæren.

Prinsesse Karadja fortsætter derefter med at true med retssager mod de dagblade som skrev om "Köpenhamnshistorien" uden at give plads for hendes, Karadjas, egen udlægning af episoden, der bl.a. om den undersøgte kufferterts indhold var, at det kunne have været "någon spiritistfiende, som smusslat in gummivarorna i Abends koffert".
Prinsesse Karadja fortsætter sine angreb:
  Under sin vistelse i Stockholm vore herr og fru Abend gäster i en aktad familj; den enda koffert de förde med sig lämnade de alltid olåst, hvilket väl näppeligen skulle ha skett om de deri förvarat något, som de behöfde dölja. Ved deras ankomst till Köpenhamn blefvo de logerade hos professorskan Brosböll, författaren Carit Etlars enka. Som de antogo att de fortfarande befunno sig bland hederligt folk, lämnade de äfen här förtroendefullt sin koffert olåst hvarje gång de aflägsnada sig från hemmet. Deras värdinna begagnade sig af sina gästers frånvaro för att undersöka deras tillhörigheter - samt tillkallade sju vittnen för at i eggarnas frånvare konstatera, at en del slöjor m.m. befunno sig i deras koffert. (Avisen "Kalmar" den 30. november 1901.)
Mary Karadja anklager således Augusta Etlar for bevidst at ville finde noget i kufferten. Ved undersøgelsen af kuffenten havde de 2 af de 7 tilkaldte vidner været ingeniør Severin Lauritzen og overkontrollør ved DSB Georg Larsen.

Prinsesse Karadja kalder Augusta Etlars forklaring om at kufferten skulle være væltet ved et uheld, for usand, for kufferten var stor og tung. Ligeledes mener Karadja, at en af hovedpersonerne i "ömkliga historia är fru Etlars piga", for måske er pigen af ukendte personer levet bedt om at indsmugle noget kompromitterende materiale i kufferten?

Augusta Etlar har efterhånden erkendt, at det bedste vil være "at trække sig", og Kalmar avis fortæller den 30. november 1901, at Mary Karadja hævder at have en kopi af et brev fra August Etlar
  ...hvari fru Brosbøll Etlar besvär herr Larsen at hennes namn må förtigas enär hon erkänner sig ha kränkt gästfrihetens lag genom att i sina gäster frånvara undersöka deras tillhörigheter.
I de svenske aviser, her fra Dagens Nyheter den 3. december 1901, svarer Augusta Etlar vredt prinsesse Karadja tilbage:
  Detta kallar prinsessan Karadja at "kränka gästfrihedens lagar"! Efter att parat i 14 daggar hade betraktat mitt hem såsom sitt och efter att hr skomakare Abend under samme tidrymd legat med benen på min soffa och druckit mit portvin!...
At Augusta Etlar her begynder at fortælle om sin portvin, vil siden hen vise sig at være en katastrofal dumhed.

Augusta Etlar har efterhånden endelig erkendt, at det bedste vil være "at trække sig", og erklære sig villig til at tilstå at have overskredet "gæstfrihedens lov", i forbindelsen med undersøgelsen af kufferten, mod at hendes navn ikke længere bliver nævnt. Men prinsesse Mary Karadja er meget vred, så det tilbud bliver heller ikke accepteret.

Augusta Etlar besluttede så at gå til sin sagfører, advokat Hindenburg i Dronningens Tværgade, og fik ham til at skrive et brev stilet til Mary Karadja, et brev som mange af de svenske aviser også fik kopi af og citerede:
Advokat Hindenburg.
Højesteretsadvokat Arthur Leopold Hindenburg
drev advokatfirma sammen med sønnen
Holger Albert Hindenburg.
"Store Nordiske Konversations Leksikon".
Bind 11, side 139. København 1918.
  Prinsessan Karadjas uttalande äro byggda på idel inkorrekta uppgifter och antaganden. Hennes danska källor äro for mig obekanta. Jag hänvisar prinsessan Karadja till at på rättslig väg söka erhålla de underrättelser hon synes sakna. Prinsessan lider tydligen af "et obehärskat indra", en mindre lämplig egenskap hos en person, hvilken, såsom hon, vil intaga en ledande ställin till en så svår sak som spiritismen. Prinsessan Karadja har intet skäl att beklaga sig öfver någon eller något i denna sak. Däremot är det många som ha fullt grundade skäl att anföra klagomål öfver att prinsessan - naturligtvis i god tro - importerar medier, om hvilkas pålitlighet hon på förhand ej har tillräcklig vishet. Därmed skadar hon ej blott den intressanta saken själv, utan bereder också andra mycket obehag, när de i förlitande på hennes framskjutna ställning och omdömesförmåga mottaga hennes protegé, så som till exempel förhållandens varit med mig, då jag nyligen i mitt sorgehus, där hvar tanke är vigd åt min store döde, utövade värdskap för fru Abend.
  Jag ser att prinsessan Karadja har tillåtit sig giva mig ett råd, och jag vill då till avslutning upplysa henne om något, varom hon synes vara i okunnighet: namnat Etlar står så högt, i så grundfast rotad heder att varken prinsessan Karadja eller hendes protegé kan komma någon smuts att låda ved detsamma. På rättslig väg må prinsessan söka de upplysningar som hon vidare önskar.
Professorskan Carit Etlar.
(Dagens Nyheter den 3. december 1901.)
Prinsesse Karadja trækker så videnskabsmanden, psykologiprofessor Axel Herrlin fra Lunds Universitet, ind i sagen.
Axel Herrlin var ikke selv spiritist-troende, men en neutral videnskabsmand, som dog samtidig syntes, at videnskaben ikke skal holde sig for fin til at studere emnet. Herrlin mente at studiet af spiritismen kunne medvirke til at give indblik i de gemte sider af menneskets personlighed.
Axel Herrlin foretager så nogle sobre "undersøgelser", som bliver trykt i som en lille føljeton i Sydsvenska Dagbladet med overskriften: "Själslifvets Underjordiska Verld".
Men Herrlins "undersøgelse" tilfredsstiller slet ikke Mary Karadja, snarere tværtimod. I stedet for opbakning fra Herrlin, som hun tilsyneladende havde regnet med, var Herrlins undersøgelse neutral, og Karadja følte sig, og spiritismen, angrebet og forrådt af Herrlin.

Indlæg i Abend-affæren
Annonce i "Ord och Bild" 1901. "Insända böcker" side 512.
Prinsesse Karadja reagerer, og svarer igen med dette lille skrift der er nævnt i annoncen her til højre, "Genmäle till Docenten Herrlin".
Desværre er det aldrig lykkedes mig at finde dette lille hæfte.
Dette lille skrift eksisterer tilsyneladende ikke længere, hverken på de kongelige biblioteker i henholdsvis København og Stockholm, - eller antikvarisk.

Professor Axel Herrlins gensvarer selvfølgelig på dette "Genmäle till Docenten Herrlin". Herrlins svar er medtaget som et lille selvstændigt tillæg, med titlen "Spiritismens fysiska fenomen" med undertitlen "En svar till prinsessan Karadja", i den senere på året 1901 udgivne bog af Axel Herrlin: "Själslifvets Underjordiska Verld".
Axel Herrlin.
Fra "Hvar 8 Dag".
Side 318, februar 1912.
Ud fra Herrlins svar kan man forstå, at Mary Karadja følte sig personlig angrebet af Axel Herrlin.
Herrlin skriver blandt andet i sit svar:
  Den som endast eger kännedom om prinsessan K:s "Genmäle", kan lätteligen få det intrycket, at vår avhandling varit afsedd at bekämpa henne speciellt. Det befinnes emellertid, at vi i denna långe artikelserie endast tvenne gånger, och därtill alldeles i förbigående, råkat omnämna hennes mediumskap, hvilket kanske icke år för mycket i betraktande af den centrala ställning, som hon med rätt eller orätt anses intaga inom Sveriges spiritistiska kretsar. Men ingenstädes hava vi byggt något väsentligt af vår utredning på undersökningar rörende prinsessan Karadjas mediumskap.
Mary Karadja havde også anklaget Axel Herrlin for at kalde hende et "hysteriskt subjekt".
Til dette svarer Herrlin:
  Visserligen har jag påstått, at medierna oftast äro hysteriska individer. Huruvida åter prinsessan Karadja tillhör regeln eller undantagen, är en fråga, varom jag ej yttrat mig.
Lunds Universitets "Historiska Institutionen" har lagt en pdf-fil på Nettet, der har titlen "Den objektiva andligheten", og hvori der fortælles lidt om Axel Herrlin, fru Rothe og fru Abend.

Umiddelbart efter katastrofen i København, så samlede Mary Karadja sine egne udsagn, og sin egen personlige opfattelse af hændelsesforløbet, i et forsvarsskrift for fru Abend og spiritismen, og fik det udgivet. Det blev til den sorte bog herunder, "Abend Affærens Dokument", der blev udgivet i Stockholm på 'Aktiebolaget Varias Förlag' i 1902.
En stor tak til Det Kungliga Biblioteket i Stockholm, der efter forespørgsel har været så imødekommende at scanne denne bog, samt tillige lægge den frit på Nettet...

Abend Affæren.
"Abend Affærens Dokument".
Sort og uhyggelig er Mary Karadjas bog.
I bogen gennemgår Mary Karadja hvad hun selv mener der er sket under Abend-parret ophold hos August Etlar i København, og bogen indeholder også mange prominente personers udtalelser til fordel for Abend, og spiritismen.

Efterhånden ender Abend-affæren ud i at blive en diskussion imellem kun Mary Karadja og Axel Herrlin, en principiel diskussion om hvorvidt spiritisme er svindel eller ej, og Augusta Etlar selv forsvinder efterhånden delvis ud af den videre debat og omtale af affæren.
Men hele episoden var med til at give August Etlar et yderligere dårligt ry. Det var nok tilgiveligt at Augusta Etlar havde forsøgt at afsløre mediet fru Abend, men at fru Etlar var sunket så dybt og havde gennemrodet fru Abends personlige ejendele under opholdet, og tillige taget noget derfra, og klippet det i stykker, opfattede mange som utilgiveligt.

Hele affæren skabte meget stor opmærksomhed i Sverige, og mange af de svenske aviser skrev om den, ikke mindst fordi episoden anfægtede troværdigheden hos en så prominent og indflydelsesrig person som prinsesse Mary Karadja.
Derimod lykkedes det herhjemme for Augusta Etlar at begrænse omtalen af affæren, og den danske presse valgte klogeligt at være tilbageholdende.

Herrlins bog "Själslifvets Underjordiska Verld", eller retter en bog med samme titel, blev oversat til dansk, og udkom et par år efter "affæren", i 1905. Men her har man ikke medtaget det omtalte "Herrlins svar" til Karadja, så her undgik Augusta Etlar igen at komme i den danske offentligheds søgelys i forbindelse med Abend-affæren.
Det Kongelige Bibliotek har lagt denne bog nå Nettet...

Men sagen var dog ikke helt glemt i offentligheden, og det næste stykke tid dukkede der forskellige spydigheder op. Augusta Etlar skriver i sin erindringsbog på side 22, hvordan hun husker det efterfølgende der blev skrevet i pressen, hvor der dukkede:
  ...sensationsvækkende Skandaleartikler om "Aandemaning i Carit Etlars Hus", gruopvækkende Skildringer. Samtidig fulgte angreb fra danske og svenske Spiritistkredse, der istedetfor at være taknemmelige for Afsløringen, blindt og fast svor paa Fru X' Troværdighed som Medium, og paastod at jeg stod i Ledtog med Spiritisternes Fjender.
Etlar-tourneen.
Dagens Nyheder den 21. januar 1902.
Herefter begyndte der endelig at komme lidt afklaring på Augusta Etlars situation.
Der var blevet aftalt en genoptagelse af "Gøngehøvdingen" på Folketeatret. Og Augusta Etlar huskede den berlinske spiritists, fru X's, gode råd: "Din Grav".
Så efter at have aftalt og arrangeret en række oplæsninger rundt i landet, så kunne man i smånotitser i dagbladene læse, at nu begyndte oplæsningstournéen med formålet, at samle det resterende manglende beløb sammen til statuen på Etlars grav.

Det sidste man hører om fru Abend, er to et halvt år senere.
Mandag den 17. oktober 1904 skriver dagbladet Kalmar Avis i Sverige, på side 3, en lille artikel, hvori det fortælles at Mary Karadjas svenske spiritistiske tidsskrift "XX:e seklet" var ophørt med at udkomme, og at det sidste nummer indeholdt en omtale af Mary Karadjas slot ved Bovigny i Belgien, hvor Karadja havde indrettet et spiritistpensionat, med 7 må værelser.
Artiklen nævner nogle af gæsterne der har været indlogeret på pensionatet, heriblandt var også mediet fru Abend, hvor man:
  ...experimenterade et par veckor med fru Abend, som tyvärr till stor del förlorat sitt mediumskap. Hendes prestationer äro numera icke tillfredsställande. Hun gaf visserligen under denna tid flera bevis på klärvoajans, men motsvarade dock icke våra förväntningar.
Herefter forsvinder fru Abend ud af historien. Selv "hendes egne" var begyndt at tvivle på hendes evner.

I Sverige blev/bliver Abend-affæren ikke glemt. Historiska Institutionen ved Lunds universitet har så sent som i 2007 udgivet en afhandling af Assistant Professor Moa Goysdotter, "Den objektiva andligheten", som fortæller om Mary Karadjas disput med Axel Herrlin om Abend-affæren.

Sladder og dårlig omtale fulgte efter Abend-affæren.

På side 23, i andet bind af sine erindringer "I Samliv med Carit Etlar", giver Augusta Etlar udtryk for de frustrationer der fulgte efter hendes spiritistiske oplevelser, og skriver bl.a.:
  Alt dette Hurlumhej blev meget omtalt i Pressen, og lever stadig i forvansket Form. Hvad brød nu ikke løs over mit Hoved! - Det var som om en Skranke, der hidtil havde værnet om Digterhjemmet, paa engang var gennembrudt, og i den nærmeste Tid aabnedes skadefrydende Kratere. - Skylle efter Skylle af Latterliggørelse fulgte gennem de sprængte Sluser.
Augusta Etlars første selvstændige roman efter Carit Etlars død, "Smugleren" var netop udgivet i dette år, 1901, og havde fået en lidt blandet modtagelse, og en lidt dårlig kritik. Så i det store og hele havde pressen og vittighedsbladene holdt sig en smule tilbage i Abend-affæren, for der havde været lidt ondskabfulhed i forbindelse med "Smugleren", så man var mådeholdende i omtalerne af de spiritistiske hændelser. Og som August Etlar også skriver på samme side i sine erindringer, så var hun muligvis endnu "for saarbar i den Ensomhed, hvortil hun havde trukket sig tilbage".

Sidste vers i digtet.
"Klods Hans" den 22. december 1901
F. eks. er der i vittighedsbladet "Klods Hans" den 22. december 1901, et satirisk digt på fem vers af "Svend Flue", der hedder "Hvordan".
Digtet, der bliver nævnt som en revyvise, hvad det formentlig ikke er, stiller spørgsmål til hvorledes der skal findes en løsning på forskellige hverdags og samfundsproblemer.
Forfatteren er "Svend Flue" som der er nævnt ganske lidt om nederst her på websiden...

Kun det sidste vers i denne "revyvise" handler om "de spiritistiske hændelser" der havde udfoldet sig i København, et vers hvori Augusta Etlar slet ikke er nævnt, og hvis indhold slet ikke siger nogen noget, som ikke kendte/kender baggrunden.
Dette vers kan selvfølgelig opfattes som grov satire, men specielt ondskabsfuldt er det ikke.

Verset begynder med at fortælle at Fandens fødselsdag, terminen, er overhængende og at det ikke har været sjovt for de fattige. (En diskret hentydning til Augusta Etlars pressede og uafklarede økonomi i forbindelse med terminen der skulle betales den 11 decmber).
De tusinder fra Nobel, som verset fortsætter med, henviser der til den store sum som fru Abend, der var kommet hertil fra et besøg i Nobels Sverige, i en seance havde lovet den økonomisk trængte Augusta Etlar - men som udeblev. (Fru Abend er stavet uden d i visen, for at det kunne rime på "begraben").
Og videre: at man ikke længere kunne træffe fru Abend, er fordi "der ligger hunden begravet", hvilket hentyder til, at årsagen og grunden til fru Abends forsvinden, oprindelig skyldtes fru Abends kritik af Augusta Etlar og hendes alt for intime omgang med sine hunde.
Walter Christmas får så til sidst i verset også "et lille hip" om, "at det hele nok vil gå, hvis vi bare kunne få de Vestindiske Øer" solgt", et udsagn som næsten var blevet en talemåde som blev brugt hver gang noget mislykkedes. "Øerne" havde været Walter Christmas kæphest, og et stort samtaleemne i flere år, og havde tillige også gjort ham økonomisk trængt.
Augusta Etlar er slet ikke nævnt i verset, men ingen kunne dengang være i tvivl om hvem der var visens hovedperson. Men kender man ikke historien bag, så er verset ren volapyk.
Augusta Etlar fortsætter nederst fra side 23 i andet bind af sine erindringer:
  Jeg lukkede næppe i de følgende Aar et Vittighedsblad op, hvoraf mange blev sendt mig anonymt, uden at se Karikaturer af mig, forsynet med latterliggørende Gloser, Revyforfattere, deriblandt en som Brosbøll havde hædret med Vennenavn, og hvis lille Søns Billede han bevarede med Kærlighed, overvældede mig med Revyviser, ja, endog en hel Revy benævnt "Enkedigterinden" blev opført, hvori Heltinden vandrede om med lange Skridt i Mandfolkestøvler og Herrehat, cigarrygende, fulgt af store sort- og hvidplettede Grand Danis Hunde om hvilke denne fortalte, at de var hendes og hendes Mands Penneviskere, "hvilket saas af Blækpletterne", hun drak Cognac ved en Værtshusdisk og stolprede om med en Opvarter under Armen foran Rampen, for at ende med at synge en Vise om hendes Mand, Folkedigteren, som hun havde faaet begravet i Kæmpehøjen.
Denne revy, som Augusta Etlar omtaler, var en stor grovhed. Revyen hun fortæller om hed ikke "Enkedigterinden", men derimod "Reklameprinsessen". Titlen var selvfølgelig en henvisning til hende selv, og hendes evne til at gøre sig bemærket, ofte i uheldig retning. "Enkedigterinden" er blot titlen på den ene af viserne i revyen.
Selve revyen handler ikke om Augusta Etlars spiritistiske oplevelser, men hendes uheldige optræden i forbindelse hermed, har været en inspirationskilde til revyen.

"Reklameprinsessen" havde premiere på Nørrebros Teater den 15. januar 1903, og var skrevet af "Frip og Rik", alias Peter Fristrup og Frederik Ricard, og musikdirektøren var Otto Krause, som i 1890'erne havde arrangeret musikken til en hel del revyer.

Du kan læse lidt mere om "Reklameprinsessen" her, hvor du også kan læse teksten til sangen "Enkedigterinden".

Udklip fra nodeforsiden.
"Den mandhaftige Enkedigterinde
som har arvet sin mands Talent".
Udklip fra revyens nodeforside.
Det var Vilhelm Petersen som var teaterdirektør på Nørrebros Teater i disse år, så der blev intet sparet på revyen, hvor alle datidens kendte revystjerner medvirkede.
Heller ikke damernes kostumer var der blevet sparet på, og dekorationerne var malede af Carl Lund, samt teatermaler August Wallin som havde arbejdet på alle de store københavnske teatre, Det kongelige Teater, Kasino og Dagmarteatret.

I forbindelse med revyen, så dukker her den skriftlige "fortalelse" op, fra det svar Augusta Etlar havde givet prinsesse Karadja i Abend-affæren, om at fru Abends mand skomager Abend, havde ligget i Augusta Etlars hjem i Gentofte "med benen på min soffa och druckit mit portvin!"
Den overordnede handling i "Reklameprinsessen" er druk.
Handlingen i stykket er helt umulig. Stykket handler om en mandlig dameskrædder der har fået bidt næsen af, af en stor hund med Grand Danis-pletter. En muskuløs sportsmand, en bryder, som ernærer sig som værtshusholder, har doneret lidt af sin store overarm til en ny næse til dameskrædderen. Undervejs i revyen sker der så det, at jo mere donoren, værtshusholderen, drikker, jo rødere og mere svampet bliver dameskrædderens næse, o.s.v.
Avisernes anmeldelser var som altid blandede.

Folkets Avis var meget kritisk i deres anmeldelse den 16. januar 1903, og skriver bl.a. at "Stykket selv var noget forbandet Juks", og at revyen kun handlede om "Whisky - Øl - Cognac - og kønslige Udskejelser".
Bemærkningen om "kønslige Udskejelser", var overdrevet, selv set ud fra datidens piritisme.

Aftenbladet skriver i sin anmeldelse den 16. januar lidt forarget bl.a.:
  Endvidere "handler" Stykket om en kunstig Næse, der stadig forandrer sig og efterhaanden antager ret uappetitlige Former. Endelig handler det også om at gjøre lidt for haardhændet Nar af en Enke efter en af vore mest bekjendte Forfattere.
Dagens Nyheders anmeldelse den 16. januar var som helhed rimelig positiv. Og her slutter anmeldelsen med at fortælle at "Stykket var flot sat op", og at der "blev leet saa det stod efter, flere af Visernes Vers maatte gentages", og at der var også mange fremkaldelser, og at selvfølgelig var der udsolgt til forestillingen.
Nogle af skuespillerne bliver også fremhævet: skuespiller Valdemar Kolling "der aldrig har været så morsom som her", skuespiller Christian Schrøder og Victor Wulf roses. Også Victoria Petersen bliver fremhævet, hun havde rollen som "Misse Nippetang" i revyen, hvor hun spiller en "en mandhaftig Enkedigterinde der har arvet sin afdøde Mands Talent". Det var også Victoria Petersen der sang visen om "Enkedigterinden".

Da disse teatermæssige begivenheder fandt sted allerede først i 1903, så var det hele delvis glemt, da Blæksprutten udkom sidst på året 1903. Så Augusta Etlar slipper med at være "den lille naive pige" på Alfred Schmidts tegning på side 31 i Blæksprutten, "Den lykkelige Familie", en tegning som forestiller de to store forlags samlede forfattere, i anledning af bogforlagene Gyldendal og Det Nordiske Forlags fusion.

Anna Rothe efter Abend-affæren.

Umiddelbart efter "Abend-Affæren" i København, blev Anna Rothe i Berlin afsløret.
I marts 1902, kun et par måneder efter Abend-affæren hos Augusta Etlar, var politiet dukket op midt under en seance hos Anna Rothe i Berlin. Et par detektiver havde inkognito meldt sig til en seance, og netop i det øjeblik hvor Anna Rothe var i gang med at "modtage" nogle blomster fra "en tåget ånd", blev hun overmandet og langt ned på gulvet og undersøgt, og under hendes skørt fandt politiet en hel del blomster, samt nogle appelsiner og citroner. Anna Rothe blev straks arresteret og fængslet, og tiltalt for bedrageri. Det var næppe en tilfældighed, at denne politiindsats fandt sted så kort tid efter den store svenske debat omkring Augusta Etlar og fru Abend. Og med Anna Rothe begik man ikke Augusta Etlars fejl med kun at indsamle indicier, for man sikrede sig håndgribelige beviser på stedet. Anna Rothe blev taget "på fersk gerning".

Afsløringen af Anna Rothe vakte opmærksomhed i hele verden, og selv New York Times havde sendt en journalist for at dække begivenheden. (Artiklen i New York Times den 11. april i 1903 er desværre en betalingsartikel).

Forsvar for spiritismen.
Hans Kordons lille hefte udgivet i 1904.
Retssagen varede en hel uge, og der var indkaldt omkring 100 vidner, hvoraf flertallet vidnede til fordel for Anna Rothe.
En af dem der vidnede imod Anna Rothe, var en af videnskabsmændene der var tilsagt som ekspertvidne: Max Dessoir.
Men Dessoir burde måske ikke have været indkaldt som vidne, for han havde ikke selv deltaget i nogen af seanserne, så det han kunne bidrage med var, at han som videnskabsmand ikke fandt det sandsynligt, at ånder eksisterede.
Hans vidneudsagn blev da også voldsomt anfægtet i spiritistiske kredse, og f.eks. fik spiritisten Hans Kordon udgivet et lille forsvarsskrift for Anna Rothe på 32 sider: "Ist Prof. Dr. Max Dessoir sachverständig?".
Dette lille skrift imponerer især ved de mange berømte historiske personer som forfatteren remser op, og citerer fra, for at underbygge at spiritismen "har ret", og ikke videnskaben.
Hans Kordon slutter sine indsigelser, og sin kritik af professor Max Dessoir, i sit lille hæfte således:
  Der wissenschaftliche Standpunkt des Herrn Prof. Dr. Max Dessoir ist ein rückständiger und veralteter, sein Ruf und Ansehen als Lehrer an einer Hochschule des Deutschen Reiches sind in den Augen aller Klardenkenden und sittlich Strebenden auf das Schwerste gefährdet, bevor er nicht in einer jeden Zweifel ausschließende Weise dargetan hat, dass von ihm als "Sachverständiger" unter Eid abgegebene Gutachten, insbesondere seine Behauptung von der "Jahrtausend alten wissenschaftlichen Erfahrung, der ganzen wissenschaftlichen Feststellung vom Wesen der Materie" durchaus wissenschaftlich begründet und nicht hohle Phrase gewesen ist.
  Die Beweislast liegt in diesem Falle ganz auf Seiten des Prof. Dr. Max Dessoir.
Kilchberg, am Zürichersee, im Juli 1903.
Der var selvfølgelig stor opmærksomhed på retssagen. De velhavende, som var blevet bedraget, holdt sig helt tavse og på lang afstand, og alle andre delte sig i to - enten for eller imod. Mange troede stadig på fru Rothe og hendes uskyld, for selv om det var bevist at hun havde "snydt lidt", så syntes man at der alligevel havde været noget uforklarligt og overnaturligt over hende.
En hr. Jansen fra København var en af vidnerne i retssagen, og i et gammelt udklip, med et resume af retssagen, beretter hr. Jansen om:
  In jener Sitzung sei ein Herr Jansen aus Kopenhagen um ersten Male anwesend gewesen, welcher tags vorher von einen anderen Medium einen Stein als Apport erhalten hatte.
  Herr Jansen habe die Rothe gefragt: "Wo bin ich gestern gewesen?" und de prompte Antwort lautete: "Bei Tante Heine!"
  Auf de weitere Frage: "Was habe ich den dort erhalten?" antwortete die Angeklagede: "Einen Stein!" Der Herr Jansen habe dann den Stein Gezeigt.
Men Herr Jansens, og mange andres udsagn hjalp ikke på udfaldet af retsagen. Hvis Anna Rothe havde bedraget den almindelig borger, var der næppe sket ret meget ved det, men da det var de øverste kredse i samfundet, toppen af den europæiske elite og aristokrati, der var "taget ved næsen", så måtte der statueres et eksempel. Så i retten blev Anna Rothe idømt 1½ års fængsel, samt en bøde på 500 mark.

Anna Rothe i fængsel.
Gammelt tysk postkort. Anna Rothe i sin celle.
Man var dengang hurtig til at fremstille aktuelle
postkort. Dette er brugt og sendt fra München
den 17 april 1903. Det er ikke længe efter
domsfældelsen og fængslingen.
Sherlock Holmes forfatter Conan Doyle, der var spiritistisk interesseret, tvivler i "The History of Spiritualism" ikke på Anna Rothes evner, men tilskriver afsløringen, at Anna Rothe havde fået svækkede og opbrugte evner:
  It is possible that this woman resorted to fraud when her psychic powers failed her, but that she had such powers in a high degree is clearly shown by the evidence at the trial after her alleged "exposure" in 1902.
Saxon State and University Library Dresden har lagt en interessant avisudklipsamling på Nettet. De første af disse udklip er avisartikler der følger "Das Blumenmedium Anna Rothe vor Gericht" i Berlin, begyndende den 23. marts 1903.

Sagen vakte stor opmærksomhed, så der blev selvfølgelig også udgivet postkort med Anna Rothe. På det her viste sidder hun ved sin sidste seance i sin fængselscelle, med kun "vand og brød" på bordet, og fængselsbiblen i hånden, medens hun ser hen på blomsterne og appelsinerne og æblerne, som hun ikke længere kan trylle frem.
Anna Rothe’s letzte – Sitzung!
Einsam und verlassen sitz das Medium nun allein,
Apportiert die Geister vergebens zu sich herein;
Unterrock, Blumen und Apfelsinen versagen ihre Pflicht,
Der Krug geht so lang zum Brunnen – bis er endlich bricht. -
Getty Images har et foto af Anna Rothe, efter hun blev løsladt fra den overståede fængselsstraf, her er link til fotoet...

Billedet er på alle måder lidt trist og vemodigt, og det er tydeligt, at det er fotoet på "Getty Images" som har inspireret til det satiriske postkort her til venstre.
En lille skræmt kvinde, med et så bedende og undskyldende udtryk i ansigtet, at man får helt ondt af hende.

Prinsesse Mary Karadja senere i 1900-tallet.

Prinsesse Mary Karadja under og efter første verdenskrig, er en endnu ufortalt historie.
Mary Karadja fortsatte uanfægtet sin spiritistiske virksomhed efter disse uheldige "uheldige affærer", og vedblev lige til sin død med at skive artikler til de mangfoldige spiritistblade der fandtes dengang.
Her er et enkelt eksempel, og der ligger mange flere på Nettet:
I månedsbladet "Zentralblatt für Okkultismus" 1931-32, udgivet af Max Altmann i Leipzig, er der to artikler af Mary Karadja:
  1. Die Gefahren der Schwarzen Magie. Von Fürstin Karadja . . . . 567.
  2. Der Schatten kommender Ereignisse. Von Fürstin Karadja . . . 234.
Tidsskriftet kan downloades som en pdf-fil...

Under og efter første verdenskrig tog Mary Karadjas liv en helt ny og anden drejning, som der ikke bliver fortalt så meget om, og slet ikke i de mange biografier i de spiritistiske blade der forherliger hende videre op igennem 1900-tallet, og helt op i vore dage.

Mary Karadja havde beholdt mange af sin afdøde mands venner og familie i Mellemøsten, så hendes forbindelser var mange, og sammen med hendes nye store bekendtskabskreds, blev hendes indflydelse ganske betydelig. Mary Karadja blev en af de meget aktive, men diskrete, på det "forkerte hold", nazismen. Hun blev en person som mange i vore dage helst vil glemme, ikke mindst det officielle Sverige.
Mary Karadja blev en af de mange velhavende og indflydelsesrige kvinder i toppen af nationalsocialismen, som lidt gedulgt sad i baggrunden, klar til at støtte, både med praktisk opbakning på forskellig vis, men også med betydelig økonomisk hjælp, de steder hvor der var brug for det.
Locarno i Schweitz.
Allerede tidligt i århundredet havde Mary Karadja opholdt sig flere gange i byen Locarno i Schweitz.
Locarno.
Bydelen Monti della Trinità, hvor "Villa Lux" var en af disse villaer
på skråningen op ad Ai Fassi, med udsigt ned til floden Maggia, og
videre ud over søen Lago Maggiore.
Efter første Verdenskrig blev Locarno kendt, fordi det var her de europæiske krigsførende lande efter første verdenskrig, venner og fjender mødtes, forhandlede, og ratificerede reglerne og aftalerne, som skulle gælde i et fremtidens nyt Europa. Denne aftale blev endelig forhandlet på plads i 1925, og fik navnet eller Locarnopagten. (Da Adolf Hitler i 1936 besatte Rhinlandet var det et brud på Locarnopagten).

The White Cross.
I 1928 købte Mary Karadja selv et hus, "Villa Lux" i bydelen Monti della Trinità i Locarno. Og Mary Karadja flyttede selv dertil sammen med alle hendes aktiviteter, herunder hendes hjælpeorganisation "The White Cross Union", som hun havde stiftet kort inde i 1900-tallet, i Brighton, som ligger lidt syd for London.
"White Cross Union" var et modstykke til "Røde Kors". Hvor Røde Kors helbreder fysiske sår på legemet, så helbredte Mary Karadjas "White Cross Union" psykiske sår og lidelser på sjælen.
Frivillige bidrag, men også "bidrag" fra "det offentlige", gjorde det muligt for "White Cross Union" at yde hjælp og trøst og bønner, og desuden udgav "White Cross" bøger og holdt foredrag. Organisationen fik en vis betydning, i forbindelse med alle de traumer krigsenker og efterladte børn og gamle sad tilbage med, under og efter første verdenskrig.

Annoncen herover til højre er fra 1931, og er fra "The Seer", som var et spiritistisk/okkult tidsskrift, som blev udgivet af "Institut Astrologique" i Charthago i Tunesien (Annoncen er på tredje side efter side 48). Karadjas indflydelse rakte ned i Mellemøsten og Nordafrika.

Artikel om unge kvinder.
Artikel fra "Observer" i Adelaide i Australien.
Søndag den 21. januar 1928 - på side 60, spalte 5.
Mary Karadja forstod at gøre opmærksom på sig selv. Og hun var således også populær og meget omtalt i Australien, hvor der var anmeldelser af hendes bøger, og gengivelser af mange af hendes artikler.
I datiden har hendes artikel om "Modern Girl's" været lidt provokerende. Men i 1928 var grundlaget for "det nye tyske styre" i Europa blevet skabt, og i denne "nye fremtid" ville der blive brug for netop den type kvinder som Mary Karadja efterlyser of forherliger: selvstændige og arbejdsomme kvinder udenfor hjemmet.
I artiklen gør hun også lidt reklame for sit "White Cross", som hun er ved at flytte til, genetablere, i Locarno.
Artikel "Modern Girl's" blev trykt i flere af de australske aviser. Her det fra "Observer" i Adelaide i Australien søndag den 21. januar 1928 - på side 60, spalte 5.
Og du kan læse en scannet udgave af artiklen her...

Hurtigt blev "Villa Lux" i Locarno et samlingssted for velhavere og aristokrater, og ikke mindst spiritister. Men især begyndte nationalsocialister at flokkes om stedet, og efterhånden udviklede "Villa Lux" sig til et centrum for nazistisk og antisemitisk virksomhed.

I "Villa Lux" stiftede prinsesse Mary Karadja sin "Christlich-arische Schutz-liga" (Christian-Aryan Protection League) som også fik hjemsted i Locarno. Et af formålene med "Schutz-liga'en" var det "territoriale Lösung der Judenfrage".
Schutz-Liga'en fik komiteer i Schweiz, Frankrig, Jugoslavien, Rumænien, Sverige og England. I USA sluttede Clarence G. Cambell sig til ligaen. (Cambell er også en af dem man gør alt for at glemme i vore dage). Cambell var en periode formand for New York afdelingen af "Eugenic Research Association" som støttede Hitlers racepolitik.
"American Eugenics Movement" ligger der nogle af Cambells artikler, f.eks. denne med titlen "The German Racial Policy", fra marts/april 1936.
Karadja havde mødt, og lært Cambell at kende under en kongres der havde været afholdt i Erfurt i 1934, arrangeret af Fleischhauer og hans forlag "Welt-Dienst", en kongres med navnet "Pan-Arier". (Fleischhauer bliver nævnt lidt længere nede her på siden)
Ulrich Fleischhauer hørte til Karadjas inderkreds, og hans forlag "Welt-Dienst" stod for udgivelsen af store dele af de nationalsocialistiske bøger og blade, samt dele af den tyske propaganda.
Til Ulrich Fleischhauers skrifter og udgivelser var prinsesse Mary Karadja en flittig bidragsyder, både med navns nævnelse, men også under forskellige pseudonymer.

Det blev interessante personligheder der flokkedes omkring Mary Karadja i "Villa Lux". Karadja blev en nær ven af Fanny von Wilamowitz-Moellendorff, som også var født svensker, og som var søster til Carin von Kantzow, som blev Hermann Görings første hustru. Fanny von Wilamowitz-Moellendorff var også en rig enke, som havde mistet sin mand i begyndelsen af første verdenskrig, og hun var også var skribent og forfatter - og nazist.
Hermann Görings første hustru var født Carin Axelina Hulda Fock, og havde været gift med en svensk baron Niels Gustav von Kantzow, da hun traf Hermann Göring. Carin blev skilt fra sin svenske baron i december 1922, og allerede måneden efter skilsmissen, den 3. januar 1923, blev hun gift med Hermann Göring, og senere samme år flyttede parret, efter et kort ophold i Sverige, til en villa i München.

Ugebladsudklip.
Gammelt udklip fra Familie Journalen.
Desværre uden datoangivelse.
Også i 1923, den 8. november 1923, forsøgte Hitler et kupforsøg i München, sammen med general Erich von Ludendorff.
Imidlertid blev Hitler og Ludendorff uenige midt under kupforsøget, som derefter "smuldrede". Men dagen efter samledes igen omkring 3000 nationalsocialister med Hitler og Ludendorff i spidsen, hvor også Julius Streicher og Hermann Göring tilsluttede sig, og flokken marcherede til Marienplatz i München, hvor Hitler opfordrede politiet til at overgive sig.
Men politiet ville ikke overgive sig - og begyndte i stedet at skyde på demonstranterne der flygtede. Fire politibetjente og 16 nationalsocialister blev dræbt.
Desuden blev mange såret, heriblandt Hermann Göring der blev alvorligt såret i benet. Hitler selv slap uskadt, men blev efterfølgende idømt fem års fængsel for kupforsøget. Han blev imidlertid løsladt efter kun at have afsonet 10 måneder.
Det var under dette fængselsophold Hitler skrev store dele af "Mein Kampf".
Dette kupforsøg fik stor opmærksomhed. Sovjetunionen var netop blevet samlet til eet stort hele i 1921, og man var ved at forberede det europæiske stormøde der skulle resultere i den tidligere nævnte "Locarnoaftale", så frygten for hvad et nyt kupforsøg ville føre med sig var stor.

En del år senere, et par år efter Carin Görings tidlige død i 1931, skrev en engelsk avis noget negativt om Göring og hans nylig afdøde hustru. Mary Karadja "for i blækhuset" og sendte et brev med "en løftet pegefinger" til den formastelige og skyldige Birmingham Gazette. Og ikke nok med at hun kritiserede den britiske avis, men Birmingham Gazette blev også hængt ud i de tysksprogede arbejderblade.
F.eks. her i "Deutsche Metallarbeiter Zeitung" den 25. november 1933, på side 339 spalte 3, hvor Mary Karadja under overskriften "Ein Brief an die 'Birmingham Gazette'", gengiver hele brevet hun sendte til England.
Artiklen i det tyske Arbejderblad kan læses eller downloades fra Bibliothek der Friedrich-Ebert-Stiftung's webside.

Hele Mary Karadjas indlæg er gengivet her, fordi artiklen giver et godt indtryk af Mary Karadjas propagandistiske skrivemåde, med lignelser, citater, og overdrivelser, og halve sandheder hvor der er brug for det. Ligesom vore dages webmastere holder styr på debatterne på Internettet, så overvågede Mary Karadja Europas aviser, og gjorde "indsigelser" hvor der var behov for det:
Carin Göring.
Carin Göring. Gammelt tysk postkort.
  Was ist gefährlicher, Hornissen zu verjagen, oder sie zu hegen? Deutschland befolgt die erstere Zeigen, welche von den beiden die bessere ist. Indessen ist es natürlich, wen die Hornissen von ihrer Fähigkeit zu stechen, weitgehendsten Gebrauch machen.
  Einstein ist gewiss ein „großer Mann“ . . . aber hat auch nur ein lebendes Wesen Irgendwelchen Nutzen aus seiner „Relativitäts“-Theorie gezogen?
  Hitler und Göring werden für Schurken erklärt, und doch haben sie in wenig Monaten die leidenschaftliche Berührung von Millionen dankbarer Volksgenossen gewonnen. Sie können in Ruhe internationale Beschimpfungen über sich ergehen lassen, den sie wissen, dass künftige Geschlechter ihre Namen segnen werden.
  Eine Sache aber ist verabscheuenswert – und zwar der Versuch, den Mann in seinem Weibe zu verwunden! Der Roman Hermann Görings und Karin Focks ist so schön wie der von Tristan und Isolde; er wird in dem bei Mittler & Sohn in Berlin erschienenen Buch Martin Sommerfeldts, „Hermann Göring“, geschildert. Das Buch ist in mehr als 250 000 Exemplaren i Deutschland abgesetzt worden. Es ist schade, dass keine englische Zeitung ihre Vorderseite der Propaganda für dieses tief ergreifende Dokument wahren Menschentums zur Verfügung gestellt hat.
  Im Jahre 1923, als in Bayern noch die Dunkelmänner regierten, wurde Göring in den Straßen München angeschossen, sein Besitz konfisziert und ein Preis auf seinen Kopf ausgesetzt. Am Mitternacht trugen seine Freunde den schwerverwundeten Mann durch die Alpen und es gelang ihnen, glücklich, nach Österreich zu entkommen. Karin Göring, die an schwerer Lungenentzündung mit hohem Fieber daniederlag erhob sich von ihrem Krankenlager und folgte in jener Schreckensnacht ihrem hingestreckten Gatten zu Fuß durch den tiefen Schnee. Diese heroische Tal kostete sie ihr junges Leben: sie wurde nie mehr völlig gesund.
Ich begegnete Karin Göring zuletzt im Jahre 1925, wenige Jahre vor ihrem Tode. Sie war damals eine der herrlichsten Frauengestalten die ich je gesehen habe. Ich Name wird weiterleben, wenn die „Hornissen“ fängst in Staub versunken sind.
Hjulpet af sin hustru Carin, var den sårede Göring flygtet til Østrig og videre til Italien, men næppe forfulgt af "Dunkelmänner", og heller ikke ledsaget af sin hustru til fods i høj sne og med lungebetændelse, som Mary Karadja så malerisk beskriver det, men med hustruen og venners hjælp i en bil fra München.
Hændelsen og "flugten" blev flittigt brugt, og fordrejet, og forstørret, og romantiseret, i den nationalsocialistiske propagandamaskine. Allerede i begyndelsen af 1930'erne havde propagandaen nået højeste niveau.

Begivenhederne med disse "mørkemænd" og deres onde gerninger, som Mary Karadja fortæller om, blev "slaget" der gik over i historien som "Hitler-Ludendorff-Putsch".
MarienPlatz.
Marienplatz i München med venlige og tørstige tyskere. Gammelt reklamekort fra
Kgl. Hofbräuhaus i München, præcis dateret 1923.
Det var inde i Kgl. Hofbräuhaus, (til venstre med de blå gardiner), at Hitler holdt
nogle af sine første lange taler. Marienplatz var stedet som Hitler i november 1923
forvandlede til en slagmark. På dansk fik "slaget" navnet "Ølkælderkuppet".
Carin Göring døde allerede den 17. oktober 1931, det var 8 år efter "slaget", på grund af et svækket hjerte efter et hjerteanfald. Så at den "heroische Tal kostete sie ihr junges Leben", som Mary Karadja så dramatisk skriver, er ikke rigtig.
Carin Görings søster, Fanny von Wilamowitz-Moellendorff, skrev i 1941 en biografi om sin søster Carin med titlen "Carin Göring", som udkom på Warneck forlag i Berlin i 1941. Først i denne biografi findes en lidt større udgave af samme billede som på det gamle postkort herover til højre.

Efter 2. Verdenskrig opstod der tvivl om hvad der var blevet af kisten med Carin Görings lig. Efter hendes død i 1931 var hun blevet begravet på kirkegården ved Lovö Kirke i Sverige.
Men svenske anti-nazister vandaliserede gravstedet, så Göring byggede et mausoleum lidt nord for Berlin, i Schornheide skoven, "Carinhall", og gravsatte Carin deri.
Men umiddelbart før krigssammenbruddet i 1945, fik Göring sprængt Carinhall i luften da russerne nærmede sig, og det resterende sprængte russerne da de erobrede området i 1945.
I 1951 blev nogle fundne knoglerester ført til Sverige og begravet på Lovön i 1951. Men 40 år efter, i 1991, blev en kiste genfunden i området omkring Carinhall i Tyskland af skattejægere. Og indholdet gennemgik en række undersøgelser, som slog fast, at dette var de rigtige jordiske rester af Carin Göring. Herefter hun atter blev genbegravet på Lovön i Sverige.

Her et par links til Dines Bogøs websider, der fortæller om "Hermann Göring fik tildelt Storkorset" i Danmark, og om "tyveriet af Görings våbenskjold", som på et tidspunkt har været gemt i hjørnet af Carit Etlars tidligere have på Frederiksberg Alle.

Link til en webside om Carin og Hermann Göring...
Mary Karadjas veninde Prinsesse Leonilla.
Prinsesse Leonilla Ivanovna Bariatinskaia, som var prinsesse af Sayn-Wittgenstein-Sayn, var med i Mary Karadjas omgangskreds, eller det er mere rigtigt at skrive, at prinsesse Mary Karadja var med i prinsesse Leonillas omgangskreds.
Prinsesse Leonilla boede også i Schweitz, ved Genova Søen, og hun var kendt for at "holde hof" for de kongelige og "de meget kendte".
Prinsesse Leonillas mand var død 1866, og efter ham havde hun arvet både slotte og betydelige landområder i Rusland.
Hun er i vore dage mest husket fordi hun var model for Franz Xaver Winterhalter, som havde en mani med at male mere eller mindre royale personer.
Et eksemplar af Mary Karadjas skuespil "King Solomon: A Mystic Drama" fra 1912, har være sat på auktion her i 2017, hvori der var en dedikation fra Mary Karadja til prinsesse Leonilla. Da Mary Karadja dedikerede skuespillet i 1912 var prinsesse Leonilla 95 år gammel.
Ulrich Fleischhauer.
Også forlæggeren Ulrich Fleischhauer hørte til Karadjas inderkreds. Fleischhauer forlag "Welt-Dienst" stod for udgivelsen af nationalsocialistiske bøger og propaganda.

Det var også Ulrich Fleischhauer der stod for, og udgav "Die echten Protokolle der Weisen von Zion"
"The Protocols of the Elders of Zion" var/er et skrift der hævdes at bevise, at jøderne har planer om at overtage hele verden. Den slags konspirationsteorier og beskyldninger går mange hundreder år tilbage i tiden, men omkring år 1900 begyndte noget der foregav at være ægte afskrifter af "Zions Vises Protokoller" at blive udgivet. Og disse udgivelser fortsatte de næste årtier i flere forskellige europæiske lande.
I Tyskland var den første udgivelse af "Die Geheimnisse der Weisen von Zion" udkommet i 1922, på forlaget "Auf Vorposten" i Charlottenburg i 1922.
Dette skrift blev fulgt op af flere lignende udgivelser, som Ulrich Fleischhauer og hans forlag stod bag, f.eks. "Die echten Protokolle der Weisen von Zion"
Under pseudonymet „W. Creutz“ skrev Mary Karadja også et forsvarsskrift for protokollerne, som blev udgivet i Paris i 1934, "Les protocoles des sages de Sion", et skrift der støttede ægtheden af de jødiske konspirationsteorier i "Zions Vises Protokoller".
Dette skrift udkom også i Stockholm i 1934 og i Chicago i 1935.

Alle disse antijødiske skrifter foranledigede "Berner processen" i 1933-1935, som var en retssag anlagt af jøder, for at bevise "The Protocols of the Elders of Zions" u-ægthed, og at indholdet i protokollerne var falsk og urigtigt, og at påstandene i skriftet var løgn. I Bern i Schweiz anmeldte nogle jøder et par af medlemmerne fra "Die Nationale Front", for at udbrede "Zions Vises Protokoller", med henvisning til loven om "smudslitteratur". Sagen kom for retten i Bern i 1935, og de anklagede blev kendt skyldige, og idømt en ubetydelig lille symbolsk bøde. Men sagen ankedes til højesteret, som uforståeligt omstødte dommen og frikendte de anklagede.
Hele Berner-processen havde enorm mediebevågenhed, og efterlod det fejlagtige indtryk, at med den endelige dom og frifindelse, så havde højesteret i Bern sagt god for "Zions Vises Protokollers" ægthed.
Så dommen blev en vigtig del i den nationalsocialistiske propaganda, og et af grundlagene for at opbygge et had imod jøder. Berner-processens resultat var således med til at understøtte og legitimere Hitler kamp imod jøder.
Selv i vore dages Mellemøsten indgår "Zions Vises Protokoller" som grundlag for en del af jødehadet.

Ulrich Fleischhauer var, som udgiver af nogle af de udgivne skrifter, involveret i sagen, og blev under processen støttet økonomisk af Mary Karadja.
Om Ulrich Fleischhauer og hans »Welt-Dienst« har Eckart Schörle skrevet en grundig og interessant artikel "Internationale der Antisemiten", hvori der nævnes mange detaljer. Dog har Eckart Schörle ikke været opmærksom på Karadjas andel og indflydelse i det passerede. På "WerkstattGeschichte" webside ligger artiklen frit som en pdf-fil...
"Christlich-arische Schutz-liga".
Madagaskars dronning.
Madagaskar var et kongerige i 1800-tallet.
Kongen mellem 1883–1897 var kvinden
Ranavalona III. Gammelt fransk postkort.
Mary Karadjas egen stiftede "Christlich-arische Schutz-ligas" (Christian-Aryan Protection League) formål var, at medvirke til at finde en ”territorial løsning af det jødiske spørgsmål", på grundlag af Franz Rademachers "Madagaskar plan".
Retfærdigvis må det tilføjes, at planen om at sende jøderne til Madagaskar ikke var nazisternes "opfindelse", men en idé der allerede opstået i midten af 1880'erne, og var blevet fremsat af bl.a. Paul de Lagarde.
Henry Hamilton Beamish.
Henry Hamilton Beamish var også blandt og i karadjas nære og tætte bekendtskabskreds. Også Beamish bakkede op om ideen med at sende alle jøder til Madagaskar. Englænderen Henry Hamilton Beamish, havde allerede grundlagt en nationalsocialistisk og antisemitisk forening ”The Britons” i England i 1919, og som Karadja også støttede økonomisk.

I Nick Toczek næsten nyudkomne bog "Haters, Baiters and Would-Be Dictators", der udkom så sent som 2016 på by "Book Now Ltd" i London, og som handler antisemitismen og den yderste højrefløj i England, og dermed også om "The Britons" og Henry Hamilton Beamish, er der på side 57 citeret en Beamish-udtalelse om prinsesse Mary Karadja, som Beamish stod i tæt kontakt med:
  Princess Karadja is a constant correspondent and considering her age it is wonderful how much useful work she does for the Cause and the tenacity she shows.
Herman de Vries de Heekelingen.
Herman de Vries de Heekelingen blev også en del af Mary Karadjas "Christlich-arische Schutz-liga", som er nævnt lidt oppe.

Herman de Vries de Heekelingen (1880–1942) var hollænder, og underviser og forfatter. Han skrev en hel del bøger bøger og artikler om nationalsocialisme, og om datidens "jødiske emner", og han var i tæt forbindelse med de andre anti-jødiske organisationer, herunder Ulrich Fleischhauer's "Welt-Dienst" og Karadjas "Christlich-arische Schutz-liga".
Herman de Vries de Heekelingen rejste også rundt i Europa og gav foredrag om den "jüdischen Bedrohung".

Israel.
Herman de Vries de Heekelingens
svenske udgave af "Israel".
Som eksempler på de Vries de Heekelingens skrifter er "Le fascisme et ses résultats", som starter med et ciatat af Mussolini, som ligger på Bibliothèque nationale de France's webside.

Den franske originaludgave af Herman de Vries de Heekelingen bog "Israël son passé son avenir", ligger på archive.org.
Bogen udkom også på Italiensk "Israele, il suo passato, il sou avvenire", og bogen blev oversat til svensk i 1940 af Olof Örström, som bl.a. hævder i bogens forord, at denne bog "stöder sig uteslutande på judiska källor eller på officiella dokument från riksdags eller domstolsförhandlingar rörande judarnas leverne bland de folk, hos vilka de trängt sig in".

Hermann de Vries de Heekelingen havde allerede i 1932 samlet "500 markante Zitate" som han udgav som en bog på 186 sider, med titlen: "Die nationalsozialistische Weltanschauung ein Wegweiser durch die nationalsozialistische Literatur", og som udkom på Pan's Verlagsgesellschaft i Berlin.
Erwin Werner Eugen Brandt (1889-1961).
Erwin Brandt brugte alle sine navne i flæng. Langt oppe i årene erstattede han sine 2 mellemnavne med Karlowitsch. I det herunder skrevne bliver han kaldt: Erwin Brandt.

Erwin Brandt var en russisk-tysk skribent og oversætter, hvis navn ofte dukker op i forbindelse med Mary Karadja, og som hun af og til havde møder med i København.
Brandt er af flere grunde interessant.
Han boede de sidste 40 år af sit liv i Danmark, hvor han også døde og blev begravet. Det mest interessante ved ham er næsten, at han trods en meget aktiv indsats for nazismen, formåede at undgå at kaste opmærksomhed på sig selv, og efter 1945 forsatte sit liv i Danmark som dansk grosserer, som om intet var hændt.
Efter krigssammenbruddet i Danmark jagtede frihedsbevægelsen nazisterne der gemte sig i sommerhuse og lignende ydmyge steder, og arrestede dem. Men ingen mødte op hos Brandt ved han store villa i Gentofte efter krigen, og stillede ham til regnskab, og i Danmark har kun meget få nogensinde hørt om ham.

En del af "fortællingen" om Mary Karadja (og Brandt) ligger stadig i Brandts arkiver i Rusland, formentlig i de erobrede arkiver i Tyskland, der blev sendt til Moskva efter krigsnederlaget i 1945.
Fragmenter derfra er først nu begyndt at sive ud, f.eks. her i bogen på 656 sider "Псевдонимы русского зарубежья. Материалы и исследования" af Manfred Busk og Oleg Korosteleva, udgivet på "Literary Review" i 2016 (ISBN 978-5-4448-0297-7).
På dansk kunne titlen på bogen (måske) være "Dokumenter i forbindelse med russiske kontakter i udlandet", og et lille uddrag af bogen, der blandt andet fortæller om Erwin Brandt, og også nævner Mary Karadja, kan læses her...

Den tysk-russiske familie Brandt, som er efterkommere af tysk-russere, dukker første gang op i Danmark i folketællingen i Hellerup i 1921. Disse nyankomne er Guido og Vera Brandt (som formentlig er Erwin Brandts broder) samt deres 2 børn, og en ældre Auguste Brandt. Med sig har de deres russiske barnepige.
Det har været velhavende russere som er flygtet fra revolutionen, for de flytter ind i en af de store herskabsvillaer i det pæne kvarter i Hellerup, på A. N. Hansens Alle nummer 28. Det er konen Vera der står som ejer af huset. (2. salen i villaen blev lejet ud).
Kort efter ankommer Erwin Brandt også til København, fulgt af sin hustru Magdalene og datteren Kyril, og de flytter også ind i villaen på A. N. Hansens Alle 28.
Både Erwin Brandt og hans hustru blev født i St. Petersborg, han den 28. oktober 1889, og hustruen Magdalene (født Krohn) den 20. september 1889.
De blev begge soldater i den gamle russiske hær, Magdalene var bl.a. sygeplejerske. Erwin Brandt bliver såret i 1. Verdenskrig, og sammen flygter parret sydover i Europa, hvorfra det lykkedes dem at komme til Danmark i 1921.

Det triste sker, at Erwin Brandts hustru Magdalene bliver syg og bliver indlagt på Rigshospitalet i København, og dør af en akut blodforgiftning den 10. marts 1922. Det er året efter ankomsten til Danmark, og Magdalene blev kun ca. 30 år gammel.
Magdalene bliver bisat fra Den russiske Kirke i Bredgade i København, søndag den 12. marts 1922. og bliver begravet på den russiske afdeling på Assistens-Kirkegården på Nørrebro, i København. (For Magdalene eksisterer der forskellige fødselsdatoer f.eks. den 20. september 1889, og 10. september 1891?)

I 1922 blev Erwin Brandt formand for "Foreningen af russiske Monarkister" i København.

I midten af 1920'erne var Brandt i Paris til nogle kongresser om jødespørgsmålet, og derigennem mødte Brandt ligesindede, bl.a. Alfred Rosenberg. Russernes forhold og indstilling til jøder var ikke anderledes end tyskernes.

I august 1926 arrangerede Brandt selv et stort internationalt møde ved Springforbi, lidt nord for København, hvor repræsentanter fra flere af de europæiske lande deltog, og hvor emnet var: "Oprettelsen af en fælles arisk-kristen Front".
Begyndelsen af Erwin Brandts artikel.
Dette er kun et enkelt eksempel på Erwin Brandts mange skriverier. Her
begyndelsen af artiklen i "Die Weltfront" fra 1926, som er nævnt herunder.
Samme år, 1926, udkom Hans Krebs og Otto Pragers antisemitiske "Die Weltfront: eine Sammlung von Aufsätzen antisemitischer Führer aller Völker", en samling af artikler skrevet af forskellige skribenter, udgivet af Weltfrontverlag i Tyskland.
Det er indlæg skrevet af forskellige personer fra flere forskellige europæiske lande, som hver har bidraget med en artikel.
Erwin Brandt har på side 89 skrevet en artikel med titlen: "Die Judenfrage in Dänemark".
Den lille bog "Die Weltfront" er lagt på Nettet af "Goethe Universitätsbibliothek" i Frankfurt an Main, og kan læses eller downloades fra deres webside. Under "Links" på universitetets webside, klik på linket "Die Weltfront" - som er bogen på en pdf-fil.

I de kommende år, fra 1926 til 1929, skriver Erwin Brandt sit 3 binds hovedværk "Der Ritualmord bei den Juden".
  1. Det første bind (1926) beskæftiger sig med religiøse rituelle mord, samt en kronologi over påståede "rituelle mord" fra "bibelsk tid" og indtil det 18. århundrede.
  2. Det andet bind (1927) fortsætter kronologien ind det 19. århundrede, og præsenterer også "beviser" om den jødiske rabbi Neofit (Noah Belfer), der i 1803 var konverteret og blevet ortodoks munk.
  3. Det tredje bind (1929) opremser "Ritualmord sager" mellem 1883-1928, med vægt på retssagen mod Mendel Beilis i 1913.
Trilogien "Der Ritualmord bei den Juden" blev udgivet omkring 1931, både i Beograd og i Moskwa.
I Danmark har Erwin Brandt egentlig kun efterladt sig een eneste ting: et maskinskrevet fragment af det 2. bind af denne trilogi. Dette maskinskrevne uddrag ligger på Det kongelige bibliotek.
Det Kongelige Biblioteks maskinskrevne uddrag har titlen: "Der Ritualmord bei den Juden, nach der russischen Ausgabe vom Verfasser gänzlich umgearb. und ergänzt".

I 1933 var Erwin Brandt et af de indkaldte vidner i forbindelse med "Berner Processen", som blev nævnt lidt om oppe under "Ulrich Fleischhauer". Brandt var blevet tilsagt som "ekspert i rituelle mord". Brandts vidneudsagn blev afvist af retten.

I 1930'erne, var Erwin Brandt medarbejder/skribent på Heinrich Kraegers 9 binds antisemitiske leksikon "Sigilla Veri", som blev udgivet under pseudonymet Erich Ekkehard.
„Sigilla Veri“ var oprindelig påbegyndt af Philipp Stauff, men han nåede ikke længere end til bogstavet P. Så det var Ulrich Fleischhauers U. Bodung-Verlag, som var en del af „Welt-Dienst“ i Erfurt, der stod bag den færdige og udvidede udgave af leksikonet. Alle 9 bind af „Sigilla Veri“ er scannet og lagt på Nettet...

Et par år inde i 1940'erne flytter Brandt til villaen Ermelundsvej 109 i Gentofte, og her bor han til sin død.

I den lille bog nævnt ovenfor, hvori Brandt skrev artiklen "Die Judenfrage in Dänemark", er der også en artikel i bogen, på side 20, skrevet af Alfred Rosenberg: "Die Krise des nationalen und sozialen Gedankens".
Brandt mødtes ofte med Alfred Rosenberg, som også var født af tysk-russiske forældre, ligesom også Erwin Brandt selv var.
Rosenberg var født i byen Rival (det nuværende Tallinn i Estland) som dengang hørte under det russiske rige, og som ligger i samme område som St. Petersborg hvor Erwin Brandt var født: ved den Finske Bugt.
Efter at have forladt Rusland involverede Rosenberg sig i antibolsjevikiske og russiske emigrantkredse i München, den samme slags kredse som Erwin Brandt deltog i, i Danmark.
Alfred Rosenberg var nazipartiets officielle raceideolog, så også på det område havde Rosenberg og Brandt et stort interessefælleskab.

Alfred Rosenberg nævner ikke Erwin Brandt i sine dagbøger, som først dukkede op i 2013, og som efterfølgende er blevet lagt online på Nettet af Det Amerikanske Holocaust Museum i Washington.
Alfred Rosenberg var en del af selve toppen i nazipartiet, så indholdet i Rosenbergs dagbøger er mest notater om de andre "i toppen", såsom Hitler og Göring o.s.v. "Dagbogen" er desuden "skæmmet" af, at flere personnavne ikke er skrevet helt ud, hvilket vil sige af mange personer i dagbogen blot har de anonyme betegnelser som f.eks.; hr. A og hr. B. Og desuden var Rosenberg smart, han skrev sine "dagbogsoptegnelser" på løse a4-ark-lignende papir, så det har været nemt for ham selv, og for de efterfølgende ejere af "dagbogen", at "justere" dagbogen, det vil sige at fjerne de sider der indeholdt belastende omtale.
Efter anden verdenskrig blev Alfred Rosenberg dømt af krigsforbryderdomstolen i Nürnberg, og hængt den 16. oktober 1946.

Erwin Brandt var meget interesseret i astrologi og spiritisme, og førte en stor brevveksling med prinsesse Mary Karadja.
Brandt havde også oversat nogle af Mary Karadjas spiritistiske skrifter til russisk, og prinsessen støttede ham økonomisk, og deres samarbejde var så tæt, at hun udnævnte ham til sin litterære eksekutor, og arving til hendes forlagsret efter sin død.
Som krigen udviklede sig, blev der måske ikke så meget at arve efter Mary Karadja, og efter krigssammenbruddet i 1945 mistede alle interessen for hende, og ville allerhelst glemme hende, hvad der jo næsten også er lykkedes.

Sent i livet begyndte Brandt at bruge stillingsbetegnelsen ritmester, samt et andet mellemnavn, han begyndte at kalde sig: ritmester Erwin Karlowitsch Brandt. Det har jeg ikke fundet at han havde belæg for, så ens tanke er naturligvis, at det kan være i forbindelse med krigssammenbruddet, måske for at lægge et røgslør ud for at skjule hvem han egentlig var?

Erwin Brandt var en af nazisterne, for hvem det lykkedes at gå i "glemmebogen". Han døde den 26. juni 1961, og blev bisat fra Den Russiske Kirke i Bredgade, og han blev begravet på den ene af de to russiske afdelinger på Assistens-Kirkegården på Nørrebro i København, ved siden af sin hustru Magdalene.
Brands gravsten på Assistens Kirkegården.
Grav nummer 25, på "Område 36": "Ny russisk afdeling/Ortodoks kirkegård."
Efter at have skubbet lidt krat og bevoksning til side, dukker Erwin Brandt og hans
hustrus gravsten frem. På gravstenen er hans navn skrevet: Erwin Eugen Brandt.
Eget foto august 2017.
Der er to små "russiske afdelinger" på Assistens Kirkegården på Nørrebro i København", og her i den afdeling hvor Erwin Brandt ligger begravet, er området hærget og ødelagt - og u-vedligeholdt. Et meget trist syn, her fornemmes døden i dobbelt forstand. På de "overlevne" gravstene anes der navne som er historisk interessante.
Den Russiske Kirke i Bredgade har udgivet nogle bøger, og har også en webside, hvor man har skrevet lidt om gravstederne på "Assistens", og den forklarende tekst til Brandts gravsted er:
  Brandt, Erwin Karlowitch (1889 – 30. 06 1961) and Brandt, Magdalene (1891 – 12. 03 1922). She joined the White Army as field surgeon in 1919. She was in the same squadron as her husband. After collapse of the White Army the couple evacuated to Constantinople. Later they went to Alexandria in Egypt. With help of the Empress Maria Foedorovna the couple received visa to enter Denmark in 1921.
"Empress Maria Foedorovna" er den dansk-russiske Kejserinde Dagmar, som er nævnt flere gange her på Etlar websiden, f.eks. i omtalen af Etlars fortælling "Fanø Folk"

En meget stor tak til hr. Dines Bogø, for uden hans hjælp havde det ikke været muligt at indkredse danske Erwin Brandt, fra de andre europæiske og russiske Brandt'er.
Mary Karadjas død.
Prinsesse Karadja døde i Locarno i Schweiz tirsdag den 7. september 1943. Hun blev 75 år gammel.
Det er endnu ikke lykkedes mig at finde den konkrete dødsårsag. Men alderen taget i betragtning, og efter et langt, og usædvanligt aktivt liv, har det, selv midt under verdenskrigen, i det neutrale Schweitz, formentlig været en naturlig død, og tilsynelandende uden anklager af nogen art, trods hendes særdeles "uheldige aktiviteter" i sine sidste 25 år af sit liv.

I Schweizerischen Bundesarchiv ligger en del materiale om Mary Karadja.
Mary Karadjas søn: Constantin Karadja.
Sønnen Constantin Karadjas indsats under verdenskrigen stod i diamentral modsætning til moderens, Mary Karadjas. I de senere år har man i Sverige, fuldt fortjent, gjort meget for at promovere Mary Karadjas søn Constantin Karadja, som værende "Sveriges Oscar Schindler", som en anerkendelse og en tak for hans heltemodige gerninger under 2. Verdenskrig, som der blev nævnt ganske lidt om oppe i det første afsnit om Mary Karadja.
Der står lidt mere om ham i en artikel fra Svenska Dagbladet den 23. juli 2010, hvor overskriften er: "Hjältehistoria som borde bli film".
Og her er f.eks. en udsendelse fra Sveriges Radio, hvor man i foromtalen til radioudsendelsen omhyggelig skriver at Constantin Karadja er "barnbarn till brännvinskungen L. O. Smith", men ikke kommer nærmere ind på, at han også er søn af Mary Karadja.
Radioudsendelsen kan der lyttes til, eller den kan downloades som en mp3-fil fra websiden...
Mary Karadja og Augusta Etlar.
Augusta Etlar og prinsesse Mary Karadja mødte tilsyneladende aldrig hinanden personligt. Men med Augusta Etlars hang til titler kunne man godt forestille sig, at hvis der ikke havde været opstået et uvenskab imellem dem i Abend-affæren, så ville Augusta Etlar måske være blevet trukket med ind i kredsene omkring prinsesse Mary Karadja, og alle de andre rige damer med de fine titler - samt nationalsocialismen.

Spiritismen senere i 1900-tallet og op imod nutiden.

Efter første verdenskrig var alle spor og rygter om spiritistiske bedragerier næsten glemt, og spiritismen fik igen fodfæste.
Lidt inde i 1900 tallet var der især tre spiritister her i Danmark, der gjorde sig bemærkede. Mediet Ejner Nielsen (1894–1965), fotografen Sven Türck (1897-1954), og mediet Anna Melloni Rasmussen (1898-1983).
Einer Nielsen.
Ejner Nielsens ånd Mica.
Ejner Nielsens hjælpeånd Mica.
Ejner Nielsen har skrevet en selvbiografi, der desværre ikke fortæller ret meget om ham selv, men derimod om alle de spiritistiske oplevelser han havde siden barnsben, og alle de positive tilsagn, som han mener at ham som spiritist modtog.
Om sig selv fortæller han kun i bibemærkninger, såsom at han mødte mange ånder, når han på vej hjem fra skole gik igennem Assistens Kirkegården på Nørrebro, samt at han efter skolegangen kom i lære i et handelsfirma, og at han på et tidspunkt kom til at bo på Knudsvej 35.
I erindringsbogen er mange af de spiritistiske oplevelser der fortælles om, skæmmet af, at mange af de personer han omtaler bliver kaldt hr. O, eller hr. dirktør N, o.s.v.

Ejner Nielsens havde allerede fra ung i 1913 en hjælpeånd som han kaldte Mica, og Mica forblev hans hjælpeånd indtil 1934. Ejner Nielsen fortæller selv, at Mica var fra tiden flere hundreder år før Krisi fødsel, og at ånden havde været præst for en indisk kult.
Tegningen af Mica her til højre er tegnet af Ejner Nielsen selv, og er fra hans erindringsbog på side 21. Erindringsbogen hedder "Vejen mellem Himmel og Jord" og er udgivet af Chr. Bakkes Boghandel i København i 1932.

Interessant i Ejner Nielsens egen erindringsbog er, at han selv i et lille kapitel, der har titlen "Conan Doyles Omtale", fortæller om Conan Doyles overværelse af en af sine egne seancer.
Doyle havde gennem professor Hararaldur Nielsson fra Reykjavik inviteret Ejner Nielsen til at afholde en seance, og Ejner Nielsen havde sagt ja. Under seancen havde flere ånder, med Mica's hjælp, materialiseret sig, og et åndeplasma var strømmet ud af Ejner Nielsens mund.
Men Conan Doyle følte sig ikke overbevist af det han så under seancen, og Doyle forbød at hans navn blev offentlig nævnt i forbindelse med Ejner Nielsens navn. Men beretningen om seancen med Conan Doyles deltagelse sivede selvfølgelig alligevel ud til pressen, og ikke mindst Eksta Bladet fandt historien interessant.

Der er nævnt ganske lidt om Conan Doyle nederst her på siden i "Bemærkninger" under Forfattere.
Og det ganske lille afsnit "Conan Doyles Omtale", fra Ejner Nielsens erindringsbog, er scannet og lagt her...

Også Einer Nielsen blev forsøgt afsløret. Allerede i 1915 var han blevet beskyldt for svindel under en seance, og var arrestret i nogle dage medens undersøgelsen fandt sted.
I Norge blev der i 1922 også sat en undersøgelse i gang, hvor Ejner Nielsen blev mistænkt for svindel. Alle disse rygter vakte lederen af "Spiritisk Frimenighed" i Danmark, kommunelærer Johannes Carstensens mistanke.
Johannes Carstensen, der selv var troede spiritist, og medlem af denne samme spiritistiske forening som Ejner Nielsen, foretog sine egne undersøgelser, som resulterede i en lille pjece på 21 sider: "Spiritismens Princip og Fejlgreb". Denne lille pjece blev udgivet i København på Brandmose's Forlag i 1932, med undertitlen: "Specielt Afsløringen af Mediet Einer Nielsen".

Reklame for Johannes Carstensens lille bog.
Reklame bagerst i Johannes Carstensens
lille pjece"Spiritismens Princip og Fejlgreb".
Kommunelærer Johannes Carstensen fortæller i dette lille hæfte på side 14, at ved en af Ejner Nielsens seancer, havde Nielsen indledningsvis introduceret seancen, hvorefter Nielsen gik ind bag forhænget i det tilstødende værelse, som var indrettet som "kabinet". Derefter hørte kommunelærer Johannes Carstensen en masse puslen indefra kabinettet, hvorefter det kunne høres at nogen rejste sig fra en stol. Tilhyllede skikkelser viste sig så i kabinetsåbningen, da lidt af forhænget blev trukket til side, men kommunelærer Johannes Carstensen havde et skarpt syn, og kunne konstatere, at hvad enten de forskellige "ånder", der nu viste sig, forestillede mænd eller kvinder, så havde de alle "Ejner Nielsens Næse og hans Guldtand".

Under nogle efterfølgende seancer, som Johannes Carstensen overværede, blev han helt overbevist om at Ejner Nielsen var en svindler, men kommunelæreren havde ikke turdet afsløre Ejner Nielsen under selve seancerne. Og nogle senere foreslåede kontrolseancer havde det lykkedes Ejner Nielsen at undgå.
Ved den efterfølgende generalforsamling i "Spiritisk Frimenighed", hvor der deltog 60 medlemmer hvoraf de 45 var "ældre Damer", blev det ikke "svindleren" Ejner Nielsen der blev smidt ud af "menigheden", men derimod kommunelærer Johannes Carstensen.
Einer Nielsen, som nu var blevet "enehersker" i "Spiritisk Frimenighed", foregav vrede og fortørnelse over beskyldningerne om svindel og bedrag, og anlagde en injuriesag mod kommunelærer Johannes Carstensen. Men da sagen kom for byretten i København senere samme år, så tabte Ejner Nielsen sagen.

I H. E. Bonnes "Livet og Aandeverdenen", der blev udgivet første gang af Pios Boghandel i 1924, og genudkommet på Strubes Forlag i 1983, fortæller forfatteren om sine spiritistiske oplevelser, og nogle videnskabelige forsøg, samt lidt om mediet Ejnar Nielsen.

I 1950 udkom en Ejner Nielsen biografi skrevet af den finske spiritist og forfatter Helmi Krohn (1871-1967), "Solid Proofs of Survival", på Psychic Book Club i London i 1950.
Sven Türck.
Sven Türck var en rigtig god fotograf, og er, som fotograf af bybilleder i det København der var engang, begyndt at blive anerkendt og opnå velfortjent berømmelse.
Sven Türck blev med alderen begejstret for spiritisme og overnaturlige fænomener, som han også fotografede flittigt.
Mange Sven Türcks fotos af københavnermiljøer er af Det Kongelige Bibliotek lagt frit på Nettet, men i skrivende stund kan jeg ikke finde et eneste af Türcks fotos af okulte fænomener blandt KB's foto.
Tilsyneladende har man i skrivende stund (august 2017) ikke medtaget et eneste af Türcks "åndefotos". Emnet er sikkert ikke "god tone". :-)

Flere steder på Nettet er der websider om og med Türcks åndefotos, f.eks. er der lidt her på websiden Anomalies, som også nævner Sven Türcks selvbiografiske bog fra 1945: "Jeg var dus med Aanderne".
Fru Melloni.
Sven Türck begynder allerede på side 15, i sin erindringsbog "Jeg var dus med Aanderne", at fortælle om mediet Anna Melloni og hendes hjælpeånd Dr. Lazarus, som Türck havde inviteret til sit lokale på Vesterbrogade i København, sammen med nogle andre deltagere, og hvor Türck havde opstillet kameraer i forskellige vinkler omkring et stort bord:
  Der skete de ejendommeligste Ting i Stuen. Tøjklemmer blev lagt op paa vort Bord, Søm blev smidt mod Kaminspejlet. Fru mellonis Staalstol kurede rundt om sig selv med Fruen det meste af Aftenen. Jeg kontrollerede hendes Arme og Ben og mærkede mig, at Karruselturen kun lod sig standse ved et fast Tag. Deltagernes Siddepladser blev drejet omkring eller kørt tilbage. Ofte gik en Stol af sig selv uden Berøring ud i Korridoren, hvor den lagde sig ned for atter at rejse sig og vende tilbage til sit Stade.
Mediet Anna Melloni Rasmussen "fortjener" således også en omtale.

Mediet Anna Melloni Rasmussen var i spiritistiske kredse kendt i Europa. Hun var egentlig syerske, og hun boede sammen med en tidligere murermester i Søborg i udkanten af København, som også assisterede hende under seancerne.
Ånden som Anna Melloni var medie for hed "Lazarus", og Melloni hævdede at "Lazarus" havde været en ægyptisk læge, som var død for 4000 år siden. Denne "Lazarus" kunne f.eks. svare på stillede spørgsmål, og skrive svarene ned med et stykke kridt, på en lille gammeldags sort skoletavle, der var lagt på gulvet under bordet hvor seancen fandt sted. En finesse var, at ånden "Lazarus" skrev svarene på de stillede spørgsmål spejlvendt, så et spejl skulle benyttes for at læse disse svar. Endnu en finesse var, at ånden "Lazarus" kunne spille på en zitar, der også blev anbragt under bordet.

Søndagen efter påske, søndag den 16. april 1950, blev fru Melloni landskendt.
Melloni og hendes mand var blevet inviteret til professor ved Københavns Universitet Preben Plums villa i Vedbæk, for hos ham at afholde en seance sammen med ånden "Lazarus". Plum var ikke spiritist, men videnskabelig interesseret i overnaturlige væsener.
Som tilskuere til seancen var også inviteret nogle meget prominente personligheder, undervisningsminister Julius Bomholdt der godt ti år senere blev Danmarks første kulturminister, forfatterne Jacob Palludan og Aage Marcus, samt radiomanden Karl Bjarnhof. Og som tekniker og interviewer deltog Danmarks Radios Aksel Dahlerup.
Seancen forløb planmæssigt. "Lazarus" spillede lidt på zitaren, og man stillede spørgsmål, og da man trak skoletavlen frem fra under bordet, så havde "Lazarus" skrevet svarene ned på tavlen.

Hvad Melloni-parret ikke vidste var, at der før seancen begyndte var blevet banket et stort regulært hul i muren på Preben Plums villa, så der udefra haven kunne filmes med et lille kamera ind gennem hullet af et par fotografer fra "Politikens Filmjournal", som dermed kunne dokumentere hvad ånden Lazarus foretog sig under bordet inde i stuen.
Gammel 78'er.
”Sikke’et par” med Liva Weel og Ib Schoenberg.
Fra Cirkusrevyen på Bakken i 1950.
Hvad det filmede viste var, at fru Melloni listede den ene sko af, og med tæerne spillede på zitaren, hvorefter tæerne greb fat i kridtet, og med foden skrev svarene ned på tavlen. Fru Melloni havde lært sig selv at skrive spejlvendt med foden, med et stykke kridt, medens hun samtidig konverserede med de tilstedeværende oppe omkring bordet!

Klip af det filmede, ledsaget af kommentarer, blev vist i alle biografers forfilm, "Ugerevyerne", rundt i hele landet.

Afsløringen var et knusende nederlag for dansk spiritisme, og det er egentlig først oppe her imod nutiden, at spiritismen igen er begyndt at manifestere sig.
Og for at gøre ondt meget værre, så inspirerede Melloni-affæren til et par revyviser som blev landeplager. Osvald Helmuths "Lazarus" som i skrivende stund (juni 2017) ligger på på YouTube...
Også Ib Schoenbeg og Liva Weels store succes på Cirkusrevyen samme år, 1950, visen "Sikke’et par", sangen der i folkemunde kom til at hedde "Det var mig og Melloni og Lazarus" ligger for tiden på YouTube...
Her er et par linjer fra et af versene:
Det var mig og Melloni og Lazarus.
Ånden kom, når vi kildede kalorius.
Det var ikke spiritistisk.
Det var ikke mystifistisk.
Det var bare mig, der var der med en tå.
Søger man her i nutiden på Nettet efter "Melloni", så får hun stadig fine omtaler på spiritistiske websider, især udenlandske, og ikke alle steder bliver det fortalt, at fru Melloni blev afsløret som svindlerske.

Der er ophavsret på så nutidige fotos, så jeg vil ikke vise et billede fra Melloni-affæren.

Spiritismen, det okkulte, og videnskaben imod nutiden.

Interressen for det mystiske og det okulte fik et meget stort opsving i fjernsynets ungdom, især omkring 1970 med israeleren, fænomenet Uri Geller, der ikke alene med berøringer kunne bøje skeer og gafler, men også med og tankens kraft sætte ure "i gang", eller "i stå". Midt i 1970'erne var Uri Geller gæst i dansk TV, i nogle udsendelser.
Og selvfølgelig delte vandene sig i to, for eller imod. Var det man så ægte? Eller var Geller blot tryllekunstner og dermed bedrager?

Men med Uri Geller fulgte også en fornyet og øget interesse i den videnskabelige forskning indenfor området, hvilket var ret spændende.
Meget populær blev Arthur Koestlers bog "The Roots of Coincidence" fra 1972, som i Ingeborg Buhls oversættelse to år senere fik titlen "Sandsynlighedens grænse". Bagsiden af bogen beskriver af lidt af indholdet:
  Arthur Koestler skildrer i denne bog de parapsykologiske fænomener og den fremskredne forskning omkring dem. Det er en spændende og velunderbygget beskrivelse af de grænseområder, hvor den moderne fysik og parapsykologien synes at smelte sammen, dér hvor kernefysikken bliver lige så "okkult" og ufattelig som ESP, Telepati og andre parapsykologiske udtryk, og hvor alle kendte naturlove holder op.
Forkortelsen ESP, der bliver nævnt, står for Extra-Sensory-Perception, som er erkendelsen af det, der ligger udenfor de normale fem sanser. Altså erkendelsen af menneskets sjette sans m.fl, hvilket vil sige telepati, spåen om fremtiden, kontakt til fortiden, clairvoyance, det okkulte o.s.v.

Men umiddelbart før "Sandsynlignedens grænse" havde Koestler skrevet bogen "Den manipulerede frø", som fortæller om den østrigske videnskabsmand biologen Paul Kammerer, samt Kammerers forsøg på at bevise, at levende væseners udvikling indtil nu, ikke kun skyldtes Darwins evolutionsteori om, at udviklingen var et resultat af en tilfældig udvælgelse hvor de bedste havde størst mulighed for at overleve, men at også viden og erfaring kunne, og blev, lejret i generne og videregivet - nedarvet.
Det var/er en kontroversielt opfattelse og påstand, at ikke kun fysiske egenskaber kunne nedarves. Med andre ord, at ens personlighed også skyldtes en slags "ånd", en slags nedarvet "spirit", som også var medvirkende til at vi er blevet til den vi er, og at et "noget" udover det fysiske fulgte med i dåbsgaven.

Grete Wiesenthal.
Balletdanserinden Grete Wiesenthal.
Samlebillede fra 1930'erne, udgivet
af det tyske cigaretfirma "Gold Saba".
Et af en stor serie med balletdansere.
Wiesenthal's var tre balletdansende
søstre: Grete og Elsa og Bertha.
Hvis denne udefinerbare nedarvelige ”viden og erfaring” kunne bevises, så måtte det jo indebære, at der eksisterede "mere mellem himmel og jord", end det håndgribelige fysiske og naturvidenskabelige.
Kammerer eksperimenterede med, og forsøgte på, at bevise sine påstande ved hjælp af frøen Alytes obstetricans.
Imidlertid dukkede der undervejs forfalskede forsøgsresultater op blandt Kammerers beviser, og Kammerers teorier og forsøgsresultater blev genstand for stor opmærksomhed og debat, og især voldsom kritik i tidsskriftet "Nature", en kritik der begyndte i 1919 og først sluttede efter Kammerers død.

I 1926 skulle Kammerers laboratorium flyttes fra Wien og til Moskva, og samme dag som flytningen skulle finde sted, den 23. september 1926, tog Paul Kammerer op til Puchberg som ligger ved Schneeberg, som er en del af Alperne i Østrig, og der gik han op i klipperne og skød sig selv i hovedet.
Årsagen til selvmordet gav anledning til mange rygter, for sideløbende med alle de andre begivenheder omkring Paul Kammerer, så havde Kammerer sidste veninde meddelt ham, at hun ikke ville flytte med ham til Moskva. Denne veninde var den berømte østrigske balletdanserinde Grete Wiesenthal.

I Rusland blev der, kun to år efter Kammerers selvmord, indspillet en film, "Salamandra", som ganske vist handler om Kammerer og hans teorier, men som desværre også er sovjetisk sludder og propaganda.

Sidst i 1970'erne fik Arthur Koestler konstateret Parkinsons Syge, og han begik selvmord i 1983 sammen med sin sidste hustru Cynthia Jefferies.
Før sin død stiftede Koestler, sammen med Brian Inglis og Tony Bloomfield, "The KIB Society" (KIB er forbogstavene fra deres efternavne). KIB's formål var at sposorere forskning "outside the scientific orthodoxies".
Selskabet havde i begyndelsen lidt svært ved at finde et hjemsted, for de store og kendte universiteter afviste at deltage "i den slags", men til sidst havnede KIB ved universitetet i Edinburgh, hvor det i vore dage hedder "Koestler Parapsychology Unit".

"Ouija board".

Foruden Severin Lauritzens (nedenfor i bemærkninger) nævnte anvisning til selv at arrangere seancer i hjemmet, så blev der opfundet forskellige "remedier" til hjemmebrug og til almindelig daglig brug.
Som spiritist kan livet ikke leves uden at man til stadighed får svar og hjælp fra de "højere magter", fra det "hvide og tilhyllede i grænselandet".

Til rejser og hjemmebrug opnåede det spiritistiske "Ouija-bord" stor succes, og udkom i mange udgaver og variationer, og var meget anvendelig hvor deltagerne kun var få, eller når man kun var et par, ja selv når man var alene.
Det var en amerikansk succes der blev opfundet omkring 1890, og navnet "Ouija" blev et officielt indregistreret varemærke. Selve navnet ouija havde opfinderen sammensat af det franske ord for ja, og det tyske ord for ja, så "Ouija" betyder blot ja-ja.

Selve Ouija-bordet var oprindelig en træplade, hvorpå bogstaver og tal var skrevet i et par halvcirkler, og desuden kunne der være skrevet nogle meget enkle udsagn, som f.eks. "ja" og "nej" og "slut". Ovenpå "bordet" blev der anbragt en lille hjerte eller dråbeformet trebenet plade, en "planchette", på hvilken man med et let tryk lagde og spredte sine fingre.
Herefter gav man sig hen i seancen i en rum tid, og koncentrerede sine tanker om det man ville have svar på. I den forløbne tid "dansede" planchetten, og der hvor spidsen af dråben var endt med at pege hen på pladen, skullle svaret på ens spørgsmål findes. Gentog man seancen nogle gange, kunne man samle tegnene/bogstaverne sammen, og måske danne det ord der var svaret på ens spørgsmål.
Træthed i hånden eller armen var selvfølglig en medvirkende årsag til at den lille planchette forskubbede sig, flyttede sig. Men var man troende så kunne det kunne jo også være den usynlige ånd der havde indfundet sig, og hjælpende førte bevægelserne.
Ouija bordets succes fortsatte til op imod 1930'erne. De originale gamle Ouija-borde er i dag store samlerobjekter, men nye bliver stadig fremstillet, og kan også købes i vore dage.

På dansk blev "Ouija bordet", med forskellige variationer, "omdøbt" til "Ånden i Glasset", som periodevis har kunnet købes hos nogle af vore ganske almindelige boghandlere, og i nogle legetøjsforretninger.

Udsnit af Nodeforsiden.
Et ungt par "spiller" "Quija".
Udklip af nodeforsiden.
Billede af et Quija Bord.
I 1920 skrev William Jerome en tekst som Harry von Tilzer komponerede en melodi til, og det blev til den dengang populære sang: "Weegee Weegee Tell Me Do", og som ligger på YouTube:
Weegee Weegee Tell Me Do.
There is a game played by nearly every family
Seems to be the thing
Rich folks and poor folks play this little game to see what future days may bring
Right across the hall from me there lives a girlie dear
And when her girlfriends call each night – Why this is what I hear
Wee Gee Wee Gee tell me do
Tell me if my loving baby loves me true
Tell me quick and tell me fast is our love too pure and good to really last
Oh, Wee Gee Wee Gee you know me
I will never tell him don't you see?
Once he used to bring me candy by the box
Now he only calls to have me darn his socks
Is he true, the sly old fox, Tell me Wee Gee do.

This little board is the ruler of the nation now
Some game talk of fun right in your own home settles any little row
Most every home has one
Old maids love it most to death and play it night and day
And one made laughed and lost her breath when she heard one girl say
Wee Gee Wee Gee tell me do
Are the men who marry girlies always true?
Should the supper table wait for the ones who really love to come home late
Oh, Wee Gee Wee Gee should I swear if up on his coat I found a hair?
If your husband talking in his sleep says "Pearl"
Does it mean a present or some other girl?
Is it girl or is it pearl, Tell me Wee Gee do.

Noden til sangen ligger frit på Nettet, f.eks. her på Mississippi State University Libraries...
Spøgelse.

Afslutning.

Spiritismen lever og har det godt igen. Interessen for spiritisme er stadig stor, og måske endda stigende, og alene her i landet er der flere foreninger. Jeg nævner herunder kun et par stykker, så man må selv Google lidt for evt. at finde flere.
Jeg har selvfølgelig også forsøgt at kontakte en af de små foreningskredse, og blev også vel modtaget, men interessen for at fortælle mig noget er forståelig nok ikke stor, når det ikke udelukkende er succes-historierne jeg her på websiden fortæller om.

I skrivende stund er det især disse spiritistfoeninger som bør nævnes: "Spiritismen", og foreningen "Spiritist", samt "Lysets Hus" i Århus. Sidstnævnte er nok så spændende. Det at foreningen er over 100 år gammel gør den meget interessant.
Lysets Hus har et jubilæumskrift fra 2013 liggende som en pdf-fil, hvor der kan læses lidt om foreningens historie, og på foreningens websiden kan man finde nutidige links.

Jeg må hellere afslutte med at tilføje, at jeg ikke personlig er spiritist, eller har tilknytning til nogen spiritistforening.
En Drøm
"Et åndesyn". Gammelt østrigsk postkort i Jugend-stil fra ca. 1900. Desværre uden signatur.

Bemærkninger og kilder.

Jeg vil endnu en gang understrege, at jeg er ikke spititist.
Og jeg må også for en sikkerheds skyld tilføje: at jeg er heller ikke nazist.
Min "forbandelse" er, at datiden, og sammenhængene mellem datidens personligheder, facinerer mig.

Om det overfor fortalte, om Abend-affæren og Rothe-affærenen, er der at tilføje, at der er flere forskellige udlægninger af hændelsesforløbene, så der er variationer, afhængig af hvor du læser om hændelserne.
Det skrevne her på websiden er mit forsøg på et koncentrat, hentet fra flere af kilderne.

Herunder er der nævnt nogle forfattere der beskæftigede sig med spiritisme. Men de herunder nævnte er kun et tilfældigt udvalg af forfattere og kulturpersoner, for langt flere var interesseret i fænommet spiritisme, og burde nævnes.

- - - - - - - - - -
Bemærkninger:
  1. Selvlysende fosfor, fortæller Augusta Etlar om. Helt op i min tidligste ungdom kunne man købe hvidt fosforpulver hos "Materialisten" for få kroner, og selv blande til selvlysende maling. I vore dage er det formentlig forbudt at købe, men det kan stadig, på tvivlsomme websteder i Østen, købes over Nettet. Prisen kan ligge på over 700$ for 500 gram. Fosfor kan eksplodere ved slag og tryk, så firmaerne lover at sende i "sikkerheds-indpakning". Det lyder dog ikke spor betryggende. :-|
    Gamle dages armbåndsures selvlysende visere skyldtes også fosfor, som efter nogen tid "tabte kraften" og ophørte med at være selvlysende.
  2. "Moabit, en forstad til Berlin", skriver Augusta Etlar. I vore dage er det i hjertet af Berlin, begyndende kun en halv kilometer nordøst for Rigsdagsbygningen. Berlins Hovedbanegård ligger i Moabit.
  3. Små 20 år efter Augusta Etlars første besøg hos Blüthgens i 1901, skrev Viktor Blüthgen endnu en spiritistroman, "Geheimnisvolle Kräfte" med undertitlen "Ein Spiritistenroman". Bogen udkom på Mitteldeutsche Verlagsgesellschaft i Leipzig i 1920.
  4. Rudolf Steiner (1861-1925) var også optaget af det okkultiske og spiritistiske, før han i 1913 stiftede sit eget "Anthroposophische Gesellschaft".
    F.eks. er der udgivet et foredrag Rudolf Steiner hold i Berlin den 30.maj 1904: "Die Geschichte des Spiritismus". Foredraget "Spiritismens historie" er udkommet på dansk, udgivet af Antroposofisk Forlag i 1974.
    I afsnittet ovenfor, "'fru X' i Berlin", er nævnt at Rudolf Steiners anden hustru Marie von Sivers, var veninde med generaloberst Helmuth von Moltke hustru Eliza Moltke-Huitfeldt von Moltke, der var svensker og overbevist spiritist og veninde med prinssesse Mary Karadja.
  5. Ingeniør Severin Lauritzen var en af Augusta Etlars vidner under Abend-affæren. Lauritzen var spiritistisk interesseret og forfatter, og også anerkendt opfinder. Han var formand for "Selskabet for psykisk forskning" 1911–14, og han var medstifter af firmet Kemp og Lauritzen, som i vore dage er en kæmpe koncern med en milliardomsætning.
    Sidst i det andet bind af Lauritzens bøger, "Overtro", på siderne 544+545+546+547, giver Severin Lauritzen en vejledning til hvorledes man selv kan arangere private seancer. Disse sider, denne vejledning, er her lagt som en pdf-fil.
    Klik her og læs eller download anvisningen...
  6. DSB manden Georg Larsen bliver nævnt flere gange, og han var også en af Augusta Etlars vidner under Abendaffæren, men vidnede og udtalte sig ikke altid til Augusta Etlars fordel. Larsen var overassistent ved DSB, og var overbevist spiritist.
    Georg Larsen fik hjælp af prinsesse Mary Karadja, til at kontakte sin afdøde kone.
    I 1901 var Georg Larsen i Berlin, og der i selskab med prinsesse Karadja og grevinde von Moltke, havde Georg Larsen i en seance set sin afdøde hustru, klædt som brud med et langt hvidt slør. Georg Larsen havde endmere fået overrakt et stykke af sin afdøde hustrus brudeslør som minde. Seancen er nævnt i Leon Denis: "Dans l’Invisible - Spiritisme et Médiumnité" fra 1911, fra side 159.
    Læs f.eks. også fra side 37 i "Neue Metaphysische Rundschau".
    Seancen er også flere gange blevet brugt af Mary Karadja som bevis på ægtheden i spiritismen. F.eks. bruger Mary Karadja Georg Larsens Berlin-oplevelse som en sandhedsberetning i diskussionen med professor Axel Herrlin under Abend-affæren.
  7. Det er tidligere blevet nævnt at Clara Blüthgen også agerede som musicerende medie.
    Rosemary Brown var et sådant musikmedie der blev berømt oppe mod nutiden. Rosemary Brown udførte ved forskellige seancer sine afdødes forbilleders musik på klaveret.
    Jeg husker selv at have set hende på TV spille nogle af sine ånders ukendte kompositioner. Her spiller Rosemary Brown den ukendte "Grübelei", som medie for Franz Liszt.
Forfattere:
  1. Svend Flue, forfatteren til det satiriske vers i vittighedsbladet "Klods Hans". "Svend Flue" var et pseudonym for Axel Schwanenflügel. Han nåede at skrive mange revyviser, hans berømteste var "Amanda fra Kerteminde" som stadig huskes, og er også her på YouTube...
    Der er endnu ingen biografi der kan henvises til, ingen leksikaer har underligt nok medtaget ham, men Axel Schwanenflügel var en meget aktiv person, der kun blev 46 gammel. Han døde, kun tre år efter det satiriske vers om spiritismen var skrevet, på sindssygeanstalten Oringe ved Vordingborg, hvor han også blev begravet på sindssygeanstaltens kirkegård.
    Carl Muusmann skriver om ham i den ene af sine erindringsbøger "Firsernes glade København" på side 222:
    I modsætning til de fleste Revueforfattere af den ældre Skole var han ikke Akademiker, men udgaaet af "Handels- og Kontoristforeningen".
    Og et par linjer længere fremme skriver Muusmann:
    "Han er altid forekommet mig at være noget for sig og den af Revueforfatterne, der havde det mest almene og det mest københavnske Humør upaavirket af "Studenterforeningens" og senere af "Studentersamfundets" konservative eller radikale Jargon".
  2. Walter Christmas. I sine to erindringsbøger, "Krydstogt gennem livet: Med skum om Bov!" fra 1923, og "Krydstogt gennem livet: Vimplen hejst", er det "sømanden" Christmas' oplevelser frem til slutningen af 1800-tallet, der berettes om. Desværre fik Walter Christmas ikke fortsat sine erindringer, der udkom i 1923, for Christmas døde året efter, i 1924.
    Walter Christmas drengebog "Peder Most", den første ud af serien på fem Peder Most-bøger, udkom netop her under Abend-affæren i 1901.
    Walter Christmas skuespil "Sherlock Holmes" blev meget populært på Folketeatret, og blev i skuespillets første periode mellem 1901 og 1909 opført 191 gange.
  3. Victor Hugo var ureligiøs gennem sit liv, og erklærede sig selv som fritænker. I perioder beskæftigede han sig dog med spiritisme, og deltog også i spiritistiske seancer.
    Om Victor Hugos spiritistiske interesse skriver John Chambers i "Conversations with the Spirit World", som udkom på forlaget Destiny Books i 1999, og igen i 2008. (ISBN-13: 978-1594771828).
  4. Arthur Conan Doyle, "Sherlock Holmes" forfatter, har skrevet en del om spiritisme, f.eks. denne, her i en næsten ny tysk oversættelse: "Was ist Spiritismus?" Oversat af Curt Abel-Musgrave, udgivet af Tredition i 2015. Denne bog er lagt på Der Spiegels Gutenberg-Projects webside...
    Arthur Doyle er også forfatteren til det der næsten er "Biblen" indenfor spiritismen: "The History of Spiritualism", et værk i to bind. Begge bind ligger begge på Project Gutenbergs webside i Australien: Bind 1 og bind 2.
    Et par af de gange Arthur Doyle var i Danmark, holdt han foredrag om spiritismen. I februar 1920 i Studenterforeningen, og i oktober 1923 i Radiohuset og Odd Fellow Palæet.
  5. Thomas Mann bør også nævnes. "Troende" spiritist var han ikke, men interesseret i spiritisme.
    I mine unge dage var foredrag almindlige. Var dengang til et foredrag om Mann og hans roman "Døden i Venedig", hvor foredragsholderen kom med eksempler på Manns forhold til det okkulte, og tillige hævdede at den unge "Tadzio", som romanens hovedperson digteren Gustav Aschenbach "forfølger og jager" gennem fortællingen, blot er et åndesyn der til sidst forsvinder fra Aschenbach åsyn?
    Her er et klip fra slutningen af Viscontis billedskønne film "Morte a Venezia", hvor den unge "Tadzio" langsomt går ud i bølgerne og "bliver væk"...
  6. Rainer Maria Rilke var i perioder overbevist spiritist, og deltog i spiritist-seancer med håndfladerne mod "det runde bord".
    I februar 1904 påbegynder Rainer Maria Rilke arbejdet med sin eneste roman, "Die Aufzeichnungen des Malte Laurids Brigge", som først udkommer i 1910. Der Spiegel-online har i forbindelse med Projekt Gutenberg lagt bogen på nettet.
    Romanen blev oversat til dansk i 1927 af Inga Junghanns og fik titlen "Malte Laurids Brigges optegnelser".
    Rilkes "Sonetter til Orpheus" hævdes at være hastigt skrevet af 2 gange med hjælp af "spiritistisk automatskrift", i februar 1922. Sonetterne er til minde om den unge danserinde Wera Ouckama-Knoop (1900-1919) som Rilke havde kendt som barn, og som var død i 1919. Sonetterne også er tilegnet hende.
    Gisli Magnusson har skrevet et afsnit i "Metaphysik und Moderne", siderne 144-172 der fortæller lidt om "Rilke und der Okkultismus", og som ligger på academia.edu...
    Set fra en dansk vinkel så er Rilke interesant, fordi han lærte sig dansk for at kunne læse I. P. Jacobsen, og Rilke oversatte nogle af Jacobsens digte til tysk, blandt andet "Gurresange", som Arnold Schoenberg satte i musik: "Gurelieder". Og Rilke havde også planer om at skrive en bog om maleren Vilhelm Hammershøj.
  7. August Strindberg var også optaget af spiritismen, og Strindberg kendte både prinsesse Mary Karadja og professor Axel Herrlin. Strindbergs "Ockulta Dagboken" ligger på Nettet...
  8. Noel Coward skev i 1946 et skuespil "Blithe spirit" som blev meget populært. Skuespillet, der blev oversat af Mogens Lind, kom på dansk til at hedde "Min kone spøger".
    Skuespillet handler om en forfatter der mangler lidt specielt han kan bruge som emne til en bog. En spiritist bliver indraget, og til stor forbavelse under seancen, så viser forfatterens kones ånd sig, hvillket giver anledning til en række forviklinger.
    Ikke mindst blandt amatørteaterentusiaster har stykket været populært, og er det stadig, og der har gennem årene været "mange koner der har spøgt".
  9. Thit Jensen, Johannes V. Jensens søster, var overbevist spiritist, og hævdede at hendes romaner var skevet med hjælp fra spiritistiske ånder. Særlig slem er Thit Jensens erindringsbog "Hvorfra? Hvorhen", hvori der er gengivet flere lange samtaler hun har ført med ånder. En af ånderne hun var medie for, påstod hun hed "Jørgen Fensmark".
- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Augusta Etlar: "I Samliv med Carit Etlar", bind 2. Udgivet af Pios Boghandel og Povl Branner i 1925.
  2. Severin Lauritzen: "Overtro". Bind 1 på 420 sider + bind 2 på 552 sider. Udgivet af Gyldendal Forlag i 1901.
  3. Hugo Friedländer: "Interessante Kriminal-Prozesse von kulturhistorischer Bedeutung". Verlag Berliner Buchversand, Berlin 1910–1914. 10 bind. Forord af Erich Sello. Store dele af dette værk er også udkommet som lydbøger. Her er linket til den lydbog hvori afnittet om Anna Rothe bliver læst op. (Nummer 22+23+24).
  4. Jesper vaczy Kragh: "Mellem Religion og Videnskab. Spiritismen i 1800- og 1800-tallet". Pdf-fil på www.academia.edu.
  5. Rudolf Steiner: "Spiritualism, Madame Blavatsky & Theosophy". Anthroposophic Press 2001.
  6. Hermann Kurzke: "Thomas Mann - Das Leben als Kuntwerk". Udgivet af Verlag C.H. Beck i år 2000.
  7. Alfred Lehmann: "Spiritismen - og dens saakaldte beviser". Frimodts Forlag i 1921.
  8. Corina Treitel: "Science For The Soul" med undertitlen "Occultism and the Genesis of the German Modern". John Hopkins University Press 2004.
  9. Axel Herrlin: "Själslifvets underjordiska verld". Udgivet af Förlags-Aktiebolagets Bogtryckeri 1901. Denne udgave indeholder tillægget: "Spiritismens fysiska fenomen. Et svar till prinsessan Karadja".
  10. Axel Herrlin: "Sjælelivets ubevidste Verden". Udkom på dansk på Gads Forlag i 1905.
  11. Helmut Zander: "Der Generalstabschef Helmuth von Moltke d. J. und das theosophische Milieu um Rudolf Steiner". Fra "Militärgeschichtliche Zeitschrift" 62/2003, side 423-458. Hefte 2 udgivet af Oldenbourg Verlag i Munchen i 2003. Artiklen på ligger frit tilgængelig på academia.edu.
  12. Thit Jensen: "Hvorfra? Hvorhen?". Udgivet af Gyldendal i København i 1950.
  13. Wolfgang Benz: "Handbuch des Antisemitismus". Udgivet af Walter de Gruyter 2015. Bind 8: "Nachträge und Register".
  14. Hans Kordon: "Ist Prof. Dr. Max Dessoir sachverständig?". Udgivet af Lorch i Württemberg i 1904.
  15. Johs. Carstensen: "Spiritismens Princip og Fejlgreb". Med undertitlen: "Specielt: Afsløring af Mediet Einer Nielsen". Udgivet af Brandmoses Forlag i 1932..
  16. Arthur Koestler: "Sandsynlighedens Grænse". Udgivet af Thanning & Appel i 1974.
  17. Arthur Koestler: "Den manipulerede frø". Udgivet Gyldendal i 1971. ISBN 87 00 57751 0.
  18. Palle Schantz Lauridsen: "Sherlock Holmes i Danmark". Udgivet afRosenkilde & Bahnhof i 2014. ISBN 978-87-7128-760-8.
  19. Walter de Gruyter: "Handbuch des Antisemitismus". Bind 8: "Vachträge und Register", på siderne 48 og 49, en lille biografi om Erwin Brandt. Udgivet udgivet af GmbH & Co KG i 2015. ISBN 978-3-11-037932-7.
  20. Sven Türck: "Jeg var dus med Aanderne". Udgivet af Steen Hasselbalchs Forlag i 1945.


© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 19/08/2017 20:49:51