Carit Etlar og krigen 1864.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Denne webside om Etlar og krigen er kun påbegyndt, og her kan være fejl.
Hvis du er kommet her, så er det enten tilfældigt, eller hvis du har fået linket.
- - - - - - - - - - - - Sidste opdatering 08/12/2016. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Carit Etlar som korrespondent.
1864.
Tegning af Hansen Reistrup.
Forsideillustration af Hansen Reistrup til til oberst Galschiøtts
"1864", udgivet af "Nordstjernens Hovedexpedition" i 1889.


Artikler skrevne af Carit Etlar, samt større uddrag derfra, vil her på denne webside have denne svage gullige baggrundsfarve.


Augusta Etlar fortæller i "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv", i kapitlet "Manddomsaarene":

  I Aaret 1864 deltog Carit Etlar atter i felttogene udsendt af Monrad for at skrive Artikler til "Berlinske Tidende". Flere af disse Artikler blev oversat til Tysk.

Jeg har stadig ingen forklaring på hvorfor det netop skulle være Monrad der sendte Etlar til fronten som korrespondent.

Indtil 1864 kunne det havde været Frederik den VII, der tidligere havde støttet Etlar. Men kongen var jo netop lige død, og en oplagt kronprins var der ikke til at "tage over", for Frederik den VII havde ingen officielle børn.

Som der er citeret på "Carit-Etlar-websiden", så fortæller Erik Nør, at det var Etlar selv der søgte orlov fra sit arbejde på Det Kongelige Bibliotek, udenom sin chef Bruun, og direkte til kultusminister Engelstoft og krigsminister Lundbye.

Augusta Etlar har i erindringsbogen om Etlar skrevet meget der er rigtigt - men også noget der er forkert.
Men indtil videre må man også lade Augusta Etlars udsagn "stå til troende".
Det kunne jo tænkes at kultusminister Engelstoft og krigsminister Lundbye havde konsulteret Monrad angående Etlar.

I den første halvdel af 1860'erne var Berlinske Tidendes chefredaktør Heinrich Carl Ludvig Buchheister. Han var en omstridt personlighed med sin egen kritiske holdning, hvilket endte med at regeringen forlangte ham fjernet som chefredaktør på avisen.

Efter Monrad måtte træde tilbage den 8. juli 1864, var den nye regeringschef Christian Albrecht Bluhme, og det var ham der var den hovedansvarlige for at få fjernet Buchheister.

Jeg har selvfølgelig undervejs i de forløbne "Etlar-år" søgt efter en forbindelse mellem Monrad og Berlinskes chefredaktør Buchheister, og Carit Etlar, men har ikke fundet noget konkret.
Som herover fortalt, så var Etlars tidligere protege Frederik VII jo død, så hvis Monrad selv var involveret i Etlars ansættelse ved avisen, så måtte Monrad jo have haft sin egen grund til at bede Buchheister om at ansætte netop Etlar som krigskorrespondent.
Måske kunne det tænkes at Augusta Etlar med sit udsagn ikke mente Monrad personlig, men Monrad-regeringen, som kultusminister Engelstoft og krigsminister Lundbye var en del af?

I tidsrummet fra 150-året fra krigen, fra 2014 og indtil nu, er Berlinske Tidende blevet scannet af Statsbiblioteket i Aarhus og lagt på Nettet.
Det vil således være muligt ved selvsyn at læse de artikler fra 1864 der herunder nævnes.
Her vil, så vidt muligt, blive linket til avisen, i de artikler der her på websiden bliver citeret fra.

Krigskorrespondenter.

Carit Etlar var langt fra den eneste korrespondent der fulgte krigen i 1864, herunder er nævnt nogle af de kendteste - og berømteste.
"Illustreret Tidende".
Illustreret Tidende fulgte krigen grundigt, og de politiske og storpolitiske artikler havde signaturen "M".
Men desværre har kun få af artiklerne fra selve krigshandlingerne en signatur.
Illustreret Tidende havde også en del hel udsendte kunstnere, der bidrog med mange tegninger i bladet. Det var kunstnere som Carl Bøgh, Carl Neumann, Otto Backe, Bernhard Olsen, Viggo B. Fauerholdt, Carl Baagøe og Hans Frederik Meyer Visby.
Rent billedmæssigt var det en fantastisk indsats Illustreret Tidende stod for, og mange af disse tegninger bliver stadig brugt som illustrationer i forskellige værker om krigen.

Omkring 25-året i 1889 kom der mange nye tegninger til, blandt andet leverede Hansen Reistrup mange tegninger af forskellige krigssituationer fra 64-krigen til forskellige ugeblade, bl. a. den der er vist her øverst.
Også Rasmus Christiansen var en flittig illustrator til samtidens ugeblade og bogudgivelser.
P. V. Grove.
Peter Vilhelm Grove var den kendteste af de rigtige journalister der fulgte krigen og soldaterne på tæt hold. Hans artikler, eller "breve fra krigen" som man kaldte det dengang, blev trykt i avisen "Dagbladet", og høstede stor anerkendelse.
Grove fulgte krigen fra Dannevirke og til Dybbøls fald.
Theodor Fontane.
Theodor Fontane.
Gammelt tysk postkort. ca. 1910.

I 25 året for 1864-krigen skrev Carit Etlar en lille artikel om "krigskorrespondenten".
Du kan læse lidt om Grove her, hvor du også kan læse eller downloade Etlars artikel.
Theodor Fontane.
Den tyske digter, forfatter og korrespondent Theodor Fontane (1819-1898) var tysk krigskorrespondent under de prøjsiske krige: Krigen mod Danmark i 1864, mod Østrig i 1866, og krigen mod Frankrig i 1870-71.
I årene omkring 1864 skrev Theodor Fontane til den konservative avis "Neue Preußische Kreuz-Zeitung". Men som det kan ses i linket, så er der desværre kun indscannet nogle enkelte årgange af avisen og ikke årgangen 1864.

Nogle af Theodor Fontanes krigsreportager blev udgivet som bog i 1866, "Der Schleswig-Holsteinische Krieg im Jahre 1864", og denne bog ligger frit på Archive.org...

Hvis du holder af musik, så kender du sikkert Theodor Fontanes digt "Tom der Reimer", med musik af Carl Loewe...
Antonio Carlo Napoleone Gallenga.
Antonio Gallenga var italiener men dækkede krigen for "The Times" i England. Også nogle af hans krigsreportager udkom som bog allerede i 1864: "The Invasion of Denmark" i to bind.

Store dele "The Invasion of Denmark" udkom allerede i krigsåret 1864 i en dansk oversættelse "Krigen i Slesvig 1864".
Denne danske oversættelse af Antoni Gallengas bog om krigen har Det Kongelige Bibliotek lagt frit på Nettet...

Nogle af de begyndende træfninger ved Slesvig.

Dannevirke.
"Waldemar's Mound at the Dannewerk".
Illustration fra forsiden af "The Illustrated London News" lørdag den 23. januar 1864.
Langtfra så bombastisk var Dannevirke, ikke - og rakte slet ikke tværs over hele Sønderjylland.
Berlinske Tidende havde i forvejen referenter der fulgte optakten til krigen gennem hele januar måned, og også i månederne efter. F.eks. er der en artikel på forsiden af Berlinske den 4. februar, under overskriften "Meddelelser fra Armeen".
Og i direkte fortsættelse af denne artikel, også på forsiden, er der en anden artikel, og det er denne gang fra "Berlinskes egen korrespondent" som her må være Carit Etlar.
Berlinske den 4. februar:
I denne lille artikel fra "Berlinskes egen Korrespondent", som i sikker afstand fra Slesvig rapporterer fra Sønderborg, skriver Etlar:
Kort fra området.
Området som artiklen referer til. Udsnit af kort fra:
"Andrees Stora Handatlas", andra nordiska upplagan,
Bonniers forlag Stockholm. Uden årstal (Ca. 1900).
  Fra vor Korrespondent ved Armeen modtoge vi følgende Telegram, dateret Slesvig, den 4de Februar, Kl. 10.25:
Om Fægtningen igaar sender jeg Dem følgende Enkeltheder. Vi havde fremskudt en Rekognoscering henad Breckendorf. Da den trak sig tilbage, forfulgtes den af stærke Østerrigske Kolonner, og en Kamp udviklede sig. Østerrigerne toge den udenfor Skanserne beliggende Kongshøi og en Feltkanon.
  Imidlertid rykkede Forstærkning fra Skandserne ud til os. Vor Kjæde pousseredes frem, saa at vi Kl. 6 Eftermiddag stode i Høide med Vedelspang.
  Derefter uddøde Fægtningen.
  Fjenden blev staaende paa Kongshøi.
  Samtidig vare Østerrigerne rykkede frem mod Haddeby, hvor Kampen uddøde Kl. 6.
  Det senere Engagement ubetydeligt.
  Fire Bøhmere ere tagne til Fange.
  Vi have nogle Døde og omtrent 40 Mand let saarede.
  Idag har et Artilleri-Engagement fundet Sted, men indtil nu uden Betydning.
  Let Frost idag.
Det er begivenheder der fandt sted dagen før (den 3. februar) der omtales i artiklen. Og det er området øst for Dannevirke, og syd og sydøst for Slesvig der bliver nævnt i artiklen.
På kortet herover kan man finde Breckendorf og Haddeby. Kongehøjen der også bliver nævnt, ligger ved Nd. Selk på kortet.
Königshügel.
Det østrigske mindesmærke på toppen af Königshügel.
Gammelt tysk postkort fra midten af 1890'erne.
Blandt de første træfninger Etlar rapporterer om i artiklen, var slaget ved "Kongehøjen" lidt udenfor Slesvig den 3. februar 1864. I avisnotitsen fortæller han bl.a.: Vi have nogle Døde og omtrent 40 Mand let saarede.
De østrigske tab under erobringen af denne gravhøj var langt større, og østrigerne rejste efterfølgende dette mindesmærke på toppen af højen Königshügel, til minde om de faldne østrigske soldater i træfningen.
Dette østrigske mindesmærke står der stadigvæk.

Dannevirke opgives.

Tilbagetrækningen fra Dannevirke.
"Infanterister, der redder en Kanon paa Tilbagetoget fra Dannevirke". Efter maleri af Niels Simonsen.
Det originale maleri findes på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød. Her er det
gengivet fra almanakken "Danmark", redigeret af Hetsch, udgivet af Gyldendal Nordisk Forlag, 1914.
Historiecentret "Dybbøl Banke" fortæller på en af deres websider lidt om maleriet, samt at det f.eks. lykkedes 8. Regiment slæbte i alt to kanoner med på tilbagetoget fra Flensborg til Gråsten.
Forlydender fra general Wrangels hovedkvarter ville vide at danskerne havde efterladt ca. 100 kanoner.
Vild flugt er nok en overdrivelse, men en meget hastig tilbagetrækning har hæren foretaget fra Dannevirke.

Den danske avis "Dannevirke" i Haderslev, som burde have været den rigtige, og den oplagte, til at rapportere om situationen i Sønderjylland, havde svært ved at få aktuelle og korrekte nyheder, og brugte i stor omfang telegrammer fra København.
Da Tyskerne erobrede området - og dermed Haderslev, blev avisen lukket af besættelsesmagten. Det sidste nummer af avisen udkom den 12. februar 1864. Lukningen varede tre år frem, indtil 1867.

Den 2. februar citerer dagbladet "Dannevirke" fra Flensburger Zeitung, at den danske konge var ankommet dagen før til Flensborg (den 1. februar).
"Dannevirke" citerer endvidere at Kongen var ledsaget af konseilspræsident Monrad, og at de sammen vil besøge armeen. Avisen "Dannevirke" har ikke de store forventninger til Monrad, og har deres egen mening om grunden til at han ankommer sammen med kongen, og skriver bl.a.:
  Det er sikkert kun et reent Sømmelighedshensyn, i Henhold til hvilket Hs. Majestæt bør være omgiven af en Minister paa saadanne Reiser, der har bevæget Conseilpræsidenten til at ledsage Allerhøistsamme.
Dampskibet Freia.
Dampskibet "Freia" som Kongen med følge ankom med.
Fra "To hundrede Træsnit". Forlagsbureauet i København. 1864
Den 3. februar gengiver "Dannevirke" lidt fra telegrammet fra Flensborg, om at dagen før var kongen ankommet til byen med dampskibet "Freia", sejlende fra Sønderborg, og blandt kongens ledsagere var konseilspræsident Monrad.

Den 6. februar rapporterer "Dannevirke" et telegram fra København med forlydender fra Haderslev:
Telegram fra Kjøbenhavn af Kl. 12.26 Middag:
  Ifølge overcommandoens Beslutning har Hæren igaar Aftes Kl. 9½ forladt Dannevirke Stillingen og trukket sig tilbage til Flensborg. I krigsministeriet har denne Efterretning vakt Bestyrtelse. Det Hedder, at de Meza først efter to Divisionsgeneralers Tilskyndelse har taget denne Sørgelige Beslutning.
Et nyt telegram modtaget fra København kun få timer senere samme dag:
  Tilbagetogs-Beslutningen fattedes i et Krigsraad iforgaars, men telegraferedes først igaar Eftermiddags til krigsministeriet. Dette sendte øieblikkelig Contraordre, men fik til Svar, at Flankerømningen var begyndt. Ingen Kamp foregik under Tilbagetoget.
Den 8. februar skriver dagbladet Dannevirke om et telegram modtaget samme dag fra København:
  General de Meza og Oberstlieutnant Kaufmann ere suspenderede og kaldte til Kjøbenhavn for at retfærdiggjøre sig. General Luttichau er udnævnt til Overgeneral og Major Stjernenholm til Stabschef.
  Monrad, som er kommen til Kjøbenhavn, har erklæret Pressens Repræcentanter, samt Bestyrelserne for Studenterforeningen og Arbeiderforeningen, at han og Kongen vare uvidende om Tilbagetogs-Beslutningen.
  Stemningen i Kjøbenhavn er ophidset, Igaar (Løverdags) Aftes Uroligheder: Endeel saaredes og 30 - 40 arresteredes. En proklamation fra Landsthinget formaner til Rolighed.
Den 11. februar kom de første prøjsiske soldater til Haderslev, og dagen efter blev byen officielt overtaget af prøjserne, og to dage senere, den 13. februar, blev dagbladet "Dannevirke" lukket og stoppede med at udkomme de efterfølgende 3 år.
Avisen begyndte at genudkomme i 1867.
I bogen "Bladet Dannevirke", udgivet af Modersmaalets Trykkeri i Haderslev i 1938, fortæller Nicolai Svendsen fra 242:
  Ud paa Eftermiddagen lørdag den 6. Februar 1864 stod en tavs Menneskeskare og ventede udenfor "Dannevirkes" Bygning paa Klostret. Der var sivet et uklart Rygte ud om Nattens Hændelse. Omsider kom een ud fra Redaktionen og hængte Telegramkassen op paa Muren. "Hvad nyt?" blev der spurgt. "Læs Selv; jeg kan ikke sige det!" lød Svaret. En Mand læser, standser og læser saa igen højt med dirrende Stemme Rædselsbudskabet om Dannevirkes Rømning.
Berlinske den 15. februar:
Begyndelsen af en artikel fra avisens krigskorrespondent Etlar, som skriver fra Sønderborg (på forsiden i avisen spalte 4):
Sønderborg, den 13de Februar.
  (Fra vor Korrespondent ved Armeen). Endelig fik man da en Slump Aviser, men paa offentlige Steder har der naturligvis været en saadan Konkurrence om at faae fat i dem, at man maa være glad, om man allerede har kunnet opnaae at kaste nogle Blikke i et enkelt Nummer. I det Blad, som faldt mig ihænde, saae jeg en Bebreidelse rettet mod Overgeneralen, og de Yttringer, jeg hørte i Læsestuen, troer jeg kun at gjøre mig til Organ for en almindelig Mening, naar jeg imødegaar den med nogle Ord.
  Der var klaget over, at den kommanderende General havde begyndt Armeens Retraite uden itide at underrette Krigsministeren og oppebie hans Samtykke. Men et Spørgsmaal er, om Overgeneralen skal være en saadan Dukke i Krigsbestyrelsens Haand, at han ikke paa egen Haand skulle kunne forlade en stilling, uden først at forespørge sig. Han, som var paa Stedet og kunde overskue Forholdene, meente, at nu maatte den Operation foregaae, som Enhver vidste om kortere eller længere Tid maatte foretages, handlede altsaa derefter. Dersom Armeen var bleven staaende een eller to Dage længer, havde den - der er nu næsten Ingen her, uden at han indrømmer det - været fortabt; vi vilde ikke have havt nogen anden at sætte istedet, og da vi staae ene, vilde Fjenden kunne have overfløiet hele Halvøen og maaskee tvunget os til den meest ydmygende Fred, selv om denne først vilde være kommen istand efter en Konference mellem de Magter som have undertegnet Londonertrakaten.
Dette citat fra denne artikel er interessant, for her forsvarer "Korrespondenten" den afskedigede general Meza. Det er jo egentlig at gå imod Monrad, hvilket ville være underligt hvis det var Monrad der havde ansat Etlar!
Der er også et andet interessant aspekt i forbindelse med disse første dage af krigen, nemlig om hvorvidt Monrad og Kongen kendte til general Mezas og krigsrådets beslutning om at forlade Dannevirke. Dette emne har gennem tiderne været meget debatteret, uden at der, mig bekendt, er kommet noget endegyldigt bevis frem, for eller imod.

Andreas Frederik Krieger var medlem af "Den grundlovgivende Rigsforsamling", og han var i disse krigsmåneder også landstingsmedlem, og ha har skrevet nogle interessante dagbøger i sit liv, og således også fra denne periode.
I 3. bind (den 19. bog), side 68 og 69 skriver Kriger onsdag den 3. februar bl.a. at der havde været et angreb af østrigerne ved Bustrup klokken 15.00 om eftermiddagen.
Kongen og Monrad var på dette tidspunkt stadig på besøg i Sønderjylland, og Krieger skriver videre om den samme dag: at først om natten (natten mellem den 3. og 4. februar), rejste Kongen og Monrad videre nordpå.

Om torsdag den 4. februar skriver Krieger i sin Dagbog:
  Medens Efterretningen fra Slesvig lyder: "Forpostfægtning ved Reide, Østerrigerne trænge vore Forposter tilbage", har i Virkeligheden et Krigsraad været afholdt om Aftenen.
Det var på dette krigsråd om aftenen den 3. februar, der fandt sted medens Kongen og Monrad var i nærheden, at beslutningen om tilbagetoget fra Dannevirke blev taget.
Krieger skriver videre under samme dato om beslutningen om tilbagetrækningen:
  Ubegribeligt er det dog, at man vil holde Konge og Regjering udenfor alt Ansvar - som om denne Insubordination ikke maatte kaste det forunderligste Lys over Alle. Den Mistroiske vil jo spørge: Hvorledes kunde Meza tage en saadan Beslutning, hvorledes kunde Krigsraadet komme dertil, naar det ikke var vel kjendt, at Kongens militære Omgivelser ønskede Stillingens Opgivelse. at Kongen selv ønskede en "fredelig Politik" o.s.v.
  Naturligvis har Kongen ikke sluttet Aftaler med Generalerne bag Krigsministerens Ryg, men har det ikke været forstaaet: "Lad os være udenfor det". Og de, der ikke see Sagen saaledes, de Generaler, der ikke have seet Sagen saaledes, have de betænkt, at hvis ikke, saa drives der det modbydeligste Spilfægterie med den hele constituelle Lære om Kongens Uansvarlighed og Conseilpræsidentens Vaagen over, at der Intet Indgreb skete. Man tager ikke fornuftigvis en saadan Besluning, når Kongen er et Par Timer borte, uden at meddele ham det.
Med andre ord: Krieger mener selv, at mindst Kongen har været bekendt med tilbagetrækningen. Så når både Kongen og Monrad først to dage senere, efter at være vendt tilbage til København, offentligt bekendtgør at de ikke havde kendskab til tilbagetrækningen, så kan det næsten ikke være rigtigt.

Sankelmark den 6. februar.

Journalisten Peter Grove fra avisen "Dagbladet" befinder sig lige midt i hvor begivenhederne finder sted, og han var med blandt de sidste i bagtroppen sammen med de flygtende danske soldater der forlod Dannevirke, og flygtede nordpå til Flensborg. Grove fortæller:
  Jeg blev i Slesvig By til Kl. 11 om Aftenen og henhørte til det Sidste at Trainet. Stillingen holdtes endnu besat ved min Afrejse, men ved Middagstid forlodes den af de sidste Batailloner, der skulle danne Arrieregarden, og det hele store Tog var nu i Bevægelse. Det var en frygtelig Marsch. Langsomt kjørte de aabne Vogne som ved et Ligtog, og langsomt bevægede Bataillonerne sig fremad i lydløs Stilhed. Ingen Sang, ingen Skjemt oplivede Marchen; det var i Sorg og Bedrøvelse, at den danske Armee, Nationens Haab og Støtte, forlod den Post, som den var sat til at Vogte.
Max Müller.
Oberst Maximilian Müller ved Sankelmark Sø.
Gammelt postkort efter maleri af Otto Bache.
Maleriet befinder sig på Ribe Kunstmuseum.
Så snart Grove var ankommen til Flensborg ilede han til telegrafkontoret for at sende sit "brev" hjem til sin avis Dagbladet, for derefter at gå til sit hotel for at få noget at spise, og efterfølgende gå til ro. Men da lød der alarmsignaler i gaderne. Fjenden var allerede nået frem i nærheden af Flensborg.

Under den hastige tilbagetrækning fra Slesvig mødtes brigadechef Max Müller og general Steinmann, og ifølge efterretninger fra en tilfangetagen prøjsisk soldat, blev den danske hær forfulgt af en brigade prøjsiske soldater, som var lige i hælende på de danske flygtende.
Oberst Max Müller og general Steinmann besluttede at det var et ligeværdigt kamforhold, een dansk brigade mod een tysk brigade, trods det at prøjserne mandskabsmæssigt var lang flere og bedre udrustede.
Bagtroppen med brigadechefen, oberst Max Müller blev så angrebet af fjenden, og fortæller Grove videre om slaget ved Sankelmark:
  Vore Soldater kæmpede modigt og fortvivlet. Uagtet de ikke havde sovet i flere dage og Nætter, uagtet de nys havde marscheret i sytten Timer, uagtet Fjendens Granater sprang imellem dem og gjorde lyst i deres Rækker, forsøgte de flere Gange Stormangreb med Bajonetten, afslog med Bravour Angreb af Fjendtligt Kavalleri, solgte dyrt hver lille Strimmel Jord, og havde ikke Overmagten været saa stor, vilde Pladsen være bleven Deres.
  Men om de end sluttelig maatte vige for Overmagten, havde de dog gjort deres Pligt og røgtet deres Hverv. De dannede Arrieregarden, de skulde dække Retraiten, og det havde de gjort; de havde frelst den danske Armee, og det skal altid værre dem til uvisnelig Hæder.
Premierløjtnant Hanson fortæller i "Den danske Landsoldats Historie" på side 94, også om Slaget ved Sankelmark den 6. februar:
  Først på Eftermiddagen naaede Østrigerne, der var forrest under Forfølgelsen, Oversø. Efter at det fjendtlige Rytteri var tvunget til at gaa tilbage, lod østrigerne et Batteri beskyde Stillingen og Fodfolket rykke frem til Angreb.
Første Regiment foretog et kækt Modangreb, men blev paa Grund af Fjendens Overlegenhed kastet tilbage under Stærk Beskydning. Derpaa rykkede tredje Regiment frem til Modangreb, og ved dets glimrende Tapperhed lykkedes det at standse Fjenden. Ved Mørkets Frembrud trak Brigaden sig noget tilbage og udstillede Forposter. Vort Tab var 783 Mand, Fjendens 433 Mand.
  Slaget ved Sankelmark vil altid staa som en af vore smukkeste Kampe.
Mindesmærke Sankelmark.
Ved 25 året for krigen (i 1889), gav den prøjsiske regering tilladalse til at opføre
et monument til minde for de danske soldater der faldt i slaget ved sankelmark.
Gammelt tysk postkort fra ca. 1900.
Her ved Oversø er også et mindesmærke over østrigernes faldne.
Tabstallene i disse slag skal tages med et vist forbehold. Disse tabstal som "Premierløjtnant Hanson" nævner herover i citatet, er således forskellig fra de tabstal der er nævnt flere steder på Nettet (og som indbyrdes også er forskellige!).

Der er flere "vidneudsagn" om tilbagetrækningen fra Dannevirke og til Slesvig by, hvorunder Slaget ved Sankelmark fandt sted.
En detaljeret og ret interessant beretning er skrevet af en af underoficererne der også var var med i bagtroppen, Arrieregarden, på de "flygtende".

Det er det 2. kapitel i Carl Theodor Sørensens bog "Erindringer fra første Regiment 1864", som har titlen "Tilbagetoget".

Kapitlet beskriver en lidt rodet tilbagetrækning, hvor tropperne skiftevis overhalede hinanden på vejen, om problemer med geværerne, der før kamp måtte prøveskydes ind i en bakkeskråning - for at sikre at krudtet ikke var blevet vådt, og at geværerne i det hele taget virkede.
Endvidere fortælles, at det varede et minut at lade de danske geværer efter et skud, samt lidt overraskende at nærkampe ikke altid, som det ofte ses på billeder, foregik med bajonettter - men ofte med de bare næver!

Da Carl Theodor Sørensens deling helt udmattet endelig nåede Flensborg, blev de vel modtaget af borgerne i byen, men blev afvist og fik ikke lov til at inkvartere sig, men vandre videre. For Carl Theodor Sørensen og hans folk skete det usædvanlige, at de kom med et dampskib og blev sejlet til Sønderborg.

Dette 2. kapitel, "Tilbagetoget", er scannet og kan læses eller downlodes her...

Etlar skriver fra Sønderborg den 13. februar.

En uge efter slaget ved Sankelmark skriver Etlar fra Sønderborg og hjem til "sin avis" i København (den 13. februar) en artikel som bliver bragt på forsiden i Berlinske Tidende den 15. februar.
Fra Sønderborg, omkring 50 kilometer fra fronten, er det meget småt med efterretninger. Så det eneste Etlar kan skrive hjem til sin avis om, er det han læser i de sparsomme københavnske og tyske aviser, samt lidt kritik til forsvar for de menige soldaters ringe forhold, og desuden en kort beretning fra et besøg han har gjort i og ved skanserne omkring Dybbøl Mølle.
Sønderborg, den 13de Februar.
  (Fra vor Korrespondent ved Armeen). Endelig fik man da en Slump Aviser, men paa offentlige Steder har der naturligviis været en saadan Konkurrence om at faae fat i dem, at man maa være glad, om man allerede har kunnet opnaae at kaste nogle Blikke i et enkelt Nummer. I det Blad, som faldt mig ihænde, faae jeg en heftig Bebreidelse rettet mod Overgeneralen, og efter de Yttringer, jeg hørte i Læsestuen, troer jeg kun at gjøre mig til Organ for en almindelig Mening, naar jeg imødegaaer den med nogle Ord. Der var klaget over, at den kommanderende General havde begyndt Armeens Retraite uden itide at underrette Krigsministeren og oppebie hans Samtykke. Men et Spørgsmaal er, om Overgeneralen skal være en saadan Dukke i Krigsbestyrelsens Haand, at han ikke paa egen Haand skulde kunne forlade en Stilling, uden først at forespørge sig. Han, som var paa Stedet og kunde overskue Forholdene, meente, at nu maatte den Operation foregaae, som Enhver vidste om kortere eller længere Tid maatte foretages, og han handlede altsaa derefter. Dersom Armeen var bleven staaende én eller to Dage længer, havde den – der er nu næsten Ingen her, uden at han indrømmer det – været fortabt; vi vilde ikke havt nogen anden at sætte i Stedet, og da vi staae ene, vilde Fjenden kunne have overfløiet hele Halvøen og maaskee tvunget os til den meest ydmygende Fred, selv om denne først vilde være kommen istand efter en Konference mellem de Magter som have undertegnet Londonertraktaten. Nu derimod staae vi – efter i 5 Dage at have holdt to Stormagters dobbelt saa stærke Hær Stangen og at have optaget Træfninger, der kun kunne geraade os til Ære, og som have voldet vore Fjender et langt større Tab end de – i de stærke Flankepositioner med hele vor Styrke. Vore udmattede Tropper ere fuldkommen udhvilede og fulde af nyt Mod; nogen Tid vil sandsynligviis hengaae – især nu da Veiene ere bedækkede med høi Snee og næsten ufremkommelige – inden Fjenden kan føre tilstrækkeligt Beleiringsskyts frem – Feltpircer forslaae ikke her – og svært skal det falde ham at jage os ud af disse Stillinger, som han ei heller kan gaae forbi uden at efterlade en betydelig Styrke foran dem. Imidlertid kan den europæiske Situation forandre sig, og hvad der er tabt kan maaskee vindes tilbage.
  Men vilde da Armeen virkelig være gaaet tabt, dersom den ikke nu var bleven trukken tilbage?
  Jeg har talt med Officerer fra næsten alle Punkter af Stillingen, og der har saagodtsom ikke være én, uden at han har erklæret, at Folkene ikke kunde udholde det længere. Fjenden, som havde Initiativet, kunde alarmere med saa faa Kræfter, han vilde, og lade Resten af sine Tropper have Ro; vi derimod maatte næsten uophørligt have hele vort Mandskab i Stillingen. Fjenden udstillede stærke Forposter; det maatte vi altsaa ogsaa gjøre. Den øvrige Deel af vore Folk maatte stille omtrent midt om Natten, før den i den tidligste Morgenstund staae i Stillingen, rede til at modtage et Hovedangreb; thi det var den store Feil, at der i stedet for Barakker til idetmindste en Snees Tusinde Mand kun var bygget saadanne til et Par Tusind. Folkene maatte til over Middag blive staaende i Stillingen – uden at kunne faae noget Varmt – indtil et hovedangreb ikke mere var at vente den Dag og saa atter marchere den lange Vei til deres Qvarteer, hvorhen den først naaede efter Mørkningen, for da for den allerførste Deel at pakkes sammen i Lader og Loer, fulde af Træk og Kulde. Ved mange af de meest anstrængte Afdelinger kunde – sige Officerer og Mandskab – Folk og Heste allerede neppe staae paa Benene mer, og ved Ankomsten til Sønderborg var der Flere som en kort Tid vare sindsforvirrede af lutter Træthed. Hvad i al Verden skulde det da være blevet til, naar et Par Dage endnu vare gaaede hen unde saadanne Forhold? Det er ufatteligt, at man kan troe at, jeg kunde næsten sige en eneste Mand var sluppen levende derfra.
  Igaar og idag har man ingen Skydning hørt her, og det er vistnok sandsynligt, at der vil hengaae nogen Tid, inden der skeer noget Alvorligt fra Fjendens Side. At han ved Egernsund skulde, som det her almindeligt fortaltes, være gaaet over i Broagerland, synes ikke at have bekræftet sig, og selv om det skulde være Tilfældet, forsikrer dygtige Officerer, at en saadan Operation ingen Betydning vilde have for Stillingen her. Byen er naturligviis overhovedet fuld af en Mængde Rygter, saameget mere som Postforbindelsen med Hovedstaden har været overordentlig mangelfuld. Især gik her mange slemme Fortællinger om hvad der skulde være passeret i Kjøbenhavn, efterat Tilbagetoget var blevet bekjendt der; endelig kom Bladene, og slet ikke saa galt som Nogle frygtede det, har det dog, som man seer, ikke været. Man er vred over Pøbeloptøierne i Kjøbenhavn, især da Kongen er overordentlig populair i Armeen, og navnlig har man taget ilde op nogle Yttringer, som i første Øieblik kom derovrefra, og som syntes at tyde paa, at man frygtede for, at Armeen skulde være demoraliseret. Tro blot ikke – men det er der da heller ingen Dansk der troer, og Rigsdagen har jo ogsaa nyligt i smukke og varme Ord udtalt sin Tillid til Armeen – at denne i ringeste Maade er demoraliseret. Disciplinen har ikke et Øieblik svigtet, og om end Jens’s Øine ikke glimre som en Korsikaners, naar man taler til ham om Tydskerne, saa er han dog forbittret og yttrer i saa stærke Udtryk og paa en saa levede Maade, som det kun stemmer med hans Natur, sin Lyst til at slaaes med Fjenden.
Skansearbejde ved Dybbøl.
"Skansearbejde ved Dybbøl".
Fra Liljefalk og Lütken "Vor sidste Kamp for Sønderjylland", side 102.
  Igaar besøgte jeg ved Hjælp af mit Persontegn nogle af Skandserne. Det var en stille Solskinsdag, Sneen hvilede varmende over Jorden, Røgen fra Husene steg med en vis høitidelig Søndagsro langsomt op imod Himlen, og naar man var kommen ud af Byen med dens Larm af travle Krigsfolk, kunde man et Øieblik troe at Fred og Ro herskede i Landet, og at Tummelen, Blodet, Døden Saarerne, Frygten for det kjære Fædrelands Skjæbne, som havde fyldt det bankende Hjerte, kun havde været en hæslig Drøm, der svandt i den frie friske Natur. Men snart vaktes man til Bevidstheden om, at det var Freden og Hvilen, som var Drømmen. En Deling Ambulancesoldater – et af de mindst hyggelige Syn, der kunde bringe En tilbage til Virkeligheden – kom marcherende med deres lange Bærestave over Skulderen og Skamlerne og Seildugen paa Ryggen. Saa et Kompagni, der under munter Sang drog ud paa Forpost. Rækker af Krigskjørselsvogne rumlede jevnt efter paa den glatte Bakke og førte af ulykkelige Bønder med trevne Ansigter, der for en ringe Betaling i flere Dage have maattet være borte fra deres Hjem, og som havde den trøstelige Udsigt – hvis de eller faae Lov til at kjøre bort – at vende hjem, for at komme til at kjøre for Tydskerne. Ordonnantser i blaae Kapper og med runde, skyggeløse Huer, sprængende afsted tilhest med klirrende Sabel og ivrige som om Liv og Død afhang af hvert Minut. En saakaldet Lyttepost, skrittende frem og tilbage tvers over Veien med – saa forekom det mig – de lettest mulige Trin og med Hovedet ludende over ad Tydskernes Side, for at opfange enhver Vibrering af Luften i sit spændte Øre, meddele den til sin Hjerne og lade denne analysere sammes Betydning og Aarsag. Udfor Dybbøl Mølle er et grønt Flag – Skiltet for en Ambulance – hængende i den stille Luft, som om det vilde sige: ak I stakkels Saarede, ak i stakkels Saarede!
  Endelig Skandserne Jeg gik ind i nogle af dem og spurgte efter den kommanderende Officeer. Persontegnet overraktes, gjennemlæstes med stor Omhu, den civile Mand betragtedes med lidt Mistænksomhed, men fik dog Lov til at træde nærmere. Snart kom Tungen paa Glid, og med megen Venlighed bleve Skandserne foreviste og den hele Stilling forklaret mig. Folkene udførte deres Arbeide med megen Liv og Munterhed, eller varmede sig ved en Kop Kaffe eller skrev til Hjemmet, eller dorskede ved en Pibe petum optimum, og hvad Skandserne angaaer tør jeg kun sige, at de gjorde et overordentligt godt og beroligende Indtryk.
Kommentarer til Etlars artikel.
Digteren, forfatteren Etlar, fornægter sig ikke i artiklen. To tredjedel inde i teksten er der dette lille stemningsbillede: "Det var en stille Solskinsdag, Sneen hvilede varmende over Jorden, Røgen fra Husene steg med en vis høitidelig Søndagsro langsomt op imod Himlen, og naar man var kommen ud af Byen med dens Larm af travle Krigsfolk, kunde man et Øieblik troe at Fred og Ro herskede i Landet".

Etlar nævner i sin artikel: "Rækker af Krigskjørselsvogne".
Dette var alle kriges uhyggelige "følgesvend", og et meget sort kapitel i historiefortællingerne, og som kun er blevet meget lidt nævnt i historiebøgernes heroiske krigsbedrifter.
Aegtvogn.
En ægtvogn der må transportere fjendens, prøjsernes soldater.
Fra "To hundrede Træsnit", tegninger fra krigen i Danmark 1864, Thieles Bogtrykkeri 1865.
Det var tvangsudskrevne bønder med deres "Ægtvogne", bønder som blev pålagt - tvunget til store dele af det praktiske krigsarbejde. Lige fra at hente og fragte mad, og soldater, og til at transportere sårede, og køre de lemlæstede og døde bort, o.s.v., o.s.v.
Officielt blev disse bønder betalt. Men ofte skete betalingen efterfølgende - hvis bonden var så heldig at kunne bevise indsatsen - eller hvis bonden ikke var tvangsudskrevet af fjenden, eller hvis bonden ikke selv var død undervejs i krigen.
Alle disse helt uskyldige ofre er der, mig bekendt, aldrig forsøgt at samle en statistik over. Hvis disse bønder døde undervejs var de delvis anonyme, og blev også begravet som sådan, og de indgik ikke i de samlede tabstal.
Og hvad mere uhyggeligt var, at efterhånden som fronten svingede frem og tilbage, blev de selvsamme bønder skiftevis tvangsudskrevet af både "venner" og fjender.

En anden interessant detalje, som Etlar også fortæller om i artiklen, er om det militære "lyttekorps". Et korps der bogstavelig talt gik rundt og lyttede efter lyde i det fjerne, og i jorden. Det være sig svag kanontorden, trampen af heste o.s.v., for derefter at forøge at tolke disse lyde og indberette dem.

Petum optimum, som Etlar nævner i slutningen af sit skrevne, betyder: den bedste tobak der kan fås.
Men her i Etlars tekst, fra en skanse i en krigssituation, må det vel nærmest betyde: den bedste forhåndenværende tobak der kunne fås.

Det er meget sympatisk af Carit Etlar i denne artikel hjem til Berlinske Tidende, at forsvare general de Meza på dette tidlige tidspunkt i krigen.

Egernsund.

I den ovenstående artikel skriver Carit Etlar om rygterne der florerede i Sønderborg om fjenden:
  At han ved Egernsund skulde, som det her almindeligt fortaltes, være gaaet over i Broagerland, synes ikke at have bekræftet sig, og selv om det skulde være Tilfældet, forsikrer dygtige Officerer, at en saadan Operation ingen Betydning vilde have for Stillingen her.
Overgangen over Egernsund.
Den tyske maler og illustrator Wilhelm Camphausen, der fulgte slaget fra prøjsisk side,
har foreviget de allerførste fjendtlige soldater der krydsede Egernsund på tømmerflåder.
Fra Camphausens "Ein Maler auf dem Kriegsfelde", Neue Augabe 1913, side 9."
Dette viste sig hurtigt at være mere end blot rygter. For allerede to dage efter Etlars artikel var trykt i Berlinske Tidende havde preusserne, den 17. februar 1864, færdiggjort en pontonbro over Egernsund. En del af prøjsernes planer var at drage den vej, besætte Broager by, og derfra videre mod Dybbøl - og Sønderborg.

"Ved Oversø". Fortælling fra novellesamlingen "Krigsbilleder".

Det litterære resultat af Carit Etlars tid som krigskorrespondent blev novellesamlingen "Krigsbilleder" der udkom i 1865, året efter krigen. Etlar skriver sidst i forordet til novellesamlingen, at handlingen i fortællingerne ikke er:
  Ulykkens og Fortvivlelsens Kamp mod Overmagten, som man her vil finde skildret, men kun enkelte Træk af den, Optrin, jeg selv har været Vidne til eller hørt fortælle af Deltagerne, Historier, der veksle mellem Graad og Latter, og som jeg haaber ville blive forstaaede af Læserne, fordi den samme Aand, de samme Haab og Ønsker bevæge os Alle, det samme Pulsslag banker i Alles Hjerte.
Den første fortælling i samlingen har titlen "Ved Oversø". Denne fortælling handler netop om tilbagetoget fra Dannevirke og Slesvig, samt om "Slaget ved Sankelmark" den 5-6 februar - og flugten videre mod Flensborg og Sønderborg.
Etlar har pakket fortællingens historiske forløb ind som en soldats brev hjem til familien, efter soldaten selv havde modtaget brev hjemmefra.

Denne Etlar-fortælling stemmer meget overens med andres beretninger om hændelsesforløbet, men som citeret ovenfor fra forordet, så gør Etlar selv opmærksom på at novellesamlingens indhold også kan være noget Etlar har "hørt fortælle af Deltagerne". F.eks. har Etlars soldat i novellen også været inde hos "kromutter" madam Essenbach i Flensborg, for at læse aviserne fra København. En bemærkning som Etlar måske har hentet i journalisten Peter Groves reportager fra Slesvig, o.s.v.

Både "Forordet" til novellesamlingen som har titlen "Frederik den Syvendes Død", samt fortællingen "Ved Oversø", kan du hente og læse eller downloade fra websiden om novellesamlingen "Krigsbilleder".
Slesvig by.
"Fra Gaden i Slesvig den 6te Februar".
Fra "To hundrede Træsnit", tegninger fra krigen i Danmark 1864, Thieles Bogtrykkeri 1865.
Ligesom det var sket i de tidligere slesvig-holstenske byer, som de danske soldater forlod, så blev det tyske, og det slesvigske flag, også hejst i Slesvig by, og de tysksindede borgere i byen jublede da de danske tropper trak sig tilbage.
På billedet herover ses endvidere en dansk person blive angrebet af vrede tysksindede. Et par østrigske soldater står og ser på!

Det slesvig-holstenske flag.
De tyskvenlige slesvig-holstenere
indførte deres eget flag efter
den 1. slesvigske krig 1848-51.
Præsten i Felsted Sogn, Mouritz Mørk Hansen (1815-95), et af nabosognene til Slesvig, gik det heller ikke heldigt.
Som mange præster gennem tiderne har gjort, så så skrev Mørk Hansen også dagbog, og en del af hans dagbogsoptegnelser udkom allerede i 1865 under titlen "Slesvigske Tilstande og Stemninger". Det betyder at det er helt friske erindringer, og helt uredigerede af den kommende eftertid, dagbogsoptegnelser hvor man kan følge Mørk Hansens hverdage som dansker i detaljer, i det besatte Sønderjylland.
Den 12. februar 1864 skriver Mørk Hansen i dagbogen:
 Det var Snefog hele Dagen og om Eftermiddagen stærk Storm, saa at Vejene henimod Aften vare ufremkommelige.
Til Mørk Hansens sogn Felsted kom også fjendtlige besættelsestropper der forlangte indkvartering, omkring 32 mand + heste samt selveste brigadechefen general von Schmidt. Generalen "inviterede" straks sig selv til the hos præsten og hans familie. Mørk Hansen fortsætter i dagbogen samme dag med at skrive:
  En Timestid efter, at Generalen havde trukket sig tilbage med det venligste Godnat, og vi havde fået alle Folkene til Ro, just som jeg med min Svoger talte om, at Mange baade blandt Venner og Fjender vist vilde fryse ihjel på Forposterne, da Veiret var saa forfærdeligt, traadte pludselig Generalen med Adjutanten samt en Lieutenant og 4 Mand, alle fuldbevæbnede, ind i Stuen og sloge Kreds omkring mig. Generalen bad mig lægge Mærke til, at dengang han havde forlangt at maatte spise ved mit Bord, da havde han ikke vidst, hvad han nu vidste. Derefter sagde han høitideligt: "Im Namen des Königs muß ich Sie arretiren!". Jeg spurgte om Aarsagen, men fik kun den Besked at den vilde jeg tidlig nok erfare.
Mørk Hansen og hans fangevogtere nåede efter nogle mislykkede forsøg gennem snemasserne, og han endte som arrestant i Slesvig by.
Der cirkulerede rygter i området om at justitsråd Blauenfeld var blevet henrettet som spion, og Mørk Hansen frygtede at der ville ske det samme med ham selv. Men fem dage efter arrestationen, den 17. februar, blev Mørk Hansen løsladt, efter at have måttet underskrive en erklæring om at vilde adlyde den bestående tyske regering!

Rygterne om Blaunfeldts henrettelse var ikke rigtige, men Blaunfeldt var blevet arresteret og mishandlet af besættelsestropperne.

Etlar om "tilbagetrækningen" fra Frederiksstad.

Frederiksstad.
Frederiksstad med floden Eidern i baggrunden. Byen er opkaldt efter den danske kong Frederik den 3.
Efter overgivelsen til prøjserne, kom byen efter 1864 til at hedde Friedrichstadt.
Udsnit af gammelt tysk postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
Det var ikke hele den danske hær der havde været samlet i Slesvig. Fra de vestlige og sydlige egne af Slesvig-Holsten var man samledes i Frederiksstad, hvorfra man også havde fået ordren om at rykke tilbage nordpå i en samlet flok. Denne tilbagetrækning var sket samtidig med troppenes tilbagetrækning fra Slesvig.

Flugten nordpå fra Frederiksstad fortæller Etlar om i sit brev hjem til "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidenden" (Berlinske Tidende forsiden den 16. februar), omkring halvanden uge efter begivenheden. Her et lille uddrag af Etlars Artikel:
  Kl. 7 om Aftenen rykkede de første Afdelinger ud af Byen, og snart dannede de bortdragende Tropper en eneste lang Kolonne, der langsomt og lydløst bevægede sig frem paa den knudrede Vei mellem de hvide Sneemarker. Ikke en eneste Uorden forefaldt ved Udmarchen, jeg tør sige: ikke en eneste Kop grumset Kaffe blev ubetalt. Det kaldes Disciplin. Hvor rolig kunde vi ikke see tilbage paa Byen, som snart dækkedes for vort Blik af Natten - den kunde ikke sende nogen Forbandelse efter de bortdragne Krigere. Sikkerlig tænkte Mange med Skræk paa de fremmede Tropper, der snart skulde fylde Byen. vilde de vel være saa disciplinerede som de bortdragne? Bedre Disciplin kunne de i et hvert Tilfælde umulig fremvise.
  Vinternatten var kold, men stille; Sneen og den nytændte Maane kastede et magisk Lys hen over Broen ved Schwabsted over Trenen. Vi lagde her Trenen mellem os og Fjenden og beholdt den paa vor høire Haand lige til i Høide med Oversø, en Miils Vei syd for Flensborg. Hertil fortsattes Marchen uafbrudt. Da vi naaede i Høide med Oversø ad Chausseen fra Husum til Flensborg, hørte vi Kanonernes Drønen og snart ogsaa Lyden af Musketskuddene. Der stod nemlig en Fægtning mellem 1ste og 11te Regiment paa den ene Side og Østerrigerne paa den anden. De af Marchen udmattede Soldater vare i et Nu blevne mere mobile. Bataillonerne formeredes med Hurtighed og Orden, og de fra Frederiksstad ankomne Tropper indtoge en Reservestilling ved Skovkro, 2/3 Miil S.S.V. for Flensborg.
  I omtrent 2 Timer vedbleve Kanonskuddene at lyde over til os, saa blev det stille. Natten sænkede sig atter ned over Mark og Skov, og Regimenterne fik Ordre til atter at tiltræde Marchen mod Nord.
Denne her artikel fra Etlar, og hjem til avisen, kan der stilles nogle spørgsmål til. Artiklen kunne godt minde om "betalt politisk arbejde".
Som artiklen er skrevet må det underforstås at Etlar fulgte troppene på flugten nordpå fra Frederiksstad. Men gjorde han det?
Den første fortælling i novellesamlingen "Krigsbilleder" handler også om flugten nordpå, men om flugten fra Slesvig og "Slaget ved Sankelmark" ved Oversø. En ting er helt sikkert: Etlar har ikke selv kunnet deltage i begge tilbagetrækninger: de fandt sted samtidigt!

Og beskrivelsen af hvor velordnet man trak sig tilbage, og om hvordan alt var ordnet og afregnet så "ikke en eneste Kop grumset Kaffe blev ubetalt", er jo at stikke sig selv og andre "blår i øjnene", og det sammen kan siges om fortsættelsen:
  Hvor rolig kunde vi ikke see tilbage paa Byen, som snart dækkedes for vort Blik af Natten - den kunde ikke sende nogen Forbandelse efter de bortdragne Krigere.
Mon ikke der alligevel var en og anden dansksindet, eller formentlig mange, der sendte mere end een forbandelse efter den danske hær, da den stak af i nattens mulm om mørke, og som hellere ville have tilgivet en kop ubetalt kaffe, fremfor at blive svigtet og prisgivet fjenden?

Etlars forsvar for tilbagetrækningen i sin artikel, og gentagelsen om at soldaterne var skuffede over tilbagetrækningen, og hellere ville have været i kamp, virker også lidt overdrevent nationalt, og det brev Etlar slutter artiklen med, som skal foregive at være fra en unavngiven officer fra et unavngivet sted, kan kun være ren fiktion.

De verslinjer Carit Etlar citerer i avisartiklen, "Du kan troe, vi har stridt" o.s.v., er fra Emil Hornemann og Adolph von der Reckes sang fra 1. slesvigske krig, "Landsoldatens Hjemkomst" fra 1851: "Goddag, goddag, min Pige! her har du mig igjen".

Du kan læse eller downloade hele denne Etlar artikel her ...

- - - - - - - - - - Er nået hertil - - - - - - - - - -

Denne webside vil langsomt blive fyldt op, og slutter når Etlars orlov slipper op, og han må forlade krigen og drage hjem til sit arbejde på Det Kongelige Bibliotek.
Hver gang jeg laver tilføjelser, så vil det løbende blive lagt her på Nettet, så klik ind en gang imellem og følg med.
- - - - - - - - - -
Kilder foruden "de sædvanlige", og de i teksten nævnte, samt egne notater:
  1. Andreas Frederik Krieger: "Kriegers Dagbøger". 1848-1880. Bind 3. Udgivet af Gyldendal - Nordisk Forlag i 1921.
  2. "Bladet Dannevirke". Udgivet af "Modersmaalets Trykkeri", Haderslev 1938.
  3. Antonio Gallenga: "Krigen i Slesvig 1864", udkom på P. G. Philipsens Forlag i 1864.
  4. Krigsbøger til download fra Skrolds Antikvariat
  5. Det kgl. Bibliotek har lagt mange fotos og billeder på Nettet.
  6. Illustreret Tidende er scannet af Det kgl. Bibliotek.
  7. "Gads danske Magasin" 1910-11. Redigeret af Chr. Gulmann, udgivet af Gads Forlag i 1911.
  8. P. F. Rist "En Rekrut fra Fire og Treds". Udgivet af "Frem" - Nordisk Forlag - Ernst Bojesen - 1899.
  9. "To hundrede Træsnit". "Tegninger fra Krigen i Danmark 1864". Udgivet af Forlagsbureauet i København i 1865
  10. P. V. Grove "Fra Dannevirke til Dybbøl". Udgivet af Reitzels Forlag i 1864.
  11. Liljefalk og Lütken "Vor sidste Kamp for Sønderjylland". Udgivet af Hagerups Forlag i 1904.
  12. Carl Theodor Sørensen: "Erindringer fra første Regiment 1864". Gyldendals Boghandels Forlag 1892.
  13. "Ein Maler auf dem Kriegsfelde". Ilustriertes Tagebuch von W, Camphausen. Neue Augabbe 1913. Welhagem & Klasing 1913.
  14. Karl Larsen: Et Folk i Krig. Gyldendal - Nordisk Forlag 1914.
  15. P. F. Rist: En Rekrut fra Fire og Treds. Frem - Nordisk Forlag, Kjøbenhavn 1899.
  16. Premierløjtnant Hanson: "Den danske Landsoldats Historie". 3. Oplag, Schønemanns Forlag 1904.
  17. Liljefalk og Lütken "Vor sidste Kamp for Sønderjylland". Hagerups Forlag, 3. Oplag, Uden årstal, omkring 1920.
  18. M. Mørk Hansen: "Slesvigske Tilstande og Stemninger" under den tyske besættelse 1864. Reitzels Forlag 1865.

© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01