Karneval i Venedig..
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"Karneval i Venedig".

Meddelt af Carit Etlar.

Søjlen på Marcus Pladsen.
I Etlars fortælling
"Gode Venner"
er handlingen også
henlagt til Venedig.
Denne lille fortælling blev trykt i "Folkets Almanak", udgivet af N. C. Rom og C. A. Thyregod i 1895.
Titlen.
Titlen i kalenderen.
Det er næsten en lille kriminovelle, og du kan læse eller downloade den lille fortælling her, hvor også de tre Knud Gamborg-tegninger, der ledsager den originale fortælling, er medtaget.

I fortællingen "Karneval i Venedig" er det Carit Etlars fiktive person "Styrmand Hermansen" der fortæller om oplevelsen i Venedig.

Der er flere ting der indikerer at det må være Augusta der har skrevet den samlede fortælling. Den væsentligste grund er tidspunktet 1895. Omkring Etlars 80 års fødselsdag i 1896 var Etlar så svækket, at det er højst troligt at han ikke selv var i stand til at skrive ret meget mere.

Man kunne forestille sig, at dele af denne fortælling er blevet sammenstykket af forskellige brudstykker fra Etlars "notatbunker", bl.a. skitser indsamlet under parrets eget ophold i Venedig.

Om disse "bunker" fortæller Zakarias Nielsen, en af Etlar-parrets gode bekendte, i sine Erindringer, at der under et besøg hos Etlars i Gentofte havde været følgende ordveksling mellem forfatterne, idet Etlar havde peget hen imod sit skrivebord:
"Der, i det Skab til venstre ligger tre store Bunker Optegnelser, Sujetter til Romaner og Noveller - dem skal De arve, naar jeg er Død".
"Tre store Bunker!" udbrød jeg overvældet.
"Ja; jeg har ikke forgæves gaaet i 35 Aar og snuset om i det kgl. Bibliotek".
Men Zakarias Nielsen fik ikke "bunkerne". Augusta Etlar beholdt dem selv - og skrev videre på dem, og har formentlig også benyttet disse optegnelser i Etlars sidste år, hvor Etlar selv var "ret svækket".

Og så er der skrivemåden der peger mod Augusta Etlar.
Etlar-parret skrev på hver deres karakteristiske måde. I grove træk kan man hævde at Etlar selv skrev "gammel dansk" næsten hele livet. F.eks. ord som Reise, og Kiøbenhavn, skrev Etlar med vokalen "i".
Augusta Etlar derimod skrev "moderne dansk", og i sit skrevne ville hun have skrevet disse ord med j: Rejse, Kjøbenhavn.
Det vil selvfølgelig være forkert at hævde at det 100% forholder sig sådan, men det peger der henad.

Selv om Augusta Etlar skrev i det "moderne sprog", så der er flere undtagelser. F.eks. er erindringsbogen "MINDER" stort set skrevet i Etlar-stil. Og da erindringsbogen hævet over hver tvivl er skrevet af Augusta Etlar, så må det have været bevidst og tilsigtet af Augusta Etlar at bruge Etlars Sprog og skrivemåde, for "Minder" skal jo foregive stort set at være skrevet og fortalt af Etlar selv. Etlar selv har fortalt historien, men det er Augusta Etlar der har skrevet den.
Karneval i Venedig.
Karneval på Marcus Pladsen i Venedig.
Et af reklame-samlemærkerne ud af en serie fra Liebig med billeder af karnevalet.
Denne fortælling om "Karneval i Venedig" er skrevet af Augusta Etlar. Der står da også under titlen: "Meddelt af Carit Etlar". Og denne tilføjelse, "meddelt af", kan være meget rigtigt, for Etlar selv må have deltaget i fortællingen. F.eks. må alle de sømandsudtryk, der er i begyndelsen af fortællingen, være fortalt af en person der har sejlet, og det havde Etlar i sin ungdom.

Det 16. kapitel i Augusta Etlars erindringsbog om sin mand, "MINDER", har titlen: "Hvorledes Salomon Baadsmand og Gjøngehøvdingen blev til". Dette kapitel handler mest om noget andet end titlen fortæller, nemlig Carit Etlars tur til søs med skonnerten "Lively", og man kan også i dette kapitel læse lidt om hvem virkelighedens "Styrmand Hermansen" var.
Du kan læse og/eller downloade dette kapitel fra MINDER her...

Lidt kommentarer til fortællingen "Karneval i Venedig".

Tørfisk ud og hvede hjem.
Citat fra fortællingen: "Briggen "Kleppertan" skulle fra Tronhjem med tørfisk til Venedig."
Omtalen af disse laster med tørfisk konta korn, har været rigtig. Fra sidst i 1600-tallet var tørfiskhandelen blevet et vigtigt erhverv i Nordnorge, og er det stadig.
At sejle korn med tilbage fra Syden, forekommer måske lidt søgt, men har også været rigtig.
Lidt inde i 1800-tallet var skibsfarten allerede blevet så omfangsrig, at transportomkostningerne var overkommelige. Og da der i samme tidsrum var kommet en liberalisering i kornhandlen, så var det økonomisk muligt at laste et tomt skib med hvede og sejle lasten med tilbage til Gøteborg uden tab.
Indtrykket af Venedig.
Citat fra fortællingen:
  I flere Henseender gør Venedig dog et ubehageligt Indtryk paa den Fremmede. Alle disse skumle, forfaldne Paladser, der staa som Monumenter for en begravet Storhed, de mange mudrede Kanaler, der løbe langs med Husene, og deres forfaldne Marmortrapper, besatte med Søjler og pjaltede Tiggere - alt dette tilsammen efterlader en uhyggelig og mørk Stemning.
Fortællingens beskrivelse af Venedig passer med det indtryk som den svenske forfatter Artur Möller har fået af Venedig, omkring 30 år senere, og som jeg har citeret ganske lidt fra, lidt nede her på siden.
Malomoccho.
Det første man fik øje på, da briggen nærmede sig Venedig, var Malomoccho Kirketaarnet næsten ude for enden af Lidoen. Den lille by Malomoccho var dengang den eneste større bebyggelse på Lidoen, og derfor det første man fik i sigte når man nærmede sig Venedig fra havet.
Rialtobroen.
I fortællingen bliver der fortalt om Rialtobroen at:
Paa en af Siderne af denne Bro ses et Stenbillede indmuret, der forestiller en Gondoliere med afbrækket Aare i Haanden.
Det har jeg ikke kunnet få bekræftet. Jeg erindrer ikke selv dette relief, og en gennemgang af flere YouTube-videoer viste ikke et sådant relief. Og en forespørgsel hos "Museerne i Venezia" gav ikke noget konkret svar.
Men da Etlar har mange af den slags beskrivelser, der sædvanligvis er rigtige, i sine fortællinger, så har relieffet sandsynligvis eksisteret dengang fortællingen blev skrevet, og siden har tidens gang slidt og nedbrudt relieffet - og lagt det i glemslens mørke.
Der er relieffer på broen, f.eks. her 0.16 inde i YouTube-videoen, men jeg kan ingen relieffer finde der forestiller en gondoliere med en knækket åre, med mindre det er dette relief i videoen, at Etlar henviser til.

Karneval i Kasino i København.

Karneval i Kasino teatret.
Karneval i "Kasino", i teatrets store sal i 1869.
Udsnit af billede fra Illustreret Tidende den 28. marts 1869, side 222. Tegningen er af C. Broling.
Gennem årene blev der afholdt mange af disse overdådige Karnevaler i Kasino-teatret i Amaliegade. Karnevaler som fuldt ud kunne måle sig med de venezianske og franske karnevaler.
Et tilfældigt valgt karneval i Kasino var dette, som blev afholdt den 11. marts 1869. Det var en torsdag, og vel egentlig en lidt "ubekvem" dag, at feste natten igennem på.
I den ledsagende tekst til billedet herover fra Illustreret Tidende står der:
  Foreningen "Fremtiden" holdt Fødselsdag den 11. Marts, og da den trives godt, og, som Følge deraf, har et godt Humeur, vilde den feire denne Høitid med Sang og Klang, saa det kunde spørges vide. desaarsag indbødes Venner og Velyndere til at give møde ude i Casino om Aftenen Kl. ni slet.
Notits.
Notits i Dagens Nyheder, den 9. mars 1869.
  Festcomiteen indbød paa Carnevalslystighed - vilde blot Gjestene selv bringe en god Stemning med, skulde de nok sørge for Resten. Og Gjestene kom i stor mængde - den maa virkelig have mange Venner, "Fremtiden" - blandt hvilke vist ikke fandtes Mange, som ikke følte deres Forventninger endog langt overtrufne af hvad der mødte dem ligefra den første Indtrædelse i det storartede Lokale. Dettes Hoveddecoration var bleven overdraget Lanskabsmaler Aagaard, og han havde paa en virkelig genial Maade udført sit Hverv. Det var imidlertid ikke vor Hensigt her at give en detailleret Beskrivelse af hele den pragtfulde Udsmykning af Localet, der var saa betydelig, at den omfattede ikke blot Pergolaen og den store Sal, men ogsaa Vestibulen og hele Bazargangen, da Tusinder selv have taget Arrangementet i Øiesyn, og Hovedstadens Blade længst have baaret Beretning derom ud iblandt Foreningens fjerntboende Venner; vi skulle derfor indskrænke os til lidt nærmere at omtale Pergolaen.
  Som ellers ved lignende Fester, dannede den Hovedpunktet i Decorationen. Gik man op ad Trappen, aabnede Aagaards kæmpemæssige Billede, som smykkede den ene Væg, og Jordens Huler; vi hørte Hammerslagene fra deres travle Beboere, og vi saae det glohede Malm sprutte Gnister, meden det blev omdannet til Vaaben og kostelige Smykker; Billede paa den modstaaende Væg, ligeledes af Aagaard, forte os helt ned paa Havets Bund blandt dets svømmende Skabninger, der vrimlede her i en aldrig anet Mangfoldighed, idet de fore omkring, opskræmmede af den næsvise Dykker. Fra Loftets Midtpunkt udstraalede prægtige Blomsterguirlander under det udspændte Seil, der dannede et Telttag over det smukke springvand, som midt i Pergolaen dryssede sin kølende Støvregn til Forfriskning for den skuelystne Vrimmel. Denne sidste Deel af Udsmykningen skyldtes Blomstermaler Hammer.
  Traadte man fra Pergolaen ind i Dandsesalene, da var det naturligviis især den store Sal, som ved sin imponerende Skjønhed - denne Aften fremhævet ved den smagfuld Flagdekoration, der skyldtes Genremaler F. C. Lund - og sin pragtfulde, straalende Belysning maatte fortrylle Øiet. Denne Sal afgav da ogsaa Hovedscenen for Carnevalslystigheden, som efter bestemmelsen tog sin Begyndelse Klokken ni med en morsom Introduction: Scenen viste os først Kongens Nytorv i Sneeveir - Dekorationen fra Erik Bøghs bekjendte sidste Nytaarscomedie - Droschkerne kunde ikke komme frem for hverandre, en saadan Trængsel var der af Gratulanter til "fremtiden", og nogle af disse fandt derfor i deres Utaalmodighed paa at stige ud - til Trods for deres formummede Skikkelser - og gaae tilfods for at komme tidsnok til Gildet. Næste Scene viste os Casinos store Sal, hvor Gjesterne samles, og Prinds Carneval paa deres Vegne bringer Fødselsdagsbarnet en Lykønskning, frembaaren paa Sangens Vinger.
  Og saa - ja saa foregik der ligetil Klokken tolv mange utrolige Ting til stor Hæder for den snilde Commitee, hvis Opfindelsesevne viste sig i et glimrende Lys; den kunde uden videre springe saadan et tusinde Aar frem i Tiden, og vise os ganske tydeligt hvordan det da seer ud i Konstens Rige; Poeten skrev og trykkede jo Avisen lige for vore Øine, Dampmaskinen drev jo Musikken - Fioler, Trommer, Contrabasser og Fløiter, Altin under Commando af to Maskinkarle med Oliekanden i Haanden istedetfor Tactstok, det er Smørelse, det kommer an paa! - Hvilken interessant Tid vil det ikke blive. Gaa hen og gjem Jer, Phidias og Thorvaldsen! Ikke kunde Eders Skabninger springe levende og bukkende frem af Marmorblokken - "Pyt!" Ja men vi have seet, at det mageligt lader sig gjøre.
  Besøg Du, som ryster vantro paa hovedet, kun næste Gang "Fremtidens" Carneval, maaskee faaer Du da endnu utroligere Ting at see!
  Men man morede sig ikke alene med at see, man var selv, som sig hør og bør, med i legen; lige til Dagens Gry vexlede den ene Lystighed med den anden, og Musikken fra Carl Lumbye og Balduin Dahls Orchestra skulde da ikke heller Undlade at bringe Liv i Papirerne - der var i det Hele taget saameget Liv i dem, at "Fremtidens" Actier ere stegne mange Procent siden den Nat.
Foreningen "Fremtiden", der var arrangør af "Karnevalet", er der skrevet lidt om her...

Carl Lumbye var søn af H. C. Lumbye. - Balduin Dahl var en af dirigenterne i bl.a. Tivoli.

Foreningen "Fremtidens" karneval 3 år tidligere.

Ved foreningen Fremtidens karneval torsdag den 8. marts 1866 var den store sal i Kasino omdannet til Dyrehavsbakken og Kirsten Piils Kilde. Kunstige bøgetræer, samt telte og boder var flyttet ind og stillet op, og et stort mester-Jakel-teater var stillet op på Kasinos scene.
Fremtidens karneval i Kasino
Foreningen Fremtidens karneval i 1866. Her gengivet efter Robert Neiiendams "Casino", side 93.
Her er et ganske kort resume fra omtalen i Folkets Avis den 7. marts, og den 10. marts 1866:
  I Kasinos lille sal begyndte dansen klokken 21. til musik med Balduin Dahls orkester. Og i Kasinos store sal spillede Lumbyes orkester, med en pause klokken 24, hvor demaskeringen fandt sted. Dansen varede med uafbrudt livlighed til henad klokken 5 om morgenen, og gæsternes antal blev anslået til mellem 1400 og 1500.
Udlejning af maskeradedragter.
Udlejning af dragter.
Annonce. "Folkets Avis" den 7. marts 1866.
Til karnevalet havde Christian Richardt havde skrevet en prolog, et indledningsdigt med titlen "Kirsten Piils". Digtet er medtaget i Christian Richardts "Samlede Digte" bind 1, side 270. De to første linjer lyder:
Godkvæld Godtfolk fra Land og fra By!
Velkommen i mine Bøges Ly!

Karneval afholdt af "Kunstforeningen af 18de November" - i 1879.

Karnevalsgæster.
Karnevalsgæster fra "Kunstnerkarnevalet" i 1879.
Fra Vilhelm Petersens erindringer "Foran og bag Kulisserne", side 81.
Der var så mange karnevaler i fortiden. Her et tilfældigt valgt karneval afholdt af "Kunstforeningen", i 1879. Billedet viser nogle af datidens store personligheder, som deltog i dette karneval

Personerne er fra venstre: Maleren Hammershøj, fru Fini Henriques, "Lotte", redaktør Robert Henriques, Vilhelm Petersen, fru Gnudtzmann, fru Hammershøj, og komponisten Fini Henriques.

Vilhelm Petersen må huske forkert i sin erindringsbog, da han skrev at karnevalet i 1879 blev afholdt i Koncert-Palæet. For ifølge omtalen i dagbladet Dagens Nyheder, dagen efter karnevalet den 11. marts 1879, fortælles det at karnevalet blev afholdt i "Larsens Lokale" på hjørnet at Sankt Annæ Plads og Amaliegade.
Avisen fortæller også hvorfor karnevalet ikke, som i tidligere år, blev afholdt i Kasino, og at det skyldtes
  ...væsentlig den Omstændighed, at Dekorationen i Kasino ved tidligere Lejligheder altid har vist sig at medføre saa betydelige Udgifter, at Overskuddet bliver temmelig illusorisk.
Omtalen af karnevalet i avisen slutter med at fortælle at salen var forvandlet til en:
  Grottedekoration og et overordentligt virkningsfuldt Landskab. Iøvrigt var der ved en rig Dekoration med levende Blomster, Guirlander osv. gjort Alt for at frembring et hyggeligt og tiltalende Indtryk.
Om Vilhelm Petersen og hans opsætning af Etlars skuespil "Tordenskjold i Dynekilen" på Nørrebros Theater er der nævnt lidt om her...

"Kunstforeningen af 18de November" eksisterer stadig, og har en egen webside, hvor der er fortalt om foreningens historie.

Karnevaler, maskerader og maskeballer i Europa.

Karnevalsdragt.
Disse udklædte festligheder var ikke kun meget populære i Frankrig og Italien, men i hele Europa og Rusland, i hele sytten og attenhundredetallet. Nogle af disse karnevaler er gået ind i historien på grund af de begivenheder de indirekte medførte.

De franske karnevaller i tiden omkring Marie Antoinette tid op til revolutionen står der et eventyrets skær over. Overdådighed og ekstravagance - kontra pøbelens sult og fattigdom.

Marie Antoinette.
Stefan Zweig fortæller i sin biografiske roman om rokokoens dronning Marie Antoinette at:
  Den adspredelse, som hun holder mest af blandt hundrede forskellige, og den eneste som hun bliver ved med at være forgabet i, er også den, der er farligst for hendes rygte: maskeballerne. De bliver Marie Antoinettes varige lidenskab, for der kan hun dobbelt føle nydelsen ved at være Dronning, at vove sig lige paa randen af et galant eventyr, altså ikke blot som ved spillebordet sætte penge ind, men sig selv som kvinde.
Den franske konge Ludvig den XVI blev halshugget om morgenen den 21. januar 1793 på Concorde Pladsen i Paris.
Otte måneder senere, den 14. oktober 1793 begynder sagen mod den franske dronning Marie Antoinette, og to dage efter, den 16. oktober 1793, bliver hun også halshugget på Concorde Pladsen i Paris.

Avisen "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" bringer et fyldigt referat fra henrettelsen den 1. november 1793, sendt fra deres korrespondent i Paris, dateret den 18. oktober.
Heri står bl.a.:
  Den 16. om Formiddagen Kl. 11½ blev den ulykkelige Prindsesse ført fra Conciergeriet til Retterpladsen. Hun sad, som de almindelige Forbrydere paa en Karre, med Hænderne bundne paa Ryggen, Haarne skaarne af Baghovedet og Ryggen vende mod Hestene. Hun var iført en hviid Nat-Habit, og havde en lille Kappe paa Hovedet.
Stefan Zweig fortsætter med at fortælle historien:
  Klokken er et, mængden har spredt sig, skarpretteren kører liget bort på en lille trillebør, med det blodige hoved anbragt mellem benene. Der står endnu et par gendarmer og bevogter skafottet. Men der er ingen, der bekymrer sig om blodet, der langsomt opsuges af Jorden.
  Pladsen et atter tom.
Billedet herover til højre er et gammelt tryk, med en karnevalsdragt fra Ludvig den XVI-tiden.

Struense og Caroline Mathilde.
Også på Hofteatret, der stadig ligger ved siden af Christiansborg Slot, blev der periodevis afholdt maskerader, helt i fransk og italiensk stil, hvor offentligheden også kunne deltage.
Struense blev arresteret efter et maskebal på Hofteatret for 245 år siden, den 16. januar 1772. Tre en halv måned senere, den 28. april, blev han halshugget på stedet hvor nu er Fælledparken er. Trods det var en onsdag, så mødte størstedelen af den voksne Københavnske befolkning op for at overvære begivenheden. Liget blev så parteret og delene kørt ud til galgen på Vesterbro og lagt "på hjul og stejle".
Galgen på Vesterbro stod hvor det nuværende musiksted "Vega" ved Enghavevej nu ligger.
Dronningen, Caroline Mathilde blev erklæret uønsket og endte i Schloss Celle ved Hannover, hvor hun døde kun 23 år gammel.

Den svenske kong Gustav 3
Kong Gustav den 3. blev skudt den 16. marts 1792 under en maskerade på den svenske opera, og døde små to uger efter af sine sår. Efter mordet på kongen forbød man karnevaler i Sverige. Et forbud der varede ca. 30 år, og først i 1821 blev det igen tilladt at holde maskeballer i Sverige.

Den Kungliga Operan i Stockholm har nypremiere om et par uger, den 24. februar (2017), på Verdis opera "Maskeradbalen", som handler om Anckarströms mord på kong Gustav den 3. (Af politiske årsager blev handlingen i operaen efterfølgende "flyttet" til Boston).

"Venezia" og "Damen med Masken".

Damen med Masken.
Alexander Roslins maleri: "Damen med Masken".
Kunstbilag fra "Juleroser" i 1923.
I det danske julehæfte "Juleroser" fra 1923 er der en rejseskildring med titlen "Venezia" skrevet af Artur Møller.
Bag det tilsyneladende danske navn, gemmer sig den svenske forfatter Artur Möller.
Artiklen er et fint lille causeri over et besøg i Venedig.
Artiklen indeholder en række fine iagttagelser.
Om stilheden:
  Denne Stilhed i en By paa halvandet hundred tusinde Indbyggere, det er en meget væsentlig Del af Venezias Trylleri.
Om nutiden (i 1923) skriver Artur Möller:
  Det vaagne, moderne Venezia gør et helt andet Indtryk end det der uforstyrret sover Aarhundredernes Søvn...
  I det skarpe Solskin træder alle Skønhedspletter og Smaaskavanker skarpt frem, og han kan ikke lade være med at lægge Mærke til, hvor væmmelig dovent og plumret Vandet i Kanalerne er. Det gøs i ham, da han saa nogle nøgne Smaadrenge hoppe paa Hovedet ud fra en Badebro.
  Man maa vist være Italiener for at faa sig selv til at gøre sligt
Artiklen er ledsaget af nogle flotte akvareller udført af Marie Henriques som flere gange opholdt sig i Venedig.

Selv om Artur Möllers causeri ikke indeholder noget om karneval eller masker, så medfølger der i samme nummer af "Juleroser" dette charmerede kunstbilag af en yndefuld ung dame: "Damen med Masken".

Dette maleri, "Damen med Masken", er et af ikonerne der er med til at skildre den franske ekstravagance og maskespil fra tiden før revolutionen. Billedet er malet i 1756 og forestiller baronesse de Neubourg-Cromière. Maleriet har en pendant, nemlig baronessen mage: baron de Neubourg-Cromière.
Begge malerier befinder sig på Nationalmuseet i Stockholm.

Kunstneren bag malerierne var Alexander Roslin, som blev født i Malmø i 1718.
Efter svenskekrigene i 1600-tallet blev Roskildefreden indgået i 1658, med tabet af Skåne, Halland og Blekinge til følge. I fredsaftalen indgik at beboerne skulle beholde deres tidligere rettigheder og friheder, og forsat være under dansk lovgivning. På papiret galt dette helt frem til 1719, og først herefter blev landsdelen helt indlemmet under svensk lovgivning.
Man kan således med en vis ret hævde at Alexander Roslin, der er født i 1718, er lidt dansker.:-)

Rosling endte som det europæiske aristokratis maler, også den danske konge Christian 7. har Roslin malet. Roslins maleri af Kongen hænger på Frederiksborg Slot i Hillerød.
Men især den franske overklasse har Roslin portrætteret. Roslin, der efterhånden var blevet en fast del af det øverste franske aristokrati, slap af uforklarlige grunde for at blive tiltalt under "den franske revolution".
Roslin døde i Paris den 5. juli 1793, samme år som Ludvig den 16. og Marie Antoinette blev henrettet, men i modsætning til dem, så døde Roslin en naturlig død. Rygter fortalte at han ved sin død var en af Paris' rigeste.

Malerierne har en ufuldendt historie. De dukker først op ved en auktion i Paris i 1913, under benævnelsen "baronessan och baron de Neubourg-Cromière". Så da "Juleroser" udgav dette kunstryk af maleriet, var maleriet næsten nyligt "dukket op", og var endnu ukendt for den store offentlighed.
Nationalmuseet i Stockholm har fortalt mig, at i forbindelse med den store udstilling, som museet havde med værker af Roslin i 2007, havde man forsøgt at finde oplysninger om baronen og baronessen, men det lykkedes ikke. Parret er ikke registreret nogen steder efter revolutionen.
Så den uhyggelige tanke melder sig, at de begge blev ofre for bøddelen - et hoved kortere!

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

Karnevalsmasker i Marie Antoinette stil er i nutiden en helt industri, og på YouTube er der "gør det selv" eksempler.
Nogle af disse nyere masker har yderligere fået tilnavnet venetiansk. Så masker i "Marie-Antoinette-venetiansk-stil" er opfundet.

"Phantom of the Opera" er en fortælling af Gaston Leroux, hvori handlingen foregår på bl.a. operaen i Paris.
På Pariseroperaen blev der også afholdt maskerader, og således er der også i Andrew Lloyd Webbers musical "Phantom of the Opera" indlagt en maskerade i handlingen.
På YouTube-videoen, der her linkes til, kan man fornemme lidt af atmosfæren, med publikums ankomst til Pariseroperaen i hestedrosker, på samme måde som publikum ankom til Kasino-teatrets karnevaler, som der er nævnt lidt om, højere oppe her på websiden.

Folkets Kalender.

Denne kalender indeholdt hvert år en række fortællinger af datiden gode og underholdende forfattere, som for eksempel: Zakarias Nielsen, Holger Drachmann, S. Schandorph, Knud Skytte, Marie Henckel, og om naturen fortalte Thorvald Köhl.
Og illustratorerne var ligeledes nogle af samtiden finese: Poul Steffensen, Niels Wiwel, Alfred Schmidt, Hansen-Reistrup, Louis Moe, Carsten Ravn o.s.v.

Almanak 1895.Bagsiden.
Forside og bagside.
Når man finder disse gamle almanakker er de ofte i en miserabel stand. I datiden var de et vigtigt redskab.
Denne her har måske ligget i lommen hos en bonde - eller i tasken hos en håndværker, hele året igennem.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
Bemærkninger:
Augusta Etlars erindringsbog om sin mand "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv" bliver sædvanligvis blot benævnt "MINDER" i det skrevne.

I den tekst jeg selv skriver her på websiderne har jeg valgt at skrive navnet på teatret i Amaliegade med K: "Kasino". I al tekst der citeres fra, er der bibeholdt den oprindelige stavemåde som skiftevis kan være med C eller K.
Det samme gælder dansehallen "Kolossæum", der også blev stavet med begge konsonanter.

Tak til Nationalmuseet i Stockholm, "Samlingarna med Statens Porträttsamling", for oplysninger om "baronessan och baron de Neubourg-Cromière" (inventarienummer NM 2367 och NM 6941).

- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Zakarias Nielsen MINDER og spredte Træk af mit Liv 1888-1911". - Udgivet af Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag, i 1911.
  2. "Juleroser" 1923. Udgivet af Gyldendal - Nordisk Forlag.
  3. "Frederiksberg gennem 300 Aar". Mogens Lebech og Niels Maare. Udgivet af Historisk-Topografisk Selskab for Frederiksberg. 1951.
  4. "Operan 200 år - Jubelbogen". Redigeret af Klas Ralf. Bokförlaget Prisma Stockholm 1973.
  5. Stefan Zweig: "Marie Antoinette". Oversat af Kirstine Jespersen. Udgivet af Jespersen og Pio i 1951.
  6. "Working Papers in Economic History". "The ripples of the Industrial revolution: exports, economic growth and regional integration in Italy in the early 19th century". Af Giovanni Federico og Antonio Tena Junguito. April 2013."
  7. Robert Neiiendam "Casino". Udgivet af Korchs Forlag i 1948.
  8. "Samlede Digte" af Christian Richardt. Bind 1. Gyldendal - Hegel og Søn. 1895.
  9. Vilhelm Petersen: "Foran og bag Kulisserne". Hage og Clausens Forlag. 1931.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01