Ditlev Gothard Monrad.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail


Biskop Ditlev Gothard Monrad.

Ditlev Gothard Monrad.
D. G. Monrad. Portræt efter fotografi fra 1882.
Vedlagt Aage Friis' "D. G. Monrads Deltagelse i Begivenhederne 1864". (Fra 1914).

Meget lidt om Monrad.

Ditlev Gothard Monrad blev født den 24. november 1811 i København. Monrads far var foged i Norge, men faderen afgik denne stilling i 1816 på grund af sygdom. Monrad blev så sendt til noget familie i Præstø, hvor han voksede op.
Der blev desværre ikke afholdt folketællinger i en lang periode i begyndelsen af 1800-tallet, men Monrads konfirmation er indskrevet i kirkebogen i Præstø.

Fra kirkebogen.
Monrads konfirmation i kirkebogen i Præstø, påsken 1826.

Monrad voksede op i trange kår, men ved andres hjælp, blev han i stand til at studere, og blev i 1830 student, og i 1836 cand. theol.

Som politiker under krigen 1864 begik Monrad nogle dumme fejl. Den 31. december 1863 havde Monrad dannet et nyt ministerium. Her forsøgte han at afværge den kommende trussel fra syd, ved at tilbyde tilbagekaldelsen af novemberforfatningen, men ville ikke gå med til at lade kongen ophæve den. Resultatet blev krigen 1864.

Efter at Als også var faldet i 1864, gik Monrad af som minister den 11. Juli.
Han havde i Rigsrådet stemt imod fredsslutningen, og han havde desuden antydet at hele Danmark, for at dele Slesvigs skæbne, skulle slutte sig til Tyskland.
Efter krigen i 64 emigrerede Monrad med sin familie til New Zealand.

Hummeltoftegaard.

Monrads ejendom i Virum eksisterer ikke mere, men Hummeltoftevej eksisterer stadig. Det er vejen til venstre umiddelbart før Frilandsmuseet, og som løber forbi Virum S-station og Stationscentret, og videre ned mod Furesøen.

Frederiksdal.
Jeg har ikke noget billede af Monrads ejendom i Lyngby, men hvis han fra sin
ejendom var gået et par hundrede meter vestpå over markerne, så var dette
hans udsigt over Furesøen set mod nordvest. Gammelt postkort ca. 1900.

Nogle af Lyngbys institutioner i området er opkaldet efter landstedet.
Et vidunderligt område, hvor især den venstre side af Hummeltoftevej, der rummer Lyngby Åmose ned mod Mølleåen, sikkert kan huskes af mange for Ole Vindings små regelmæssige og charmerende natur-causerier, ofte fra egnen og Å-mosen, som blev sendt for en menneskealder siden i Danmarks Radio under titlen: "Et bymenneske i naturen". En del af Ole Vindings causerier blev udgivet i bogform fra 1950'erne og nogle årtier frem.

To måneder efter sin hjemkomst fra New Zealand, den 28. april 1869, får Monrad det ledige embede som sognepræst for Brøndbyvester og Brøndbyøster sogne.


Bispegaarden i Nykøbing Falster.
Bispegaarden i Nykøbing Falster blev opført på Monrads initiativ. Arkitekten var Gottlieb Bindesbøll.
Gammelt postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
Den 25. februar 1871 bliver han biskop i Lolland-Falsters stift, og samme år, den 9. september, dør hans første hustru, Emilie Nathalie Lütthans, som han havde været gift med siden den 1. maj 1840.
Den 16. februar 1875 gifter han sig igen. Hans nye hustru er Emmy Vilhelmine Elise Tutein.

I 1878 får Monrad udgivet et års prædikener, som han har samlet fra tiden hvor han var sognepræst i Brøndbyvester og Brøndbyøster (årene 1869 og 1870).
Du kan læse eller downloade juleprædikenen fra denne samling prædikener her, hvis du har logget ind først.

Efter sin tilbagevenden til Danmark omtalte Monrad ikke krigen ret meget. Men i årene 1880-81 skrev han den af Aage Friis udgivne redegørelse "D. G. Monrads Deltagelse i Begivenhederne 1864", som lå u-udgivet indtil 1914.
Monrads egen redegørelse er en bog på 318 sider, som giver hans eget syn på begivenhederne og hændelsesforløbet i og omkring krigen 1864.

Monrad trak sig tilbage fra det politiske liv i 1886, og den 28. marts 1887 dør Monrad 75 år gammel, og han bliver begravet på kirkegården i Nykøbing Falster. I kirkebogen er dødsårsagen morbus cordis, hvilket formentlig er et hjerteslag.

Gennem årene glemte man Monrads gravsted, og kirkegården blev nedlagt.
Omkring år 2000 opstod der en stor storhej, fordi man i Nykøbing Falster besluttede at opføre et Kvickly-supermarked og en parkeringsplads oven på den gamle kirkegård, hvor også Monrad var blevet begravet. I første omgang blev sagen udsat, lagt i bero, men efterfølgende hævdede man at havde fundet Monrads rester. Var dette sidste rigtigt, eller var det blot en "dyd ud af nødvendigheden"?

For et par år siden blev Kvickly så bygget og parkeringspladsen anlagt.
Hvis linket her virker, så kan du her på Google Street View se Kvickly og parkeringspladsen hvorunder Monrad blev begravet.

På Nykøbing Falster Østre Kirkegård er der rejst et monument over biskop Monrad.

Flugten fra Danmark.

Disse tre artikler herunder fra "Dansk Folketidende" giver et glimrende indtryk af den store frustration, bitterhed og undren, alle følte da Monrad uden varsel og forklaring emigrerede til New Zealand.

Umiddelbart forekommer det også som et mærkeligt sted at drage hen, men måske var der mening i galskaben. I årene 1865-1870 skrev "en engelsk Dame" en række breve om og fra sin egen ankomst til New Zealand på samme tid som familien Monrad:

Ny Zeeland er inddelt i 9 Provinser, af hvilke Canterbury ligger paa den østlige Side af Sydøen. Vi maae her erindre om, at denne Koloni formentlig er bleven grundlagt ved Indvandring af yngre Sønner af adelige Familier, hvilket naturligvis har givet den et særligt Præg.

Uddrag af disse breve fra "en engelsk Dame" blev trykt i "Fra alle Lande", udgivet af L. Zink på Wøldikes Forlag i 1870.

Familien Monrad regnede måske med at skulle "ned" og tilslutte sig disse sønner af den engelske land-adel.
Havde Monrad været i London nogle gange under forsøget på en fredsaftale, fra midten af april 1864 og et par måneder frem?
Det var dette fredsforsøg der slog fejl, og som blev opgivet 25. juni, med det resultat at krigen straks blev genoptaget, og fire dage senere havde prøjserne erobret Als.
Monrad er imidlertid ikke nævnt blandt de danske forhandlere.

Monrad valgte at slå sig ned ved Palmerston North på New Zealands North Island. Hans to sønner, Viggo og Johannes, havde været rejst "derned" i forvejen for at undersøge forskellige steder at bo. Monrad købte omkring 200 hektarer i nærheden af Karere Block hvor han, efter at have ryddet bushen, havde ko og fåreavl.
Monrad medvirkede til at få flere skandinaver til stedet/området, der passende nok blev navngivet Dannevirke.
På New Zealand er der stadig spor efter Monrad, f.eks. skolen Monrads Intermediate School i Palmerston North

Notits i "Dansk Folketidende" den 6. oktober 1865.


Auktions annonce.
Biskop D. G. Monrad holder d. 11. Oktbr. Auktion over sin smukke Ejendom Hummeltofte, mellem Frederiksdal og Lyngby. 2 Mil herfra, og d. 18de over en værdifuld Samling af Bøger, Malerier og Kobberstik. Det synes altsaa at blive Alvor med hans Bortrejse fra Landet for en længere Tid om ikke for bestandig. I hvor mægtig og farlig Modstander han end i det hele har været af de Anskuelser, vi forsvare, maa vi dog anse hans frivillige Landflygtighed for et meget føleligt Tab for Landet. Hans store Evner, rige Erfaring og alvorlige Fædrelandskærlighed i Forbindelse med hans politiske Bøjelighed kunde maaske netop nu blive af stor og indgribende Betydning under den folkelige og borgerlige Gjenfødelse, vi haabe vil komme, og hvori vi alene kan se Rigets Frelse. Hvad man ønsker, vil man saa gjerne haabe, vi kan derfor endnu ikke opgive Haabet om, at han paa en eller anden Maade kunde bringes til at opgive sit beklagelige Forsæt, skjønt vi desværre ikke se hvorledes.

Artikel i "Dansk Folketidende" den 17. november 1865.


Notits om Monrads emigration.
Biskop D. G. Monrad Minister for Kirke og Undervisningsvæsenet i 1848 og fra 1859 til Julen 1863, en Tid lang tillige Indenrigsminister, samt i den skæbnesvangre Tid fra Nytaar og til Juli 1864 Første= og tildels Udenrigsminister, synes nu at have forladt sit Fædreland. Han har solgt al sin Ejendom, rørlig og urørlig, selv saadanne Ting, som maatte synes saa nøje tilknyttede til hans Liv, at ellers kun Døden kunde have skilt ham derfra. Han ar nedlagt sit hverv som Medlem af Rigsdag og Rigsraad og er rejst til London for at forberede Familiens Ophold der i Vinter. Han siges vel at komme tilbage, men kun for at hente den; til Foråret vil ha da flytte med den til Ny Seland paa den anden Side af Jordkloden og nok omtrent lige under vore Fødder, og der skal det være hans Agt at købe Landejendomme til sine Sønner. Alt dette synes jo at tyde paa, at han vil blive borte for bestandig, men i den Skrivelse, hvori han underretter sine Vælgere om, at han er traadt ud af Folketingene, taler han dog kun om "en i Tid og Rum længere Rejse" og i sin sidste Tale i Rigsraadet bruger han Udtryk som "vor videre politiske Udvikling," "vor Fremtid," som vilde han dele den med os. Man søger forgæves nogen offentlig Udtalelse af ham, hvoraf man kan se, hvad der er hans Hensigt, og hvad der er Grunden til denne sælsomme Beslutning. Hans sidste Tale i Rigsraadet var en Anbefaling af det af Fællesudvalget under hans ivrige Medvirkning vedtagne Forfatningsforslag, med et Forsvar for den af J. A. Hansen indtagne Stilling og en temmelig forstaaelig Betegnelse af Bille som "vor lille Rigsdagsnisse," uden nogetsomhelst usædvanligt i Indhold eller i Form. Hans Skrivelse til Vælgerne indeholder kun en kort Tak for den Tillid, de gjentagne Gange har skænket ham. Men hans Fædreland, som har løftet ham op paa det første Trin efter Tronen, som paa hans Vink villig har ofret sit Gods og Blod, indtil det sidste Haab syntes at briste med det skammelige Tab af Als, som langtfra at drage ham til Ansvar for hans ulykkesfulde Styrelse paany har sat ham ind i den lovgivende Forsamling og med Opmærksomhed lyttet til hans Tale, ja hvis Brød han gjennem sin Pension endnu vil vedblive at nyde, efterat han har vendt det Ryggen, - dette hans sønderrevne Fædreland kunde vel vente at høre et Ord til Forklaring. Thi er der nogen, hvis Liv skulde tilhøre deres Fædreland, som med alle deres Evner skulde holde ud med det til det sidste, om de end skulde gaa til Grund med det, er det vel ham. Saaledes har andre af deres Fædreland højtbetroede Mænd gjort, naar det kom til at lide under deres Raad og Gjerning. Er det da kun sig selv og sin Familie, Biskop Monrad tænker paa? Er det ham for lidet at være en privat Mand, hvor han nys var Landet første Embedsmand? Kan han ikke taale at se sit Folk lide under Følgerne af sin Styrelse? Eller er det sine Børn han vil give et nyt Fædreland og Modersmaal istedetfor at lære dem at lide og arbejde i Haabet, ja om det skulde være, endog at dø for og med det, de tilhøre? Vi kan ikke tro det. Den Mand, der i sin Tid førte saa at sige hele Ministeriets Forhandlinger med Rigsdagen under en af dens mest virksomme Samlinger, som bar Dannevirkes Rømning, blodbadet paa Dybbøl=Banke, Londoner=Forhandlingens Afbrydelse, Als's Tab med Fasthed og Ro, som endelig i de sidste Dage har skilt sig ved alt det jordiske Gods, man skulde synes maatte være vokset sammen med hans liv, og gjort sig rede til en frivillig Landflygtighed, uden at man har mærket den mindste Forandring i hans daglige Liv eller i hans Tale og Færd i Folketinget, - den Mand kan umulig tænke alene paa sig selv eller paa sin Families timelige Vel. Hvad enten det er hans Hensigt at blive borte for bestandig eller vende tilbage efter nogle Aar, kan vi ikke tro andet, end at han gjør det, fordi han derved mener at gavne sit Fædreland, og Fremtiden vil nærmere oplyse Grunden. Er det ikke Tilfældet, vil og maa denne Bortrejse, og det i dette Øjeblik, kaste en mørk Skygge henover hans hele tidligere Liv og Virksomhed.

Notits i "Dansk Folketidende" den 8. december 1865.


Afskeds notits.
Biskop Monrad forlod da sit Fædreland d. 30. Novbr. Efter Dagen iforvejen at have udtalt ved en Afskedsfest, som omtrent Halvdelen af Rigsdagens Medlemmer gjorde for ham, at han var blevet træt af den politiske Virksomhed, og at han derfor ikke for Tiden kunde gavne sit Fædreland mere med den Indsigt, Arbejdsdygtighed og navnlig ikke med den Overbevisningens Magt, der er aldeles nødvendig. I disse Dage er der nu udkommet en Oversættelse ved ham af Salmerne og Hjobs Bog, og i Fortalen, som han har skrevet den Dag, han rejste, siger han, at han havde haabet at kunne fortsætte, indtil han var blevet færdig, idetmindste med de poetiske og profetiske Skrifter; ”men det blev mig ikke givet at se dette Haab opfyldt. Først om en fem Aar tør jeg nu vente at kunne ofentliggjøre Fortsættelsen.” Det kan være naturlig nok, at Biskop Monrad efter Begivenhederne i 1864 en Stund kunde opgive den politiske Virksomhed for at fordybe sig i de nævnte Arbejder; men det synes selv efter de foranførte Udtalelser endnu uforklarligt, hvorledes en Mand som han i et Øjeblik som dette har kunnet drage saa langt bort og ligesom villet give sine Sønner et nyt Fædreland, især naar man mindes flere af hans Udtalelser fra den Tid, Ulykken brød ind over ham og over os. Det være nu som det vil, Fremtiden maa klare det; men hvad vi, der blive tilbage, maa arbejde for, er, at hans Bortrejse langtfra at virke slappende og nedtrykkende paa os, maa vække os til forøget Eftertanke om hvor stor en Fare, der truer os, og hvor nødvendigt det derfor er, at enhver især gjør sin Pligt, og sætter Hensynet til Fædrelandet over det til sig selv. ”Sorgens Drik er som en ædel Vin, der styrker andens Villie og Handlekraft.”

"Den Grundlovgivende Rigsforsamling".


Grundlovens givere.
Dette tryk er fra "Danmark - "Illustreret Familiealmanak 1899".
Det er oprindelig et maleri af Constantin Hansen. Det er Monrad forrest i billedet, stående med hatten i højre hånd, som nummer tre fra højre.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01