Smertens Vej.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

"Smertens Vej".

Føljeton fra tidsskriftet "Kirkeklokken".

Begyndelsen af historien.
Titelbladet på den danske udgave af romanen.
Denne roman, "Smertens Vej" af Hesba Stretton, er oversat af Carit Etlars datter Anna Brosbøll og er fra tidsskriftet "Kirkeklokken", udgivet i 1896.
"Smertens Vej" er en roman på 174 sider, fordelt på 32 kapitler.

Det er på flere måder en bemærkelsesværdig og usædvanlig roman, denne sædvanligvis ellers kristne børnebogsforfatterinde Hesba Stretton skrev, og som udkom på forlaget "Cassell and Compagny" i 1895, i London, Paris and Melbourne, året før Anna Brosbølls oversættelse.
Der er skrevet ganske lidt om Hesba Stretton her...

Hesba Strettons originale titel på romanen er: "The Highway of Sorrow at the Close of the Nineteenth Century", og på titelbladet er denne lille sentens: "Wide is the gate, and broad is the way; and many there be which go in thereat".
Denne sentens har Anna Brosbøll oversat, ændret til: "Tro i det mindste".

Den engelske originaludgave har et forord af Hesba Stretton hvori hun skriver:
  I have written "The Highway of Sorrow" in collaboration with a well-known Russian author, now an exile in England, who has supplied me with the outlines of the story; especially with the prison and Siberian incidents, which he assures me are founded on facts. It would have been impossible for me to have done this work without help as complete as that which he has rendered.
  For information about Stundism, its simple tenets and humble organization — for it is embraced only by the peasants — I am indebted to an anonymous pamphlet, entitled "The Stundists," opportunely published by the proprietors of The Christian World just as I was beginning my task. It seems to me that this poor and persecuted sect approaches more nearly to the Christians of the Apostolic age than any other existing church. They have as yet no systematic theology, and no formal ritual. They have neither churches nor clergy. The New Testament is their code of. religious, moral, and social laws; and they interpret its precepts in a very literal and child-like manner. The first duty of a Stundist is to learn to read, that he may read for himself the words of the Lord Jesus Christ.
  These primitive Christians are suffering persecution for conscience' sake, as flagrant and unrelenting as that which in the same country is pursuing the Jews. But the Jews have powerful friends among the great philanthropists of their own race; whilst the Stundists, themselves Russian peasants, are persecuted by their compatriots, with no one to plead their case before the world, and appeal from Russian bigotry to the tribunal of public opinion. They are dumb, as our Lord was when He was oppressed and afflicted.
  It is for the purpose of making their sorrows and martyrdom more widely known that the facts of their history have been woven into this story. There has been no exaggeration. The worst has not been told.
Hesba Stretton.
Denne "well-known Russian autor", som havde bistået Hesba Stretton, var Sergei Mikhailovich Kravchinsky, hvis navn ofte bliver forkortet til: Stepniak.

Anarkister og nihilisme.

Begrebet nihilisme er igennem tiderne et både brugt og misbrugt begreb, og som i nutiden efterhånden bliver tillagt forskellige betydninger, ofte negative.
En nihilist var sidst i 1800-tallet een der ikke ville underlægge sig ideologiske og politiske og åndelige autoriteter, f.eks. fra et undertrykkende og fastlåsende samfund og samfundsstyre, hvor det sidste ofte var repræsenteret af konger og kejsere.
En anarkist var, meget forenklet, en der gik ind for nihilisme.

Zar Alexander II.
Zar Alexander II. (1818-1881)
Originalt kabinetfoto fra 1870'erne
Denne frihedstrang blandt små lande og områder, som havde forårsaget alle de europæiske krige i midten af 1800-tallet, havde bredt sig til den enkelte persons frihedstrang.

Attentatet mod Zar Alexander den II i St. Petersborg i 1881, var med til at sætte gang i en lavine, som fortsatte århundredet ud.
En bombe var blevet smidt under en af de første vogne i zarens kortege, og da kejseren stod ud af sin egen vogn for at orientere sig, dræbte en ung mand med endnu en bombe både sig selv og zaren.

Der blev afholdt anarkistkongres samme år i London og efterfølgende i Paris. Men politisk ændrede intet sig den næste halve snes år. Politikerne ænsede slet ikke at folket, den enkelte person, ønskede mindre undertrykkelse og mere frihed og lighed.
Og i starten af 1890'erne, fandt flere attentater og bombespringninger sted, f.eks. var der en række bombeattentater i Paris.
Og der blev også gået direkte efter magtudøverne:
  1. I 1894 blev den franske præsident Marie François Sadi Carnot myrdet af en fransk anarkist.
  2. Den spanske premierminister Antonio Cánovas del Castillo blev skudt i 1897 af en italiensk anarkist.
  3. Kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn blev myrdet at en italiensk anarkist i 1898.
  4. I år 1900 blev kong Umberto den 1. i Italien skudt af en italiensk anarkist.
Den nye kejser der overtog regeringsmagten efter den myrdede zar her på fotoet til venstre, blev sønnen zar Alexander III (Carit Etlars kejser i "Mads Knap ved Hoffet").

I Rusland førte truslen fra denne frihedstrang blandt folket til, at den nye kejser oprettede fangelejre i Sibirien hvor alle, ikke kun kriminelle, men alle der bare mistænktes for anarkisme og nihilisme, og også grupper man fra magthaverne var politisk uenige med, samt religiøse mindretal, blev deporteret til.

Denne heksejagt førte også til en flugt af intellektuelle fra Rusland, heriblandt anarkister som Pjotr Kropotkin og Sergei Mikhailovich Kravchinsky, også kaldet Stepniak.
Sidstnævnte var, som ovenfor fortalt, ham der havde bistået Hesba Stretton med oplysninger om russiske forhold og fangelejre, i forbindelse med hendes bog "Smertens Vej".

Georg Brandes og anarkister.

Stepniaks død i Social-Demokraten.
Social-Demokraten, 25. december 1895.
Georg Brandes var midt i 1890'erne blevet begejstret over anarkismen og havde skrevet til Kropotkin, og Kropotkin og Brandes mødtes i London med Stepniak i 1895.

For Brandes blev det et livslangt venskab med Kropotkin.
Sergei Kravchinsky-Stepniak derimod, nåede Brandes ikke den store kontakt med, for Stepniak døde allerede sidst på året samme år, lille juleaften mandag den 23. december 1895.
Stepniaks pludselige død var ikke kun en stor lokal Londonnyhed, men også en stor nyhed ude i verden. Den danske avis Social-Demokraten bragte den 25. december en stor artikel om ulykken:
  Den russiske til London indvandrede Skribent Stepniak blev i Mandags i Nærheden af den londonske Forstad Chiswick overkørt af et Jærnbanetog og dræbt paa Stedet.
  Stepniak vil være den socialdemokratiske Læseverden bekendt gennem Bogen "Det underjordiske Rusland", som ogsaa er udkommen i det danske Sprog (Socialistisk Bibliotek II) og indeholder en overordentlig livfuld Skildring af de saakaldte Nihilisters Kamp mod det russiske Despoti.
Artiklen i Social-Demokraten slutter med:
  Antagelig har Stepniak, der nu er kommen saa voldsomt af Dage, efterladt sig Memoirer, hvis Offentliggørelse vil have stor Interesse. Kampen i Rusland for Friheden er sikkert ikke mindre nu, end for 15 Aar tilbage. Men den har antaget nye Former. Den russiske Socialist Pierre Lawrof, som gjorde Stepniaks Bog tilgængelig for Offentligheden, oplyste paa Kongressen i Paris i 1889, at den socialistiske Arbejderbevægelse har slaaet Rod i Rusland. Nihilismen var nærmest det radikale Bourgeoisis Kampmiddel.
Stepniaks bog "En Nihilist" udkom første gang i 1882 i Italien, og efterfølgende i England i1885
Den første danske oversættelse af "En Nihilist" udkom året efter Hesba Strettons "Smertens Vej", i 1897.
Det var digteren Holger Drachmanns tidligere hustru Emmy Drachmann, der ernærede sig som oversætter, der oversatte "En Nihilist", og en genudgivelse af Stepniaks bog i Emmy Drachmanns oversættelse ligger frit på Nettet i Project Gutenberg.

Allerede i 1884 var Stepniaks bog "Det underjordiske Rusland" blevet oversat til dansk, som det andet bind i "Socialistisk Bibliotek", en oversættelse på 122 sider. I 1900 genudgav Det danske Socialdemokrati bogen der nu blev på 200 sider.

Selv om Stepniaks dramatiske død lige før årsskiftet 1895-96, "kun" var en tragisk ulykke, og ikke et attentat, kastede begivenheden igen kritiske øjne på det russiske zardømme, og dets hårdhændede magtudøvelse.

Kropotkin.

Georg Brandes.
Georg Brandes.
Fotokort fra først i 1900-tallet.
Kropotkins erindringer "Memoirs of a revolutionist" blev udgivet i London af forlaget Smith, Elder & Co., i to bind i 1899. Forordet til disse, til engelsk oversatte, russiske erindringer var skrevet af Georg Brandes.
Brandes slutter sit forord med:
  He is a revolutionist without emphasis and without emblem. He laughs at the oaths and ceremonies with which conspirators bind themselves in dramas and operas. This man is simplicity personified. In character he will bear comparison with any of the fighters for freedom in all lands. None have been more disinterested than he, none have loved mankind more than he does.
  But he would not permit me to say in the forefront of his book all the good that I think of him, and should I say it, my words would outrun the limits of a reasonable Preface.
Året efter, i år 1900, udkom Kropotkins erindringer på dansk med forord af Holger Drachmann, og oversat af Holger Drachmanns tidligere hustru: Emmy Drachmann.
Emmy Drachmanns danske oversættelse af Kropotkins erindringer ligger på Det Kongelige Biblioteks webside med Holger Drachmanns: "En Fortale".

Den 11. juli 1900 skrev af Albert Gnudtzmann en stor anmeldelse i dagbladet Dagens Nyheder, af Emmy Drachmanns oversættelse af Kropotkins erindringer, som på dansk havde fået titlen "En Anarkists Erindringer":
  Denne Bog spænder og fængsler som en Roman. En Roman om et stærkt bevæget Liv, stedse underkastet Omskiftelser, og i hvilken nydelige Genrebilleder skiftes med Scener af en haardhændet og oprivende Virkelighed"
Kropotkins erindringer begynder/fortæller om oplevelser under zar Alexander den II der var:
. . . en Mand, der stadig var splittet i to Naturer. Undertiden ønskede han at indføre Reformer, men til andre Tider kunde han vise den største Grusomhed, navnlig ved Undertrykkelsen af Polakkernes Opstand, og med Aarene fik Reaktionen mere og mere Magt over ham.
Kropotkin.
Kropotkin.
Gammelt fransk postkort ca. 1900.
Kropotkins liv begyndte som soldat, men efterhånden blev han overbevist om at uddannelse og lighed kunne skabe et bedre, en godt samfund. Men han bliver sat i fængslet "under en almindelig Forfølgning mod de revolutionære Agitatorer og anbragt i Peter Paulsfæstningens berygtede Celler. Det lykkedes ham imidlertid at flygte til Sverige, og derfra til Norge, hvorfra han rejste til England.
Danmark var det jo helt udelukket at flygte til på grund af de tætte dansk-russiske forbindelser.
Gnudtzmann slutter sin anmeldelse med at skrive:
  Krapotkins Bog er et Dokument af den højeste Interesse, et Stykke Tidshistorie, som vil blive staaende gennem Tiderne, skrevet af en højtbegavet Mand, en mærkelig, fængslende Personlighed.
Emma Goldman fortæller om Kropotkins død i sin bog "My Disillusionment in Russia", udgivet i New York på Doubleday, Page & Company i 1923, i kapitlet "Death And Funeral Of Peter Kropotkin"

Da Kropotkin døde i 1921, godt femogtyve år efter han og Georg Brandes havde lært hinanden at kende, skrev Georg Brandes en stor artikel i første halvdel af tidsskriftet "Tilskueren", årgang 1921 fra side 145.
Et ganske lille citat fra indledningen af artiklen/nekrologen:
  Det russiske Blad Pravda skrev forleden Dag: "Med ham begraver vi en af vor Histories største Skikkelser". Det er visseligt ikke for stort et Ord. Et Bekendtskab og Venskab, der strækker sig gennem et kvart Aarhundrede, berettiger mig til at bekræfte Ordet.

Anton Tjekhov.

Rygterne om denne russiske massedeportation af uønskede til Sibirien svirrede, men vedblev i mange år kun at være rygter, for de russiske myndigheder havde indført forbud mod at rejse til Sakhalin.
Den russiske forfatter Anton Tjekhov var oprindelig læge. Medens Tjekhov studerede medicin havde han skrevet forskellige fortællinger til diverse humoristiske blade, men efter 1886, hvor han havde haft succes med en fortællesamling, opgav han lægegerningen og kastede han sig mere og mere over "skriveriet".

I P. A. Rosenbergs "Store Nordiske Konversations Leksikon", det 23. bind fra 1923, er Tjekhov (1860-1904) også omtalt.
I slutningen af leksikonets artikel om Tjekhov står der bl.a.:
  Den triste Atmosfære fra Alexander III's reaktionære Styre har præget hans Synsmaade og hele Digtning, skønt Haabet om en bedre Tid glimter frem.
Tjekhovs rejse til Sibirien.
"The Island of Sakhalin"af Luba og Michael Terpak, med et forord af Irina Ratushinskays.
Billedet viser Tjekhov med sin nærmeste familie før afrejsen. Det er faderen bagerst med
det hvide skæg. Forrest til højre i den hvide kjortel er det Anton Tjekhov selv.
I 1889 forberedte Tjekhov sin rejse til Sibirien. Hans ene bror var død og tuberkulose, og selv havde Tjekhov også fået konstateret sygdommen.
Rygter om fangeøen langt nordpå i Sibirien, tiltrak flere forfattere og nysgerrige skribenter. Men der skulle tilladelse til, for at kunne rejse til øen Sakhalin. Så for at opnå denne tilladelse, måtte Tjekhov bruge forskellig usandfærdigheder overfor myndighederne. Da Tjekhov var uddannet læge så var en af hans "forklaringer": at han ville studere "medicinsk antropologi".

I 1890 fik han tilladelse til et ophold på tre måneder på Sakhalin. Disse tre måneders ophold gav Tjekhov et grundigt kendskab til forholdene på Sakhalin, og derigennem fik omverdenen efterfølgende dokumentation for, hvad der foregik. Disse fangelejre var nu ikke længere kun rygter.

Da opholdt var på "Sakhalin" for Tjekhovs vedkommende var slut, resulterede det i to bøger "Fra Sibirien" og "Øen Sakhalin".
"The Island of Sakhalin" ikke er en roman, men en nøgtern og detaljeret, og en næsten videnskabelig beretning, om de grusomme og umenneskelige forhold i fangelejren.

olga
Olga Knipper-Tschechova.
Tidsskriftet "Teatret", januar 1922.
Umiddelbart efter at bøgerne var udkommet skabte de stor postyr i Rusland, og der blev fra myndighedernes side gjort nogle få forsøg på udadtil, på at få det til at se ud som om man lempede på vilkårene for fanger, for at dæmpe den offentlige kritik. Korporlig afstraffelse af kvinder blev afskaffet, der blev ændret lidt i loven om landflygtiges ægteskaber, og der blev sat en stopper for barbering af hovedet på fanger.
Altsammen ren sminke!

I årene efter Sakhalin skrev Tjekhov sine berømte skuespil som stadig bliver opført: "Mågen", "Onkel Vanja", "Tre Søstre og Kirsebærhaven".
Men også en hel del små skuespil og mange noveller har Tjekhov skrevet.
Engang for mange år siden, dengang da "Danmarks Radio" var kulturformidler, opførte Radioteatret en del af disse små lidt ukendte Tjekhov-skuespil.

I 1901 giftede Anthon Tjekhov sig med den 31-årige skuespillerinde Olga Knipper (1868-1959), som var en af skuespillerne i "Moskvaer Kunstnerteater", som Constantin Stanislavski havde oprettet i 1898.
Olga Knipper var en af skuespillerne ved førsteopførelserne på nogle af Tjekhovs skuespil, "Mågen" og "Onkel Vanja" og "Tre Søstre".
Rollen som "Madame Ranevskaya", ved premieren på skuespillet "Kirsebærhaven", spillede hun i 1904, tre år efter ægteskabet, og efter at Tjekhov var død kun 42 år gammel.

Tjekhov døde af tuberkulose i begyndelsen af juli 1904, på "Hotel Sommer" i Badenweiler i Schweiz.

I "Anton Chekhov's Life and Thought: Selected Letters and Commentary" af Simon Karlinsky og Michael Henry Heim, bliver Anton Tjekhovs hustru Olga Knipper-Tschechova citeret. Hun var til stede ved den syge Tjekhovs seng, på værelset tidligt om morgenen den 2. juli 1904 på "Hotel Sommer".
Tjekhov havde sendt bud efter en læge fordi hans puls var svag. Tjekhov fik en indsprøjtning og nogle piller, og der blev bestilt en flaske champagne.
Olga Knipper-Tschechova bliver citeret for følgende:
  Chekhov sat up, and in a loud, emphatic voice said to the doctor in German (of which he knew very little): "Ich sterbe..." Then he picked up the glass, tuned to me, smiled his wonderful smile and said: "It's been such a long time since I've had champagne". He drank it all to the last drop, quietly lay on his left side and was soon silent forever. The awful stillness of the night was broken only by a huge nocturnal moth which kept crashing painfully into the lights bulbs and darting about the room.
  The doctor left and in the stillness and heat of the night the cork flew out of the half-empty champagne bottle with a tremendous noise.
Kisten med den døde Tjekhov blev ført til Moskva hvor han blev begravet på New virgin Cemetery i Moskva.

Små 20 år efter Anton Tjekhovs død gæstespillede "Moskvaer Kunstnerteatret" i Berlin, hvor der bl.a. blev opført et par af Tjekhovs skuespil. Det vakte også opmærksomhed her i landet og tidsskriftet "Teatret" havde nogle store artikler fra dette gæstespil, hvor Olga Knipper-Tschechova spillede Mascha i "Kirsebærhaven".
Billedet af Olga Knipper-Tschechova herover er fra artiklen i "Teatret".

Den sidste zar, Nikolaj den II.

Nikolaj den II. blev zar efter sin far Alexander den III.s død, den 1. november 1894.
Efter ægteskab med Alexandra af Hessen-Darmstadt havde det nye kejserpar fået en række døtre, og først inde i 1904 blev arvingen til zardømmet født:
Den sidste zar er født.
"Regimentschefen passerer Fronten. Satirisk tegning af Alfred Schmidt. Fra "Blæksprutten" 1904, side 29.
Allerede da zar Nikolaj den II. og kejserinde Alexandra Feodorovnas søn blev født, blev han tillagt militære pligter.
Så fra spæd havde den nye unge nyfødte Alexei Nikolaevich fået lagt en tung byrde på sine unge skuldre. De fire
søstre følger optoget, og den stolte far med den hvide hat står til venste i baggrunden. Tegningens undertekst er:
"Czaren har i Dag, den 14. August, udnævnt den nyfødte Storfyrsttronfølger Alexis til Chef for det 5te Livgarderegiment. (Ritzaus Bureau).
Længere oppe her på siden blev Peter-Pauls Fæstningen og dens "berygtede celler" nævnt, som stedet hvor Kropotkin var fængslet, og hvorfra det lykkedes ham at flygte fra.

Nikolaj II.
"Den frygtløse Zar" Nikolaj den II.
Fransk postkort. Begyndelsen at 1900-tallet.
Den generelle flugt af de intellektuelle fra Rusland medførte en samlet kritik udefra mod det russiske styre, nu rettet mod zar Nikolaj den II.
Da Nikolaj den II samtidig havde en meget uheldig og vægelsindet embedsførelse, og en forkert udenrigspolitik, gjorde det ham til et yndet emne for den internationale presse og dens satiriske tegnere.
Postkortet her til højre er et fra en serie der viser kejser Nikolaj den II i mere eller mindre latterlige situationer. Dette her viser en kejser der ikke har så meget af frygte, for alle er spærret inde, så bomberne kan ikke nå ham. Og hatten er hverken en kasket eller en russerhue, men en tilspidset klovnehat.

Skæbnen ville, at mange år senere, i forbindelse med revolutionen i 1917, bliver Nikolai den 2. og hele kejserfamilien selv fængslet og indsat i Peter-Paul Fæstningen.
Journalisten og forfatteren Carl Muusmann skrev en lille bog der blev udgivet på Pios forlag i 1917:
"Den russiske Kejserfamilies Tragedie: fra Vinterpaladset til Peter-Pauls Fæstningen".

Det kongelige Bibliotek har lagt denne lille bog frit på Nettet...

Året efter Muusmanns bog var udgivet, var hele zarfamilien blevet sendt til Yekaterinburg, og der blev de alle henrettet den 30. april 1918. Også den ""nyfødte" Alexis på Alfred Schmidts tegning ovenfor, som nu var blevet næsten 14 år gammel.
Hans fire ældre søstre var også blandt de henrettede. Dog dukker den ene søsters navn Anastasia af og til op.

Efter zarfamilien var myrdet og "det russiske folk" havde overtaget landet, og det ultimative demokrati, kommunismen, var blevet indført, så blev disse fangelejre slet ikke nedlagt. Tværtimod var de en gave til det nye Rusland og blev stærkt udbygget. Og mange flere af samme slags, eller endog endnu værre, kom til.
Så fremover var det ikke kun det gamle "klientel" der blev sendt til Sibirien, men også alle andre der bare som antydede kritik af det nye styre blev deporteret dertil.
Denne sidste halvdel af disse fangelejres historie er uhyggelig beskrevet i Alexander Solzjenitsyns "En dag i Ivan Denisovitjs liv" og i de 7 bind om "Gulag Øhavet.

Det lykkedes eks-kejserinde Dagmar at flygte til Danmark.

Der er en glimrende lille video på YouTube der kort fortæller om Peter-Paul Fæstningen...

Lidt mere om "Smertens Vej" af Hesba Stretton.

Det første kapitel i romanen "Smertens Vej", i Anna Brosbølls oversættelse, hedder "Herrens Aar 1888", og stedet for handlingen er en lille by ved navn Knishis i Ukraine.
Måske er det byen Kniazhe i Podolia provinsen der har "stået model", disse datidige byer kan være lidt vanskelige at stedfæste på grund af sprogblandingerne jiddisch, ukrainsk og russisk.

Andet kapitel hedder "Et Stundistmøde", og her har man allerede antydet nogle af handlingens "problemer".

Sidste kapitel hedder meget passende det samme som romanens titel: "Smertens Vej". Hovedpersonerne i romanen må her i slutningen af fortællingen vandre ad "Via Dolorosa" helt til Sakhalin.
Vandre må forstås helt bogstaveligt.
Ca. 10 år tidligere end handlingen i fortællingen, havde, som ovenfor fortalt, kejseren oprettet fangelejr på den sibiriske ø.

Zar Alexander den III, som er zaren i Hesba Strettons roman, er den samme kejser, "den flinke og rare kejser", som Carit Etlars kejser i fortællingen "Mads Knap" ved Hoffet", meget gerne vil lade fortællingens hovedperson Mads Knap møde på Fredensborg Slot.
En fortælling som Etlar selv havde skrevet, og desuden selv havde læst op i "Arbejderforeningen af 1860", et par år tidligere.
Og denne fortælling om "den flinke kejser" og "Mads Knap ved Hoffet" genbruger Augusta Etlar i novellen "Fanø Folk", som udkommer i 1896.

Anna Brosbølls oversættelse udkommer samme år som Augusta Etlars "Fanø Folk", året hvor det også er Carit Etlars 80-års fødselsdag. Så det er på flere måder en bemærkelsesværdig oversættelse Anna Brosbøll her har foretaget - og lagt navn til - og lige netop på dette tidspunkt!
Da "Smertens Vej" udkommer i 1896 havde kejseren ganske vist været død i to år, men en sådan fortælling har ikke fremmet kejserens eftermæle.
Og slet ikke styrket den nye kejser Nikolaj den II's ry og rygte, for den nye kejser bibeholdt fangeøen.
Forholdet: Etlar-Augusta - kontra Carit Etlars datter Anna Brosbøll er om muligt, efter "Smertens Vej", blevet yderligere forværret.

Her er de sidste linjer fra Anna Brosbølls oversættelse af romanen, hvor de forviste vandrer til Sakhalin:
 Og saa se vi dem da under denne lave, vinterlige Himmel, i det halvmørke Lys, indhyllede i Snetaage, revne bort fra alt, hvad der gør Livet værd at leve, vandre fremad - en lang Kæde af uundsigelig Smerte. Der gaar de: den gudsfornægtende Fædrelandsven og de kristne Arvtagere sammen med Forbrydere, og saaledes svinde de bort fra vore Øjne vandrende Via Dolorosa - Smertens Vej.
Anna Brosbøll har også oversat Strettons novelle "Kongens Tjenere".

"Nihilister".

"Nihilister" er titlen på en roman af Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij, som blev oversat fra russisk af Erna Juel-Hansen (Holger Drachmanns søster), og som udkom i 2 bind i 1886.

"Nihilister" er et skuespil efter en roman af den amerikanske forfatter Richard Henry Savage, som også blev oversat af Erna Juel-Hansen, og som havde premiere på Folketeatret den 13. marts 1898.
Scenebillede fra skuespillet "Nihilister"...
Folketeatret 1898. Scenebillede fra "Nihilister". De medvirkende var bl.a. Albrecht Schmidt,
Anna Foght, Vilhelm Birch, Johanne Abrahams, Julie Møller, Fritz Boesen og Dorph-Petersen.
Social Demokraten indleder sin anmeldelse af skuespillet onsdag den 16. marts 1898 med:
  Nihilister hedder Folketeatrets nye Stykke kun med en vis Ret, eftersom der ikke optræder mere end en eneste Nihilist, eller rettere Nihilistinde. Stykket er som bekendt en Dramatisering af den amerikanske Forfatter Richard Savages Roman "Min officielle Hustru", en meget tom og sletskreven, men meget spændende Roman.
Skuespillet indeholder, som Social-Demokraten skriver, een eneste nihilistinde. Det er en skuespil hvor hovedpersonen, en amerikansk oberst ved navn Lenox spillet af Albrecht Schmidt, er på rejse fra Paris og til St. Petersborg, og på turen uvidende lader en "efterstræbt Nihilistinde" optræde som sin hustru ved et af St. Petersborgs fornemste Selskaber. Rent tilfældig opdager hovedpersonen, at nihilistinden har en revolver i sin lomme, og at hun har planer om at myrde storfyrsten!
o.s.v.
Det var teaterdirektør Severin Abrahams eneste datter, Johanne Abrahams, der havde hovedrollen som nihilistinden. Frøken Abrahams havde debuteret 3½ tidligere som skuespiller, og dette blev hendes sidste rolle, før hun giftede sig med overretssagfører Salomonsen, og stoppede karrieren.
Social-Demokraten var heller ikke helt tilfreds med frøken Abrahams i rollen:
  Frøken Abrahams er dueblid, ikke slangesnedig som Nihilistinden, man mistænker hende ikke let for at gaa med Dynamit i Kjolelommen.
Gamle bøger
- - - - - - - - - -
Kommentarer:
  1. I vore dage bliver Kropotkins efternavn stavet med o, dette bruges også her, undtagen de steder hvor den gamle stavemåde er i citat eller titler.
  2. Stepniak hed Sergei Mikhailovich Kravchinsky, men sædvanligvis bliver han kaldt Stepniak, hvilket også bruges her på websiden.
  3. Anton Tjekhov bliver i omtale skrevet således her på websiden. I citat bliver der brugt den aktuelle stavemåde, der varierer meget fra tid og sted.
Kilder foruden de sædvanlige, samt de i teksten nævnte, og egne notater:
  1. Fra "Før og Nu" Folketeatrets Historie, redigeret af F. Zachariae, Hassing Forlag. Uden årstal (omkring 1920).
  2. Carl Muusmann: "Den russiske Kejserfamilies Tragedie: fra Vinterpaladset til Peter-Pauls Fæstningen". Pios forlag, 1917.
  3. Simon Karlinsky og Michael Henry Heim: "Anton Chekhov's Life and Thought: Selected Letters and Commentary". Udgivet af Northwestern University Press, 1997.
  4. Anton Tjekhov: "The Island of Sakhalin". Til engelsk af Luba og Michael Terpak. Forord af Irina Ratushinskays. Udgivet af The Folio Society i London, 1989.
  5. Anton Tjekhov: "Ön Sachalin". Oversat af Hans Bjõkegren och Victor Bohm. Nordstedts Förlag i Stockholm, 2. udgaven 1992.
  6. Tidsskriftet "Tilskueren". Udgivet Gyldendal-Nordisk Forlag. Redigeret af Poul Levin. Diverse relevante årgange.
  7. C. E. Jensen: "Karikatur-Album" udgivet af Flors Forlag, 1912. Bind 2.
  8. Statsbiblioteket i Aarhus. "Gamle aviser".



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01