H. C. Andersens Have.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"H. C. Andersens Have".

Eventyr af J. E. Cart.

Gelert ved foden af H.C. Andersen.
Johannes Gelert sidder på soklen af
H. C. Andersen statuen i Lincoln Park i Chicago.
Gammelt amerikansk postkort fra ca. 1900.
Eventyret om "H. C. Andersens Have" blev trykt i dagbladet Dannebrog den 6. marts 1893.
I dette lille eventyr af Augusta Etlar, fortæller hun en historie hvori personer og figurer fra mange af Andersens eventyr indgår som en del af fortællingen. Det er egentlig meget godt fundet på, og eventyret er i og for sig ganske charmerende, og, fristes jeg til at skrive, en sød og spøjs ide.

Det lille eventyr er skrevet på baggrund af flere sammenfaldende begivenheder i første halvdel af 1893:
  1. Den danske udvandrer, billedhuggeren Johannes Sophus Gelert, flytter fra New York og til Chicago, og får sig der et atelier.
  2. "Chicago Dania Society" beslutter at samle penge ind til en Statue af H. C. Andersen, som skal opstilles i Chicago.
  3. Chicago skal være værtsby for Verdensudstillingen i 1893.
  4. Den danske afdeling på Verdensudstillingen skal som samlende midtpunkt have H. C. Andersen og Thorvaldsen.
Augusta Etlar begynder artiklen, eventyret om "H: C: Andersens Have", med et ganske kort forord.
I dette forord skiver Augusta Etlar, at "denne Nedenstaaende Skitse skyldes en ung dansk Forfatter af amerikansk Byrd".
Dette er jo i og for sig delvis rigtigt nok, for Augusta Etlars far var draget til Amerika, og "derovre" havde han tillige kæmpet i den Mexsicanske krig, hvilket havde kostet ham livet.

Augusta Etlars skriver også i forordet, at: "I "Dagsnummeret af Illustreret Tidende vil man kunne finde Gelerts Statue afbildet".
Artiklen i Illustreret Tidende om Gelert, som Augusta Etlar henviser til, er i Illustreret Tidende den 5. marts 1893, på side 276.

For at sløre sin identitet som forfatter til eventyret, omtaler Augusta Etlar sig selv som "Hr. Cart" i forordet. Hun havde tidligere brugt et drengenavn; før ægteskabet med Etlar brugte hun pseudonymet August Lazogas.

Det er aldrig lykkedes mig at finde den lille bog med "J. E. Cart's eventyr", der udkom i forbindelse med indsamlingen til Johannes Gelerts statue af H. C. Andersen i Chicago.
I min søgning efter denne lille bog, også i USA, er jeg blevet mødt med indvendingen: at bogen måske slet ikke er udkommet.
Det er selvfølgelig en nærliggende tanke, men med den effektivitet og beslutsomhed, og især nidkærhed, som Augusta Etlar ved mange lejligheder udviste og lagde for dagen, så tror jeg på at denne lille amerikanske bog er udkommet.

Du kan læse og/eller downloade Augusta Etlars artikel med det lille eventyr om "H. C. Andersens Have" her...

Dagbladet Chicago Tribune skriver den 3. februar 1893, på side 8, lidt om baggrunden for H. C. Andersen-statuen i Chicago, og fortæller bl.a., at der blev oprettet en H. C. Andersen-komite hvor den danske bankmand Andrew Peterson blev formand.
Der skulle indsamles 10.000 dollar, så der blev iværksat en indsamling af "pennies og five-cents", blandt alle skolebørn af danske immigrantforældre i hele USA.
Johannes Gelert lavede en model af statuen i fuld størrelse af ler i sit atelier på Oak Street i Chicago, og Gelert fortalte i interviewet til Chicago Tribune:
  I have tried to represent Andersen as he was about twenty years before his death, which occurred i 1876, when he was in his 70th year. In catching the expression of the Face, I have had the advantage of studying several good photographs of Andersen, taken at various times in his life. From the clay model, which is now completed, the bronze statue will be cast by the company af Grand Crossing. We hope to have the statue completed in time to be set up this summer during the World's Fair. While no formal action has yet been taken, it is practically decided that the statue will finally occupy a commanding site in Lincoln Park.
Statuen af H. C. Andersen var først færdig tre år senere, og blev opstillet i 1896 i Lincoln Park i Chicago, og "Andersen" står stadig i parken i Chicago.
Gelert udførte også en statue af Beethoven, der også blev opstillet i Lincoln Park, men den blev stjålet i 1970, og en ny kopi er ikke blevet genopstillet.

Året 1893.

Prinsesse Marie.
Prinsesse Marie af Orléans
i sin branduniform.
Den første halvdel at 1893 var her til lands især præget af to store begivenheder, "Den store Brand" på Kongens Nytorv, og dernæst "Verdensudstillingen i Chicago", som skulle åbne den 1. maj.
"Den store Brand" på Kongens Nytorv.
Branden startede i et af baghusene til grosserer Salomonsens ejendom Kongens Nytorv 6, og bredte sig hurtigt til hele ejendommen. Mange brandfolk var involverede, for vinterens hårde frost forhindrede, næsten umuliggjorde slukningsarbejdet, fordi vandet frøs til is.
Medlemmer fra kongefamilien kom også til stede, især var prinsesse Marie af Orléans en meget aktiv deltager i slukningsarbejdet.

Prins Valdemar og prinsesse Marie af Orléans boede om sommeren på Bernstorff Slot, og var der Etlar-parrets genboer i Gentofte, men om vinteren boede prinseparret i "Det gule Palæ" i Amaliegade, vel omkring 500 meter fra brandstedet.
Som tak for indsatsen skænkede Københavns Brandvæsen prinsesse Marie af Orléans en branduniform. Og da ulmende gløder på brandtomten blussede op en ugestid efter, og startede en ny brand, så mødte prinsesse Marie af Orléans op i sin branduniform og deltog igen aktivt i slukningsarbejdet.

Billedet her til højre er fra Carl Muusmanns "Halvfemsernes glade København", side 281.

Arvespørgsmål angående brandtomten med den nedbrændte ejendom, udsatte opførelsen af en ny ejendom. Så den nye ejendom blev først bygget i 1896 af forsikringsselskabet Standard.
Denne nye bygning er i nutiden den ejendom i husrækken der ser "lidt forkert ud", lidt anderledes ud, med et italiensk præg, og som er nabo til den franske ambassade.

Johannes Sophus Gelert.

Figurgruppe
"The Struggle for Work".
Figurgruppe af Johannes Gelert. Udstillet på
Worlds Columbian Exposition i Chicago, 1893.
Gammelt postkort.
Johannes Gelert.
Johannes Gelert.
Fra Henrik Cavlings "Fra Amerika",
2.del, side 131.
Johannes Gelert (1852-1923) var billedhugger. Men Gelert er 36 år yngre end Carit Etlar, så han var ikke, og havde ikke været, en af Etlars kunstnervenner på kunstakademiet.
Så det er et åbent spørgsmål hvad der fik Augusta Etlar til at støtte en indsamling til en statue i USA udført af Johannes Gelert.

Johannes Sofus Gelert blev født i Nybøl ved Sundeved den 12. december 1852. Da den unge Gelert var omkring 14 år, flyttede Gelert-familien til København. Det var omkring 1866, kort efter krigen i 64 hvor Nybøl var blevet prøjsisk efter tabet af Sønderjylland og Slesvig.
I København studerede den unge Johannes Gelert på Kunstakademiet mellem 1870 og 1875.

Gelert udførte nogle enkelte småarbejder i Danmark, og en større statue, som blev færdig i 1885, og som senere blev opstillet ved Marmorkirken.
Marmorkirken, som jo rigtigere hedder Frederikskirken, var aldrig blevet færdigbygget i 1700-tallet, fordi Struense stoppede byggeriet i 1770. De efterfølgende 100 år lå kirken øde hen som en malerisk romersk ruin, hvorefter ruinen i 1870'ene blev købt at Tietgen, som fik professor Meldahl til at tegne et nyt projekt for området, og kirken.
Den færdigbyggede kirke blev indviet i eftersommeren 1894.
Omkring kirken blev opstillet en række statuer, hvoraf den ene var/er af Johannes Gelert.

I nutiden, i vore dage (2018), er området omkring kirken spærret af, fordi der de sidste flere år, er ved at blive bygget en underjordisk Metrostation. Statuerne omkring kirken er således ikke umiddelbart tilgængelige, heller ikke Gelerts statue, som forestiller teologen og filosoffen Aurelius Augustinus.

Gelerts statue The Policeman.
Gelerts "Policeman's Monument"
på Haymarket Square i Chicago.
Billedet er fra side 65 i James Wilson Pierce's
"Photographic History of The World's Fair" 1893.
Lidt berettiget, så følte Gelert sig forbigået som billedhugger i Danmark, og han besluttede derfor at prøve lykken i USA.
I udvandrerprotokollen i udvandrerarkivet er billedhugger Johannes Gelert registreret som udvandrer i København den 8. juni 1887, med en planlagt rejse med udvandrerskibet Geiser med kurs mod bestemmelsesstedet New York. Immigrationssamlingsstedet Ellis Island blev ført oprettet i 1892, så Gelert ankom direkte til New York. Senere drog Gelert videre mod Chicago.

I dagene efter arbejdernes fejring af 1. maj i 1886 i Chicago, var var der store arbejderdemonstrationer i byen, som endte i et regulært oprør på Haymarket Square i byen, med døde strejkende arbejdere og døde politibetjente til følge. Under retssagen efter optøjerne blev flere af de strejkendes ledere dømt til døden og hængt.
En kreds af satte borgere, medlemmer af Union League Club of Chicago, besluttede sig for en indsamling for at hylde politiets indsats mod de strejkende, og Johannes Gelert fik opgaven.
Resultatet af Gelerts arbejde blev statuen "The Policeman", som blev opstillet midt på Haymarket Square.
Fra arbejdernes side blev statuen betragtet som en provokation, og statuen blev flyttet rundt nogle gange. Men alt det postyr der fulgte med statuen af politibetjenten, gav Gelert en del omtale, og gjorde ham kendt.
Omkring 1891 blev Gelert amerikansk statsborger.
Det var herefter oplagt at Gelert kom i betragtning ved det nye projekt, en H. C. Andersen-statue.

Dagbladet Chicago Tribune fortæller den 3. februar 1893, på side 8, lidt om baggrunden for H. C. Andersen statuen i Chicago.
Der blev oprettet en H. C. Andersen komite hvor den dansk-amerikanske bankmand Andrew Peterson blev formand. Der skulle indsamles 10.000 dollar, en stor sum dengang, og der blev iværksat en indsamling i hele USA blandt skolebørn af danske immigrantforældre, af "pennies and five-cents".
Johannes Gelert lavede en model af statuen i fuld størrelse i ler, i sit atelier på Oak Street, og til avisen udtalte Johannes Gelert:
  I have tried to represent Andersen as he was about twenty years before his death, which occurred i 1876, when he was in his 70th year. In catching the expression of the Face I have had the advantage of studying several good photographs of Andersen, taken at various times in his life. From the clay model, which is now completed, the bronze statue will be cast by the company af Grand Crossing. We hope to have the statue completed in time to be set up this summer during the World's Fair. While no formal action has yet been taken, it is practically decided that the statue will finally occupy a commanding site in Lincoln Park".
Den 28. oktober 1896 giftede Gelert sig med Georgine Betsy Sundberg og parret fik tre børn.
Omkring 1898 flyttede familien tilbage til New York, men efter nogle få års ægteskab blev parret skilt.

Johannes Gelerts gamle dage.

Avisnotits.
Notits i Brooklyn Daily Eagle, på side 23, den 25. august 1923.
The Brooklyn Daily Eagle fortæller den 25. august 1923:
  Yesterday, an old man of 70, paralyzed, soul sick at the adverse turn of fortune's wheel, embittered with life, hacked his throat in his room at the Denmark Home for Aged, 1055 41st st., Boro Park, after writing a note, in which he left his Body to medical science.
Gelert var flyttet ind i "The Denmark Home for Aged" i december 1922, som en bitter mand, men også en stolt mand, "who kept his troubles to himself and of late he had crept more and more into his shell, a confirmed pessimist".

Gelert som gammel.
Avisudklip fra The Sentinel
i Carlisle i Pennsylvania.
17. januar 1923, side 5.
Værtinden i "The Denmark Home for Aged" havde dagen før, den 24. august klokken 14 om eftermiddagen, hørt råben og kalden oppefra, og da hun var gået op ad trappen, havde hun fundet Gelert blødende, og på gulvet lå en barberkniv. Gelert fortalte værtinden at han var træt af livet og ville afslutte det. Gelert havde skåret sig i det ene ben, og på halsen, og en ambulance blev tilkaldt.
Artiklen i the Brooklyn Daily Eagle fortæller, at Gelerts liv havde givet berømmelse men ingen penge, og selv udtaler Gelert om sine mange værker han havde udført livet igennem:
  I suppose, I have done 300 which never brought me a cent. Others, which brought much praise from critics I was obliged to sell for very little. I have often wondered how a work could be exhibited in America and Europe and bring me gold medals and all sorts of recognition, and yet nobody would even ask its price.
Gelert havde et par måneder før selvmordsforsøget opgivet sit atelier på Manhattan, på grund af en lammelse i den ene arm, hvilket satte en stopper hans kunstneriske virke.

Gelert kom sig ikke helt efter sit selvmordsforsøg og døde på hospitalet omkring tre måneder senere, den 3. november 1923. I første omgang erfarede ingen at Gelert var død, så hospitalet begravede ham på Potters' Field, som er de fattiges kirkegård på Harts Island.
Harts Island er i vore dage stadigvæk er en ø ved New York.

Notits om genbegravelsen
Notits fra The Brooklyn Daily Eagle.
Fredag den 18. januar 1924.
Nogle uger senere, torsdag den 17. januar 1924, har avisen The Brooklyn Daily Eagle i New York, på forsiden en stor artikel, der fortæller om Johannes Gelerts død og begravelse på de fattiges kirkegård, samt om planerne om at grave Gelert op igen, og gen-begrave ham.
Bl.a. fortæller artiklen, at det var Gelerts ven, Georg Kirkegaard, som sammen med den danske avis "Nordlyset" i Chicago, var initiativtagerne til gen-begravelsen, tilligemed flere kendte billedhuggere.
Avisen fortæller endvidere, at Gelerts hustru heller ikke havde vidst at Gelert var død og begravet, før hun læste om det i "Nordlyset".
Desuden fortalte avisen, at Gelerts ene søn var ingeniør i Brasilien, og en datter var godt gift i Newark. Samt at en tredje søn, Alfred, var "Bond broker", investor, hos advokat og børsfirmaet "Theodore Prince" på Manhattan.
Initiativtagerne til gen-begravelsen havde ringet til sønnen Alfreds kontor hos "Theodore Prince", og sønnen havde svaret, at han ikke havde tænkt sig at deltage i, eller komme til, gen-begravelsen.

Gelert havde haft et dårligt forhold til sin hustru, som han var blevet skilt fra, og som boede i South Orange i New Jersey. Og parrets to sønner og en datter, havde Gelert kun set meget lidt til.

Dagen efter, fredag den 18. januar, har The Brooklyn Daily Eagle en lille notits på side 22 om gen-begravelsen, hvori der bl.a. står:
  The zine-lined casket holding the remains was enclosed in a coffin furnished by Ericson and Ericson undertakers, at 535 Atlantic Ave., and paid for by well-known sculptors and Masons who rescued Gelert form an obscure grave. A number of wel-known sculptors and other friends of the dead man are expected to attend the funeral. The widow will also go to the cemetery.
  The hearse was scheduled to pass the undertakers on its way, from Harts Island about 1 o'clock and the friends wil then get into carriages and follow it to Lutheran Cemetery, where the Rev. Rasmus Andersen of the Danish Lutheran Church on 9th St. will hold services at the grave. A wreath, the gift of friends, will be laid upon the mound and it is expected that in a short time a suitable memorial will be erected to the man who gave this nation some of its fine works of art.
Ligeledes den 18. januar 1924 gengiver avisen St. Louis Post-Dispatch på side 21 en notits fra nyhedsbureauet Associated Press, som fortæller at en lille gruppe kunstnere og Masonic Fraternity vil dele omkostningerne med at få Gelert genbegravet på den Lutheranske kirkegård i New York.

Johannes Gerlerts fraskilte hustru, Georgine Betsy Sundberg, døde den 8. februar 1959, i Lakewood, Ohio,

"Worlds Columbian Exposition 1893" blev afholdt i Chicago.

Den store brand.
I 1871 var meget store dele af Chicago brændt. Over 17.000 huse var blevet ildens bytte, og mindst 500 mennesker var døde.
At Worlds Columbian Exposition skulle afholdes lige netop i Chicago, 20 år efter branden, skyldtes til dels at udstillingen skulle markere, at nu var byen blevet genopbygget - og på rekordtid.
At man officielt gør udstillingen til en fejring af Columbus opdagelse af Amerika, var formentlig for at sløre at branden var den væsentligste årsag til, at det netop var Chicago der var blevet valgt. For Chicago var et meget dårligt sted at vælge til en Verdensudstilling, en by der lå langt væk fra havnebyerne, hvortil udstillingsmateriel, og genstande, og senere hen også besøgende i store mængder, skulle ankomme til USA.
Jernbanerne havde dengang slet ikke kapacitet til at fragte den store mængde gods der ankom til USA, og som skulle videre med toget tværs over Amerika til udstillingsbyen. Da udstillingen åbnede 1. maj var meget også kun halvfærdigt.
Verdensudstillingen.
Verdensudstillingen i 1893 bliver afholdt i Chicago, og det blev Daniel Hudson Burnham, en af Amerikas berømteste arkitekter og byplanlæggere, som blev chefarkitekt for Verdensudstillingen.
Daniel Hudson Burnham havde været med til at genopbygge Chicago efter branden, så det var helt naturligt at han kom til at lede opførelsen af udstillingsbyen.
I Ben C. Truman's bog "History of The World's Fair", fortælles det på side 63, at udstillingsbyen blev bygget på stedet i Chicago der tidligere havde heddet "Jackson Park", et område som var "An uninviting Strip of Sand, Swamp and Scrub Oaks -- No Redeeming feature Except Area and Location".
Og på samme side i Truman's bog fortælles det, at på dette forsømte og ugæstfrie sted skabte:
  Director of Works Daniel H. Burnham and His Engineers, Architects, Sculptors, Painters and Landscape Designers, Transform a Spot of Swamp and Sand into a White City of Palaces and Collonnades -- Terraces, Towers, Turrets and Statuary on Every Hand, Plantations of Massive Foliage and Flowering Plants - Beautiful Fountains and Picturesque Water Ways -- Artificial Canals That Put to Shore of the Bridge of the Sea.
Johannes Sophus Gelert blev en af chefarkitekt Daniel Hudson Burnham's mange kunstnere under opbygningen af udstillingsbyen, og Gelert blev også udstiller af egen kunst på amerikansk side.

Hovedbygningen.
"The Government Building".
Illustration fra James Wilson Pierce "Photographic History of The World's Fair",
forrest i bogen. (Uden sidenummerering). 1893.
Gelert blev også et af medlemmerne i "The International Jury Of Award" ved verdensudstillingen i Chicago. Men Gelert var ikke medlem den danske komite på udstillingen, og deltog heller ikke med kunst i den danske afdeling.
Ifølge fortegnelsen over skulpturer på Verdensudstillingen, så havde Gelert 4 skulpturer med på udstillingen:
  1. 45. Bust of Abraham Lincoln. (Gipsfigur.)
  2. 46. The Little Architect. (Gipsfigur.)
  3. 47. Theseus. (Bronze.)
  4. 48. Struggle for Work. (Gipsfigur.)
"Struggle for Work" er den figurgruppe der er vist til venstre lidt oppe her på websiden.

Udover sine egne værker, så var Gelert engageret til dekorationsarbejder under opførelsen af udstillingsbyen.
På billedet herover af "Hovedbygningen", administrationsbygningen, er billedhuggerarbejdet på den store søjle til venstre i billedet, udført af Johannes Gelert. Det er en statue af Merkur der står øverst på Søjlen. Gelert lavede yderligere fem lignende søjler, som var placeret rundt om på udendørsarealerne.

Den danske afdeling.
"Denmark-Pavilion. Manufactures and Liberal Arts Building".
Fra James og Daniel Shepp's: "Shepps World's Fair Photographed" på side 85.
Midt i indgangen kan man svagt skimte Jerichaus statue "Panterjægeren", som
også var fragtet over Atlanten til Amerika.
Verdensudstillingen var selvfølgelig først og fremmest en industrimesse, men den danske afdeling havde også Thorvaldsen og H. C. Andersen, som hovedemner.
Under udstillingen var det arrangeret således, at alle de udstillende lande hver havde sin egen dag, hvor den pågældende nation blev fjeret af alle. Danmarks dag, var forståeligt nok lagt på den danske grundlovsdag, den 5. juni. Men den dag, fem uger efter udstillingens åbning, var det kun med nød og næppe at man kunne kalde den danske del af udstillingen færdig.

Der blev skrevet meget om Verdensudstillingen I Chicago, og der blev udgivet en overvældende mængde bøger. Også den danske afdeling blev omtalt grundigt. I Danmark refererede aviser og ugeblade jævnligt om detaljer fra Verdensudstillingen, ikke mindst fra den danske afdeling.
I stedet for den detaljerede danske selvros, så er her en lille kort, og positiv, beskrivelse, set fra en amerikansk besøgendes vinkel.
Citatet er fra James og Daniel Shepps "Shepp's World's Fair Photographed", på siderne 85 og 86:
  One of the most attractive pavilions in the Manufactures and Liberal Arts Building is that of little Denmark; it is built in the style of a Court House of 500 years ago. On either side of the grand entrance is a cock-tower, one timepiece recording the hour in Copenhagen, the other in Chicago. The arms of Denmark are beneath each tower. There are two statues in front of the pavilion which every American will view with special pleasure – one of Thorwaldsen and the other of Hans Christian Andersen. The Thorwaldsen statue has been purchased by the Danish Society of New York and will be placed in Central Park.
  Entering we tend the exhibit charming. Immediately in front of us there is a model in silver of The Royal Castle Rosenberg; near it we come upon the study of Hans Christian Andersen, tilled with relics of that admirable man. The exhibit is arranged to represent as nearly as possible the study of the author. On the open desk used by Andersen in his lifetime we see several pages of the manuscript of his work, "The Story of my Life". Pictures, books, tables, sofa, screen, chairs, in fact all the furniture of such a room we find here, simple enough in good faith, but full of interest to the student.
  There is a grand display of articles of gold and silver from Copenhagen, among them some ancient wassail-bowls and drinking-horns, one beautifully engraved, valued at $900. Another of the exhibits is a beautiful mosaic table, a copy of one of the most renowned tables in the world, at present in Knip Castle. It was presented to King Frederick the Fourth by the Grand Duke of Tuscany, in 1709; it is said that four of the most notable lapidists of Italy worked on this Table for thirty years; it is of lapis lazuli and fifteen other kinds of rare stones.
  The wood-carvings and specimens of engraving on glass are extremely fine; the latter was done by ladies of Copenhagen. There is one particularly interesting room in this exhibit; it represents an apartment in an ordinary Danish farm-house of 150 years ago. All the articles in the room are solid. Beautiful silver filigree-work and fine specimens of porcelain abound. As interesting as Hans Christian Andersen's study is the model of the Museum of Copenhagen, surrounded by relics of the great sculptor Thorwaldsen. He must have been a great smoker, for we find his cigar-case, several pipes and an ash-tray among the exhibits.
  It is odd to see how the great and the small nations of the earth shoulder each other in this vast building. Just across the avenue from Denmark, the great Empire of Russia has her grand exhibit, while Brazil adjoins the pavilion of this little Northern land; yet, small as she is, Denmark has made a worthy display of her arts and industries.
  On the walls of the pavilion hang scenes from Denmark, Iceland, Greenland, and the Danish possessions in the West Indies. Here we see some magnificent productions of the goldsmith's art. One great salver of gold and silver, richly chased and engraved, is worth $8000, and near by it is a shield, upon which a battle scene has been depicted, which is worth $15,000. The collection of old drinking-horns, some of them of the precious metals, is very curious. They are thickly engraved with legends from the Scandinavian mythology; one shows Thor drinking from a skull, and others depict convivial scenes in the Valhalla of heroes. We know not how many sea-kings have drunk skaoul from these horns, as some of them are very ancient. There is also a considerable collection of ancient weapons, bearing the marks of use: but these are not the chief features of the exhibit; most of the articles, such as those seen in our picture, are related to the useful side of life.
  A great many ladies exhibit here: in fact, the laces and wood-carving may, in general, be said to be the work of women, and very neat and dainty are the exhibits. There is one curious feature here, that called poker-work; pictures have been burned into the wood with a poker, and the effect is very pleasing. Three young ladies of Copenhagen have produced this work, and it would be hard to say which deserves most praise. One piece is a table, and another a chair, while the third consists of panels; the effect is very much like etching. One exhibit is of painted glass plates, and a glass ceiling is also shown.
  One wanders through this pavilion with a great deal of pleasure. It may not be so grand as some others, but there is a great interest in peeping into Hans Christian Andersen's study, and seeing the very desk upon which he wrote his lovely child stories, and also in viewing the simple relics of the great Thorwaldsen, which tell of the homely, frugal nature of the man, and teach us that the very greatest are of the same clay as ourselves.
Som der står i teksten herover, så var der en statue af Thorvaldsen med på udstillingen. Statuen var en bronzekopi af Thorvaldsens marmorstatue af sig selv, som står på Thorvaldsens Museum.
Bronzekopien blev efter udstillingen købt af danske immigranter, og blev opstillet i New York. Statuen blev efterfølgende flyttet til Central Park, også i New York, og der står den stadig.

Som der også bliver fortalt i teksten så var noget af H. C. Andersens originale interiør sejlet til USA, hvor hans værelse genskabt på udstillingen.
I den forbindelse dukker der en lille interessant detalje op, efter udstillingen er lukket.
I avisen Chicago Tribune den 3. december 1893 fortælles der, at nogle af de udstillede Andersen møbler allerede havde befundet sig i Chicago før udstillingen, og at de tilhørte Mr. Myer Balling, som havde dem fra sin søster i København, hos hvem Andersen havde boet til leje.
Efter udstillingen var slut, var det blevet foreslået at hr. Balling forære møblerne tilbage til Danmark, men hr. Ballin havde foretrukket at forære dem til "The Columbian Museum" i Chicago.
Jeg forespurgte Andersens Museum i Odense om deres kendskab til hr. Ballins møbler, men Museets svar røbede ukendskab til dem. Jeg har desuden mailet spørgsmålet til USA, men har endnu ikke fået svar.
Eksisterer disse møbler stadig i USA? Eller er møblerne sidenhen sendt til Danmark? Eller er de smidt ud?
Se notitsen fra Chicago Tribune her...

På Wikipedia ligger et foto fra den udstillingshal, hvori den danske afdeling var placeret. På fotoet er det den danske afdeling til venstre, og den russiske afdeling til højre.

Danmarks officielle beretning blev udgivet i 1895 af Den Danske Udstillingskomité, det er to år efter udstillingen, og bogen har titlen: "Danmarks deltagelse i verdensudstillingen i Chicago 1893".
Det kongelige Bibliotek har lagt bogen frit på Nettet.

Udstillingen lukker.

Udstillingen sluttede og lukkede samtidig med flere tragiske hændelser, heriblandt en koppe-epedemi som var begyndte i sensommeren, og bredte sig til hele Chicago.

Udklip af avisnotits.
"The Clarion Democrat" i Pennsylvania,
torsdag den 2. November 1893
Og den 28. oktober 1893, to dage før Chicagos borgmester Carter Harrison Sr. skulle erklære udstillingen for afsluttet og lukket, blev han skudt ned i sit hjem af en Patrick Eugene Prendergast.
Så festlighederne, der var planlagt skulle afslutte udstillingen, blev aflyst, og i stedet blev der afholdt en mindehøjtidelighed til ære for den myrdede borgmester.
Det var en tragisk hændelse, som der kunne læses om i alle de amerikanske aviser.
Her til højre er et kort udklip, begyndelsen af en stor artikel fra forsiden af en tilfældig avis, "The Clarion Democrat" i Clarion i Pennsylvania, torsdag den 2. november 1893.
Borgmesterens morder, Patrick Eugene Prendergast, blev hængt godt 8 måneder senere, den 13. juli 1894.

Og så var der seriemorderen Herman Webster Mudgett, der hærgede og skabte frygt i og omkring Verdensudstillingen i 1893.
Herman Webster Mudgett, alias H. H. Holmes, blev hængt i 1896, efter at have tilstået 27 mord.
Det har i nutiden inspireret journalisten og forfatteren Erik Larson til at skrive en bog, der udkom i 2003 med titlen "The Devil in the White City".
"The White City" var navnet nogle af områderne på Verdensudstillingen.
I Larsons bog, "The Devil in the White City", er bogens to hovedpersoner verdensudstillingens chefarkitekt Daniel Hudson Burnham, som er nævnt i begyndelsen af dette afsnit om verdensudstillingen, og den anden hovedperson i bogen er massemorderen H. H. Holmes.
Jeg vover at citere ganske lidt fra den danske oversættelse af bogen "Djævelen i den hvide by", som beskriver de to hovedpersoner:
  Den ene var arkitekt og opførte mange af Amerikas mest imponerende bygninger, blandt dem Flatiron Building i New York og Union Station i Washington, D.C. Den anden var morder, en af historiens mest aktive, og forløber for en amerikansk prototype, byernes seriemorder. Selv om de to aldrig mødte hinanden, i hvert fald ikke formelt, blev deres skæbner kædet sammen af en enkelt enestående begivenhed, der stort set ikke anerkendes af nutiden, men som i sin tid blev anset for at være så revolutionerende, at det næsten kunne sammenlignes med den amerikanske borgerkrig.
Leonardo Di Caprio købte filmrettighederne til bogen i 2010, og filminstruktøren Martin Scorsese er ved at filme, så nu ventes der kun på resultatet.
Oversættelsen af bogen "Djævelen i den hvide by" udkom på dansk i 2012.

Og som endnu en tragisk afslutning på det hele, så opstod der endnu en kæmpe brand efter Verdensudstillingen var lukket, som hærgede og ødelagde store dele af udstillingsarealet, tilligemed flere af de store udstillingsbygninger.

På nettet er der en webside der fortæller lidt om "Remains Of The 1893 Chicago World’s Fair Today".

Det blev udgivet mange brochurer, billeder og fotos, så for samlere er udstillingen et populært og et meget stort emne. Herunder er et postkort fra udstillingen.

Original postkort
Bagsiden af postkortet
Forside og bagside af et originalt postkort fra Verdensudstillingen. Købt og stemplet
med udstillingens eget stempel. Sendt fra Verdensudstillingens eget postkontor den
24. oktober 1893, klokken 12.30.
Et af de 10 officielle postkort som Verdensudstillingen selv havde udgivet.
- - - - - - - - - -
Kommentarer:
  1. Det var gennem dampskibsselskabet Tingvalla at en stor del af de danske genstande, materialer, kunstnere og håndværkere, som skulle bistå med den danske afdeling på udstillingen, blev sejlet til Amerika.
    Men det var ikke uden en hvis frygt at man sejlede "derover". Den 14. august 1888, fem år før udstillingen, og året efter at Johannes Gelert var rejst til USA med dampskibet Geiser, kolliderede selskabets to skibe Geiser og Tingvalla, og Geiser sank øjeblikkeligt, og omkring 70 passagerer og 30 besætningsmedlemmer druknede.
    På Det kongelige Biblioteks portal Tidskrift.dk ligger der en stor artikel om Damskibsselskabet "Tingvalla", hvori der nederst på side 130, og frem, fortælles om den dramatiske kollision og Geisers forlis.
- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Henrik Cavling: "Fra Amerika", 2.del. Udgivet af Gyldendal i 1897.
  2. Philip Weilbach: "Nyt Dansk Kunstnerlexikon". Udgivet af Gyldendalske Forlag 1896.
  3. Carl Muusmann: "Halvfemsernes glade København". Udgivet af Forlaget Danmark i 1939.
  4. James Wilson Pierce "Photographic History Of The World's Fair". Lennox Publishing Compagny 1893. På 491 sider.
  5. James og Daniel Shepp: "Shepp's World's Fair Photographed". Udgivet af Globe Bible Publishing Co. i Chicago i 1893. På 530 sider.
  6. Ben C. Truman: "History of The World's Fair". Mammoth Publishing Company 1893. På 611 sider.
  7. Erik Larson: "Djævelen i den hvide by". Udgivet af Forlaget Turbulenz i 2012. Oversat af Ursula Baum Hansen.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01