Carit Etlar og krigen 1864.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsbrev | Leksikon | Om websiden | Hjælp | E-mail

Krigen 1864.

Etlar som krigskorrespondent.


Artikkel.
Berlinske Tidende den 4. fefruar 1864. Der er ikke
signaturer på Etlars reportager fra krigen, men var
skrevet under: "Fra vor Korrespondent ved Armeen".
Berlinske Tidende havde langfredag den 18. april 2014 et stort midtertillæg til søndagsavisen, der omhandlede Krigen 1864 og Carit Etlar som krigskorrespondent.
Etlar var krigskorrespondent for Berlinske Tidende under krigen i 1864, og hans reportager blev trykt i avisen.

Augusta Etlar fortæller i "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv", i kapitlet "Manddomsaarene":

I Aaret 1864 deltog Carit Etlar atter i feldttogene udsendt af Monrad for at skrive Artikler til "Berlinske Tidende". Flere af disse Artikler blev overstat til Tysk."

Her til venstre er begyndelsen af en af Etlars første reportager fra felten i Sønderjylland. En nøgtern beskrivelse af et slag med nogle få døde og omkring 40 let sårede, samt fire tilfangetagne Bøhmere. En notits der kunne have været skrevet af hvilken som helst af de deltagende officer, hvis ikke denne lille opremsning af fortrædeligheder var sluttet med sætningen: "Let Frost idag".
Dette er en af Etlars første reportager, som siden bliver mere og mere personlige.

Umiddelbart kan det undre, at det ikke var for Illustreret Tidende at Etlar skrev, for her fik han flere gange sine egne fortællinger optaget i bladet.
Illustreret Tidende have også "direkte reportager", som grundigt fulgte krigen. Disse reportager fra fronten var også anonyme, det vil sige at de havde ingen signatur. Hvorimod de politiske reportager havde sinaturen "M".
Illustreret Tidende havde tillige en del hel udsendte kunstnere, der bidrog med mange tegninger i bladet. Det var kunstnere som Carl Bøgh, Carl Neumann, Otto Backe, Viggo B. Fauerholdt, Carl Baagøe og Hans Frederik Meyer Visby.

Optakten til 1864.

Wrangel.
Generalfeldmarschall
Friedrich Heinrich Ernst Graf von Wrangel.
13. april 1784 - 1. november 1877.
Hvad der førte til krigen, og resultatet af krigen, er en rodet udenrigs og indenrigspolitisk affære, som man i vore dage, forbavsende nok, stadig prøver at "tørre af" på enkeltpersoner.

Set meget forenklet, så var krigen i 1864 et resultat af en elendig, og for de direkte involverede parter, utilfredsstillende fredsaflutning efter treårskrigen 1848-1850, 15 år tidligere.
Her havde de to krigende parter, Danmark og Preussen, indgået en dårlig fredsaftalelignende aftale. Meget forenklet havde Danmark fået kontrollen over Slesvig, og kontrollen over Holsten havde Prøjsen og Østrig fået. Med andre ord så havde de tre års krig ikke flyttet noget eller bragt nogen afklaring på det sønderjydske problem. Man stod hvor man startede, så det er her ansvaret for 1864 skal lægges.

Den direkte årsag til "1864" var Novemberforfatningen i 1863, som knyttede Slesvig nærmere til Danmark end Holsten, og som brød nogle af de aftaler der var ingået med kejserriget Østrig og kongeriget Preussen, ved fredsaftalen efter krigen 48-50.

Det blev Feldmarschall Wrangel prøjserne valgte som leder af felttoget i 1864, og det var på alle måder et genialt træk. Wrangel var en meget respekteret soldat, pligtopfyldende, loyal og meget beslutsom, hvilket har efterladt en hel del anekdoter om ham. Det er faktisk kun fra dansk side man taler negativt om ham, og stadig gør hvis man surfer lidt rundt på Nettet.
Wrangel havde yderligere en stor fordel. Under krigen i Sønderjylland femten år tidligere, den første slesvigske krig, havde han en kort tid været oppe og besætte en del af Jylland, så han kendte Dannevirke både forfra og bagfra, samt stillingen ved Dybbøl.

Berlinske Tidende skriver den 20. januar 1864:

Det hedder i "Kreuzzeitung: Fra Kjøbenhavn er ankommen Underretning om, at den danske Regjering har afviist Østerrigs og Preussens Sommation. Som følge heraf ville disse nu uden Videre rykke ind i Slesvig for at tvinge Danmark til at opfylde sine Forpligtelser. Feldmarskal Wrangel vil i Slutningen af denne Uge med sin Stab afgaae til Holsteen."

Berlinske Tidende den 25. januar 1864:

Hamborg, den 22de Januar. Paa Mandag den 25de Januar, Kl. 4 om Morgenen, vil Feltmarskal v. Wrangel med sin Stab indtræffe hertil med et Ekstratog fra Berlin.

Dannevirke.

Klik og se billedet større...
General Christian Julius de Meza.
14. januar 1792 - 16.september 1865.
Præsten Frederik Engelhardt Boisen (Jutta Bojsen-Møllers far) udgav i mange år et lille tidsskrift, "Budstikken". I nr. 9, den 1. maj 1864 har han skrevet en artikkel: "Dannevirke og Dybbøl":

"Jeg hørte til dem, som saae den nærværende Krig imøde med stor Bekymring og inderlig gjerne havde ænsket, den kunde være undgaaet, naar ellers Danmarks Ære og Selvstændighed uden den kunde have været bevaret. Men Krigen kom og havde jeg vidst, at den vilde have bragt os saadanne Tidender, som de to om Dannevirke og Dybbøl, da vilde jeg have seet den imøde med endnu større Bekymring. Den kom og den bragte os disse Tidender, om hvilke vi vel maa sige, i en endnu høiere Grad end det blev sagt i den forrige Krig:
Og for det danske Folk det var et Hjertedød.
Hvilken af disse tvende Tidender gjaldt ne dette mest, enten den af Dannevirkes Opgivelse uden Sværdslag eller den om Dybbøls efter Sværdslag? Og jeg må dertil svare: den første var den bittreste. Den sidste den smerteligste. Det bitre ved den første var at vel forekom os idetmindste i Begyndelsen, at der klæbede noge ydmygende ved den. Vi havde forstillet Muligheden af, at den kunde falde efter en Haard Kamp, men ikke af, at den kunne falde uden denne."

Uden hensyn til de faktiske omstændigheder, så var det dengang den almindelige opfattelse at det var general de Meza der havde svigtet Danmark. De Meza havde jo været en af de store helte i krigen 15 år tidligere.
Boisen skriver videre i "Budstikken":

Boisen skriver videre i "Budstikken": "...noget Bittert blev tilbage i det danske Hjerte trods Alt, hvad der kunde siges til dets Trøst, ved Tanken om, at vor Yndlingsplet i det danske Rige, det gamle tit besungne Dannevirke blev opgivet af danske Krigere uden Kamp. Trods Alt, hvad der kan siges til General Meza Undskyldning, som vi gjerne vil lade gjælde og vil lade alle Beskyldninger for Forrædderi og Feighed falde - som det danske Folks Yndlingshelt kommer han ikke til at staae; hvad der blev sjunget om ham i Anledning af Slaget ved Isted i 1850:

Dengang da Seiren heldte,
Og Fægtningen var hvas,
Da meldte han sig atter
Og meldte sig tilpas.

vil neppe ret tit blive sjungen om ham i Fremtiden, det er følgen af snarere at lade Forstanden end Hjertet raade, snarere at følge Klogskabens Beregning end Heltemodet, det er muligt, at det er haardt, maaskee ogsaa ubilligt, men jeg troer ikke, at vi vil kunne bringe det over vort Hjerte at tale ret megt om denne hans formodeentlig sidste Bedrift i den danske Krigshistorie."

De Meza blev efterfølgende helt uberettiget gjort ansvarlig for tabet af Dannevirke, og de Meza blev øjeblikkelig kaldt til København. Den politiske skiften mellem forsvar af Dannevirke eller rømning af Dannevirke, blev til politisk ueninghed for eller imod de Meza, som sammen med kongens vægelsindethed endte med at sidst i februar 1864, medens krigen rasede, blev de Meza afskediget og erstattet af Georg Gerlach.

Dybbøl.


Klik og se billedet lidt større...
Overgeneral Georg Daniel Gerlach.
31. august 1797 - 7. marts 1865.
Efter flugten fra Dannevirke og geneal de Mezas afskedigelse overtog overgeneral Georg Gerlach kommandoen over de danske tropper ved Dybbøl.
Personlig skal Gerlach have været imod et forsvar, men politikerne i København havde besluttet det.

"Nordslesvigsk Søndagsblad" bragte i numrene omkring årsskiftet 1907-08 en gennemgang af Krigen 64.
Bladet fortæller, at i dagene op til den 18. april havde preuserne systematisk gravet skyttegrave tættere og tættere på Dybbøl-skanserne, hvorfra de lå klar til at kunne springe op og storme.
I de prøssiske kredse frygtede man at danskerne stak af fra Dybbøl inden det planlagte store slag. Den preussiske generalstabschef Helmuth Karl Bernhard von Moltke havde betegnet den stump jord der skulle kæmpes om som uden værdi, "og blev de preusiske Vaaben saa endog narret for det store Slutningsnummer, som skulde kaste Glands over det hele, saa var al Møje og alle Ofre spildt".
Det var Prinz Friedrich Carl af Preussen der var den kommanderende prøjsiske officer ved slaget om Dybbøl.

Citat fra "Nordslesvigsk Søndagsblad":

Men Regeringen i København krævede, at Dybbølstillingen blev holdt til det yderste, og Overgeneral Gerlach opfattede dette som en Ordre til at tage imod en Storm. Overgeneralen var for øvrigt sygemeldt paa Grund af en Benskade, og General du Plat gik til ham den 16de om Formiddagen og søgte at bevæge ham til at nedlægge Kommandoen; du Plat vilde da overtage denden som ældste Divisionsgeneral og rømme Skanserne den 17de om Aftenen. Men General Gerlach vilde ikke.
Prøjserne havde 37.000 Mand under Vaaben over for Skanserne. Heraf Skulde 10.000 Mand udvalgte Tropper udføre Stormangrebet.
Bag de sønderskudte og næsten forladte Skanser lå 2.200 danske Soldater gemte i Jordhuler og ventede, paa det Øjeblik, da Stormen kom."

De menige danske soldater "kendte" og frygtede Wrangel. Karl Larsen samlede ved 50 årsdagen for krigen en lang række krigsbreve, og andre optegnelser, sammen til bogen "Et folk i krig." Her skrev en soldat under Dybbøls belejring hjem i et Brev bl.a. om en oplevelse han havde set:

Jeg har nok glemt at omtale en ganske brillant Scene som vi saa den 4. Marts; udnefor et Hus på Dybbølbjerg stod en 10-12 dragoner, som hver spillede paa sit Instrument, én havde en Pibe, én en Ildrist, én en Rok, som gik med forbavsende hurtighed, og andre havde Instrumenter af det mest forskellige og urimelige Slags. paa taget afHuset fandtes en stor udklædt Dukke med Underskrift: General Wrangel, medens selve Tagryggen var prydet med et Par Batterier, sat sammen med Spinderokke og Plovhjul.

Så havde prøjserne noget at skyde efter når de angreb. :-)

Carit Etlar fortæller i "Krigsbilleder", i fortællingen "Efter ham", om optakten til slaget ved Dybbøl:

Søndag Eftermiddag den 17de April 1864 hørtes rundtom paa Als Larmen af en Kanonild, som i Heftighed overgik Alt, hvad man tidligere havde oplevet tidligere. I Landsbyerne nærmest Sønderborg, klirrede Ruderne, Jorden syntes at skjælve under de drønende Brøl. Folk stimlede sammen paa Bakker, i Møllerne og Kirketaarne, saae paa hverandre og rystede paa Hovedet, men sagde Intet. Velunderrettede havde opgivet Kanonskuddenes Antal denne Eftermiddag til over 2000 i Timen. Seet fra Sønderborg laa Dybbølbakkerne omgivne af en tyk, graabrun Taage, som bestandig blev mørkere, saalænge Daglyset varede. Solen skinnede over de grønne Marker, Foraaret meldte sit komme, men Ingen gav Agt derpaa. Krudtkarrer og Vogne med Saarede kjørte frem og tilbage mellem Augustenborg og Barakkerne, indhyllede i en Støvsky, der hævede sig op fra Veien og skjulte den naar de vare nogle faa Alen borte. Om Natten sagtnedes Ilden, for atter at begynde henimod Daggry, og vedvarede derefter med en forøget Heftighed, som spotter enhver Beskrivelse, til Klokken 10. Da vidste man overalt paa Als, at Fjenden stormede.

Stormen fandt sted den 18. april, og om aftenen, da det hele var slut, var der ca. 800 døde danske soldater og ca. 900 sårede, 8000 mand blev taget som krigsfanger. Preuserne havde ca. 300 døde og 900 sårede

Præsten Frederik Engelhardt Boisen, der ovenfor havde en samtidig bemærkning til Dannevirke i sit tidsskrift "Budstikken", skriver den den 1. maj 1864, umiddelbart efter tragedien ved Dybbøl, bl.a.:

Saavidt jeg veed, var det overgivet deres General Gerlach her at vælge og han valgte at kæmpe til det Yderste - og ingen dansk Mand eller Kvinde vover at dadle ham derfor, ikke engang de, som ved dette hans Valg ere blevne berøvede dem, de elskede høiest paa Jorden. Det vilde have været en hæderlig Kamp, selv opgivet faa Dage før det sidste afgjørende Øieblik, det kunde let have været undskyldt og forsvaret - men en egentlig Heltekamp vilde det ikke have været, og hvor der skal Undskyldning eller Forsvar til, der forstummer den ægte Beundring.

Fredericia.

Lunding.
General Niels Christian Lunding.
På fjendens videre fremfærd op gennem Jylland, var den næste forhindring Fredericia. General Lunding, der havde været byens store forsvarer i den første slesvigske krig, femten år tidligere, blev igen kommandant i 1864. Da fæstningen Fredericia også var, ikke kun ufærdig, men også i en elendig forfatning, ligesom både Dannevirke og Dybbøl havde været, så påbegyndte Lunding et kæmpe istandsættelse og udbygningsarbejde.
Også om Fredericia var der uenighed militæret og politikerne imellem, forsvar eller ikke. Flere var der også usikkerhed om, fordi regeringen havde planer om først at forsvare Kongeåen. Forsvar af Kongeåen blev imidlertid opgivet af politikerne og en brigade blev beordret til Fredericia. Krigsminister Carl Lundbye var tilsyneladende helt ubeslutsom lamslået over tabene ved Dybbøl, og imod den militære overkommando beslutning, telegraferede han den 25. april til general Lunding, at Fredericia straks skulle rømmes.
"Nordslesvigsk Søndagsblad" fortæller:

For Lunding var dette et Tordenslag, og han bad derfor Krigsministeren om en telegrafisk Samtale, som fandt Sted den følgende Dag. Men Resultatet blev det samme.
General Lunding maatte lystre. Med Midnatstid den 28. April gik de sidste Tropper over til Fyn.
Fredericia stod forladt i henved et halvt Døgn. Hen paa Formiddagen den 29. April opdagede Østrigerne, at de Danske Forposter var borte. Deres Patrouiller nærmede sig Fæstningen og fandt den forladt. Klokken 1 saas fra Fyn det østrigske Flag vaje fra Kastellet.
Fæstningens rømning kom Fjenden aldeles uventet; "Gaaden om Fredericias Römning har indtil nu ingen kunnet løse." skrev Molkte senere, "havde Danskere tilbudt Overgivelsen paa Vilkaar, t. E. saadan noget som otte Dages Frist til Römningen og Fæstningsværkernes Bavarelse til Freden, jeg troer bestemt, at vi var gaaet ind derpaa".
Nu blev Fæstningsværekerne mod Landsiden ødelagte, og jydske Bønder blev tvangsudskrevne til at hjælpe med ved Arbejdet. Wrangel kunde nu oversvömme hele Jylland indtil Limfjorden og i Ro udskrive og inddrive Brandskat. Som "Pant" blev der taget Manufakturvarer og Koloniallvarer hos Købmændene, og Panterne førtes syd paa og solgtes.
For Pröjserne var den forholdsvis stærke Fæstnings Römning vel ogsaa nok for saa vidt en Skuffelse, som man kunde have önsket, at Østrigerne skulde have ligget lige saa længe foran den som Pröjserne foran Dybbøl.

Moltke der bliver nævnt i artiklen var Generalfeldmarschall Helmuth Karl Bernhard von Moltke, som var en af militærstategerne på den tyske side under krigen.

Forvirringen blandt politikerne var herefter total, for fire uger efter rømningen af Fredericia bliver krigsminister Carl Lundbye frataget posten og skiftet ud med Christian Emilius Reich, som havde været stabschef under Lunding i Fredericia. Ugen efter udnævnelsen som krigsminister afskediger Reich overgeneral Gerlach (den 5. juli), og sætter Peter Frederik Steinmann ind i stedet. Det er forståeligt nok at Lundbye ryger ud, men at Gerlach også gør det, er uretfærdigt.
Det er politikernes sædvanlige tilbøjeighed med at smøre fadæser af på andre. Der skulle findes en syndebuk!

Søslaget ved Helgoland.

Allerede i begyndelsen af krigen havde fregatten "Niels Juel" patruljeret ved Den engelske Kanal for at opbringe østrigske og prøjsiske skibe. For enten at beslaglægge dem, samt for at forhindre fjenden i at komme ad søvejen med tropper eller materiel. Fregatten "Jylland" og korvetten "Heimdal" støtte til.
Den 9. maj 1864 fandt slaget ved Helgoland sted, søslaget som den østrigske/prøjsiske flåde tabte.

Prøjsernes og østrigernes besættelse af hele Jylland.

D. G. Monrad.
Ditlev Godthard Monrad.
24. november 1811 – 28. marts 1887.
Fjenden tøvede lidt under sin fremmarsch op gennem Jylland ved Limfjorden, for at afvente tysk forstækning. Denne lille pause benyttedes af den danske hær, til ubemærket at rømme hele Vendsyssel, så da det store prøjsiske og østrigske militærapparet endelig "gik over Limfjorden", var alle deres militære anstrengelser forgæves, for alle danske soldater væk.
Oberst Schiøt fortæller i sin bog "1864", at medens soldaterne frarøvede en stor del af jyderne deres heste:

... morede Prøjserne sig med en udflugt til Skagen. Den 14. foretog nemlig General Vogel v. Falkenstein og Prins Albrecht under Beskyttelse af et Infanteridetachement paa Vogne og en Deling Husarer en Expedition fra frederikshavn til Skagen, for i de forbundne Magters Navn at tage den sidste By i Besiddelse som et Bevis paa, at de to Stormagter havde trængt deres lille Modstander ud af Jylland og nu beherskede "das ganze cimbrische Festland". Ceremonien bestod nok nærmest i, at det prøjsiske og østerrigske Flag blev hejst på Skagens Fyrtaarn. Den tyske Forfatter G. Gr. Waltersee skriver derom:
 
Zwei mächtige Banner entfalteten sich jetz von Leuchtthurme Skagen herab, und wehten stolz nacn de, Nordmeer hinaus, dessen Welln sich in unheimlicher Brandung an seiner Fusz brachen!

Naa ja! lidt Svulst maa der jo til, og denne kunde vi jo gjerne unde dem, i betragtning af, at de dog fandt det nødvendigt at pakke Flagene ind igjen og tage dem med hjem til det store Fædreland.

Niels Kjeldsen.
Skitse til Niels Kjeldsen.
Gammelt postkort 1907.
Den 25. april mødte repræsentanter for de indvolverede krigsparter til konference i London. Fra dansk side var det Udenrigsminister Quaade, forhenværende minister Krieger og den danske gesant i London, kammerherrre Bille. Efter den opståede våbenhvile, og mange forhandlinger om grænsedragningen og Sønderjyllands status og tilhørsforhold, endte det hele med, at i statsrådsmødet i København, den 21. juni, blev det fastslaet at man fra dansk side ikke kunne acceptere en nordligere grænsedragning end Slien-Dannevirke. Fredskonferencen sidste dag i London var den 25. juni, hvor det danske forslag blev afvist, og hermed var så også våbenhvilen slut.
Konseilpræsident Monrad påtog sig ansvaret for beslutningen.

Prøjsens Generalfeldmarschall Wrangel fejrede sin 80 års fødselsdag den 13. april, under fremmarschen i Jylland.
Den 25. april var der fredsforhandlinger i London, det var efter Dybbøls fald, og set fra Prøjsens side var krigen færdig og vunden.
Berlinske Tidende fortæller den 2. maj, at samme dag som fredforhandlingerne begyndte i London, at den 25. april havde general Wrangel ladet sig hylde på Femern:

Under sit Ophold paa Femern d. 25de April blev General Wrangel modtagen af Øens Kommandant, Generalmajor Schlegel, samt Medlemmerne af Landskabet og endeel Geistlige. Flækken Burg var prydet med slesvig=Holsteenske og preussiske Faner. General Wrangel tog sit Ophold paa Amtshuset. Ved Kjørselen igjennem Gaderne blev han hilset af unge Piger, der overrakte ham Blomsterbouquetter, hvorimod Wrangel forærte dem sit Photografhi.

Generalfeldmarschall von Wrangel fratrådte derefter den 18. maj som overgeneral, hvorefter den nye prøjsiske overgeneral blev Prinz Friedrich Carl af Preussen. Og det var Prinz Friedrich Carl der efterfølgende stod for erobringen af Als, og den fortsatte besættelse af hele Jylland, efter at man fra dansk side ikke ville underskrive den skitserede fredsaftale fra fredskonferencen sidst i april i London.
Prins Karl
Prinz Friedrich Carl von Preussen.
Fra et gammelt tysk postkort fra 1914.
En af Prinz Friedrich Carl von Preussens oldebørn var den danske dronning Ingrid.

Lørdag morgen klokken 5, den 21. maj 1864, forlader Wrangel Horsens, hvor han havde haft opslået sit hovedkvarter, for at rejse tilbage til Berlin.
Den 27. juni 1864 kan Berlinske Tidende fortælle:

General Wrangels Vaaben. Efterat Wrangel paa Grund af sine militaire Fortjenester er bleven ophøiet i Grevestanden, har han givet Ordre til en Forandring i sit adelige Vaaben, som nu fremstiller et fiirkantet Speil, der er inddeelt i Felter og bæres af preussiske Ørne, prydede med Kroner; i Kløerne holder den ene Ørn et Dannebrogsflag, i hvis Hjørne man seer to korslagte Sværd. I forbindelse hermed meddele vi efter tydske Blade, at Kongen af Preussen har sendt en Major v. Kessel til Sundeved, for at fuldende et stort Reliefbillede af Dybbølkampen, hvor alle Høider, Batterier, Skandser, Paralleller osv. tydelig ere fremstillede. Arbeidet er fremmet saavidt, at der kun fattes Armeringen af Skandserne med smaa Kanoner; dette Billede skal opstilles i Kongens private Gemak, for at han bestandig kan have det for Øie og mindes om den vidunderlige, i Krigshistorien uhørte og næsten uforklarlige Seir ved Dybbøl.

Kongen af Preussen var Wilhelm I.

Den prøjsiske øverstkommanderende Prinz Friedrich Carl, der havde afløst feldmarschall Friedrich von Wrangel, havde allerede den 23. juni fået ordre til at angribe Als den 26. juni, straks efter fredskonferencens slutning, hvis ikke resultatet af forhandlingerne endte med et for prøjserne positivt udfald.
Klokken 2 om natten, den 29. juni angreb prøjserne i ly af mørket, og i løbet af dagen var slaget om Als tabt.

Angrebet på Als.
Som en tysk kunstner forestillede sig angrebet på Als om morgenen de 29. juni 1864.
Til højre i en af bådene ses en stående person i rød husaruniform. Det skal forestille den
øverstkommanderende Prinz Friedrich Carl. Men om han personlig var med i angrebets
første bølge er tvivlsomt. Gammelt tysk postkort fra ca. 1900.

Det sidste store slag i krigen var ved Lundby lidt uden for Aalborg den 3. juni. Her døde 20 danske soldater og 77 blev såret. Prøjserne havde kun 3 sårede.

De første 100 år efter krigen var dragon Niels Kjelsen skæbne, blandt dem der fyldte mest i debatten. Der er blevet skrevet meget om denne begivenhed, og opfattelserne om hvad der egentlig skete har været meget debatteret.

Skrolds Antikvariat i Vendsyssel har lagt to af debatbøgerne om Niels Kjeldsen på Nettet, se link nederst på siden.

Freden i Wien den 30. oktober 1864.

Danmark efter 1864.
Som Verden så Danmark efter 1864.
Fransk postkort, postsendt 1903.
Hen på sommeren var hele Jylland var blevet besat, og de danske tropper flygtet til fyn. Her stod nu 40.000 danske soldater på Fyns vestkyst, tillige med den danske flåde som stadig var kampklar. I København blev stemningen mere og mere anspændt, og dette sidste har formentlig været med til at få kongen og politikerne til at bestemme sig for fredsforhandlinger.

For blot at antyde hvilket rod krigen egentlig var af forskelligartede interesser så blev det kong Christian den 9. broder prins Hans, der blev sendt til kong Leopold i Belgien for at få ham til at indlede fredsforhandlinger. Prins Hans havde indtil 1864 selv været i prøjsisk militærtjeneste, men havde taget sin afsked da krigen brød ud. Så han måtte om nogen kende til tyskernes tankegang.

Fredsforhandlingerne fandt sted i Wien, og søndag den 30. oktober blev de underskrevet.
Folketingets vedttagelse af fredstraktaten fandt sted den 9. november med 75 stemmer for ja og 21 for nej. Blandt nejstemmerne var Frederik Barfod, Monrad, den kontroversielle Vilhlem Birkedal og sønderjyden Niels Termansen.
Dagen efter, den 31 oktober, blev freden, forslaget vedtaget i Landstinget med 55 stemmer for og og fire imod, 4 stemte ikke og 5 var fraværende.

Kongen underskrev traktaten den 12. november og genparterne udveksledes i Wien den 16. november.

Af døde havde Danmark over 3000 og af sårede var der ligeledes over 3000, og over 7000 var taget til fange af tyskerne.

"Krigsbilleder". Novellesamling af Carit Etlar.

Under den første slesvigske krig (1848-51) skrev Carit Etlar skuespillet "Tonne gaar i krigen", men her efter den anden slesvigske krig skrev Etlar ikke noget skuespil, men derimod novellesamlingen "Krigsbilleder", små nære fortællinger om skæbner med krigen omkring sig.

Digte og skuespil.

Digtsamlingen "De faldnes Minde" udkom på Westrups forlag samme år som krigen 1864, og nettoindtægten gik til de sårede og de faldnes efterladte. Heri bidrager mange af samtidens forfattere, Kaalund, H.C. Andersen, Chr. Winther, Ploug, Lobedanz, Ibsen, Bjørnson m.fl., men forbavsende nok er Carit Etlar er ikke med.

Et par år efter krigen, anden juledag 1886, var der premiere på Georg Betzonichs krigsskuespil "Landsoldaten", på Dagmarteatret. (Det er kort efter M. V. Brun har forladt teatret). Dette skuespil blev en af Dagmarteatrets helt store successer, og er og blev begge de slesvigske kriges skuespil.
Skuespillet udkom som bog i 1887 på Andreas Schous Forlag.




© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 19/08/2017 20:49:51